Danmarks Riges Historie/1/2-1-6
VI.
Ansgars senere Virksomhed og Død.
Ansgar havde ingen Ret til at missionere i Sverige, men tabte dog ikke derfor dette Land af Syne. Her fandtes endnu en kristen Menighed, og Jarlen Hergeir holdt fast ved sin Tro, hans Kirke stod endnu, men var uden Præst. Da Ansgar sendte en Eneboer Ardgar derop, modtoges denne med Glæde. Man havde netop set et mærkeligt Vidnesbyrd om den kristne Guds Magt. En fordreven svensk Konge Anund havde søgt Tilflugt hos de Danske, og ved at fortælle om Björkös store Rigdom lokket dem til at tage Del i et Hærtog mod Staden. En Dag laa pludselig en Flaade paa 32 Skibe foran den intet anende By; Kongen selv var fraværende, og Hergeir maatte lede Forsvaret. De rige Købmænd vare flygtede, men af Frygt for Udfaldet besluttede de sig til at tinge med Togtets Leder Anund, som gik ind paa, at Byen slap for Plyndring mod Betaling af 100 Pund Sølv. De Danske fandt, at det var altfor let sluppet i Forhold til Byens Rigdom, og truede med Angreb. Købmændene henvendte sig til de hedenske Guder med Ofringer og Paakaldelse, medens Hergeir spottende foreholdt dem, hvor lidt deres Guder hidtil havde hjulpet. Da de forfærdede bad ham sige, til hvem de kunde ty, svarede Hergeir: »Tror paa Gud i Himlen, som styrer alt, og hvem jeg tjener af rent Hjerte! Søger Hjælp hos ham, da skulle I mærke, at hans Almagt ikke svigter!« De fulgte hans Raad, fastede og gav fromme Gaver til Kristus for deres Befrielse.
Imidlertid vare ogsaa Fjenderne blevne tvivlraadige, om Byen kunde tages. Anund bad Danskerne huske, at der i Byen var mange og stærke Guder; der fandtes ogsaa en Kirke, og Kristus var den mægtigste af Guderne og en Hjælper for alle, der troede paa ham. Derfor burde de først ved Lodkastning erfare, om Guderne tillode dem at plyndre Byen. Lodderne kastedes, men Guderne vare derimod. Saa maatte de Danske opgive deres Plan, men for ikke at komme tomhændede hjem, besluttede de et Tog andetsteds hen, og vejledede paany ved Lodkastning, vendte de sig mod en By i Vendernes Land, som blev indtaget og hvor de vandt kostbare Skatte. Kong Anund, som ønskede at forsones med sit Folk, tilbagegav den Sum, som Staden havde betalt, og tog Bolig hos Borgerne. Hergeir vedblev med at overtale Hedningerne til at søge den stærke, kristne Gud. Saaledes syntes Forholdene i Sverige gunstige for en fornyet Prædiken af Kristendommen. Ansgar opfordrede Gauzbert til atter at drage til Sverige, men denne mente, at det kun vilde vække Vrede, naar han, som engang var forjaget, kom tilbage. Derfor foreslog han Ansgar selv at rejse derhen, og denne Plan billigede Kong Ludvig.
Kong Horik medgav Ansgar et Brev til Kong Olaf, hvori han udtalte, at han kendte nøje Kong Ludvigs Sendemand og kunde vidne, at han ikke i sit Liv havde truffet en saa god Mand som ham, ej heller havde han hos noget Menneske fundet saa stor Troskab. Paa Grund af Ansgars Retskaffenhed og Fromhed havde Kongen tilstaaet ham alt, hvad han ønskede for at kunne virke for den kristne Tro, og han lagde den svenske Konge paa Hjerte ligeledes at tilstaa ham alt, eftersom Ansgar kun tragtede efter, hvad der var godt og retfærdigt.
