Breve fra Helvede/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

G. E. C. Gad Kjøbenhavn


Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/9 598-607

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XXXV.

Fortsættelse.

— — — Nu brister det for mig! — Nej, lad Dig ikke forurolige, — — det er kun tom Snak; det brister ikke!

Heri Helvede er der Intet, som brister. Du tænker naturligviis strax paa Hjerterne. Heri Helvede kunne de udholde hvilketsomhelst Maal af Elendighed, Afmagt og Pine.

Nej, det er ikke saa vel, at Noget vilde briste! Jeg siger: Noget, og mener dermed, om ikke just Hjertet, saa noget Andet, lige meget, hvilket. Jeg bilder mig i det Mindste ind, at det vilde gjøre godt; værre kan det da ikke blive. Men heri Helvede holder Alting fortvivlet godt sammen; det er tilhobe Grund og Følge, Aarsag og Virkning. Skulde Man nogensinde komme i den Nødvendighed, at give Helvede et nyt Navn, kunde Man passende kalde det Konsekventsernes Verden.

— — Du begriber vel, at noget Saadant som Ovenstaaende kan Man ikke skrive uden med sammenbidte Tænder, i en rasende Smerte. Du vilde ræddes ved at see mig, — mig, som Du dog maaskee endnu kalder din gode, gamle Ven. Jeg siger: — Gud bevare Dig derfor! — — Men jeg seer, at jeg maa gribe mig sammen. Det var ikke for at hyle Dig Ørerne fulde, at jeg greb Pennen, men simpelthen kun for at slutte mit Brev, at det endelig engang kunde komme afsted. Maaskee vil det vare længe, meget længe, inden Du igjen hører fra mig. Rigtignok er Du min Ven; men Du kan ikke tage fortrydelig op, at, naar det kommer dertil med mig, at jeg opgiver Alt, jeg da ogsaa opgiver Dig.

Altsaa, det var en Slutning paa Brevet.

De nærmest foregaaende Linier vare skrevne ved det sidste Skjær af det svindende Lys. Hvor gruede jeg ikke for den lange, lange Nat. For hver Gang Dødsnatten vender tilbage, bliver den os stedse forfærdeligere. Naar Mørket falder paa, er Helvede ligesom raseret. De tusinde forskjellige Ting, hvormed den ørkesløse Indbildningskraft har udstyret det, i Liighed med Verden: Stæder, Slotte, Villa'er, Promenader, Theatre, Kirker, Klubber, Knejper og Bordeller &c. &c., overhovedet Alt, hvad der hører til Livets Comfort eller Lyst i Verden, — det er Altsammen ikke mere. Ethvert Skin af Beboelighed er forsvundet. Helvede ligner en uhyre bælgmørk Kjælder, hvis Indvaanere, Faa eller Mange, Mand eller Kvinde, Udvalg eller Udskud — Man veed ikke, hvilket — maa finde sig tilrette og krybe sammen, som de bedst kunne. Mens Lyset raader, kan Man ikraft af Indbildningen indrette sig ganske, som Man vil. Man behøver ikke at nægte sig Nogetsomhelst. Vistnok er det skrækkelig magert, hvad Man faaer ud deraf; det er jo nemlig kun ligesom en Skygge af Tingene. Men det sysselsætter dog, om end paa piinlig Maade, og holder i en vis Forstand Livsaanderne oppe. Om Dagen kan jeg, til Ex., uden Møje indbilde mig, at jeg boer i mit smukke og bekveme Huus i Bredgaden, at jeg ligger i min gode, varme Seng og venter paa, at Tjeneren skal komme med Kaffen eller Chokoladen. Men om Natten kan jeg slet intet af den Art indbilde mig. Nøgen, fattig, elendig, uden Bo og uden Tilslugt, det vil sige, ganske hjemfalden den frygtelige Virkelighed, sidder jeg og kryber rystende sammen i Mørket, hvor og med Hvem, det veed jeg ikke, og bryder mig heller ikke om at vide. Der er ikke Tale hverken om Sted eller Samfund mere; Alting flyder sammen i eet svælgende Mulm. Jeg veed og føler kun, at jeg er i Helvede, og blandt de Fortabte.

Og saa strømme alle de onde Tanker mig til Hjertet og belejre det trindt omkring, ligesom engang det ulykkelige Jerusalem. Og det bliver ogsaa her en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, en Trængsel og Elendighed, hvortil der aldrig i Verden har været kjendt Magen.

