Danmarks Riges Historie/1/1-3-9

by Johannes Steenstrup

IX.

Land og Samfund.

Saa længe vi kunne forfølge skrevne Kilder og tavse Oldsager tilbage i Tiden, have Landskaberne Øst for Øresund hørt sammen med det øvrige Danmark. Kun for Blekings Vedkommende kan der være en Tvivl til Stede med Hensyn til Jernalderen. Efter Oldsagerne at dømme har dette Landskab da levet i nærmere Tilknytning til Gøtalandene end til Danmark, og dermed stemme for saa vidt ogsaa historiske Efterretninger om, at Landet i det 9. Aarhundrede hørte under Sverige og først senere sluttede sig til Daneriget.

Det hedder nu om Stunder, at Sveriges naturlige Grænser ligge ved Øresund. Dette er sandt, naar Talen er om vore Dage og om de sidste Par Hundred Aar, men lige saa vist er det, at før den Tid og ikke mindst i Oldtid og Middelalder havde det danske Rige sine naturlige Grænser hinsides de skaanske Landsdele. Danmark er født og baaren med Skaane, som var dets Arvegods og Vuggegave fra Urtiden. Man taber saa ofte af Sigte, at naturlig Sammenhøren i vore Dage bestemmes ved helt andre Forhold, end hvad der galdt i Fortiden, og at Land og Vand nu have en vidt forskellig Betydning for Menneskenes Forbindelse end tidligere. Landvejene havde i gamle Dage ikke nær den Værdi som Søvejene. Landet adskilte, Vandet forbandt, naar da ikke store Have brutalt lagde sig imellem Kysterne. Nu om Stunder er intet Jordsmon saa umedgørligt, at man ikke derover kan drage ypperlige Veje, endog skinnebelagte, medens dengang Vejlægning mangensteds var umulig og Vejene som oftest løb smalle og hule, stejle og krumme, fulde af Sten og Vadesteder. Da Vognene tilmed vare smaa og skrumplende, maatte Sejlvejene ad Have eller Aaer let blive foretrukne.

Danmark har den Dag i Dag et Overmaal af Grænser, og vi behøvede kun en Sjettedel af vor Kystlinie for at rumme vort Lands Areal. Endvidere ligge i det danske Ørige Landene saa tæt, at Sejladsen er lige saa let, som den er kort, paa det blide, omgængelige Hav, der har været befaret af Skibe allerede fra Stenalderens Tider. Skaane er knyttet lige saa nøje til Øriget, som den jydske Halvø er det, og Sundet var kun eet af de mange Bindeled, der bandt Landene til hinanden. Med god Grund kunde Skaane saaledes regnes blandt de danske Øer; det er alle Vegne omgivet af Vand — siger Adam af Bremen — og næsten en Ø, som kun ved en Arm af Landet slutter sig til Sverige. Det oldnordiske Navn for Skaane Skán-ey syntes jo ogsaa at angive dets Ønatur.

Men var Skaane saaledes ved Vandet knyttet til Danmark, var det paa den anden Side ved Landet adskilt fra Gøtariget. Hvis vi tænke os Skaane som en Ø, der engang i fordums Dage er bleven ført hen til og ankret op ved Sveriges Side, vilde Gønge Herreds nordlige Rand være det Sted, hvor Sammenvoksningen er foregaaet. Men denne nordlige Del af Herredet hed i gamle Dage Ørken; Ærkebisp Jens Grand havde saaledes Ørkenen i Gønge Herred i Forlening tilligemed det tilgrænsende Wætlands Herred med dets Ørken. Saadanne øde, vidtstrakte Strækninger betragtedes som tilhørende Kongen, og et Minde om hin Konings Øthken, som det hed i Middelalderen, lever endnu i Sognenavnet Ørkene.

Saaledes var Danmark ved øde og uvejbare Steder skilt fra Gøtariget. Nord og Syd for Ørkenen og de andre Grænser følte Beboerne sig skilte som ved en Skranke; ad de Veje, hvor nu Jernbanetogene ile, tænkte ingen dengang paa at drage til Sverige. Man maatte fare ad en af de to Strandveje, enten gennem Bleking — hvilket Landskab kun var svagt bebygget, og hvor den eneste Vej løb langs Kysten — eller mod Nord over Hallandsaas, hvis man da ikke vilde tage Vejen op ad de vandrige hallandske Aaer Nisaa og Lagaa; gennem den store Grænseskov og Kærstrækning Finnvid kunde man saa naa op til Værends mere frugtbare Egne. I vore Dage er ganske vist Samfærdselen mellem Skaane og Smaaland bleven overordentlig lettet, men det er dog stadig en ny Natur, der møder den rejsende, som Syd fra kommer til det fattige, højtliggende Smaaland. Og Bøgeskovene i Halland, Skaane og Bleking vidne endnu om, at disse Landsdele frembyde de samme Naturbetingelser som Øerne og Jylland, medens i intet af de øvrige svenske Landskaber Bøgen kan siges at danne Skovene.

De Have, som omgive Danmark, have i Tidernes Løb skiftet Navne. Naar vi tale om Skagerak og Kattegat, bruge vi Udtryk, som selv den kyndigste Mand i Oldtiden ikke vilde forstaa. Man kendte Skagen — skagi, det fremragende Næs — men ikke Navnet Skagerak, hvis sidste Led rak er en hollandsk Betegnelse for en Bøjning i en Strøm. Navnet er saa ungt, at det først var hollandske Søkort fra det 17. Aarhundrede, der gjorde dette Navn for Havet Nord for Skagen gængs. Paa samme Tid fremkom Navnet Kattegat (af gat, Indløb, Sund).

Det maa i det hele huskes, at Navne for de store Have først sent ere komne i Brug. Saa længe et Hav ikke er befaret af vidtsejlende Sømænd, faar det Navn af hvert enkelt Folk, som bor ved dets Side og som maaske slet ikke kender Folkene ved de andre Kyster. Et Folk vil simpelthen betegne Havet foran det som Hav, eller det vil give det Navn efter det Land, der findes paa den modsatte Bred, og til hvilket Sejlfærden sædvanlig sker. Derfor kaldte Danskerne Skagerak og Kattegat Norgeshav, medens Nordmændene betegnede dette Farvand som Jyllandshav (Jótlandshaf), ligesom de havde Sydvest for sig et Englandshav og nordligere et Islandshav. Nærmest laa dog Betegnelsen efter Verdenshjørnerne, og derfor kaldtes i Danmark det vestlige Hav Vestersø, medens Hollænderne kaldte det Nordsø. Alle gamle Kilder fra Danmark tale om Vestersøen endnu saa sent som i det 17. Aarhundrede; først da indførtes af Sømændene og ved Søkortene Navnet Nordsø.

Paa samme Maade fik Havet paa Jyllands Østside Navnet Østersø, og det hvad enten det kaster sine Bølger mod Skagens Odde, mod Sønderjyllands Kyst eller mod Øerne, ligesom det bevarede dette Navn lige op til Finlands Strande. Vi finde Navnet hos Karl den stores Historieskriver Einhard og hos Magister Adam af Bremen, men Einhard føjer til, at Nordboerne kalde Havet Ostarsalt, hvorom ogsaa Sagaerne vidne (Eystrasalt). I øvrigt bar dette Hav ogsaa Navnet »den baltiske Sø«, hvilken Betegnelse af Magister Adam forklares ved, at det strækker sig som et langt Bælte »gennem de skythiske Egne lige til Grækenland« — det var nemlig en gammel Tro, at der gik et Farvand fra Østersøen ned gennem Rusland.

