Breve fra Ensomheden/4
22 JUNI.
Kære Veninde! Jeg puster min Diogeneslygte ud; thi Himlen har været mig naadig — jeg har truffet et Menneske!
Min Værdsættelse af Begrebet homo sapiens kender De: jeg sætter i og for sig ingen Pris paa Arten som Art. Ligesom jeg hader Skovlandskabet uden Perspektiv, saaledes vækker den retlinjede Normal, skabt i Guds Billede, min letfødte Ringeagt. Kun det individuelle Menneske, der har noget af det skabende Kaos i sig, aftvinger mig Beundring og Ærbødighed.
Med disse faa Ord tillader jeg mig at forestille Dem for Dr. Frank, Villaejeren fra forleden. Forhaabentlig vil han optage Deres Interesse og derved gøre Bod for mit Brevs noget for filosofiske Indledning, hvilken jeg beder Dem alene skrive paa hans Regning.
Det var i Forgaars, jeg for første Gang mødte Dr. Frank. Stedet, hvor vi traf hinanden var Kirkegaarden og Tidspunktet henimod Midnat.
Dette lyder maaske uhyggeligt nok. Men hvis De venter Dem en Spøgelseshistorie, tager De desværre fejl. De kan godt læse dette Brev i Deres Seng, naar alle andre Lys ere slukkede end netop det, hvis varsomme Glans gylden og kælen lister sig ned over Deres Ansigt og udslagne Haar. Deres runde Arm vil ikke komme til at ryste; Deres velformede Bryst ikke gysende hæve og sænke sig; Deres . . . . . tilgiv mig! Jeg skal ikke fortabe mig i Enkelthedernes Harmoni.
Derimod skal jeg nu fortælle om mit Møde med Dr. Frank. Efter at have dvælet ved Deres Yndigheder tror jeg at være bleven lidenskabsløs nok til at kunne omtale denne mærkelige Mand uden lyriske Omsvøb.
Jeg havde i Forgaars bestemt mig til at gaa en Nattetur. Jeg vilde se Kattegat og Klitterne i Maaneskin. Indhyllet i min kolde Menneskeforagt og min lune Plaid vilde jeg lægge mig i Strandsandet og betragte Stjernehimlen. Ak, ogsaa jeg er et modtageligt Gemyt!
Desværre blev det Graavejr og Himlen skyet. Men ikke desto mindre forlod jeg Klokken elleve Kroen og begav mig paa Vej.
Det var en af disse lummervarme Sommeraftener, som bringer alle Blomster til at dufte. Smaahavernes Liljer fyldte Luften med en bedøvende Røgelse. Det gjorde godt at komme ud over Lyngen, hvor Luften friskede til.
Kirken og Kirkegaarden ligger mellem By og Hav; Vejen snor sig tæt forbi. Kirken er et gammelt Sømærke og ligger ensomt for at kunne ses baade fra Fjorden og Kattegat. Kirkegaarden er lille, overfyldt med Gravstene, Hængepil, Hængeask, Buksbom, men ogsaa med farvede og duftende Blomster iblandt.
Derhen kom jeg i den lummerhede Aften. De mange Blomsters Aande strøg sød og berusende hen over mig. Overvældet og næsten bedøvet blev jeg staaende og stirrede i henrykt Svimmelhed ind mellem Buskene, hvor tunge Natsværmere, mørke og hvide vaklede frem og tilbage. Jeg fulgte med Blikket deres Flugt og fik derved Øje paa en Mand, som laa lænet over en Gravsten. Det faldt mig ind, at Manden sov, og jeg nærmede mig for at vække ham. Men da jeg kom i et Par Skridts Afstand, rejste han sig.
»Undskyld,« sagde jeg, »jeg troede, De var faldet i Søvn og vilde blot fraraade Dem at sove videre midt i denne stærke Blomsterduft.«
»Naa!« sagde han, »det er Dem jeg har set i Nærheden af min Villa. — Forresten sov jeg ikke — men det kunde De jo ikke vide!«
Jeg forstod øjeblikkelig, at det maatte være Dr. Frank. Jeg nævnede hans Navn. Han smilede.
