Danmarks Riges Historie/1/2-4-9

Fra Wikisource, det frie bibliotek


1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 397-400

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 398.jpg
148. Kong Olafs Fald[1] (Initial i Flatebogen fra o. 1380 paa det kongelige Bibliotek.)

IX.

Knud drager til Norge og underlægger sig Landet. Kong Olafs Genkomst og Fald ved Stiklestad.

Kong Olafs Overfald paa Danmark maatte hævnes, og hans mislykkede Tog kunde kun indbyde Knud til at prøve Kræfter med ham i hans eget Land. De mange misfornøjede, som samlede sig i England, hidsede desuden hertil. Men Knud foretrak som altid at udrette saa meget som muligt ved Overtalelser og Penge, førend han greb til Sværdet. Derfor vare hans Udsendinge allerede i Løbet af Vinteren virksomme i Norge; de udbetalte rigelige Summer, og mange tilsagde den rundhaandede Konge deres Tjeneste. Der blev talt aabenlyst derom, og Sighvat Skjald, som nylig havde besøgt Kong Knud i England, kvad dette Vers:

Avindsmænd af Kong Olaf
aabne Punge os bringe,
Løn loves højt for Herrens
Hals, som ej falbydes.

Mand, som for tunge Malme
mildsæl Herre sælger,
til mulmsorte Helved stunder,
Straffen vil dér ham træffe!

Kong Olaf nærede nogen Mistanke mod Sighvat og sigtede ham for, at han var bleven Knuds Mand, men Sighvat svarede:

Knud, Paa Guldet ej karrig,
kræved mig, om jeg ej ævned
tjene ham huldt, som jeg hylded
Herskeren ædle Olaf.

»Kun een Mands Tjener hver Time —
tykkes mig — lykkes det være!«
Saalunde jeg troede svare
sanddru — hver Mand kan det vidne!

Da genvandt Sighvat Skjald sin Herres Velvilje.

Det var rygtedes i Norge, at Knud havde ladet en stor Hær udbyde i Danmark, og de misfornøjede bleve derfor end mindre til-

bøjelige til at staa Olaf bi, saa at han fik meget lidt Mandskab. Fra England havde Knud kun medført 50 Skibe, men fra Danmark kom der henimod 1400 Skibe i alle Størrelser, og med denne store Flaade sejlede han fra Limfjorden til Norge. Han landede ved Agder og lod straks stævne til Ting. Bønderne hyldede ham og gav Gisler, medens Kongen indsatte Embedsmænd. Dette gentog sig i alle Fylker efterhaanden som Knud drog Nord paa, indtil han til sidst i Nidaros stævnede 8 Fylker sammen til Øreting og blev taget til Konge over hele Norge. Thore Hund og Haarek af Thjotta bleve Kongens Lendermænd og svore ham Troskab. Derpaa lod Knud sammenkalde baade sit danske Følge og Nordmændene til et stort Møde, paa hvilket han kundgjorde, hvordan han tænkte at styre de tre Riger. Han satte sin Søn Hardeknud i Højsædet hos sig, gav ham Kongenavn og tildelte ham Danmark. Norge overdrog han sin Søstersøn Hakon Jarl at bestyre. Samtidig smigrede han Ejnar Tambeskælver ved at udpege ham som den, der vilde have været nærmest til dette Hverv, om Hakon ikke havde været, hvorfor ogsaa Ejnar tilsagde Knud Troskab.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 399.jpg
149. Kong Olaf (to Felter af Kong Kristian I's Rejsealter, udskaarne i Hvalrostand, i Nationalmuseet).

Uden at et Spyd var kastet eller et Sværd svunget, var Knud saaledes bleven Norges Herre; han var kommet, havde set og taget. Ganske vist raadede Olaf endnu over Viken og Oplandene, men da Knud atter drog mod Syd, havde Olaf ingen anden Udvej end fra Oslo Fjord, hvor han havde samlet sin lille Styrke, at trække sig tilbage til Ringerige. Og Knud ænsede ham ikke; han lod sig hylde i Sarpsborg for Landskabet Viken og vendte tilbage til Danmark. Olaf forsøgte endnu en dristig Fart op langs Norges Vestkyst, men fandt ingen Tilslutning, og først efter mange Eventyr slap han gennem Landet ind til Vestergøtland og Nerike; senere drog han til Rusland.

Jarl Hakon kom vel ud af det med de nye mægtige Høvdinger i Norge, men Knud havde ikke ret Tillid til, at han djærvt vilde tage en Kamp op mod den fordrevne Konge, hvis han skulde falde ind i Landet. Han lod derfor Hakon kalde til sig under Paaskud af, at han vilde give ham en Slægtning af sig til Ægte, men ud for Spidsen af Skotlands Nordkyst gik Skibet under med Mand og Mus. Saaledes var Landet høvdingeløst, da Kong Olaf gjorde sit Forsøg paa at genvinde det norske Rige. Med sin Skare kom han dragende ind over Jemteland og Værdalen. Kalf Arnesøn var af Knud bleven bemyndiget til, hvis Olaf atter skulde vende tilbage, da at staa i Spidsen for Rejsningen imod ham, og nu samlede han og andre Lendermænd med stærk Tilslutning fra Bønderne en Hær, som vistnok var fire Gange saa stor som Olafs. I den haarde Kamp ved Stiklestad den 29. Juli 1030 blev Olaf dræbt og hans Skarer fældede eller forjagne (Figg. 148—49).

Hvis Knud havde givet Ejnar Tambeskælver eller Kalf Arnesøn skønne Løfter om Stillingen som Landets Styrere, gik dette i alt Fald ikke i Opfyldelse nu, thi Knud kaldte sin Søn Svend, der hidtil havde styret Venden, over til Norge, og Svend blev taget til Konge paa de forskellige Lagting. Han var kun omtrent 14 Aar gammel, men havde ved sin Side som Formyndere og Hjælpere sin Moder Ælfgifu eller, som hun i Norden kaldtes, Alfifa og Harald, Thorkil Jarls Søn.

  1. Kong Olaf blev i Kampen saaret ved et Hug over Knæet, han satte sig paa en Sten, og her tilføjedes der ham yderligere et Stik i Underlivet og et Hug i Halsen, hvilket gerne fremstilles paa de gamle Afbildninger. En af hans Banemænd var Lendermanden Thore Hund.