Det er ret rimeligt, at hint gamle Navn mare balticum sprogligt maa sættes i Forbindelse med et Bælte. I vore Dage gaar Bæltet alene mellem Fyn og Sjælland, men i ældre Tid toges Bælt i en videre Forstand, saaledes sagdes det til Eks. i Middelalderen, ja endnu paa Kristian IV’s Tid, at Jyllands Østside strakte sig til Bælt; Hjelm og Samsø laa i Bælt. I Knytlingasaga hedder det: »mellem Fyn og Sjælland gaar Bæltesund«, og dette Navn træffe vi i danske Kilder langt ned i Middelalderen som det rette Navn for det store Bælt. Derimod sagde man ikke »Lille Bælt«, som er en Betegnelse fra ganske ny Tid; mellem Jylland og Fyn gik Medelfartsund.

Sundet var det egentlige Navn for den østligste Gennemfart, dog forekommer allerede i de islandske Sagaer Eyrarsund, Øresund. Dette Navn kan næppe sættes i Forbindelse med en Øre, Hank, eller med Stedet Ørekrog (Helsingør), snarere derimod med or, i enkelte danske Mundarter ovr (oldnordisk eyrr), sandet, gruset Jord langs Havet; Skanør eller andre sandede Punkter ved Sundet have da givet det Navn.

Naar vi synge om »Codans Bølge«, benytte vi et Udtryk, som stammer fra den spanske Geograf Pomponius Mela (o. 50 e. Kr.) og hans samtidige Plinius d. æ. (der døde 79). De fortælle begge om et Sund eller Bælte Nord for Elben sinus Codanus, der er fyldt af mange Øer, mellem hvilke Scadinavia er den største. Mela kalder dog Øen Codanovia og synes saaledes at give det codanske Sund og Scadinavien samme sproglige Herkomst. Om han har Ret i denne Antagelse, kan ikke afgøres, men sikkert er det, at Scadinavia — ved Siden af denne Form forekommer dog ogsaa Scandinavia, Scandia, Scandza — stammer fra Navnet Skaane. Ordets Endelse er det oldtyske avi, en Ø (oldn. ey); scadn- vilde svare til det danske Skán-i som oldtysk nâdel svarer til oldnordisk nál, en Naal. I Beovulfsangen træffe vi Scedenîg som Betegnelse for Skaane saavel som for Daneriget overhovedet.

Vi have allerede i Bogens indledende Afsnit skildret, hvor faa Forandringer der ere foregaaede i Fordelingen af Hav og Land og i Danmarks ydre Omrids, siden Bebyggelsen af Landet begyndte og især siden Jernalderens Dage og Sagntiden. Imidlertid har Landets Udseende skiftet Karakter, den Klædedragt, som Jorden bærer, er bleven en anden, i Planternes og Dyrenes Verden ere mange Forandringer foregaaede. Det vil være lærerigt at blive sig denne Forskel fra vor Tid i Naturens Udseende bevidst og at faa Øje for, i hvilket Omfang det hele Sceneri har været forskelligt.

Som allerede nævnt falder denne Tid i en Periode, som man har betegnet som Bøgens, fordi dette Træ nu begyndte at give Landskabet Karakter, ikke saaledes at forstaa, at Bøgen var det hyppigste Skovtræ eller at der ikke endnu fandtes mange og store Egeskove. I det hele er Danmark først i de sidste 2—3 Hundredaar bleven et saadant Herskersæde for Bøgen, som vi nu kende det. I Jernalderen hævdede Egen endnu sejrrig sin Plads.

Der kan ikke være Tvivl om, at Danmark dengang var langt mere skovklædt end nu. Ikke blot strakte Skovene sig nærmere ud mod Stranden, men mange Hedestrækninger, især i Jyllands Midte, vare dengang skovklædte. Klitter har der altid været ved vore Kyster; de opstaa som en naturlig Følge af en flad, sandet Kyst og en Havbund, som Ebben og de lavere Havstande lægge bar for Vinden. Paa den lavtskraanende Strand vil den hidsige Blæst snart af det soltørrede, fygende Sand have bygget sine Skanser og Banker med de stadig skiftende Former og det flyttelige Leje. Men om Klitter af saadan Udstrækning eller af saa uheldsvanger Betydning som Klitterne i vore Dage, høre vi dog ikke Tale før langt senere, ikke tidligere end det 16. Aarhundrede.

Saa længe Skovene eller dog Træ væksten paa mange Steder strakte sig ned til Havet, kunde Sandet endnu ikke vinde Overmagt, og vi have til Eks. udtrykkelig Vidnesbyrd om at Raabjerg Sogn ved Skagen, der nu næsten helt er bedækket af Sandflugt, da havde Skove, ligesom der fandtes Skovvækst i mange af Nutidens Sandflugtsstrækninger i Thy, paa Mors og Fur, ved Agger og Ringkøbing. Udskridninger, forvoldte af undergravende Regnvand eller ved Havets voldsomme Angreb, have vel ofte givet Stødet til Klittens Dannelse; men altfor meget har Ubetænksomhed fra Menneskers Side bidraget til i Tidernes Løb at paaføre os denne Landeplage.

I Oldtid og Middelalder havde man ikke i synderlig Grad Tanken henvendt paa de kommende Slægters Tarv. Ved Stranden boede Saltkogeren — baade Saxo og Sagaerne omtale den lurvet klædte Saltbrænder — og han fældede de Træer, som stode ham nærmest, til Brug for sin Saltvinding. Saaledes svandt megen Træbestand; Saltkedlerne paa Læsø have deres store Skyld i, at Øen blev skovløs. Andensteds, som paa Anholt, bære Tjærekogerne Ansvaret herfor. Paa mangfoldige Steder har Skovejeren ved ubetænksom Hugst aabnet Skoven for Vestenvindens ødelæggende Magt. Dertil kom Skovbrande, hidførte af Hedebrand eller ved de Miler, hvor man smeltede Jern af Myremalm. Ikke heller tog man sig i Agt for at forgribe sig paa gamle Klitters Marehalm eller Klittag, og ofte har man ved at afbrænde Lyngen trukket Tæppet af Sandet.

I Forbund med Menneskets ødelæggende Lyst virkede imidlertid selve den fremtrængende Bøgevækst, idet Bøgetræet med sin mørke Skygge ikke tillader Vækst af Underskov og saaledes standser det Dyreliv, som findes i denne eller i Jorden om Rødderne og som bevarer Jorden i muldagtig Stand. Saaledes bliver paa de tørre og vindudsatte Steder Jordsmonnet surt, og Ahl og Hede dannes efterhaanden. At mange bakkede jydske Heder tidligere havde Skovvækst og i alt Fald bar spredte Klynger af Træer, derom vidne ikke blot Fyrre- og Egestammerne i Hedens Moser, men selve Egepurrerne midt i Lyngen; mange af Hedernes Stedsnavne ere da ogsaa sammensatte med Birk, Bøg, Eg eller med -skov, -vith, -holt og -ris.

