Danmarks Riges Historie/1/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg


1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 19-26

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.


Et Folk er paa en egen Maade knyttet til den Jord, hvorpaa det bor, og et Folk, som vandrer, mangler et af de vigtigste Midler til at skabe og udvikle sin folkelige Ejendommelighed. Ved Fødsel, ved Samliv ere et Lands Borgere i Aand og Sind voksne sammen med den Jordbund, hvorpaa de leve; de ydre Minder fra Fortiden gribe betydningsfuldt ind i Folkets senere Liv. Bevidstheden om, at Forfædrene have levet under disse samme Naturvilkaar, have nydt Begunstigelserne ved Landets Frugtbarhed, glædet sig over dets Skønhed og kæmpet mod den samme Umildhed eller Goldhed, virker mægtigt til at knytte Baandet mellem Fortidens Slægt og de nulevende og lader Folket blive sig sin Ejendommelighed bevidst.

Men hvor længe har Danmark frembudt de samme Naturvilkaar, som det nu besidder? Hvor længe har Øjet, som glæder sig eller som skræmmes, og Haanden, som fører Øksen og Spaden eller som kører Ploven, været stillet over for de samme Naturforhold? Dette fortjener sikkert af mange Grunde at belyses, i hvert Fald for at kende nærmere Skuepladsen for de Oldtidsbegivenheder, som vi fra Barn af have levet os ind i.

Vi skulle derfor kaste et Blik paa vort Lands Fortidshistorie, idet vi først spørge om hvor længe et Danmark har været til med nogenledes samme Omrids paa Kortet, med samme Forhold mellem Land og Vand som nu. Vi søge altsaa ikke tilbage til saa fjern en Tid, at der under samme Himmelstrøg kun fandtes noget fosteragtigt, endnu ikke udformet, hvoraf et Danmark kunde opstaa. Og Svaret maa da være, at et Danmark i det hele var til Stede, da den Istid hørte op, som ogsaa vort Land har kendt, og da med den første Plantevækst, som vort Land fik — Højfjældsfloraen — en Nutidsperiode begyndte.

Det vil være bekendt, at Lagene i vore Skovmoser fortælle om, hvorledes Plantevæksten efterhaanden har forandret sig; her kunne vi aflæse hele den Rækkefølge af Vegetationer, som ere fulgte i hinandens Spor. Vi finde da først en Periode, da Plantedækket bestod af de lave Vækster, som endnu træffes paa den raa og kolde Top af Højfiælde, nemlig Alpepil, Dværgbirk og Rypelyng. Men allerede i hin Tid, da vort Land i Dragt og Farver saa ud som Toppen af et Højfjæld, var det et Lavland, et Land, der var leddelt, skaaret og bygget som det nuværende Danmark.

Den jydske Halvø i Vest og den skandinaviske Halvøs sydlige Fod i Øst fandtes alt da; mellem dem laa i Havet de større Øer og de mindre, maaske vare dog ikke netop alle de mindre Øer fuldt adskilte. Ligeledes fandtes der Rygge og Højder, Lavninger og Flader dengang omtrent som nu. Her var et iskoldt, ublidt og uroligt Klima, med susende Storme henover Vidderne, med korte, solfattige Somre. Imidlertid højede Klimaet dog med langsomme Skridt over i gunstigere Tilstande, hvorfor Vegetationen efterhaanden skiftede Karakter. Gennem en Vækst af Buske og Vidiekrat gled Jordens Dække over til en Periode, da Aspen blev det fremherskende Træ; derpaa fulgte Tider, da Fyrren bredte sig over Landet (Figg. 1—3), indtil den atter fortrængtes af Egen og Ellen. Tilsidst blev Bøgen Landets herskende Skovtræ.

