Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 258-273

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.


ADOLF ROSENKILDE.[redigér]

Adolf Rosenkilde var fyrretyve Aar gammel, da. han for anden Gang debuterede paa det kongelige Theater. Han havde nemlig allerede som enogtyveaarig forsøgt sin Lykke der, men uden at kunne finde nogen Plads, isærdeleshed da han var altfor ærgerrig til i lang Tid at gaa omkring som rolleløs Elev. Han søgte hurtigt bort til mindre Scener og kom først tilbage som routineret Skuespiller fra Kristianiatheatret og Kasino efter den Høedtske Hoftheatersæson, i hvilken han havde deltaget. Ligestraks syntes det som om Pladsen endnu ikke var bleven ledig for ham.

Det kom af, at hans komiske Evnes særegne Natur trænger til megen Sympati hos Publikum. Rosenkilde giver sin egen Personlighed saaledes hen paa Scenen, spiller i den Grad paa sig selv som komisk Maskefigur, at Tilskueren enten vil more sig fortræffeligt eller forblive ganske kold. Fornøjelsen ved den Art personlige Komik beror særdeles meget paa den individuelle Smag, afhænger af om Skuespilleren tiltaler som komisk Person. Rosenkildes Kunst synes mig nær i Slægt med den, der dyrkes paa en af Paris mindre Scener, hvor der spilles fortrinligt Komedie, nemlig Palais-Royaltheatret. Enhver, der har siddet paa den lille indeklemte Tilskuerplads, véd at en pludselig Kedsomhed kan afbryde Ens hjærtelige Latter f. Eks. over Hyacinthe med den store Næse — ham, der ender sine Kærlighedserklæringer med at lægge to Fingre omkring dette Monstrum og udstøde et lydeligt Prust — eller over Lhéritier, hvis halve Komik bestaar i det mærkelige Aandedrag, hvormed han ledsager sine Repliker. Ved Siden af hine og af den geniale Skuespiller Geoffroy vilde Rosenkilde være ganske paa sin Plads.

Palais-Royaltheatret ligger netop for Tiden i en Krise. Dets Stok af fortrinlige Komikere bestaar af meget gamle Herrer, der vel ere højt yndede af Publikum, men saa udslidte, at der frygtes for at de snart maa trække sig tilbage. Direktionen udfolder en overordentlig Energi for at udfylde Rækkerne med friske Kræfter, udsøger morsomme og talentfulde Kunstnere fra andre Scener, Folk, der alt have Navn og Anseelse; men naar de komme til Palais-Royal, viser Publikum sig ofte vrangvilligt eller i alt Fald afventende overfor dem. Mange lade sig skræmme bort, skønt det egentlig kun kommer an paa at udholde visse Prøvelsens Aar. Publikum maa vænne sig til et Ansigt, en Gestikulation, et Organ, før det vænner sig til at more sig derover. Saa stor maa Skuespillerens Avtoritet blive, at hans blotte Indtræden paa Scenen kalder Latteren frem, idet Erindringen om den tidligere Lystfølelse gør Tjeneste ligesom en Kildren, der forbereder og tilskynder den nye Latter. — Det var den Avtoritet over Publikum, som Rosenkilde først maatte vinde, inden hans Stemmes ru Toner kunde finde et Ekko i Tilskuernes Latter.

Det tog derfor adskillig Tid, inden han kunde blive akklimatiseret paa det kgl. Theater, til hvilket han ikke var bleven hidkaldt af den offentlige Opinion, men kun var fulgt sammen med Høedt og Michael Wiehe. Hans Fader levede endnu og var overforkælet og beundret, og Sønnen ansaas i Almindelighed som en slet Kopi efter den Gamle. Man var meget fornem overfor hans Spil, fandt ham kedelig og simpel, det vil sige behandlede ham aldeles efter den Regel, som ufravigeligt følges, naar en Skuespiller overflyttes fra et Sekundtheater til det kongelige. Man klagede særlig stærkt over hans drævende Tale med de mange Næselyd — den samme som man nogle Aar efter skulde finde saa morsom, at han blot behøvede at lukke Munden op for at vække Latter.

