Breve fra Helvede/1
I.
Jeg mærkede, at jeg skulde dø. Efter en lang Bevidstløshed under vilde, rasende Feberfantasier var jeg atter kommen til Besindelse. Men hvilken Besindelse! Afmægtig i den Grad, at jeg neppe kunde røre Haand eller Fod, at de opløftede Øjelaag af sig selv faldt til igjen, med en Tunge, som var for stor i min Mund, og klæbede fast til Ganen, med en Røst, som jeg end ikke selv kunde gjenkjende længere! De Omstaaende sagde, rimeligviis i den Tro, at jeg ikke agtede derpaa: — Han lider ikke synderlig mere. — Men jeg leed netop nu, Mere, end nogen menneskelig Sjæl kan forestille sig. Thi jeg mærkede tydelig, at jeg skulde dø. Døden havde altid været mig en Gru; men hvad den havde at betyde, følte jeg først i denne Time. Jeg siger: Time! Flere Dage laa jeg saaledes hen. Men det var kun een eneste uendelig Martertime paa Livets Grændse.
Hvor var min Tro? Jeg havde engang havt en; men det var længe, længe siden. Forgjæves bestræbte jeg mig for at kalde den tilbage, eller dog i det Mindste noget af den, som jeg i min Hjerteangst tænkte. Thi jeg havde i denne forfærdelige Nød ikke det Mindste at holde mig til. Jeg vilde have grebet efter et Halmstraa som en Frelsens Bjælke. Men min konvulsivisk famlende Haand fandt Intet, Intet! — Intet — det er et frygteligt Ord. Jeg kjender kun Eet, som er endnu frygteligere: — For silde! — Under stedse stigende, ubeskrivelig Angst udtømte jeg forgjæves mine sidste Kræfter.
Men, hvad jeg ikke søgte, det laa lige fremme, hvor jeg vendte mig hen, det paatrængte sig mig med en Klarhed, Kraft og Fuldstændighed, som var uden Exempel: det Liv, jeg havde ført, og nu om faa Øjeblikke tilendebragt. Kun lidet Godt havde jeg gjort, men meget Ondt; det stod ligesom malet for mine Øjne. Kun for mig selv og i mine Lyster havde jeg levet. O, forfærdelige Sandhed, — det var ikke Livets, men Dødens Vej, jeg havde vandret næsten lige fra Begyndelsen! Og nu laa jeg der, som et Offer for min egen Daarskab, elendig, uden Redning fortabt! Alle mine Synder stode for mig, blodig røde; men det var for silde at angre dem. Jeg havde i denne Stund ikke længer Begreb om, hvad det var, at angre. Jeg var Fortvivlelsens Bytte.
Endnu ikke halvtredsindstyve, Aar, i Besiddelse af
alle Midler til Nydelse, og allerede dø, det forekom mig umuligt, og paa samme Tid fornam jeg dog, at jeg
havde Døden i mig. Og Døden omgav mig trindt
omkring. Jeg følte den i Sygeværelsets Halvmørke, jeg
saae den ide mig omgivendes Ansigter, jeg hørte den
i den herskende Stilhed. Det var en rædselsfuld
uhyggelig Scene. Og der laa jeg som Scenens
Hovedperson, paa hvem Alles Øjne vare rettede, efter hvis
Aandedræt alle Øret lyttede. Døden gjennemiisnede mig;
det var mig, som om jeg allerede laa i Graven, —
levende begravet!
Kun een eneste Trøstegrund lykkedes det mig i denne min Sjæleangst og Kval at hitte paa: — Det vil dog ikke komme til at gaa dig værre end de fleste Andre. — Maaskee er Intet mere skikket til at betegne min Elendighed end det Elendige i denne Trøstegrund. Min Ulykke var jo netop, at jeg havde vandret med de Fleste.
Men hvad nytter det, at jeg skildrer denne min sidste Kamp? Ingen levende Sjæl vil dog kunne forstaa, hvad jeg leed, inden jeg gav slip paa Livet. Jeg havde Helvede i mig. — Nej, Helvede var endnu forestaaende.
