Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/1
MICHAEL WIEHE.
[redigér]
Naar jeg for mig selv nævner Navnet Michael Wiehe, drager der en Række Billeder forbi min Sjæls Øje, Minder fra dybe, uudslettelige Ungdomsindtryk, og Erindringen fremkalder atter Følelsen af hin ydmyge Beundring og sanseløse Hængen ved Kunstnerens Læber, som ethvert ungdommeligt Sind uvilkaarligt betoges af naar Wiehes Spil drog Tilskuerne ind i sin Tryllekreds. Jeg ser ham som Mortimer, bøjende sig frem med Kappen slaaet over de afvæbnede Arme, med Vanvidstanken lysende ud af de stirrende Øjne og Ansigtet som forklaret i overjordisk Elskovslængsel — jeg mindes ham som Chevalieren i Ninon, ung og dejlig som en guddommelig Heros, en Ridderlighedens straalende Genius, udæskende den hele Verden til Ungdommens Kamp for Skønhedens og Kærlighedens Ret — eller han staar for mig i Henriks grønne Jægertrøje i Alferne, lænende sig op til Træet, som hensunken i Sfærernes Musik, en Endymion, hvis halvaabne Læber længes mod Lunas Sindet betagende Drømmekys i den magiske Maaneskinsnat — og atter skifter Billedet og han bliver Joseph Surface, hvor han skrider ind med den dragende Gang mellem Bagtalerne og Sladrerne i dæmonisk Højhed, medens der bliver Dødsstilhed overalt, hvor hans kolde, hastige Sideblik slaar ned. Eller jeg husker Wiehe, naar han gik ned ad Gaden med et underligt uagtpaagivende, aandsfraværende Udtryk, idet Læberne lydløst memorerede Elskovsord og romantisk Tale, der intet havde med den omgivende Sværm at skaffe — maaske var dette end ikke Tilfældet, maaske hans Tanker ganske hverdags og hans drømmende Blik kun Nærsynethed, men ingen Samtidig formaaede at løsrive den Fylgjeskare af poetiske Ynglingeskikkelser, Wiehe havde fremstillet, fra hans egen Person. Man vilde følge efter ham og vovede det ikke. Man undrede sig over, at han, fra hvis Skikkelse Baretten med de vajende Fjedre og Ridderkaarden syntes uadskillelige, virkelig gik saadan der i Buegangene i en moderne Overfrakke med en Rolle under Armen. Var han virkelig af denne Verden, sværmede ikke i et romantisk Feland, men boede her i København mellem Spækhøkerne og Grossererne som andre Dødelige?
Ja, han førte her et ubemærket borgerligt Liv uden al ydre Larm. Tidligt og lykkeligt gift levede han udenfor Theatret en arbejdsom Lærds stille Liv. Dagen gik ensformigt og anstrængt: om Formiddagen Prøve eller Rolleinstudering, hver Aften en enerverende Kulissefeber, inden han spillede, og saa sent og overtræt hjem. Han stod i ingensomhelst personlig Rapport til Publikum. Han hørte ikke til de Skuespillere om hvilke Byen har meget, alt for meget at fortælle, og han selv havde da allermindst at fortælle. Han var tavs, i Selskabslivet, i Kaféen, i Foyeren, en stille Drømmer, som meget undrede sig over, hvad de andre kunde have saa særdeles at snakke om, og dog, naar Samtalen var aandfuld, vidste at tie saa »levende«, at han syntes at deltage i den. Hans Tavshed var maaske lidt Diplomati; saaledes da han var bleven udnævnt til »Ridder« — hvilken Orden næppe Nogen har baaret med større Ret — og en god Ven i hans Nærværelse ytrede Lyst til at vide om Michael nu var glad eller ligegyldig ved sit Kors, smilede kun Wiehe skælmsk, men man fik aldrig at vide, hvad han saa mente om den Ting. — Der var altid en Afstand mellem ham og hans Omgivelser.
Som i Eventyret, hvor først i Midnatstimen den fortryllede Prins i Slottet vaagner op af Trolddomssøvnen til Liv og alt omkring ham rejser sig af Forstenelsen til Bevægelse og Frihed, saaledes begyndte for os andre i Virkeligheden Wiehes Liv, naar han traadte ind paa Scenen om Aftenen i den illusoriske Verden. De tre, fire Timer, han spillede, udgjorde hans sande Liv, den malede og kostymerede Skikkelse det var den virkelige Wiehe. Drømmeren om Dagen, Borgeren og Københavneren var kun en Maske, en Avtomat, den af Hverdagslivet forgjorte Kunstens Fyrste.
Og han selv længtes altid mod Theatret. Som begyndende Kunstner var han udpræget Romantiker; thi han hentede sin Inspiration og sin Aands Stof fra Poesi og Bøger, ikke fra Virkeligheden og Livet. For romantiske Skuespillere er Theatret Fædreland og Hjem, Rollerne deres Livsafsnit, Forestillingerne deres højeste Nydelse, medens alt hvad der hører udenfor Scenen kun er Biting. Senere hen i sit Liv nærede Wiehe — ivrig Læser af de Kierkegaardske Skrifter, som han var — Skrupler overfor sin Kunst, hvis Væsen syntes fjendsk mod Udviklingen af den egne Personlighed, men da han var ung smeltede Liv og Kunst helt sammen for ham. Den Seen bort fra Virkeligheden, som drev den literære Romantiker fra Naturen ind mellem Kulisserne og blev saa skæbnesvanger for Poesien, den gavnede Skuespilleren, ved at forlene ham med en kraftig Illusionsevne, der rev Tilskuerne med sig. Wiehes betagende Magt beroede paa, at han selv var betaget, ikke just af den enkelte Rolle, men af hele sin Kunst eller rettere, han var i dobbelt Forstand behersket, thi Følelsen løb ikke af med ham, men sporede ham kun, anspændte Nerver og Sener, samlede hver sjælelig og legemlig Evne til Fuldkommengørelsen af det Ideal, der foresvævede ham. Den sværmeriske Kærlighed til sin Kunst, som Michael Wiehe var opfyldt af, formede sig til glødende Erotik paa Scenen; Livssaften strømmede frodigt igennem Theaterfigurerne, fordi han levede i dem. I Livet var han barnløs; de Skikkelser, hans Aand kaldte frem for Lyset, vare hans sande med Smerte undfangne Børn, Kød af hans Kød, Blod af hans Blod. Aften efter Aften hentede Musen, som Drømmepigen i Turgénjews Visioner, ham til en overjordisk Flugt, under hvilken hendes Kys sugede Blodet fra hans Hjærte — indtil hans Kraft var udtømt, og han svag og udmattet sank sammen.
I.
