Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 274-286

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.


JOHAN WIEHE.[redigér]

Johan Wiehes Død vilde have vakt almindeligere Beklagelse, og det Tab, den danske Skuespilkunst led, vilde have været føleligere for det store Publikum, hvis dette nogensinde ret var bleven klart over denne i sin sidste Levetid saa ulykkelige Mands Talent. Han havde sikkert aldrig været fuldt forstaaet, eller rettere, der herskede aldrig hos Publikum nogen Bestræbelse efter at tilegne sig det Oprindelige og Individuelle i hans Fremstillinger, i hvert Fald var han aldrig Genstand for dets Sympati. Han led under denne Mangel paa Interesse fra Tilskuerpladsen, saa meget mere som man i rigeste Maal skænkede sympatetisk Forstaaelse og varm Anerkendelse til hans nærmeste Slægtninge, med hvilke han samvirkede. Han havde altid en Broder forud for sig paa hele sin Kunstnerbane, først Michael, derfor blev han vel Sanger, saa, da han optraadte som Skuespiller, Vilhelm Wiehe, der efter hans Mening berøvede ham de bedste Roller, Og medens Michael Wiehe var beundret, ja forgudet, og Vilhelm Wiehe af et glemsomt Publikum hurtigt sattes paa hans ledige Plads og blev hædret og elsket, var Johan Wiehe i det Højeste undertiden paaskønnet, egentlig kun tolereret.

At han i Ordets elementære Forstand var begavet for Scenen, viste sig straks ved hans første Optræden. Den hidsige Theaterlyst hørte hjemme i hans Familie, og med Kærligheden til Scenen vare Evnerne gaaede i Arv. Man saa' straks, at han besad den første af de Egenskaber, der betinge den sceniske Kunstner, den at kunne bære Kostumet. Men at det ogsaa var ægte Skuespillerblod, der flød i hans Aarer, kunde der ingen Tvivl være om for Iagttageren. Skønt hans Debut egentlig ikke var lykket, var han nemlig straks som hjemme paa Scenen, ja hvad mere er, han fyldte den. Hertil fordres megen Personlighed, det blot smukke Ydre slaar ikke til. Man kan hyppigt se, hvordan unge nette Mennesker med kønne Ansigter, der debutere, have den Ejendommelighed, at man stadig ligesom ikke kan finde dem paa Scenen; der er en Talentløshedens Tryllehat paa deres Hoved, som bevirker, at Personen bliver usynlig for den kunstneriske Betragtning. Johan Wiehe derimod var straks synlig, en Person paa Scenen, ikke fordi han havde et stort og svært Legeme, men fordi han var født Skuespiller og ejede det Noget i Blik og Stemme, der lægger Beslag paa Tilskuerens Øje og Øre.

Publikum var dengang strængere end nu, og Modtagelsen var kun kølig. Han debuterede den 21. Maj 1858 som Figaro i Figaros Bryllup. Han havde ingen Forstudier gjort, hans Stemmemidler vare ikke uddannede, og han forstod ikke at bruge dem; Stemmen i sig selv var stor og kraftig, men uskøn og hyppigt grov i sin Klang. Og disse Ord, kraftig og grov, vare ogsaa betegnende for det Indtryk, man modtog af hans Personlighed. En plump, svær Skikkelse, brede lidt bondeagtige Træk, noget Kolosagtigt over hele Personen. Underansigtet især var stærkt udviklet og havde et vildt næsten dyrisk Drag, men Øjnene lyste saa godmodigt og skikkeligt, som Blikket plejer hos store Hunde og stærke Mennesker. Han mindede mig altid om den norske Kæmpe i Carl Bernhards Roman, Aslak, hvis Herkuleskraft og Dværgeforstand staar i saa snurrig en Modsætning til hinanden.

