Danmarks Riges Historie/1/3-1-5
V.
Hertug Vilhelm af Normandie erobrer det angelsachsiske Rige. De Danskes to Togter for at vinde England.
I Aaret 1066 var der Fred og Stilhed i Danmark, medens der bragtes Bud paa Bud til Landet om store Begivenheder i Landene Syd for vor Grænse og hinsides Havene i Vest og Nord. Tidligst paa Aaret hørtes om, at Kong Edvard Bekender i England var død efter et kort Sygeleje, og at Jarl Harald, Godwins Søn, i Henhold til Kong Edvards Bestemmelse og Stormændenes Valg havde besteget den engelske Trone. Samtidig meldtes det, at Ærkebisp Adalbert var bleven styrtet fra sin store Magt hos Kong Henrik, og efter Pinse bragtes Budskabet om Godskalks Død og den sørgelige Hedningeopstand i Venden. I Eftersommeren kom Meddelelsen om Kong Harald Haarderaades Fald under sit Forsøg paa at erobre England, og inden Aaret var til Ende vidstes det, at de franske Normanner havde underlagt sig England.
Det er næppe sandsynligt, at Kong Svend har sørget, da Budskab blev bragt ham om Kong Harald Haarderaades Nederlag og Død i Kampen ved Stamfordbro den 25. September 1066. Vel var saaledes Freden med Norge udløbet, men det store Nederlag havde alvorligt knækket de Norskes Angrebslyst, og Svend vidste ogsaa, at Tronfølgeren var en Mand af hel anden Natur end Harald. Desuden maatte det jo glæde Svend, at Nordmændene ikke havde vundet de Danskes gamle Arveland England. Med desto større Smerte maatte Svend imidlertid snart efter erfare, at hvad der ikke var lykkedes for Harald, nu var opnaaet af Hertug Vilhelm af Normandie. I det store Slag ved Senlac (Hastings) den 14. Oktober havde han tilintetgjort den angelsachsiske Hær og fældet Kong Harald; modstandsløs laa snart efter hele England for Vilhelms Fødder. Ikke længe efter kom da ogsaa en Udsending fra Kong Vilhelm til Svend; det var Abbed Æthelsige fra Ramsey, der skulde overbringe Gaver fra sin Herre. Han skulde aabenbart tillige udspejde Svends Holdning og Planer og i hvert Fald se at forhale hans Angreb paa England.
Der gik da ogsaa tre Aar, inden man i Danmark bestemte sig til at forsøge paa at fravriste Vilhelm hans Erobring. Modet til at forsøge et Vikingetog var endnu til Stede, England havde jo dog været de Danskes og Kongeslægtens Land, og mange ønskede at tage Hævn for den Uret, som endnu for ganske kort siden var bleven begaaet. Blandt de Danske, som sidst vare blevne forjagne under Kong Edvard Bekenderen, var saaledes Svends Broder Asbjørn, og nu efter Erobringen strømmede mange fra England fordrevne danskfødte til Landet og hidsede til Kamp. Asbjørn blev da ogsaa en af Lederne for den store Udrustning.
Der blev udskrevet Krigere fra hele Riget, og frivilligt sluttede vendiske og frisiske Skibe sig til Flaaden, som i alt talte 240 Skibe, da den i August Maaned 1069 løb over Havet. Anførere vare Asbjørn og Kong Svends Sønner Harald og Knud, dernæst Jarlen Thorkil, Biskop Kristiern og endnu en Bisp. Efter at have angrebet først Dover, senere Sandwich og Norwich, men overalt haft større Tab end Held, sejlede de ind ad den brede Humber og bleve hilsede som Befriere af den gamle nordiske Landsdels Befolkning, der gaaende og ridende kom dem i Møde ved Stranden. Ogsaa mange Englændere, som vare flygtede til Skotland, kom sejlende til Humber, og det var saaledes en betydelig Hær af Angribere, der droge frem mod Landets Midtpunkt York, hvis Fæstning en normannisk Hærstyrke, efter at have stukket selve Byen i Brand, tappert forsvarede. Men Nordboerne angreb med Løvemod, saa at Besætningen snart blev nedhugget. Fæstningen blev jævnet med Jorden, hvorpaa de Danske trak sig tilbage til deres Skibe med Byttet, og Northumbrerne vendte hjem hver til sit. Da derfor Vilhelm kom med sin Rytterhær, laa den danske Flaade tryg ude paa Strømmen, og kun nogle spredte Tropper fik hans Vrede at føle.
De Danske kunde lægge sig i Vinterkvarter paa Nordsiden af Fjorden, uden at de normanniske Krigere kunde nærme sig dem, men da det rygtedes, at de endog tænkte paa i Ruinerne af det brændte York at fejre Midvinterfesten sammen med Northumberlands Borgere, drog Vilhelm atter imod dem. Han standsedes imidlertid i tre Uger i sin Fremrykken ved Aireflodens under Vintertiden opsvulmede Vande, og da det endelig lykkedes ham at naa til York, stod Byen øde, de Danske vare gaaede til deres Skibe og Northumbrerne til deres Hjem.
Saaledes blev Vilhelm Gang efter Gang hindret i at lade Fjenden føle sine Vaabens Magt og i at straffe de oprørske Undersaatter. Han fattede da Plan om den blodigste og grummeste Daad, som knytter sig til hans Navn. Hele det oprørske Landskab skulde lægges øde, saa at det ikke gav Ly til noget levende Væsen, Landsbyerne og Kornstakkene bleve stukne i Brand, Bøndernes Ejendele samledes i Dynger og brændtes, og det Kvæg, som ikke kunde føres med, blev stukket ned. Sult og Nød hærgede saaledes Landet langt forfærdeligere end skarpe Sværd, Mænd, Kvinder og Børn laa døde paa Vejene, og Yorkshire var snart en uhyre øde Vildmark, hvor kun Røvere havde Tilhold og som man endnu 9 Aar efter ikke forsøgte at opdyrke. Men Vilhelm havde naaet sit Maal. Ingen formaaede senere at styrte det normanniske Vælde.
Den danske Hær laa endnu stadig paa Humberfloden uden for Vilhelms Rækkeevne, idet han manglede Skibe; men den havde mistet sine Vaabenfæller paa Landjorden. Kongen sendte hemmeligt Bud til Asbjørn og lovede ham en betydelig Sum Penge, naar han ved Vinterens Ende vilde sejle bort; han skulde dog have Lov til at nære sig ved Strandhug paa den engelske Kyst, men maatte ikke kæmpe mod Kongens Tropper. Jarlen gik virkelig ind paa Tilbudet, ja Flaaden sejlede end ikke bort før Juni Maaned næste Aar, saa at Vilhelm formodentlig endnu en Gang har maattet fylde Jarlens Pung.
Det var sandsynligvis tungt lastede Skibe med godt Bytte, der styrede mod Jyllands Kyst, men de vendte hjem uden Hæder og med uforrettet Sag. Og deres Angreb havde netop været Anledningen til, at den djærve Erobrer med Jern og Blod endelig og urokkelig befæstede sin Magt i England. Der blev rejst Anklage mod Asbjørn for hans slette Ledelse og fordi han havde taget mod Bestikkelser, og han maatte gaa i Landflygtighed.
Fem Aar senere sejlede en Flaade paa 200 Skibe under Anførsel af Knud, Svends Søn, og Jarl Hagen atter til England (1075), den løb op ad Humber og plyndrede i York. Krigerne havde let ved at erfare, at ingen vovede at slutte sig til dem, og uden at indlade sig i Kamp med Vilhelms Tropper vendte Flaaden tilbage til Danmark.