Breve fra Ensomheden/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


Breve fra Ensomheden.djvu Breve fra Ensomheden.djvu/7 52-74

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

28 JUNI.

Kære Veninde. — Jeg opdager pludselig, at det er mange Dage siden, jeg har sat Pen til Papiret. I disse Dage er De gaaet mig ganske af Glemme. Jeg har oplevet noget saa sindsforvirrende mærkværdigt, at mine Tanker sværmer som forskrækkede Duer om mit Hoved. Jeg har tumlet som et Galehuslem over den brune Lyng. Jeg har ligget ved Havet og hulket, dybt boret ned i Strandens hvide Sand. Forvildet og magtløs som en Kong Lear har jeg lyttet til Vindenes Hylen og Regnens piskende Fald. Jeg forsikkrer Dem paa Ære, jeg har ikke set min Seng i flere Nætter.

Men jeg maa samle mig. Jeg maa bringe Orden i det Kaos, der vælter sig i mit Hoved. Ikke for Deres Skyld — jeg skriver aldeles ikke dette Brev for Deres Skyld, — men alene for at danne mig en Oversigt over de sidste Dages Begivenheder.

Den Aften, jeg sendte Dem mit sidste Brev, modtog jeg gennem min Vært en lille Epistel fra Dr. Frank, hvis Ordlyd var følgende: »Mød mig i Morgen Formiddag Klokken ét ved den enlige, højtliggende Samling Træer, som De maa have lagt Mærke til paa Vejen til Villa Solitudo. Jeg føler mig overbevist om, at De ikke er optaget saa tidlig paa Dagen.»

Denne Epistel skaffede mig min første urolige Nat. Doktorens Skikkelse havde allerede i flere Dage puslet i min Hjerne. Hans Brev bragte nu allehaande Gisninger til at spire og holdt mig længe vaagen.

Da jeg endelig faldt i Søvn, havde jeg en uhyggelig Drøm, som førte mig ud paa en øde Ø i det store og forresten ogsaa stille Ocean, hvor Dr. Frank tog imod mig. Med en osende Fakkel, som han løftede i sin venstre Haand, opbrændte han omhyggelig alle de Signalraketter, jeg havde reddet efter et ulykkeligt Skibbrud. Da jeg imidlertid saa nøjere til, viste Doktoren sig at være et soigneret paaklædt Skelet, i hvis Øjne Orme gnavede og af hvis Baglomme et Timeglas grinende stak frem. — Jeg forsøgte at raabe om Hjælp, men Doktorskelettet pustede paa min Mund, saa hvert Raab døde. Jeg husker mine egne raadvilde Øjne.

Lidt efter begyndte Øen at synke, jeg gled langsomt ned i det grønne Vand, medens Skelettet voksede sig større og større og næppe fik Knæene vaade. Tilsidst naaede Vandskorpen mit Haar; jeg hørte en klukkende Latter og øjnede langt nede min Ven Maleren som en uhyre Hajfisk. Med en rystende Haandbevægelse anbefalede jeg Hajen at forsøge sig paa Skelettet, men dens opspilede Gab greb om mig med skarpe Tænder.

I det samme Øjeblik vaagnede jeg og hørte Klokken slaa ét langt ude i Natten, hvor jeg syntes Hajen og Skelettet grinende forsvandt.

Hen paa Morgenstunden faldt jeg i en tung Søvn, hvorfra jeg først blev vækket langt op paa Formiddagen.

Skyndsomt klædte jeg mig paa og vandrede, træt af den bedrøvelige Nat, ud for at møde Doktoren.

Da jeg havde naaet Kragereden, var han endnu ikke kommen, men præcis Klokken ét saa jeg hans ranke Skikkelse dukke op fra en Markvej.

Kære Veninde! De ved, at jeg er en betydelig Psykolog. Jeg havde forlængst forstaaet, at kun en vis Overlegenhed vilde gøre Indtryk paa Doktoren. Desuden var jeg i dette Øjeblik morgengnaven og modtog ham derfor med følgende ganske begrundede Elskværdighed:

»Naar De vil tale med mig, hvorfor beder De mig saa ikke hjem i Deres Villa? Jeg er ikke vant til at holde Stevnemøde paa Alfarvej!«

»Naa, ja ja—da!« svarede han imponeret og tog mig under Armen. »Siden De ikke skønner paa frisk Luft, kan vi jo gerne gaa hjem til mig. — Hvorlænge bliver De her paa Egnen?«

