Breve fra Ensomheden/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


Breve fra Ensomheden.djvu Breve fra Ensomheden.djvu/7 104-106

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.


13 JULI.

Jeg er atter lykkelig og i min gamle Ligevægt. Alle mine Tanker sove roligt som Skovens Træer, naar de mod Foraaret vente Løvspringets Forjættelse. Enhver Tvivl er forsvunden i mit Sind. Kun Haabet lever og bestrør min Vej med Roser.

Hvor kunde jeg ikke sove rolig som et Barn i Nat, hvis den Lykke, som Dagen i Morgen vil bringe ikke allerede kastede sit Lysskær over min Tilværelse. Nu vil jeg ligge stille og lytte til Droslens Sang og den milde Vind, der pusler om min Rude. Jeg føler som Vorherre maa have følt paa den syvende Dag, da han efter endt Arbejde kunde lægge sig mødig men stolt til Hvile.

Ti det Brev, jeg i Dag har modtaget fra Margrete, har atter gjort mig lykkelig. Aldrig har det hvide Papir aandet en Elsker ømmere Hengivenhed i Møde. Hver Linje gemmer i sine dansende Skrifttræk et Kærlighedens Vaartegn.

»Jeg kan ikke svare Dem endnu,« skriver hun, »ti jeg ved saa lidt om mig selv. Men en Ting føler jeg, at De nærer en stor og dyb Tro til mig. Derfor vil De ogsaa opfylde den lille Bøn, jeg har til Dem. Tag mig med paa en Tur i Morgen. Vil De vide hvorfor? Jo, for ellers kan jeg ikke komme til at tale med Dem før i Overmorgen. Det er min kære Faders Helligdag i Morgen og derfor —

Vi kan tage ned til Vestermølles Kro, et Sted, der ligger ved Fjorden, en lille Milsvej herfra. Egnen er saa pæn. Og vi kan jo altid have noget at snakke om, saa Tiden gaar nok.

Det er lykkedes mig — rigtignok med nogen Vanskelighed — at faa min Faders Tilladelse til at blive der om Natten.

Jeg sender Dem mine bedste Hilsener.

Jeg skal selv komme op og hente Dem i Morgen ved Kroen.«

Hvergang jeg læser dette Brev, føler jeg mig svimmel. Særlig Slutningen synes mig rig paa Forjættelse. Jeg forstaar, at denne unge Kvinde tilhører mig. I Morgen Nat skal jeg føle hendes sorte Haar om min Hals.

Nu slukker jeg min Ungkarlelampe.