Der er kun lidet at fortælle om Wiehes Liv; efter en vanskelig Ungdomstid, der sætter Præg paa hans Kunst, hører han til de Lykkelige, som ingen Historie have. Fra ganske ung plagedes han af Lysten til at blive Skuespiller, hvilken jo var Slægtens aandelige Arv; det hjalp aldeles ikke, at Faderen anbragte ham paa det mest filistrøse Sted, der var at opdrive i København, nemlig selve Vartous Kontor. Kunstnerblodet brændte for hedt i Aarene paa ham, til at han skulde kunne sidde rolig som Skriver. Han meldte sig til Prøve paa det kongelige Theater, blev mærkeligt nok antagen — man fandt vel, at der maatte stikke noget under hans underlige Væsen — og overgivet til Stage, som gav sig til at gennemtærpe Axels Rolle med ham. 17 Aar gammel debuterede han saa uden Held som Kosinsky i Røverne (d. 22. Juni 1837), gjorde ingen Lykke, men forbavsede Publikum ved sit løjerlige, kantede og kejtede Væsen. I de paafølgende Aar spillede han en Mængde Smaaroller og enkelte større: Elskere og galante Kavalerer, alt til almindelig Misfornøjelse. Han fandtes sær og underlig; snart spurgtes der fornemt, om det skulde være fine Manerer, at han saadan trak paa Benene, snart vittigt, om det betegnede den højeste Erotik, naar han skelede i de patetiske Momenter. Han fik at mærke, at han var kommen midt ud i Theatervrøvlet, Ravnekrogen Københavns værste Sladderhjørne, ind i den Andersenske Anderede, hvor der hakkedes dygtigt paa ham. Og man havde ikke Uret i at fordømme ham. Han mestrede sig endnu ikke selv og derfor syntes de Egenskaber, som dannede hans Talents dybeste Originalitet og det Personlighedens Segl, han paatrykte alle sine Roller, nu lutter Affektation og Manér. Nu var netop den Optræden ham i Vejen, ved hvilken han sidenhen formaaede at forlene den tommeste og abstrakteste Elskerfigur med et Noget, der gjorde Fremstilleren »ualmindelig« blot ved det dunkle Blik eller den afskaarne Haandbevægelse, hvor trivielle end Ordene faldt fra hans Læber. Men dette Ualmindelige, hvorfra skrev det sig?
Michael Wiehe var et forlegent Menneske. Skuespilleren, der skulde fremstille ridderlige Helte og Prinser af Blodet, havde som ung al Umage med at overvinde sin Undselighed. Adelig af Sjæl, men legemligt ufri, følte han og led under en Disharmoni i sit Væsen, som først hindrede hans Geni fra at bryde frem, saa mærkede hans Kunst paa sær Maade og endelig omformedes af ham til original Menneskefremstilling.
Hvorfra skriver sig Forlegenhed? Hyppigst er den vel en Form af Forfængelighed. Den Forlegne er ikke fornøjet med det Indtryk han gør eller tror at gøre paa sine Omgivelser; han bestræber sig for at tage sig bedre ud, men han er ikke sikker paa at det lykkes, og saa føler han den Lammelse i Væsen og Holdning, der viser sig som Kejtethed. Den af Forfængelighed Forlegne paatager sig i Almindelighed en uforskammet eller ironisk Mine, som er saare let at gennemskue.
Men Forlegenhed kan ogsaa have sin Grund i tidlig Underkuelse, i Beskedenhed og Underkenden af sit Værd. Møder en saadan Undselig liden Medgang i Verden, tror han at læse ringe Forstaaelse og Sympati ud af sine Nærmestes Øjne — og noget saadant fandt Sted med Wiehe — mener han at Lærere og Kammerater snare spotte ham end agte ham — og Wiehes første Theateraar var jo rige paa alskens Ydmygelser, saa stiger Undseligheden og gaar ligesom over i Blodet. Michael Wiehe gik omkring som en ulykkelig ung Fyr, der ikke forstod sig paa og aldrig lærte at leve lystig med de andre Skuespillere paa Knejperne, hvor god en Kammerat han end ellers var, og som fortvivlede ved de diminutive Roller, han spillede. Enhver Forlegen véd, at der intet pinagtigere gives end at skulle komme ind i en Selskabssal og hilse paa de Tilstedeværende, hvis Øjne et Sekund alle hvile paa En, og som skænke En Opmærksomhed uden at vise En Interesse. At være Noget ved sin blotte Optræden — det er det Forfærdelige. Hvad tror man, at Wiehe maatte føle, naar han bragte et Brev som Tjener eller havde en halv Replik som »Første Kavaler?« Frygten for at være kejtet gjorde ham endnu mere ufri. Han maatte have en Rolle, der gjaldt noget, hvor han kunde faa Tid til at bringe sig i Ro for at vise, hvad han duede til. Imidlertid gik han omkring som Statist.
Vil man vide, hvorledes Wiehe var tilmode som Elev ved det kgl. Theater? Jeg er saa heldig at kunne forelægge Læseren nedenstaaende Optegnelse af ham fra 11. November 1838:
»Hakon Jarl blev opført. Jeg blev Dagen iforvejen om Morgenen tilsagt til at møde paa Syngeskolen og fik da Underretning om, at jeg skulde bruges som Statist næste Aften. Man tænke sig min Ærgrelse, min Sorg: jeg, som aldrig havde set dette Mesterværk og havde glædet mig saa umaadeligt dertil, jeg blev nu berøvet Haabet om nogensinde at opnaa denne Nydelse. Ganske opfyldt af denne sørgelige Tanke forlod jeg Theatret uden at bivaane Prøven, som jeg dog vidste fandt Sted, men som jeg, Gud véd af hvilken Grund, antog for unødvendig at overvære. Herfor fik jeg samme Aften en Irettesættelse af Instr. Stage; jeg kunde ikke give noget reelt Svar paa hans Spørgsmaal, men blev meget forbavset ved et af hans Svar: »Og det kunde De ærgre Dem over«. Mit slette Humør forhøjedes den følgende Dag ved at læse Navnene: Ryge, Nielsen, Madam Nielsen, paa Plakaten. Om Aftenen gik jeg paa Theatret og klædte mig paa med tungt Hjærte. I Midten af tredje Akt faldt jeg paa at gaa ned i den saakaldte Maskingang (hvor jeg før havde staaet og hørt Musiken til »Jødinden«) og her hørte jeg nu med Henrykkelse den gamle Helts Tordenstemme, der ogsaa henrev Publikum. Jeg beholdt min Plads her indtil noget ind i femte Akt, da vi snart skulde ind igen paa Scenen; nu vovede jeg at stille mig i en Kulisse paa Theatret, netop da Scenen mellem Hakon og Thora var begyndt. Denne nød jeg da i fuldkommen Rolighed med Blikket fæstet paa Ham, næsten til Enden, og var dybt rystet, idet jeg aldeles hengav mig til mit Hjærtes Følelser; da kom Bussemanden Inspicienten og begyndte med sin hviskende Stemme at gøre mig en Mængde Spørgsmaal, saasom: »Hvad vil De her, min Herre? Hvor kommer De her fra? Hvor gider De komme herned?« etc., samt befalede mig at gaa op straks. At blive paa en saa prosaisk Maade reven ud af den Stemning, hvori jeg var, det var mer end jeg med Rolighed kunde døje; jeg glemte den Ærbødighed, jeg skyldte ham som gammel Mand, svarede ham meget kort og studst, og han lovede at skrive mig«.
Hvilken brændende Kunstbegejstring, som knap forstaar Stages Sløvhed overfor hans grænseløse Ulykke ikke at skulle se Hakon Jarl! Ser man ikke Wiehe lænet op imod Kulissen, som Henrik i Alferne drømmerisk fortabt i et illuderende Syn, høj og slank, lidt kantet, med den stride Pande, om hvilken der gyder sig en bugnende Krans af mørke Lokker, skabte til at kærtegnes af en Kvindes fine Hænder, med det store, dunkelt stirrende Øje, hvoraf Blikket vælder frem som en uudtømmelig Kilde, medens han oplever og optager i sig Hakons Helteafsind og Thoras Sjælehøjhed. Og saa banker Virkeligheden Drømmeren paa Skulderen i Skikkelse af en gnaven Inspicient, og han er igen en stakkels Statist, som af lutter Forlegenhed endog bliver uforskammet, en Statist, det vil sige det ulykkeligste man kan være, naar man indbilder sig at være en stor Skuespiller, fordi man lider en tantalisk Kval ved med Haanden næsten at kunne række til de skønne Frugter, der kunde læske Ærgerrighedens Tørst, uden dog nogensinde at naa dem. — Saaledes forstærke Wiehes første Theateraar hans frygtsomme Kejtethed.
