Danmarks Riges Historie/1/3-1-1
TREDJE BOG
SVEND ESTRIDSENS OG HANS SØNNERS TIDSALDER
(1042—1157)
FØRSTE AFSNIT.
DANMARK UNDER MAGNUS DEN GODE OG SVEND ESTRIDSEN.
I.
Magnus tages til Konge i Danmark. Svend Ulfsen bliver hans Jarl, men svigter ham. Magnus’ Sejr over Venderne paa Lyrskovshede.
I halvtredje Hundred Aar havde de Danske levet deres Liv fuldt saa meget uden for deres Land, som de havde varetaget deres Dont i Hjemmet; i hvert Fald havde deres Optræden i Udlandet, deres Kampe eller Samvirken med fremmede Folkeslag haft en indgribende Betydning for deres Historie og Udvikling. Paa alle Omraader havde de modtaget stærk Paavirkning udenlands fra, samtidig med at de havde haft store Opgaver at varetage i de fremmede Riger. Nu vender Bladet sig, der indtræder gennem hundrede Aar en Hviletid, da de Danske kun i ringe Grad krige udenlands og ikke erobre sig nye Landsdele eller Riger, saalidt som de tabe noget af deres eget gamle Omraade. Folket afslutter sig inden Døre, Landet samler sig, det søger at opbygge sit eget Hjem og at afklare alle de vundne Erfaringer.
Men en tilsyneladende Hviletid udviser netop ofte den største Virksomhed og Udvikling. I Fostret foregaar den stærkeste Vækst, i Puppetiden, da Dyret synes fuldkommen al slumre, arbejdes der med utrolig Kraft, der omsmeltes, smedes og hamres, indtil Hammen kan kastes og en ny Skabning fuldt udfoldet flyver frem. Den hundredaars Stilhedstid, som nu indtræder, var netop en saadan Væksttid, da Samfundet omformede og fæstnede sig, men kun sjældent traadte frem for den store Verden. Og der var betydningsfulde Opgaver at varetage inden for Folket. Det varme Vikingeblod maatte kølnes og ledes som pulserende Kraft ind i alle Samfundets Organer, en Ordning og Fuldførelse af den kirkelige Bygning maatte foregaa, ved Forfatning og Love maatte der skabes Ro og Tryghed, saa at hver kunde arbejde paa Fredens Gerning.
Og alt dette skete, saa at Landet — efter en kortere Forfaldstid i det 12. Aarhundredes første Halvdel — kunde gaa glimrende udrustet ind til Valdemarernes Storhedstid.
Vi have ikke mange Oplysninger om Svend Ulfsens Ungdomsaar, men Hovedtrækkene af hans bugtede Livsbane kunne vi dog følge. Han var født i England o. 1018, og selv efter at hans Fader var bleven indsat til Statholder i Danmark, vedblev han at faa sin Opdragelse i England, halvvejs som Gidsel for Faderens Troskab. Senere gik han til Sverige, hvor han besad meget Gods efter sin Moder og Mormoder; Kong Svend fortalte da ogsaa Magister Adam fra Bremen: »I tolv Aar gjorde jeg Krigstjeneste hos Kong Anund Jakob«. Hardeknud tog sig imidlertid af Svend og gav ham en Stilling som Jarl i Danmark.
Uagtet Svend ved sin Fætters Død havde Arvekrav at gøre gældende baade i Danmark og England, manglede han det, som en Tronfordrer mindst kan undvære, et stærkt Parti, der vilde støtte hans Sag. Han havde ikke forstaaet at skabe sig et saadant, ja man kan sige, end ikke at vinde Anseelse for sin Karakter eller Dygtighed. Svend hørte til de Naturer, som udvikle sig langsomt. Han havde færdedes i England, Danmark og Sverige og havde Slægtninge alle Steder, men snarest maatte han vel kunne vente Understøttelse fra Frænderne i England. Her levede Svends Broder Asbjørn, indtil Kong Edvard fordrev ham; andre formaaende Medlemmer af Slægten vare ligeledes bosatte der. Men Jarl Godwin ønskede, uagtet han var gift med Svends Faster Gyda, en indfødt Angelsachser til Konge og understøttede den munkefromme Edvard, som han fuldstændig vilde kunne lede, og Edvard vandt England, medens Kong Magnus tilegnede sig Danmark med Paaberaabelse af en med Hardeknud sluttet Overenskomst.
