Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/2

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier
Frederik Høedt
af Edvard Brandes

FREDERIK HØEDT.

er debuterer en Sanger paa det kongelige Theater og samler propfuldt Hus talrige Gange, idet han vækker umaadelig Begejstring ved sit ypperlige Spil, ligesaameget som ved sin Stemme. Publikum fatter de største Forventninger: en dramatisk Sanger er saa sjælden en Fugl. Men mærkværdigt nok, den nye Stjærne stiger ikke. Tværtimod, den daler kendeligt for hver ny Rolle; i hver følgende Sæson falder den unge Kraft langsomt, men sikkert. Den stakkels Kunstner synes aldrig mer at faa en Opgave, der passer ham saa godt som den første; man klager nu over, at hans Spil mangler baade Fantasi og Natur. Hvor er pludselig hans dramatiske Begavelse bleven af, spørge de Uindviede forbavsede. Enhver, der har Foden indenfor Kulisserne, svarer roligt: Ganske simpelt; det var Høedt der havde instrueret ham til Debuten; han gjorde blot, hvad han havde lært.

En Skuespillerinde, der allerede i nogen Tid har tilhørt Theatret, skifter pludselig Rollefag. Hun, som vi have set som den blide nordiske Mø, optræder en skøn Aften i et fransk Konversationsstykke og glimrer ved en med mange og fine Nuancer pailleteret Tale; denne Rolle gør Epoke i hendes Theaterliv og bliver Grundlag for en Række af lignende Skikkelser, tildels blot Variationer over den Melodi, som éngang hendes Diktion er omformet til. Denne Gang er det en offentlig Hemmelighed: Professor Høedt har instrueret den unge Dame, det er ham, der har aabnet hendes Talent en ny Bane ved sin Indsigt i hvad Mulighed det gemte.

Der opføres paa en af de mindre Scener et Stykke, til hvilket hele det kongelige Theaters Publikum strømmer hen. Uagtet de enkelte Kræfter ikke alle ere udmærkede, er dog Ensemblet fortrinligt; enhver Replik kommer til sin Ret, Dialogen er en virkelig Samtale, Personernes Stilling overfor hinanden er naturlig og fremhjælper Handlingen, ja det er ligesom Møbler og Dekoration spillede med. Sligt er man ikke vant til her, saalidt som paa vor første Scene. Og Aarsagen? Professor Høedt har overværet Prøverne og sat Stykket i Scene, og den ene Mands Aand har hvilet over det kunstneriske Øde, der ellers hersker paa disse Brædder.

I en Række af Aar har Prof. Høedt været Københavns dramatiske Faktotum. Andre Byer eje et Konservatorium, hvortil Begyndere i den sceniske Kunst søge hen, vi have kun besiddet ham. Han har været den eneste Lærer, den dygtigste Sceneinstruktør, den første Avtoritet i alle Theatersager. Det maa ikke glemmes, at under hans Vejledning ere næsten alle de Kunstnerinder opdragne, der for Tiden virke ved det kgl. Theater. Høedt har været overalt og intetsteds i den Periode, der følger efter hans Tilbagetræden fra Skuepladsen; om han end ikke personligt har grebet ind, har han bestandigt staaet bagved.

Theatret fanger. Derfor maa man ikke undre sig over, at Høedt ikke har kunnet slippe Interessen for Scenen paa samme Tid, som han selv gav Afkald paa at lægge sin Begavelse for Dagen. Den som éngang har mærket Osen fra Rampen stige op imod sig, vil altid længes tilbage til den som til en Duft, der er sød i hans Næse. Selv den afskedigede eller uheldige Skuespiller kredser bestandigt rundt om Stedet for sine Drømme og Forhaabninger. Det er ikke vanskeligt at fatte, at Høedt, hvis artistiske Sans er medfødt og næret ved hans hele Livsførelse, ikke har kunnet blive Thalia kvit, selv om han af og til har hævnet sig paa sin forstødte Ungdomselskede ved at ironisere noget overlegent over hendes senere Fejltrin.

Mindre forklarlig synes Høedts Resignation overfor sin Kunst. Men den har næppe straks været en Beslutning for Livet; en Tid lang var hans Genoptræden endog sandsynlig. Hvad der i Begyndelsen kun var en Seen an, omdannedes gradevis til en Given Afkald; efterhaanden som Aarene gik, blev en ny Debut af Professor Høedt en Umulighed. Kunstneren var bleven ældre og nervøsere, og der er intet mere oprivende for et nervøst Menneske, end at spille Komedie, særligt naar ikke Øvelsen stadigt holdes vedlige. Og hvem skulde han spille sammen med? Nielsen, Fru Nielsen, Michael Wiehe, alle døde, Fru Heiberg borte fra Scenen. Hvoraf skulde det Sammenspil skabes, uden hvilket Høedt slet ikke forstod sin Kunst. Han var kommen til at staa alene, en Genganger fra en svunden Generation.