Imidlertid vilde det være urigtigt at tro, at Jylland ikke allerede dengang havde store Hedestrækninger, saaledes som jo ældgamle Navne som Grathehede, Lyrskovshede, Nørlyng og Sønderlyng Herreder o. s. v. klart nok udvise, og Beviset kan ikke svækkes ved, at Hede undtagelsesvis kan betegne den flade, træløse Slette.

Adam af Bremen skildrer i det 11. Aarhundrede Jylland paa følgende Maade: Jorden er dér ufrugtbar; naar man undtager Stederne ved Aaløbene, ser Landet ud omtrent som en Ørken med sur Jordsmon og frygtelig Tomhed. Vel har hver Egn i Tyskland vilde, udstrakte Skove, men dog er Jylland skrækkeligere end dem, thi paa Landjorden flygter man paa Grund af manglende Afgrøde, paa Havet derimod for Vikingers Angreb. Der findes knap nok dyrket Land paa enkelte Steder, knap nok gunstige Forhold for menneskelig Bebyggelse. Men dér, hvor Fjordene gaa ind, ligge meget store Byer.

Magister Adam gør sig dog her skyldig i Overdrivelser og i Modsigelse, da store Byer næppe kunde opstaa i et Land, der var saa øde, som han fremstiller det; hans Skildring stemmer heller ikke med, hvad der ellers paa hine Tider fortælles om Jyllands Dyrkningstilstand. Men saa meget kunne vi dog udlede heraf, at der i det ellevte Aarhundrede fandtes i denne Landsdel Heder og især sammenhængende Skovstrækninger af vidt Omfang. Det samme har sikkert gældt andre Landsdele, saaledes Halland, der nu er temmelig bart og kun i den nordlige Del skovklædt, medens der ifølge Sagaerne i det 11. Aarhundrede i Landets Indre fandtes vidtstrakte Bøge- og Egeskove.

Mange af vore store Løvskove gaa tilbage til Oldtiden; de staa paa samme Plet, om end deres Omfang kan være aftaget. Men Tanken er nysgerrig, den spørger, om der endnu skulde staa et eneste Træ eller i det hele leve et organisk Væsen, som havde været Vidne til Menneskenes Færd i Oldtiden. Vort Land har jo saaledes »tusindaarige Ege«. Men her skuffes man; alt, hvad der levede i Oldtiden, er hensovet. Selv en saa ærværdig Eg som Storkegen paa Jægerspris tæller kun ni Aarhundreder, Jomfruegen paa Guldborgland kun syv, ingen af dem stammer saaledes fra Hedenskabets Tidsrum.

Skovlandet var altsaa i Udstrækning langt større, men endvidere var Skovenes Bestand og Karakter en helt anden end nu. Thi, som alt er sagt, Egen havde endnu kun faaet en Medbejler i Bøgen, men ikke en Overmand i Herredømmet over Skoven. Hyppigst var det derfor de mere lavstammede, bredkronede Ege, der med vid Afstand mellem Stammerne dannede Skoven; omkring dem stod paa de bedre Jorder en Underskov af Hassel og Tjørn, et tæt blomsterfyldt Krat, paa de magre Sandjorder det koglefyldte Enebærkrat.

Hyppigere end i vore Dage saa man endvidere Asp og Birk, og Linden dannede ret ofte Skove — med blinkende lysegrønt Løv, efter at de andre Skoves Friskhed var tabt — eller Lindene dannede smaa Republikker paa »Lindholmene«. Det er ret karakteristisk til Belysning af Skovvæksten, at der i Fortegnelsen over Øer i Kong Valdemars Jordebog findes 4 Lindholme, 2 Ekholme, 2 Ekøer, 1 Ekund, 3 Bokøer og 1 Birkholm. Karakteristiske vare ligeledes de store Ellemoser, hvor Rødellen stod med Stammer, der stundom vare saa tykke, at to Mænd ikke kunde favne om dem, og hvor Dyrene havde et yndet Græsnings- og Skjulested.

I det hele havde Skovene et langt mere varieret Udseende end i vore Dage, da, bortset fra vore Naaletræsplantninger, Bøgen er bleven Skovenes Fyrste. Og en saadan Stilling, som Bøgen nu indtager i Skønhedsopfattelsen, vilde Oldtidens Mænd aldrig indrømme den. Han vilde foretrække Egens knudrede, mangeformede Vækst for Bøgens ensartede Kuppelbygning og ensfarvede Løv; det mørke, plantetomme Rum under den vilde ikke hue ham. Han trængte ogsaa mere til Egens ypperlige Tømmer til sit Skibsbyggeri, sin Husbygning og sit Hjulmandshaandværk, og Landet var endnu saa rigeligt forsynet med Træ, at han ikke tragtede efter Bøgens fortræffelige Brændeved.

Ville vi i øvrigt forestille os Oldtidens Landskab, maa vi fremfor alt tænke os det med langt mere Vand end i Nutiden, med større Søer, med flere Aaer og store sammenhængende Lavstrækninger ved disses Sider, derhos havde det rindende Vand hurtigere Fart. Aaløbene gik mindre regelret end nu, krummende sig lunefuldt ud og ind, og man færdedes mere paa dem med Aarer og Sejl. Som Følge heraf, saavel som af Forskelligheden i Skovenes Karakter, var Dyreverdenen mere mangfoldig. De store Svømme- og Vadefugle (Svaner, Vildgæs, Ænder) fandtes i langt rigeligere Tal og ofte i store Flokke. Sandsynligvis ere Svalerne og til Dels Storkene tiltagne i Mængde, efterhaanden som Menneskenes Boliger stege i Tal, ligeledes Spurvene, jo mere Kornmarkerne voksede i Udstrækning. I Skovene spillede Hjorte og Raaer — hvorimod Daadyret først indkom i Middelalderen —, dér færdedes ogsaa det sorte Vildsvin med sin rodende Tryne. Værst blandt Rovdyrene var Ulven, for hvilken ingen Plet af Landet var forskaanet; paa sine Steder holdt ogsaa Lossen til. I Grænseskovene mod Sverige tumlede sig endnu Bjørnen.

Vi have hørt om mange forskellige Folk, der under Jernalderen havde Bopæle i Danmark, saaledes Kimbrer, Charuder, Geater og Goter (Reidgoter), men et fælles Navn synes allerede tidligt at have omfattet dem, nemlig Daner, hvilket vi møde hos Prokop og frankiske Forfattere samt i Beovulfkvadet (se foran S. 78—81). Derimod træffe vi ikke Navnet Danmark. Muligt er det gammelt, men det kan ikke paavises før hundrede Aar efter den historiske Tids Begyndelse, nemlig i den engelske Kong Alfreds Optegnelse af Ottar og Vulfstans Rejse i Norden (o. 900); her nævnes Denemearc. Noget senere findes Navnet paa den mindre Jellingesten, hvor Dronning Thyras Tilnavn angives som: tanmarkar but; ligeledes læses paa den store Jellingesten: tanmaurk.

