Danmarks Riges Historie/1/1-3-1
TREDJE AFSNIT.
SAGNTID OG SAMFUNDSTILSTANDE.
I.
Kong Skjold.
Hvad der nu skal fortælles, er de Danskes Sagnhistorie. Vi rykke ikke derved frem i Tidsfølgen. Det er nemlig ikke saa, at efter de Afsnit, som vi nu have skildret, især ved Hjælp af Oldsager og Mindesmærker, følger den danske Sagntid. Sagnenes farverige og underfulde Begivenheder foregaa midt inde i disse Tidsrum, hvis materielle Fremtræden vi have søgt at belyse, deres Personer ligge jordede i disse Høje, de berømte Konger have maaske svunget de Vaaben eller prydet sig med de Smykker, som vi have bevaret i vore Museer, men vi veed Intet derom. Og vel kunne vi ogsaa inden for Sagnene skelne mellem, hvad der er ældre eller yngre, men Sagnskikkelserne mangle ethvert Fodfæste i Aarstal. Et Folks Sagnhistorie er dets Morgendrømme, alt, hvad det mindes, da det vaagner til historisk Liv og søger at samle de flygtende Erindringer. Skønt og lysende ser det ud, og man har næsten Indtrykket af, at det bedste og største, som er timedes et Folk, skulde ligge bagved og ikke vil gentage sig.
I øvrigt mangler der ikke disse Sagndrømme Virkelighed, thi hvad Folket har oplevet, spejler sig deri. En enkelt Gang kan det lykkes Forskningen midt inde i Sagntiden at gribe en Begivenhed, som den ved Hjælp af andre Oplysninger kan omsætte til Historie, fæstne til Sted og binde til Tid. Men selv om Sagnet er uvirkeligt og Begivenheden aldrig oplevet, eller dog ikke oplevet af dette Folk, er det dog som ældgammel Erindring gaaet ind i dets Eje, og Sagnet har ved sit Liv i menneskelige Sjæle haft den store Betydning at være nærende Brød for Folkets Aandsliv, kvæge dets Fantasi og forme dets Karakter.
Ifølge gammel Opfattelse nedstammer et Folk fra en fælles Stamfader, fra hvem det ogsaa har taget sit Navn i Arv; saaledes havde ifølge Saxo Grammaticus og danske Aarbøger Danerne Dan til Ætfader og første Hersker. Efter en anden Tradition, som findes i Svend Aagesøns Krønike, var derimod Skjold den første Konge over Danerne; han hed saa, fordi han som et Skjold skærmede alle Rigets Grænser. Og derom ere i hvert Fald alle Kilder enige, at det var efter denne herlige Drot, at Kongestammen bar Navnet Skjoldunger. Om Skjolds Historie lyder der berømte Sagn, men underligt nok er en af de skønneste Fortællinger om ham gaaet i Glemme i Danmark, medens den er bleven opbevaret i England. Ved den skulle vi først dvæle.
Der kom engang til Øen Skane i Oceanet et rorløst Skib til Land; der var intet levende Væsen om Bord uden en lille sovende Dreng. Han laa paa et Skjold, Hovedet hvilede paa et Kornneg, og rundt om var der spredt skønne Vaaben og prægtige Smykker. Landets Indbyggere toge vel imod den fremmede Dreng, som de gav Navnet Skjold (Scyld); ja, da han blev voksen, valgte de ham endog til Konge. Skjold styrede Landet med Kraft og Hæder; han tvang Ungdommen til at opgive et daadløst Liv i Gæstehallen og til at udføre mandige Bedrifter. Derfor oprandt ogsaa en rig og frugtbar Tid for Landet, der blev saa mægtigt, at de omboende Folk ydede Danerne Skat.
Da efter en lang berømmelig Regering Skjolds Dage skred til
Ende, lod han sin Hedenfart anordne netop saaledes som hans
Komme havde været. Derom synger det angelsachsiske Beovulfdigt
saaledes:
Nu Frist af Dage
for Skjold fuldtaltes,
imod Herrens Rige
Helten stunded.