Vi have ingen Kundskab om, hvorledes Danmark har udformet sig i de Tider, som ligge forud for de her omtalte Vækstperioder. Om saadanne store Begivenheder som Atlanterhavets Indbryden mellem England og Frankrig, hvorved den engelske Kanal dannedes, og om denne Naturbegivenheds Eftervirkning paa dansk Grund, veed vi intet, saa lidt som vi kende til Dannelsen af Nordens Have eller Havbundens Løftning eller Sænkning. Det fortælles i et nordisk Sagn, at Asakvinden Gefjon af den svenske Kong Gylfe fik tilstaaet saa meget Land, som hun og hendes fire Okser kunde pløje ud af hans Rige, og at hun med sit kraftige Forspand pløjede Sjælland bort fra Sverige. Vi tør dog ikke sætte dette Sagn i Forhold til noget Minde om en syndflodagtig Naturbegivenhed. Kun om eet Forhold i vort Lands fjerne Dannelseshistorie finde vi sikre Vidnesbyrd, og de vise os, at i alt Fald en Del af Landet engang laa dybt paa Havets Bund. Det saakaldte Yoldialer, der strækker sig over mange Kvadratmile Land i Vendsyssel nogle Snese Fod over den nuværende Havflade, indeholder utallige Mængder af Yoldiamuslingen, hvilken nu kun findes i arktiske Have: ved deres Side ere talrige andre Organismer fra et Ishavs Bund aflejrede. Her er saaledes en Havbund bleven løftet nogle Hundrede Fod i Vejret fra det oprindelige Leje i Dybet. Men denne Omvæltning er sket lange Tider før hin Periode, da Højfjældsplanterne voksede her, sandsynligvis midt inde i Istiden; den hører med til den langsomme Fødsel, af hvilken vort Land omsider fremgik.

Medens Danmark altsaa allerede paa Højfjældsfloraens Tid var udformet i sine særlige Dele, har det dog i Enkeltheder undergaaet Omformninger i de efter Istiden hengaaede Perioder. Som en særlig vigtig Faktor i denne Henseende maa nævnes de Hævninger, som Danmark har været undergivet og som utvivlsomt staa i Forbindelse med den Hævning, ved hvilken hele den skandinaviske Halvø har ligesom løftet sig paa sit Fodstykke. Havet har tidligere berørt Dele af vore Kyster, som nu ligge langt over Havfladen, det fremgaar klarlig af de gamle Kystlinier, af de Havstokke og den Tanglinie, som vi nu træffe langt fra Nutidens Strand og langt højere oppe end denne. Men Hævningen har kun strakt sig over en Del af Landet. Vi kunne forfølge den i Jylland fra den vestlige Del af Limfjordsbækkenet ned til Nissumfjord. Paa Fyns Kyst har den sit sydligste Punkt en halv Mil Syd for Nyborg; den mærkes paa hele Sjællands og en stor Del af Møens Østkyst. I de Dele af Danmark, som ligge Nord for en Linie, dragen fra Nissumfjord til Nyborg og derfra videre i sydøstlig Retning, er altsaa en Hævning foregaaet; jo længere Punktet ligger mod Nord, jo større har den været. Saaledes udgør Forandringen ved Nyhorg kun 2 Fod, medens den er 8 Fod ved Samsø og 13 Fod ved Mariager. Dette er den mærkeligste geologiske Forandring inden for de nævnte Vækstperioder, og den har afgjort bevirket, at mange Fjorde ere blevne indsnævrede eller udtørrede og at Øer ere blevne landfaste.

Nærmere at fastslaa Tidspunktet for vort Lands Hævning i Forhold til Oldtidsminderne er derimod vanskeligt. Undersøgelser i Bahuslen have godtgjort, at Gravhøjene fra Stenalderen ikke ligge nær ved Kysten, eller at de, naar de findes her, ere rejste paa Pletter, som ligge 60 Fod eller mere over Havets nuværende Flade. Man har derfor sluttet, at den brede Strimmel Land, som nu findes uden for Højene, dengang har ligget under Havets Flade. Endvidere synes i det samme Landskab et forskelligt Forhold at være til Stede med Hensyn til Bronzealderens Minder, idet disse ligge i det yderste Strandbælte, kun faa Fod over Havfladen, hvorfor Hævningen altsaa maatte være begyndt under denne Periode. Men disse Slutninger ere ikke helt bindende, da i Bahuslen Højene fra den efterfølgende Alder, Jernalderen, netop som Stenaldersgravene ligge i betydelig Afstand fra Havet, uagtet de altsaa meget vel kunde have været byggede nærmere derved; man har søgt at forklare det ved, at Sørøvere dengang gjorde Stranden usikker, men det vil ses, at Bevisrækken i hvert Fald er svækket. For de danske Landskabers Vedkommende har man hidtil intet kunnet udlede af de saakaldte Køkkenmøddingers Leje i Forhold til Strandlinien. Hvad Kæmpehøjene angaar, da findes i Nordsjælland saadanne liggende ved Kysten neden for den gamle Strandlinie, men disse synes alle at skrive sig fra Bronzealderen, paa hvilken Tid Hævningen altsaa er begyndt. I nyere Tid er denne Hævning ikke fortsat, og der er næppe Tvivl om, at den var standset allerede da vor Middelalder begyndte.

