Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 88
Første Kapitel. Værnepligten.
§ 88.Værnepligtens Begreb og historiske Udvikling.
Efter den ældre Lovgivning paahvilede Værnepligten for Hærens Vedkommende Bondestanden, for Flaadens de søfarende Kjøbstadbeboere og Beboerne af de saakaldte Sølimitdistrikter, s. Fdn. 20. Juni 1788 § 14, 8. Mai 1829 Præm., 8. Jan. 1802 §§ 1, 2. Den hermed forbundne Ubillighed, som tildels blev endnu mere fremtrædende ved de tilføiede Undtagelser, fremkaldte efter forskjellige frugtesløse Bestræbelser Lov 12. Febr. 1849, jfr. Adn. 23. Sept. 1848, der indførte almindelig Værnepligt uden Hensyn til Stand eller Herkomst. I Overensstemmelse hermed har Grl. 1849 § 95 (Grl. 1866 § 90) bestemt, at enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver. I den saaledes gjorte Henvisning til Loven ligger paa den ene Side, at Lovgivningen kan indrømme Fritagelser for Værnepligten, paa den anden Side, at saa danne Fritagelser kun kunne hjemles ved Lovgivningen, s. ogsaa Lov 2. Marts 1861 § 50. Da de i Lov 12. Febr. 1849 givne Regler om Udskrivningen til Søkrigstjenesten, der i det Væsentlige stemte med de tidligere gjældende Forskrifter, i flere Henseender erkjendtes for utilfredsstillende, bestemte man sig til i Forbindelse med den saaledes fornødne nye Ordning af dette Forhold tillige at foretage en Revision af Landværnepligtslovgivningen, og saaledes fremkom [den nugjældende] Værnepligtslov 2. Marts 1861 (Lov 6. Marts 1869). Begrebet Værnepligt kan vel betegnes som den Undersaatterne ved Lovene paalagte Forpligtelse til Krigstjeneste, i hvilket Fald det ogsaa indbefatter Forpligtelsen til at gribe til Vaaben efter almindeligt Opbud, s. Lov 1861 Inskriptionen §§ 39, 40 (Lov 6. Marts 1869 § 5), men betegner dog i Almindelighed kun den Undersaatterne ved Loven paalagte Forpligtelse til en tidsbegrændset Krigstjeneste i Hæren eller Søværnet i Overensstemmelse med de for disse gjældende Planer, s. Lov 1861 §§ 8, 25, 26 (Lov 6. Marts 1869 §§ 4, 60, 62). [Da Værnepligtsloven hjemler den Værnepligtige Ret til ganske eller tildels at frigjøre sig for sin Værnepligt ved at stille en anden Mand i sit Sted, s. Lov 1861 § 26 f. (Lov 6. Juli 1867 § 7, Lov 6. Marts 1869 §59), maa under Værnepligt ikke blot indbefattes den Undersaatterne ved selve Lovene umiddelbart paalagte Forpligtelse til Krigstjeneste, men ogsaa den i Medfør af Lovene for en Anden overtagne Forpligtelse til Krigstjeneste, s. f. Ex. Lov 1861 § 26]. Derimod maa fra Værnepligtens Begreb udelukkes den Forpligtelse til Krigstjeneste, som ifølge Embedsstilling eller Overenskomst kan paahvile en i Øvrigt for Værnepligt frigjort Mand. Ei heller kan til Værne pligten, der kun paahviler Undersaatten ligeoverfor Staten, henregnes Forpligtelsen til at tjene i de i Kjøbstæderne organiserede Borgervæbninger, Brand- og Politikorpser, hvilken Forpligtelse ved Lov 1861 § 48 udtrykkeligt er betegnet som en Kommunalbyrde, skjøndt den under visse Forudsætninger kan medføre en egentlig Krigstjeneste og skjøndt den kan medføre en Lettelse i Værnepligten, s. Lov 1861 §48 (Lov 6. Marts 1869 §§ 47, 63). Derimod kan man opfylde Værnepligten baade i Hæren, herunder ogsaa indbefattet den bornholmske Væbning (Lov 6. Juli 1867 §§ 179—184) og den vestindiske Hærstyrke (Lov 6. Marts 1869 § 62), og i Søværnet (Lov 1869 §§ 4, 23), baade som Frivillig (Lov 1869 §§ 4, 15, 38) og som Udskreven, ligesom det endelig uden Tvivl ikke kommer i Betragtning, om den Værnepligtige tjener som Kombattant eller ikke, s. Lov 1861 §§ 8, 25 (Lov 6. Juli 1867 §§ 7, 9, 30, mfl, Lov 1869 §§ 4, 19, mfl.).