Ham da bragte
til Bølgestranden
fuldkære Fæller,
som selv han det fordred
i rundne Aldre,
han Riget raaded,
Skjoldunge-Vennen,
Landets hulde Værner.
Dér ved Havnen stod
jernstævnet Snekke,
Fyrstens Fartøj,
isglat, sejlfærdig.
Lagde de da
livsalig Konge,
Ringenes gode
Giver ved Masten
i Barmen af Baaden.
Af kostbar Byrde,
af Smykker det bugned
bragte fjerntfra.
Ej saa jeg skønnere
Skude lastet
med Ledingsklæder
og Kampvaaben,
med Sværd og Brynjer.
Paa Brystet bredtes
mangfoldigt Smykke,
det med ham maatte
som Vovens Eje
viden fare.
Ej mindre gavmildt
Gaver de reded,
rige Skatte,
end hine skænked,
som ved hans Ophav
hidsendte ham ene
som Barn over Voven.
Vaje de lod
gyldent Mærke
højt over Hovedet,
lod Skvulpet sejle ham,
gav ham til Søen.
Tung var Tanken,
trangt var Modet.
Mænd ikke mægted
med Sandhed sige
— Hallens høje Raad,
Helte under Himlen —
hvor den Baadlast landed.
En skønnere og idérigere Fremstilling af en Kongestammes Herkomst kan man ikke tænke sig; de græske Kongesagn indeholde ikke en herligere Fortælling. Gode Konger gives af Himlen — til Danmark kommer den skønne Dreng sejlende fra ubekendte Egne, men at han er højbaaren og gudefødt, derom vidne de Kostbarheder, som omgive ham. Kornneget peger paa den Frugtbarhed, han vil bringe, ligesom Skjoldet paa den skærmende Magt, han vil øve. Da hans Sendelse er endt og Landet har vundet Magt, Rigdom og Hæder, vender han tilbage til sit ukendte Hjemsted, men efterlader dog som en kostbar Arv en ædel Slægt og Kongestamme.
I Danmark er dette Sagn om Skjolds Komme og Udgang glemt, hvorimod de danske Krøniker vel kende ham som Kongernes Stamfader og som Fyrsten, der øvede store Bedrifter. Og i Skildringen mødes, som vi nu skulle se, netop de danske Efterretninger med Fortællingen i Beovulfkvadet. Det berømte Digt, som vil besynge de Danskes store Gerninger og Kongestammens Skæbne, maner i sine allerførste Linier Mindet frem om Stamfaderen Skjold, »med Neget« (Scefing).
Lytter! Vi spurgte
Spyd-Daners Gerning,
Folke-Fyrsters i fordums Dage,
hvordan Ædlinge
Helte-Id øved.
Ofte Skjold Scefing
Skarer af Skalke,
Frænde-Flokke,
fra Mjødbænken jaged.
Kæmper han kued
alt fra sit Komme,
da forladt han fandtes,
men Trøst han og fanged:
voksed under Himlen,
hobed sig Hæder,
indtil alle
ved Hval-Havets Vove
langtom byggende
lydig sig bøjed,
ham Skatter skikked.
Han var god Konge!
Skjold er altsaa ifølge Kvadet kommet til Danmark som en Genføder af Folket, han har mødt Modstand hos den sløve Slægt, han har mandet den op til Daad, udvidet Rigets Grænser og bragt omsiddende Folk til at lyde sig. Men lignende Sagn kendes aabenbart af Saxo, hvis Fortælling vi skulle gengive.
