Danmarks Riges Historie/1/2-3-4
IV.
Kong Edvard og hans Søster bygge Borge mod de Danske og erobre Østangel. Kong Æthelstans Sejr ved Brunnanburh; Kong Edvard befrier Femborgene. Kong Edgar og de Danske.
Kong Alfred kunde ved sin Død (901) se med Stolthed tilbage paa sit Livs Gerning; kun delvis havde han sejret, men utrætteligt havde han kæmpet, og med fremtidige Kampe for Øje havde han udviklet sit Lands Forsvarsvæsen. Men de Danske havde store Dele af de gamle angelsachsiske Riger i Besiddelse, og mange Farer vare endnu i Vente. Thi vel havde mangfoldige af de indflyttede Nordboere antaget Kristendommen, men det faldt dem dog haardt at tæmme de gamle Vikingevaner, og der laa en idelig Fare i deres fortsatte Forbindelser med Hjemlandet.
Edvard, Alfreds ældste Søn, arvede hans Rige (901—24) og optog tappert Kampen med de Nordboer, som angrebe snart en, snart en anden Kyst. Men med lige saa stor Dygtighed kæmpede hans Søster Æthelfled. Hun var gift med Æthelred, der styrede Mercia; under hans vedvarende Sygelighed og efter hans Død var det hende, som djærvt kaldte Krigerne til Kamp.
Kong Alfred havde udviklet Englands Søværn; den Plan, som hans to Børn nu forfulgte, var at bygge en Række Fæstninger til Støtte for Forsvaret og Landegrænsen, ja om muligt lægge disse ind paa Omraader, som hidtil havde været i Danskes og Norskes Vold. England havde saa godt som ikke kendt Fæstningsværker, nu lode de to Søskende ikke mindre end 27 Fæstninger bygge og udbedre i Løbet af en halv Snes Aar (912—21). Værnepligtige fra alle Dele af Landet maatte tage Del i Arbejdet, som gerne blev udført, medens andre Delinger af Hæren stode som Vagtpost i Nærheden og beskyttede de arbejdende. Man rykkede endvidere ikke straks de Danske nær paa Livet, men begyndte i nogen Afstand.
For de Danskes Landsdele eller Danelag, som de hed, fordi dansk Lov her var gældende, havde Lea været den sydlige Grænseflod, og ved den byggede Edvard en Borg Hertford, først paa Nordsiden, saa paa Sydsiden; ude i Essex lagde han en Fæstning ved Maldon, straks derpaa en anden nordligere i Colchester. Paa hver sin Side af Wætlingastreet byggede Edvard Fæstninger ved Buckingham og Bedford, men saa rykkede han helt frem mod Kysten med Borgene Huntingdon, Stamford og Nottingham, og paa lignende Maade banede Æthelfled sig Vej fra Mercia. Englænderne havde aabenbart lært Tidens Kunst at bygge Fæstninger; men medens Kong Henrik I omgav de tyske Byer med Mure, have Angelsachserne næppe bygget af saa solidt Materiale; i den Maaned eller lidt derover, man havde til Raadighed for hver Borg, vilde man alene kunne danne et Forsvarsværk af Palisader, Jordvolde og Grave, kun en enkelt Gang byggede man af Sten.
Men at Fæstningerne vare truende og alvorlige nok, ses ikke blot af Nordboernes Bestræbelser for at hindre Byggeriet, men af de byggede Borges Virkninger; thi næppe var en Borg grundet, førend den omboende Befolkning gav sig ind under Kong Edvard eller under Æthelfled. Som Brikker rykke frem paa et Bræt, vare efterhaanden disse Borge dragne ind over Danelagen, og da de ofte rejstes som Tvillingborge paa hver Side af en Flod eller Strøm, spærrede de for Vikingeskibenes Fart op i Landet.
Efter Æthelfleds Død (919) indgik Mercia i Edvards Rige. Østangel var da helt erobret tilbage, og mange af Nordboerne vare dragne dels til Frankrig, dels til Cumberland og Westmoreland, hvis nordiske Befolkning paa disse Tider blev stærkt forøget. Imidlertid besad største Parten af de nordlige Landsdele fremdeles en vis Uafhængighed og anerkendte kun Englands Konge som Overherre. Edvards Efterfølger Æthelstan (924—40) fortsatte sin Faders Erobringer. Northumbrerne lovede at opgive alt Hedenskab, og Borgen i York blev nedrevet; Kongerne i Bernicia, Wales og Skotland hyldede ham.