Han var dernæst beskeden som den, der ingen Tillid har til sig selv. Han var, endnu som berømt Kunstner, overmaade misfornøjet med sit Ydre og kunde udbryde i Klager over, hvilken Ulykke det dog maatte ansés for, at være Skuespiller, naar man af Naturen havde faaet et Ansigt som hans. Man fandt ham i Theatrets Foyer hensunken i Fortvivlelse over sit eget Spejlbillede. Selv hvor han som Chevalieren i Ninon kunde læse sin Skønhed ud af brændende Blikke og hysteriske Breve, var han overmaade kritisk tilmode. »Jeg ser ud som et Faar i Profil«, sagde han. — Ogsaa i ganske ung Alder fandt han sig for gammel til at spille Elsker.
Ligesaa utilfreds var han med sin Dannelse. Han erklærede engang ikke at ville besøge Hauch, fordi han kunde saa lidt gammel Historie. Det pinte ham — et ægte dansk Træk — at han ikke var Student. I en Sommerferie gav han sig til at lære Latin, men Fiskeri og Spadsereture gjorde ham meget ustadig ved Bogen. Den fremtidige Tadeo satte boglig Dannelse og Lærdomshang meget højt, om han end fuldt saa vel følte Naturlivets Magt.
Han var endelig overmaade selvkritisk overfor sin Virksomhed, yderst vanskelig selv at tilfredsstille, og netop derfor naaende saa vidt. Han læste gærne Kritiker over sit Spil og mente, at han lærte mest af dem, der dadlede. Hans dæmpede og fornemme Spil var ogsaa ganske frit for den Pretention, som de altfor Tillidsfulde ikke undgaa, men manglede maaske den Bredde, som stor Selvsikkerhed yder.
Imidlertid helt at forklare hans Forlegenhed — skrev denne sig nu fra Beskedenhed eller var det omvendte Tilfældet — vil jeg ikke paatage mig. Det Milieu, fra hvilket han kom, Hjem, Opdragelse og Virksomhed vil næppe afgive udtømmende Aarsager; den Art Karaktertræk besidder altid noget Hemmelighedsfuldt, som undslipper Iagttagelsen, ligesom en legemlig Ejendommelighed. Men man vil forstaa, at den undselige Kejtethed hos et Menneske, der var skabt til erotisk Skuespiller, maatte vise sig paa ganske individuel Maade, som noget Abnormt eller Sært, der aldrig forlod hans Spil.
II.
Wiehe slog ikke igennem før ved Sommerskuespillene i Juni–Juli 1842. Han havde da været fem Aar ved Theatret, og den største Opgave, han havde faaet, var den unge Roéu i Et Ægteskab under Ludvig den Femtende, som han gav i al sit Hjærtes Uskyldighed; han maatte sidenhen selv smile, da han i Paris saa, hvor blaseret den samme Marquis blev under Leroux' Hænder. Han vakte dog megen Opmærksomhed hos sine Kammerater, og da Holst ved Sommerskuespillenes Begyndelse i sidste Øjeblik gjorde sig udtilbens, tog Nielsen, i hvis Hus Wiehe engang imellem kom, paa eget Ansvar denne i hans Sted. Det var store Opgaver der kom i den toogtyveaarige Kunstners Hænder: d'Aubigny i Mlle de Belle-Isle — den melankolske unge Adelsmand, der har saa liden Selvtillid og saa skinsyg en Kærlighed — den maanesyge Leander i de Usynlige og endelig i de Utrøstelige den fortvivlede Enkemand, for hvem Verden synes saa mørk en Jammerdal, indtil Trøsten kommer i Skikkelse af en smuk Kvinde. Saadanne Roller sluttede godt om Michael Wiehes Talent, han havde endog Lov til at vise sig som lidt kejtet; hvad Under at han gjorde Lykke.
Og saa skød han Ham og udfoldede Svanevingerne og Sladderen forstummede pludseligt omkring ham. Man tav forbavset. Han havde spillet Aladdin, han havde været Aladdin, været det unge straalende Geni, den drømmende jomfruelige Yngling, den sværmende tilbedende Elsker, den mandige, myndige Fyrste. Hans Drømme, den fattige og forlegne Drengs, havde jo, ærgerrige som Aladdins, dristet sig til at eftertragte selve Kunstens Kongekrone.
Det var i Oktober 1842, at han optraadte som Aladdin, og hver af de følgende Sæsoner tæller flere og flere af de romantiske Elskovsroller, der grundlagde hans Berømmelse og dannede Glorien om hans Hoved: Prinds Julian i Amanda, Romeo, Hernani, Leander i Fruentimmerskolen, Tristan, Chevalieren i Ninon, Hans Thomassøn i Trolddom, Kjartan i Kjartan og Gudrun og lignende.
Fandt han her forønsket Lejlighed til at tale det poetiske Sprog, der var hans egentlige Modersmaal, saa blev han dog ikke fri for at ofre til Tidens Smag: den alvorlige Kunstner maatte forvandle sig til Duftvaudevillens sødladne, nette unge Menneske. Michael Wiehe maatte med blank Hat i Amagerbukser løbe en yndig Tagfat omkring Huset efter Fru Heiberg, han maatte skjule sig sammen med en høj Silkehat bag Skærmbrædtet, for at se Fru Heiberg eksersere patriotisk i Abekatten. Romeo og Abekatten! Kan man undre sig over, at Skuespilleren egentlig altid blev Kunstneren fra før 48, naar den slesvigske Krigs Indflydelse paa dramatisk Poesi ikke naaede længer end til de patriotiske Viser i Duftvaudevillerne. Han fordærvedes dog saalidt ved disse som ved de Bonvivantroller, der overdroges ham som Publikums Yndling. Naar han spillede Møller i Embedsiver — det vil sige, den geniale Lediggænger i sort Frakke — eller Colombet i Ude og Hjemme, hvor Københavnerne fandt ham allersødest, fordi det morede dem at se Romantikeren paa Kunstens Trone, stængt inde i Hverdagslivet, med en Kendermine diskuterende om Trøfler og fine Vine og Middagsselskaber — sligt brød Afstanden ned mellem den Tavse og de meget talende Hovedstadsbeboere — naar han saaledes gav den tæmmede Løves Rolle, saa kom der maaske en Smule Koketteri over hans Spil, men det var et ufrivilligt og ytrede sig mest som et klædeligt Skælmeri over sin egen Magt. Der er blevet mig fortalt en Anekdote, der oplyser af hvad Art Wiehes Humor var. En Formiddag, hvor Wiehe var sysselsat med Rolleindstudering, og da var det strængt forbudt at forstyrre ham, banker en Veninde af Huset paa hans Dør. Wiehe, der var midt i Erik Glippings Rolle i Marsk Stig, lukker op paa Klem og Damen beder om blot et Par Minuters Samtale. »Men tør De ogsaa vove at komme ind, Frøken«, sagde Wiehe til Damen, der blev staaende forbavset, »jeg gaar just og øver mig paa det Blik ingen Kvinde kan modstaa«. Det er halvt beskedent sagt, fordi Wiehe følte det Komiske i til Dagligdags at være den absolut Uimodstaaelige, og halvt godmodigt koket.