Iøvrigt var Rosenkildes Debut uheldig. Han optraadte paa Scenen første Aften som Jakob von Thyboe, og der kan ingen Tvivl være om, at han umuligt kunde have valgt nogen Rolle, der passede mindre til hans Naturel. Den misklædte ham utroligt. Med sin Skikkelse kan han ikke tilnærmelsesvis, ikke engang karikeret faa noget Militært frem i Væsen og Manerer. Det Stramme ligger ham ligesaa fjærnt som det Smidige, i hvilket han ogsaa uden Held har forsøgt sig. Han optraadte nemlig i en Goldonisk Tjenerrolle og fik senere atter tildelt Henrik i Kong Salomon og Jørgen Hattemager, der havde tjent ham til Debutrolle i 1837. Den Heibergske Henrik er ganske skabt i den Holbergske Tjeners Billede, er en nyfigen Skælm ligesom hin; alligevel saa' man Rosenkilde omskabe ham til en gammel, gnaven Svend, der betragtede alle sin Herres Daarskaber med en onkelagtig bebrejdende Mine. Om det var med eller mod Skuespillerens Vilje, at Figuren fik denne Form, skal jeg ikke afgøre; forsvares kunde denne Opfattelse kun daarligt.

Mishaget imod Rosenkilde tog især stærkt til Orde, da han overtog Faderens Rolle som Præsten i Intrigerne. Man bebrejdede ham, at han manglede den Elskværdighed og Barnlighed, som gjorde det hele Publikum til personlig Ven af den Gamle. Denne Kritik var næppe uretfærdig. Rosenkilde ejer ikke Faderens straalende Humør og geniale Livlighed og han er heller ingen Improvisator som denne, tvertimod hans Fremstilling beror paa en stærkt forberedt og mange Gange lidt pinlig Komik. Derfor forekommer det mig som om han aldrig har faaet rigtig Façon paa Assessoren i Eventyr paa Fodrejsen. Fra Digterens Haand foreligger der overmaade lidt Materiale til Assessorens Psykologi — fornemligt Glæden over det perspektiviske Udsigtspunkt — Skuespilleren er ganske overladt sin egen Inspiration og kan næppe drive det til nogen skarp Karakteristik. Adolf Rosenkilde optog, maaske med Rette, Faderens Opfattelse som en Tradition, der burde bevares, men den glade Barnlighed og den overstrømmende Hjærtelighed, som den Gamle formaaede at lægge i Smil og Stemme, evnede Sønnens koldere og mere beregnende Kunst ikke at gengive.

I.[redigér]

Der kan neppe være Tvivl om, at Rosenkildes Ærgerrighed tidligt har været netop den at ligne sin Fader, erstatte ham, arve hans Talent og Stilling herhjemme. Han har rimeligvis fra sin Barndom af saaledes set op til Faderen, der altid var omgiven af en Kreds af Beundrere, at han slet ikke kunde tænke sig Skuespilkunst i en anden Form end den han saa at sige var vant til hjemmefra. Da han saa selv kom ind paa Kunstnerbanen, satte han trygt Foden i Faderens Spor. Rimeligvis er han blevet forbavset og har følt sig uretfærdigt behandlet, da man overalt bebrejdede ham den Efterligning, han regnede sig selv til Ære. Og senere hen maatte han bestandig høre gentage, at han langtfra naaede Faderen i Genialitet, medens samtidigt en ensartet Begavelse uheldigvis førte ham til de samme Roller og — hvad der vedkommer os mindre — til literær Produktion af samme Art. Denne Sammenligning, der kom udenfra, som ved hans første Debuter spærrede ham Adgangen til Scenen, fordi man fandt det ufornødent at erhverve Kopien, naar man besad Originalen, og som senere bestandig mødte ham ved hvert Skridt fremad — denne Rangsammenligning kom han naturligt til selv at anstille. Den drev ham da til trodsigt at ville vise Publikum, at han var istand til at tage Kampen op med det store Minde og til netop at bringe Faderen i Glemme i de Roller, som hin syntes at have sat sit uforglemmelige Mærke paa og som man mente vare gaaede til Hvile med ham. Efter Gamle Rosenkildes Død have vi efterhaanden set Sønnen optræde i hans Pragtnumre som Hummer, som Trop, som Langhalm.