Desuden, det var næppe for Intet at Høedt valgte Hamlet til Genstand baade for et Studium, hvis Langvarighed Rygtet har havt travlt med, og for sin Debut. Noget aandsbeslægtet maa han have følt sig med den danske Kongesøn, hvis Sjæl undfanger Beslutninger, der komme døde til Verden. Fra sin tidlige Ungdom af levede Høedt for Theatret, og dog bandt forskellige Hensyn ham saa fast, at han først, næsten 32 Aar gammel, debuterede. Han havde som Hamlet studeret protestantisk Teologi, hans Moder ønskede at se ham paa Prædikestolen, ikke paa Brædderne, og som Hamlet var han varsom og kærlig overfor sin Moder. Imidlertid, han var mærket, han maatte op paa Scenen; han havde jo, atter som Hamlet, i lang Tid forberedt sig paa sin Mission, troede paa den og ansaa sig for den, der skulde gøre Revolution. Forsøget mislykkedes til Dels. Skuespilleren gjorde stormende Lykke og blev forgudet i de københavnske Selskabskredse, men det nye Princip, han bragte, vandt kun faa Tilhængere. Og Høedt slappedes hurtig. Kun 6 Aar varede hans hele Skuespillervirksomhed, der blot talte faa Roller, og som hvert Øjeblik stod paa Nippet til at afbrydes. Med dens Ophør indtraadte der nogen Ligegyldighed og nogen Bitterhed hos Høedt. Der hører i smaa Lande en overordentlig Udholdenhed til at sejre i en Kamp, der gaar løs paa det Overleverede. Selv om man kun vil en Theaterkonvention, en forældet Spillemaade tillivs, skal der en Fanatikers Taalmodighed til for at fælde sin Modstander. Men Høedt er alt andet end en Fanatiker; han plejer med Heibergs Ord at ønske sig ligesaameget Geni som han har Smag. Vi andre vilde ønsket ham ligesaamegen Energi som han har Geni.

I.

Den der søger at gøre sig Rede for de Love, der have styret den danske Skuespilkunst Udvikling, vil forgæves lede efter afgørende Brydepunkter, hvor det Gamle mødes med det Ny, eller efter overlegne Personligheder, der til en given Tid optræde som Forfægtere af bestemte Principer. Vor dramatiske Kunst udvikler sig i langsom Fremskriden, idet dens Ideal paa ethvert Punkt retter sig efter den samtidige dramatiske Literatur, uden at der fra selve Skuespillerne nogensinde tages et Initiativ til at omforme deres Kunst eller bringe den ind i nyt Spor. Medens f. Eks. den tyske sceniske Kunst i det 18de Aarhundrede lader sig udtrykke ved Navnene: Eckhof, Schröder, Iffland, og i Frankrig de nye Kunstretninger i Strid med Traditionen betegnes ved Lekains og Talmas Skuespillervirksomhed, er herhjemme Høedt den første Skuespiller, der optræder som Forfægter af en bestemt Kunstanskuelse med Midler til selv at give den Kød og Blod paa Skuepladsen. Tilfælles med alle Scenens Reformatorer har han Devisen: Natursandhed, og ligesom de store tyske Skuespillere, ligesom Garrick, støtter han sig paa Shakspeare i sin Kamp mod den uægte Spillemaade.

Forfægtelsen af Natursandheden i Skuespilkunsten fremkommer naturligt, naar ved en eller anden Literaturperiodes Indflydelse en bestemt Side af Menneskelivet alene er bleven dyrket paa Skuepladsen, i Særdeleshed hvor et saadant samtidigt Dramas Magt begynder at slappes; thi denne Naturbestræbelse vil i Virkeligheden ikke sige andet end Erkendelsen af, at der i enhver dramatisk Figur skal fremstilles en hel Menneskekarakter, ikke en enkelt Side af Karakteren. — Egmonts Rolle spilles i Tyskland i Almindelighed med en Bestræbelse efter at give, hvad Goethe vel selv mente med denne Figur, som en Natur lig Goethes egen, en Olympier: Frejdighed, Stolthed, Livsglæde og Sindsligevægt ere Hovedmomenterne for Opfattelsen af Karakteren, der derved ikke bliver meget forskellig fra enhver anden ungdommelig Helt; den geniale Skuespiller burde imidlertid her forsøge at underlægge Rollen et historisk Substrat, sammensmelte de poetiske Intentioner med Historiens Oplysninger og ligesom tegne Digterens Rids op med kraftigere Farver, hentede fra Egmonts virkelige Egenskaber. Med andre Ord: Naturbestræbelsen betyder kun en omfattende historisk og psykologisk Indsigt, der træder hjælpende og udfyldende til, hvor Digteren enten formedelst sin Individualitet eller sit Talents Begrænsning eller sin Tids herskende Ideer kun har formaaet at give noget Ensidigt. For Diktionens Vedkommende bekæmper derfor Naturbestræbelsen paa éngang Deklamationen og Karikeringen, der begge ere at betragte som mangelfulde Fremstillinger, idet den første hjælper sig med et fra Traditionen eller den egne Personlighed abstraheret Udtryk, hvor det gælder at fremstille et andet Menneskes individuelle Sjæleliv, og idet Karikeringen paa samme Maade giver Digterens Skabning et dens Aand uvedkommende, fra det reelle Liv laant Tilfældighedspræg. Man har med Vilje eller ubevidst misforstaaet Naturfordringen og ment, at Skuespilkunsten, som enhver anden Kunst, kun turde give det Virkelige i en forædlet, idealiseret Skikkelse: man glemmer, at da Digteren, ligesom enhver Kunstner, vel kun skildrer Virkeligheden men med en dybere og rigere Iagttagelse og Forstaaelse end den upoetiske Tilskuer, modtager den dramatiske Kunst sit Stof allerede i en lutret eller, om man vil, idealiseret Skikkelse og behøver derfor blot at anvende al sin Kraft paa at udstyre Poesiens ideelle Skikkelser med den højeste Natursandhed. Digteren bringer sit fra Virkeligheden hentede Materiale i kunstnerisk Form, og Skuespilleren omsætter atter Digterens Tankebillede i legemlig Virkelighed. Indvendes der endnu, at ikke alle dramatiske Figurer ere fra Digterens Haand kunstnerisk opfattede eller udførte, og at Skuespilleren altsaa ikke uden videre kan stole paa det ham givne Stof saa kan hertil kun svares, at absolut set kan ingen slet ɔ: ukunstnerisk Rolle spilles godt, og lykkes det dog den Spillende at give en saadan Rolle kunstnerisk Form, sker det kun, fordi han selv først som Digter har omskabt Rollen, han senere legemliggør som Skuespiller; men dette staar ikke i nogen Strid med de ovenfor fremsatte Anskuelser.