Paa disse Tider mærkes det ogsaa for første Gang, at Nordboer og Englændere arbejde sammen Haand i Haand under Fredens Gerning; mange Mænd med danske og norske Navne og med Jarletitel findes i den engelske Konges Omgivelser og nævnes som Vidner i hans Breve. Men der gjordes ogsaa paa de Tider et Forsøg paa at genoprette et større Rige for Nordboer i England.
Olaf, Sigtrygs Søn, med Tilnavnet Kvaran, af den gamle northumberske Kongefamilie, pønsede stadig paa at erobre det tabte Land tilbage. Understøttet af sin Svigerfader Kong Konstantin i Skotland, Kong Olaf Godfredsøn fra Dublin og mange Hjælpeskarer fra de nordiske Kolonier førte han en Flaade paa 625 Skibe op ad Humber og bemægtigede sig York. Kong Æthelstan og hans Broder Edmund samlede i Hast en Hær og vandt ved Brunnanburh den skønneste Sejr (937). Olaf maatte flygte; fem Konger og syv Jarler laa mellem de faldne. Slagets Ry levede længe som et mørkt og lyst Minde i Nordboernes og de Engelskes Fortællinger om Fortiden, og en angelsachsisk Skjald sang i et vidt kendt Digt saaledes:
Faldne laa
Skottefolket
og Skibsmænd,
mærket til Døden.
Marken væded
Stridsmænds Blodstrøm
alt dengang Sol
i den aarle Stund,
den skinnende Stjerne,
gled over Grunden,
Guds klare Kjerte,
den Evig-Høies,
indtil den hulde
dunkel daled.
Der laa i Hob
nordiske Helte
naglet af Pilkast,
skudte paa Skjolde,
Skotter tillige
af Vaabenleg mætte.
Fremad Vestsachser
i Delinger djærve
Dagen til Ende
fulgte i Hæl
hadske Fjender;
med raske Hug
dem rammed i Ryg
kværnsleben Klinge.
Ei for nære Haandkamp
Mercier sig ømmed
mod nogen Helt
mod nogen Helt
i Flok med Olaf
til Landet faren
paa Baades Barm
over Bølge-Bruset
fejg til Døden.
Fem og faldt
i Kampkredsen
Konger unge
i sværvoldt Slummer
saa og syv
af Olafs Jarler,
i utalt Hob
Sømænd og Skotter.
Dér sloges til Flugt
Nordmænds Fører,
af Nøden kuet,
kom til Skudens Stævn
med svunden Skare.
Fra Kysten Kongen
Knøren stødte,
paa gulgraa Bølge
bjerged Livet.
Mod Nord og den snilde
med flyende Skare,
kom til sit Kongeland
Konstantin.
Ej graahaaret Helt
prale behøved
af krydsede Klinger
paa Kampvolden,
af Maag og Ven
i Sværdmødet myrdet,
til Uliv saaret.
Ej heller Olaf
og levnet Skare
lo, naar de meldte,
at i Dyst ved Daad
de djerve sig teed,
da Mærkerne mødtes
i Kamp-Mylderet,
Pilskud sused
og Mændene segned
i Vaaben-Vrimlen
paa Valstedet,
og at med Edvards
Afkom de leged.
Til naglslaaet Skude
skyndte sig Nordmænd,
af Landsestik lede;
paa larmende Sø
over dybe Vande
mod Dublin de styred,
i harmfuld Hu
til Hjemsted-Havnen.
Nu de baade
Brødre tilsammen
Konge og Ædeling
til Odel droge,
til Vestsachsers Vange
vaabenfro.
Lig bagved sig
som Lod de levned
for skumle Ravn
i det sorte Skrud
med hvasse Hornnæb,
og for hvidrygget,
graakjortlet Ørn,
Aadslets Æder,
for graadige Hærfalk
og det graa Udyr
Ulv i Skove.
Kong Æthelstan døde 940 og efterfulgtes af sin unge Broder Edmund. Der udbrød da nye Uroligheder i Northumberland, og det viste sig snart umuligt at bevare Landet. Den gamle Tronfordrer Olaf, Sigtrygs Søn, blev taget til Konge i York og fandt Tilslutning hos de Danske og Norske i Mercia. Efter nogle Kampe fik de to Ærkebisper Wulfstan af York, der straks havde sluttet sig til Olaf, og Odo af Canterbury, der var af dansk Herkomst, en Fredsslutning i Stand, ved hvilken Olaf beholdt det nordlige Rige.