Følelsen af at hans Geni anerkendtes, havde efterhaanden givet ham en Sikkerhed paa Scenen, som let lod sig omforme til den Indolence, Bonvivantrollerne fordrede. Han legede ikke med disse, han behandlede dem ligesaa omhyggeligt som de alvorligste Opgaver, og udførte dem, uagtet han af Naturen var intet mindre end en Bonvivant, med Lune og Overlegenhed. Men undertiden sprængte han næsten Rollen ved sin Alvorlighed; jeg husker saaledes Wiehes mørke og harmfulde Mine og den hastige, nervøse Maade hvorpaa han tilknappede sin Frakke, da Fru Møller tilstaar at Otto kan blive farlig for hendes Ro; man troede, at Ægtemanden i det Mindste vilde søge Elskeren til Duel, istedetfor vil han i Stykket søge et Embede til ham. Til Gengæld kom der aldrig et falskt Ord over hans Læber. Den slette Literatur, Duftvaudevillens Vammelhed og den Scribeske Rutine, saavelsom den støjende Theaterbeundring, Damernes Forliebelser og den personlige, smigrende Hyldest i det selskabelige Liv, hele dette Uvejr gik over hans Hoved uden at røre ham. Som en ung Skønhed, der er fuldkommen sikker paa sin Ynde og netop derfor altfor stolt til behagesyg Koketteren, saaledes stod han pletfri paa Scenen, glemmende, at der udenfor Lamperækken sad forelskede Damer, begejstrede Studenter og gabende Filistre, kun erindrende, at han var Thalias indviede Præst og at Gudinden stiller strænge Fordringer til sine Dyrkere. Aldrig befængtes hans Kunst af personlig Forfængelighed.
Paa Publikums Gunst var han absolut sikker; da han éngang havde erhvervet sig sin Plads, gjordes Rangen ham aldrig stridig, selv om Kritiken engang imellem, naar hans Geni vovede noget nyt, forfærdedes og tog allehaande Reservationer, saaledes overfor Fremstillingen af Tordenskjold som Sømand. Kun da Høedt sagde det kongelige Theater Farvel, kom Wiehe i Opposition til Folkestemningen, ved ikke at ville forlade sin saa uretfærdigt behandlede Ven. Men Publikum kastede saa snart som muligt hele Skandalen over paa Høedts Hoved, og næppe var Wiehe vendt tilbage til Statsscenen, førend man slagtede de fedeste Kalve og Alt var glemt. Hvor højt han stod, kan maaske bedst maales ved den eneste Lejlighed, hvor han traadte frem for Offentligheden udenfor Scenen. Det var under de dengang meget hidsige Theaterstridigheder, at Fædrelandet havde bragt en fordømmende Kritik over Høedts Virksomhed som Sceneinstruktør, hvorfor Wiehe tilskrev Bladets Redaktør følgende Brev:
»Hr. Redaktør! Da jeg næsten aldrig læser nogen Theateranmeldelse i Deres meget ærede Blad, uden at have en Fornemmelse, som om jeg læste i et Smudsblad (hvad der navnlig karakteriserer Smudsbladet er, mener jeg, Bagvaskelse, saaledes indrettet, at Bagvaskeren ikke kan drages retlig til Ansvar) og jeg ellers hverken holder eller læser Smudsblade, har jeg herved den Ære at fratræde Abonnementet paa Fædrelandet«.
I den Bemærkning, hvormed Redaktøren indledte Brevet, vovede han end ikke at fremsætte et eneste fornærmeligt Ord mod Wiehe. Hans hele moralske og kunstneriske Personlighed var efterhaanden bleven ligesom hellig og ukrænkelig. Men man kan ogsaa her maale Styrkegraden af Wiehes Venskab for Høedt; thi man kan begribe, at der ikke hørte saa Lidt til for at den tavse Wiehe skulde træde op som offentlig Anklager.
III.
At Høedt har havt en stor og gennemgribende Indflydelse paa Wiehes Kunst, derom kan der ingen Tvivl være. Der var ikke faa Punkter, hvor Høedt var Vennen overlegen, uden derfor at besidde samme eminente sceniske Begavelse. Og Høedt havde den store Fordel, at han kunde udtale, hvad Wiehe blot følte, forme til Teori alt hvad den anden formaaede i Praksis. Derfor maa man dog ingenlunde tro, at Forholdet mellem dem kan bestemmes som mellem den naturlig Begavede og den grundig Studerende, eller mellem den ildfulde Kunstner og den kloge Beregner; thi hverken var Wiehe uden Studium eller Høedt uden Lidenskab, hin ikke ulogisk, denne ikke kold. Man kunde maaske sige, at Høedt var Wiehes Steffens, forsaavidt han drog faste Kunstformer frem for hans Fantasi, der førhen kun havde ejet dem i vage Omrids, og ved sit Ord befrugtede hans Tanke; derimod var han ingenlunde Wiehes Lærer i Detailler, ja denne tillod aldrig at Høedt overværede Prøver, eller at han indvirkede paa Rolleopfattelsen, saalænge første Opførelse ikke havde fundet Sted; bagefter var han villig til at diskutere, og Uenigheder var hyppige hos de tvende Venner, som mødtes i en vis teologisk Opfattelse af Livet, der tydelig satte sit Mærke i Wiehes Kunst, medens den hos Høedt slog ud i halvfilosofiske Skrifter.
Hovedsagen var imidlertid, at hvad Høedt bragte den danske Skuespilkunst, den realistiske Kamp imod det konventionelle Theatralske: Tale mod Deklamation, Natur mod Schönthuerei; indeholdt i sig et saadant Sandhedselement, at det nødvendigvis maatte gøre et stærkt Indtryk paa Wiehe. Han var anlagt paa som Kunstner at lade sin Natur raade, og han maatte da føle sympatetisk med en Anskuelse, der havde Naturen til Feltraab.
Men vel at mærke, hans Rollefag bandt ham for største Delen til en romantisk Digtning, der havde saare lidet med Virkeligheden at gøre. Prins Julian, der lever som Konge af Eventyrlandet i Riddertiden før Don Quichote, udtrykker i et sværmerisk Sprog Følelser, der ere ligesaa sart henaandede som de harmoniske og elegante Vers. Den nye Lære akcentuerede sig derfor ikke saa stærkt i Wiehes Spil som i Høedts. Han deklamerede ikke; men tildels fordi han i Almindelighed var bundet af Verset, behandlede han ikke Repliken saa frit efter den daglige Tales Forbillede, som egentlig fordredes efter de strænge Principer. Der fandt netop i hans Diktion den Sammensmeltning mellem det Naturlige og det Ophøjede Sted, som udgjorde Kærnepunktet i hans Spil. Medens Høedt behandlede Talen, som en Virtuos sit Instrument, gjorde Løb og Triller, Stakkato og Flageolet, saa at det susede En om Ørene som et helt Orkester, var der kun en enkelt Klangfarve, en vis Monotoni over Wiehes Replikfremsigelse. Ordet sprang spontant fra hans Læber, som en stødvis kommende ustanselig Strøm, og hvormeget han end gav, man syntes dog altid han holdt meget, ja det Bedste tilbage. Og selv en tarvelig Prosa føltes i hans Mund næsten som Vers; Fremmede have, uden at forstaa Dansk, glædet sig ved hans Oplæsning, som ved Musik, hans Tale var som en Sang, en Hymne til Skønhedens Pris, hvor der ingen Plads var for en markeret Betoning, hvor der ingen Tid var tilovers for det løsrevne Indhold. Jeg er saa heldig at kunne anføre Udtalelser af Wiehe, der bekræfte, hvad jeg har paastaaet. I et Brev fra Wien skriver han om Skuespilleren Wagner, som en fælles Bekendt har beskyldt ham for at ligne, men hvis Spillemaade efter Wiehes Mening er komplet Holstsk: »Wagner, det Asen, som spiller alle betydningsfulde Roller, spillede da ogsaa Faust saa betydningsløst brølende som muligt. Han har forresten et godt Udvortes ... Nogen Gavn tror jeg, jeg har af at have set Wagner, i det Hele taget. Ligner jeg ham end ikke i Brøleriet, saa tror jeg dog jeg ligner ham i at lade Effekter forsvinde, skønt det sker af forskellige Grunde hos os; hos ham er det Dumhed, thi han søger Effekt, det høres paa Brølet. Men han kan sige lange Repliker fulde af Nuancer og Tankeafsætninger, uden at det spores i Deklamationen, og det er jeg bange for, jeg har noget af«. —
Man skal saaledes have Vanskelighed ved at finde det enkelte geniale Træk, som integrerende Del i Wiehes Kunst; jeg forstaar derved en saadan Replikbetoning, Mine eller Gestus, hvorigennem den hele Personlighed synes at aabenbare sig paa særlig intensiv Maade. Som Eksempel herpaa vil jeg anføre, at den tyske Skuespiller Seydelmann ved Fremstillingen af en russisk Bonde, der fortæller om sin Hustrus og sit Barns Død, ved Replikens Slutning bedækkede Øjnene med Hænderne og med dæmpet Stemme sang nogle Takter af en russisk Kirkehymne; man fik som ved et Lynglimt Indtrykket af Mandens fromme Overtro. Saadanne Træk tror jeg, at Wiehes Roller, i alt Fald de romantiske, ikke opvise. I det Hele taget satte han sjældent noget til. Han gav alt, hvad der stod, forstørrede og idealiserede Digterens Billede, kastede saa stærkt et Lys, han formaaede, over det, men han holdt sig Teksten efterrettelig. Han kunde godt derfor samle Udtrykket til en iøjnefaldende Klarhed paa et enkelt Sted, som f. Eks. hvor han i Axel og Valborg huggede Klædet over; der funklede hans Øje med en uhyggelig, næsten afsindig Glæde, og hans Stemme skar skarpere end Sværdet, men han brugte kun Tekstens foreskrevne Ord og Gestus. jeg har dog hørt fortælle, at han engang paa en Herregaard, under Oplæsningen af Paludan Müllers Lucifers Fald, lo saa vildt og forfærdeligt med Lucifers Latter, at Gaardens Folk styrtede rædselsslagne til i den Tanke, at et Menneske rallede i Krampetrækninger. De, der have hørt hans afsindige Latter som Caligula, ville tro dette; i Rollen var imidlertid Latteren foreskreven.
