Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 13
§ 13. Grundloven 5. Juni 1849.
For den i Henhold til Valgloven 7. Juli 1848 valgte Rigsforsamling, der sammentraadte i Oktober 1848, fremlagdes Udkast til den nye Grundlov og Valglov samt enkelte andre Sager. Med Hensyn til Forfatningssagen kunde Rigsforsamlingen hverken betragtes som en egentlig konstituerende eller som en blot raadgivende Forsamling, men dens Opgave var at bringe en Overenskomst i Stand mellem Kongen og Folket om den Forfatning, som Kongen af fri Magtfuldkommenhed havde besluttet at give, s. Valglov 7. Juli 1848 Præmisserne »i Forening med Kongen at vedtage«, og Rigsdagstidende 1848-49 S. 5, hvor Kongen udtaler, at hvis det ikke skulde lykkes at fuldbringe Ordningen af Forfatningsanliggendet med den nærværende Rigsforsamling, var det dog ikke hans Hensigt at sætte Forfatningen i Kraft, uden først at forelægge den for en ny Rigsforsamling. Med Hensyn til de øvrige Sager, som forelagdes Rigsforsamlingen, var man heller ikke ganske paa det Rene med, om den skulde have en besluttende Myndighed eller ikke; i Præmisserne til Værnepligtsloven 12. Febr. 1849 er der valgt en Form, som ikke afgjør Spørgsmaalet.
Efterat en fuldstændig Overenskomst lykkelig var bleven tilveiebragt mellem Kongen og Rigsforsamlingen om Grundlovens Indhold i Henhold til det Udkast[1]), som Kongen havde ladet forelægge for Rigsforsamlingen som Grundlag for Forhandlingerne, idet Kongen gik ind paa de Forandringer i Udkastet, som Forsamlingen havde foreslaaet, blev Grundloven den 5. Juni 1849 af Kongen vedtaget og underskrevet, hvorhos Kongeloven erklæredes for ophævet, blot med Undtagelse af de ovenfor i § 4 nævnte Bestemmelser, s. Grundlovens Indledning og Epilog. Samtidig toges dog nogle Forbehold, dels ved Grl.s 1ste midlertige Bestemmelse med Hensyn til Kongens Civilliste, som allerede var fastsat ved Kundgj. 30. Mai 1849, dels ved et aabent Brev 5. Juni 1849, navnlig med Hensyn til Finantsvæsenet.
Grundloven blev udstedt for Danmarks Rige, hvorunder, foruden Kongeriget Danmark, indbefattedes Island og Færøerne, der havde været repræsenteret paa Rigsforsamlingen, og med Hensyn til hvilke derfor blot de nærmere Bestemmelser med Hensyn til Grundlovens Gjennemførelse forbeholdtes ved Valgloven 16. Juni 1849 §§ 18 og 37, samt Hertugdømmet Slesvig, s. Rigsdagstidende 1848—49 S. 1479. Da Slesvig imidlertid ikke havde været repræsenteret paa Rigsforsamlingen, blev Grundloven kun udstedt »med Forbehold af, at Ordningen af Alt, hvad der vedkommer Hertugdømmet Slesvigs Stilling, beroer, indtil Freden er afsluttet«, s. Grl.s Indledning. Som Følge heraf kunde Grundloven ikke træde i Kraft i Slesvig, før Freden var afsluttet, og en Ordning af dette Hertugdømmes Stilling havde fundet Sted, s. Resol. 19. Mai 1850 i D. T. 1950. 735, Folkethingstidende 3. Session 4148. Paa hvilken Maade denne Ordning skulde foregaae, var ikke ganske klart; kun syntes det afgjort, at den ikke kunde foretages af Kongen paa egen Haand. Derimod var det tvivlsomt, om Ordningen, selv forsaavidt den medførte Forandringer i Grundloven, kunde skee ved en simpel Lov, hvilket uden Tvivl havde Mest for sig, s. Folkethingstidende 5. Session 4644, eller om de ved Ordningen nødvendiggjorte Forandringer i Grundloven maatte foretages ved den i Grl. 1849 § 100 foreskrevne Fremgangsmaade, hvilket vistnok var den almindelige Anskuelse, som navnlig ogsaa anerkjendtes af Regeringen, s. Folkethingstidende 3. Session 4153—54, s. dog Motiverne til Fdn. 26. Juli 1854 i D. T. 1854. 623. Da Forholdenes senere Udvikling medførte, at den ved Grl. 5. Juni 1849 tilsigtede, konstitutionelle Forbindelse mellem Kongeriget og Slesvig ikke kunde komme i Stand, blev ogsaa den i Grl. 1849 § 100 foreskrevne Fremgangsmaade iagttaget ved Gjennemførelsen af de Grundlovsforandringer, der bleve nødvendige for at tilveiebringe en Fællesforfatning for hele Monarkiet, hvorimod Rigsdagen ikke fik nogen umiddelbar Indflydelse paa selve Fællesforfatningen og endnu mindre paa den særlige Forfatning for Slesvig. Spørgsmaalet om Forbeholdets Betydning har nu kun historisk interesse, idet det ved Grundlovsbestemmelsen 29. Aug. 1855 § 6 og Kundgj. 2. Okt. 1855 in fine udtrykkeligt er erklæret for fyldestgjort.
Den formelle Anordning af Grl. 5. Juni 1849 er ganske af samme Beskaffenhed, som i den nugjældende Grundlov 28. Juli 1866. Ligeledes er Indholdet for Størstedelen det Samme, som Indholdet af den nugjældende Grundlov, og paa mange Steder ere begge Grundloves Forskrifter endog ordret overensstemmende. Den vigtigste Afvigelse finder Sted med Hensyn til Landsthingets Sammensætning, idet Garantien for dette Things konservative Karakter i Grl. 5. Juni 1849 ikke er søgt ved at opstille særegne Betingelser for Valgretten, men ved en anden Valgmaade, idet Landsthingets Medlemmer vælges i større Valgkredse, ved middelbare Valg, ved særegne Valgbarhedsbetingelser, navnlig med Hensyn til Alder og Formuevilkaar, og ved en længere Funktionstid, s. Grl. 1849 §§ 39—43, jfr. § 44.
Et vigtigt Supplement til Grl. 1849 danner Valgloven, der ligeledes blev behandlet og vedtaget af Rigsforsamlingen, og som derefter udkom som Lov den 16. Juni 1849.
Anm. Den vigtigste Kilde til Rigsforsamlingens Historie er den officielle Tidende, som kaldes: Beretning om Forhandlingernes paa Rigsdagen. En Skildring af Rigsforsamlingens Historie fra venstre Sides Standpunkt haves af L. K. D. (Barfod).
- ↑ Dette Udkast, der i Væsentlige var forfattet af Monrad og Lehmann, findes i D. T. 1848. 697 ff. Udvalgsbetænkningen findes i Rigsdagstidende 1848—49 S. 1479 ff. og 2165 ff.