Efter en Sejlads paa tyve Dage kom Ansgar til Björkö. Her var Konge og Folk bragte i stor Bevægelse ved følgende Begivenhed. En Mand var kommen dragende og havde udsagt, at han havde været i Gudernes Forsamling; de havde paalagt ham at forkynde deres Fortørnelse over, at Folket viste den nye Gud Ærefrygt. Ingen Talsmand for denne Gud skulde taales; derimod skulde man bringe de gamle Guder større Offergaver. Saafremt Folket ønskede nye Guder, vilde det kunne optage den afdøde Kong Erik i Gudernes Kreds, thi de gamle Guder saa ham gerne i deres Tal. Folket skræmmedes saaledes ved dette Budskab, at det rejste Hov for Kong Erik og blotede til ham. De Kristne paa Stedet forestillede derfor Ansgar, at det lykkeligste Vilkaar for ham vilde være, om han slap levende derfra. Men Bispen forfærdedes ikke, han indbød Kongen til sig og gav ham smukke Gaver. Kong Olaf var taknemmelig og vilde gerne give Ansgar Ret til at prædike, men han maatte først have Tilladelse af Folket hertil. Olaf sammenkaldte Høvdingerne, og da de ved Lodkastning havde faaet Vished for, at Guderne ønskede, at den kristne Religion blev prædiket, blev Sagen forelagt for Folkeforsamlingen. Her bølgede Stemningen stærkt for og imod, indtil en gammel Almuesmand tog Ordet og foreholdt Folket, hvor mange Svenske der allerede vare dragne til Dorstad for at lære den fremmede Gud at kende, og hvor lykkeligt det var at kunne søge Hjælp hos den almægtige, kristne Gud, naar de andre Guder svigtede. Saaledes blev det vedtaget, at Kristendommen frit kunde prædikes. Der stod endnu tilbage at erhverve en lignende Ret paa et andet Ting — maaske Gøternes — men ogsaa her gik Sagen igennem.
Saaledes havde Ansgar opnaaet de samme Rettigheder for Kristendommen i Sverige som i Danmark. Kong Olaf skænkede en Grund i Birca, hvorpaa en Kirke kunde bygges, og Ansgar købte en anden til Bolig for den Præst, som han indsatte. Ansgar kunde vende hjem med god Fortrøstning til, at Kristi Lære vilde brede sig hos det svenske Folk. I de første Tider tegnede alt ogsaa vel, adskillige bleve døbte, hos de Kristne vandt Faste og Almissegiven Indgang; snart kunde Ansgar desuden sende nogle danskfødte Gejstlige herop.
Paa disse Tider skulde Kristendommen i Danmark imidlertid udsættes for en stor Fare. Nogle Slægtninge af Kong Horik, som hidtil havde levet paa Vikingetog, faldt ind i Landet. I tre Dage kæmpede Horik imod dem, men Slagets blodige Udgang var, at Kongen og hans hele Slægt bukkede under og sammen med dem mange af de Mænd, der havde staaet Ansgar bi. Til Konge toges Horik den yngre, og nu forlangte mange af hans Raadgivere, at Kristendommen skulde forbydes, eftersom Guderne vare fortørnede over den nye Lære. Især var Hovi, Kongens Høvding i Hedeby, en ivrig Hedning, der lukkede Kirken og jog Præsten bort. Ansgar beredte sig til at rejse herop, da et Omslag i Stemningen indtraadte. Hovi faldt i Unaade og blev afsat, og Horik sendte Bud til Ansgar om igen at sende sin Præst hertil; han ønskede kun at bevare sin Forgængers gode Venskab til Ansgar. Høvdingen Burgar, som havde haft stor Indflydelse hos den ældre Horik, ledsagede Ansgar til Kongen, og denne viste Bispen saa stor Venlighed og Gunst, at han ikke blot tillod, at Kirken i Slesvig maatte have Klokke — dette havde hidtil været utilladt som forargeligt for Hedningerne — men han gav endog Tilladelse til, at en Kirke maatte bygges i Ribe og denne betjenes af en Præst. Kongen lod Jord anvise, hvor Kirken maatte bygges; det var sandsynligvis som i Slesvig i en Udkant af Byen. Kirken viedes til St. Peter, der var Bremerkirkens Patron.