Det var disse kunstneriske Principer, for hvilke Høedt fremtraadte som Forkæmper, de samme, som Schröder havde virket for i Tyskland i det 18de Aarhundrede, som den geniale Seydelmann paany havde optaget i det 19de, og de samme, ved Hjælp af hvilke Garrick havde reformeret det engelske Theater. De kulminerede alle i Shakspearske Roller: Schröders fuldkomneste Kunstværk var Udførelsen af Kong Lear, Seydelmanns sidste Ord vare: »Kun Jago vil jeg endnu spille, inden jeg dør«, Garrick var størst som Hamlet, og det er jo ogsaa denne Rolle om hvilken Høedts Liv har drejet sig og i hvilken han debuterede, ligesom det var Richard den Tredje han dernæst ønskede at spille; og da han ikke kunde sætte sin Vilje igennem, havde han nær forladt Theatret et Aar efter at han var optraadt. Denne fælles Forkærlighed for Shakspeare er mer end en Tilfældighed. Naturdyrkerne ville nødvendigt i deres dramaturgiske Bestræbelser støtte sig til den Digter, der som ingen anden har vidst at fremstille hele Karakterer og komplicerede Naturer og derved stillet Skuespillerne store, men samtidigt virkeligt løselige Opgaver. I alle germanske Lande er den Skuespiller den største i sit Fag, der som Erotiker kan fremstille Romeo, som Komiker Falstaff, der som Karakterskuespiller kan fortolke Hamlet, Kong Lear o.s.v. Et germansk Theaters Historie kan altid til en vis Grad fremstilles som de Shakspearske Dramaers Historie paa dets Scene. Medens disse i Tyskland allerede i forrige Aarhundrede i den Grad fortrængte de andre Skuespil, at Eckhof frygtede, Skuespillerne skulde blive kede af de mindre Opgaver, indtage de samme Dramaer paa den danske Scene en forsvindende Plads og kendes slet ikke før i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Og de mindeværdige Fremstillinger af enkelte Roller, som Dr. Ryges og Nielsens, fremkom uden Tendens eller Protest mod anden tragisk Maner og vandt derfor hverken Indflydelse paa Publikum eller de Medspillende. Man maa vel erindre, at Ryge, skønt hans Navn er knyttet til de Oehlenschlägerske Helteskikkelser, spillede de rigtige Tyranroller hos Kotzebue med største Liv og Lyst, og at Nielsen fuldt saa meget blev beundret af sin Samtid for sin dejlige Deklamation som for sin dygtige Karakteropfattelse. Og netop den »dejlige Deklamation« var Høedts Syndebuk, den var det, han vilde tillivs. Imod den oratoriske Musik, imod Rytmeglæde og lyrisk Sving satte han den naturlige Tale og den sjælsrøbende Diktion. Efter hans Mening var det omtrent den blodigste Fornærmelse man kunde tilføje en Skuespiller, at sige at han deklamerede.

Høedt mødte saaledes med et fuldstændigt Program og vilde have sit Spil bedømt efter den Maalestok, han selv anlagde. Han havde desuden en levende Følelse af Skuespillerens Ret overfor Valg af nye Stykker. Theatret var jo til for Skuespillerens Skyld, mente han, ikke omvendt, det havde den Opgave og Pligt at sørge for at hver enkelt Kunstners Talent plejedes og modnedes. Man var ikke vant til, at en Skuespiller havde saadanne Ideer. Selv de største, selv en saa uafhængig Mand som Michael Wiehe faldt det ikke ind, at man kunde vægre sig ved at spille en Rolle, fordi den var illiterær eller slet, og at man burde gøre Krav paa at faa tildelt en Række af kunstneriske Opgaver. Bestyrelsen havde med Repertoiret at skaffe og Personalet spillede, hvad det fik. Det var ikke fordi der herskede nogen sær Tillid til Bestyrelsens æstetiske Smag, men fordi det nu éngang var saadan Skik.

Og dog var der netop paa den Tid Grund til at tro, at en ny Æra var oprundet for den dramatiske Kunst. Ved Udgangen af Fyrrerne var, med den nye Konstitution, ogsaa Theatrets ydre Stilling bleven forandret; fra et kongeligt Theater var det blevet et Nationaltheater, fra en Hofanstalt til en Statsinstitution, og hvad der var det Vigtigste, istedetfor en Direktion havde det erholdt en Direktør, nemlig Dr. phil. J. L. Heiberg, der i lang Tid havde tronet som en æstetisk Dalai Lama, Publikums uindskrænkede Smagsdommer og literære Avtoritet.

II.

Man ventede sig særdeles meget af den nye Theaterbestyrer, der gik store Rygter om Fremtidens Herlighed, og Heiberg selv synes at have stillet sig et overmaade gunstigt Horoskop; i alt Fald skriver Oehlenschläger saaledes i sine Erindringer: »Heiberg er bleven Theaterdirektør. Han har forsikret mig, at der hver Uge skal spilles en Tragedie eller et Stykke af det højere Slags. Nu ville vi se, hvorvidt det række«.