Endelig, endelig maatte det briste. Jeg aabnede endnu engang mine Øjne, og saae i de Omstaaendes Ansigter den Forfærdelse afspejlet, som lod sig tilsyne i mit eget! Et dybt, stønnende Suk, jeg strakte mig konvulsivisk ud, og var ikke mere.
Det var en uforklarlig Fornemmelse. Hvorledes var det mig? Døden bævede endnu igjennem hele mit Væsen; men jeg følte mig udløst, fri, lettet. Min Bevidsthed var et Øjeblik ligesom udslukket; men i samme Nu dæmrede den atter langsomt frem. Hvor var jeg? — Taage og Mørke, Øde og Tomhed omgave mig trindt omkring. Jeg kalder det Mørke. Mørk var den dog egentlig ikke, denne uhyggelige Taageverden, hvori jeg befandt mig. Thi jeg saae, skjøndt ingen Lysstraale faldt imit Øje. — Min første Fornemmelse var en gjennemtrængende indre Kulde; Gysen paa Gysen gik igjennem mig, og Tænderne sloge sammen i min Mund. Min næste Fornemmelse var en usigelig Vammelhed og Kvalme. Hvad Man i Verden plejer at kalde Hjerteondt, var dog meget langt fra denne Fornemmelse. — Hvor var jeg? Uvilkaarlig faldt mig den gamle Historie ind om den rige Mand, som foer heden, og opvaagnede i Pine. Skulde jeg maaskee være denne rige Mand? Men om ham fortælles jo, at han vansmægtede efter een eneste Draabe Vand. Altsaa havde han det med Hede. Men jeg var langt fra at have det for hedt; jeg tværtimod frøs og gjøs, saa at mine Tænder klapprede. — Tænders Gnidsel! — derom er der jo ogsaa etsteds Tale. Ja, det stemte. Men ogsaa det Andet, med den fortærende Ild, var Sandhed, o, frygtelig Sandhed; det skulde jeg snart komme til at erfare.
Min egentlige Selvbevidsthed rørte sig dog først i en ubeskrivelig Følelse af Nøgenhed; maaskee var det derfra, denne uendelige Kuldegysen skrev sig. I Begyndelsen troede jeg mig uforandret den samme. Men jeg var kun en Skygge af, hvad jeg havde været. Øjet, som saae, Tænderne, som klapprede, vare ikke til, ligesaa lidt som nogen af mit Legems øvrige Dele. Jeg var kun en Skygge, afklædt, ikke indtil Skindet, men lige indtil Hjerteroden. Det var derfor just ikke noget Under, at jeg frøs, ikke heller, at jeg følte mig nøgen. Men hvor stærk end denne sidste Fornemmelse var, saa bluedes jeg dog ikke.
Men grændseløs elendig følte jeg mig. Hele mit Mandsmod, hvoraf jeg engang havde været saa stolt, havde forladt mig. I Verden plejer Man at kalde et Menneske af den allerelendigste Art en Pjalt. Ak, jeg var meget, meget mindre end en Pjalt. Medens Man i Verden udentvivl med stor Pomp og Pragt holdt min Liigbegængelse, holdt jeg, fattig, nøgen og over al Forestilling elendig, mit Indtog i Helvede. Medens Præsten i en salvelsesfuld Tale priste mig salig, erklærede, at jeg nu ikke havde nogen Nød mere, at Himmerige havde aabnet sig for mig, kort sagt, spenderede alle de Herligheder paa mig, som ved saadanne Lejligheder faaes for saa godt Kjøb, sad jeg allerede midt i Helvedes Pine. O vee, vee, tusindfold vee!
