Danmarks Riges Historie/1/2-2-3
III.
Vikingetog til det vestfrankiske Rige. Den store Hær ved Schelde og Rhin. Paris’ Belejring.
Vikingetogene til Frankerrigerne ere utallige. Af de mylrende og krydsende Togter skulle kun enkelte af de vigtigste omtales, idet vi tillige fremdrage Hovedtrækkene af hvad der efterhaanden blev Togenes Resultat og Vikingernes Vinding.
Det er allerede nævnt, hvorledes Vikinger omsværmede Frankrigs Vestkyst, de havde endog her paa Øerne ved Kysten et stadigt Tilhold, især paa Noirmoutier ved Loires Munding, hvorhen de havde slæbt Huse fra Fastlandet, og hvor de opkastede Forskansninger og byggede en Flaadestation. Det er overalt karakteristisk for Normannerne, at de vide at afpasse deres Hærfarter efter de stedlige Forholds forskellige Karakter, og saaledes afvige da ogsaa de derfra foretagne Togter fra Farterne paa de nordfranske Kyster. De overvintre næsten aldrig i Landets Indre, men naar Aarets mildere Tid begynder, drage de paa lange hurtige Togter op ad Floderne og vise sig pludselig foran Nantes, Tours, Blois, eller foran Bordeaux, hvorpaa de atter — efter at have taget det søgte Bytte eller mødt for stærk en Modstand — ty til Kysten. Snart hærge de oppe imellem Bretagnes Klipper, snart færdes de i det mosefyldte, skovrige Vendée eller hjemsøge Akvitaniens rige Klostre og Byer, stundom kæmpe de Syd for Garonne mod Baskerne. I disse vestlige Egne fandtes ofte misfornøjede Fyrster eller urolige Befolkningsdele, som ikke toge i Betænkning at have Hedninger til Vaabenfæller, men Vikingerne mødte her ogsaa tapre Forsvarere af Landet, der gjorde dem Striden hed. Blandt disse blev især Grev Robert den Stærke berømt; gentagne Gange slog han Normannerne og fik til sidst Heltedøden i Kampen mod dem. Hans Tapperhed kastede Glans over hans Slægt, som engang skulde stige op til Frankrigs Trone.
Af en anden Art vare Vikingetogene paa Frankrigs Nordkyst og i Landene om Scheldes og Rhinens Mundinger, om end stundom de samme Flaader, som huserede paa de vestlige Floder, søgte Virkefelt paa Seinen. Det var da ogsaa ved denne Flods Bredder og i Kystlandene mellem Seine, Schelde og Rhin, at i Aarhundredets sidste Tredjedel nogle af de haardeste Vikingekampe skulde udkæmpes. Her danne de største Hære sig, her udkæmpedes de blodigste Slag. Vikingerne havde ofte faste Lejre et langt Stykke inde i Landet, og de hjemsøgte herfra de øvre Floddale, snart i Frost og Sne, snart i den hede Sommertid eller naar Vinhøsten beskæftigede By og Bygd. Saa viste om Natten brændende Huse, hvor Vikingerne havde haft deres blodige March, og rundt om ved Vejene laa Lig i større Tal end man kunde naa at faa jordet.