Desværre, det rakte ikke vidt. Heiberg havde intetsomhelst Maal som Theaterchef, han havde ikke engang synderlig stærke literære Interesser. Den Literaturperiode, i hvilken han havde været Fører, laa afsluttet, det moderne Drama forstod han ikke og kaldte den franske Literatur, fra Alexandre Dumas til Octave Feuillet, for én stor Røverbande; den moderne Opera yndede han saalidt, at det ved Opførelsen af Wagners Der fliegende Holländer i Prag forekom ham som han var »i en Daarekiste, hvor Vanvittige opføre Skuespil for Vanvittige«. Og dog kunde hans Betydning alene blive af literær Art, thi at Theatret burde paase Skuespilkunstens Tarv i samme Grad som Literaturens, faldt ligesaalidt ham som nogen af de tidligere Direktører ind. Han opnaaede sin Stilling 25 Aar for sent, det gik ham, som det tidligere var gaaet Rahbek, hvem man først gav Myndighed og Magt, da han tænktes at ville bekæmpe det Nye. Havde man gjort Heiberg til Theaterchef i 1825, dengang han var det Nyes Bærer og saa begejstret for Vaudevillen, at han paa en beundringsværdig Maade fik Publikum overbevist om dens filosofiske Betydning, havde man gjort sin Pligt og handlet klogt. Nu var hans Smag saa begrænset, hans Forkærligheder saa besynderlige, at han undertiden syntes at gaa i en Art æstetisk Barndom. Hvorledes skal man ellers forklare, at han med fuldstændig Foragt for Victor Hugo forbandt en beundrende Kærlighed til Duftvaudevillen, med Mistro til Shakspeare forenede ubegrænset Tillid til Sille Beyer. Scribe havde fordærvet hans fine Sans, han var bleven en gammel Routinier, hvem et dramatisk Fabrikarbejde var kærere end en poetisk Digtning, der paa et eller andet Punkt stødte hans Vaner. Han besad desuden det geniale Hoveds absolute Sikkerhed i sin Dom og afvæbnede enhver Modstander med det rolige, tilsyneladende godmodige Vid, der er det bedste Værge i en Polemik.

Paa Heiberg kunde der da intet Haab støttes med Hensyn til Theatrets Regeneration. Man læse de »Grundsætninger, han med velberaad Hu havde antaget for sin Theaterbestyrelse«: »Det er min Pligt at sørge for, at det daglige Repertoire vedligeholdes saa godt som muligt, og derfor jævnligen at fremtage Stykker, der kunne gives uden store Ophævelser; men kun da, naar den daglige Tjenestes gode Gang ikke standses eller lider derved, tør jeg sætte de Spillende i Virksomhed med nye Stykker eller ældre, der maa anses som nye og derfor fordre mange og lange Forberedelser«. Man sporer en ægte bureaukratisk Duft i disse saakaldte Principer, man skulde tro Talen var om at bestyre en Fabrik, hvor det blot gjaldt om at holde Maskinen i Orden, saa den daglig leverede det behørige Antal Stykker. Heiberg fandt i Virkeligheden slet intet Repertoire ved sin Tiltrædelse som Theaterchef. Ingensomhelst kunstnerisk Plan havde været ledende ved Valget af Stykkerne, de udgjorde et Tilfældighedens Sammensurium, og dette Kvasi-Repertoire var det, som Heiberg ansaa det for sin Pligt at vedligeholde. Det var da endnu mindre til at tænke paa, at han skulde føle sig kaldet til at opføre noget Stykke af Hensyn til en enkelt Skuespillers Ønske. En saa demokratisk Fordring vilde den fornemme Absolutist aldrig efterkomme. Han aabnede, karakteristisk nok, sin første Sæson med Livet i Skoven ved Shakspeare og Sille Beyer, og Slægtningene, og styrede Theatret i uforstyrret olympisk Ro, indtil i hans tredje Sæson Høedts Optræden indtraf. Den gav Stedet til en Kritik ved selve Scenen af hans principløse Virksomhed.

Om Forholdet mellem Heiberg og Høedt finder man i Overskous Theaterhistorie en Mængde lange Deklamationer, hvilke alle ere saa partiske og uforstandige, at man maa nedlægge Indsigelse imod, at de blive betragtede som sanddru historisk Fremstilling. Allerede de første fem Dele af det Overskouske Værk ere kun at benytte med stor Forsigtighed og i stigende Grad, eftersom Fremstillingen nænner sig Forfatterens egen Tid. Denne Bog udgør en fortrinlig, uundværlig Materialsamling for enhver, der vil beskæftige sig med dansk Theaterhistorie, den giver udførlige og paalidelige Oplysninger om de opførte Stykker, Skuespillernes Af- og Tilgang, de vekslende Direktioner o. s. v., men paa den anden Side lider den æstetiske Del under de store Huller i Forfatterens Dannelse og Kundskaber, og den historiske af en mere og mere tilsynekommende Partiskhed. Overskou var en stakkels Autodidakt, der paa den hæderligste Maade, under haarde Trængsler, havde slidt sig op til en Plads i Samfundet — hans Liv er en sand Armodens Epope — men han følte sig altid som en fattig og ringe Mand, der med en Underordnets ærbødige Lydighed saa op til Chefen. Han begreb egentlig slet ikke, at man gjorde Oprør. Ved alle Theaterkontroverser vil man finde at Overskou stadig betegner Oppositionen som »Koteriet«, der naturligvis er meget forskelligt sammensat til forskellige Tider, men altid ledet af egoistiske og i alt Fald uforstandige Bevæggrunde. Engang var Rahbek og Rosing de latterlige Angribere, paa denne Tid er det Høedt og Wiehe. Overskou haaner dem og forbavses over deres Frækhed. Sætte sig op imod Heiberg! Man kunde ligesaa gærne erklære, at Solen ikke lyste godt, som at Heiberg ikke styrede godt. Det er lutter Bagtalelse og Kabale, naar man paastaar, at han baade forsømte Repertoiret og tyranniserede Personalet. Og ansat som Sceneinstruktør under Heiberg, følger han nu denne med embedsmandig Skyldighed gennem Tykt og Tyndt, vist halvt ubevidst forvanskende, hvad der ikke passer i Fremstillingen. Derfor er det, at jeg kortelig gennemgaar Forholdene fra dengang.