Heller ikke i Karakteropfattelsen kom der nogen stærk Virkelighedstrang frem, undtagen maaske i de senere Aar, og selv der kun sparsomt. Som et prægnant Eksempel kan dog nævnes en Rolle, han udførte i et kun faa Gange spillet Stykke, Kærlighedsdrømme, af Scribe og Najac — et Forsøg af Scribe paa at anslaa Bonsensskolens Toner. Wiehe var her en Ægtemand, endnu filistrøsere og mere upoetisk end Gabrielles Husbond, og gav denne saa tarvelig honnet med stive Flipper, som om han aldrig havde vidst, at Romantik var andet end at elske sin unge Kone, selv om hun var forliebt i en Officer. Jeg skulde tro, at noget saadant som Assessor Wilhelm hos Kierkegaard, det danske Sidestykke til Augiers og Ponsards Ægtemænd, har foresvævet Wiehe. Her var en stærk naturalistisk Bestræbelse, ligesom naar han for enhver Pris vilde faa den begede Gut ud af Oehlenschlägers lidt ferskvandsagtige Tordenskjold.
Men som Erik i Erik og Abel, en af hans allersidste Roller, havde han støbt den svage, umandige Konge om til en Martyr og udstyret ham med en kristuslignende Skikkelse, saa hele Rollen egentlig var lagt an paa Aftenbønnen før Mordet. Saa vidt kunde han i det Hele aldrig naa i Virkelighedsspil, at han fik det historiske med. Han vilde hin Aften, der var Mindefesten for Frederik den Syvende, ligesom inkarnere det ulykkelige Danmark i den voldelig overfaldne Erik; denne Tanke alene bevægede ham, og han kunde aldrig give andet end sine egne bevægende Følelser og Tanker.
Da han i sine sidste Leveaar mer og mer gik ind i Karakterfaget og endog spillede Skurkeroller, skulde man synes, at der netop her var Lejlighed for ham til at bryde med de Theaterkonventioner, som foreskrive det onde Menneske et fra det gode væsentligt forskelligt Udvortes. Alligevel var han selv her meget afhængig af Traditionen. Han sagde sig ikke løs fra den konventionelle Maske, hvis Alder synes at strække sig helt op til Mysteriernes Djævlefremstillinger. Som i Norden Mørkets Fyrste var sorthaaret, i Syden rødhaaret, saaledes skiftede ogsaa de onde Menneskers Farve paa Scenen, og overalt vare de, ligesom den halvt komiske halvt forfærdelige Frister, listende og luskende, skelende og skulende. Det er den moralske Fordømmelse, der slaar ud i den æstetiske Afsky. Enhver, der har set Michael Wiehe som Sortebroder Knud, vil erindre, hvorledes han kom krybende frem med fæle Grimasser, hvorledes hans hele Maske indtil den skinnende hvide Hals var anlagt paa at fremkalde en Uhyggelighedsfølelse — trods dette var Virkningen dog saa overordentlig, fordi man følte en imponerende aandelig Overlegenhed bag hvert af Munkens Ord. Og paa samme Maade hørte hans Joseph Surface, skønt han her ikke dulgte sin personlige Skønhed, til Sortebroderslægten. I Forførelsesscenen med Lady Teazle var hans Blik slangeagtig fortryllende, hans hele Væsen ligesom forgiftede Luften i Værelset; men hvor vidunderlig Skikkelsen end var, det var ikke Sheridans Tartuffe, han fremstillede, det var en langt større Inspiration der var over Michael Wiehe, end Rollen kunde bære og Fru Heibergs noget knibske Fremstilling af Koketten kunde blive ensagtig med. Hans Form for det Onde var det Dæmoniske, han følte sig dreven af onde Magter, mod hvilke Forstand og Vilje vare kraftesløse. Saaledes spillede han endog Kaligula. Naar dennes blodtørstige Fantasi gav sig Luft i en vild Glæde over, at han var istand til med ét Ord at bringe Hustruens hvide Hals under Bøddeløksen, saa var Afsindet saaledes i Wiehes Ord og Mund, at den romerske Kejser kun blev et fraadende Rovdyr. Drifter og Længsler — Ærgerrighed, Vellyst, Grusomhed — fyldte hans hele Væsen, gjorde Blikket glødende og Læben veltalende som i de erotiske Roller Ungdommens Sværmeri.
III.
Den kejtede unge Mand var hurtigt bleven en fuldmoden Kunstner. Men Forlegenhedsmærket sad paa ham. Paa et Billede af Wiehe i Kostume fra Augiers gendre de M. Poirier ser man den fornemme Roué staa lænet op mod en Søjle med den ene Haand gemt ind under Vesten, den anden begravet i Lommen, som var han en Debutant, der ikke vidste hvad han skulde gøre med sine Hænder. Med ét Ord, Wiehe var i Væsen og Manerer altid tung. Paa Scenen havde han afbrudte, kantede Bevægelser, og noget Afsnubbet og Mørkt i sin Diktion, og i alle Roller fremkom der ved hans Naturel noget Særeget og Sært.
Fra Wiehes Ungdom havde det staaet for ham som et Ideal at spille Torquato Tasso i Goethes Stykke. Han kendte sig aandsbeslægtet med det fine Billede af den indesluttede og melankolske Kunstner, den uerfarne Poet imellem verdenskloge Hofmænd og elegante Damer. Wiehe følte sig ligesaa upraktisk og ligesaa fornem som Digteren. Og dennes paa éngang ydmyge og fremfusende Kærlighed til Leonora var netop den Elskov, som det stod i Wiehes Magt at fremstille. Intet kunde mere være Wiehes Natur imod end Paatrængenhed; han var altid ligesom fjærnet fra den Elskede ved sin varsomme Tilbedelse.