Det var Ansgars lykkeligste Tid og Missionens bedste Alder. Senere skulde stormfulde Tidsrum og aandelige Uaar standse den lykkelig begyndte Troens Vækst. Fra hin Tid skriver sig vist ogsaa et Brev, hvori Ansgar opfordrer de tyske Bisper til at bede for den nordiske Mission; ved Kristi naadige Bistand er hans Kirke grundlagt hos Danske og Svenske, og Præsterne kunne uhindret gøre deres Gerning.
Vi nærme os nu Slutningen af Ansgars Løbebane og skulle kaste et Blik tilbage paa, hvad der i det hele var vundet for Kristendommen i Norden i de tvende Snese Aar, da Kristi Lære var bleven prædiket. Stort kan Resultatet visselig ikke kaldes. Der var rejst to Kirker i Danmarks sydvestlige Del, og i en svensk Handelsby vare en eller to Kirker byggede. En stor Del Nordboere vare blevne døbte, og Skolen i Hamburg havde plantet den kristne Lære i unge Danskes Sjæle, men først senere kunde det vise sig, om de unge Spirer vilde have varig Vækst. Saatiden var begyndt, men Sædemændene havde været faa, og naar vi bortse fra selve Apostlen Ansgar, kunne vi ikke give dem det Vidnesbyrd, at de havde været udholdende. Ære være alle de Mænd, som da stode Ebo og Ansgar bi, men om Standhaftighed og Ild høre vi saa lidt. Der nævnes i »Ansgars Levned« vel en halv Snes navngivne Mænd, men alene Ansgar drager to Gange til Sverige og er jævnlig i Danmark, de andre foretage en Rejse, blive et Par Aar i det fremmede Land, men vende saa tilbage, Eremitten Ardgar til sit elskede Enebo, Gauzbert til et Bispesæde i Osnabrück. Og var da Opholdet hos Nordboerne fuldt af Fare og Lidelse? Ganske vist bliver der tilføjet nogle af disse Missionærer Vold og Overlast, men kun to af dem lide Døden, een i Sverige og en anden forinden han var naaet til Danmark. Naar man sammenligner disse Præsters Virksomhed med den Nidkærhed og den Tæthed i Rækkerne, som vi træffe hos de irske og angelsachsiske Missionærer i Frankerrigerne nogle Aarhundreder før, da maa man sige, at de Tyske stode langt tilbage. Og Ansgar har sikkert ofte følt, hvor lidt han støttedes af den store frankiske Kirke.
Ansgar havde været en nidkær Stridsmand for Troen i et Fredens Klædebon. Vi skulle søge at lade det hele Billede af Ansgars Personlighed træde frem for Betragtningen.