Hans Figaro kunde naturligvis ikke blive fin, thi han havde mere af Arv end af Henrik i sig, og tegnede Rollen snarere som en fiffig Gaardskarl end en intelligent Tjener. Men han var naturlig i sit Udtryk, hans Repliker bed, hvor de skulde bide, og hans Sorg var ligesaa ærlig og uforstilt som hans Kærlighed til Susanne. Der var paa sine Steder en Alvor i hans Spil, som nærmede den Mozartske Figaro til en enkelt Side af Beaumarchais', og Arien i femte Akt, Klagesangen over Kvindernes Letsindighed og Troløshed, blev det lysende Punkt i hans Fremstilling. Og i hans anden store Operarolle, og vel den eneste betydelige, han senere har udført, nemlig Johan i Ungdom og Galskab, kom hans naturlige Anlæg ham saaledes tilhjælp, at han kunde give Bondeforklædningen i anden Akt med et bredt og saftigt Tilsnit. Han sang den bekendte Vise tungt og vel drøjt, med en vis haandgribelig Munterhed, som var mere ægte bondsk, end det Landlige almindeligvis faar Præg af paa Scenen. Det Plumpe og det svinepolidsk Fiffige, fra den Side havde han Tag paa det Bondeagtige, det viste han senere i en Del Smaaroller, tildels som Masetto, og i Hans Heiling som det spøgelsesrædde Tykhoved, over hvis karikerede Idioti han udbredte større Lune end der ellers let stod i hans Magt. Komiske Skuespillere ere næsten altid logiske Skuespillere, som opnaa deres Virkning ad Forstandens Vej gennem lutter vel beregnede Smaatræk. Johan Wiehe derimod maatte ud i det Grove, ud i Maskekomiken for at faa sine Evner frem, og dertil gaves der ham kun lidt Lejlighed ved det kongelige Theater.

Men i det Hele taget, hvad gaves der ham vel Anledning til at producere i en Række af Aar efter hans Debut? Ikke just at han ret længe betragtedes som Begynder, derfor stod baade Navnet Wiehe i Vejen og den Egenskab hos ham jeg omtalte, at han fyldte Scenen, men han rykkede ikke længer op end i de uvisse Begavelsers Klasse, og der blev han egentlig staaende hele Livet igennem. Han kom til at høre iblandt de Kunstnere, paa hvis Anvendelse hverken Publikum, de selv eller Theaterbestyrelsen nogensinde var ret klog. At nu Publikum ikke har andet at gate end bedømme, hvorvidt Skuespilleren i de Opgaver, i hvilke han præsenteres for det, vækker dets Bifald eller Mishag, er indlysende, og at Kunstneren selv kan være uvis om sine Evners rette Anvendelse, om den Vej han skal gaa og om hvor stor Spændkraft hans Talent rummer, det er forstaaeligt for Enhver, som har set, at det ogsaa i Kulissernes Verden kun er Genierne, der selv bryde deres Bane og have fuld Vished om Maalet. At det derimod ikke skulde være en Theaterbestyrelses Pligt at denne sig en Mening om enhver opdukkende Kunstners Talent, det vil være mindre indlysende. Eller skulde det netop ikke være en af de allervigtigste Egenskaber hos en Theaterdirektør at være forudseende og Spaamand overfor enhver Begynder, stille hans kunstneriske Horoskop, værne ham imod de Farer, der true ham, og ad sikre omend vanskelige Stier efter en forud anlagt Plan lede ham til den yderste Pynt af hans Begavelse. Saadan bærer ialfald Idealet af en Theaterdirektør sig ad. Desværre for Johan Wiehe, han stod ikke overfor en ideal, ja knap nok overfor en reel Direktør, thi i Virkeligheden kunde man jo ikke kalde de Etatsraader, under hvis hellige Enfoldighed vort Theater i hans Levetid sukkede, for Theaterbestyrere; ærlige Mænd, fine Folk, dygtige Kontorchefer, hvad man vil, men Dramaturger — aldrig i Verden, der var jo ikke en af dem, som besad ringeste æstetisk Dannelse. Det var derfor ganske naturligt, at Direktionen stod raadvild og gabede paa Johan Wiehes Talent, uden Anelse om, hvor det skulde placeres. Kun var det Synd for den stakkels Fyr, hvis Selvtillid og Ærgærrighed stod i et sørgeligt Misforhold til de Opgaver, der betroedes ham.