Jeg foer frem. Var det Jord, eller hvad var det, jeg traadte paa? Det var ligesom Svampe under mine Fødder. En forunderlig Brolægning! Var det maaskee de gode Forsætter, hvormed Helvedes Forgaard siges at være brolagt? En uforklarlig, modbydelig Fornemmelse havde jeg deraf. Men min Fremgang hindrede det dog ikke. Jeg gik, jeg svævede, jeg foer afsted, hvorledes eller hvor hastig, veed jeg ikke, frem igjennem Taagen og Mørket eller hvad det nu var, Langt borte, maaskee var det tusinde Mile borte, saae jeg en Lysning. Efter den rettede jeg instinktmæssig min Fart. Taagen syntes at lette sig lidt efter lidt. Maaskee var det kun en Indbildning, begrundet i de forskjellige Syner, som nu efterhaanden fremgik for mit Blik. Jeg saae ligesom Skyggebilleder af Borge, Huse, Paladser hist og her træde frem af Taagen. Nogle Gange forekom det mig endog, som om jeg i min blinde Hast foer lige lukt igjennem een af disse fabelagtige Bygninger. Jeg saae ogsaa spøgelseagtige Menneskefantomer, først kun enkelte, men snart flere og flere. Jeg forfærdedes, skjøndt jeg vel vidste, at de vare hverken meer eller mindre end Væsner af min egen Art. Pludselig saae jeg mig omgiven af en heel Flok af dem. Jeg flyede i bævende Angst, og undgik den ene Flok for at falde i Hænderne paa en anden lignende. Jeg siger: i Hænderne; thi de slede og reve i mig, skjøndt jeg som Skygge Intet mærkede til deres Greb, og stræbte forgjæves at holde mig fast imellem sig. Imidlertid snakkede og skrege de alle i Munden paa hverandre. Men, hvilke Røster! De løde i mit Øre som en svag Knirken eller Skratten. I min Angst udstødte jeg selv et Skrig, og hørte den samme kummerlige, afskyelige Lyd. Sammenblandede vare disse Stemmer sletikke til at forstaa. Dog troede jeg at skjelne disse Ord, hyppig gjentagne: — Hvorfra? — og — Hvad Nyt? — O, jeg Stakkel! Kunde jeg vel være oplagt til at fortælle Nyt? Og det var ikke Spørgsmaalet: — hvorfra —, hvoraf jeg var opfyldt, men det usalige Spørgsmaal: — hvorhen? —
Heldigviis var der andre Elendige paa samme Vej og under samme Vilkaar som jeg. Medens de omstrejfende Bander gjorde Jagt paa disse, lykkedes det mig at undslippe. Jeg foer frem, ikke legemlig, men aandelig forpustet, indtil jeg fandt et eensomt Sted, hvor jeg atter kunde samle mig. Ak, samle, hvad var der vel mere at samle og holde tilraade med? Jeg var jo fortabt, og lod mig aldrig finde eller samle mere! Jeg sank hen, overvældet af hvad jeg leed, og gav mig til at gruble over min Elendighed. — Saa var jeg altsaa i de Dødes Rige, i Helvede og i Pine! Ja, i Pine, større, end det lod sig udsige! — At det dog skulde komme dertil med mig! Hvorfor havde jeg dog ogsaa ladet staa til imellem Tro og Vantro, mellem Himmel og Helvede, lige indtil det Sidste? Nogle Maaneder, ja, nogle Uger forinden havde det maaskee endnu været Tid at bøje af, at gaa i mig selv, for at undfly en saa forfærdelig Skjæbne. Men jeg styrtede mig blindthen deri, — og fortjente ikke bedre.
I denne sidste Forestilling følte jeg en vis bitter Tilfredstillelse. Altsaa gaves der i Helvedes Pine dog Noget, som lignede Tilfredstillelse. Maaskee var dette ogsaa det Eneste. Isandhed, jeg hadede mig selv, med et glødende, uforsonligt Had, midt i den stærke Egenkjærlighed, som var min Natur, og som jeg uformindsket havde taget med mig fra Verden. Det var mig, som om jeg kunde have revet mig selv i tusinde Stykker, da jeg kom til at tænke paa de mange saakaldte gode Forsætter, jeg havde fattet i mit syndige Livs Dage. — Med gode Forsætter er Helvedes Forgaard brolagt, — saaledes hedder det jo i Verden. Jeg kom til at tænke paa Svampene under mine Fødder. Var det sandt, da havde jeg gavmildt hjulpet til at brolægge Helvede.
