Breve fra Ensomheden/8
1 JULI.
Kære Veninde. — Atter en Dag spildt. Endnu har jeg ikke genset min Margrete. Og det er alene Dr. Franks Skyld! Jeg begynder at ærgre mig over hans taabelige Langsomhed. Han sætter virkelig min Taalmodighed paa en haard Prøve.
Jeg føler mig skuffet. Jeg var saa forventningsfuld og glad i Morges. Nu sidder jeg her og dulmer min Utaalmodighed ved at skrive til Dem.
Ak ja, i Morges! Solen var saa høj og Himlen saa blaa. Hvide Liljer duftede i alle Smaahaverne, da jeg tidlig forlod Kroen.
Men Hovedlandevejen var altfor støvet for mine blanke Sko. Derfor gik jeg langs Stranden under de skyggende, vandhulede Banker og naaede snart den lille Bro, hvor Maleren forleden landsatte mig. Herfra stirrede jeg længe udover det blaaligt smilende Vand, der af den nære Kyst laa indrammet med sorte Skove. Ak, det blaa Vand under de sorte Skove! En pludselig Idéassociation fik mit Hjerte til at banke.
Snart efter var jeg oppe ved Villaen. Udenfor denne sad ved Vejgrøften en Kone med et Barn ved Brystet. Begge sov, og over Konens Ansigt laa et lykkeligt Smil. Da hun netop vaagnede, idet jeg gik forbi, tog jeg min Portemonnaie op. Den indeholdt ingen Smaapenge. I min Forlegenhed rakte jeg hende den Lykkeskilling, der havde været min tro Ledsager i et Par Aar. Man bliver overmodig i Foraar og Sol udenfor det Sted, hvor Lykken venter én.
Dr. Frank lukkede mig ind, efter at jeg havde rusket i Havelaagen et Par Gange. Han saa smilende op og ned ad mig:
»Det var da rart, De vilde se herned. Jeg har ventet Dem. Jeg vidste jo nok, De vilde komme.«
Derefter førte han mig ind i det samme Værelse, vi havde opholdt os i forleden.
»De vil altsaa modtage Tilbudet?« spurgte han.
Jeg svarede saa koldt og kort, jeg kunde:
»Ja, jeg gaar ind paa Deres Betingelser, forsaavidt som jeg kan opfylde dem.«
»Meget vel!« svarede Dr. Frank forretningsmæssig. »De har ikke selv nogen Betingelse at stille?«
»Nej!« svarede jeg undvigende. »Det skulde da være den, at mit virkelige Navn aldrig maa komme til Deres Datters Kundskab.«
»Naturligvis,« smilede Dr. Frank, »kan jeg paa Æresord love Dem, at jeg aldrig skal meddele hende hverken Deres Navn eller noget vedrørende denne Sag. — Jeg tillader mig endnu blot at stille Dem visse Spørgsmaal, som jeg naturligvis ønsker sandfærdig besvarede.
Sig mig, er der hos Dem eller i Deres Familie Sygdomme, der kan influere paa min Datters Helbred. Naa, De ryster paa Hovedet — ja, saa kan vi gaa kort hen over det Punkt.
Derefter vil jeg gærne have Garanti for, at De bliver her paa Egnen i et nogenlunde passende Tidsrum. Det samme ønsker jeg angaaende Tilbageleveringen af min Datter hvad Dag, jeg selv maatte ønske. Endvidere vil De aldrig kunne gøre Fordring paa det Barn, der rimeligvis bliver Følgen af Deres Samliv med hende. Til Slutning beder jeg Dem for min Skyld om aldrig mere at komme tilbage til denne Egn, som for Dem kun kan have en ren Sommerferieinteresse.«
Hvor dog Dr. Franks Ord lød behagelig lidenskabsløse. Det var som Manden læste op af en Bog, der kedede ham. Mine egne Sætninger ligesom frøs til klare Istapper ved hans Kulde.
Jeg svarede ham, idet jeg rejste mig og støttede min venstre Haand paa Egetræsbordet:
»Hvad den Tid, jeg bliver her, angaar, kan jeg ikke yde Dem nogen Garanti. Hvad i det hele taget Garanti angaar, kan jeg ikke give Dem anden end mit Ord. Det maa staa til troende. De tre sidste Betingelser gaar jeg naturligvis hellere end gærne ind paa.«
»Forøvrigt,« vedblev jeg, »ønsker jeg gærne at vide noget om Deres Datters Karakter og Tilbøjeligheder. Jeg er ingen daarlig Psykolog, og man maa jo anlægge sin Metode.«
Hvorfor Dr. Frank smilede i dette Øjeblik, ved jeg ikke, men efter en kort Pause sagde han følgende:
»Den Opdragelse, jeg har givet min Datter kender De, men De ved ikke, hvorledes den Bund, jeg havde at bygge paa, var anlagt. Det er dette, De altsaa vil vide, og jeg tror nok, at jeg, som kender hende til Punkt og Prikke, kan give Dem fyldestgørende Besked.
