Danmarks Riges Historie/1/3-1-3
III.
Kong Svend og Kirken. Ærkebisp Adalbert af Bremen.
Uagtet Svend nu gik ind til en roligere Regeringstid, skulde Kampen med Norges Konge fortsættes i sytten Aar. Ikke desto mindre var det en Fredsperiode, som oprandt for Landet, og de i mange Somre indtrufne Plyndringer opfattedes kun som en uundgaaelig Landeplage, der ikke satte Landet som Helhed i Fare. Lige over for alt det, der paa de Tider groede sin stærke, uforstyrrelige Vækst i Landets Indre, havde Plyndrerierne kun lidet at sige. Vi skulle nu kaste et Blik paa Svends Virken for Ordningen af Landets indre Forhold og særlig da hans betydningsfulde Styrelse af Kirken.
Ingen stor Krigerbedrift er knyttet til Svends Navn, hans Nederlag ere talløse, og idelig er han paa Flugt, ingen har dog kunnet beskylde ham for Fejghed, og man maa gribes af en Forbavselse, der næsten bliver til Beundring, ved at se, hvorledes han efter hver Modgang er i Stand til at tage fat paa ny. Det er dog først ved en Betragtning af Svends Styrelse af Landets indre Forhold, at man føler, at der til denne Mands Evne til at holde ud, undgaa Onder og sno sig ud af Farer knytter sig en sjælden Dygtighed til at opbygge, ordne og sammenføje. En Hovedopgave maatte især vente paa Svends hjælpende Haand, nemlig den endelige Ordning af Landets Kirke.
I disse Bestræbelser mødtes han med en af Tidens mærkeligste Mænd, hvis Historie griber ind i Verdensbegivenhederne og hvis Liv er rigt som faa paa Omskiftelser. Adalbert, der hørte til en anset sachsisk Slægt, var i Aaret 1043 bleven valgt til Ærkebisp i Bremen. Uden Modsigelse er Valget vel ikke foregaaet, eftersom Adalbert var en altfor ærgerrig og hensynsløs Mand til ikke at indjage Frygt. Dog gjorde Adalberts stort anlagte Natur og fremragende Begavelse ham omtrent selvskreven til et saadant Embede. Udrustet med en overordentlig Hukommelse havde han erhvervet sig en stor Viden baade om gejstlige og verdslige Ting og besad Tidens højeste Dannelse. Den Missionsvirksomhed, som var sat Hamburg til Opgave, maatte desuden kræve en Mand af ualmindelig Kraft og Virkeevne, der kunde hævde Kirkens Magt over de mange nordiske Bisper, knytte det underlagte Omraade end fastere til Ærkesædet og gennemføre de store kirkelige Krav. Adalbert var dengang en Mand i sine kraftigste Aar med utrættelig Virketrang, og han kendte den Kunst at vinde sine Omgivelser ved Elskværdighed.
For hans altid rastløse Fantasi og hans Sans for det store og fjerne havde den vidtstrakte nordiske Missionsmark en egen Tillokkelse, og man mærker, hvorledes han fryder sig ved, at saa fjerne Egne som Skridfinnernes Land, Island og Grønland skulde være ham underlagte. Han tænkte endog paa personlig at drage af Sted, saaledes som Ansgar, Rimbert og Unni havde øvet Missionen, men dette blev ham dog fraraadet af Kong Svend, eftersom Mænd, som vare Landets Sprog mægtige, vilde kunne virke med langt større Kraft. Derimod sendte han Sendebud til de nordiske Konger og Formaningsbreve til Bisper og Præster om at arbejde paa at udvide Kristi Rige.
Svend havde Grund til at stille sig paa en god Fod med Adalbert. Foreløbig havde han Hjælp behov fra enhver Kant, og hans Kongedømme trængte stærkt til at faa Kirkens hjælpende Støtte. Ikke desto mindre trak det op til et frygteligt Uvejr, idet Svend havde indgaaet et Ægteskab, som Kirken paa enhver Maade maatte fordømme. Han havde taget Anund Jakobs Enke Gunhild til Hustru, skønt hendes Moder var en Halvsøster til Svends Moder[1]. Vel havde Anund Jakob ved Forbindelsen med Gunhild gjort sig skyldig i en lignende Forseelse — ja Gunhild var endog som hans Fasters Datter hans kødelige Kusine —, men Svenskerne ansaas nu en Gang ikke for mere end halve Kristne, og Bremerbispen havde ikke saa stor en Indflydelse i deres Rige. Paa Adalberts bestemte Forlangende om, at Svend skulde skille sig ved Gunhild, svarede han med Trusler om at lægge hele Hamburg Stift øde. Men Ærkebispen bragte Sagen ind for Pave Leo IX, og til hans Bistand trængte Svend altfor stærkt til at han turde trodse. Saaledes nødsagedes han til at skille sig ved Gunhild, der drog til Vestergøtland, hvor hun levede for Godgørenhed og andre gode Gerninger. Men ikke blot ved Føjelighed vilde Svend tækkes Paven, han sendte ham ogsaa Gaver, saaledes en talende Dompap, der kunde sige paa Latin: »Jeg gaar til Paven«.