»Det kan jeg ikke sige Dem, Dr. Frank! Jeg bliver her saalænge til min Ensomhed begynder at kede mig, og det vil afhænge af Vind og Vejr og meget andet.«

»Ja saa.« sagde han. »Kom saa kun med.«

Paa Vejen talte vi ikke. Nu og da smilede Doktoren, nu og da syntes han gravalvorlig. En enkelt Gang klappede han mig paa Skulderen og lo himmelhøjt. Jeg gik stille og glædede mig over mine psykologiske Evner, der uden stor Anstrængelse havde bragt mig, hvad jeg vilde.

Nærved Villaen mødte vi et Tog af Bønderpiger og Bønderkarle, som fine og pyntede traskede mod Købstaden, hvor der skulde være Marked. Da Toget var kommet os forbi, vendte Doktoren sig mod mig, og medens et Smil bredte sig over hans Ansigt, sagde han:

»Se engang, hvor flunkende fine, de ser ud udvendig. Nu tænker de ikke paa det Snavs, de allesammen gaar med mellem Tæerne.«

Vi var nu komne til Havelaagen, som han aabnede med en stor og bred Nøgle. Vi gik gennem Gange, der var hegnede med blaa og duftende Lavendler, og som snoede sig fra Blomsterbed til Blomsterbed mod Villaens hvide Portal. Her tumlede han med forskellige Laase. Tilsidst sprang Porten op, og gennem en kølig Forsal, hvis guirlandebehængte Vægge røbede kvindlige Hænders Syslen, traadte vi ind i et lille Værelse, hvis faa men stilfulde Møbler bestod i et smukt Egetræsbord med tilhørende Stole, et Klaver og endelig et Bogskab, der var skudt ind i et dybt Hjørnes Halvmørke.

»Sæt Dem ned,« sagde min Vært og trak en Stol frem. »Det har maaske undret Dem …«

Her afbrød han sig selv, idet han gik hen og slog det aabentstaaende Klaver i. Saa fortsatte han:

»Det har maaske undret Dem, at jeg har bedt Dem om et Møde efter vort Kirkegaardsstevne. Jeg selv er ikke fri for at være forundret, men Sagen er den, at her- ude lærer man at benytte sig af den Lejlighed, som tilfældigvis tilbyder sig. Det er naturligt, at denne Egenskab maa udvikle sig hos en Eneboer. — Den Bøn, jeg har til Dem, vil vel i første Øjeblik synes Dem utrolig, maaske endog vanvittig. Jeg beder Dem imidlertid om ikke at give efter for Deres ungdommelige Blods Opbrusen, men med den Klogskab, jeg forhaabentlig ikke forgæves appellerer til, høre paa mig og saavidt mulig forstaa mig.«

Doktoren gjorde her en lille Pause, idet han fór med Haanden over sin Pande. Det syntes mig, som om hans Øjne antog et uroligt Udtryk under Haandens Skygge. Derefter fortsatte han med sin ligegyldige, monotone Stemme:

»Jeg maa sætte Dem ind i en Del af mit Liv, for at De kan forstaa det Skridt, jeg nu foretager.

Indtil mit tredvte Aar har min Tilværelse været en urolig Kæde af Oplevelser, hvor jeg tørstig som en Ørkenvandrer søgte alle de Lykkens Oaser op, som Tilværelsen har at byde. Folk rystede paa Hovedet over det Liv, jeg førte, og mit Humør, der blev mere og mere sørgmodigt og trist, overtydede mig om, at jeg ikke drak af de Brønde, der tilfredsstiller. Den stadig dalende Lykkefølelse førte alle Utilfredshedens Pile i sit Kogger, medens en voksende Ærgerrighed bragte mig nær Vandviddets Rand.

Efter en Hændelse, som jeg ikke behøver at ulejlige Dem med, trak jeg mig tilbage hertil for at dykke mig med Sjæl og Legeme i Ensomhedens Nirvana. Jeg overklippede ubarmhjertig hver Traad, der bandt mig til andre Mennesker: kun en lille Datter paa ét Aar, som var født udenfor Ægteskab, bragte jeg med mig. Hun er vokset op herude i den Have, jeg for hendes Skyld har plantet paa Grænsen af den brune Lyng. Jeg har lært hende alt, hvad en Fader kan lære sin Datter, jeg har fortalt hende om Livet, der leves langt borte, og indgydt hende den samme Rædsel for Mennesker, som jeg selv føler.