Min Datters Karakter er baaren af en vis sart Konstitution. Hendes Moder, som jeg lærte at kende, da jeg allerede havde levet mig gammel, døde i en forholdsvis tidlig Alder af Brystsyge. Datteren har arvet noget af Moderens lidenskabelige Troskab, og dette gør Forsøget til saa stort et Vovestykke for mig. Men ogsaa en vis Sygelighed skyldes denne Moderarv. Forøvrigt er hun oftest glad og arbejdsom, dog sommetider træt og melankolsk. Befinder hun sig i en saadan Tilstand, kan hun briste i Graad ved den mindste Anledning. Hun er meget blufærdig, har stor etisk Sans og forstaar at vrage og vælge. Jeg har det Indtryk, at hun følte sig i høj Grad tiltalt af Dem og det vil sikkert ikke være vanskeligt for Dem, da hun i dette Tilfælde ikke har saa mange at vælge imellem, at blænde hendes Øjne i de Par Maaneder, hun faar at gøre med Dem.«
Doktoren forekom mig her noget snakkesalig, og jeg gav mig til at stirre utaalmodig paa ham. Men han vedblev:
»Jeg er ikke i Tvivl om, at De ud af dette Materiale vil kunne danne Dem en Metode, der ligesaa let vil vise sig at føre til et negativt Resultat. Jeg har ogsaa en Metode, og jeg tillader mig privat at betragte den som mere ufejlbarlig end de andre. De kunde maaske have Lyst til at lære den at kende?«
Jeg nikkede samtykkende, skønt det ikke saameget var Doktoren, jeg var kommen for at tale med. Dr. Frank løftede sine Øjenbryn og rynkede Panden.
»Jeg tror af de Erfaringer, jeg har gjort, at Metoden er brugbar, udført med Forsigtighed. — I al Korthed kan den udtrykkes saaledes: Vær stum som en Fisk. Lad hende tale. Bed aldrig om at maatte kysse hendes Mund, naar hun tilbyder Dem sin Kind. Lad Møderne kun vare en flygtig Stund, og sig hende, at De snart vil rejse. Og for Himlens Skyld, lad Deres Manchetter altid være rene, og lad hende aldrig mærke, at De nylig har drukket Brændevin eller spist Løg.«
Dr. Frank standsede her og saa paa mig. En velbehagelig Selvfølelse bredte sig over hans Ansigt.
»Naa ja,« sagde jeg ligegyldig. »Naturligvis bøjer jeg mig for en Metode, der har skaffet Dem en saa nydelig Datter. Men det var forresten nærmest for hendes Skyld, jeg kom. Jeg ønsker meget gærne at se og tale med hende.«
»Nej, hvilken Tjenstiver!« lo Dr. Frank. »Men det kan der ikke være Tale om i Aften. Efter en saadan Samtale er De ikke i Stand til at betragte min Datter paa den rette, sømmelige Maade. Desuden vil Deres Længsel efter hende i Morgen sikkert være større end i Dag.«
Dr. Frank tog min Arm og førte mig ud i Forstuen. Her tog han to Nøgler ned fra Væggen, rakte mig dem og sagde, idet han puffede mig ud af Døren:
»Naar De kommer i Morgen, er jeg ikke hjemme. De kan nu selv lukke Dem ind og derved berede min Datter en glædelig Overraskelse.«
»Min unge Ven,« vedblev han, »dette er en underlig Dag for mig. Den Datter, jeg elsker højst af alle Mennesker, skænker jeg bort til en vildfremmed. Vær lidt god ved hende. Hun fortjener det. Og husk, det er første Gang, hun mærker Livets tunge Vingeslag. Lad mig trykke Deres Haand, inden vi skilles.«
Da jeg var kommen et godt Stykke ned i Haven, hørte jeg hans Røst bag mig: »Vær forsigtig, unge Mand, gaa lange Strandture og tag hver Dag friske Styrtebade.«
Jeg har tilbragt Resten af Dagen hos min smilende Vært. Vi drikker Toddy og driver metereologiske Studier. Han tror, jeg drikker af Kedsomhed og underholder mig paa det bedste.
Vor Samtale i Dag endte med, at han slumrede ind i sin Stol. Fra det Øjeblik at regne har jeg følt mig ensom, men dog saa sært bevæget.