Ogsaa til Kejser Henrik III maatte Svend ønske at bevare et godt Forhold, og Kejseren, som havde mange Modstandere i Lothringen og Rhinlandene, indsaa, at Venskab med Kong Svend vilde kunne bringe ham mange Fordele. Adalbert virkede som Mellemmand og fik Forbundet i Stand. Da nu snart efter Henrik drog paa et Tog mod Balduin af Flandern, viste ogsaa en dansk Flaade sig foran den flanderske Kyst (1049).
Man kan vanskelig tænke sig en større Modsætning end mellem Svend og Adalbert. Den bremenske Ærkebisp vilde glimre, som var han en Konge, han havde et Hof som en Fyrste og var mere stolt over sine egne aandelige Evner end nogen lærd. Uplettet af Sæder lod han sig aldrig friste af Bordet eller af Kvinder, dog gav han sig til Gengæld Ærgerrighedens Lidenskab i Vold og lod sin Fantasi bygge Planer, der mættede hans Herskelyst næsten til Galenskab. I Bremen tjente man Gud med en Pragt som intet andetsteds, og først naar Røgelsedunsten fyldte Luften, Lysene blinkede og Sangen lød vældig som Tordenens Brag, følte Adalbert, at Kirketjenesten var Gud og Ærkesædet værdig.
Som et Modbillede til den højtflyvende, utaalmodige Ærkebisp staar Kong Svend, der ogsaa havde store Planer, men kunde vente og taale. Han gav efter for sit kødelige Begær, men han manede ingen Fantasiens Billeder frem for sin Tanke, nøgtern og kølig ventede han klogt paa en Tid, da Frugterne modne vilde falde i hans Skød. Og medens Bremerbispen med ringe Forstand paa Mennesker gav sig allehaande Lykkesøgere i Vold, valgte Svend med stor Klogskab sine Hjælpere.
Et af de Maal, som Svend havde sat sig, var at faa et selvstændigt nordisk Ærkebispedømme oprettet. Allerede paa et Møde i Slesvig mellem Kongen og Adalbert, hvilket denne havde foranlediget, og hvor han og Kongen søgte at overbyde hinanden med Gæstfrihed og Gaver, synes Svend at have fremsat sine Tanker om Ærkesædets Oprettelse. Planen huede, som rimeligt var, i Begyndelsen ikke Adalbert, men han skiftede dog snart Tanker.
Sagen var den, at Pave Leo IX viste nogen Tilbøjelighed til at gaa ind paa de Danskes saare rimelige Forlangende, naar i øvrigt Kirkerettens Fordringer bleve fyldestgjorte. Og nu fandt Adalbert paa et Modtræk, som fuldt vilde tilfredsstille hans umættelige Storhedslyst. Han sværmede for græske Sæder og Sædvaner og for græske Dragter, han brevvekslede med Kejser Konstantin og talte en græsk Prinsesse imellem sine Aner. Nu fik han den Tanke, at Kirkefyrsten i Hamburg-Bremen burde hedde Patriark som Bisperne i Konstantinopel, Antiochia og andre Byer, og at han ligesom disse burde have Ærkebisper under sig. Selve den vestlandske Kirke kendte ikke noget Sidestykke hertil. Men jo mere vidunderligt det tog sig ud, desto mere fristede det netop Adalberts Ærgerrighed, og han anholdt i Rom om, at nye Lydbisper maatte ansættes under ham i de sachsiske og vendiske Lande. Disse Tanker skulde dog ikke blive til Virkelighed, men Adalbert opnaaede i alt Fald, at Paven udnævnte ham til sin Legat og Vikar; han blev pavelig Statholder i Norden med Ret til at indvie Bisper og smykke sit Hoved med den pavelige Mitra (1053). Da derfor den islandske Bisp Isleif kom til Rom for at indvies, blev han henvist til Bremen.
Men ogsaa Kong Svend maatte til Bedste for sine Planer arbejde paa at faa nye Bispedømmer oprettede og Danmarks gejstlige Inddeling endelig ordnet. Odinkar i Ribe havde været Bisp over hele Nørrejylland, hans Efterfølger Val havde Sæde i Viborg, men efter Vals Død (o. 1059) delte Kong Svend Jylland i fire Stifter, Ribe, Viborg, Aarhus og Vestervig. Landet Øst for Store Bælt havde under Knud den Store været delt, men var atter samlet bleven lagt under Avoko i Roskilde, og først ved hans Død (1060) blev Sjællands Bispedømme udskilt fra de to skaanske i Lund og Dalby.