Efter at der nemlig i de nærmeste Aar efter Knud den Stores Død havde været ført Krig mellem Kongerne Hardeknud og Magnus, havde de danske og norske Stormænd, som ledede de to unge Kongers Styrelse, bragt en Sammenkomst i Stand imellem dem paa Brennøerne ved Gøtaelvens Udløb, og her havde de to Fyrster tilsagt hinanden gensidig Fred og vedtaget som Fostbrødre, at den, som blev den længstlevende, skulde arve den andens Land, hvis han døde sønneløs. Dette Forlig blev besvoret af 12 Mænd paa hver Side, de ypperste i de to Riger. Hvor mærkelig end denne Kontrakt lyder, findes der et vægtigt Bevis for, at den virkelig er bleven indgaaet, nemlig at det lykkedes Magnus at tage Danmark i Besiddelse uden Modstand efter Hardeknuds Død.
Men hvor farlig en Modstander var ikke ogsaa Kong Olafs Søn! Det er allerede foran fortalt, hvorledes Olaf allerede i Sommeren efter Stiklestadslaget var af Menigheden i Nidaros dømt til at være sand Helgen, hvad alle de Undere, der skete ved hans Grav, fuldt godtgjorde. En Kanonisering af Paven var anset for ufornøden, og en saadan opnaaede Olaf heller aldrig. Troen paa, at Olaf var en af Guds udkaarne, og at der saaledes ogsaa i Norden kunde kaldes Vidner til Arbejde i Sandhedens Tjeneste, bredte sig ilsnart og mægtigt ud over alle Egne, hvor Norske vare spredte og hvor i det hele Nordboer færdedes. Vi have Vidnesbyrd om, at der ikke 25 Aar efter Kongens Fald var opført en St. Olafs Kirke i Exeter i England, og Kirker til hans Ære have sikkert samtidigt været byggede mange andre Steder. Adam af Bremen fortæller, hvorledes alle Nordboer, og Venderne ikke mindre, fejre hans Festdag med den største Ære, og at man strømmer langvejs fra sammen til hans Grav. Endnu havde Olaf jo heller ikke faaet andre nordiske Helgene til Medbejlere.
Over den unge Kong Magnus lyste der saaledes Glans fra Faderens store Navn, og de Danske kunde heller intet have at indvende mod Magnus’ Personlighed. Han var en 18-aarig, velvoksen Yngling med lysebrune Lokker om et Ansigt, hvis Træk tegnedes baade af Godhed og Karakter; tapper var han, og han blev rost for Retfærdighed. I Begyndelsen af sin Regering havde Magnus troet at maatte optræde med Haardhed, men han lærte snart, at hans rette Opgave var at tilgive og glemme.
Svend søgte at skaffe sig Tilhængere i Danmark, men det lykkedes ham ikke; Magnus blev hyldet overalt. Da drog Svend til Konghelle og bad Magnus om at faa Len i hans Lande, idet han tilsagde ham urokkelig Troskab. Og Magnus lod sig vinde og lovede at gøre ham til Jarl. Han havde ikke spurgt Ejnar Tambeskælver til Raads, og denne udbrød, da han hørte derom: »For stor en Jarl, for stor en Jarl, Fostersøn!«
Med Haanden paa et Relikvieskrin aflagde Svend Ed paa, at han altid vilde være Magnus tro og altid forøge, aldrig formindske hans Rige, og Magnus, som satte Hjelm paa hans Hoved og hængte Skjoldet om hans Skulder, gav ham Jarlsnavn med det Hverv at forsvare Jylland mod Vender og Tyske. De fulgtes derpaa til Jylland, hvor Magnus indsatte ham i hans Embede. I Slesvig mødtes Kongen med Hertug Bernhard af Sachsen og den danskfødte Bisp Tymme af Hildesheim, og her blev et Ægteskab aftalt mellem Magnus’ Søster Ulfhild og Sachserhertugens Søn Ordulf.