Kun sjældent havde Frankerne Held over for Vikingerne, og Folket følte sin Nød som en Straf fra Himlen. Et Lyspunkt var dog den unge Kong Ludvigs heltemodige Kamp med Normannerne ved Saucourt 881. Efter sin Fader Kong Ludvig den Stammendes Død 879 havde han arvet Riget i Vestfranken. Hedningerne vare paa den Tid fra Flandern dragne Syd paa og vare gaaede over Somme for at rykke til Beauvais. En større Afdeling, der var draget foran Hovedhærene, vilde nu vende hjem med sit Bytte, da Kong Ludvig besluttede at afskære dem Tilbagevejen. Det lykkedes hans Skarer at anrette et stort Blodbad paa Vikingerne, der alle kæmpede til Hest; til sidst trak de sig tilbage til Gaarden Saucourt ved Abbeville (3. Aug. 881). En lille Hob uforfærdede styrtede imidlertid pludselig ud fra deres Tilhold og bragte mange af de sorgløse Fjender Døden. Herved kom der Forstyrrelse i Frankernes Rækker, men Ludvig sprang af Hesten, skaffede atter Orden til Veje og fik ved modige Tilraab Krigerne til paa ny at gaa løs. Nu blev Fjenden fuldstændig slaaet, 8000 Hedninger skulle være faldne. Hvilken Jubel denne Sejr vakte, fremgaar af en smuk Sang, som en gejstlig digtede om Kampen og som hører til de ældste og mærkeligste tyske Litteraturminder. Her hedder det, efter at der er fortalt om Normannernes Hærgninger:
Da ynkedes Gud,
som skued den Nød,
bød han Ludvig
brat hid at ride:
»Ludvig, min Konge,
frels mine Folk!
Ynk og Vaande
har Normannen dem voldet!«
Svared da Ludvig:
»Herre, saa gør jeg.
Hindrer ej Døden mig,
i alt jeg lyder Dig«.
Gud var hans Fører,
Banret han løfted,
red til Franken
imod Normannen.
De, som ham bied,
Herren loved,
raabte: »Saa længe
vi vented Dig, Konge!«
Ludvig tog Skjold og Sværd,
red ud paa Heltefærd.
Avindsmænd Sandhed
agted han sige.
Kort Stund kun randt;
Normannen han fandt.
Gud han takked,
da Fjenden han skued.
Red saa i fremmest Rad,
syngende helligt Kvad;
genlød fra alles Mund:
»Kyrie eleison!«
Sangen nu tied,
i Dysten de ginge,
rød blussed Kinden,
fro leged Franken.
Kæmped de modigt,
ingen som Ludvig
djærvt og mandigt,
saa var hans Vane.
Han svinged med Spyd,
han rammed med Sværd.
For sine Fjender
bitter Malurt
fuldt han skænked.
Ve, at dem hændte sligt!
Priser Guds stærke Kraft!
Ludvig vandt Overmagt,
takked alle Helgen,
at Sejren han fanged.
Hil Dig, Ludvig,
Konge saa sejrrig!
Hvor Nød er for Haande,
hjælper han rede,
Herre, bevar ham
i Højhed og Ære!
Vikingehæren havde vel faaet et Knæk, men var ingenlunde fordreven. Og den unge Konge, som havde givet saa gode Varsler om en Befrielsens Tid, døde eet Aar og to Dage efter Kampen (882).
I Hærgningerne fulgte Normannerne aabenbart en vis Vekseldrift; de samme Landskaber kunde ikke Aar efter Aar give Plyndrerne hvad de søgte; Agerdyrkerne vare til Dels flygtede eller dræbte, Kostbarhederne vare skjulte eller fjernede, Befolkningen havde lært at forsvare sig med Sværd eller Volde. I Aarene efter 880 var det Landene ved Schelde, Maas og Rhin, som Vikingerne især hjemsøgte med deres store og velordnede Hære. De havde valgt som Vinterkvarter Nimwegen, hvor de havde opkastet Skanser og Grave omkring den prægtige, højtliggende Kongeborg, som Karl den Store havde bygget, men da Kong Ludvig af Østfranken indesluttede dem med en Hær, lovede de at drage bort, hvad de ogsaa efterkom ved Vinterens Begyndelse, efter at de dog først havde brændt Borgen. De løb derpaa med deres Flaader op ad Maas til Aschloh i Nærheden af Maastricht, hvor de paa ny indrettede sig bag Volde og Mure. Og herfra færdedes saa Plyndrerne ikke blot mod Byerne i det nærmeste Landskab, Maastricht, Lüttich, Mecheln, men de fore langt op ad Rhinen til Egne, som ikke i sytten Aar havde set disse Gæster, ja de naaede Köln, Bonn, Zülpich og mange andre Byer.