Den Mand, som fik udrettet saa meget i den praktiske Verden, og som aldrig var ørkesløs, var først og fremmest en Drømmer. Hvor havde dog ikke Drømme været ham en Trøst, en Ledestjerne og en Bebudelse! Saaledes havde det været i Barndomsaarene, i Ynglingealderen og i de sidste Aar, og medens Drømme for andre vise sig og glemmes, stode de indprentede i hans Sjæl, naar Søvnen var veget. I den Levnedsskildring af Ansgar, som hans Discipel og Efterfølger Rimbert har givet, meddeles mange af hans Drømme; vi have alt omtalt nogle af dem, vi skulle endnu kun fortælle en Drøm fra Ansgars Ungdomstid. Den lille Fulbert var af en Kammerat bleven haardt saaret i Hovedet med en Tavle. Ansgar sad ved den syge Drengs Leje, men faldt i Blund og drømte, at Fulbert, der havde lidt taalmodigt og inderlig bedet for den Ven, som havde hugget ham og som han elskede højt, af en Engel blev ført til Himlen, hvor han blandede sig mellem Martyrerne. En Broder vækkede Ansgar og sagde ham, at Drengen nu var død, hvorpaa Ansgar svarede: »Jeg veed det, og jeg veed, hvor Fulbert nu er«. Det var denne fulde Forvisning om Sandfærdigheden af Drømmes Udsagn og om deres Forbindelse med de virkelige, samtidige eller kommende Begivenheder, som altid raadede hos Ansgar, og de Ord: »Vort Borgerskab er i Himlen«, havde for ham en egen Betydning. Han havde selv grublet over de Aabenbaringer, han saaledes modtog, og han nævner tre forskellige Veje, ad hvilke de kom i hans Sind: i Drømme, ved en indre Aabenbaring for Sjælen eller ved Henrykkelse (Ekstase).
I sit Gudsforhold og i sin Andagt følte Ansgar Hjertets Sønderknuselse som det højeste, og han mente, at Livet skulde leves i Sorg og Taarer. Derfor bedrøvedes han, naar denne Tilstand ikke var over ham, eller naar Taarekilden syntes tørret, selv om Hjertet var bedrøvet. Først i sine sidste Aar fik han den Lethed til Graad, som Alderdommen giver og han saa højlig ønskede sig.
Nu kan man vel sige, at et saadant Liv i Drømme og i Sønderknuselse ikke udmærker et sundt, men et sygt Gemyt. Det er da værdt at mindes, at Ansgar følte det drømte og anskuede som noget, der skete i den virkelige Verden, og at han dernæst var for sund en Natur til, at Drømme og Syner skulde slappe ham saaledes, at Ligevægten tabtes og det jordiske Fodfæste gled bort. Ansgar vidste, at det legemlige og jordiske ikke turde forsømmes, han var selv en flittig Arbejder, han afskrev tykke Bøger og forfattede i alt Fald eet Skrift (den hellige Willehads Mirakler), eller han flettede Fiskegarn, medens han sang Salmer. Derfor forlangte han ogsaa af Missionspræsterne, at de selv skulde erhverve sig deres Underhold. Ogsaa i Styrelsen af sit Stift var han virksom og omsorgsfuld, han lagde i høj Grad Vægt paa Kirkens humane Pligter at hjælpe de fattige og syge. Saaledes gennemførte han for Stiftet den i Benediktinerklostrene gældende Grundsætning, at en Tiendedel af alle Indkomster tilfaldt de fattige tilligemed en Fjerdedel af alle Gaver; dertil lagdes yderligere hvert femte Aar en Tiende af alt Kvæg. Ansgar lod et Hospital bygge i Bremen for syge og fattige; han var yderst godgørende og bar altid en Pung med Penge ved sin Side.
Det vil være let at nævne Missionærer, som havde større Dristighed og Djærvhed, mere Fortrøstning til at storme Skanser og gennembryde Forhindringer end Ansgar. Vi se ham i Frankerriget yderst ængstelig for at krænke nogen Embedsbroders Ret, han er angst for at bryde ind paa Ebos Omraade, han er betænkelig ved at modtage Sædet i Bremen, og han vil ikke udpege sin Eftermand for ikke at krænke nogen; derfor høre vi heller aldrig om, at Ansgar har haft Kristne til Fjender. En lignende Forsigtighed har sikkert præget hans Missionsgerning. Til Gengæld var hans milde, altid ærlige Færd aldrig udæskende, og selv paa Hedningerne virkede den ved Humanitetens Kraft; praktisk vidste han ogsaa altid at finde Veje og aabne sig Dør. Alle, høje og lave, følte sig dragne af den nidkære Præst; de rige og fornemme betoges af Ærefrygt; de fattige ærede ham som en Fader, Borgerstanden saa i ham en Broder, hans sagtmodige Optræden kunde blidne de trodsige. Hvor veltalende lød ikke ogsaa Ordet fra hans Læber! Det var ved Forkyndelsen, han især vilde vinde Tilhængere — saaledes som den hellige Martin fra Tours havde vist Vej — og naar den aandfulde, fantasirige Mand prædikede paa Folkets Maal, trængte hans Ord ind til Hjerterne. Men endvidere sagdes det, at Ansgar, ved sit Ords Magt eller ved at salve med den hellige Olie, kunde helbrede legemlig Sygdom, hvorfor lidende Stakler søgte til ham endog langvejs fra. Ansgar ønskede dog hellere dette uomtalt, og han sagde engang; »Nej, jeg beder Gud kun om eet Jærtegn, at han af sin Naade vil gøre mig til et godt Menneske«.