Imidlertid skulde Svend ikke bevare sin Troskab længe. De islandske Sagafortællere finde naturligvis, at Svends Opførsel var svigefuld. Der var dog hændet en Begivenhed, som vel kunde indgyde Svend Mistanke. Jarl Harald, Thorkil den Højes Søn, der var gift med Svend Tveskægs Datterdatter Gunhild og som i sin Tid som Værge for Hardeknud havde styret Danmark og Jomsborg, havde været paa Pilegrimsfærd i Rom, men paa Hjemrejsen blev han dræbt af den nys nævnte Ordulf, Kong Magnus’ Svoger. I Danmark maatte man opfatte Drabet som udgaaet fra en Plan om at rydde dem af Vejen, som kunde gøre bedre Krav gældende paa Danmarks og Englands Trone end Magnus, og den Harme og Gæring i Sindene, som Begivenheden vakte, vidste Svend at benytte. Understøttet af den mægtigste Mand i Jylland paa de Tider, Thorkil Gøse, stævnede Svend Jyderne sammen til Ting, og her gav Thorkil ham Kongenavn. Ogsaa fra Venden, hvor den dræbte Harald sikkert havde Venner, fik Svend Hjælp. Men dette Forbund virkede saa skræmmende paa Magnus, at han udbød Norges halve Krigsmagt, og Svend maatte nu flygte til Kong Anund i Sverige.
Dersom Magnus vilde gøre sig Haab om at besidde Danmark i Ro, maatte han nødvendigvis underlægge sig den vigtige militære Vagtpost, som Riget havde hinsides Odermundingen. Jomsborg havde hidtil ikke villet bøje sig for den norske Konge, nu sejlede Magnus derhen med en stor Flaade, og det lykkedes ham efter en haard Kamp at indtage saavel Byen som Borgen. Da han sejlede hjemad, traf han ved Rügen paa en Skare Vikinger, som han ligeledes besejrede.
Magnus’ Herredømme i Danmark og hans Betvingelse af Jomsborg begyndte imidlertid at ængste Venderne. De havde under Kong Knud ikke vovet sig til at angribe de danske Kyster; men der havde senere været savnet i Riget den stærke Haand, der kunde holde dem i Ave. Dertil kom, at Ratibor, en mægtig vendisk, kristen Høvding var bleven ihjelslaaet af de Danske; hans otte Sønner vilde nu hævne Faderens Død — de skulde dog alle faa Faderens Skæbne. Venderne trængte i uhyre Skarer over Danmarks Sydgrænse op i Sønderjylland, brændte og plyndrede løs, især havde de ranet store Mængder af Kvæg, som de drev Syd paa. Men da skulde de faa andet at tage vare.
Kong Magnus var nemlig landet i Hedeby. Han havde ladet dansk Mandskab udbyde og ligeledes sendt Bud til sin Svoger Hertug Ordulf om at komme sig til Hjælp, og denne havde ført en sachsisk Skare derhen. Imidlertid maatte de Efterretninger, som allevegne fra bragtes om Venderhærens Størrelse, vække megen Bekymring; alle meldte, at Skarerne ikke lod sig tælle. Kongen kaldte sine Høvdinger sammen til Raadslagning, men de fleste fraraadede Kamp, da den forenede Hær af Danske, Nordmænd og Sachsere var den vendiske langt underlegen; dertil kom, at Nordmændene ikke vare meget villige til saaledes at skulle forsvare Landet for Danskerne, der tilmed havde vist sig ulydige. Hertug Ordulf raadede imidlertid til Kamp, og Magnus lod derfor ved Lurernes Klang alle sine Skarer kalde sammen; han gav Befaling om, at man skulde klæde sig i Hærklæder og i den tilstundende Nat sove kampfærdige under Skjoldene.
Det var om Aftenen før Mikkelsmesse 1043, at Skarerne saaledes gik til Hvile paa Heden ved Lyrskov Nord for Slesvig, ikke langt fra Isted og paa den samme Plet, hvor de danske Krigere bivuakerede Natten efter Slesvigkampen Paaskedag 1848. Kun med bange Sind saa man den kommende Dag og dens Kamp i Møde. De Norske spurgte sig selv, om man turde lide paa de Danske, og Ejnar Tambeskælver opfordrede Magnus til at udforske Stemningen i Hæren. Med Fosterfaderen ved sin Side gik Kongen ned gennem Krigernes Rækker, hvor alle nu beredte sig til Nattehvilen, ingen kendte de to tilhyllede Skikkelser. De hørte da en dansk Kriger sige til sin Kammerat: »Maatte jeg dog blot faa min Plads her ved Skoven; thi da kunde den slaas, som vilde, og den søge Skjul, som vilde slippe«. Ejnar sagde til Kongen, at han her hørte, hvad der var de fleste Danskes Ønske, og raadede ham til at stille Danskerne fjernest fra Skoven.