Kong Godfred havde i sin Tid truet Karl den Store med at ville hjemsøge ham i hans egen Borg Aachen; nu blev Truslen opfyldt, da en Vikingeskare red ind i Byen, tændte Borgen og Badene i Brand og tog Mariekirken til Stald for Hestene. Endnu 80 Aar derefter henlaa Paladset delvis i Ruin som Minde om Vikingernes Rasen. Videnom bleve Klostre og andre Gemmesteder for Skatte hjemsøgte, Folket klagede og jamrede sig haardt. Da i Januar 882 Kong Ludvig døde, faldt Borgernes Mod end mere, medens Vikingerne jublende spredte sig ud over Landene; de naaede ned til Koblenz og til Trier i Moseldalen, saa langt vare de aldrig trængte frem før eller naaede de senere.
Men netop paa denne Tid, da Normannerne udfoldede deres yderste Kraft, viste Karolingerne et Overmaal af Uduelighed. Karl den Tykke, Ludvig den Tyskes Søn, havde vundet Italien og Kejserkronen, desuden efter sine Brødres Død Tyskland og Lothringen; dog var han som tryllebundet til Italien og skøttede kun slet de nordlige Lande. Imidlertid var Nøden saa haard, at alle Borgere i det store Rige følte, at de burde enes om at bringe de undertrykte Egne Hjælp. Store Hære fra alle tyske Stammer, ja endog fra Lombardiet, rykkede frem mod Rhinen og naaede til Lejren ved Aschloh, som man indesluttede og angreb. Men da tolv Dage vare gaaede uden Resultat, mistvivlede Kejseren om, at et Angreb kunde lykkes, og han indlod sig i Forhandlinger med Vikingerne. De Danskes Anførere vare Kongerne Sigfred og Godfred, Jarlerne Orm (Wurm) og Hals. Kong Godfred kom til Kejserens Lejr og blev modtaget som Ven. Det blev vedtaget, at Vikingerne Sigfred og Orm skulde have 2412 Pund Guld og Sølv udbetalt og drage bort med alle deres Krigere, samt love ikke tiere at anfalde Riget, saa længe Kejser Karl levede. Kong Godfred modtog Daaben og havde Kejseren selv til Fadder, hvorpaa han fik de Lande i Forlening, som tidligere hans Landsmand Rorik havde besiddet i det vestlige Frisland, i Kennemerland og paa Betuwe (882).
Med Sorg og Skam maatte Frankerne se, hvorledes de store Anstrengelser havde været forgæves og hvordan den usle Fyrste for Penge tingede sig til hvad han let havde kunnet vinde ved ærlig Dyst.
Vikingerne forlagde derpaa deres Lejr og Plyndringer til det vestfrankiske Rige. De lastede Byttet paa 200 Skibe, som de sendte til deres Hjemland, og droge selv til Egnene omkring Somme, Mame og Oise, der nu maatte lide, fordi Østfrankernes Konge ikke havde vovet at kæmpe. Og da saa i December 884 Landets Konge Karloman døde og hans Rige tilfaldt Kejser Karl, kunde Vikingerne juble, thi de vidste vel, at den fjerne Hersker ikke vilde bekymre sig om de nordlige Kyster.
Men Frankerne skulde tillige ved en grum og svigefuld Daad udfordre de Danske. Kong Godfred, som havde ægtet Kejserens Slægtning Gisla, gjorde Fordring paa at faa et større Landomraade i vinrige Egne om Rhinen, da hans eget Grevskab ikke frembragte Vin. Paa den Sammenkomst med frankiske Udsendinge, hvor hans Fordring overvejedes, blev Kong Godfred myrdet (885). Hans Magt ved Rhinmundingen havde saaledes kun varet faa Aar, men i de frisiske Sagn levede Mindet om hans Herredømme længe; det sagdes, at han havde tvunget Indbyggerne til at gaa med Bastreb om Halsen som Tegn paa, at han hvert Øjeblik kunde lade dem hænge, og at han havde ladet dem bygge deres Husdøre saa lave, at de ærbødig maatte bukke sig mod Nord, naar de traadte ind.
