Danmarks Riges Historie/1/2-1-3
III.
Ærkebisp Ebos Mission. Kong Haralds Daab.
Hidtil havde ingen Franker tænkt for Alvor paa Mission i Norden. End ikke ved de mange politiske Forhandlinger mellem Kejserne og de danske Konger var nogen Lejlighed bleven grebet til at skaffe Kristendommen Indgang eller dens Tilhængere Beskyttelse i Danmark. Men Forbindelserne mellem Frankerriget og de Danske vare blevne hyppigere, jævnlig indfandt danske Udsendinge sig ved Kejserens Hof. Da fattede en af Kejser Ludvigs betydeligste Mænd Tanken om at lade Kristendommen prædike i Norden. Det var Ebo, Ærkebisp af Rheims.
Ebo var dengang Kejserens fuldtro Ven. Han kunde takke denne Plejebroder fra Barndomstiden for sin stolte Løbebane. Ludvig og han havde diet samme Ammes Bryst, den ufrie Bonde- søn havde været Legekammeret med Prinsen, og efter at Kejser Karl havde skænket Ebo Friheden, kunde han indtræde i Præstestanden. Ludvig fandt overordentligt Behag i den livfulde Mand, der besad en Handlekraft, som han selv savnede, og han gjorde Ebo til sin Bibliotekar. Kort efter at Ludvig var bleven Kejser, gav han ham Ærkesædet i Rheims, og saaledes kom Ebo til at staa ved Kejserens Side som en Mand med mægtig Indflydelse og store Planer. Han foreslog nu Ludvig at forsøge paa at vinde de Danske for Kristendommen. Kejseren greb denne Tanke med Begærlighed, men eftersom en saadan Mission helst maatte fremtræde som et Statsanliggende, forelagde han Planen derom for en Rigsforsamling, og denne billigede den.
Ebo rejste derpaa til Rom og fik af Pave Paschalis Bemyndigelse til som Legat at prædike Sandhedens Ord hos de nordiske Hedninger; alle kristne Folk skulde staa ham bi i hans Bestræbelser. Paven gav ham som Ledsager Munken Halitgar, der skulde bringe den romerske Kurie Meddelelse om Missionens Gang. Ligeledes sluttede Bisp Willerich i Bremen sig til Missionsfærden. Kejser Ludvig lod samtidig for at støtte Foretagendet to Grever drage til Danmark, tillige havde de det Hverv at undersøge Landets indre Tilstande, og Kejseren skænkede Ebo som et Støttepunkt i Nærheden af den danske Grænse Gaarden Welanao (nu Münsterdorf), en Fjerdingvej fra det befæstede Itzehoe; her blev et Kloster bygget.
Om Ebos Ophold i Danmark (823) er ikke meget bekendt; men efter Frankernes Beretning skal han have døbt mange. Det siger sig imidlertid selv, at et Sommerbesøg i et fremmed Land ikke kan have haft synderlig Betydning. Fra de danske Kongers Side er der sikkert ikke bleven givet Ebo noget Tilsagn om Støtte, derom vilde de frankiske Kilder næppe have tiet. Danske Drenge bleve optagne i Skolen i Welanao, og Ebo synes i den følgende Tid oftere at have besøgt denne, men han har ikke senere vovet sig ind over de danske Grænser. Til at vinde Fodfæste for Kristendommen i Danmark var aabenbart en Talsmand nødvendig, som helt kunde ofre sig til dette Hverv og som ikke i første Række var optaget af indre frankisk Politik. Danmarks politiske Tilstande skulde imidlertid nu bevirke, at en dansk Konge selv bad om at blive døbt.