Der var dengang en Plads ledig i Skurkefaget, som det kaldes, og det var i dette, at man anbragte Wiehe, hvis Ydre umuliggjorde ham alle erotiske Partier, og hvis komiske Evner man ingen Bestræbelse gjorde for at uddanne. Først fik han da en lille Rolle i Shakspeares Kærlighed paa Vildspor som den skumle og misundelige Don Juan, og noget senere Oberst Stahl i Tordenskjold. Han spillede dem ganske konventionelt, han rullede sine Øjne rundt, viste det Hvide ud, skar Tænder og var i det Hele en meget melodramatisk Skurk. Han havde ikke lært bedre, og det er jo endnu meget faa Scener i Verden, hvor man er kommet bort fra den Anskuelse, at onde Mennesker ved særlige Grimacer adskille sig fra deres hæderlige Medborgere. Rigtignok véd man vel, at det ikke gaar saa heldigt til i den virkelige Verden, at de ikke dér straks melde sig ved et hæsligt og afstikkende Ydre, men det fordres nu engang paa Scenen, og selv de største Skuespillere pleje ikke at unddrage sig denne Lov. Johan Wiehes særegne Ydre gjorde imidlertid, at han virkelig kunde blive frygtelig, og saaledes var det Sted, hvor han som Oberst Stahl laa og krympede sig for Tordenskjolds Fødder, bleg og aandeløs, og hæst hvislende som en Snog, trods sit konventionelle Præg meget virkningsfuldt. Med saadanne Smaaroller vegeterede Wiehe ligefra sin Debut 1858 indtil Efteraaret 1867, altsaa ni Aar, da endelig hans Forløsningstime slog med Opførelsen af Bjørnsons Maria Stuart.

Hvilken Tilskuer husker ikke fra den første Fore- stilling det overvældende Indtryk af hans Bothwell! Man havde set Maria Stuart som en elegant, lidt koket men yderst agtværdig Dame, der spadserede gennem Holyroods Slotssale med samme Mine som det gode Selskab paatager sig paa en københavnsk Promenade, man havde gjort Bekendtskab med Rizzio som en ældre, vel konserveret, noget betænksom Herre, der i høj Grad forenede Forbindtlighed med Gratie, man var bleven forbavset over at Skotlands skønneste og galanteste Adelsmand, den vilde Vellystning Darnley, var mest optaget af Bekymring over hvorledes han skulde bevæge sine Ben til kun at slaa Klik ved hvertandet Skridt, man var bleven end mere overrasket, da den magre Puritaner John Knox optraadte som en salvelsesfuld og myndig Prælat i Minister Halls Lignelse — det var derfor som Scenen helt forandrede sig, som man med et Ryk reves hen til Digterens norsk-skotske Verden, da Bothwell skred ind med drønende Ryttertrin, klædt i Panser og Plade, med Jernet klingrende om Bryst og Lænd, enøjet med et Lueblik som Odins. Han bragte Bjergluft ind med sig i Stykket, som stod paa Heldningen af en filistrøs Opførelse; medens de andre Skuespillere ikke havde fremkaldt den rette Illusion, lykkedes det ham at ligne en middelalderlig Ryttergeneral, hvis Feltherretalent bestaar i som en Stormvind at hugge ind i Spidsen for sine Karle. Der er paa den yngre bolognesiske Skoles Malerier ofte fremstillet en Spillescene mellem Soldater, hvor en uhyggelig Krigerskikkelse rejser sig halv beruset, rasende over Modstanderens Held eller Snuhed, beredt til at betale ham med blanke Vaaben — saadan en Landsknægt lignede Johan Wiehe.

