Breve fra Ensomheden/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


Breve fra Ensomheden.djvu Breve fra Ensomheden.djvu/7 22-26

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

18 JUNI.

Kære Veninde. — Et ensomt Hjerte er fornøjet med lidt. Selv Kildevand uden Tilsætning af dets farlige Bruspulver, Kærlighed, formaar at lokke Glæde frem i et modtageligt Gemyt. Og saaledes vækker ogsaa alle de smaa Opdagelser, som overrasker Øjet og Øret herude, mange lykkelige Smil og gør Hjertet godt.

Naar man ung og morgenfrisk gaar over Lyngen, skænker Naturen En saadanne uerstattelige Fund i rig Mangfoldighed. Alene den rødbrune Lyng ringer med sine Klokker Helligdagsstemningen frem. Undertiden fængsles man af enkelte stærkt farvede Blomster, der løfter sig paa slanke Stilke; nu og da smutter en opskræmt Snog hen over den sandede Sti.

Bag Lyngen støder man paa Gran og Fyrreplantager, og disse strækker sig ud mod den sandede Forstrand, hvis hvide Klitter skærmer mod Kattegats nysgerrige Paatrængenhed. Her rejser Marehalmen sig som en Spydvagt af slanke Lanser — over Klitternes Brystværn strakte mod det truende Hav. Og her vokser den sjældne Urt, Mandstro!

Saaledes møder man Overraskelse efter Overraskelse. Men den største Opdagelse har jeg dog gemt tilsidst. Saa hør da, kære Veninde.

Det var i Gaar. Jeg kom gaaende ad den solhede, sandede Vej, som gennem en lang Tange med Hav paa begge Sider fører til Herredets yderste Spids. Denne Vej overskærer først en skovbesaaet Klitrække, der mærkelig nok strækker sig paa tværs af Landet, og stiger derefter gennem tyndt bevoksede Havremarker og Lyngstrækninger, hvorfra man har den mest henrivende Udsigt til begge Sider.

Højest oppe paa den øverste Bakke ligger, ligesom sammenblæst, et Vildnis af krogede Egetræer, Hindbærbuske og klatrende Brombærranker, foruden et Utal af høje, saftige Planter.

Jeg døbte straks denne idylliske Plet »Kragereden«.

Men det var Opdagelsen.

Den laa dybt nede, skærmet af Bakken, solbeskinnet og straalende, og den bestod i en lille Villa med tilhørende Have. Min medfødte Nysgerrighed førte mig den nærmere, og jeg saa da, at Villaen var af en ganske fin, men prunkløs Arkitektur og at Haven syntes særdeles velholdt og rig paa sjældne og ejendommelige Blomstersammenstillinger. Som en farvemættet Poesiens Oase laa den dér i den grove Lyng, blussende skøn som en bugnende Blomsterkurv i en hvergarnsklædt Bondepiges Skød.

Jeg blev overrasket; maaske endog Varm i Kinderne. Jeg gik helt ned til Havens Gitterlaage og stirrede forventningsfuld derind. Men alt var stille. Huset laa som uddødt.

Jeg stod længe uden at kunne beslutte mig til at gaa.

Hvis nogen har set mig fra Villaen er jeg sikkert bleven lét ud.

Omsider rev jeg mig løs. Om Hjemturen er der kun at bemærke, at jeg nær var kollideret med en lang, tynd Fyr, der døddrukken kom slingrende mig i Møde. Jeg undslap dog let baade hans truende Næve og Skældsord.

Jeg spurgte senere hen paa Aftenen min Vært, hvem der boede i Villaen. Ejeren hed Dr. Frank og var en Mand i sine bedste Aar, der levede meget stille sammen med en Datter, man kun sjælden saa. Han elskede sin Have og betragtedes som en Særling.

Ja, kære Veninde — dette var Gaarsdagens Opdagelse.

Jeg lever ellers fredeligt og lykkeligt og savner kun sjælden Deres elskværdige Smil og den Konversation, der kaldes aandrig. Jeg beder til min Gud om at maatte blive som en aandelig Mads Røgter, der hver Morgen sender sine Tanker ud paa Græs og hver Aften bringer dem hjem til visse tykke Bøgers Hø og Hakkelse.

Saare glæder jeg mig over mit Hjertes Ro og den Fred, som Ensomheden fører med sig.

Da dette Brev nærmest omhandler geografiske Opdagelser, vil jeg endnu medtage en Vinduesopdagelse, jeg har gjort. Tilhøjre for Kroen hæver en Mølle sig over en lille Banke. Ved Solnedgangstid tager den sig ganske symbolsk ud. Den ligner da en gammel Pater, hvis knælende Skikkelse og oprakte Arme lyser Fred over det ganske Landskab.