I en Bondes Gaard fandt Magnus Natteleje, men Søvnen vilde ikke komme til hans ængstede Sind, og han tilbragte en stor Del af Natten under Bøn. Omsider faldt han dog i Søvn, og han saa da i Drømme sin Fader Kong Olaf siddende paa en hvid Hest; han sagde til sin Søn: »Staa op og fylk din Hær! Du har Folk nok til at stride imod Hedningerne, selv vil jeg komme dig til Hjælp. Naar du hører min Lur, skal du fare i Kamp«. Kongen vaagnede glad og styrket ved den trøstende Drøm, han lod straks Hæren fylke og fortalte Budskabet om Kong Olafs Bistand. Lidt efter hørte Krigerne ligesom Klokkeklang i Luften over sig, Nordmændene mente bestemt at kende Tonerne af Klokken Glad, der hang i St. Klemens Kirke i Trondhjem og som Olaf havde skænket. Med fuld Fortrøstning stillede Skarerne sig i Slagorden, Magnus selv tog Plads i Midten; han havde aftaget sin Brynje og var kun dækket af sin Silkeskjorte, paa den ene af Fløjene stod Ordulf med de sachsiske Krigere.
Venderne havde imidlertid spredt sig ud over Heden for at kunne optage Kampen med de forenede Skarer.
De havde fundet paa et ejendommmeligt Middel til at skræmme Fjenden, idet de havde bundet Spyd paa de sammendrevne Oksers Ryg og sat dem Fjæl for Øjnene, saa at de ikke kunde se; nu drev de dem som en levende Række Stormbukke frem mod Fjenden. De firbenede Spydbærere viste sig dog som slette Hjælpetropper, idet Magnus af Mistillid til de danske Tropper havde forandret sin Opstilling og Kvæget nu kom styrtende frem imod Vendernes egne Rækker, som de bragte i største Uorden.
Kampen varede kun kort; med stor Kraft bleve Venderne kastede tilbage. Kong Magnus var mellem de ivrigst kæmpende; væbnet med sin Faders langskaftede Økse Hel, som han svang med begge sine Hænder, bredte han Død omkring sig. Snart vare Venderne paa den vildeste Flugt og Nederlaget fuldstændigt. De faldne laa saa tæt, at man kunde vandre hele Strækninger over Lig, ja nogle Bække standsedes i deres Løb af døde Kroppe. Femten Tusinde Vender siges at være faldne, og det var et almindeligt Udsagn, at Slaget havde været det største, der var udkæmpet, siden Kristendommen kom til Norden.
I Magnus’ Skarer var der kun faa faldne; derimod var der mange saarede, og der manglede Læger til at forbinde dem. Kongen lod udtage tolv Mænd, hvis Hænder vare bløde, for at de kunde forsøge sig i denne Kunst, og de udførte deres Gerning med megen Dygtighed; de bleve alle senere ypperlige Læger. Kong Magnus havde i Striden lagt glimrende Tapperhed for Dagen; man viste senere i Trondhjem paa Øksen Hel de Skaar, den havde faaet i denne Kamp, og det fortaltes, at Venderne havde sagt, at om alle Nordmænd havde kæmpet som den unge Mand i Silkeskjorten, vilde ingen Vender være kommen levende derfra. Magnus’ hellige Fader syntes jo desuden fra Himlen at holde sin Haand over ham og hans Gerning. Ved det vundne Slag havde Magnus fuldstændig grundfæstet sit Ry og sin Magt i Danmark.
- ↑ Baade Sagaerne, mange Folkesagn og en dansk Folkevise fortælle, at Kong Olaf bestod Kampe med Trolde. Paa Billedet staar Olaf, rødskægget og med Øksen Hel i Haanden, i Løftingen af sit Skib Oksen (Visund, S. 394). I den stærke Søgang — der gøres anskuelig ved en søsyg Kriger (»Oksen tager til at skudde (ryste) saa, de Baadsmænd kunde ikke paa Bunken (Lastrummet, Dækket) staa«) — vil den lede Trold og hans Mage slynge Skibet mod Klipperne. Efter Fortællingen redder Kong Olaf sig af Faren enten ved at afhugge Troldens Hænder eller ved at forvandle Troldene til Sten.