Han har ved Fremstillingen af disse Skikkelser præsteret noget Betydeligt. Hans ufortrødne Lune og den Spore, han besad i Kappelysten med Faderens Minde, drev ham til at udarbejde en Mængde komiske Effekter. Alligevel var det maaske ikke klogt af ham at forcere sig frem i de gamle Vaudevillekarakterer, fornemligt fordi baade Trop og Hummer ere blegede af Alder, halvt fortærede af Tidens Tand. Vi fatte knap mere denne mærkværdige Politibetjent, som tages med ind i Familiens Skød, konverserer Madamen og gør Kur til Døtrene — sligt er aldrig passeret og kunde allermindst passere nu, og vi kan ikke for Alvor tro paa Muligheden af at en københavnsk Recensent, hvor ussel fattig han end er — og Trop er jo forresten en prægtig Fyr — er saa reduceret, at han nødes til at anmelde Trommemajorens Forestillinger paa Dyrehavsbakken. Det er ikke min Mening at opstille disse prosaiske Bemærkninger som Indvendinger mod de poetiske Fantasiskabningers æstetiske Værd, de skulle kun antyde, hvor fjærnt den Heibergske Komik allerede ligger os. Vi kunne næsten ikke begribe, at man følte Vaudevillen som en rensende og revsende Virkelighedssatire, saa spagfærdig og fantastisk synes den os nu. Derfor bliver det en overmaade vanskelig Opgave for den ikke samtidige Skuespiller at give hine Skikkelser Kød og Blod.

Maaske var det lykkedes for Rosenkilde, hvis han havde besiddet en ungdommelig og overgiven Fantasi, der havde tilladt ham resolut at anbringe dem udenfor al Realitet. Han gik en Mellemvej, idet han optog den traditionelle Skikkelse, som Faderen havde skabt, afstrejfede paa mange Punkter hins komiske Inspiration og lagde til Gengæld til af sine egne Iagttagelser. Hans nøgterne Talent — som i hans literære Produktion let kan faa Karakter af en snusfornuftig bon sens — var nødt til at arbejde udenom Figuren, forsyne den med en Række Ornamenter, bestaaende i Virkeligheden aflurede Snurrigheder. Saaledes er Pragtstedet i hans Fremstilling af Trop det stumme Spil under Madame Voltisubito's Arie, hvor han med en overstrømmende rig Mimik og Gestikulation udmaler den forelskede Kritikers Beundring og Forbavselse over Sangerindens Færdighed og Foredrag. Paa samme Maade var det Visen: »Ja, jeg maa tale med min Skrædder«, der ved den pudserlige Nuanceren af Ordene blev det morsomste Punkt i Debatten i Politivennen.

Det er et Spørgsmaal, om disse Roller vilde overleveres som klassiske Skikkelser. Have Vaudevillerne en saadan Levekraft, da er det rimeligt som Rosenkilde har gjort, at hævde en Tradition. Jeg tror desuden ikke, at han havde været istand til indenfra at støbe Skikkelsen om i en ny fantastisk Form, Faderens Opfattelse var ham altfor nær i Erindringen og trængte sig foran ethvert Billede, der ellers vilde have indfundet sig. Han har ganske sikkert arbejdet med en overordentlig Flid, thi hans Vittigheds Art vanskeliggjorde ham Opgaven.

