Danmarks Riges Historie/1/2-3-2
II.
Dronning Thyre lader Danevirke bygge. Ærkebisp Unni drager til Norden. Hedenskabets Forfald og Kristendommens Vækst.
Kong Henriks Sejr over en dansk Konge ved Sydgrænsen havde Virkninger i flere Retninger. En af disse er allerede nævnt, nemlig at Gorm gjorde Ende paa Smaakongevæsenet i Jylland og utvivlsomt indsatte en Grænsejarl i Hedeby, saaledes som her havde været allerede fra gammel Tid. Men endvidere lod Gorm paa sin Dronning Thyres Tilskyndelse et Grænseværn bygge mod Syd.
Thyre var ifølge nogle Beretninger en engelsk Kongedatter, efter andre, mere sandsynlige Angivelser var hendes Fader Harald Jarl i Holsten; vi have foran set, hvorledes paa disse Tider Danske vare Herrer i de holstenske Lande. Overleveringen veed at fortælle meget om Dronningens Snildhed og Skønhed, og hun vandt sig et lysende Navn i de Danskes Erindring som en af de første af vor Oldtids og Middelalders mange udmærkede Dronninger. Hendes Ægtefælle Kong Gorm skildres derimod som uvirksom og sløv, og Thyre, som sandsynligvis fra sit Fødested var vel kendt med, hvad der var fornødent ved et Grænseforsvar, gennemførte, at der blev rejst et alvorligt Forsvarsværk til Beskyttelse for Landet. Her kan man ikke tale om usikre Sagn; Thyres Betydning fremgaar ikke blot af den stærke, almindelige Tradition, men staar at læse paa selve den Mindesten, som hendes Ægtefælle satte over hende og hvor hun kaldes »Danmarks Bod«, den som værnede Landet.
Historieskriveren Svend Aagesøn fortæller, at Dronningen lod udgaa Bud til Indbyggerne i alle Landsdele om i Enighed at rejse som Forsvar og Trusel mod de mægtige Naboer i Syd et stærkt Værn mellem Ejder og Sli; gammel og ung, enhver, der kunde føre en Spade, stævnedes over til Slesvig. Og nu fik, saaledes som Traditionen senere angav, hver Landsdel sit Skifte af Volden at bygge, nemlig Sjællændere og Fynboer mod Øst og Skaaningerne Vest for Kalegat, den eneste Aabning eller Port, som Volden havde, og hvorigennem den store Hærvej sydpaa gik. Jyderne paahvilede det at skaffe Fødemidler til det arbejdende Mandskab. Det hele Værk blev rejst i Løbet af tre Aar.
Thyres Vold blev draget nordligere end Godfreds Virke (S. 217, 225) paa et Sted, som frembød en bedre Forsvarslinie. Volden gik fra Stiens inderste, kløftede Vig i sydvestlig Retning til Danevirkesøen; fra Søens modsatte Side løb den videre — og her især staa endnu knejsende Rester af det gamle Værn — ned til Mosestrækningen ved Reide Aa eller Spangebæk, derpaa gik den mod Vest til Hollingsted ved Treiaa (Trene). Denne Aa og Ejder udgjorde derpaa Landets naturlige Grænseværn helt hen til Vesterhavet. Volden var 20—30 Fod høj eller endog højere, paa Sydsiden brat, men mod Nord jævnt skraanende; foran den laa en dyb, oprindelig ret skarpt hulet Grav. Det storartede Værn strakte sig henimod 2 Mil, det var rejst udelukkende af Jord og Græstørv, stundom tillige med Træstammer og sammenføjede Rammer af Tømmer til Støtte, først paa Valdemar den Stores Tid byggedes en Stenmur foran Volden. Det er intet Under, at Folket i sin Glæde over det store Enheds-Arbejde døbte Volden Danevirke, og at det med Ærefrygt saa op til den Dronning, som havde gennemført det og hvem det som Tak gav det skønne Navn Danmarksbod eller Danebod.
Det var en Tid, da der rundt om i Landene rørte sig en Bestræbelse for at rejse Jordværker, især dog til Beskyttelse for Byer, Bispesæder og Klostre. Kong Henrik I havde i Tyskland ladet mange saadanne Befæstninger bygge og ordnet Forsvaret af dem. I England var det karakteristisk nok ligesom i Danmark en Kvinde, der tog denne Opgave op. Sammen med sin Broder Kong Edvard var Kong Alfreds kraftige Datter Æthelfled, Fruen af Mercia, ikke mindst under sin Mand Æthelreds Sygelighed og efter hans Død ivrig virksom for at rejse en Række Værn mod de Danske (se nærmere Stykke IV). Der er i den Maade, hvorpaa Landbefolkningen i England kaldes til Arbejde, meget, der minder om Fortællingen om, hvorledes den danske Befolkning byggede i Skifter Volden ved Rigets Sydgrænse.