Det maa vække nogen Forundring, at der saaledes i Landet Øst for Øresund kunde grundes to Bispesæder, kun med en god Mils Afstand fra hinanden. Maaske har tilfældig Besiddelse af Jordegods eller en Gaard været det afgørende, men sikkert er det ogsaa, at der tiltænktes Dalby Bispesæde den vigtige Opgave at udbrede Kristendommen hos Blekingboerne og paa Bornholm, hvilke Landskaber endnu vare hedenske. Og medens Lundebispen, »den tykke Henrik«, kun levede for Mad og Drikke, tog den udmærkede og nidkære Dalbybisp Egino fat paa Missionsgerningen. Mange Hedninger omvendte sig og sønderbrød deres Afgudsbilleder, de gav ham Guld og Sølv til at bygge Kirker for, til at understøtte fattige eller til at løskøbe Fanger, hvoraf der var mange i de Egne. Efter Henriks Død blev Egino forflyttet til Lund, og de to Stifter samledes til eet.
Svend besatte sikkert Bispedømmer efter eget Skøn, selv om hans Valg ogsaa faldt paa Klerke fra Bremen. De danske Bisper lystrede fremfor alt Kongen. Eilbert af Odense var stævnet tre Aar i Træk til at møde for Ærkebispen, men kom ikke, og da Adalbert indkaldte et Kirkemøde til Slesvig, udeblev flere Bisper; aabenbart stod Svend bag ved dem og vilde modarbejde Adalberts Patriarkatstanker. Helst har Svend til de høje Stillinger villet benytte Danske eller saadanne Mænd som Nordmanden Svend, der fra Krigerhøvding blev Præst og paa Svends Bekostning blev sendt udenlands, for at han kunde faa større Kundskab i Latinen.
Hvor stor en Pragt end Bremerbispen udfoldede, og hvor meget han end for en Stund, som vi straks skulle se, befæstede sin Stilling hos de vendiske Folk, var hans Magt over Landene i Norden næppe mere end et ydre Skin. I Sverige vægrede Kong Emund den Gamle, Anund Jakobs Broder og Efterfølger, sig ved at have nogen Forbindelse med Hamburg, først efter lange Stridigheder knyttedes igen Baandet med Ærkesædet, men om en virkelig Organisation af Kirken var der jo endnu ikke Tale i det halvhedenske Land. Harald Haarderaade sendte de Mænd, som han selv udvalgte til Bisper, til England eller til Frankrig for at indvies til deres Kald, og han svarede de Udsendinge, som bragte ham Adalberts Protest og Klage, at han ikke anerkendte nogen Ærkebisp for Norge. Nu maatte Pave Alexander skride ind; men Adalbert vandt intet derved, da Kongen for Fremtiden sendte de udvalgte Bisper til Rom for at indvies.
Saaledes stod det ene af de nordiske Folk endnu altfor langt tilbage i kirkelig Udvikling til, at Bremen kunde have nogen Myndighed over det, og de to andre Folk havde udfoldet en national Selvstændighed, som ikke taalte det fremmede Herredømme.
Og havde Adalbert ikke haft Held med at befæste sit nordiske Supremati under sin Stormagtstid, skulde det end mindre lykkes ham, da han høstede de bitre Frugter af sin ubegrænsede Ærgerrighed. Ved Kejser Henrik III’s Død 1056 var hans Søn Henrik kun et Barn, og Ærkebisp Anno af Köln, senere ogsaa Adalbert, blev hans Formynder. Da Henrik voksede til, havde Adalbert vidst ved Eftergivenhed saaledes at indsmigre sig hos den letsindige unge Fyrste, at denne, da han erklæredes myndig (1065), ikke tog den strenge Anno, men alene Adalbert til Hjælper og Raadgiver. Mere end nogen Sinde traadte nu Svagheden i Adalberts Karakter for Dagen. Blændet af Magtens tindrende Glans taalte han, skønt han selv var nøgtern og afholdende, at hans Omgivelser fraadsede og ødslede, og at den unge Konge yderligere fordærvedes af Sanserus og Spottelyst. Ærkebispen vilde kun have Smigrere og Gøglere om sig, og Kongens Omgivelser vare af samme Art, aldrig hørte han et advarende, sandttalende Ord. Denne Adalberts Storhedstid varede kun kort, idet Ærkebisp Anno og andre sammensvorne i Januar 1066 tvang Kongen til at fjerne Adalbert fra sig. Ydmyget og fattig maatte han vende tilbage til Bremen. Vel vandt han senere ved forsigtigere Optræden atter nogen Indflydelse, men foruden Anger over hans egen Opførsel havde legemlig Sygdom ramt ham, og den stort anlagte Mand havde Ret i de Ord, han udtalte paa sit Dødsleje: »Jeg har levet forgæves«. Han døde 16. Marts 1072.