De store Kampe forlagdes nu hen til Seinen. Denne Flods brede Munding og letbesejlelige Løb med det frugtbare Opland, havde ofte lokket Vikinger til dens Vande. Den grumme Asger, der for første Gang var løbet med Vikingeskibe op ad Seinen (se S. 238), var ogsaa den første, der overvintrede i Seinelandet (851—52). Denne Gang slap ikke Klosteret St. Vandrille for Plyndring, men blev jævnet med Jorden, og mange andre Kirker og Klostre led den samme haarde Medfart under Asgers 8 Maaneder lange Ophold i disse Egne.
Paris’ Forstæder vare, som det allerede er fortalt, blevne hjemsøgte allerede 845. 846 bleve de for anden Gang plyndrede og de fleste af Kirkerne brændte, 861 lede de paa ny; i det hele var Seine-Egnen i disse Aaringer stærkt hjemsøgt af Vikingeflaader.
Karl den Skaldede byggede da paa forskellige Steder befæstede Broer over Seinen, og det lykkedes ham at skræmme Normannerne fra at gentage deres Togter op ad Floden. Der gik endog otte Aar, i hvilke Seine var fri for Vikinger. Da drog i Juli 885 den store Hær, som paa den Tid havde overvintret ved Lowen, over Land til Rouen, medens dens Skibe over Havet naaede sammesteds hen. Det var uoverskuelige Hærskarer, som paa denne Maade nærmede sig Paris, ingen Sinde før eller senere havde Vikingerne samlet saa talrige Krigere. 700 større og mindre Fartøjer laa paa Floden, og Paris’ Forsvarere maatte optage Kamp med mindst 30—40000 Belejrere. Vikingerne vilde denne Gang ikke nøjes med at være Herre over Forstæderne, hvor Beboerne vare flygtede og Kirker og Huse stode tomme; de agtede at vinde selve Byens centrale Del paa Seineøen. Om ikke paa andre Steder i Frankerriget skulde det dog her vise sig, at Landet endnu besad modige og modstandskraftige Mænd.
Biskop Gauzlin var Byens gejstlige Herre, og ved hans Side befalede Greven af Paris Odo og hans Broder Robert; de vare Sønner af den navnkundige Robert den Stærke (se S. 266) og skulde begge engang bære Frankerrigets Krone. Det var deres Agt ikke blot at værne deres egen Stad mod Fjenden, men tillige at give den det stolte Hverv at være Bolværk mod Vikingernes Fremrykken til Landets Indre. Da derfor Hærkongen Sigfred i en Samtale med Bisp Gauzlin forlangte Lov til at drage forbi Byen til Bourgogne, fik han af Bispen og Odo det Svar, at de havde faaet Befaling af Kejseren om at forsvare Byen og at de vilde udføre Hvervet med lige saa stor Standhaftigbed, som Vikingekongen sikkert vilde have gjort i deres Sted. Allerede næste Dag begyndte Kampen.
Paris var dengang kun en By af tredje Rang mellem Frankrigs Stæder. Seineøen, den nuværende la Cité, var dens Hovedbestanddel og den eneste trygge Del, omgivet med en Mur fra den galliske Tid, der dog nu var forfalden; foran denne laa der, eftersom Vandet stod lavt eller højt, en bredere eller smallere Bred. Paa Flodens højre Strand fandtes en betydelig Forstad uden Forskansninger, hvorimod der paa venstre Bred var Marker og Enge. Af Karl den Skaldede var der i Stedet for den gamle Træbro, som forbandt Seineøen med den højre Bred, bleven bygget en ny Bro af Sten, og Broens Hoved forsvaredes paa det faste Land af et stærkt Taarn, bygget af Sten og omgivet af en Grav; kun den øvre Del var af Træ. En anden mindre Bro, der ligeledes var forsynet med et Taarn, forbandt Øen med den sydlige Bred.