Den 14. November 1851 opførtes Hamlet for første Gang, efterat Foersom i 1813 dermed havde indført Shakspeare paa den danske Skueplads. Høedts Spil var ingen Debutants, det var den fuldtudviklede og gennemdannede Kunstners. Uden famlende Usikkerhed bevægede Hamlets sorgklædte Skikkelse sig paa Scenen, Høedts Tale besad en vis maadeholden Kraft, man ikke var vant til, og hans smukke og intelligente Ansigt, med de skarpe Træk, passede forunderligt til den i Refleksion og Grublen hensunkne Yngling. Publikums Bifald var stormende, Høedt blev Københavns Løve, en Rolle, som hans selskabelige Talenter tillod ham at spille med samme Virtuositet, som hans øvrige Roller; Blade og Kritik, hvis man kan tale om en saadan, stillede sig derimod køligt og afventende overfor Kunstneren. Man yndede ikke den Sikkerhed, der ikke bad om Skaansel. Morsomt er det at se, hvor kolde og korte Overskous Udtalelser om denne Debut ere, medens han f. Eks. anmelder Kragh som et vordende Geni. Han forsøger ikke i mindste Maade at antyde, at der var en Væsensforskel mellem Høedt og andre Debutanter, ejheller omtaler han, at den Kunstretning, Høedt repræsenterede i Tragedien, og til hvilken Datidens store Kunstnere, Wiehe og Fru Nielsen, nu sluttede sig des fastere, var den gængse Spillemaade ganske modsat. Forskellen paa hans og enkelte Kunstfællers Spil var dog saa iørefaldende, at endog Fru Heibergs Ophelia føltes som mat og traditionel, og at en betydelig Del af Publikum mærkede, at det fra nu af ikke mere gik an at spille Helt paa den gamle Tragediemaner. Imidlertid gik den første Sæson roligt hen. Høedt spillede med Bifald Elskerrollen i Nej, hvor han ved et vist roligt Væsen karakteriserede den juridiske Kandidat — dog Heiberg syntes slet ikke derom. Velbekendt er hans Ytring efter første Opførelse, medens han med en lun Mine tog sig en Pris: »Nu har jeg saamaend aldrig vidst, at Waltz var saa god en Skuespiller« — Waltz var den Middelmaadighed, der tidligere havde udført Hammer. Endelig optraadte han i en hel komisk Rolle, som den halvt fejge, halvt modige Grignon i Kvindens Vaaben, og havde saaledes paa en Gang vist sig som Karakterskuespiller, Lystspilelsker og Komiker. Han blev straks ansat med en forholdsvis høj Gage.

I næste Sæson brød Krigen ud. Høedt havde om Sommeren indgivet en tildels ny Bearbejdelse af Shakspeares Richard den Tredje til Heiberg, med Anmodning om at spille Titelrollen. Heiberg antog ikke Stykket; hans Censur gør ham ingen Ære. I England kan, skriver han, denne Tragedie passe, fordi den »maaske er i Harmoni med den hypokondre engelske Karakter«, i Tyskland opfører man den som andet Fremmedt, fordi »Landet selv ingen egentlig dramatisk Literatur har«, men Danmark har Oehlenschläger, og Heiberg »tvivler paa at vi nu nogensinde kunne vænne os til at se Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv«. Det er temmelig haarde Ord overfor Shakspeare, ligesom det er en ganske usand Paastand, skønt rigtignok et Nationaldogme, at Tyskerne intet Drama besidde. Høedt havde samtidigt foreslaaet Heiberg fire andre Roller, deriblandt Marinelli i Emilia Galotti og Figaro i Beaumarchais' Figaros Bryllup, hvilke Stykker man skulde tro, at en Theaterchef kunde være bekendt at spille, men Heiberg var haardnakket og sagde Nej til alt. Høedt skulde efter hans Mening ikke slaa saa stort paa, men »spille rundt omkring« — det vil sige mindre eller ubetydelige Roller, ellers kunde Publikum let blive træt. Og Høedt derimod vilde netop slaa de store Slag, det var derfor han var gaaet til Theatret efter saa megen Vaklen. Han vilde netop spille saadanne Roller, hvor Digterens hele Genius kommer frem, netop udføre Figaro, fordi han mente, at Beaumarchais havde inkarneret sig i Rollen. Han indsendte sin Afskedsbegæring til Ministeriet, ledsaget af et langt motiverende Brev, der vidner om, hvor alvorlig han tog Sagen.

Brevet begynder med at raillere over Heibergs Censur over Shakspeare. Høedt mener, at den engelske Digters Dramaer »skal en Direktør ikke dømme, thi der har Verden dømt, uden at vente noget Overskøn, de staa som evige Mønstre for den protestantiske Skuespildigtning«. Man har hele Høedt i dette Adjektiv »protestantisk«. Det udgaar fra den æstetiske Opfattelse, han forfægter i Om det Skønne; efter den har Shakspeare i Romeo og Julie »ikke villet fremstille et erotisk Ideal, men et sørgeligt Eksempel paa, hvad denne Følelse kan lede til, naar den er Lidenskab (egoistisk Lyst til Besiddelse) og ikke Tro (resigneret Hengivelse)«. Men ligemeget; enhver maa give Høedt Ret i, at »naar et Stykke som Richard den Tredje kan opføres, skal det«, og at Theatrets Ære vokser ved tilfredsstillende at løse en saadan Opgave.

Ulige interessantere ere imidlertid Oplysningerne om Høedts personlige Forhold til Heiberg. Han anker over, at denne slaar en Streg over »den bedste Del af Skuespillerens Virksomhed, hans fri og begejstrede Studium«: »Naar en Skuespiller tror at kunne byde Publikum et Kunstværk, og man har Grund til at vente et saadant, har han da ikke Krav paa at komme til at udføre det. Jeg véd kun, at jeg er gaaet til Theatret af Kærlighed til Kunst og ikke for udelukkende at gøre Theatertjeneste; den gør jeg ogsaa som et nødvendigt Onde, men jeg vil ikke gøre den udelukkende, og naar Etatsraad Heiberg hindrer mig i at udøve, hvad jeg egentlig er kommen der for, har jeg ingen Grund til at blive der, og maa anse det for min Pligt at gøre Indsigelse, saa kraftig som jeg formaar, dobbelt, fordi jeg er i det lykkelige Tilfælde, ikke at bindes af Hensyn til min Indtægt«.