Det er et gennemgaaende Træk i Fortællingen om
Kristendommens Indførelse i Danmark, at Kongerne vare lidet tilbøjelige
til at lade sig døbe. De kunde være venligt stemte mod den kristne
Lære eller tillade, at den prædikedes, men at træde over til en ny
Religion vilde for dem være et skæbnesvangert Skridt, saa længe
Folkets store Mængde var ivrige Hedninger; ikke mindst farligt
eller ugørligt maatte det være, fordi Kongen efter nordisk Skik og
Opfattelse havde et Hverv som Landets øverste Præst eller som
Folkets Talsmænd over for Guderne. Imidlertid var Haralds
politiske Stilling saa trykket, at det maatte staa for ham som vel
værdt at overveje, om ikke en Overgang til Sydens Religion vilde
skaffe ham den nødvendige Hjælp fra det mægtige Folk hinsides
Grænsen. Og først tre Aar efter at Ebo havde prædiket i Danmark,
og først efter at de hjemlige Fjenders Modstand havde tvunget
Harald til at gribe til de sidste Midler for at bevare sin Kongemagt,
besluttede han sig til at forhandle med Kejseren om at antage
Kristendommen. Harald kom i Juni Maaned 826 sejlende op ad
Rhinen til Slottet Ingelheim ved Mainz, der var et af Karl den Stores
prægtige Bygningsværker; han vilde forhandle med Kejseren om
sin Stilling, og denne overtalte ham da endelig til at lade sig døbe.
Han havde sin Hustru og sin Søn Godfred med sig, desuden et
Følge paa 400 Mænd og Kvinder.
Den højtidelige Handling foregik i Daabshuset ved St. Albani Kirke Syd for Mainz. Efter at Harald havde afsvoret de hedenske Guder, steg han ad Trinene ned i Kummen med det hellige Vand, hvori han dykkede sig tre Gange, derpaa bekendte han den nye Tro, og Korsets Tegn gjordes med den hellige Olie paa hans Pande og Bryst. Kejseren var Fadder og iførte ham de nye hvide Klæder; til den danske Dronning stod Kejserinden Fadder, og til Godfred Kejserens Søn Kong Lothar. Den samme Tjeneste udførte Rigets store over for det hele Følge af Høvdinger, ligesom hines Tjenere mod de underordnede. Alle vendte saa tilbage til Ingelheim, hvor Klokken kaldte til Messe; det prægtige Tog bevægede sig frem gennem de sammenstimlede Skarer til den billedsmykkede Slotskirke. Forrest skred Kejseren, omgivet af nogle af de højeste Embedsmænd, derpaa fulgte Sønnen Lothar og ved hans Side de Danskes Konge i den lange Daabskaabe. Efter dem gik Kejserinde Judith og nær ved hende den danske Dronning, saa fulgte hele den øvrige Skare. Efter endt Gudstjeneste samledes man til et prægtigt Maaltid i Paladset, hvor gyldne Kar funklede paa de hvide Duge over Stenbordene.
Den frankiske Munk Ermoldus Nigellus har i et langt Digt givet en vidtløftig, straalende Skildring af Haralds Daab, der des værre mest bygger paa hans livlige Fantasi. Imidlertid er det vist, at Frankerne opfattede det som et stort Øjeblik, da den danske Konge og hans Høvdinger bleve vundne for Kristendommen. Og dog skulde denne Handling slet ikke faa Betydning for selve det danske Folks Omvendelse. Ved Haralds Troskifte havde politiske Hensyn spillet en altfor stor Rolle, og Kongen havde ikke en saa sikker Stilling i sit Hjemland, at hans Overgang kunde tænkes at ville øve nogen Paavirkning paa Folket. Hvis dette ikke tidligere havde været Kejser Ludvig klart, maatte han føle det under de Forhandlinger, som fandt Sted og hvis Resultat blev, at Kejseren overdrog Harald som Len Grevskabet Rüstringen ved Wesermundingen, for at han her kunde have et Tilflugtssted under Trængsel i Hjemlandet. Men ikke blot for dette Len, ogsaa for sit danske Rige erklærede Harald sig for Kejserens Lensmand, idet han lagde sin Haand i hans og til Gengæld af ham fik Vaaben og Heste.
Imidlertid skulde Kongens Daab fremkalde en betydningsfuldere Virken for Kristendommen i Danmark.