Hvad synes De om alt dette?«

Jeg mærkede omkring mig Lavendelduften, der slog ind fra det aabne Vindue, og jeg sagde:

»Hvad jeg mener? Jeg føler mig glad som dengang, da en gammel Veninde fortalte mig sit Livs Æventyr. Jeg kom til at holde saa meget af hende fra den Dag.«

»Meget vel!« sagde Dr. Frank, »Deres Følelse interesserer mig ikke synderlig, jeg ønsker blot at vide, om De anser en saadan isoleret Opdragelse for pædagogisk sund?

Jeg har sat min Datter ind i Verdenslitteraturens ædleste Skatte, jeg har ikke ladet hende være i Uvidenhed om noget aandeligt eller legemligt Fænomen, som er mig selv bekendt. Fra Naturens Side er hun udstyret med rige Evner, navnlig i musikalsk Henseende, og jeg har ladet hende udnytte disse Evner paa bedste Maade. Jeg har udspejdet hendes kvindelige Natur og altid lagt den til Grund ved Bedømmelsen af ethvert Fænomen. Jeg mener, jeg har anlagt min Opdragelse rigtig, naar jeg har gjort hendes Opvækst til en Kæde af Overraskelser, som hun, efter at være bleven nøjere bekendt med, har sluttet ind i en Totalanskuelse. Uden at have den overforfinede, sygelige Nervøsitet, der kun fører til Ladhed, har hendes Sjæl her i Ensomheden modtaget alle Kulturens rige Impulser, og Følgen er bleven, at hun er i Aktivitet fra Morgen til Aften ved højst forskelligt Arbejde.«

Doktoren stansede pludselig og saa forskende paa mig.

»Jeg taler vel for døve Øren,« sagde han, »dette interesserer Dem ikke.«

»De har altfor ringe Tillid til mine Evner, Hr. Doktor!« afbrød jeg forlegent leende, »tværtimod gør jeg Dem min største Kompliment baade for Deres Opdragelsesmetode og for den Maade, hvorpaa De har fremstillet den for mig. For mit Blik stiger Deres Datter frem som en Afrodite af Bølgerne, tegnet med de reneste Linjer.«

»Lyrik!« sagde Dr. Frank. »Men kan De sige mig, hvorfor hun, der aldrig tidligere har skjult noget for mig, i det sidste halve Aar er bleven tavs, indesluttet og ofte melankolsk? Kan De sige mig, hvorfor hun, der altid tidligere havde fuldt op af Interesser, nu sidder Dage igennem stille paa sit Værelse, gaar Maaneskinsture og ser daarlig og bleg ud hver Morgen?«

»Skulde Deres Datter ikke være forelsket?« tillod jeg mig at bemærke.

»Forelsket?« sagde han og saa paa mig. »Nej, det er hun ganske bestemt ikke. — Rigtignok er der en halvgal Maler, der forfølger hende, men han er dum og klodset og har, efter hvad hun siger, aldrig engang forsøgt at tiltale hende.

Men kunde De ikke tænke Dem en ganske nærliggende Grund til denne Forandring i hendes Natur?«

»Sygdom?« forsøgte jeg.

»Ikke saa ueffent endda!« sagde Dr. Frank. »Naturligvis er det den fysiske og sjælelige Sygdom, som følger med hendes Alder. Hun er — — elskovskrank! Herregud, det er jo det hele. Hun trænger til en Mands Favntag og et Barns Kærlighed.

Det er dertil, De skal hjælpe mig!«

Jeg saa maalløs paa Doktoren.

»Jeg hørte vist ikke rigtig — hvad sagde De, Dr. Frank?«

»I dette Øjeblik bør De huske paa,« svarede Doktoren, »hvad jeg før bemærkede om Deres ungdommelige Blods noget for hastige Opbrusen. De maa erindre, at det blot er et Forslag, som jeg kun efter stor Overvejelse selv har kunnet gaa ind paa. Synes De ikke om Forslaget, kan De gaa, jeg har da ingen Brug for Dem. Synes De om det, vil De maaske komme til at eje Minder, De ikke har drømt om og som mange sikkert vilde misunde Dem!«

»Hvad mener De da?« spurgte jeg noget stammende.