Men denne Følelse var dog langt fra Anger. Jeg var bedrøvet, sønderreven, tilintetgjort, jeg fordømte mig selv; men angre kunde jeg ikke. O, kunde jeg dog blot angre! Jeg veed, hvad det er; men Evnen dertil er for stedse borte. Men dengang kjendte jeg ikke mig selv og min Tilstand saa vel som nu. Jeg følte mig saa elendig, saa grændseløs fortabt. Med alt mit Had havde jeg dog den inderligste Medynk med mig selv. O, havde jeg i denne Stund dog blot kunnet græde! Den rige Mand i Evangeliet fiskede kun efter een eneste Draabe Vand; jeg sukkede: — o, blot een eneste Taare! — Jeg havde en levende Følelse af, at, kunde jeg blot komme til at græde, vilde jeg med det Samme være forløst af min Pine. Jeg stred, jeg udtømte mig i konvulsiviske Anstrengelser for at komme til at græde, for blot at faa denne eneste Taare frem. Hele mit Væsen oprørtes og bævede under denne Kamp og kvalfulde Anstrengelse.
En Stemme tiltalte mig, og jeg foer ivejret. Det var en ganske ung Kvinde, som stod for mig med et lille Barn i Favnen.
— O, lad det være; det er forgjæves! — sagde hun blidt og inderlig. Dog laa Blidhedens Udtryk mere i hendes Træk og Miner end i hendes Stemme: — Jeg har saa ofte selv forsøgt derpaa; men det nytter Intet. Her findes ingen Vanddraabe mere, ikke heller nogen Taare. —
Jeg følte kun altfor tydelig, at hun talte Sandhed. Engang kunde jeg have grædt; men da vilde jeg ikke. Nu vilde jeg græde, men kunde ikke.
Hun satte sig hos mig, med Barnet paa sit Skjød. Ubeskriveligt var det Udtryk af Ømhed, blandet med Smerte, hvormed hun betragtede det. Det syntes at være et nyfødt Foster, der enten sletikke eller kun ganske kort havde seet Livet.
Efter et Ophold henvendte hun sig atter til mig; men det var ikke længer mig, det var Barnet, som beskjæftigede hende:
— Ikke sandt, — sagde hun: — Barnet lever? Det er ikke dødt, fordi det ligger saa stille og lukker Øjnene! —
Jeg meente rigtignok, at det maatte være dødt; men jeg nænnede ikke at bedrøve den arme Skabning, og svarede derfor: — Jeg tænker, det sover vel; smaa Børn pleje jo at sove meget. —
— Javist, det sover. — svarede den unge Kvinde, og gav sig til sagte at vugge Barnet paa sine Knæ.
Men jeg var ligesom faren tilbage i mig selv, forskrækket over min egen Stemme, som jeg nu første Gang hørte i artikulerede Toner.
— Man sagde, at jeg havde dræbt mit Barn, mit eget Barn. — vedblev Kvinden: — Ikke sandt, det er en vanvittig Tale? Hvorledes skulde vel en Moder kunne tage sit Barn afdage? —
Og hun trykkede Barnet til sit Bryst med en krampagtig Inderlighed.
Jeg kunde ikke udholde det længer, men foer afsted. Og dog, jeg fandt en vis Lise ved at føle mig optagen af en fremmed Smerte istedetfor min egen. Men fra denne Smerte kunde jeg fly, og derfor flyede jeg. Fra min egen Smerte kunde jeg ikke flygte.
Jeg foer atter frem, ufravendt imod Lysningen i
det Fjerne. Det var, som om en magisk Magt drog
mig i denne Retning. Vel bebygget og vel befolket var
Taagelandet, hvor jeg kom frem. Underlige fantastiske
Syner havde jeg overalt, af en uendelig Afvexling; men
der var Skygger altsammen: Skygger af Mennesker,
Skygger af Ting. Meget forfærdede mig, Alting voldte
mig Pine; dog begyndte jeg lidt efter lidt at finde mig tilrette i denne min ulyksalige, negative Tilværelse.