Sikkert, det var paa hans Person, paa det Ydre at Skikkelsens Illusionsstyrke beroede, og jeg tør ikke paastaa, at de enkelte Repliker svarede i Farve og Tone til Maskens Stil, men det var dog en sjælelig Beslægtethed med Rollen, som bevirkede, at Wiehe fik det rette Greb paa den skotske Høvding. Han mødtes med ham i den rasende Ærgærrighed, maaske ogsaa i Selvforgudelsen, og Skuespilleren var ligesaa stærk og grov som Digterens Skikkelse. Hvad Wiehe magtede at fremstille, var netop det Uvilkaarlige i Menneskenaturen, han var som Kunstner kun et Temperament. Kraftige og vilde Passioner, Naturudbrud, Driften uhæmmet af Forstand og Vilje, det vil man se var bestandig hvad han gav i sin Kunst, indtil man fik den snæret ind og drejet bort fra sit Udspring ved en Række af sletvalgte Roller. Som Bothwell stod han i Repliken kun paa Højde med det Billede, han selv havde udkastet af Figuren, hvor han kunde drive Talen ud i Skriget. Saaledes havde hans Jeg kommer, jeg kommer, den rette Kamplur-Klang, og man glemmer ikke let det Tigerspring, hvormed han ledsagede Repliken Ret dig nu, lystige Højlænder, og som kun faa Skuespillere vilde have havt Mod til at vove. Rollen gav ham Lov til at bruge alt det Udresserede i hans Væsen, alt det Usadlede i hans Natur, og han fik aldrig igen saa fyldigt et Spillerum for sine Kræfter. Kun i Operaen Huguenotterne, hvor han uden at have nogen Rolle, dannede Midtpunktet for det store Sammensværgelseskor, naaede han atter den Magt over Tilskuerne, som Tyskerne kalde packend, og i det han stormede frem med Krusifikset i Haanden, opfyldt af glødende Fanatisme, meddelte han sin egen Ild saaledes til sine Omgivelser, at, som jeg kan bevidne, det samme Kor, udført med tredobbelt saa stor Besætning paa den store Opera i Paris, langtfra var saa gribende og mægtigt som herhjemme. Der gives i alle Orkestre Folk, som uden at være kunstøvede dygtige Solospillere og uden at rangere højere end anden Rang, have et saadant Greb paa deres Violin, at det egentlig er dem, der sikre Orkestrets normale Massevirkning. Johan Wiehe kunde, naar han af en Hændelse førtes ind paa sit eget lille Omraade, faa det samme Greb paa baade de Medspillendes og Tilskuernes Sind.

Hvad skulde han nu have spillet? Ja ærlig talt saa vilde han have passet bedst til de store kvasihistoriske Dramaer og Melodramaer og Spektakelstykker, som i Paris opføres paa Porte St. Martin og Ambigu, og af hvilke vi jo have set adskillige Prøver herhjemme. Hvor vilde han ikke have været ypperlig som Athos i De tre Mousquetairer eller som Cartouche eller som Djævelens Søn og mange andre store Skurke eller ædle Slagsbrødre. Imidlertid, det kgl. Theaters Sædvaner forbyde heldigvis nutildags den Art udigteriske Skuespils Opførelse. Det gjaldt da indenfor den poetiske Literatur at finde saadanne Figurer ud, der passede til hans Person og hans Udtryksmaade. Man vilde hos Shakspeare og i det tyske Drama hos Lessing, hos Schiller, hos Gutzkow ikke have truffet faa saadanne Roller — der var maaske endda noget Tysk ved hans Kunst og Spillemaade — jeg vil blot nævne hos Schiller Mohren i Fiesco og Miller i Kabale und Liebe, men ogsaa indenfor vor egen Literatur vilde f. Eks. Karker i Hakon Jarl og til en vis Grad Jarlen selv have afgivet Udviklingsstadier for hans Talent.