Der sad jeg altsaa igjen den lange, frygtelige Nat, tænderklapprende og dog indvendig glødende. I Verden taler Man ofte, og det med god Grund, om det Haarde i en Strid. Ak, selv den haardeste Strid vilde have været Lyksalighed mod denne min Tilstand! Thi heri Helvede er der egentlig sletikke Tale om nogen Strid mere. Nok om Raseri og Selvfortærelse, men ikke om Strid. Man er et Offer, et elendigt, af Himmel og Jord opgivet Offer. Enhver lille Djævel har Frihed til at slaa sine Kløer i En, og rive og flænge, det Bedste, han har lært. Forstaa mig ret, jeg taler figurlig. Af Smaadjævle gives der ingen i Helvedes Pine uden vore egne onde Tanker, Nag, Lyster og Lidenskaber. Derimod en Stordjævel gives der, dog, Gud være lovet, endnu uden Magt over vore Sjæle.

Denne Nat foretog han sin sædvanlige Mønstring i Helvede. Ikke altid bruger han Natten dertil; men han foretrækker Natten. I sig selv er Dødsnatten en Rædslernes Afgrund. Men det kan blive værre; der gives en Afgrund under Afgrunden, en Rædsel over alle Rædsler. Pludselig kommer den paa, og bringer hele Helvede til at stivne. De Millioner elendige Sjæle ere ligesom støbte sammen til Eet i en navnløs Gru og Forfærdelse. Thi de føle, at der er En iblandt dem, som ingen Forbarmelse kjender, og som fortærer sig selv, indtil han kan komme til levende at fortære dem. Han er iblandt dem; men hvor, det kan Ingen sige. Men det er just det Grueligste. Det gnistrer igjennem Mørket, ligesom naar Man stryger en sort Kat mod Haarene; lange Ildtraade gjennemskjære Mulmet paakryds og tveers. Det er hans Vej, der farer han frem; men hvor er han, hvor? Hans glødende Blik er maaskee netop fæstet paa den Elendige, som synes nærved at forgaa, idet han vover dette Spørgsmaal.

O, lad mig tie, eller i det Mindste fare hastig hen over disse Afskyeligheder! Nok er det at sige, at jeg denne Nat vel tyve Gange troede at føle mig i den Ondes Kløer, at han paa utallige Maader havde sit Spil med mig. Jeg vil afpine mig et Exempel. En Tid forekom det mig grangivelig, som om mit Indre var et umaadeligt Vanddyb; men Fiskene deri vare mine Synder. Og Djævelen morede sig med at fiske deri. Snart een, snart en anden Lyst eller Daarskab satte han grinende paa Krogen, og kastede Snøren ud i mit Hjertes Dyb. Og det gik flinkt for ham; den ene Fisk, det vil sige: Synd, drog han med Haanlatter op efter den anden. Tilsidst fik Krogen fat i selve mit Hjerte — — — O, det var frygteligt! Forlang ikke Mere af mig!

Det var kun Indbildning, vistnok, i det Højeste kun et Spil, som den Onde drev med mig. Men lige meget! Noget virkeligere end Døden gives der dog ikke, og i disse Indbildninger, dette Spil leed jeg Døden vel hundrede Gange.

Endelig, — hvor længe det varede, derom har jeg intet Begreb — endelig var Helvede igjen overladt til sin egen naturlige Elendighed. Ligesom efter et langt, grufuldt Mareridt, aandede Helvede atter.

Skulde Du tro det, det var mig ordentlig en Lindring, igjen at føle mig i de bemeldte Smaadjævles Vold. Det havde, jeg kunde fristes til at sige, næsten noget Fortroligt, noget Hyggeligt ved sig. Under hvilkesomhelst Vilkaar er og bliver det dog altid en stor Ting, at være sig selv, at være paa sit Eget. Hele mit Liv rullede sig op for mig. Det ene Nag foer frem efter det andet, og hagede sig fast i mit Hjerte. Tilsidst var det Saar paa Saar, een eneste Vunde.

Men med Nagene forenede sig en Længsel saa dyb, saa smertelig, som jeg aldrig før havde følt. Det var ikke efter Verden, jeg længtes; Verden med al sin Lyst var mig kun en død Ting. Nej, det var efter en levende Sjæl, jeg længtes, efter een af dem, hvis Kjærlighed jeg havde besiddet i Verden. Lili, min Tante, min Fader, — fra dem var jeg adskilt for al Evighed; en svælgende, uoverskridelig Afgrund var befæstet mellem dem og mig. Men min Moder var tilbage, min dyrebare Moder; mellem hende og mig var kun Døden, og der er Sandhed i det Ord, at Kjærligheden er endog stærkere end Døden. Og min Moder stod mig dog i sig selv nærmest af Alle. Hun maatte dog være den Bedste. Hvad i al Verden kan vel lignes ved en Moder? — Vansmægtende vendte jeg mig med hele mit Hjertes Længselsattraa imod hende.