Hvad der hændte mig, hvorledes jeg efterhaanden
indsamlede Erfaringer, lad mig tie dermed! Det er saa
fortærende. Kun Eet vil jeg fortælle, fordi det ved denne
Lejlighed første Gang med Klarhed gik op for mig,
hvilke dette Steds Vilkaar vare, og hvorledes jeg var
stedt.
Jeg var standset udenfor een af disse gjennemsigtige Skyggeboliger. Det skulde forestille en Knejpe eller Kippe. I Verden havde saadanne Steder været dybt under min Sfære; jeg havde blot kjendt deres Tilværelse. Nu var Alting mig lige godt. Derinde gik det tilsyneladende lystig til, ved Drik, Kortspil og Tærninger. Men det var en rædsom Lystighed, disse hæslige Skygger satte i Scene. Een af dem vinkede ad mig; det lod til at være Værten. Ilden, som flammede i Kaminen, stak mig Daare i Øjnene, og jeg adlød hastig Vinket.
— Seer han ikke, der er en Dør paa Huset? — skrattede Værten mig arrig imøde.
Betuttet fremstammede jeg til Svar: — O, hvor jeg fryser! —
— Hvorfor gaaer han da nøgen, Dumrian? — udbrød Mennesket med spæd Latter, med fæle Miner: — Her komme ellers kun velklædte Personer. —
Uvilkaarlig kom jeg til at tænke paa min varme og bløde ostindiske Slobrok med Tilbehør, og neppe havde jeg tænkt, saa havde jeg Slobrokken paa, med Hue og Tøfler. Men min Nøgenhed skinnede dog igjennem, og jeg følte mig ikke den mindste Smule varmere.
Jeg traadte hen til Ilden og udstrakte mine rystende Hænder derover. Den udbredte ikke mindste Varme; ja, endog med Lyset var det blot Indbildning. Flammen kunde ligesaa godt have været malet paa et Stykke Lærred.
I jammerlig Hu vendte jeg mig bort. Men de uhyggelige Knejpegjæster lo ad mig og kaldte mig en Kik-in-die-Welt. Een af dem rakte mig et Bæger. Jeg har aldrig været nogen Dranker; min Lyst tog tidlig en anden Retning. Men i en ubeskrivelig Tomhedsfornemmelse greb jeg med Begjærlighed det tilbudne Bæger, og satte det til Munden for at skylle dets Indhold i mig. O, hvilken svælgende Følelse af Intethed, hvilken usigelig Flauhed! Der kom ligesom en Afmagt over mig, idet min brændende Begjærlighed hengav sig i det bundløse, tomme Bæger, i det pure Intet.
Hvad jeg fornam, maa have malet sig ret tydelig i mine Miner. Thi Man lo og grinede ad mig, og sagde morsomme Ting paa min Bekostning. Jeg fandt mig taalmodig deri. Men der var noget Ynkeligt og Uhyggeligt i denne Lystighed, som skar mig i Sjælen. Thi den var sletikke naturlig; der laa ikke et Atom af Glæde til Grund for den.
Sviren og Spillet toge igjen deres uforstyrrede Gang. Jeg sad hensunken i mørke, forvirrede Tanker, og betragtede sky den underlige, vilde Færd.
Endelig samlede jeg mig for at gjøre den ordknappe, tvære Vært et Spørgsmaal: — Hvad er det for et Huus? — spurgte jeg, sagte skrattende.
— Det er mit Huus. — lød Svaret. Det var ikke det, som jeg trængte til at faa Underretning om. Men jeg var forknyt og forstyrret, og mine Spørgsmaal faldt paa maa og faa.
Efter et Ophold spurgte jeg atter: — Hvorledes er dette Huus, — alt dette blevet til? —
Værten betragtede mig med en vis glubende Interesse, og det varede noget, inden han svarede: — Hvorledes blevet til? — Ih, jeg tænkte mig det, Sønnike, saa var det naturligviis til. —
Der gik et Lys op for mig. — Huset er altsaa blot en Forestilling? — spurgte jeg videre.