Hans Lune er tørt og drilsk. Han er noget af hvad man paa Fransk kalder en pince-sans-rire ɔ: En, der med den alvorligste Mine fortæller de ugudeligste Pudserligheder. Man husker rimeligvis, hvorledes han som Saft hver Aften fortalte en selvopfunden Historie paa Scenen — efter en Skik som Dr. Ryge havde indført og Phister atter opgivet, fordi al direkte Træden i Forhold til Publikum var dennes Kunstnerindividualitet fjærn. Det var de ellevildeste Løjer, hvilke Rosenkilde fortalte med den alvorligste Mine; han frembragte derved en elektriserende Virkning paa Publikums Lattermuskler. Ellers kunde hans Saft ikke maale sig med Phisters, men hans Historie var hver Aften fortrinlig.

Der er blevet mig fortalt et lille Træk, som udmærket illustrerer Rosenkildes Vid. Han havde havt en Strid med en Skuespiller, og var i den Anledning kaldt for den samlede Theaterbestyrelse, der gav ham Uret og opfordrede ham til at genkalde sine Udtryk. Den fungerende Intendant holdt en lang Tale, i hvilken han udviklede Stridens Genstand, og forsøgte at gøre Rosenkilde en Undskyldning saa let som muligt. Rosenkilde tav ganske stille. Intendanten tog atter til Orde med en lang Udvikling og bad dog Hr. Rosenkilde udtale sig med et Par Ord. Men Hr. Rosenkilde sad endnu tavs; endelig sagde han med sin tørre og gnavne Stemme blot disse Ord til Intendanten: »Deres Hul er for stort«, og pegede imod ham. »Hvad behager?« fór denne forbavset op. Men det var ganske rigtigt, hans Skjorte gabede i Brystet, fordi det ene Knaphul var altfor udvidet til at omslutte Knappen. I de Tilstedeværendes Latter druknede saa Rosenkildes Undskyldning.

II.[redigér]

Først i Sæsonen 1859—60 slog Rosenkilde igennem med Conradsen i De Fattiges Dyrehave. Man husker vel endnu, hvilken Jubel Hertz' Vaudeville vakte — den er i tyve Aar gaaet henved 100 Gange — og hvorledes Fornøjelsen koncentrerede sig i Rosenkildes Kasketmager, uagtet han havde Fru Sødring og Phister ved Siden som jævnbyrdige Medspillende. I denne Rolle var Rosenkilde endelig sig selv som Kunstner. Hans Skikkelse passede fortræffeligt til den af Livet haardt medtagne Smaaborger med det forkomne Udseende, der bevarer et uopslideligt Humør trods sine tomme Lommer. Han stikker ikke synderlig dybt, var næppe nogensinde god Regnemester eller flink Forretningsmand, saa man forstaar saa godt, at det er gaaet svært tilbage for ham. Dragten var lurvet-fattig i den forsøgte Pyntelighed med den slidte Kjole og høje Hat, der syntes at have faaet en Bule for hvert Stød Livet havde givet dens Ejer. Kostelig var den københavnske Diktion med den slæbende og drævende Stemme, der blev smørret, naar den skulde være følelsesfuld. Rosenkilde havde utallige Indfald. Man glemmer ikke hans Bordtale — en glimrende Karikatur af alleslags trivielle under megen Stammen udpræssede Skaaler — hans henrivende Misforstaaelser af det Svenske — hans uforstyrrelige Tik-tak. Undertiden kunde han i denne Rolle blive ligesom ellevild, naar han f. Eks. da Conradsen omtaler sin Ven Bendrejeren, anskueliggjorde dennes Virksomhed ved at dreje sit eget Ben omkring. Den Art Kaadhed mindede om hans Spil som Langhalm: hvor denne i sin Monolog forsikrer, at han »som en god General vil være paa sin Post«, stillede Rosenkilde sig pludseligt op i en Feltherrepositur à la Napoleon den Store.

Som Conradsen angav Rosenkilde, hvilken Rækkeevne hans Talent besad. Hvad han formaar at fremstille, kan kortest udtrykkes som Bornerthed. Kun maa man ikke derved forstaa det Samme som Dumhed. Den er dum, hvis aandelige Syn er stumpt; den Bornerte derimod ser skarpt indenfor en vis Begrænsning: hans Synskreds lukkes pludselig af en Væg, som det aldrig lykkes ham at naa udenfor. Conradsen er netop saa usigeligt borneret, at hans Verden ender ved Kalkbrænderivejen og end ikke naar til Dyrehaven, men han er ikke absolut dum, skønt han vistnok er overmaade indbildsk. Desuden forbinder han en stor Skikkelighed og Elskværdighed med hele sit udannede Væsen.