Normannerne begyndte deres Angreb mod Broen paa Nordsiden. Frygtelige Hyl løde gennem Luften, og Taarnets Forsvarere overvældedes af Slyngekast og Pileskud. Men Bisp Gauzlin og de to Brødre vare til Stede overalt, hvor Faren var størst, og Frankerne gjorde tapper Modstand. Da Kampen i Skumringen hørte op, havde Taarnet lidt en Del, men i Løbet af Natten byggede Pariserne det endog stærkere, idet de ved Bjælker og Brædder rejste det til den dobbelte Højde.
Den næste Morgen begyndte de Danske at hugge løs paa Taarnets Stenfundament og at bore i det med Jernredskaber, hvad der dog fik en brat Ende, idet de Franske gød en glødende Blanding af Olie, Voks og Beg ned over Angriberne og bredte forsmædelig Død mellem dem. Ved en gravet Løbegang naaede Normannerne dog til Taarnet og huggede en Breche i dets Væg; men Krigere stode i tæt Række bag ved den brudte Aabning, og der kastedes fra Taarnets Top et Hjul ned, som knuste seks Vikinger. Et antændt Baal ved Taarnets Fod hyllede dette i en tæt Dunst af kvælende Røg, saa at Forsvarerne vare ved at fortvivle, indtil de omsider ved overhældt Vand fik Branden dæmpet.
Paris lod sig saaledes ikke tage i en Studs. Vikingerne maatte give Tid og slaa sig til Ro; de byggede derfor en fast Lejr med Forskansning af Sten og Jord omkring den runde Kirke St. Germain l’Auxerrois paa højre Seinebred og toge fat paa Byens Belejring med Anvendelse af al den Krigskunst og Haandværksdygtighed, som stod i deres Magt. Erobringen syntes heller ikke at haste, thi ingen tænkte paa at undsætte Paris. Kejser Karl den Tykke havde kun Tanke for sit italienske Herredømme, og de Lidelser, som hans vestlige Lande undergik, rørte ham ikke. For Vikingerne laa smukke og rige Landskaber aabne, og de sendte deres Skarer omkring paa Plyndring.
Men ogsaa Angrebene imod de to Taarne fortsattes. Normannerne byggede uhyre, med Tage forsynede Vogne, der, rullende paa 16 Hjul, som stangende Vædre skulde føres imod Murene, men det lykkedes Frankerne at dræbe de Haandværkere, som byggede dem. Under Tage af udspændte Oksehuder trængte Belejrerne derpaa ind mod Taarnenes Fod, de fyldte Gravene med Jord, Grene og Grønsvær, ja røvet Kvæg, eller de styrtede endog dræbte Fanger derned, men alt var forgæves. Og da de lod brændende Fartøjer drive ned ad Seinen for dermed at stikke Ild paa Broerne, standsedes disse af Broens Underbygning af Sten, og det lykkedes Forsvarerne at faa Skibene sænkede under Vandet.
Da hændte det den 6. Februar, at den opsvulmede Flod om Natten bortrev en Del af den mindre Bro, som forbandt Byen med Taarnet paa Sydsiden. Ved Daggry bleve Vikingerne Bruddet vaer og satte over Floden, inden Haandværkerne havde faaet Broen udbedret. De tolv Mænd i Taarnet vare hjælpeløst fortabte. Ved hidslæbt Hø fik Vikingerne Bygningen stukket i Brand; Forsvarerne maatte stige ned paa Broens Rester, hvor de efter en sidste Kamp alle bleve dræbte og deres Lig kastede i Seinen. Navnene paa disse tolv tapre Stridsmænd ere blevne bevarede og findes nu indhuggede paa en Marmorplade ved Petit Pont. Men den Bom, der spærrede for Sejladsen op ad Seine, var løftet, og Normannerne strømmede ud over Landskaberne mellem denne Flod og Loire.