Vi skulle endvidere betragte de mindre Magter, som have indvirket paa Landets Form, nemlig Havets Tidevande og dets Stormfloder, Uvejrets Indgriben og Menneskenes omdannende Magt.

Vesterhavet har fra ældgammel Tid haft Ry for Ondskab, men Folkene, som bo ved det, ere ogsaa i tidlig Tid blevne priste for Udholdenhed og Mod over for den vaade Tyran. Den græske Naturforsker Aristoteles fortæller om Folk ved Europas Nordkyst, der bære Vaaben mod selve Bølgerne, og til det storladne Billede svarer ret vel Virkelighedens Forhold ved Nordsøkysten, hvor man med Spade gik i Kamp mod Havets Angreb og forvandlede Landet til en befæstet Borg. For Skjoldet havde man i hvert Fald Brug, og Billedet af en Nærkamp ruller næsten frem for Synet, naar man hører om, hvorledes paa Sandflugtstiden i det 16. Aarhundrede alle Mand af By og Herred kaldtes sammen, som naar Fjenden faldt ind i Landet, for at Stoppe med Ris og Rør. Endnu i vore Dage giver Vesterhavets ædende Kraft sig Vidnesbyrd; saaledes rykker paa et enkelt Punkt i Vendsyssel Klintens Kystlinie aarlig 8 Fod ind i Landet. I det sidste Hundredaar ere ikke mindre end een By ved Agger og tre Sogne i Sønderjylland blevne tabte til Havet, og dog have Landets Indbyggere igennem mange Aarhundreder og stadigt med større Kraft og Kunst søgt at gærde Kysterne.