Men ogsaa her gjorde Noget sig gjældende, og Naget stod i nøjagtigt Forhold til min Længsel. — Hvor daarlig havde jeg ikke lønnet hendes Kjærlighed! Jeg havde været Alt for hende; men hun havde i Virkeligheden kun været Lidet for mig. Ofte havde jeg endog ikke været langt fra, grusomt at miskjende hende. Ikke saa sjelden havde den fule Tanke sneget sig om i mig, at hun igrunden var af en kold, egenkjærlig Natur, hvem det gjaldt mere om Formen og Anstanden end om Væsnet, og som i alle Ting kun havde sig selv for Øje, — hvem selve Christendomslivet kun havde været en Form- og Anstandssag, og som i Troen og Kjærligheden mindre havde tænkt paa at offre sig selv og Verden, end paa at bringe sig selv og Verden Offer paa Offer.

— Hvilket Vanvid af Utaknemlighed! Hvor bittert angrede jeg det ikke nu, hvilke grusomme Bebrejdelser gjorde jeg mig ikke selv! O visselig, hun havde været den bedste, frommeste, ømmeste af alle Mødre, og et Fuldkommenhedsspejl for Kvinder overhovedet!

— — I disse Øjeblikkes smertefulde Bevægelse følte jeg mig saa blød og svag som ingensinde. — Moder, Moder! — sukkede Hjertet i mig som et lille Barn. Ja, spot mig, om Du nænner det, — mit Hjerte klynkede som et spædt Noer, der længes efter Moderbrystet.

Det var den første Gang, jeg følte en ret levende Drift i mig til, som en fredløs Sjæl at vende tilbage til Jorden. Det drog mig med usynlige, med jernhaarde Baand, stærkere og stærkere. Gjengangernaturen, der hidtil ligesom havde slumret i mig, begyndte at række og strække sig, medens jeg i min Pine kun sandsede Eet: — Moder, Moder!

— — — — — — — — —

— — Endelig dæmrede det. Det Første, mit Blik faldt paa, saasnart jeg kunde skimte, var en bred, sammenkrøben Skikkelse, som sad bortvendt noget fra mig. En forunderlig angstfuld Anelse kom over mig ved Synet deraf. Mit Bryst svulmede. Havde jeg havt et Hjerte som dit, vilde jeg have kunnet høre det banke.

Pludselig vendte Skikkelsen sig om imod mig. — Gud i Himlen! — Dette Ansigt, liigblegt og gruelig fortrukket, — det var min Moders!

Forfærdet foer jeg tilbage og flyede; jeg kunde, jeg vilde ikke tro mine Øjne. — — —

Men, o min Ven, enten jeg vil tro eller ikke, saa var og er det dog min Moder!

Min arme Moder! — Det var Hjertestødet, det var Overmaalet, vilde jeg sige, hvis der gaves noget Overmaal i Helvede.

Hvad skal jeg sige mere? Fortvivlelsens Sprog, det eneste, jeg veed at tale, vilde kun skurre i dine Øren, og ikke gaa Dig til Hjertet. Ak, dersom vi endda, elendige, som vi begge ere, kunde have den Trøst at græde med hinanden, at ynke og beklage hinanden, at udvexle vor Sorg og Pine i en inderlig, levende Kjærlighed! Men det er os ikke givet. Taarer kjende vi sletikke, og Ord til at beklage hinanden have, i det Mindste hidtil, ikke været til at finde. Og det er intet Under; med selve Kjærligheden synes det at være ude for bestandig. Vi sidde lange, udslagne Timer hos hinanden som et uadskilleligt Par. Kald det Samfund, om Du vil; men det er et Samfund mere goldt og øde end nogen Ørken. Der spirer Intet, slet intet frem imellem os. Vi have Intet at sige hinanden; vi frygte for at see paa hinanden. Det er altsammen koldt og dødt imellem os. Hver for sig have vi Nok af Glød; men den Glød synes for evig udslukt, hvormed vi kunde opvarme hinanden. — — — — —





— Saa er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

Rom. 8; 1. 


— Thi dersom Du bekjender den Herre Jesum med din — Mund, og troer i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de Døde, da skal Du blive salig.

Rom. 10; 9. 


Amen!