Kong Henrik havde efter sin Sejr over Kong Gnupa tvunget denne til Daab. Der var herved aabnet Udsigt til, at Forbindelsen med Norden paa ny kunde knyttes. Paa den Tid sad paa Ærkesædet i Bremen den sjette Ærkebisp Unni, der var tiltraadt sin Gerning 917; han nød Kong Henriks fulde Tillid og var højt anset af sin Menighed. Unni besluttede efter de lange Tiders Uvirksomhed at genoptage Missionen i Norden og drog af Sted (935), ledsaget paa Vej af alle Bremerkirkens gejstlige; men han skulde snart erfare, at det ikke var let at vinde Danmarks Fyrster. Kongen, den grumme Gorm, vilde ikke lade sig omvende; hans Søn Harald tillod vel, at der blev prædiket — formodentlig har han haft et eget Jarledømme — men heller ikke han vilde lade sig døbe. Unni indsatte imidlertid Præster rundt om i Landet og prædikede paa alle Øerne til stor Glæde for de mange kristne Fanger, som atter fik Guds Ord at høre og kunde lytte til Ærkebispens trøstende Tale.
Derpaa drog Unni til Birka for atter at optage Missionen i Sverige; men her blev han syg og døde (September 936). Han jordedes paa den lille Ø; dog førte Præsterne hans Hoved med sig til Domkirken i Bremen. Mindet om Unni straalede højt i Bremerkirken, der betragtede ham som den tredje Evangelist for Norden. Meget har Unni dog næppe kunnet udrette paa denne ene Rejse, som kun strakte sig lidt ud over et Aar; dog havde den nidkære Præst ydet sin Hjælp til at skærme og pleje Kristendommens unge Vækst.
Imidlertid havde i Løbet af Vikingeaarhundredet og den følgende Slægtalder Hedenskabets indre Forfald i høj Grad medvirket til at Kristendommens Lære kunde trænge igennem.
I det tidligere Afsnit er det blevet skildret, hvorledes der var foregaaet store Omdannelser inden for den hedenske Tro og Gudelære paa et Tidspunkt, da i øvrigt Troen paa Gudeverdenen var urokket. Guder, der tidligere havde staaet som de højeste og mægtigste, vare blevne trængte tilbage i Rang, medens andre havde vundet Nordboernes særlige Yndest. Nye Guder vare opstaaede under Paavirkning udefra eller for at tilfredsstille ny opkommen Trang. Enkelte Sider af de gamle Guders Væsen havde taget selvstændig Skikkelse som en egen Gud, saa at den gamle Gud nu var kløvet og udstykket. Desuden havde rene Begreber og Abstraktioner iført sig Gudeskikkelse, og Digterne havde ved bevidst Skaben bidraget til at forøge Gudeverdenen. Myterne om Guderne vare blevne talrige, og de havde ofte omdannet Billedet af den ældre Guddom.
Nordboernes Tro viste sig saaledes som et udartet Mangeguderi, der i Længden ikke kunde tilfredsstille dem, og dets første Frugt maatte være en Søgen og Higen efter at finde, hvem af de mange Guddomme der vel var den øverst raadende, og til hvilken Gud Folket, den enkelte Landsdels Beboere eller den enkelte Mand særlig kunde slaa Lid. I Stedet for at fornægte nogen Gud vilde Hedningen kun vide, hvem af Guderne der var den stærkeste eller hvem der var ham særlig naadig. Dette Standpunkt førte atter til, at man ikke saa meget bestræbte sig for at bøje eller forsone de modvillige Guder, som man prøvede paa inden for Kredsen af Guder at finde den enkelte, som vilde være En gunstig. Samtidig saa imidlertid Hedningerne, at de Kristnes Gud ofte var stærk og beskyttede sine troende; hvorfor skulde de da ikke under haarde Trængsler prøve paa at henvende sig til ham om Hjælp?
Dette er et Træk, som idelig kommer igen paa disse Tider. Saaledes fortæller »Ansgars Levned«, at Svenskerne paa et Tog til Kurland forgæves havde belejret en By i ni Dage; de kastede da Lod for at udfinde, hvem af Guderne der vilde hjælpe dem, men ingen viste sig gunstig. Der blev almindelig Sorg hos Krigerne, indtil en Købmand raadede dem til at forsøge, om ikke de Kristnes mægtige Gud vilde komme dem til Hjælp. De kastede saa Lod paa ny, og det viste sig, at Kristus vilde hjælpe. Med nyt Mod tog man fat paa Belejringen, og snart overgav Borgen sig. Som Tak for Sejren og for det umaadelige Bytte lovede Svenskerne for Fremtiden at faste i fyrretyve Dage, og fra nu af begyndte Fastetid og Almisse at faa Indgang hos dem. Noget lignende fortælles om de Danske, som under Høvdingen Regner plyndrede Paris. En smitsom Sygdom havde bredt sig imellem dem, men da de paakaldle Gudernes Hjælp, faldt Loddet uheldigt; da raadede en kristen Fange dem til at søge Bistand bos de Kristnes Gud, og nu faldt alt heldigt ud. Den danske Konge og hele Folket afholdt sig i fjorten Dage fra Kød og Mjød, og Landeplagen ophørte; til Tak sendte han alle kristne Fanger hjem til deres Fødeland.
