Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 22
Syvende Kapitel.Forfatningsudviklingen fra 1863 indtil Nutiden.
§ 22.Grundloven 18. November 1863.
Grundloven 18. Nov. 1863 er inddelt i 6 Afsnit, hvortil der slutter sig nogle midlertidige Bestemmelser angaaende Forholdet til Holsten og Lauenborg. Det første Afsnit, §§ 1—8, handler om Regeringsformen, Thronfølgen og hvad dermed staaer i Forbindelse, Civillisten og Appanager, det andet, §§ 9—17, om Kongens Rettigheder, det tredie, §§ 18—48, om fælles og særlige Anliggender samt om Rigsraadets Sammensætning, Sammenkaldelse og Rettigheder, det fjerde, §§ 49—59, navnlig om de finantsielle Forhold, det femte, §§ 60—64, om den dømmende Magt, og det sjette, §§ 65—66, om Grundlovsforandringer samt om Grundlovens Træden i Kraft den 1. Januar 1864.
Grundlovens Omraade begrændses til Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet Slesvigs Fællesanliggender, s. Grundlovens Inskription og § 18, saa at den ved Kundgj. 6. Nov. 1858 skete midlertidige Indskrænkning i Rigsraadets Virksomhed nu faaer en definitiv Karakter. Ved Siden heraf udtaler imidlertid Grl. § 18 i klare og skarpe Udtryk det allerede tidligere fastholdte, men først nu bestemt udtalte Princip om Lovgivningsmagtens Uafhængighed paa dette Omraade, idet den bestemmer, at en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lovs Virksomhed i Kongeriget og Slesvig kun ved en i Loven optagen, udtrykkelig Bestemmelse kan gjøres afhængig af en tilsvarende Lovs Vedtagelse for et andet Lovgivningsomraade eller for en enkelt Landsdel. Overensstemmende med denne Grundsætning ordne Grundlovens midlertidige Bestemmelser Forholdet til Holsten efter det Princip, at Fællesskabet foreløbig skal vedblive, men saafremt det maatte hindre den frie Udførelse af Lovgivningsmagten i Danmark-Slesvig, for saa vidt ophøre.
Med Hensyn til Rigsraadets Sammensætning indeholder Grundloven væsentlig forandrede Bestemmelser, der ere byggede paa den i Throntalen antydede Tanke, at det ved Overenskomst med Repræsentationerne for Kongerigets og for Slesvigs særlige Anliggender skal bringes dertil, at disse vedtage tilsvarende Valglove, saa at de samme Mænd i Rigsraadet kunne behandle Rigets Fællesanliggender, i de særlige Repræsentationer de enkelte Landsdeles særlige Anliggender, s. Rigsraadstidende 5. ordentlige Samling, Anhang B, 11—12. Det hidtil fulgte Etkammersystem opgives, og i dets Sted træder et Tokammersystem, idet Rigsraadet bestaaer af et Folkething og et Landsthing, s. Grl. 1863 § 20. Det demokratiske Element finder sit Udtryk i Folkethinget, hvis Medlemmer vælges efter den samme udstrakte Valgret, som er lagt til Grund i Grl. 5. Juni 1849, s. Grl. 1863 §§ 21, 23, 24, Valglov 4. Dec. 1863 §§ 1—4. Det konservative Element finder sin Plads i Landsthinget, der bestaaer af kongevalgte og umiddelbart valgte Medlemmer, hvilke sidste vælges efter den samme Valgretscensus, der efter Forfl. 2. Okt. 1855 gjaldt for de umiddelbare Rigsraadsvalg, s. Grl. 1863 §§ 22, 25, 26, Valglov 4. Dec. 1863 § 5 ff. Minoriteternes Adgang til Repræsentation i Landsthinget sikkres ved Forholdstalsvalgmaadens Indførelse, s. Valglov 4. Dec. 1863 § 17. Begge Landsdele nyde en forholdsmæssig Repræsentation i Rigsraadet, saavel ved Kongevalgene som ved de umiddelbare Valg, saavel i Folkethinget, som i Landsthinget, s. Grl. 1863 §§ 20, 25, 26, ligesom de efter et lignende Forhold bidrage til de fælles Udgifter, s. Grl. 1863 § 55. Med Hensyn til Rigsraadets Kompetence vedbliver den hidtil gjældende Adskillelse mellem fælles og særlige Anliggender, s. Grl. 1863 §§ 18, 19, og en Inkorporation af Slesvig kan altsaa ikke siges at finde Sted.
Med Hensyn til Rigsraadets Myndighed hæves de ved Forfl. 2. Okt. 1855 indførte Skranker, og Rigsraadet udstyres i det Væsentlige med alle konstitutionelle Attributer. Det erholder saaledes Initiativ, s. Grl. 1863 § 46, fri Behandling af Lovens Detail, s. Grl. §§ 46—48, Interpellationsret, s. Grl. § 43, frit Valg af Præsident, s. Grl. § 38, og fri Vedtagelse af Forretningsordenen, s. Grl. § 37. Kun med Hensyn til de finantsielle Forhold vedbliver dets Bevillingsmyndighed at være indskrænket ved et Normalbudget, men dette kan forandres eller hæves ved Lov, s. Grl. § 54. Derimod har Rigsraadet fuld Bevillingsmyndighed med Hensyn til de finantsielle Tillægslove, men denne Myndighed er, afvigende fra Reglerne i Grl. 5. Juni 1849 og 28. Juli 1866, ordnet efter Principet om begge Things fuldstændige Ligestilling. Tillægslovene kunne nemlig ikke blot forelægges først saavel for Landsthinget, som for Folkethinget, men skulle endog fordeles imellem begge Thing efter et saa vidt muligt ligeligt Forhold, s. Grl. § 56. Fremdeles har den Omstændighed, at der ikke kan tilveiebringes Enighed mellem begge Thing om en Tillægslov, ikke den sædvanlige Virkning, at Loven bortfalder, s. Grl. § 48, men at Afgjørelsen af de omtvistede Punkter overdrages et Fællesudvalg, til hvilket hvert Thing sender et lige stort Antal Medlemmer, valgte efter Forholdstalsvalgmaaden, hvilket Udvalg da tager den endelige Bestemmelse for Rigsraadets Vedkommende, s. Grl. § 56.
Geheimestatsraadet beholder sin tidligere Sammensætning, s. Grl. § 12, og i det Væsentlige tillige sin tidligere Stilling, s. Grl. §§ 5, 6, 19, 58, 59; dog mister det Afgjørelsen af Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, som henlægges til Domstolene, s. Grl. § 63.
Den dømmende Magt ordnes efter lignende liberale Principer, som i Grl. 5. Juni 1849, s. Grl. §§ 60—64; dog skeer en væsentlig Afvigelse med Hensyn til Rigsrettens Sammensætning, idet det politiske Element bliver aldeles overveiende, s. Grl. § 60.
Endelig gives der med Hensyn til Forandringer i Grundloven en Regel, som i høi Grad letter disses Gjennemførelse i Modsætning til de tidligere Forfatningslove, s. Grl. § 65.