Breve fra Ensomheden/14
12 JULI.
Uvished! Uvished! Du store Dæmon, der bringer Menneskene til Fortvivlelse, der endog jager dem i Døden med grædende Øjne: du er kommen og har taget Plads i mit Hjerte. Jeg vakler mellem Haab og Tvivl, mine Tanker tumler mellem Sejr og Nederlag, jeg flygter og jeg kommer tilbage, jeg raaber og jeg hører snart Svar, snart kun Stilheden, der lukker sig bag mine Raab.
Jeg er næsten bange for at nedskrive, hvad der er sket i Dag. Jeg frygter, at mine rødgrædte Øjne en Gang skal vende tilbage til disse Linjer og atter føle min Sjæls Rædsler stige af deres Grave. Eller hvis Sejren virkelig bliver min. Vilde saa ikke den kolde Tvivl, der strømmer ud fra dette Dagbogsblad, lægge en Mindets Sordine over min Lykkes tonende Strænge?
Jeg vil da fortælle kort og knapt, hvorledes denne Dag er gaaet, og jeg vil ønske, at en fortvivlet Elsker en Gang maa finde dette Blad og fælde Taarer over en Broders onde Vilkaar.
Jeg skrev forleden, at jeg var utaalmodig. Denne Utilfredshed voksede i den stille Nat under min Drossels Sang. Jeg bestemte, at nu skulde Afgørelsens Time ligge nær. Jeg vilde forklare hende, at jeg elskede hende og at jeg følte, hendes Hjerte tilhørte mig. Som Droslens Sang derude skulde mine Ord kalde paa hendes Elskov. Hendes Renhed og Skønhed skulde give min Tale Vinger.
Da jeg vaagnede næste Morgen og Nattens Stemning var borte, havde jeg glemt mine Bestemmelser. Men paa Vejen til Villaen mødte jeg Dr. Frank, der haanlig smilende tog Hatten af og spottende udbrød:
»Goddag, kære Ven! Jeg glæder mig saa meget over Deres Metode. Nej, De skal ikke stanse og snakke med mig. De har al mulig Grund til at skynde Dem.«
Efter disse manende Ord stod min Bestemmelse atter fast, og jeg skyndte mig ned til Villaen, hvor jeg traf Frk. Margrete — festlig og ung. Jeg husker den Ynde, hvormed hun modtog mig. Jeg husker hendes røde Læber og friske Teint. Jeg ved, at jeg paa en sandelig pompøs Maade skildrede mine Følelser. Jeg talte indtrængende og halvsagte — nu og da hørtes en Vinløvsgrens Slag mod Ruden — og jeg fremførte min bange Bøn uden at se paa hende. Da jeg tilsidst brat sluttede, havde jeg Taarer i Øjnene.
Der blev en lille Pause, men snart rejste hun sig og udbrød:
»Jeg føler mig saa underlig bevæget. De har jo virkelig gjort et ikke ringe Indtryk paa mig, men jeg kan ikke svare Dem i Dag, jeg er altfor betaget af Deres Ord. Men De kommer jo nok herned i Morgen. De maa komme i Morgen, hører De!«
Og med et undseligt Blik tilføjede hun:
»Hvor kan jeg svare Dem nu straks. Jeg kender jo slet ikke mine Følelser.«
Dybt bevæget rejste jeg mig og gik. Jeg fulgte den Vej, der fører til Uvishedens Rige.