Skjold — som var en Søn af Løther, der atter var en Søn af Danernes første Konge Dan — havde allerede som halvvoksen Dreng vist Prøve paa sin store Styrke og sit Mod. De Mænd, til hvem hans Opdragelse var betroet, havde engang tilladt ham at følge med paa Jagt, men i et Øjeblik, da Skjold var ene, blev han overfaldet af en vældig Bjørn. Den vaabenløse Dreng krystede den imidlertid i sine stærke Arme og fik den bundet med sit Bælte, hvorpaa de tililende Følgesvende dræbte den. Ligeledes fældede Skjold Kæmpen Atle og andre berømte Stridsmænd; han var da endnu ikke femten Aar gammel. »Alle dem, som levede et dvaskt Liv i Sus og Dus og som ved overdaadigt Levned sløvede deres Vilje, bragte han ved sin kraftige Virken og sit Eksempel til at tage sig mandigt sammen«. Paa en lignende bekræftende Maade fortælles det, hvorledes Skjold gjorde fremmede Folkeslag skatskyldige. Skate, en tysk Jarl, der var Skjolds Medbejler, da han friede til den skønne Alfhild, blev af Kongen udæsket til Holmgang. Kampen fandt Sted i Paasyn af den tyske og danske Hær, men Skjold dræbte Skate, hvorpaa Tyskerne bøjede sig under den danske Konges Vælde og sendte ham Skat.
Ikke blot i Krig, ogsaa i Fred udmærkede Skjold sig. Gamle slette Love bleve afløste af heldbringende nye. Saaledes paabød han, at den frigivne, som efterstræbte sin forrige Herres Liv, skulde træde tilbage i Trællestand. Skjold betalte Undersaatternes Gæld af sit eget Skatkammer, og han lod Lægemidler bringe til de syge. Høvdingerne gav han ikke blot Løn, han lod alt Byttet, de havde taget i Krigen, tilfalde dem, eftersom Æren maatte være nok for Fyrsten. — Saaledes lyder de Danskes Beretning om Kongestammens Fader; ogsaa den vilde have kunnet slutte med et Udbrud som det, der klang fra den angelsachsiske Skjald: »han var god Konge!«
Vi skulle til det meddelte endnu kun knytte nogle Oplysninger om den Maade, hvorpaa Sagnet om Skjold er overleveret. Man kan ikke undres over, at Angelsachserne have villet tilegne sig det smukke Sagn om den gudebaarne Kongesøn og at de derfor have opført Skjold i Stamtræer over angelsachsiske Kongeætter. Men Englænderne bør ikke have mere end Takken for at have bevaret Sagnet; thi af Herkomst er det dansk. Desuden har Traditionen i England forgrebet sig paa Fortællingen. Skjold er, som vi have set, i Digtet betegnet som Scefing, d. e. ved Neget, sceaf, men da det paa Angelsachsisk var almindeligt at betegne en Mand som Ætling af en anden ved at anbringe Afledningsendelsen -ing efter dennes Navn, har dette Udtryk givet Anledning til den Tro, at Skjolds Fader hed Scef. Denne Scef opstilles derfor i nogle angelsachsiske Genealogier som Stamfader for Konger, ja man har endog overført Ankomsten paa det rorløse Skib til Scef. Heldigvis have flere engelske Kilder dog Sagnet i sin rette Skikkelse, og karakteristisk nok har ingen engelsk Kongestamme fundet paa at betegne sig som Scyldingas (Skjoldunger). Endelig angive to engelske Kilder udtrykkeligt, at Stedet, hvor Barnet landede, var Scani eller Scandea (Skaane, Skandinavien), og den ene Kilde lægger til, at Hedeby var hans Kongesæde. Beovulfdigtet, der især synes at have gjort Sagnet bekendt i England, nævner jo ogsaa Scyld som Dane-Konge og beretter i det hele om ham, fordi det vil synge om de Danskes Bedrifter.
- ↑ Beovulfkvadet er kun bevaret i eet Haandskrift, en Pergamentskodeks fra det 10. Aarh. i British Museum i London. Begyndelsen lyder saaledes: Hwät! wẻ Gâr-Dena in geâr-dagum þeód-cyninga þrym gefrûnon, hû þâ äðelingas ellen fremedon. Oft Scyld Scêfing sceaðena þreátum, monegum mægðum meodo-setla ofteáh. Egsode eorl, syððan ærest wearð feá-sceaft funden: hẻ þas frôfre gebâd, weóx under wolcnum. weorð-myndum þâh, oð pät him æghwylc þâra ymb-sittendra ofer hron-râde hŷran scolde, gomban gyldan: þät wäs gôd cyning!