Der var paa Scenen som i Livet bestandig en Afstand mellem ham og Omgivelserne, et tomt Rum. Han egnede sig til at fremstille den, der staar alene imellem Mennesker af ulige Sind og Vilkaar, og som ved sin Adfærd skarpt udhæver det Svælg, der skiller ham og de andre ad. En Alvorlig imellem Muntre, Protestanten imellem Katoliker, Hedningen imellem Kristne, Kvækeren mellem de Levelystne, — saadanne Opgaver, hvor det gjaldt at fremstille den Isolerede, lykkedes altid for ham, allerhelst naar denne til en vis Grad var Omgivelserne underlegen og udsat for deres Spot. Det forstaar sig, at Pointen saa laa i, at Wiehe i Virkeligheden besad den aandelige Overmagt. Og netop paa samme Maade yndede han saadanne Skikkelser, hos hvilke der atter mellem det Ydre og det Indre var en disharmonisk Afstand. En Ridder i Trælledragt — det var jo hans Grib, en glødende Elsker i Munkekutte, der bryder Tro og Løfte, brændemærkes og forhaanes — en saadan Rolle skrev Høedt for ham i Madonna for at lade hans Geni vibrere paa de Strænge, det helst berørte.
Dette Fordoblingshang genfandt man, naar han spillede Elsker. Han var allerhelst paa éngang den der elsker, og den der ikke elsker, eller i alt Fald den Kyske og Kolde, som pludselig hører Kærlighedens Stormklokke ringe for sine Øren, og som overrasket lader sig betage og rive hen af dens Hvirvel. Førend dette skete, aabnede der sig ligesom en Kløft mellem Mandens Sjæl og den ukendte Følelse, der trængte sig frem for at fylde den. Modstræbende vilde kun Sjælen lade sig omforme, men saa atter være helt i Eros' Magt. Hvor havde Wiehe kunnet laane Røst til det unge Menneskes Tale i Kierkegaards Symposium, assimileret sig med hin skønne Yngling, som endnu staar uberørt af og sky overfor Eros, og under hvis tvivlende Spørgsmaal om Gudens Tilværelse der dæmrer saa mægtige Længsler. Wiehe kunde fremstille Ynglingen, for hvis Øren der klang som en dæmpet Susen af Gudens fjerntrammende Pile, men som endnu var usaaret. Ingen kan glemme, hvor vidunderligt han spillede som Tadeo i Den Yngste, i lutter Fordoblinger: den stille Lærd, forlegen og kejtet, ragende, højt op over sin udannede Slægt og dog saa ærbødig-venlig mod alle, selv mod den uvidende Pædagog, kysk som en ung Pige overfor Soubrettens paatrængende Koketteri og saa — pludselig helt betaget af Fiorellas muntre Stemme og lysende Smilehuller. Og netop dette, at Tadeo overfor den som Dreng forklædte Pige umuligt kan begribe sin egen Følelses Natur, denne Uvished var som lagt tilrette for Wiehe. I Anledning af sin Udførelse af denne Rolle skrev han et Brev til Hertz, der indeholder saa fyldige Oplysninger om hans Studiums Indtrængen og hans Dannelses Natur, en saadan Selvkarakteristik, som man kun sjældent opnaar fra en Skuespillers Haand:
»Kære Hr. Professor! (Undskyld denne ligefremme Tiltale, men jeg véd ingen bedre.) Jeg er bleven betagen af Tvivl med Hensyn til min Opfattelse af Tadeos Rolle, en Tvivl, som kun De kan løse, og da De selv er interesseret i Sagen (nemlig om den bliver udført efter en rigtig eller en gal Opfattelse) haaber jeg, De ikke tager mig ilde op, at jeg, ved at henvende mig til Dem, søger at faa Sagen klaret for mig. — Jeg har ikke taget noget Hensyn til, at Tadeo er den ældste blandt sine Brødre, men kun søgt at forstaa ham af de foreliggende Ytringer saavel om som af ham, samt af den Maade, hvorpaa han behandles af sine Omgivne, og Resultatet blev, at han uagtet sin Tankemodenhed og sine klassiske Sympatier, altsaa uagtet sin Overlegenhed i én Retning, dog paa Grund af sit Ubekendtskab med Livet i sin Fremtræden og i sin hele Væren havde beholdt Barnets Oprindelighed eller Naivetet. Dette er Spørgsmaalet«.
Overlegen som Aand, underlegen i Livets praktiske Anliggender — Wiehe præsenterer straks sin Tadeo dannet efter den Prototype af den unge Mand, der altid foresvævede ham. Er der ikke i dette Billede noget meget Dansk? Tilhører ikke Tadeo kun af Navn en sydlandsk Race med tidlig Livsmodenhed, og er han ikke snarere et Symbol paa vor saakaldte klassiske Opdragelse, der nærer os med gammel sproglig Lærdom og holder os i Ubekendtskab med Livets simpleste Love. Tadeo synes saa god og from en dansk Student, som Virkeligheden kun sjældent opviser, men som Hostrup senere indførte i Poesien under Eibæks Navn. Det falder øjensynligt ganske naturligt for Wiehe, at den 25aarige Mand besidder et Barns Naivetet!
»Gaaende ud herfra formede Rollen sig saaledes for mig: Ved Stykkets Begyndelse er det kommet saa vidt med ham, at han er begyndt at føle en Trang, en Længsel efter noget andet end det, der hidtil har udgjort hans Kærlighed og fyldt hans Liv, og dette i Forbindelse med, at han dog ikke kan opgive sin gamle Kærlighed, frembringer en tungsindig Uro, der er synlig i Scenen med Munken. I den følgende Scene med Moderen begynder han at skimte Vejen, hvorpaa Trangen kan tilfredsstilles, og Uroen gaar over til en kraftig Søgen. Da det er ham om at gøre baade selv at komme til Klarhed og gøre sig forstaaelig for Moderen, er hans Tale meget indtrængende og tydelig. Tanken om Naturstudiet ligger nu og gærer i hans Hoved indtil Fiorella viser sig. Synet af hende virker umiddelbart opklarende paa ham, og i den derpaa følgende Scene er han tillidsfuld barnekammeratlig, naiv sammensladrende, Sympatisøgende og haabende. I Monologen behagelig opfyldt af hendes Billede, lidt tendre, som efter overstandne Spændinger. — 3dje Akt. Han aner ingen Fare, men er glad beskæftiget med Eksaminationen. Fiorellas om jeg saa tør sige verdslige Spørgsmaal, der kastes resolut paa kryds og tvers ind i Eksaminationen, opskræmme og forundre ham. Altsom hun taler, ser man ham fængsles mere og mere, man ser, som han siden selv udtrykker sig, at hans Tanke befrugtes, og fra det Øjeblik, hun udmaler Livet i og med Naturen, som vilde interessere ham, selv om det ikke var hende, der gjorde det, føres han som af en dæmonisk Magt til at følge med paa hendes kraftige, umiddelbare Flugt — hans Indvendinger ere som en Overvundens. — Scenen med Moderen: han er vaagnet til Bevidsthed om den Magt, hun udøver over ham, og er prisgiven til alle en vaagnende første Kærligheds op og ned bølgende Rørelser. Han er som Lærd vant til at reflektere over enhver Ting, og denne Vane fornægter sig heller ikke her, han standser ofte for at opstille Betragtninger, men det er ikke mere som en Lærd, han gør det; Lidenskaben modner ham, gør ham mandigere, og hans Uforsøgthed i Livet gør denne Scene til et meget nuanceret og fyldigt lyrisk Udbrud. I Scenen med Fiorella er han saa undselig da det kommer til Stykket, at han slet ikke ser paa hende, førend fra det Øjeblik hun siger, hun maa gaa. Efter hendes Bortgang er han bedøvet, indtil en ungdommelig Haabets Forvisning indgiver ham den Indskydelse at følge efter hende. I Monologen, der begynder 4de Akt, er hans Tale gennemtrængt af en stille sitrende indre Varme, i Scenen med Brødrene besjælet af et begejstret Mod o. s. v. — For at være ganske sanddru vil jeg tilføje, at han har den lille Ejendommelighed, at han ofte fylder Lungerne med noget mere Luft, end der strængt behøves for at tale, med andre Ord, at han ligesom tager Tilløb til, hvad han vil sige, en Vane, man ofte træffer hos videbegærlige Børn og naive Videnskabsmænd, og som vistnok lader sig forklare meget naturligt, hvorfor jeg ogsaa haaber, at man ikke anser det for et vilkaarligt opfundet Træk, der ikke hører hjemme her. Forresten tager denne Vane eller denne Egenskab noget af altsom han vokser eller udvikles«.