Omtrent paa de samme Tider fandt der en Kamp Sted paa Irland mellem Danske og Norske, i hvilken de sidste sejrede. De Danskes djærve og tapre Anfører Orm søgte da at opflamme sine Krigeres Mod. Han raadede dem ogsaa til at opsende Bønner til St. Patrick og love ham Almisse, thi mod denne Irlands øverste Helgen havde de Norske øvet saa mangen ond Daad. Da raabte alle, at de vilde stille sig under Beskyttelse af St. Patrick og den Gud, som var Herre over ham; alt Byttet vilde de give til hans Kirke. Og nu vandt Danskerne Sejr over de tre Gange saa mandstærke Fjender. Men Danskerne sendte et stort, rummeligt Bæger, fyldt med Guld og Sølv, til St. Patrick. »For de Danske vare et Folk, som havde dog nogen Fromhed, d. e. de kunde give Afkald paa Mad og Kvinder for en Stund«.
Et andet Træk er betegnende for denne Brydningstid, nemlig at Vikingerne under Nød afkøbe sig den kristne Guds Vrede. Paa et Tog til det berømte Kloster St. Sauveur de Redon i Bretagne havde Munkene anraabt Himlen om Bistand, og der udbrød et saa frygteligt Uvejr, at Bølgerne rullede højt op paa Stranden. Forfærdede gave Hedningerne Løfter om at ville skaane Guds Hus, hvis de kun undslap Døden. Da nu Stormen lagde sig og Vikingerne ikke havde lidt Skade, sendte de ikke blot Guld og Sølv til Klosteret, men tillige Alterstager med Anmodning om, at Munkene vilde brænde Lys for Alteret. Nogle Aar senere kom Vikinger ved Pinsetid til Klosteret St. Omer, de lagde forsigtigt en betydelig Mængde Sølv paa Kirkens Alter som Skat til Helligdommen, og efter i et følgende Aar at have plyndret den berømte Viktorskirke i Xanten, sendte de i frygtsom Overtro Kirkeskatten tilbage. Under Overfaldet paa Arras 880 skaanede de hverken Klosteret eller Borgernes Huse, men Kirkerne lode de urørte. Saaledes saa det ud til, at Vikingerne, der aldrig vare traadte op som Forkyndere af nogen Tro eller som ivrige for at udbrede Læren om Aseguderne, nu vare tilbøjelige til at forsone sig med deres Modstanderes Gud eller hans Helgene, i hvert Fald vilde de sikre sig mod alt Fjendskab fra deres Side.
Det var med saadanne Tanker, at Nordboerne gik endnu et Skridt videre og lode sig primsigne. Den, som vilde forberede sig til Daaben eller blive Katekumen, afsvor de gamle Guder og lod sig tegne med Korsets Tegn. I »Ansgars Levned« forklares det saaledes, at man opsatte Daaben til Dødsøjeblikket for da mere ren og skær at gaa ind ad det evige Livs Porte. Imidlertid fremgaar det af nordiske Beretninger, at Hovedgrunden for mange til at lade sig primsigne var Ønsket om at blive optaget som Købmænd i verdslige Kredse af Kristne eller at træde i Kongernes Tjeneste. Saaledes lod Egil Skallagrimsson sig med 300 af sine Folk korstegne for at kunne gaa i Kong Æthelstans Tjeneste, og uden at det hindrede ham i senere at paakalde Aseguderne. I Sagaen om Gisle Sursson fortælles, hvorledes denne lod sig tegne med Kors i Danmark, saaledes som det var udbredt Skik hos Folk paa Købmandsfærd; de kom da i fuldt Fællesskab med Kristne. Gisle undlod fra den Tid af at blote, men havde i øvrigt sine egne religiøse Anskuelser, og hans Hustru antog først efter hans Død Kristendommen under et Ophold i Hedeby.
I hvert Fald kunde de gamle Guder ikke tilfredsstille Hedningerne længere: de vare blevne altfor menneskelige og legemlige, og i det voksende Tal af Myter fremtraadte de fulde af Lyder og Synd. Mange havde ogsaa forvildet sig saaledes i deres Tro, at de dyrkede den Lund eller Høj, hvori Guden boede, i Stedet for Guden selv, og ved de mange Gudebilleder var Troen bleven raa og fetishagtig. Saaledes vare Sindene paa mange Maader blevne modne til at slippe den gamle Tro. Men ved Siden af dem, der paa forskellig Maade nærmede sig Kristendommen, fandtes ogsaa vitterlige Fornægtere af baade de hedenske og kristne Guder. Allerede om Rolf Krake og hans Mænd fortaltes det, at de, stolte over deres egen Kraft, ikke troede synderlig paa Guderne (se S. 114), og i Sagaerne nævnes ofte Mænd, som kun troede paa egen Styrke; atter andre forfaldt til mystiske Spekulationer — kort sagt, om Tiden var fuld af Kamp og Uro i den ydre Verden, udkæmpedes der ogsaa store Kampe i de Danskes eget Bryst.