Endelsen -mark er velkendt fra andre nordiske Navne, som Finmarken, Thelemarken, Hedemarken (Finmork, Thelamork, Heidmork), hvilke synes opstaaede ved, at man lod Grænsemærkerne, Landemærkerne betegne det Omraade, som de indeslutte. Paa lignende Maade findes hos Franker og Angelsachser marka, merki og mearc anvendt om Territorier. Ifølge en anden Tydning skulde det være mörk i Betydning af en Skov, der fandtes i de nordiske Navne, idet store Skove ofte danne et Lands Grænse; men denne Forklaring har mindre Sandsynlighed for sig.

Selv om det i ældre Tider gængse Fællesnavn for det gamle danske Landomraade ikke er os bekendt, synes det vist, at den her boende Befolkning udgjorde en Enhed. Mellem de tyske Stammer i Nærheden af Elben og Gøterne i Sverige nævner saaledes Prokop alene »Danernes Folkeslag«, altsaa eet Folk, selv om det var kløftet i forskellige Stammer. Landets Bygning i Halvøer og Øer maatte jo ogsaa med Nødvendighed skille Befolkningen i Dele, og Indbyggerne i de enkelte Landskaber bare vel særlige Navne efter disse som i en senere Tid.

Folkets Enhed fremgaar endvidere utvivlsomt af, at det adlød en fælles Konge. Ganske vist skildrer Beovulfkvadet to Riger i Danmark, et Geaternes Rige i Jylland under Kong Hygelak, senere under Beovulf, og et Danernes Rige under Kong Hrodgar og hans Slægt med Kongesædet Heorot, efter al Sandsynlighed Lejre paa Sjælland. Vi kende jo ogsaa fra Danmark Sagn om jydske Konger, saaledes om Fenge, Amled og Vermund, og Jellinge har været et gammelt jydsk Kongesæde. Imidlertid kan det paa ingen Maade siges, at de danske eller nordiske Traditioner berette om to forskellige Riger i Danmark, eller at der i dem kan skimtes en Kamp mellem forskellige Kongestammer, knyttede til de særlige Landskaber. Vi træffe Konger, som kun herske over en enkelt Landsdel, men ikke en Slægtfølge eller en Gruppe af Konger, der til Eks. kunne betegnes som jydske. Nye Indvandringer kunne maaske for en enkelt Landsdels Vedkommende have forstyrret den gamle Ordning for en Stund, og Danelandet kan til enkelte Tider have været splittet i uafhængige Riger. Saaledes høre vi jo, at Landet var delt i fem forskellige Riger paa den Tid, der gik umiddelbart før Harald Hildetands Regering; denne Konge samlede da atter det danske Rige. Men mere end et forbigaaende Forhold har det næppe været, og en midlertidig Splittelse af Riget kendes jo ogsaa fra det historiske Tidsrum.

Til enhver Tid har der derimod været Underkonger i enkelte af Landsdelene. Vi høre om mindre Konger i Skaane, paa Fyn og i Jylland, og vi høre om andre Konger i Sjælland end Lejrekongen. Sagnene fortælle desuden ofte om Høvdinger, som ved Vaaben og Hærtog have vundet sig stor Magt og som kalde sig Søkonger eller Hærkonger. Men over alle disse staar dog Kongen i Lejre; det er hans Magt og Glans, som lovsynges i de gamle Kvad og hvorom der fortælles i de gamle Sagn. Det er Skjoldungekongen, som har det største Ry i Norden, og han raadede visselig over hele Danmarks Omraade og ikke blot over en enkelt Ø. De mange bevarede Kongerækker gaa ud fra den samme Tanke, at der over Danernes Land kan har hersket een Konge. Til enkelte Tider har der været forskellige Tronfordrere inden for selve Kongestammen, og dette har ført til Kamp, men det er Slægtstridigheder og ikke Kampe mellem forskellige Landsdeles Konger.

Nogle Udtalelser i Beovulfkvadet kunde synes at pege paa, at der i ældgammel Tid havde i selve det østdanske Rige fundet Kampe Sted mellem to forskellige Stammer eller Folk. Ved Siden af Danerne, som have Kongerne Healfdene, Hrodgar med Broderen Halga, og Hrodulf, nævnes nemlig Heaðobearðnas, d. e. Kamp-Barderne, hvis Konger ere Froda og hans Søn Ingeld. Efter Frodas Fald i en Kamp med Danerne har Kong Hrodgar givet den unge Ingeld sin Datter Freawaru til Ægte, men ved Brylluppet bærer en ung Dansk, der var Søn af en af Kong Frodas Drabsmænd, som Brudesvend pralende det Sværd, hvormed Kongen myrdedes. Da mæler »en gammel Kriger« (Starkad) bitre Ord om Forhaanelsen og hidser Ingeld til ikke at lade Hævnen sove. Kongens Kærlighed til Hustruen svinder, og snart udbryder en Kamp, hvori Ingeld hævner sin Faders Drab.

Saaledes finde vi her — rigtignok kun i dunkle Udsagn og tilfældige Antydninger — Sagnet om Ingild og Starkad i en Skikkelse, der er noget afvigende fra Overleveringen i Norden. Men hvilket Folk der skal forstaas ved de stridbare Barder, er det ikke muligt at afgøre. Da Navnene paa deres Konger Frode og Ingild ere danske, er vel snarest en dansk eller nordisk Stamme betegnet derved. Imidlertid er Heaðobearðnas muligt alene et Navn paa Fyrsteslægten, som er bleven anvendt paa Folket, saaledes som Scyldingas i Kvadet er benyttet om de Danske i Almindelighed. Saxo Grammaticus skildrer i sin Fortælling af Kong Ingilds Historie en Modsætning mellem Sachsere (Svertings Sønner) og Danske, men dette kan meget vel skyldes Paavirkninger af senere Tiders Kampe med de Tyske og Uviljen mod dette Folk. I den islandske Skjoldungesaga er Sverting ikke en sachsisk Fyrste, men en svensk Høvding.

Alle Sagn synes derfor at erkende, at Landet stod under een Overkonge og havde eet Hovedsæde for Regenten. Dette var Lejre tæt ved Roskildefjord, godt beliggende i Sjællands Midte og let tilgængeligt gennem den dengang vandrige Aa. Her laa den gamle Lejregaard, hvis Berømmelse genlyder i hele den nordiske Tradition.

Det vilde være haabløst at prøve paa at opstille en ret Kongeliste for Oldtiden. De Kongerækker, som ere os overleverede, afvige altfor stærkt i deres Angivelser, selv om visse Slægtled eller Grupper af Konger komme igen overalt. Svend Aagesøn opgiver da ogsaa at finde Rede deri og meddeler kun et Uddrag. Saxo tager alle Navne til Naade og ordner Stoffet, efter som en rimelig Kritik synes at tilsige ham. Saaledes bliver hans Kongerække den længste af alle; den tæller halvhundrede Konger før Vikingetidens Begyndelse. Det er da intet Under, at de tyve ældste Konger levede før Kristus; først paa Kong Frode den fredgodes Tid, da der var en saa lang og lykkelig Fredsperiode, indtraf Kristi Fødsel; da var der Fred over al Verden. Nogen anden kronologisk Bestemmelse end denne har Saxo ikke, og det vilde jo ogsaa være Synd at tidfæste de gamle Sagn til Aarhundreder eller Aar.