»Jeg ønsker, at De lærer min Datter det eneste, jeg ikke har kunnet lære hende. De skal gøre hende bekendt med Kærligheden. Jeg ønsker endvidere, De skaffer hende et Barn, der kan bringe hende til at fuldbyrde sine moderlige Pligter.«

Jeg blev ganske hed i Hovedet:

»Jeg ved ikke, om jeg skal opfatte dette som et Frieri fra Deres Datters Side?«

»Naa, naa!« tyssede Dr. Frank. »Lad os være alvorlige. Det er virkelig en Sag af yderste Vigtighed for mig, og jeg skal sige Dem hvorfor. Jeg sætter ikke Pris paa, at min Datter løber bort med den første, den bedste Malermester her fra Egnen. Derfor maa jeg benytte Lejligheden. Da jeg traf Dem, opdagede jeg straks, at De egnede Dem til det Brug, jeg vil gøre af Dem. Derfor sender jeg nu Bud efter Dem og foreslaar Dem mine Betingelser: De bibringer min Datter den Illusion, at De elsker hende, og vækker desuden hendes Kærlighed ved de Midler, der staar til Deres Raadighed. Fremdeles ønsker jeg hende et Barn, hvad De vel nok er i Stand til at skaffe hende. Til Gengæld giver jeg Dem min unge og smukke Datter, der sikkert nok vil kunne forsøde Dem Ensomheden herude.«

»Men det er jo ganske latterligt!« afbrød jeg. »Hvis jeg nu slet ikke synes om Deres Datter?«

»Lad os blot være Mennesker, unge Mand! De er jo ogsaa et Mandfolk. Vi ved godt begge, at man ikke saadan hver Dag faar en ung Kvinde foræret. Det værste vilde sandelig være, om De gik hen og forelskede Dem i hende.«

»Det forstaar jeg ikke,« sagde jeg. »Saa kunde vi jo gifte os!«

»Nej stop, stop, unge Mand! De tager ganske fejl. De har — foruden de to andre Betingelser, jeg stillede — at gaa ind paa følgende tredje: Inden to Maaneders Forløb tilbageleverer De min Datter til Villa Solitudo. Jeg vil sandelig ikke miste hende, men jeg indser, man maa indordne sig under Naturen, og det er jo ganske i sin Orden, at jeg skaffer hende en Mand. Naar hun saa har prøvet Kærlighedens Styrkedrik i et Par Maaneder, vil jeg forsøge at erobre hende tilbage. Overfor det vidunderlige og anelsesfulde kan jeg ikke kæmpe, men naar hun har set den naturlige Begrænsning for den jordiske Elskov, tror jeg tilsidst, det vil lykkes mig at erobre hende tilbage. Kampen vil maaske blive haard, men i hvert Fald kun blive en Kamp.

Jeg har set, at alt dette har gjort et stærkt Indtryk paa Dem, og naturligvis kan det ikke overraske mig. De staar her overfor et Forhold, som De ikke havde tænkt Dem Muligheden af. Men en Ting vil jeg sige Dem straks, Deres mulige Betragtninger gider jeg ikke høre paa. Jeg ønsker kun et Ja eller Nej, og jeg haaber at faa Svaret i Løbet af de første Par Dage.

Det skulde glæde mig, om De svarede Ja, baade for min egen, min Datters og Deres Skyld.«

Han rejste sig og gav mig Haanden til Farvel.

»Deres Forretningssans glæder mig!« sagde jeg. »Skønt — det var just ikke den, jeg havde ventet at møde paa Villa Solitudo. Men forøvrigt tror jeg, at jeg ligesaa godt straks kan svare Dem paa Deres tiltalende Forslag. Og naturligvis bliver mit Svar et absolut Nej!«

»Vil De ikke se min Datter?« spurgte Doktoren.

»Aa jo!« svarede jeg, »skønt jeg tror ikke, det paa nogen Maade vil forandre min Mening.«

Dr. Frank gik hen til Døren, lukkede den paa Klem og kaldte ud: »Margrete!«

En Kvindestemme svarede og straks efter gik Døren helt op og en ung Pige af stolt og festlig Skønhed traadte ind. Hun lignede Faderen, havde hans ranke Holdning og blaa Øjne; en sort Haarpisk hang frit ned og tittede frem med en rød Sløjfe bag den fint rundede Hofte. Der var en vis elegisk Ynde over hele hendes Skikkelse; hendes sværmeriske Øjne, der syntes at se højt over én, forstærkede kun dette Indtryk. Hun var klædt i en gulgraa Lærredskjole, der sluttede tæt over det runde, smukt hvælvede Bryst.