Jyllands Vestkyst er i det hele den Del af Landet, som stærkest har forandret Form i Tidernes Løb, og allermest har Slesvigs Kyst maattet lide. Vi kende fra den historiske Tid en Række af Vandfloder, der have flosset Kysten og plyndret og ranet dens Jord. Saaledes nævnes store Oversvømmelser allerede i det 12. Aarhundrede, en Stormflod paa Valdemar Sejrs Tid (1218) bragte flere Tusinde Mennesker Døden i Bølgerne; men endnu større Ry for Grumhed havde Vandfloden paa Marcellusdag den 16. Januar 1362, der i Traditionen betegnedes som den store Menneskedrukning, de grote manndrenke. Maaske allerede dengang, men i hvert Fald ved Stormfloden Allehelgensdag 1436 løsreves Pelworm fra Nordstrand; vel forenedes de to Øer igen ved Digearbejder i det 16. Aarhundrede, men en uhyre Oversvømmelse Søndagen den 11. Oktober 1634, hvorved over 6000 Mennesker druknede, skilte Nordstrand for altid fra Søsterøen. Saaledes er det ikke Historikerne muligt for et bestemt Tidspunkt at give et nøjagtigt Omrids af Sønderjyllands Vestkyst; den hosstaaende Tegning vil dog give en Forestilling om, hvorledes i Aarhundredernes Løb Kysten formentligt har skiftet Form og Bygning. Store Strækninger ere i nyere Tid ved Inddæmninger vundne fra Bølgerne til nyttigt og frugtbart Land, men fuld Gengæld for de siden Oldtiden tabte Omraader er endnu ikke vundet. Anderledes er Forholdet i Landet mellem Ejder og Elben. Thi her har Havet maattet flytte sin vaade Fod tilbage, saa at Kystlinien er rykket een Mil, mange Steder halvanden Mil længere mod Vest end i Oldtiden. Og i Sammenligning med Oldtiden besidde Sønderjyllands Beboere nu, hvad de have inde, med langt større Sikkerhed end fordum. Den egentlige Inddigning af Stranden begyndte først hen i Middelalderen. I Oldtiden boede man paa Gestranden eller paa de højtliggende Steder uden for den; man frelste sig ved Højvande og i Stormtider op paa de høje Punkter, Wurth eller Warf, hvor man havde forskanset sig. Først i 11.—12. Aarhundrede byggedes de egentlige Havdiger, det sluttede Værn, der skærmede det hele Landskab. Ligesom det ikke er muligt for hine fjerne Tider nøjere at bestemme den slesvigske Kystlinie mod Vesterhavet, saaledes er det heller ikke let at udpege, hvor de nørrejydske Fjorde paa Vestkysten har haft deres Munding til en given Tid. Ringkøbing Fjord har for mange Aarhundreder tilbage maaske haft sit Udløb midt paa Holmslandsklit; Limfjorden har til enkelte Tider slet ikke haft en vestlig Port. Netop som i det 19. Aarhundrede Limfjorden afvekslende har været en lukket Fjord og et Sund med Munding ogsaa mod Nordsøen, en fersk eller brak Fjord og en salt Strøm, saaledes er det gaaet mange Gange tidligere, og t. Eks. var Fjorden i det 11. Aarhundrede stundom lukket og stundom aaben. Derimod have Strandene ved Kattegat og Østersø, bortset fra Hævningsforholdene, ligget i et mere uforstyrret Leje. Mindre Forandringer ere dog indtraadte i Kystegnene, fordi vore Strømmes Vandforhold ændrede sig paa Grund af Tilsanding ved Mundingerne, Tilgroning med Vandplanter eller de tilstødende Enges Opdyrkning. Som saadanne Pletter, hvor der i ældre Tid maa tænkes afvigende Forhold, kan nævnes Rougsø Herred ved Mundingen af Randers Fjord, der synes at have været en Ø, som Navnet jo udsiger. Ligeledes synes Kolindsund (Dyursæ) i Oldtiden at have været et virkeligt Sund med Udløb i sejlbare Aaer dels mod Nordøst (Dyursaa), dels mod Nordvest til Randersfjord i de Lavninger, hvor nu Ryumaa og Allingaa løbe. Endnu saa sent som i det 11. og 12. Aarhundrede vare Flaader samlede i Djursaa og strede her deres Dyster. Ogsaa ved Lejre synes der i fjerne Aldre at have været andre Naturforhold. I Tider, der dog ligge længere tilbage end dem, ved hvilke Oldsagnene dvæle, naar de fortælle om Lejres berømte Kongesæde, var Herslev Sogn Nord for Lejre en Ø, omsluttet af Lejreaa og Kornerup Aa, der vare befærdede Vandløb.

Af andre Forandringer paa Sjælland kan nævnes, at i Stenalderen Arresø, som det synes, var en Havbugt med bred Munding mod Kattegat, medens et smalt Sund førte ud mod Roskildefjord. I Middelalderen var Søen derimod, til Dels ved Sandflugt, bleven en Indsø med Afløb til Kattegat. Esrom Sø og Søborg Sø vare endnu i Stenalderen Fjorde af Havet; først i Oldtid og Middelalder forandredes de til Søer ved Tilgroning og Tilsanding. I det hele har Tilgroning med Tagrør og andre Vandplanter øvet en ikke ringe Indflydelse paa flere af de sjællandske Søers Størrelse; Esrom Sø og Lyngby Sø vare t. Eks. for kun halvandet Aarhundred siden 30–40 Tønder Land større end nu.

Af denne Skildring vil det ses, at alt i alt er der ikke foregaaet store Forandringer i Landets Form og Figur, i Forholdet mellem Sø og Land, mellem Bakker og Lavninger. Derimod vil der kunne nævnes mangt et afvigende Træk fra Landets Udseende i Nutiden, mange Ændringer i det Klædemon, som Jorden bar, og i den Dyreverden, som færdedes her, men herom skulle vi tale paa et senere Tidspunkt.