Ifølge Sagnene har der altid været Konger i Danmark, selv om Landets Styrere oprindelig bare en anden Titel. Saxo fortæller, at Dan og Angul, de Danskes og Englændernes Stamfædre, ikke kaldte sig Konger, hvilket Navn endnu ikke var kommet i Brug, og Snorre Sturlason siger paa samme Maade, at oprindelig hed Kongen dróttinn, Herre. Som Minde om dette Navn er kun Betegnelsen for Kongens Hustru dróttning, Dronning, bleven staaende tilbage. Men Sagnene have utvivlsomt Ret. Kongedømmet er gammelt hos Nordboerne, som det ogsaa tidligt opstod hos deres Frænder Goterne, medens derimod de vestlige Germaner, Franker, Langobarder og Angelsachser, først i Tidernes Løb fik Konger; hos dem havde i de ældste Tider Hertuger og Ealdormen en vis styrende Magt.

Nordboerne vare frem for alt et Folk af Krigere, og der er vel ikke Tvivl om, at det var Stillingen som Hærfører, der oprindelig skabte Kongeværdigheden. Paa denne Maade opstod Kongedømmet hos andre germanske Stammer, saaledes som de kongelige Værdighedstegn — Hjelm, Sværd eller Spyd — eller som Hærmærket eller Fanen ved Kongens Side endnu pegede hen paa; ogsaa de Former, hvorunder nogen toges til Konge, saaledes ved at løftes paa Skjold, vidnede derom. Men sikkert er det ogsaa, at der i Tidernes Løb foregik en Forandring i Kongens Magtstilling, efterhaanden som Folket voksede nøjere fast til det bestemte Omraade, som det havde taget i Besiddelse, og jo større det Rige blev, over hvilket Kongen herskede. — Vi skulle nu betragte nærmere Kongens Rettigheder og hans Magt.

Den danske Konge besad sin Stilling i Kraft af Arv og ved Folkets Anerkendelse. Først og fremmest var det Fødselen, der skabte Adgang til Tronen, og der lagdes i høj Grad Vægt paa det ædle Blod i Aarerne. Derfor kunde Herulerne drage de lange Veje gennem Europa for heroppe i Norden at finde en Mand af Kongeslægt, og derfor lyste der en egen Glans over Kongestammen, hvis Herkomst ret ofte førtes tilbage til selve Guderne.

Vi kende da heller ikke noget Sagn om, at en Mand af Almuen skal have svunget sig op til Kongesædet. Kun en enkelt Beretning danner en Undtagelse herfra. Da nemlig Kong Frode den fredgode var død og ingen Arving mentes at være i Live, besluttede man at tage den til Konge, som ved Frodes Gravfærd digtede det skønneste Kvad til hans Ære. I Væddekampen blev Bonden Hjarne Sejrherre og besteg saaledes Tronen. Imidlertid havde hans Kongedømme kun kort Varighed, thi det viste sig, at Fridlef, Frodes Søn, som man troede død, endnu var i Live. Da han kom dragende fra Rusland for at tage Riget i Besiddelse, faldt mangfoldige Danske fra Hjarne, idet de mente, at han kun havde haft et midlertidigt Kongedømme, som han burde opgive nu, da Kongesønnen gjorde sin klare Ret gældende. Da Hjarne ikke vilde vige frivilligt, slog Fridlef ham i aaben Mark, og snart efter blev han dræbt.

Denne Fortælling om, at en Bonde ved et Kvad skulde have vundet Lejrestolen — tilmed som Efterfølger af den store Erobrerkonge, hvis Død man havde skjult af Frygt for, at Riget skulde styrte sammen — er afgjort et Folkesagn, der vel kan kaldes skønt, men derfor ikke er mindre usandsynligt og i ringe Overensstemmelse med den gamle Opfattelse af Kongemagten.

Men blev man end saaledes Konge især ved Fødsel, kunde man ikke tiltræde Magten uden at faa sin Ret erkendt ved en formelig Akt af Folket. Man overtog ikke Kongemagten paa samme Maade, som en Arving tog den arvede Jord i Besiddelse. Kongen havde et Styrerkald, og kun den, der besad Duelighed til dette, havde den fulde Ret.

Ganske vist valgte Folket ikke frit mellem den afdødes Slægtninge, saaledes at det tog den til Konge, hvem det tillagde den største Evne til at styre. Her gjaldt som ved anden Arv en bestemt Rækkefølge, den yngre Broder kunde saaledes ikke trænge sig frem foran den ældre. Men dog kunde der ved Tronledighed foreligge tvivlsomme Retsspørgsmaal, som Folket maatte afgøre, saaledes om den, der paastod sig Ret til Tronen, var født af en Moder, der havde tilstrækkeligt fornemt Blod, eller om en uægte Søn kunde gøre Krav ved Siden af en ægte. Heller ikke vilde Folket tage en aandssvag Arving til Konge, og var den nærmeste Slægtning et Barn, kunde Rigets Forhold gøre det nødvendigt, at man i Stedet for den umyndige valgte en voksen Slægtning til Konge. Imidlertid kunde Folket i et saadant Tilfælde jo ogsaa beslutte at indsætte en Formynderstyrelse. Da saaledes Frode, Fridlefs Søn, kun var syv Aar gammel ved Faderens Død, valgte Folket tolv Mænd til at være hans Formyndere og Landets Styrere under hans Mindreaarighed.

Fra Tronfølgen vare Kvinder udelukkede. Ingen af de gamle Kongerækker nævne en Kvinde paa Lejrestolen. Efter Braavallakampen satte Sejrherren, den svenske Kong Ring, Skjoldmøen Hethe til at styre hele Danmark Vest for Øresund, men Ole, som var Konge i Skaane, tvang hende straks til at opgive Sjælland og svare Skat af Jylland.

Selv om intet Tvistepunkt forelaa med Hensyn til Tronfølgen, maatte imidlertid den vordende Konge fremstille sig for Folket, for at dette kunde anerkende hans Ret og hylde ham. Denne Handling foregik paa den store Tingforsamling ved Isøre (ved Issefjord), hvor Udsendinge fra alle Landets Dele kom sammen, eller det skete ved Landstingene, saaledes ved Ringsted eller ved Viborg. »Naar de gamle skulde vælge en Konge — siger Saxo Grammaticus — plejede de at staa paa jordfaste Stene og saaledes afgive deres Stemme, idet Stenenes faste Leje skulde ligesom forudsige Beslutningens Uryggelighed«. Kongen er vel ogsaa bleven løftet op paa en større Sten, saaledes som den svenske Konge løftedes op paa Mora Sten ved Upsala. En af vore gamle Krøniker fortæller, hvorledes Jyderne førte Dan til den Sten, som hedder Danærygh (ryge d. e. en stor Sten, Blok), løftede ham op paa Stenen og gave ham Kongenavn.

Fra det Øjeblik af, at Kongen saaledes var bleven erkendt som Landets Styrer, var Troskabsbaandet mellem ham og Folket knyttet. Han kunde sidde med Ære i Kongesædet og føre de kongelige Værdighedstegn, han kunde raade over de Ejendomme, som vare tillagte Kongedømmet, og nyde de Indtægter, som tilkom Kongen.