De beslægtede Roller, Rosenkilde har spillet, have ikke formet sig saa tydeligt som denne. Meget nær i Aand og Form staar Smedemesteren i Genboerne og Skaarup i Sparekassen. Man savnede hos dem begge Udtrykket for den bestemte Haandtering eller Beskæftigelse. Hostrup har gjort sig saamegen Umage med at uddanne sine simple Personers Dialekt, at man nok af Skuespilleren tør forlange en tilsvarende skarp Karakteristik af Væsen og Manerer. En Smed bærer sig anderledes ad, holder sig og gestikulerer anderledes end en Skibsrheder — hvad Skaarup er — men Rosenkildes Fremstilling holdt dem ikke ud fra hinanden. Det var overvejende samme Stemme og Habitus.

Kort efter Conradsen leverede imidlertid Rosenkilde den fortrinlige Karikatur Justitsraad Winge i Besøget i København. Bornertheden er her steget til en Art Aandsforvirring, som en øm Kærlighed til Flasken bidrager til at udvikle. Winge forsøger sig i halvfilosofiske Ekspektorationer, der falde højst uheldigt ud: han løber bestandigt Panden imod de mærkværdigste Kategorier. Det var overmaade snurrigt at høre Rosenkilde forgæves bestræbe sig for at finde Rede i sine Præeksistenser, idet han virrede omkring som en drukken Flue. Hans Maske med de opspilede Øjne og det tilspidsede Ansigt, der endte i den skarpe Næse, gav ham et Udtryk, ligesom han par force vilde bore sig ind i det filosofiske System, som hans Fuldmægtig desværre kendte bedre end han. Rosenkilde forstod fortræffeligt at forene den Udannedes halstarrige Forstaaelsesforsøg med Drankerens trodsige Hang til at have Ret overfor enhver Indvending. Andensteds har han ladet Svagheden for Alkohol fremtræde i en mere afdæmpet og sløvet Form, der var nok saa fin og udarbejdet; jeg tænker paa hans Bjernø i Mester og Lærling.

Den aristokratiske Bornerthed har ikke været mere hellig for Skuespilleren end den plebejiske. Han har leveret en Række vellykkede Figurer fra de finere Kredse, Morsomst var han som Grev de Miremont i Kammeraterne, skønt det næppe kan omdisputeres, at det kgl. Theater snart burde opgive at lade alle aristokratiske Personligheder tale med udpræget tysk Akcent, Denne specifike Hoftone passer udmærket for Baronen i En Spurv i Tranedans og gaar nogenlunde an for Pelikan i Kærlighed ved Hoffet og Greven i Amanda, fordi disse Stykker spille i et fantastisk Land, men bliver højst urimelig, naar der skal fremstilles en Pair af Frankrig som i det Scribeske Stykke. Rosenkilde var en Mester i at lade den stivnede Bornerthed skinne frem under den indbildte Fornemheds Maske.

Derimod ligger den ægte Noblesse ham fjærn, skøndt han næppe selv tror det. End ikke en vis borgerlig Værdighed lykkedes ham i Mussets Il ne faut jurer de rien, hvor den dannede Parisers Bonhommie, som Thiron ret breder sig i paa Théâtre-Français, ikke kunde erstattes ved en dansk Fornuftighed. Saaledes forstaar man heller ikke ret den gamle Franskmand i Efteraarssol, over hvilken der bør hvile noget Fornemt og Reserveret, som holder igen paa den Bevægelse, i hvilken den unge og smukke Kvindes Nærværelse sætter den gamle Pebersvend. Rosenkildes Fornemhed faar let et vist lavet Præg, hans Stemme bliver kælen-sødlig, naar den skal være fin, og man tvivler om denne tilsyneladende paatagne Alvorlighed nu ogsaa er virkelig ment.