Istedenfor begik man det store Misgreb at give ham Palnatoke, denne tamme Viking, der deklamerer og præker fem lange Akter igennem. Jeg véd ikke, om Wiehe selv ønskede at spille den, men i hvert Fald burde en klog Bestyrelse ikke have givet efter for hans ukloge Ønsker. Han var uøvet i at sige Vers, og han sang hele Rollen frem efter den gamle Tragediemaner, som Kærlighed uden Strømper desværre ikke fik udryddet af dansk Skuespilkunst. Men hvad i Alverden skulde han ogsaa gøre ud af denne lange Forelæsning, hvor skulde han komme ind paa Livet af denne kristne Hedning, der præker Maadehold og Besindighed og Kamp mod Lidenskaberne saa godt som nogen Bodsprædikant. For en Skuespiller, der vil det Grove og det Uvikaarlige, kunde der ikke tænkes noget mere Fjærntliggende end Palnatokes ædle Kraft og Beherskethed. Det Slemmeste ved Sagen var ikke det, at han spillede den nordiske Kæmpe daarligt, men denne Rolle blev ham til ubodelig Skade, fordi han derved kom ind paa et Rollefag, som han selv troede sig kaldet til, hvori han dog aldrig vandt stort Bifald, og som fordærvede Naturbunden i hans Talent. Han udførte ikke faa ældre Kæmper i de nordiske Tragedier — han beundrede især sig selv som Ørnulf i Hærmændene paa Helgeland — og han var altid den samme salvelsesfulde Foredragsholder. Hvad der i det franske Theaterargot hedder bénisseur, en Velsigner, det omformedes efterhaanden Fremstilleren af Bothwell til. Saaledes gled han ogsaa over til at spille de ædle Fædre i Komedien altid i den samme slæbende afmaalte Tone, som han selv sikkert holdt for meget fin, og som kun var kedelig og tom. Han skulde her paa alle Punkter trænge sin egen Natur tilbage og maatte saa nøjes med en tyktpaaklæbet Fernis, der repræsenterede den Elegans og Dannelse, som han ikke oprindeligt besad. Hvor var han ikke monoton, naar han skulde være fornem, f. Eks. som Kammerherren i De Unges Forbund. Kun for egensindig Stivhed og haardnakket Urokkelighed fandt han Udtryk; sligt laa ikke hans egen Natur saa fjærnt. Saaledes fik han den rette Karakter frem over Morin i Arbejderliv, fordi han gennem sin egen Egensindighed forstod baade den raa Slagsbroder, som Morin tidligere havde været, og den nuværende mere kultiverede Udgave af Arbejderen; man mærke her, at Rollen kun blev ham tildelt paa Grund af Broderens Sygdom. Derfor var der gode Partier i hans Behrendt i Falliten; den stive Kulde kom fyldigt frem, men hverken Advokatskarpsindigheden eller Dommerstrængheden. Og det slæbende Foredrag blev han heller ikke her kvit, det gjaldt jo at være dannet.

Kun i en enkelt Rolle i et Stykke, som gik blot faa Gange over Scenen, slog han den samme Tone an som i Maria Stuart. Det var som Major Stonehurst i Engelskmændene i Indien. Karakteren er uklar; den meget raa, dumdristig kække Soldat, som under et Ophold i det indiske Klima blandt lutter Indfødte har tabt de evropæiske Begreber om Ære og Dannelse, vil tvinge en Dame til Ægteskab ved Hjælp af nogle for hende kompromitterende Breve, hvilke hun, forledet af en Kærlighed, der kun var Indbildning, har tilskrevet ham. Han skal ikke være en Slyngel, men noget af en Vild, en Halvbarbar, der, naar han har sat sig et Maal, gaar lige imod det uden Hensyn til sande Samfundslove eller falske Fordomme. Soldaterraaheden og den halvasiatiske Vildhed var Johan Wiehe Mand for at faa Ram paa, og der var fortrinlige Enkeltheder i hans Spil, især i hans sidste Afsked og Udfordringen til det dannede Selskab.