Den sidste Sætning udgør punctum saliens, det bestemmende Punkt i Høedts Liv. Det har været en Ulykke for dansk Skuespilkunst, at Høedt ikke har maattet nytte sit Talent til at sikre sin Eksistens. Man synger slet ikke saa ilde, naar man har Kniven paa Struben. Men det har ganske sikkert været en Lykke for ham, at han herhjemme, hvor ethvert Talent skal tvinges ind i de traditionelle Baner. og hvor man lidet ynder kunstnerisk Selvbestemmelsesret, saa hensynsløst har kunnet hævde, hvad han ansaa for sin Personligheds Krav.

Der blev øvet en Pression paa Høedt, endog fra meget høje Steder, og han tog sin Ansøgning tilbage. Det var dog kun Galgenfrist. Heiberg var forbitret og saaret og vilde ham tillivs, og Høedt paa sin Side var saa kamplysten som selve Tybalt, saa det gjaldt kun at ﬁnde Paaskudet. Det fandt man i næste Sæson. Høedt havde imidlertid spillet nogle af sine ypperste Roller: Advokaten i Slottet i Poitou efter Studier i Théàtre-Français, Toby i De Deporterede og Jerocham i Ruth. Det var ved en Opførelse af dette Stykke, at Høedt en Aften tillod sig den Spøg efter første Akt, hvor Bifaldet havde været sparsomt for hans Vedkommende, pludseligt at slaa over i den effektjagende falske Deklamation. Øjeblikkeligt var Publikum henrykt, saa der var Grund for Kunstneren til at tvivle, om ogsaa Tilskuerne til Dagligdags ganske forstode Aanden i hans Spil. Ved Begyndelsen af Sæsonen 1853—54 blev Hamlet atter ansat paa Repertoiret. Nielsen var imidlertid gaaet af, og Heiberg havde med megen Koldblodighed givet hans Rolle, som Aanden, til Ferslev, hvis Bas ingenlunde magtede Shakspeares Poesi. Det var allerede slemt. Men da derpaa Fru Nielsen meldte sig syg, bestemte Heiberg, at hendes Rolle, Dronningen, skulde dubleres med Frøken Müller. Den altid redebonne Overskou skildrer hende straks som »en talentfuld af Publikum erkendt dygtig Fremstillerinde«, men i Virkeligheden var hun ganske ubegavet og havde en for Scenen uheldig Skikkelse, der ikke havde stemt Publikum gunstig for hende. Nu blev det Høedt for stift. Han mente med Rette, at der vel kunde tages saameget Hensyn til Shakspeare, at denne Hovedfigur ikke helt fordærvedes, til Fru Nielsen, at hendes Rolle mod Sædvane ikke dubleredes, og endelig til ham selv, at ikke Sammenspillet umuliggjordes for ham i de vigtigste Scener. Han bad derfor Heiberg at opsætte Opførelsen til Fru Nielsen atter var rask. Heiberg nægtede det og ansatte Prøve. Da skete, som Overskou i rystende Indignation udbryder, det Utrolige: Høedt udeblev fra Prøven. Første Akt var begyndt, men det blev Hamlet uden Hamlet. Heiberg ansatte Prøve igen til næste Dag, og atter udeblev naturligvis Høedt, og denne Gang gav Michael Wiehe sig til at gøre Løjer med sin Rolle, saa Overskou hurtigst muligt maatte ende Prøven. Nu blev Høedt suspenderet, og da han dernæst intet imødekommende Skridt vilde gøre og aabenlyst erklærede, at han vilde handle paa samme Maade, hvis et lignende Tilfælde indtraadte, fik han sin Afsked.

Michael Wiehe, hvem Overskou gærne vil fremstille som den, der fuldstændigt gik i Høedts Ledebaand, men som dog snarest var den revolutionære af de to og af al Magt havde opfordret Vennen til at rebellere, tog derpaa ogsaa sin Afsked. Han vilde ikke blive ved et Theater, hvis Direktør agtede Kunsten og Kunstnerne saa ringe, som hin Besættelse i Hamlet viste. De to Venner optraadte næste Aar paa Hoftheatret under Langes Direktion, og heri vil nu Overskou se et tydeligt Bevis for, at det ikke var kunstneriske Hensyn, der havde fjærnet dem fra Nationaltheatret, eftersom de umiddelbart derefter bekvemmede sig til at optræde i ofte ubetydelige Stykker, i Forening med en Trup, der fortrinsvis var sammensat af Provinsskuespillere.

Sandheden er imidlertid, at Michael Wiehe om Vinteren havde lagt sig efter Tysk og var rejst ud i Ferien for at søge Engagement ved Burgtheatret. Det kom dog kun til et flygtigt Møde mellem ham og Heinrich Laube, dets Chef, saa indtraf pludselig den Efterretning fra København, at Lange vilde oprette et Theater, den første Rolle fulgte med, og Wiehe, der ikke besad Høedts Frihed for materielle Baand, mente at burde tage det Visse for det Uvisse. Og som naturligt var, lod Høedt ikke sin Ven i Stikken, saameget mere, som han havde været ængstelig nok for hvordan det skulde gaa denne. Han støttede da med Raad og Daad det begyndte Foretagende. Og dette var i kunstnerisk Henseende ikke ubetydeligt. Der opførtes ikke mange Stykker (le gendre de Mr. Poirer var det mest fremragende), men der bødes for første Gang Københavnerne Prøver paa moderne fransk Spillemaade og Iscenesættelse. Høedt brillerede her i Berthas Klaver og Den sidste Nat, han gav i disse Smaaroller den geniale eller fornemme Sorgløshed og Aandsfrihed med et lidt sentimentalt Anstrøg, der bedaarede Publikum og maaske ikke ganske var Hamlets Fremstiller værdig. Tilstrømningen var uhyre, man spillede næsten hver anden Aften for udsolgt Hus, og Skuespillerne tjente det Tredobbelte af, hvad de var vant.