III.[redigér]

Sagen er at Rosenkilde som alle vore komiske Skuespillere er lidet vant til moderne Karakterfremstilling og let kommer til at tage selv bitter Satire for Spøg eller Karikatur. Fremstillingen af Maréchal i Giboyers Søn led herunder. Det faldt Rosenkilde vanskeligt at markere Karakteren gennem en almindelig Konversationstone, han maatte ligesom give Tilskuerne Maréchals Bornerthed ind med Skeer. Hvor denne i sit Ansigts Sved over sig paa sin Tale til Kammeret, havde man en Fornemmelse som om han spillede Komedie med sig selv, fordi den danske Komiker ynder at kaste noget Vaudevilleagtigt over sine Skikkelser. Saaledes svandt ogsaa Dufaures Laster i Skikkelige Folk ind under hans jævne Behandling, og dog er denne falske Bonhomme en bundløs Egoist og fedtet Slyngel som Barrières Misanthropi knap har fundet tilstrækkelig sort Farve til at male. Hvor blød og pudsig blev han ikke i Rosenkildes morsomme Fremstilling — man lo for meget og indigneredes for lidt.

Hvorledes det gik til, at det faldt en Kunstner af Rosenkildes Naturel — og man kan tilføje en Mand af hans literære Dannelse — ind at spille Tartuffe, er en Gaade. Da man hørte, at den yndede Komiker vilde vove sig til den djævelske Jesuit, maatte man tro, at Rosenkilde ganske vilde forvandle baade sin Person og sin Spillemaade, Det kunde da maaske blive et interessant Forsøg, omend Illusionen næppe vilde være stærk. Men hvor forbavsedes man ikke, da det var den rigtige gamle Rosenkilde vi fik at se, som af al Magt stræbte at vække vor Latter ved sin snurrige Diktion og sin pudsige Mimik.

Og denne Diktion var absolut uskikket til ved Versfremsigelse at bevæge sig i en harmonisk Form, da den netop plejer at paatage sig en saa disharmonisk Skikkelse som muligt. Rosenkilde splintrer og sønderhakker Sætninger med en Humorists hele disinvoltura; der er ingen saa lang, ja saa urimelig Pavse som han jo bruger for at udhæve et enkelt Ord paa en komisk Maade. Han leger med dets Lydforhold, idet han gærne markerer de uskønne Kombinationer. Overordentlig hyppigt bruger han de uartikulerede Lyd — det er netop sligt, han har tilfælles med Skuespillerne ved Palais-Royal. Alle de smaa Bilyd og Mislyd, der let indsnige sig i den Udannedes Tale og ofte ogsaa i den Dannedes, ligger Rosenkilde paa Lur efter, efterligner og spotter. Fremstiller han Aristokraten, vil hans Stemme udtrykke Fornemheden ved den langsomme Trækken og Hiven i Ordene; er han Conradsen, vil Stemmen hvert Øjeblik slaa om, stige og synke fra Gane til Svælg. Hvem husker ikke den mærkværdige Tone, i hvilken han spørger Konen, om hun tror Danmark vil sende en Flaade til Middelhavet for Datterens Skyld? Han misbruger næsten alt, hvad der falder ind under Stønnen, Prusten, Hosten og lignende. Af hans Grev de Sallenche i Amanda erindrer man bedst Hosteanfaldene, af hans Corfitz hans sørgmodige Nynnen i første Akt. Han lagde saa uendelig meget ind i de langtrukne Toner, hele den Gamles Ærgrelse over Troels Drilleri og Sorg over sin formentlige Ulykke.

