Spring til indhold

Breve fra Ensomheden/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


Breve fra Ensomheden.djvu Breve fra Ensomheden.djvu/7 98-101

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


9 JULI.

Kvinder er ofte i Besiddelse af de samme Egenskaber som Katte og Søvngængere. De kan vandre paa Tankens skarpeste Tagrygge og klattre over de farligste Afgrunde uden blot at ane Faren eller forstaa Vovestykket. Naturligvis gælder dette alene Kvinden, som kun har forstaaet ganske ubevidst, hvorfor Blomsterne sætter Frø og Nattergalen synger for sin Mage, medens den, der af Lidenskabens Kerub er kastet udenfor Uskyldighedens Paradis er aldeles udygtig til disse Balancekunster. Har man én Gang begaaet et Fejltrin, træder man ofte fejl, og kun den reneste Uskyld vandrer paa sikker Fod over Afgrundenes Mangfoldighed.

Jeg spurgte i Dag Frk. Margrete — snart kan jeg kalde hende min Elskede — om hun kendte Maleren her paa Egnen. Hun saa paa mig med store Øjne, og jeg forstod, at jeg maatte give nærmere Forklaring. Jeg fortalte hende da, at Maleren var en Mand, som jeg havde truffet herovre, og Grunden til mit Spørgsmaal var blot den, at han vist satte stor Pris paa hende. Han var ellers en raa, ubehøvlet Person, som ved sin Paatrængenhed havde vakt min fulde Afsky. Jeg undlod ikke at bemærke, at han i sin Ungdom havde begaaet et Mord og var anset som Egnens værste Forfører. Forresten kunde jeg godt forstaa, at hun ikke havde lagt Mærke til ham, ti hans Udseende var afskrækkende og manglede ethvert tiltalende Træk.

Da jeg havde talt ud, smilede hun og sagde, at hun kendte saa at sige ingen her paa Egnen. Hun interesserede sig kun for sin Fader og med en stille og inderlig Pathos, der fik mig til at rødme, udbrød hun:

»Hos ham hører jeg hjemme og hos ham vil jeg altid blive!«

Jeg sprang op og trykkede et Begejstringens Kys paa hendes Pande: »Hvor De dog er fin og sød!«

Da jeg senere gik hjemad, beundrede jeg mere end nogensinde hendes store Dyd. Den paatrængende Maler havde hun altsaa ikke engang lagt Mærke til, hun anede ikke hans Eksistens. Jeg forstod i dette Øjeblik, i hvor høj Grad Dyden beskytter.

Jeg selv er lykkelig, men dog utaalmodig. Jeg kunde ønske, at den Frugt, jeg saalænge har betragtet med rolig Fryd, snart maatte falde i mit Skød. — Ti Arbejdet er jo dog sin Løn værd.