— Ih, hvad skulde det vel ellers være? —
— Ja, Kammerat, — udbrød een af Gjæsterne, idet han vendte sig om fra Spillebordet: — her ere vi i det sande Trylleland, hvorom der fabledes saa meget i Verden. Neppe have vi tænkt os Noget, førend vi have det for os. — Leve Lystigheden! —
Og med en fæl Latter, som vidnede om alt Andet end Lyst, smed han Tærningerne henad Bordet.
Nu forstod jeg det. Huset var en Forestilling; Baalet uden Varme, Kjærrerne uden Lys, Kortene og Tærningerne og de stærke Drikke, kort sagt, Alt, lige ned til Lappen paa Værtens Forklæde, hvor der gik mest Slid deraf under Nøgleknippet, — var kun tomme Forestillinger. Kun Eet var ikke nogen blot Forestilling, men fuldkommen Virkelighed; det var den frygtelige Drift, som tvang disse Skygge- og Vrængebilleder af Mennesker til nu at gjøre efter i Aanden og for et Synd Skyld, hvad de engang havde gjort for ramme Alvor i Kjødet, Værten til at holde en liderlig Knejpe, Gjæsterne til at spille og drikke og bande og føre ublu Tale. Med Fortvivlelse i Hjertet maatte de give sig Skin af en overstadig Lystighed. Det var rædsomt, ja mere end rædsomt.
Jeg saae nedad mig selv. Denne Dragt, jeg bar, ikke istand til at bedække, endsige til at varme, var heller ikke Andet end et Gjøgleri af min Tanke. — Bort, bort! — lød det i mit Indre. — Fly fra mig selv, o gid jeg kunde! Men jeg Elendige kunde i det Højeste kun fly fra Slobrokken, som ingen Slobrok var. — Saa bort da idet Mindste med alle taabelige Forestillinger! — Ud foer jeg af mit Skinhylster, og gav mig atter paa Flugten i min nøgne Usselhed. Men en dæmonisk Latter, liig den fjerne Lyd af hæse Frøers Kvækken, lød efter mig.
Hvor længe jeg, en hvileløs Aand, flakkede om og
foer frem, skal jeg ikke kunne sige. Var der en Tid
heri Helvede, vilde den naturligviis være indbildt
ligesom alt Andet. Meget oplevede jeg paa denne min
Fart. — Du maa holde mig tilgode, at jeg som død
Mand taler om at leve. Det er ogsaa en Indbildning, og det først og fremmest; jeg veed det retvel. —
Meget oplevede jeg, og i en Hast gjorde jeg en Mængde,
ikke nyttige, men desværre nødvendige Erfaringer.
Lysningen var uafbrudt mit Maal. Men lidt efter lidt troede jeg at mærke, at den tog af. Først tænkte jeg, det var en Skuffelse; men snart kunde jeg ikke længer tvivle. Lyset tog virkelig af. Tilsidst var der kun en svag Dæmring tilbage; om lidt vilde det uden Tvivl blive bælgmørkt.
Saa elendig, jeg var, — Hvo skulde tro det? — kunde jeg dog endnu yderligere lade mig forknytte. Jeg krøb sammen i mig selv, saa langt, som muligt, fra de Dødes befærdede Verden. I Verdensmennesker ville sagtens tænke, at Adspredelse ogsaa maa gjøre os godt heri de Dødes Rige. O, I Lykkelige, lykkelige i al Eders Trængsel, Sorg og Vee, I tale, som I have Forstand til! Her gjør Intet godt. Ikke heller kan der være Tale om nogen Adspredelse. Enhver hænger kun efter Sit, og Alt, hvad han oplevet, fører ham kun tilbage til hans Eget, med en ny Vægt af Angst, Bedrøvelse og Pine. Med Adspredelsen, kjære Ven, denne Eders stadige, ofte usalige Tilflugt, er det forbi, saasnart I have lukket Eders Øjne.