Imidlertid vare Forholdene forandrede i det kongelige Theater. Heiberg maatte i Juni 1856 opgive at bestyre den Scene, som under ham havde mistet Nielsen, Bournonville, Juliette Price, Høedt og Wiehe, og den nye Direktion bevægede de to Oprørere til at vende tilbage. Nu skulde man tro, at alt var klappet og klart. Høedt spillede flere store Roller, Salomon de Caus, Hendrik i Thyra Boløxe, Harlekin i de Usynlige, men Publikums Stemning var slaaet om. Man mente, at der herskede en personlig Strid imellem Fru Heiberg og Høedt, og ansaa det for skyldigt Galanteri at tage den Førstes Parti. Bladene angreb og snærtede Høedt, Publikum hyssede ad ham, tilsidst peb man ham ud. Dette var mere end den nervøse og ærekære Mand kunde taale. Hvorfor i al Verden skulde han udsætte sig for sligt? Kunde Publikum være tjent med at jage ham bort fra Scenen, saa kunde han saa godt undvære Theatret. Han havde andre Interesser end den ene, som gav ham til Pris for pøbelagtig Forhaanelse. Han spillede sidste Gang d. 13. December 1857 og har aldrig senere ved nogensomhelst Lejlighed været at formaa til at betræde Scenen.

III.

En kort Tid virkede Høedt som Sceneinstruktør, blev dog snart træt heraf, tog sin Afsked og gjorde nu kun af Velvilje Tjeneste ved Iscenesættelsen, medens han som Elevinstruktør, paa en illusorisk Gage, bestandig beholdt en Fod indenfor Theatret. Thi, som sagt, helt kunde han ikke slippe dette. Og nu indtræffer det kuriøse Tilfælde, at i Løbet af tyve Aar udpeger den offentlige Mening, alle Kunstforstandige, ja selv Theaterpersonalet, uden Ophør, ham som den eneste mulige Theaterdirektør, som en Mand, der i en ukendt Grad besidder alle Egenskaber til dette vanskelige Augiasembede: literær Dannelse, dramaturgisk Indsigt, Theaterpraksis og, hvad mere er, anerkendt Avtoritet paa hvert af disse Omraader. Han er af alle hyldet Kronprætendent og kommer alligevel ikke til at indtage Tronen. Han erholder Titlen Professor af en Minister, der mener ikke at kunne ansætte en Cand. phil. som Theaterchef, Skuepladsen skifter talrige Gange Bestyrere, men Høedt bliver ikke udnævnt; endelig tilbyder en Minister ham Posten, Høedt stiller som Betingelse for at overtage Embedet, at Statens Understøttelse til Theatret forhøjes noget, Ministeren kan ikke indlade sig herpaa, og Følgen er, at Høedt nu ogsaa gaar af som Elevinstruktør. Et Par Aar efter betaler Staten hele Theatrets Gæld og overtager ubestemmelige Forpligtelser overfor dets Budget.

I Sandhed, vort lille Land har ikke høstet det Udbytte af denne Mands Liv, som det burde. Nogen Skyld herfor kommer paa Høedt selv, men en større Del sikkert paa den indgroede Frygt for det Nye, som udgør en af vor Nations fremspringende Karaktermærker. Det synes, som vor fredelige Revolution i 1848 udtømte al Lyst til Reformeren, selv paa aandelige Omraader. Kun i den allersidste Tid er vor Literatur slaaet ind paa nye Baner og har erklæret de udlevede Traditioner Krig; desværre staar den ikke i levende Forbindelse med Theatret, og vor Skuespilkunst fremturer i konventionel Deklamation. Høedt var uheldigvis en 20, 30 Aar forud for sin Tid. Nu havde han fundet Sindene forberedte til en mere moderne og naturalistisk Spillemaade, ogsaa af den Grund, at den dramatiske Kunst for Øjeblikket befinder sig i en ulykkelig Stagneren.

Var han da saa stor en Skuespiller? Formaaede han virkelig at forme Talen skønt, naar han sagde Ordene ganske naturligt, og tjente under Hamlets Parole til Skuespillerne: Agt især paa dette, at I ikke gaa ud over Naturens Maal og Maade! Jeg kan af Øjesyn ikke dømme om Høedts sceniske Begavelse, ikke indlade mig paa en Karakteristik af hans Evner og Mangler som Skuespiller, men jeg har saa mange Gange hørt ham oplæse baade Roller, Digte og Fortællinger, at jeg tror at kunne have en begrundet Mening om hans Diktion.