Dr. Frank presenterede: »Min Datter — en Fremmed, der meget gerne ønsker at hilse paa Dig. Om nogle Dage vil han komme ned til os igen, og I kan da spasere nogle Ture sammen. En ung Kvinde og en ung Mand kan have meget at lære hinanden. Det skulde glæde mig, kære Margrete, om Du kunde faa noget Udbytte heraf.«

Frk. Margrete kom nu hen og trykkede min Haand, spurgte, hvorfra jeg var kommen og hvorlænge jeg blev her i denne Egn, som hun holdt saa meget af og som hun ønskede, at alle vilde synes om.

»Jeg kender ingen andre Steder,« sagde hun, »og bryder mig heller ikke om at se andre. Dér hvor min Fader har lært mig at være, der vil jeg helst blive.«

Jeg forsikrede hende, at ogsaa jeg, skønt fremmed, holdt af denne Plet Jord. Dens Skønhed havde en egen blaaøjet Ynde, sagde jeg og saa smilende paa hende.

Hun lod ikke til at opfatte min skjulte Kompliment, men begyndte at spørge mig ud, om jeg havde set alle hendes Yndlingssteder.

»Kender De maaske »den hellige Lund«?«

»Nej! hvor ligger den?« spurgte jeg.

»Har De ikke set de mange Træer heroppe paa den højeste Banke? Naar Solen skinner derned, er der ligesom i et lille Himmerige. De Træer kalder jeg den hellige Lund.«

»Ja — dem har jeg nu døbt Kragereden!« dumpede det mig ud af Munden.

»Fy!« sagde hun og gik hen til sin Fader. »Det er næsten en Profanation.«

Jeg saa hen paa Dr. Frank, der stod med et fint Smil om Munden. Han havde lagt sin Haand paa Datterens Hoved og stod nu og klappede det længe og kærtegnende.

Jeg følte mig svimmel. Frk. Margrete havde ganske beruset mig. Men heldigvis forstod jeg, at jeg var ved at blive fangen i et Næt af fint lagte Snarer.

Jeg rejste mig derfor og bød Farvel.

Baade Doktoren og Frk. Frank udbrød beklagende:

»Skal De virkelig allerede gaa?«

»Ja!« sagde jeg bestemt. »Det er nødvendigt, ganske nødvendigt; der er hjemme noget Arbejde, som venter mig.«

De fulgte mig begge under livlig Samtale, helt ud til Havelaagen. — De sidste Ord jeg hørte, kom fra Frk. Frank:

»Saa glæder jeg mig til vore Spasereture.«

Jeg vinkede med Hatten, medens mit Ansigt lyste i Smil. Da jeg vendte mig om og gik op ad Vejen, følte jeg mine Knæ ryste og mit Hjerte banke.

Saasnart jeg havde slæbt mig op paa den store Banke, saa jeg mig endnu en Gang tilbage. Villaen dernede syntes ensom og forladt som en Tornerosehave. Uvilkaarlig rettede jeg min Ryg: jeg kunde jo være Prinsen, der kom og befriede Prinsessen fra den lange Dvale.

Prins, købt Elsker, lejet Forfører — disse tre Begreber steg mine Tanker ned af som af ligesaa mange Trappetrin. Blodet brændte i mine Kinder; jeg følte mig træt, ensom, forladt.

Men tilhøjre for Vejen laa den hellige Lund og vinkede mig ind til sin Kølighed. Jeg rev nogle lange Brombærranker, der spærrede mig Adgangen, tilside og krøb gennem den saaledes dannede Aabning derind. En mild Fred slog mig i Møde, og da jeg ikke langt borte opdagede en Mosbænk, skyndte jeg mig derhen.

Længe sad jeg her. Løvhangets lyse Drapperier vuggede sagte over mit Hoved. Jeg forsøgte at bringe mig selv i denne sublime Tilstand af ubevidst Længsel, som vederkvæger Sjælen og dræber alle Tanker. Forgæves! Samtalen med Dr. Frank vældede ind over mig som en Bølge. Jeg huskede hvert af hans Ord, enhver ubetydelig Betoning og følte det som en Skam, at jeg havde fundet mig rolig i at høre paa denne Mands kløgtige Beregning og temperamentsløse Egoisme. Ikke desto mindre kunde jeg ikke lade være at beundre den Ro og maskuline Kraft, der beherskede ham. Ensomheden havde staalsat hans Nerver og gjort hans Hjerte ubønhørligt.