Munken var bleven Kirkefyrste, men Klosterløftet gik ham dog aldrig af Minde. Han bar en Haarskjorte Dag og Nat nærmest Kroppen, og saa længe han endnu havde Ungdommens Kraft, nød han Brød efter Vægt, Vand efter Maal. Som gammel Mand kunde han dog ikke begrænse sig saaledes, dog vedblev Vand, til Nød tilsat med Vin, at være hans Drik. Og Ansgar glemte aldrig sin Kærlighed til Eneboet; naar Embedsgerningen tillod det, trak han sig med nogle faa Ledsagere tilbage til et roligt Sted, sit »Fredhjem« eller »Sorgly«. Paa de bestemte Tider ved Dag og Nat sang han Salmer, men tilføjede »Kryderier«, som han kaldte det, korte Bønner knyttede til Steder af den hellige Skrift, hvoraf en Samling er bevaret.
I sit 64de Aar blev Ansgar syg af Blodgang og var i fire Maaneder lidende. Det udslidte Legeme syntes ikke længere at kunne gemme den endnu stærke, rastløse Aand. Een Tanke nagede dog Ansgar, og derom betroede han sig til den Discipel, som stod ham nærmest, nemlig at han ikke var fundet værdig til at omkomme ved Sværd, brændes af Luer eller druknes i Bølgerne, saa at Martyrkronen kunde blive ham til Del. Disciplen mindede ham om, hvor meget han havde udstaaet og hvorledes alle hans Livs Dage vare gaaede som en Lidelse i Guds Kald. Ansgar kunde dog ikke finde Trøst, indtil han en Dag under Messen som ved en Aabenbarelse hørte en Stemme bebrejde ham hans Tvivl og forsikre ham, at Gud ingenlunde svigtede sine Løfter. Fra dette Øjeblik af følte Ansgar sig trøstet.
Marie Renselsesdag (2. Februar) nærmede sig, og Ansgar ønskede inderlig at dø paa Festdagen. Efter at Messen var holdt, samlede han Brødrene om sig og formanede dem til nidkær Virken for Gud, men især lagde han dem Missionen blandt Hedningerne paa Sinde. Under Salmesang og Bøn skred Dagen til Ende, Natten gik paa samme Maade, og ved Morgengry nød Ansgar det hellige Sakrament. Han sukkede endnu: »Herre, i Dine Hænder anbefaler jeg min Aand«, men saa svigtede Stemmen ham, og med Øjnene fæstede mod Himlen sov han ind (3. Februar 865).
Forinden sin Død havde Ansgar beskikket sit Hus. I et Brev til Kong Ludvig den Tyske og til hans Søn Ludvig havde han formanet dem til fremdeles at have Missionen i Tanke, og han havde vedlagt Afskrifter af Pavens Privilegier; saadanne bleve ogsaa sendte til næsten samtlige Bisper i Riget.
Ansgar begravedes foran vor Frue Alter i St. Peters Kirke i Bremen.