»De kender mig altsaa af Omtale!« sagde han og pegede paa sig selv som en Mand, der ikke er vant til at tale med andre. »De ved, jeg har boet her i saa og saa mange Aar! De ved, jeg har et Hus og en Have! Man har maaske endog vist Dem disse Herligheder! — Naa ja. Saa kender De mig jo ud og ind! — Godnat, min Herre.«
Jeg ventede et Øjeblik noget overrasket. Han havde sat sin Hat tilrette og fundet sin Stok frem bag Gravstenen og stod nu og nikkede et Par Skridt fra mig.
»Skal De ikke tilbage til Byen?« forsøgte jeg.
»Jo, jeg skal,« sagde han. »Men jeg sætter ikke Pris paa at faa Følgeskab.«
Naturligvis blev jeg yderst forbittret. Og denne Forbittrelse blev ikke mindre, da han uden nogensomhelst Afsked straks derefter begyndte at gaa. Men da han havde gaaet et Øjeblik, fulgte jeg alligevel ganske mekanisk efter. Jeg ved ikke selv hvorfor. Og medens jeg bandede hans frastødende Optræden, greb jeg mig i at beundre hans ranke Holdning og hele kraftige Skikkelse.
Da vi havde gaaet omtrent fem Minutter i Tavshed, vendte han sig pludselig om imod mig, og medens han gik de fire—fem første Skridt baglængs, begyndte han:
»Er De uafhængig? Jeg mener ikke rig. Men uafhængig?«
Jeg saa forbavset paa ham. Men hans Ansigt var alvorligt som en af Gravstenene derinde. Og da han gentog sit Spørgsmaal, svarede jeg, forlegen som en Skoledreng:
»Uafhængig — Ja—a! . . . .«
»Men er De gudsfrygtig?« spurgte han igen.
»Nej!«
»Intelligent?«
Jeg tillod mig at bemærke, at det vilde han lettest ved Selvsyn kunne overbevise sig om, men foreløbig havde han ikke skaffet mig Lejlighed til at vise mine heldige Egenskaber.
Han kom nærmere.
»Naa ja, undskyld!« sagde han saa. »Det kunde jo være, at vi to kunde faa nogen Brug for hinanden. Sig mig — er De gift, forlovet eller forelsket?«
Jeg standsede forfærdet. Var Manden da sindsyg? Gik jeg med en sindsyg paa den vildende Hede Klokken tolv om Natten? Alleslags Spøgelseshistorier og uhyggelige Kirkegaardssagn steg truende frem i min Hjerne. Bleg og tænderklaprende trak jeg min Arm ud af Doktorens og belavede mig paa at flygte. Men hvorhen? Jeg følte mig under den lavthængende Himmel, i den trykkende Atmosfære som indemuret i en Grav, hvis lumre Aande lammede mine Kræfter.
Jeg ved ikke, om Dr. Frank opfattede min Tilstand. Men med en hastig Haandbevægelse greb han mig om Skulderen og holdt mig fast, idet han udbrød:
»De er maaske forundret over mine Spørgsmaal? Ja, jeg kan tænke det. De synes, jeg er noget for ligefrem, ikke sandt? Naa Herregud, jeg sætter ikke Pris paa lange Omsvøb. Og desuden — det er i Tidens Løb blevet en Slags Metode — —!«
»Metode!« udbrød jeg. »Tør jeg spørge: hvad er blevet Metode? At gøre Nar af Folk? Eller søger De Bifald og Anerkendelse ved at optræde som Galehuslem?«
»De kan godt spare Deres Energi,« svarede Doktoren sagtmodig. »I Deres Alder kan De paa saa mange andre Maader have Brug for de unge Kræfter. — Men forresten har De set ganske rigtig! Slet ikke saa dumt! Jeg har virkelig gjort mig til Vane at optræde i en vis afskrækkende Skikkelse. Og jeg skal sige Dem hvornaar — naar Folk generer mig; naar de venligst kommer og fortæller mig: »Ikke sandt, De hedder Dr. Frank, De bor der og der … o. s. v.« — Jeg har levet her i atten Aar. Ja, det er forresten sandt, det ved De vel? Og jeg har levet for at faa Fred, for enhver Pris Fred. Men det er vanskeligt at holde sit Hus rent for paatrængende Menneskers Fodtrin. De kommer én nær … smigrer for én… vinder éns Fortrolighed, tilsidst erobrer de hele éns Hus … og saa er man væk … som en Røg, forsikkrer jeg Dem.«
Han saa mistroisk paa mig, men da jeg ikke syntes at yttre Lyst til at svare, vedblev han:
»Jeg har en lille Renteskilling. Den skaller mig Brød, Smør, Kød, Klæder. Som De ved, har jeg en Have; den giver mig Grøntsager — jeg vil sige Dem, jeg sætter megen Pris paa Grøntsager! Himlen skænker min Have Regn, Solen giver den Varme. Hvad kan jeg forlange mere? Min kære unge Mand, da jeg var tredive Aar kendte jeg mange Mennesker — ved De, hvad de skaffede mig? Tusinde Djævle og tusinde Sorger paa Halsen; Gud bedre det, endog Børn skaffede de mig. Hvad skal jeg med Mennesker? Jeg vil leve i Fred.«
Han saa næsten truende paa mig.