Derimod blev det Kong Edmunds store Bedrift, at han befriede de saakaldte Femborge (942). Det var et eget Omraade inden for Danelagens midterste Del, som knyttede sig til de fem Byer Derby, Nottingham, Stamford, Leicester og Lincoln. Fra disse befæstede Stæder, der dannede som et Forbund, strakte danske og norske Høvdinger — thi paa disse Tider høres der ofte om Nordmænd i England — deres Magt ud over Beboerne i det omliggende Landskab. Om denne Erobring synger Skjalden saaledes:
Her Edmund Konge,
Anglers Herre,
Slægtens Skjærmer,
sværdvandt Mercia.
Borge fem
Ligoraceaster
Lincoln tillige
og saa Snotingaham
dertil Stamford
og Deoraby,
forhen under Danske
og for Nordmænd
bøjed Nakke,
ufri Fanger
i Hedningfængsel
i lange Tidsrum,
indtil dem løste
Stridsmænds Støtte,
den daadstærke,
Edvards Ætling
Edmund Konge.
Northumberland vedblev i de følgende Aaringer at hævde sin Uafhængighed. Her var snart eet, snart to Kongeriger og en stadig Skiften af Konger. Saaledes opkastede ogsaa den fra Norge fordrevne Konge Erik Blodøkse, Harald Haarfagers Søn, sig til Konge i York; da Høvdingerne senere nægtede at støtte ham, maatte han forlade Landet, men vendte atter tilbage, indtil han omsider paa ny blev forjaget og kort efter dræbtes. Northumbrerne gave sig derpaa ind under Englands Konge Edred (954). Der opstod efter den Tid aldrig mere et uafhængigt nordisk Rige inden for Angelsachsernes Lande.
Den berømteste af Kongerne i England efter Aarhundredets Midte var Edgar (959—75). Han var kun 16 Aar gammel, da han besteg Tronen, og han bortreves allerede i sit 32. Aar; ikke desmindre har hans Regeringstid været mærkelig for England i flere Henseender. Uagtet sine unge Aar styrede Edgar med Manddomsstyrke og erfaren Klogskab. Han bragte Englands Ledingsflaade op til ikke mindre end 3600 Skibe og lod den hvert Aar vise sig langs Kysterne, hvad der havde den Virkning, at ikke et eneste Vikingeangreb fandt Sted under hans Regering. Med Bistand af sin tro Ven Ærkebisp Dunstan gennemførte han endvidere store Reformer i Kirken. Kun een Dadel rettede man imod ham, nemlig at han lod fremmede have fri Adgang til Landet og gav dem megen Indflydelse. Og vist er det, at Edgar beskyttede Nordboerne. Han havde allerede fra Barnsben færdedes mellem Danske, idet han som lille Dreng var bleven givet til Alfwina, den østangelske Jarl eller »Halvkonge« Æthelstans Hustru, til Opdragelse.
Kong Edgar maa have faaet Blik for Danskernes Dygtighed; thi han hævede dem til de højeste gejstlige Stillinger. Vi nævnte foran Ærkebisp Wulfstan af York; paa Grund af hans stadige Forbindelser med de Danske havde Kong Edred været nødsaget til at forflytte ham til Dorchester, og nu fulgte efter hinanden paa Yorksædet tvende Ærkebisper Oskytel og Osvald, som begge synes at have haft dansk Blod i Aarerne. Dunstans Formand paa Ærkebispesædet i Canterbury Odo var en Søn af en Viking, som var kommen til England med Lodbrogsønnerne Ivar og Ubbe. Kong Edgar knyttede endvidere Forbindelser med Nordboerne uden for det engelske Rige for med deres Bistand at bekæmpe sine Fjender. Han hjalp norske Krigere fra de skotske Øer til at kunne bosætte sig paa Anglesey og paa Kysterne af Wales, og det lykkedes ham herved at vinde Magt og Indflydelse i Wales.
Saaledes vandt Kong Edgar Ry og stor Anseelse, og som et Tegn paa sin vundne, stærke Magt og paa den Enighed, der nu raadede blandt de i England byggende Folk, lod den pragtlystne Konge sig med stor Højtidelighed krone i Bath af Dunstan (973). Umiddelbart derefter holdt han en stor Flaadesamling ved Chester. Ved denne havde man det storartede Skue at se Edgar styre en Baad, roet af otte Konger fra skotske, kymriske og walisiske Lande og ligeledes fra det norske Rige paa Man og andre Øer.
To Aar efter døde Edgar, og fra den Tid af sank under udygtige Konger Angelsachsernes Magt i England.