Man hørte ved Oplæsningen af Hamlet eller Richard den Tredje aldrig et affekteret eller falskt Ord. Der herskede netop, hvad Shakspeare kalder the modesty of nature. 0plæsningen kunde somme Tider falde lidt monoton for Den, hvis Øre var vant til Deklamationens Rytmedans, og det maatte slaa Enhver, at den ikke havde megen Farve. Uvilkaarligt fæstnedes da Ens Øje paa Oplæserens smukke og fornemt baarne Hoved med de skarpe og linjefaste Træk: Kindens Teint var ikke kraftig og Læben lidt bleg og smal, Øjet tindrede ikke, men udsendte et klogt og strængt næsten stikkende Lys: ingen Stjærne men et Fyr. Man forstod, at Høedts Oplæsning manglede en varm Kolorit. Og han læste videre, og hver Sætning formedes rundt og bestemt, som en lødig og velpræget Guldmønt, og lidt efter lidt tegnede sig for Ens Fantasi ligesom en Rembrandtsk Radering af den melankolske Kongesøn, træt og vigende i Modgang, frygtende Ansvar, af talrige Hensyn kun langsomt naaende til Handling, naget af Skrupler og Samvittighed, plagende sig med Dødstanker, halvt vantro, halvt troende, tilbageholdende i sin Kærlighed, ja selv bortstødende sin Elskede. Det skønneste Sted i Høedts Foredrag var Scenen med Moderen og atter deri det Øjeblik, hvor Hamlet pludselig under sin harmfulde Tale ser Faderens Aand skride ind. Jeg glemmer aldrig Høedts af Angst stivnede Ansigtstræk ved Synet af det Overjordiske, hans sammenbidte Tænder og vildt stirrende Øjne; i et saadant Nu fremtryllede han hele Scenens Magi ved sin Oplæsning, og man sagde til sig selv: Ja, han har været en stor tragisk Skuespiller.

Mange have hørt Høedt foredrage Smaating, Digte og Fortællinger. Et Andersensk Eventyr, oplæst af ham, er som Kunstværk ikke ringere end et Miniaturbillede af Meissonier. Han tvinger et helt Tidsbillede ud af Den lykkelige Familie. Blot ved Foredragets dæmpede Stakkato-Tone faar man Indtryk af noget Fjærnt og Isoleret; og man ser tydelig for sig Sneglefa'r, den gamle holstenske Adelsmand, med den hængende Underkæbe og det stammende Mæle, og Sneglemo'r, den lille fine Dame i Silkekjole med ægte Kniplinger — man var midt inde i en adelig Rede, som aldrig var kommet i Berøring med den virksomme Verden og gærne kunde tro alle uddøde undtagen Godsets egne Folk. Andersen havde trukket Dyrehammen over Menneskene og Høedt kastede atter Forklædningen bort.

Han besidder den dygtige Skuespillers Evne til helt at gaa ind i en anden Personlighed, selv en ham ganske heterogen. Han er saaledes istand til at foredrage den rørende Historie om Messingjens i E Bindstouw fuldkommen skønt og naturligt. Jeg for min Del foretrækker dette Kunstværk for Foredraget af Baggesens Ja eller Nej, fordi dette Digt forekommer mig umorsomt og næsten meningløst, og ikke engang giver Anledning til videre Karakteristik. Man beundrer mest den Virtuositet, hvormed Høedt jager Versene afsted i en Karriere, der skal gengive Hestens hastige Ridt og Rytterens Jappethed. Hører man derimod om Jydens trofaste Kærlighed til Messingjens, saa gaa Ordene En lige til Hjerte. Mesterligt er det sted, hvor Rasmus forsøger at tale Københavnsk efter sin Ritmester. Det var saa tydeligt, at Høedt havde afluret Naturen denne mærkværdige Dialekt. Sligt er Petitesse, vil man sige. Mon dog ikke den ægte Kunst viser sig i de til Fuldkommenhed udførte Enkeltheder? For Meissonier er en Hestehale, der ikke er større end Spidsen af en Knappenaal, Genstand for ligesaameget Studium, som selve Napoleon den Tredjes Portræt.

Naturligvis kan Høedts Talent ikke fuldt komme til sin Ret ved saadanne Oplæsninger, der forholde sig til en dramatisk Udførelse, som Haandtegninger til et udført Maleri. De vidnede dog om hans Fortolkningsevnes Udstrækning. Jeg kan nævne som Eksempel paa, hvor lidt han nøjedes med en slet og ret Reciteren, Foredraget af Jakob og Lone, i hvilket Digt Christian Winther, som bekendt, har optaget Historien om den flyttende Nisse paa ganske traditionel Maner. Her vidste Høedt at antyde, hvorledes Jakob saa ofte havde søgt sin Trøst i Flasken, at Nissen netop var den Svimmelhedens Aand, der betog ham ved slige Leiligheder og som han ikke kunde blive kvit. Det var usigeligt komisk gjort. Man følte ret, hvor vittig en Skuespiller Høedt havde været.

Hvilken Mængde Roller vilde det ikke have været en Nydelse at se ham udføre! Han havde kunnet inkarnere sig i klassiske Skikkelser som Tartuffe og Figaro, som Shylock og Franz Moor. Han var som skabt til at fremstille den moderne franske Ræsonnør Olivier de Jalin i le Demimonde, eller de Ryons i l'ami des femmes, eller i en lidt anden Genre Giboyer hos Augier. Og hvilken Dr. Rank var han ikke bleven i Et Dukkehjem, hvis han var kommen til at modtage Ibsen og Bjørnson paa den danske Scene.

Det gælder altid her i Livet det gamle Ord: non multa sed multum. Høedt har været anlagt til Mangt, derfor udrettede han ikke Meget. Han nærer Interesse for Filosofi og Æstetik, for Religionshistorie og Teologi, og er selv optraadt som æstetisk Forfatter; han besidder en lille lyrisk Begavelse, der har sat Frugt i enkelte gode Vers, og en dramatisk Evne, som han har benyttet til en saa morsom Bearbejdelse som Hr. og Fru Møller. Han var ligesaa skikket til Sceneinstruktør som til Lærer, til Direktør som til Skuespiller. Havde han samlet alle disse Evner paa den Virksomhed, som dog laa ham dybest paa Sinde, maaske havde han da ikke saa let opgivet sit Skuespillerliv. Nu blomstrede hans Talent kun kort og sygnede derpaa længe, og hvad han end har udrettet ved sit geniale Spil, er det dog intet imod hvad der er gaaet tabt:

O, what a noble mind is here o'erthrown!
The courtier's, soldier's, scholar's ey, tongue, sword:
The expectancy and rose of the fair state,
The glass of fashion, and the mould of form,
The observed of all observers! quite, quite down!