Kongedømmet var Rigets eneste Centralmagt. Selv om Folket ved Kongevalg eller andre Lejligheder kunde blive kaldt sammen til et Møde, hvor hele Riget var repræsenteret, synes dette kun sjældent at have fundet Sted. Det var ved Kongens Rejser og Besøg i de enkelte Landsdele, at disse følte deres Ret og Tarv beskyttet; ordentligvis havde vel ogsaa Kongen Raadgivere fra alle Landsdele ved sin Side. Men det maa ogsaa huskes, at Kongens Magtstilling var stærkt begrænset i Omfang i Sammenligning med senere Tider.

Kongen skulde føre Folket i Krig og vogte Landet mod Fjenders Anfald. For at værne om Folkets Ære og grundfæste Landets Sikkerhed, var det vel ogsaa nødvendigt, at Kongen jævnlig viste sig med Hærmagt ved fremmede Kyster eller gjorde Indfald i andre Riger.

Det paahvilede Kongen at vaage over Landets indre Ro, saa at den fredelige Borger uforstyrret kunde dyrke sin Jord eller drive sit Haandværk. Derfor skulde Kongen straffe alle Ugerningsmænd, og den, som krænkede Freden i Landet, maatte betale en Bøde til Kongen, foruden hvad han skulde udrede til den fornærmede. Derfor havde Kongen ogsaa Jarler og Ombudsmænd rundt om i Landsdelene i sin Tjeneste; de skulde vaage over Freden og paase, at Kongens Interesser bleve varetagne.

Over de Love, som gjaldt i Landet, havde Kongen derimod ingen Myndighed. Lovene vare ikke nedskrevne, men de vare ikke derfor mindre bindende og stærke. Retten havde uddannet sig gennem Vedtægter paa de enkelte Landsdeles Ting og gennem den Praksis, som fulgtes ved Afgørelsen af de enkelte Tilfælde, og Kongen kunde ikke lægge Haand paa det, der saaledes var vokset frem ved Folkets egen Beslutning og ved Selvvækst.

Ikke desto mindre vare flere Konger berømte som Lovgivere; man vidste, hvilke bestemte, heldbringende Love der skyldtes deres Befaling. Vi have saaledes foran nævnt Kong Skjolds og Kong Frodes Love. Dette vil dog kun sige, at disse Retsregler vare blevne til paa en bestemt Konges Regeringstid, eller ogsaa havde denne Konge ved sin Indflydelse og vise Tale faaet Folkeforsamlingen til at vedtage Love, som han bragte i Forslag. Paa den anden Side ere sikkert mange Bestemmelser om Landets Styrelse og om Ombudsmændenes Virksomhed udgaaede fra Kongen alene, idet han paa dette Omraade maatte have fri Haand.

Som Kongen ikke var Lovgiver, saaledes deltog han heller ikke i den dømmende Virksomhed. Retssagerne afgjordes paa Tinge af den her forsamlede Menighed, men Kongen blev ofte af de stridende Parter kaldt til at afgøre deres Tvist som Voldgiftsmand.

I det hedenske Samfund var Stillingen som Høvding ofte knyttet sammen med Stillingen som Gode eller Præst, og paa lignende Maade synes der at være betroet Kongen et Tilsyn med Landets almindelige religiøse Fester eller Ofringer. Herfor tale flere gamle Vidnesbyrd og ikke mindst dette, at de ansete Offersteder netop fandtes ved Kongesædet. Saaledes var Lejre et berømt Offersted, hvorhen alle Danske siges at være komne sammen hvert niende Aar til Offerfest. Ogsaa Upsala var vidt kendt som Offersted; endog Danske søgte derhen. Det maatte desuden være en Opgave for Kongen at søge at tækkes Guderne, thi vare disse ham fjendske, gik det ud over Folk og Rige. Derfor blev Ulykke i Krig, Uaar og Hungersnød tilregnet Kongen som Skyld. Folket kunde da vende sig imod sin Fyrste og endog tilføje ham Død, dersom det antog ham for at være hadet af Guderne og derfor Aarsag til dets Ulykke.

Hvor meget end de gamle Sagn melde om berømte Konger, er det næsten aldrig den enlig staaende Hersker eller en Fyrste, omgivet af navnløse Mænd, de skildre. Kongen har omkring sig en trofast Kreds af udmærkede Krigere. Allerede de ældste Efterretninger om Germanerne lade os se, hvor almindeligt det var, at Fyrsten havde ved sin Side et Følge af ædelbaarne Mænd, som frivilligt havde søgt hans Tjeneste. De kæmpede trofast for ham og hævnede hans Død; han gav dem til Gengæld Underhold ved sin Gaard og anden Løn. I det hele havde den frivillige Sammenslutning om en Fører stor Betydning i de gamle germanske Samfund. At underordne sig under en anset Høvding var ikke Skam for nogen, men naturligvis var der ingen, hvem det var saa hæderfuldt at tjene som selve Landets Fyrste. Kongen førte sine Krigere til de største Foretagender, og hos ham var den højeste Ære og det rigeste Bytte i Vente; om hans Kongsgaard bølgede Livet stærkest, og her spurgtes der mest nyt. Derfor samledes Landets velstillede og kamplystne Ungdom sig om Kongen i hans Hustrop eller Hird, som vi kunne kalde den med et angelsachsisk Ord, der senere blev gængs i Norden. I denne Kreds taltes saavel de ædlere Kæmper og Thegner (Tjenestemænd) som de vilde Bersærker, der gav sig Kampens Lidenskab i Vold indtil Raseri. Alle vare de Kongens haandgangne Mænd, der havde svoret ham Troskab paa hans Sværd.

I Hirden udfoldede sig nogle af de skønneste Egenskaber, som smykkede Nordboerne, den djærve Tapperhed og friske Kappelyst, den varme Æresfølelse og især den usvigelige Holden af Troskabsløftet mod Kongen. Den, der svigtede sin Herre, ansaas for en Nidding og æreløs, han foragtedes, som var han en Træl. Men Kongen skulde paa sin Side til Gengæld for den tro Tjeneste værne om sine Kæmper og ved Rundhaandethed vise sit ægte fyrstelige Sind. Skildringen af Hrodgars, Rolf Krakes og flere andre Kongers Hof og Hird vil allerede have vist os Nordboernes Opfattelse af Forholdet mellem Fyrsten og hans Mænd.

Ikke blot Kongerne, ogsaa andre mægtige Mænd havde et Følge omkring sig. Men inden vi omtale Landets Stormandsklasse, skal det kortelig fremstilles, hvilke Bestanddele Landets Befolkning i det hele rummede.

Samfundets vigtigste Led og egentlige Kærne vare de frie Mænd. Den frie og frelse Mand (oldn. frjáls, egentlig fri Hals, den, der ikke bøjer sit Hoved for nogen) nød alle Samfundets Rettigheder. Han havde den højt skattede Ret til at bære Vaaben, og han kunde drage, hvorhen han vilde: han mødte frem paa Tinge for at søge sig Ret eller for at hjælpe andre til at vinde den, ligesom han her deltog i Forhandlingerne om sin Egns eller om Landets almindelige Anliggender og gav sin Stemme om, hvad der skulde gælde som fremtidig Ret.