Men at saadant et lille Træk særlig fæstnede sig i Erindringen ved Udførelsen af en stor Karakterrolle, var maaske mindre heldigt. Rosenkilde har megen Fortjeneste af at have baaret Traditionen for en Række Holbergske Roller. Men det er gaaet ham hermed, som med sin Arvetagen efter Faderen, han har ikke givet meget til paa egen Haand. Hans Corfitz, Stygotius, Rosiflengius og Vielgeschrei, hvilken sidste iøvrigt er bleven meget beundret, indtager en respektabel Plads i hans Repertoire, men ere ikke Fremstillinger af første Rang. Dertil manglede den stærke Originalitet og den rige Opfindsomhed, som ikke holder sig til Figurens Ydre alene. Vi forlange dog af Skuespilleren, at han skal give os Besked om, hvilket Menneske Jeronimus eller Stygotius er, hvorledes han har udviklet sig, hvad han ønsker og nyder, hvad han foragter og beundrer — vi ville ikke nøjes med Masken alene — da al Skuespilkunst netop gaar ud paa, at Personen bestandig demaskerer sig for Publikum, medens han selv tror sig skjult. Det er kun denne Dobbelthed, som giver Tilskueren hans ejendommelige Bedre-Viden og Overlegenhedsglæde ved dramatisk Kunst.

Dog én Holbergsk Rolle har Rosenkilde udført med Mesterskab, og den er næppe nogensinde spillet saa godt. Det er Jeronimus i Erasmus Montanus: i den velstaaende Borger og Købmand præger hele Bjergets klippefaste Bornerthed sig. Hovedet synker ned mellem Skuldrene, Ansigtet bevarer overalt sin stivnede Ro, den store Underlæbe krummer sig med indbildsk Overlegenhed. Man føler, at denne Mand aldrig har rejst længer end til Kieler Omslag, og at intet Bevis, hentet længere ude fra Verden, vil kunne omstyrte hans Meninger. Saaledes ser til enhver Tid Erasmus Montanus' Publikum ud. Karakteren havde straks staaet klart for Skuespilleren, indenfor hvis særegne Fremstillingsomraade den netop faldt.

Den samme Art Indskrænkethed i Syn og Liv har Rosenkilde skildret med samme Talent i en beslægtet, moderne Rolle. Jeg tænker paa Fuldmægtigen i En Skavank, Bogholderiets Personifikation. Verdenshjørnerne ere for ham skrumpede ind til Kontorets fire Vægge, hans Livs Blade falde sammen med Hovedbogens, dets Resultat er et Regnskabsfacit, og dets højeste Nydelse er den glade Bevidsthed om, at Kassen stemmer paa en Hvid. Med hvilken berettiget Stolthedsfølelse forelagde Rosenkilde ikke i rolig og højtidelig Tone sit Spørgsmaal: »Vil Prokuratoren se, om det stemmer?« — Man forstod, at Prokuratoren ingen Ulejlighed behøvede at gøre sig.

Jeg nævner tilsidst hans Kunsts Triumf: Geronte i Scapins Skalkestykker. Han havde sat al sit Humør ind for at forvandle den gamle, gnavne Gnier til en sand Latterkilde. Han havde gjort ham saa rystende af Ælde, saa tandløs og tungelam, at hans Tale svandt hen i lutter Lydbrokker. Man begriber, hvilken Fest det var for Skuespilleren næsten helt at kunne forlade Artikulationens slagne Vej. Gerontes lille skægløse Ansigt var kun to spidse Kæveben, en indfalden Mund og en Samling Rynker — men over dette løb der et Minespil, der i hvert Minut fortolkede os hans Tanker. Rosenkilde havde her drevet Bornertheden ned til en halv Gaaen-i-Barndom, næsten til Idioti, og det syntes som om hans Kunst var steget samtidigt med at det Karaktertræk, han formaar at fremstille, var bragt op til sin yderste Spidse.

Rosenkilde er intet frodigt eller mangesidigt Talent. Nogen indtrængende Indflydelse vil næppe hans Virksomhed faa paa dansk Skuespilkunst, dertil er den for personlig og begrænset, vanskelig at efterligne og at anspores af. Men naar de store Opgaver, han har havt, maaske ere glemte, vil man endnu huske, at han paa mindre Gebeter har ydet stor Kunst.