Pludselig blev Himlen mørk; en kold Vind slog mod mit Ansigt.

Jeg hørte det rasle mellem Bladene og troede at skimte en Kvindeskikkelse, der traadte frem mellem Grenene. Alle Tanker paa Dr. Frank forsvandt i samme Øjeblik. Jeg saa kun en ung, lys skikkelse med en mørk Fletning ned ad Nakken. Jeg saa to store, forskrækkede vandblaa Øjne rettede mod mig, og som en gal rejste jeg mig fra Mosbænken og flygtede.

Fra det Øjeblik begynder min Vilde Jagt gennem Egnen. Først flygtede jeg over den brune Lyng, hvis Smaaklokker ringende slog sammen om mine Fødder. Jeg løb som en Hare for Jægerens Hund. Jeg vilde bort fra Dr. Frank og hans fristende Datter. Jeg havde intet at gøre med de Mennesker, som vilde lægge min Ensomhed øde. Jeg flygtede saa langt over Lyngen, som jeg kunde, og naaede Fyrreskoven. Fra Skoven flygtede jeg til Stranden, hvor jeg laa den første Nat i det soltørrede Sand.

Jeg husker en Drøm fra den Nat:

— Det var oppe i den hellige Lund, henimod Midnat. Græsbænken var forsvunden, Jorden oprodet. Midt i Lunden stod en mægtig Billedstøtte, mellem hvis Hestefødder Dr. Frank knælede med en løftet Offerskaal. Angst spurgte jeg, hvad alt dette betød.

»Tys!« sagde han og pegede paa Billedstøtten, »det er Ensomhedens Gud!«

»Men Skaalen?«

»Den gemmer min Datters Hjerte!« sagde han. »Selv den Gud, Ensomheden, fordrer sine Ofre.« —

Den næste Dag gik som den første. Jeg strejfede om fra Sted til Sted, forvildet og sulten. Tilbage til Kroen vilde jeg ikke, der kunde jo ligge Brev fra Dr. Frank.

Henimod Aften kom jeg ned til en af de store Strandenge, der laa indhyllet i Taage. Førend jeg mærkede det, skød i Taagen omkring mig sære og fantastiske Skikkelser op. Jeg vilde vige tilbage, men kunde ikke. Jeg saa mig omringet af Kvindeskikkelser, der drog en Tryllering tættere og tættere om mig. Jeg vaklede og faldt, ødelagt af Mathed og Sult. Da syntes jeg, Kvinderne bandt mig og slæbte afsted med deres Bytte over Stok og Sten. Jeg følte Blodet risle ned over min Krop og mærkede skarpe Sten i mit Kød. Tilsidst førte de mig ind i Skoven og kastede mig paa en Myretue.

Da jeg vaagnede den næste Morgen, var jeg saa ør og mat, at jeg næppe kunde slæbe mig afsted, og jeg naaede først hen paa Aftenen Kroen, hvor min forskrækkede Vært bragte Liv i mig ved Hjælp af nogle bidende Kognakstoddyer. Jeg spurgte ham straks, om der var kommen Bud fra Dr. Frank. Heldigvis var dette ikke sket. Derimod fortalte han mig, at min Ven Maleren, som han vidste, jeg havde været ude at sejle med, var rejst bort en fjorten Dagstid til Hovedstaden, vistnok i Forretninger.

Da han havde fortalt mig dette, rejste jeg mig og gik op paa mit Værelse. Et Lettelsens Suk løftede sig fra mit Bryst: Maleren var altsaa borte!

Underlig nok bragte denne Meddelelse mig min Sikkerhed tilbage. Da jeg var kommen i min gode Seng, følte jeg den gamle Ligevægt i mit Sind. Med en behagelig Mathedsfølelse greb den Tanke mig, at jeg jo saa egenlig godt kunde gaa ned og besøge Dr. Frank og hans elskværdige Datter.

Ti i værste Fald er man da Gudskelov selv Herre over sine Sanser.

Maaske trængte dette Brev til flere Kommentarer, men de sidste Dage har taget saa meget paa mine Kræfter, at De maa have dem til Gode.

Vær hilset fra Ensomheden, kære Veninde, De som lever i Sus og Dus!