Den frie Mand fandt sin Beskyttelse ved den Agtelse for Loven, som var raadende, hvor meget end Sværd og Selvtægt gjorde sig gældende, og fremdeles ved den lette Adgang til at klage sin Ret paa Tinge. Hjembygden, Herredet — Inddelingen i Herreder er ældgammel — Landet (Provinsen) og Riget, alle disse Kredse havde Ting, hvor Borgeren frit kunde klage sin Ret. Dér uddannede den enkelte sig ogsaa til virksom Tjeneste i Samfundet og lærte Landets Love og Vilkaar at kende, og dér kunde han øve sig i Veltalenhedens Kunst.

En vigtig Beskyttelse havde den frie Borger endvidere i sin Slægt og Familie. Efter Nordboernes Opfattelse skabte den fælles Herkomst og det samme Blod et helligt Baand, som knyttede Slægtens Medlemmer sammen og styrkede hver enkelt af dem. Derfor kom ogsaa Skammen for en Forbrydelse til at paahvile Slægten; var der begaaet Manddrab, kunde Hævnen gaa ud over Drabsmandens Slægt, og i Udredelsen af Mandeboden maatte den deltage. Paa en Tid, da den offentlige Myndighed kun i ringe Grad med Politimagt beskyttede den enkelte Borger, havde denne i sin nære eller fjernere Familie den vigtigste Støtte. Under Alderdom og Armod vilde den hjælpe ham, den traadte til hans Bistand, naar han paa Tinge krævede sin Ret, og i Tilfælde af Manddrab hævnede den sig paa Drabsmanden eller krævede den skyldige Mandebod af ham.

I øvrigt var der mange Klasser og Trin inden for Landets frie Borgere. Hovedbestanddelen af Befolkningen vare Bønderne og de større Besiddere, der havde vidtstrakte Græsninger eller mange spredte Jordbrug; men tillige fandtes der Jægere i de store Skove og Fiskere ved Søerne og Strandene. Mangen Bonde var imidlertid tillige Kriger og drog om Vaaren paa Hærtog til fremmede Kyster, eller han var Handelsmand, som i andre Lande hentede Varer, hvormed han sejlede paa Købmandsfærd derhen, hvor et Marked var at finde. Den frie Mand kunde endvidere drive et Haandværk, men højest Anseelse blandt Haandværkerne nød Smeden, der forfærdigede de skønne Vaaben, som vare den frie Mands Stolthed. Æret og yndet var endvidere Skjalden; han glædede og forfriskede de trætte Kæmper ved sine Kvad, han omsatte Samtidens Bedrifter og Fortidens Minder i klingende Rytmer.

Op over alle de frie Mænd ragede atter de ætstore, Medlemmerne af de ædle Slægter. Det var Landets Aristokrati og en betydningsfuld Bestanddel af Samfundet. Fødsel og ikke Formue var Grundlaget for denne Adel, selv om den besad Gods og Rigdomme. Den Ære, som en højt anset Mand havde vundet, var gaaet i Arv paa hans Afkom, eller Slægten kunde endog vise hen til en mytisk Helt eller en Gud som Stamfader. I Tidernes Løb var maaske Slægtens Glans yderligere steget ved Giftermaal med Kongeslægten, eller dens Jordegods var vokset i Størrelse; allerede ved den historiske Tids Begyndelse se vi mange Slægter i Besiddelse af store Ejendomme og af meget spredt Gods. Det var endvidere Medlemmer af disse Slægter, som havde Førerskabet i Krigen eller ledede Forhandlingerne paa Tinge; de havde Værdigheden som Gode, eller Kongen havde betroet dem Stillingen som Jarl eller andet Embede.

Gennem det sidstnævnte Forhold havde Landets Aristokrati faaet en ny Udfoldelse. Efterhaanden som Kongemagten steg ved at nye Virksomhedsomraader lagdes ind under Kongerne, havde disse i højere Grad Lejlighed til at fremdrage Mænd til ansete Stillinger uden Hensyn til Fødsel og Herkomst, og saaledes begyndte der ved Siden af den gamle Adel, der støttede sig til Fødsel og nedarvet Førerstilling, at opstaa en Tjenesteadel med Udspring fra Kongemagten. Vel gik Stillingen som Kongens Embedsmand kun i Arv med Kongens Samtykke, men det laa dog nær at hædre Sønnerne af den fortjente Jarl eller Ombudsmand med samme Stilling eller lignende Hverv (se saaledes foran om Sønnerne af Frøvin og af Gervendel S. 126, 129). Denne nye Adel maatte have et Krav paa at betragtes som ligestillet med de gamle Slægter.

Alle disse Ædlinge tilkom der Ære fremfor andre frie Borgere og en Hædersplads ved Sammenkomster. Men deres fremragende Stilling i Samfundet var ogsaa betegnet ved, at der i Tilfælde af Drab tilkom Familien en højere Mandebod for den dræbte end for en almindelig fri Mand. Og disse formuende og ætstore Mænd, der altid tillige øvede Krigens Idræt, havde ligesom Kongen en Hird omkring sig. Det var i disse Kredse, at Folket udfoldede sin højeste Kultur.

Uden for Samfundet af Borgere stode Trællene. Trællen hørte kun under den Herre, som ejede ham, og var en Bestanddel af hans Formue paa samme Maade som hans Redskaber og Trækdyr. Der er næppe Tvivl om, at der i Landet fandtes en stor Trællestand. De ved Erobring betvungne Indbyggere og de i Krigen fangne (»hærtagne«) vare blevne Trælle, og deres usle Vilkaar gik i Arv til deres Afkom; men ved Forbrydelser og ved Gæld sank ogsaa stadig frie Borgere ned til Trællekaar.

Trællene vare Husets Tyende, de deltog i Madlavning, Brygning og Bagning, foruden at de sattes til det haarde Arbejde i Møllen og al smudsig Gerning. De hjalp ogsaa Bonden ved Arbejdet paa Marken og i Skoven. Trælle og Trælkvinder kunde i øvrigt opnaa meget betroede Stillinger; saaledes kunde Opsynet med alt Arbejde i Huset være dem overgivet, eller de kunde faa Jord overladt til selvstændig Dyrkning. Og hvor meget end Trællene havde Ord for at være fejge og ukløgtige og bleve foragtede som Stand, og hvor frit end Herren kunde raade over Trællenes Liv, ere de dog næppe blevne behandlede haardt eller grumt. Det var desuden Trællen muligt at arbejde sig op af sin Stand, naar hans Herre tillod ham selv at erhverve sig Midler, saa at han omsider kunde købe sig Frihed. Træl kunde ikke drage i Leding ved fri Mands Side; toges han med paa Hærtog, var det nærmest for at gøre Tyendegerning, men hvis han alligevel blev Deltager i Kampen og udmærkede sig ved glimrende Tapperhed, skulde Friheden skænkes ham.

Den frigivne var allerede bedre stillet end Trællen, selv om han vedblev at staa i Afhængighedsforhold til sin Herre; først hans Afkom naaede Stillingen som frie Borgere.