Hvorledes et Menneske her kan krybe sammen i sig selv, jammerlig og fortabt, derom have I intet Begreb, og det kan heller ikke forklares Eder. Nok er det, jeg havde siddet saaledes længe, liig Tudsen i sin Krog, da min Opmærksomhed pludselig blev vakt ved et dybt Suk, der blev draget i Nærheden af mig. Jeg foer ængstelig op og saae til Siden. Det var netop endnu muligt at skimte en gyselig Skikkelse, som sad ikke langt fra mig og skottede til mig. Dens Træk vare sælsomt efter Længden fortrukne. Om Halsen havde den en Strikke, med hvis løse Ende den uophørlig lod sine Hænder sysle. Af og til førte den Haanden op til Halsen, og lod en Finger glide rundt, ligesom for at løsne Strikken.
Skikkelsen saae paa mig med et Par Øjne, som vare nærved at træde ud af Hovedet, men sagde Intet. Det var først til mig at sige Noget.
— Lyset tager stedse hastigere af; — sagde jeg, idet jeg pegede i den Retning, hvor den sidste Dæmring endnu var at see: — det vil sagtens snart være ganske mørkt. —
— Ja, — svarede Skikkelsen med underlig tyk Stemme: — Natten er forhaanden. —
— Hvorlænge vil Natten vare? — spurgte jeg. — Hvad veed jeg? Maaskee et Par Timer, maaskee hundrede Aar. —
— Varer den ikke altid lige længe? —
— Hverken om det Ene eller det Andet formaaer Nogen at danne sig Forestilling. — Men lang er den altid. — tilføjede Skikkelsen med et af sine skrækkelige Sukke.
— Men det er da vist, at det atter bliver Dag? — — Ja, hvis Du kalder det Dag, som Man i Verden vilde kalde Tusmørke. Højere stige vi aldrig. Jeg har en stærk Mistanke om, at der slet ingen Dag er. Og det kan da i Grunden ogsaa være ligegyldigt. — Du er nok en Fremmed herpaa Stedet? —
Nu var Turen til mig at sukke, idet jeg svarede: — Jeg døde for ikke længe siden. —
— Paa naturlig Maade? — spurgte Skikkelsen videre.
— Ja, naturligviis. —
Dette Udtryk syntes at smage Aanden ilde. Den gjorde nogle afskyelige Grimacer, og taug en Stund stille.
Jeg for min Deel følte mig ikke oplagt til at fortsætte Samtalen; men Skikkelsen begyndte paany.
— Det er rigtignok elendigt, at gaa saaledes med Livet i Hænderne, som jeg gjør, maa Du tro. Aldrig Ro, bestandig paa Flugten! Alle, alle ere opsatte paa at tage mit Liv. Du er heller ikke ganske fri derfor, kan jeg see paa dine Øjne. Men endnu er Du for betuttet i Dig selv til at have rigtig ondt isinde. — Seer Du denne Reebende? Alt beroer paa, at ikke Nogen faaer fat i den. Derfor slipper jeg den aldrig ud af Haanden. Fik Nogen fat i den — snup, saa vilde jeg være klynget op. —
Aanden gjorde en længere Pause, og vedblev derpaa. — Igrunden er det Indbildning og Dumhed altsammen; det veed jeg godt, naar jeg rigtig kommer til mig selv. Ingen kan tage mit Liv, af den gode Grund, at Ingen kan tage, hvad der ikke er. Men jeg kan ikke gjøre ved det. Naar denne tossede Angst kommer over mig, maa jeg rende, som om jeg havde tusinde Liv at miste, og Helvede var fuldt af Manddrabere. —
Med et Suk sluttede Gjenfærdet sin Tale, løsnede Strikken om Halsen, og sank derpaa hen i stille Betragtninger.
Saaledes sad vi sammen, men kun en lille Stund. Uheldigviis eller heldigviis kom jeg til at gjøre en Bevægelse med Armen henimod min uhyggelige Staldbroder. Formodentlig troede han, at jeg vilde gribe efter Strikken, som han holdt i Hænderne, og som et Blink var han borte.