Det er ikke værdt at opholde sig meget ved det sidste Træk, hvis Betydenhed er omtvistelig, omend det sikkert viser, i hvilken Grad Wiehe gik paa Spor efter det Særegne. De brugte Ord og Vendinger kaste et stærkt Lys over Brevskriveren. Først Stilen. Den er saa ganske Tidens, skyende det kraftigt malende Udtryk, søgende det dannet sarte; føler man ikke Hertz' Indflydelse i en Betegnelse af Tadeo som denne »lidt tendre«. Men i selve den Karakterskildring, hvormed Wiehe dybder Digterens lidt flade Skikkelse, finde vi alle Skuespillerens Yndlingskategorier. Der er i Tadeos Sjæl »en tungsindig Uro«, hin Kløft mellem hvad han føler sig at være og hvad han higer efter — blot ved et saadant Ord har Wiehe skudt sit eget Aasyn ind under den italienske Maske. Naar saa Kærligheden vaagner i Tadeos Hjærte, da indfinder den sig efter Wiehes Mening som »en dæmonisk Magt«, og man mærke, hvilken puritansk og teologisk Tankegang, der skjuler sig under dette Ord, som gør den naturligste af alle Følelser til en oversanselig Ubegribelighed. Dæmonen fordrer ubønhørlig sin Ret og al Tadeos Kulde er borte, hans Lærdom og Forstand bukker under, »hans Indvendinger ere som en Overvundens«, — hedder det med en Kierkegaardsk Vending. Denne dæmoniske Betagethed gør ham dog ikke hæftig og forlangende overfor sin Elskede, knap engang veltalende; han er tværtimod saa »undselig, at han end ikke vover at se paa hende«. Kun overfor andre besjæler Kærligheden ham til et »begejstret Mod«, paa hende tænker han med »en sitrende Varme«. Hvilken blid Dæmon er dog ikke denne Eros!
Saaledes have vi fulgt alle Stadierne i denne forklædte Selvbekendelse. Først er Ynglingen kun et sært Barn, der læser og studerer, uagtet de stive Bogstaver snarere spærre Aanden ude fra ham end lukke den ind; han søger til Naturen uden at finde Lise for sin Sjæl, der er som frosset fast i død Viden. Men næppe opfinder et Kærlighedsforaar, før Isen brydes; Ynglingen overvældes, svimler og bedøves, idet hans Længsel faar Vinger og Maal — dog Flugten er sagte, Vingeslaget let. Hans Kærlighed, der modner ham til Mand, kredser om den Elskede i ærbødig Afstand. Den Attraaende vover ikke med Ord eller Blik at aabenbare sin Attraa. Hvilken sær Følelse er dog ikke denne!
Vi komme tilbage til Wiehes Brev for at høre, af hvad Aarsag det egentlig er skrevet.
»En, hvis Mening jeg sætter Lid til, bad mig tænke lidt over den Ting, at Tadeo er den Ældste. Hans Mening var, at Tadeo, mæt af, ja næsten modbydelig ved Klassikerne, maatte have alt, hvad Aandens Modenhed giver, og at som Følge heraf en mild Overlegenhed bestandig maatte være Grundpræget. Endogsaa der, hvor han er ifærd med at bære Bøgerne ud, maatte f. Eks. den Replik: »Kun Plinius« siges med et Smil. Ligeledes maatte i den følgende Scene med Moderen hans idelige Refleksioner forhindre Scenen fra at blive et i den Grad udviklet og fyldigt lyrisk Udbrud, som det nu er og »som kun en i lyrisk Deklamation stærkt udviklet Skuespiller vilde kunne sige det«. Kort sagt, han vilde blive en ældre, men tillige elegantere, mildere, skønnere Personlighed, der vilde virke ganske anderledes vemodigt rørende. Det er muligt, at denne Opfattelse er den rigtige, ja paa Grund af min Tillid til den, fra hvem den kommer, nødes jeg til at sige, det er vel endogsaa sandsynligt, skønt jeg ikke for Øjeblikket kan indse det, men netop af denne Grund kommer jeg dog nu til at gaa lidt i Detail med Hensyn til min egen Opfattelse, for dog at forsvare mig inden Sagen gaar til Doms«.
Det er ikke meget vanskeligt at gætte, hvem denne kunstforstandige Modstander var, han røber sig paa Mælet. Det er En, som ikke yndede Lyrik i dramatisk Kunst og som troede paa, at det gennemdannede Menneske altid maatte bevare en vis rolig Overlegenhed. Hvad Sagens Realitet angaar, saa fristes man til med den politiske Kandestøber at udbryde: Denne har jo ogsaa Ret. Begge de stridende Parter læse deres egen Personlighed ud af Rollen. Muligvis havde Hertz slet ikke tænkt saa dybt over Sagen som Wiehe, der i det Følgende forsvarer sin Anskuelse med, at Aandsmodenhed, uafhængig af Livet, synes ham en Umulighed, og at Tadeo desuden bestandig er uklar over sig selv; han ender det lange Brev med følgende karakteristiske Slutning.
»Hvis nu dette er rigtigt (hvad det forresten vel ikke er) og Tadeo altsaa er en Aand, der strider for at komme til Klarhed, da falder selvfølgeligt den milde Overlegenhed bort; han kan vel paa en Maade se overlegen ud, forsaavidt som man kan se paa ham, at han fører et Tankeliv, hvilke de Andre ikke gøre, men en selvbevidst Overlegenhed afpræger sig næppe paa den, der selv er saa alvorligt søgende, undtagen lejlighedsvis i enkelte Repliker. Den Maade, hvor paa han tiltales af de andre saavelsom hans egen Udtryksmaade paa mange Steder tyder paa, at hans Væsen er barnligt. — Jeg vil spare Dem for at gennemgae de enkelte Scener, da Udførelsen jo følger Hovedopfattelsen og kun tilføje, at det er faldet mig ind, om ikke Tadeo ogsaa maaske stod i nogen Rapport til Stykkets Titel, og om den Parallel skulde drages mellem de to Hovedpersoner, at ligesom Hun, skønt yngst, paa en Maade viser sig som den ældste, saaledes skulde han, skønt ældst, vise sig som den yngste. Dette Sidste har naturligvis intetsteds hjemme, eftersom ingen andre ere faldne paa det, men hvorom alting er, saa beder jeg Dem sige mig oprigtigt, hvad deres Mening har været med Tadeo. Er den ældre Tadeo Dem kærere end den yngste, saa spiller jeg ham saaledes for Fremtiden; thi det kan jeg nemlig, og De maa ikke frygte for at saare mig, ved at erklære mit Arbejde for forfejlet, thi det er mig ikke om at gøre at faa Ret«.