En frankisk Hær under Grev Henrik nærmede sig for at bringe Paris Undsætning, men fik kun Held med at føre nogle Levnedsmidler ind i Byen, hvorimod det ikke kom til nogen alvorlig Kamp med Normannerne. Bisp Gauzlin greb da til den Udvej at købe en Del af Fjenderne bort, og Kong Sigfred og hans Mænd forlode virkelig Egnen, efter at have faaet en Pengesum udbetalt. Ikke længe efter døde Bisp Gauzlin, og det lykkedes Grev Odo, som overtog Forsvaret, at snige sig ud af Byen og at bringe de belejrede i alt Fald nogen Forstærkning.
Endelig begyndte ogsaa Kejser Karl at nærme sig med en Hær. Han sendte Grev Henrik i Forvejen, for at Hjælpen ikke skulde komme for sent, men Greven styrtede med sin Hest i en af Vikingernes med Gren værk dækkede Grave og blev nedhugget. Normannerne indsaa, at de maatte gøre en yderste Anstrengelse for i Hast at erobre Byen; de stormede løs fra alle Sider, Blykugler, Pile og Klippestykker faldt tætte som Hagl over Byen, men Pariserne gav dem Svar i fuldt Maal.
Endelig i Oktober kom Kejser Karl med sin store Hær og slog Lejr ved Foden af Montmartre. Nu flyttede Danskerne deres Lejr over paa Seines venstre Bred, hvorhen Kejseren snart ogsaa førte sine Tropper for at belejre Fjenden i hans egne Forskansninger.
Men da efter 6 Maaneders Fraværelse Kong Sigfred atter løb ind i Seine, var dette nok til, at Kejseren lod al Tanke om Modstand falde. Han gav Vikingehæren Lov til at tage Vinterkvarter i Burgund og tilsagde den 700 Pund Sølv i Løsepenge for Paris, imod at de derefter aldeles forlod Vestfranken. Saaledes opfyldte Kejseren det Forlangende, som Kong Sigfred for et Aar siden havde stillet, og tilstod Vikingerne netop det, som de tapre Parisere under utrolige Lidelser havde søgt at skærme Landet for.
Da Pariserne vægrede sig ved at lade Skibene slippe forbi Byen, maatte Vikingerne trække Skibene 2000 Skridt over Land, inden de atter satte dem i Floden ovenfor Paris.
Og saa hærgede de løs i Løbet af Vinteren, indtil de i Maj 887 igen mødte foran Paris og fik Løsesummen udbetalt. De fjernede sig derpaa, men drog ikke bort; endnu to Gange viste de sig foran Paris, og først i Efteraaret 889 forlod de endelig Seinelandet efter at have faaet en ny Sum Penge udbetalt.
Paris’ Belejring er en af de mærkeligste Begivenheder i Vikingetidens Historie, og den havde været skæbnesvanger for Frankrig. Det havde vist sig, at en befæstet By ved et Flodløb var det bedste Værn til at standse Fjendens Indtrængen i Landet, og Paris havde mundet en Anseelse, som snart skulde give den Stillingen som Frankrigs faste Borg og Hovedby. Det glimrende Forsvar havde ogsaa virket lutrende paa Folkets Følelser; man havde endelig lært, hvad Udholdenhed og Mod kunde udrette, og man havde indset, hvor ussel den Styrer var, som havde Rigets Skæbne i sin Haand. Med Stridskræfter fra alle sine Lande var han mødt ved Aschloh og nu ved Paris, og begge Gange havde han ladet Sejren slippe sig af Hænde og taget mod Fred paa skammelige Vilkaar. Tyskerne erklærede ham afsat og valgte hans Brodersøn Arnulf af Kärnthen til Konge, og Karl overlevede sin Skam kun i faa Maaneder (han døde i Januar 888); da kaarede man i Frankrig Paris’ tapre Forsvarer Grev Odo til hans Efterfølger.