Hvad jeg mener han burde have spillet hos Shakspeare, det var først og fremmest Caliban i Stormen, og dernæst Othello og maaske, naar han var bleven mere udviklet, Macbeth. Begge de sidste Roller paatænkte man imidlertid at give Broderen. Hvad han fik var Cloten i Cymbeline og Mercutio i Romeo og Julie. I begge Roller var der fra hans Haand et ægte engelsk plumpt Tilsnit, som de shakspearske Adelsmænd godt taalte. Men han manglede i Cloten fuldstændigt den komiske Evne, der skulde mildne Figuren og gøre den taalelig paa Scenen, han blev i sin Drøjhed ofte uskøn. Alligevel præsterede han her noget Interessant. Derimod gik Mercutio istykker for ham. Han ejede ingenlunde den Vittighed og Aand, en Ironiker som Mercutio ikke kan undvære; og isærdeleshed var han, som mindst af alt kunde frembringe den romantiske Stemning, ude af Stand til at fortælle Historien om Dronning Mab og hendes natlige Farter.

Jeg nævnte dernæst, at han havde besiddet Muligheder til at fremstille Hakon Jarl, ialtfald langt flere end Vilhelm Wiehe, til hvem man ubegribeligt nok gav den. Saaledes tog Broderen paa den ene Side og Emil Poulsen paa den anden Roller fra ham. For Eksempel da Kongsemnerne gik. Den sygelige ærgerrige Hertug Skule, Guds Stedbarn paa Jorden, tilfaldt Vilhelm Wiehe, der med sine store Gaver kunde spille saa meget Forskelligartet, men aldrig det Sygelige, det Selvreflekterte, det »Skulende«. Det havde dog maaske været Umagen værdt netop her at prøve om Johan Wiehe ikke ad en Omvej kunde have smuttet ind i de dybere Karakterer. Og paa den anden Side bemægtigede E. Poulsen sig Bispen og vandt dermed sit store Slag, og man kan være forsikret om, at Johan Wiehe kun med Sorg har set en saadan Skurkerolle slippe sig ud af Hænderne. Enkelte Betingelser for den kan der jo heller ingen Tvivl være om at han besad, ved et andet Theater vilde han rimeligvis være kommet til at dublere den.

Da hans egen Selvtillid bestandig var vokset, medens andre og yngre Kunstnere skød ham langt forbi og steg i Publikums Gunst, blev han i høj Grad mismodig. Han ansaa sig selv for et Geni og var dog kun en Skuespiller med gode Gaver; han troede at skabe Mesterværker og leverede sjældent mer end halvfuldendt Arbejde, han fordrede ubetinget Anerkendelse og Bifald, medens Publikum trak sig uvilligt og gnavent tilbage. Han havde aldrig været selvkritisk anlagt, men han mistede efterhaanden ganske Evnen til at være klar over sig selv og overskue sine Forhold, og tilsidst brast i hans Hjærne den Fiber, der skiller Indbildning fra Illusion, og den Sindssygdom begyndte, der først endte med hans Død.

Han var kommet til Scenen uden Dannelse, og Theatret havde ikke formaaet at give ham nogen. Anlagt som han var, maatte han med sit Spil altid løbe ud i de grove Effekter. Hertil gaves der ham kun lidt Lejlighed, og kun glimtvis brød hans Personlighed igennem. Hans Natur var et Stykke Granit, som han selv var altfor lidt udviklet til at bearbejde, men af hvilket en kyndig Haand kunde have mejslet gode Statuer.