Det er paa engang beskedent og grumme stolt sagt. Muligvis tog dog Wiehe Fejl og havde ikke saa let kunnet laane Personlighed til en anden Tadeo. I hvert Fald taler ud af dette Brev en moden Kunstneraand, der helt er kommen til Klarhed over sin Virkens Natur. Hver Linje vidner om hin aandelige Sikkerhed og Modenhed, som gjorde Wiehe til den Elitekunstner, han var. Og tvivlende spørger man sig under Læsningen, hvormange Skuespillere der vel magte at tænke saa klart og udtrykke sig saa fornemt, og saa helt underordne sig deres kunstneriske Opgave som han, der stod saa højt, og man forstaar, at han netop svang sig op til hin Højde, fordi han dreves »som af en dæmonisk Magt« til at omfatte sin Kunst med en glødende og altid fornyet Kærlighed, der formede selv det ringeste Arbejde til den alvorligste Pligt.
V.
For Enhver, der har set Michael Wiehe, danner hans Spil Maalestokken for erotisk Skuespilkunst. Andre kunne være elegantere, som Bressant f. Ex., eller større Virtuoser, som Delaunay, eller af en mere moderne Nervøsitet, som Sonnenthal, ingen har givet den mandlige Elskov i en ædlere og skønnere Form.
Den Elskov, han fremstillede, var ikke af sanselig Art. Han spillede ikke Kærligheden til den enkelte Kvinde, hans Øje fæstede sig ikke lidenskabeligt paa hans Medspillerske, hans Hænder brændte ikke efter at gribe hende, han attraaede ikke hende, til hvem Kærlighedsordene klang fra hans Læber. Han beundrede hende, tilbad hende som et jordisk uopnaaeligt Ideal, han værgede for hende som for en kostbar Blomst, der ikke tør udsættes for barske Storme, han nærmede sig hende ærbødigt, bragte hende sit Liv som en ringe Tribut til hendes Skønhed. Han selv var betaget af Eros, hans Væsen var som flydende Lava, men Flammen berørte ikke den Elskede. Saaledes var hans Erotik af sær usanselig eller oversanselig Art.
Den Elskov, han fremstillede, var en Religion. Han troede paa Kvinden, overfor hvem hans Sjæl fyldtes med en mysteriøs Lidenskab, for hvis Skyld han kunde dø som Martyr. Og denne Religion var ikke af protestantisk Natur — saalidt som nogen anden romantisk Tro — det var en ren katolsk Helgendyrkelse, en glødende fanatisk Madonnatilbedelse.
Saaledes i Maria Stuart. Hvor var ikke hans Lidenskab skøn og himmelstormende, der hvor Mortimer sammenblander den jordiske noget verdslige Maria med den hellige Gudsmoder. Her i denne Rolle, hvor han udfoldede saa stor en plastisk Skønhed, at havde man kunnet tage en Række Gibsafstøbninger over ham, havde man besiddet de dejligste Statuer — her lignede han en af hine Correggioske Figurer, der vender Blikket op imod den skønne unge Madonna paa Himmeltronen, og i hvis Øje paa éngang flammer den højeste sanselige Ekstase og en Art religiøs Tilbedelse. Dog hos Wiehe var Sanseligheden langt mere dæmpet og aandeligt forædlet.
Elskoven var Endelig hos ham Ridderlighed. Han var en Elsker fra Minnesangernes og Trubadurernes Tid, ialfald saaledes som Romantismen har fremstillet den. Som Ridder var han paa éngang sværmende som en Yngling og bevæbnet til Kamp som en Mand. Det var denne Modsætning, der altid prægede hans Spil. Naar han i Den Yngste i de første Akter havde ladet sit hele Væsen smelte hen i den ømmeste næsten barnlige Hengivenhed for den forklædte Pige og havde været helt og holdent den tungsindige Drømmer og stille lidt pedantiske Lærde, saa forvandledes han, naar han i sidste Akt drog Sværdet for hende, pludselig fra Isse til Fod til en Ridder og en Mand. Saaledes ogsaa i Ninon, hvor hans Spil vel var den mest straalende Diamant i hans Kunstnerkrone. Hvad var det for et Indtryk, man gik bort med, naar man havde set denne geniale Præstation? Først følte man, at Wiehe var netop hvad Chevalieren skulde være, »et ædelt Kar af fin Natur«, saa at Ens Øje havde glædet sig over den vaagnende Ynglingenatur i dens skønneste Foraarsstemninger, og endelig at man havde været Vidne til hvorledes en ædel Aand forsvarede sin Elskede ridderligt og fortvivlede og døde som en Mand. Den centrale Replik i hans Spil, Kulminationspunktet, der dannede Overgang fra Yngling til Mand, blev Udæskningen til Richelieu:
Men dette skal han vide:
Ethvert Gebet, der vindes kan ved Magt
Og der ved Frygt kan aves eller lokkes
Ved diplomatisk Kunst, er let hans Bytte.
Men hint Gebet, der underfuldt er dannet
Af Lidenskab, af Sværmeri, af Drømme,
Hvor Tvang og Trods ej taales, hvor et Blik
Bønfaldende og ømt kan opnaa alt,
Til Værn for det en talrig Livvagt samles,
Et ædelt Ridderskab af Frankrigs Ungdom,
For denne Skare vogte han sig vel!
Mod den hans Magt og Despotiets Vilje
Skal bryde sig som Straa!
Hvor var han vidunderlig dejlig naar han udslyngede disse Ord, hvor flammede hans Aasyn! Naar man gik hjem efter saadan en uforglemmelig Aften, ør og fortumlet i Hovedet, var man fristet til at drive timevis om i Gaderne med Versestumper paa Læben inden man kunde vende tilbage til den virkelige Verden. Man hverken nænnede eller formaaede hastigt at tilintetgøre Indtrykket af hin Aabenbaring fra en anden Verden.
Det var ikke Hertz' sarte Poesi, der havde begejstret Wiehe til denne Aabenbaring. I hele sin Opfattelse af Elskovens Væsen forholdt han sig fjendtlig overfor den Aand i dansk Literatur, der fra Oehlenschläger førte gennem Hertz og Winther til Aarestrup, Opfattelsen af Elskoven som sanselig Livsglæde, og derimod følte han sig aandsbeslægtet med den asketisk-teologiske Retning, som fik sine Repræsentanter i Paludan-Müller og Kierkegaard. Kalanus vilde han sikkert have yndet at fremstille som en Renhedens Apostel, og paa den anden Side er der i det Kierkegaardske Symposion (In vino veritas) og overhovedet i Kierkegaards hele usanselige Erotik Træk, der minde om Wiehes Kunst. Iøvrigt var han ikke meget influeret af Poesien og havde til Gengæld ingen Indflydelse paa den — jeg tvivler paa at nogen af vore betydelige Digtere har skrevet Roller med bestemte Tanker paa ham. Moderne nordisk Drama kom han slet ikke til at spille, hverken Bjørnson eller Ibsen, og med Studentervaudevillen havde han selvfølgelig ingen Sympati. For at spille Eibæk maatte han omforme ham til en i Nordsjælland fodvandrende Evangelist.
Men hans Kunst var den skønneste Blomst, Romantismen har sat herhjemme, og den har paavirket ethvert for Poesi modtageligt Sind, som har levet, medens han virkede. De unge Mænd, han fremstillede, vare ikke meget forskellige indbyrdes, thi hans Fantasi var ikke befolket med Skikkelser, men behersket af et Ideal. Og dette Ideal af sværmerisk Begejstring og mandig Kraft bragte han sit Folk.
Eller rettere han stod for os alle som en ideal Skikkelse, ikke blot fordi han bar Geniets Mærke paa sin Pande, men fordi han som Menneske besad en moralsk Højhed, der vidnede om, at han havde bragt sin Personlighed uskadet gennem Livet. Dette var og blev Hemmeligheden ved hans Kunst. Derfor kunde den mest glødende Elskovstale strømme fra hans Læber med en næsten jomfruelig Renhed. Han syntes os paa engang en drømmende Yngling og en myndig Mand, en stille Tænker og en Helt, en Elsker og en Asket.