Vi have fulgt Ærkebisp Adalberts Skæbne indtil hans Død.
Flere Aar inden denne havde han set sin Magt formindsket paa
eet Omraade, hvor Kirken paa hans Tid i øvrigt havde haft Fremgang.
Naar Bremens Missionsvirksomhed i Norden i de forløbne Aarhundreder saa ofte havde været uden Kraft, maatte dog en endnu større Skam hvile paa den tyske Kirke derved, at Slaverne ved Østersøen vedblev at være Hedninger, ja man syntes end ikke at forarges over deres Hedenskab. Under sin Kamp med Polakkerne havde saaledes Kejser Henrik II den Fromme faaet Hjælp af Liutitierne (i Pommern), mod at han til Gengæld taalte deres Hedenskab, hvorfor de med deres Afgudsbilleder drog frem under det tyske Rigsbanner, og han saavel som hans Efterfølger Konrad II benyttede Venderfolkene som Hjælpere imod de urolige sachsiske Stormænd.
Kun Abodriterne havde antaget Kristendommen. Dette Folks ö kristne Fyrste Uto (Pribignev) havde med en dansk Hustru Sønnen Godskalk, som Forældrene lod opdrage i St. Mikaelskloster i Lüneburg. Men da Uto blev dræbt af en Sachser, flygtede Godskalk fra Klosteret og svor en blodig Hævn. Hinsides Elben samlede han Venderne omkring sig, og nu gik det løs mod Sachserne, der i Tusindtal maatte lade Livet. Omsider fik Hertug Bernhard af Sachsen ham fanget; han følte Sympati for den tapre Yngling, og der blev sluttet et Forlig om, at han nogen Tid skulde forlade Landet. Godskalk drog derpaa til Knud den Store i Danmark og indtraadte i Tinglid i England, men efter Knuds og hans Sønners Død vendte han tilbage til Obotriterlandet, hvor han vandt Magten
og tillige underlagde sig Nabostammer. Han havde ægtet Sigrid, en Datter af Svend Estridsen.
Godskalk var saa ivrig for Kristendommens Udbredelse blandt sit Folk, at han ofte i Kirken efter Præsternes Prædiken yderligere forklarede paa enfoldig Maade, hvad der kunde være dunkelt for den jævne Mand. Nu syntes da endelig Tiden kommen for Vendernes Omvendelse, Kirker og Klostre rejste sig vidt omkring, og Adalbert støttede paa enhver Maade Godskalks Værk. Da det stridbare Nabofolk i Øst, Circipanerne, stadig laa i Krig med andre Stammer, forenede Hertug Bernhard af Sachsen, Svend Estridsen og Godskalk sig om at bekæmpe dem, og Circipanerne maatte købe sig Fred, hvorefter de lagdes ind under Godskalks Magt. I hans halvkristne Rige kunde da tre Bispedømmer oprettes, nemlig Meklenburg og Ratzeburg foruden Aldenburg i Wagrien.
Da skulde en sørgelig Daad brat afbryde alt det vundne og i over et halvt Aarhundrede standse Kristendommens Vækst.
I det samme Aar, da Adalbert blev styrtet, udbrød der en Opstand, som Godskalks egen Svoger ledede. Godskalk selv blev dræbt i Lenzen ved Elben 7. Juni 1066; Præsten Yppo maatte som et Offerdyr lide Bloddøden foran Alteret, i Meklenburg fangede Oprørerne den ærværdige Bisp Johannes, jog ham under Forhaanelser gennem Landet, huggede Hænder og Fødder af ham og bragte Guden Redigast i Rethra hans afhuggede Hoved som Offergave. Godskalks Hustru og hendes Terner joges under Stokkeprygl nøgne ud af Landet. Og nu vendte Hedningernes Raseri sig imod de Lande, hvorfra den forhadte Lære var kommen. Stormarn led frygtelig under Brand og Sværd; det befæstede Hamburg blev aldeles ødelagt, hvert Kors, Hedningerne traf paa deres Vej, blev sønderbrudt.
De Forsøg, som Hertug Ordulf gjorde paa atter at optage Kampen mod Slaverne, bleve snarere til Latter og Skam end til nogen Nytte, og saaledes vare atter Østersølandene viede til Hedenskab.
- ↑ Sigrid Storraade,
1. gift med Erik Sejrsæl 2. gift med Svend Tveskæg
_______|___________ _________|_________
Olaf Skotkonge Holmfred, Estrid, g.m. Ulf Jarl
| g. m. Svend |
| Hakonsen Jarl |
_______|______ ______|________ ____|___
Anund Jakob. Gunhild. Svend Estridsen.
\________/ \__________________/