»Dr. Frank,« sagde jeg. »Deres Handlemaade har min største Sympati. Deres Flugt fra Menneskene, Deres Søgen ud i Ensomheden tror jeg ikke at mangle Forstaaelse af. Jeg selv er jo netop greben af den samme misantropiske Ide, som har bragt Dem ud i Samfundets Periferi: Troen paa Ensomhedens Saliggørelse, Tilliden til den asketiske Skærsild. Hvor underligt forekommer det mig nu ikke, at jeg har valgt den samme Egn, som De og at vi to skulde mødes her. Naturligvis spiller dette Møde ingen Rolle for Dem; men jeg kunde ønske, De vilde forstaa, af hvilken Betydning det maa blive for mig. Jeg haaber og venter…«
Underlig nok afbrød Dr. Frank mig her:
»De bosætter Dem vel ikke herude?« spurgte han interesseret.
Mit Blik søgte ud over Landskabet. Doktoren tog mig om Haandleddet.
»Det skal De ikke,« sagde han bestemt. »De er for ung endnu. De vil komme til at savne Livets Bølgeslag altfor meget. Desuden har Samfundet Aktier i Deres Ungdom — store Aktier. De har ligefrem ikke Lov til at udvandre. Tror De maaske, Kvinderne vil give Dem Orlov paa Livstid?«
Doktoren smilede. I dette Øjeblik gik vi forbi Kroen; jeg gjorde Mine til at følge ham.
»Nej,« sagde han og slog ud med Haanden. »Dette var ikke Meningen. Nu gaar jeg til mit og De til Deres — Godnat, min Herre!«
Derefter tog han sin Hat af, tørrede Panden og forsvandt om Krohjørnet.
Kære Veninde! Saaledes ser altsaa Dr. Frank ud. Synes De ikke, han er en næsten højtidelig Afart af homo sapiens? Den kultiverede Hjernes Oprør mod det dumme, det fejge, det ukyske. Hans Liv er som en eneste sublim Ide: »For selv at vinde Fred gjorde jeg mig sindsyg overfor andre.« Hvilken stolt Indskrift at kunne sætte paa sin Gravsten.
Hvor lykkelig maa jeg ikke være over vort Møde. Det er en Oplevelse, man maa takke Guderne for. Og ikke mindst i dette Øjeblik, hvor jeg — selv ensom — har søgt Ensomhedens Fred.
Naturligvis har han ikke inviteret mig hjem til sig. Naturligvis maa jeg søge ham op. I Morgen den Dag vandrer jeg over Kragereden til hans smukke Villa. Ingen hæmmende Magt skal stanse min Fod. Ja, selv om jeg maa belejre hans Hus fra Morgen til Aften, skal jeg vel vide at tiltrodse mig Adgang.
Mærkelig nok kommer jeg i dette Øjeblik til at tænke paa Deres Smil, Deres lidt ondskabsfulde Smil, som jeg ikke holder af. Naturligvis ved jeg udmærket, hvad der bringer Dem i saa godt Humør. Men jeg forsikkrer Dem, De misforstaar ganske min Interesse for Dr. Frank. — Ganske vist: Doktoren har en Datter! Men derfor, kære Veninde, behøver De aldeles ikke at smile.