Vi have givet et kort Omrids af Samfundsbygningen, for at det Billede, som Kongesagnenes mange Fortællinger oprulle for os, kan blive bedre forstaaet. En mere indgaaende Skildring af Forfatningen saa vel som af Borgernes private Liv maa forbeholdes et senere Tidspunkt, da Kilderne blive hundredfold saa mange. Dog vil det blive nødvendigt allerede her — i det nærmest følgende Stykke — at give en Fremstilling af de Danskes Tro og Gudsdyrkelse i Sagntiden, hvilken jo falder sammen med Hedenskabets Tidsrum, medens den historiske Tids Begyndelse netop er betegnet ved den kristne Tros første Komme til Landet og dens Angreb paa Hedenskabet.

Vi skulle her endnu kun kaste et Blik paa, hvor langt den danske Synskreds naaede under Sagntiden og hvilke fremmede Lande de Danskes Virken kom til at omfatte.

Saa langt tilbage, som Sagnene række, synes der at have bestaaet en levende Forbindelse mellem de Danske og Folkene i de to andre nordiske Lande, men især synes dog Berøringerne med Sverige at have været stærke. Vel kender den danske Sagnhistorie mange Fortællinger om Nordmænds Optræden i Danmark og om danske Kongers Krigstog til Norge, men hyppigere høre vi dog om krigerske og fredelige Berøringer med Sveer og Gøter. Ofte aflægger de Danskes Konge Besøg i Sverige eller den svenske Konge i Lejre, og der bestaar Venskab mellem Kongerne (Svenskekongen Hunding omkom ved at falde i et Mjødkar, da han fejrede den danske Kong Haddings Gravøl; rigtigere er maaske den islandske Fortælling, at Kong Fjølner fra Upsala kom af Dage ved et Besøg hos Kong Frode, idet han faldt i hans Mjødkar og druknede). Snart bortgiftes en dansk Kongedatter til Sverige, og snart bliver en svensk Prinsesse en dansk Konges Brud. Tapre Kæmper kunne afvekslende tjene i Lejre og i Upsala. Stundom krige de Danske i Gøternes eller Sveernes Land eller en dansk Prins opkaster sig til Konge over dem, til andre Tider hjemsøges Jylland eller Øerne af svenske Flaader. Der er i denne Henseende ingen Forskel mellem Skildringen hos Saxo Grammaticus og Fremstillingen i Snorres Ynglingasaga af den ældste svenske Historie, skønt der her for en stor Del fortælles andre Sagn end dem, den danske Historiker meddeler. Ogsaa hos Snorre træder Norge stærkt i Baggrunden. Karakteristisk er det ogsaa, at Beovulfkvadet, der saa ofte omtaler Svenskerne og de Danskes Forbindelser med dem, intet har at meddele om Norge og Nordmændene.

Grunden hertil er ikke vanskelig at se. Norge var det sidst bebyggede Land, og her samlede Befolkningen sig sent til store og ansete Riger.

Det fremgaar af alle Efterretninger, at Danmark var det ældste Rige i Norden. Om dets Historie og Skæbne samlede Nordboernes Interesse sig særlig, og dets Kongedømme blev et Mønster for hele Norden. »Dansk Tunge« var Betegnelsen for Sproget i Norden, selv efter at der var opstaaet stærkt afvigende Dialekter i de enkelte Lande.

I Danmark udfoldede sig den ældste og rigeste Kultur. Inden for den mytiske Sagnverden, som Eddaens Gudesange fremstille for os, er det næsten udelukkende danske Helte — som Halfdan, »højest blandt Skjoldunger«, — eller danske Stedsnavne — Samsø, Læsø — der nævnes. Eddaernes Heltesange have ligeledes afgjort deres Skueplads i Danmark eller Landene Syd derfor; kun sjældent nævnes Sverige, Norge næsten slet ikke. Vi høre om, at Sigmund, Vølsungs Søn og Konge i Frankernes Land, opholdt sig længe i Besøg i Danmark. Gudrun, Gjukes Datter, den dybt sørgende Enke efter Sigurd Fafnersbane, levede i syv Halvaar hos Thora, Hakons Datter, i Danernes Land; her syede hun med kunstfærdig Haand skønne Billeder af Sigmunds Søtog, af sydlandske Sale og danske Svaner, af Sigars og Siggeirs Kampe Syd paa Fyn. Helge Hundingsbane, Sigmunds Søn og Sigurds Broder, faar som nyfødt af sin Fader Navnet Helge og derhos Ringsted med andre skønne Forleninger i Navnegave; han betegnes som Skjoldunge, og han gør Søtog i Havene om Danmark. Eddakvadene kende endvidere den danske Kong Haddings Rejse til Underverdenen, Kong Frodes Kværn, og de mytiske Prosafortællinger dvæle ved andre danske Begivenheder.

Saaledes er det sikkert, at Danmark i Norden opfattedes som Fødeplet for Sagnenes største Helte, som Gemmested for de nordiske Folks kæreste Minder og som Udgangspunkt for Kulturen.

Vi skulle derefter betragte de Danskes Forhold til Riger og Folk uden for Norden. Det vil erindres, at ifølge Sagnene danske Erobrere skulle have udstrakt deres Landvindinger til Bretland og Irland. Foruden at disse Fortællinger hos Saxo vitterligt nok ikke indeholde historisk Sandhed, have de heller ikke Støtte i andre danske og nordiske Overleveringer, og der kan næppe være Tvivl om, at her nærmest foreligger en Tilbagespejling fra Vikingealderen og Erobringerne i den historiske Tid, da i Virkeligheden for første Gang Dørene aabnes for Forbindelsen med Vesteuropa.

72. Sølvpinder, fundne ved Gundestrup (i Aars Herred, Nordvest for Hobro)^[1] 1⁄3.

Sagnenes Fortællinger om de Danskes Forhold til Sachserne — hvilke i øvrigt ere faa, ligesom de lades ubekræftede af de islandske Kilder — synes ligeledes paavirkede af de Danskes senere Forhold til dette Folk. Vore nærmeste Genboer ved Østersøens Kyster vare forskellige slaviske Folk, hvilke ofte forekomme i Saxos Fortællinger om Sagnkongernes Bedrifter under Navne som Slaver, Sember, Kurer, Semgaller. Liver, Ester, Russer. Længere inde paa Fastlandet og i Syd nævner Saxo Steds- og Folkenavne som Holmgaard, Hunner, Skyter og Hellesponten; ofte taler han kun om Kampe med Orientaler. Højest oppe i Nord Sætter han Finner og Bjarmer, med hvem de Danske tidt kæmpe. I Ynglingesagas Skildring af Sveriges Oldhistorie nævnes der ligeledes hyppigt Hærtog paa Østersøen, og baade svenske og danske Konger hjemsøge de østlige Lande.

Vi føres med andre Ord af de historiske Kilder hen i samme Retning, hvori vi lededes ved mange Oldsager og Fund. Ogsaa de vidnede om Nordboernes Forbindelser med den østlige Verden. Vi behøve kun at erindre om Guldbrakteaterne og Guldhornene (S. 99); vi kunne her yderligere henvise til de mærkelige ved Gundestrup fundne Sølvplader med drevne Relieffremstillinger af Planter og Dyr fra Asiens Indre og med Menneskeskikkelser og Scener, der drage Tanken hen paa tatariske eller skytiske Folk ved Højasiens Floder (Fig. 72).

1. I alt fandtes 13 Plader af tykt Sølv, nogle rørformede Stykker og en flad Skaal af tyndt Sølv.