Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 287-316

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1952. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1928.


LUDVIG PHISTER.[redigér]

Phisters Hovedegenskab som komisk Skuespiller var hans Forvandlingsevne. Han besad i sin Hukommelse et Galleri af komiske Figurer, som hans kraftige Iagttagelsesgave havde beriget ham med. Saasnart han fik en Skikkelse at levendegøre paa Scenen, fremdrog han for sin Fantasi et af hine Billeder, der havde et fotografisk Aftryks Troværdighed, og omskabte sig saa ved sit kunstneriske Herredømme over sin Person fra Hoved til Fod i Lighed med dette Billede: Stemme, Holdning, Gang og Manerer, alt tog Form og forenedes til en fremmed Personlighed udenom ham selv, en legemsstor Maske, bag hvilken Phisters egen Individualitet forsvandt. Naturen havde skænket ham et ægte Skuespilleransigt: da dets nederste Dele ere skudte stærkt frem og Næsen er lille, ligge alle Trækkene i én Plan, og derved blev det muligt for ham ved den ringeste Bevægelse at forandre hele Udtrykket. Og til hvert nyt Ansigt en ny Stemme, thi hans Talent til at efterligne og paatage sig fremmed Mæle var uudtømmeligt. Hvis man tænker sig ham skiftevis saaledes som han saa' ud som August i Sparekassen, som Klokker Link og Oldfux, kan man næppe tro, det var det samme Menneske, Og hvis man lader den talløse Mængde Stemmer, man har hørt ham benytte, glide forbi Ens indre Øre, vil man have et Billede af den babyloniske Sprogforvirring. Ved en Oplæsning har jeg hørt ham skifte med et Antal af tredve forskellige Stemmer uden mindste Anstrængelse. Og han nøjedes ikke med at forvrænge sin Rest en Smule, han trængte indtil smaa Enkeltheder ind i det fremmede Organ og vidste bestemt, hvordan hvert enkelt Ord skulde udtales og hver Sætning betones. Udenfor Scenen havde han ogsaa en mærkværdig ukarakteristisk og svag Stemme, der ligesom krævede at styrkes ved en paalagt Farve. Der er Roller, som egentlig laa hans Kunst fjærn, og som han dog har formaaet at spille, fordi han opfandt en ejendommelig Rest for dem. Jeg vil saaledes nævne den evige Jøde i Genboerne, som er en enestaaende Skikkelse i hans Repertoire. Hans Tale var her paa éngang afluret Virkeligheden og mystisk-romantisk farvet, den klang saa hemmelighedsfuldt, at den virkede magisk betagende paa Ens Sind. Man maa selv have hørt hint: »God rolig Nat«, som Ahasverus tilkaster Studenten; med Ord kan en saadan Stemning af Inderlighed og Længsel, som laa heri, ikke males.

Syvhundrede Roller har Phister spillet, og man vil vel næppe forlange, at jeg skal kunne gennemgaa dem alle eller blot løselig karakterisere dem. Men jeg tror det muligt i store Træk at angive, hvad hans Kunst har formaaet at udtrykke og hvor den har havt sin Begrænsning, og ganske kort vilde jeg da sige, at den Sjælsegenskab, Phister eminent har magtet, er Forstanden. Ikke den Forstand, som øver de store Opgaver i Livet, Statsmandens og Politikerens eller Videnskabsmandens og Kunstnerens, men den Forstand, som beskæftiger sig med Livet selv, som er Verdensklogskab, Vid, Intelligens, Evne til at finde sig til Rette, være overlegen i smaa Forhold og ordne alt til det bedste. Den Art Forstand har han fremstillet i en Mængde Afskygninger, med en Mængde Tilsætninger, saaledes som hans bestandige Studium af Mennesker leverede ham dem. Han har bevæget sig paa Scenen som det gode Hoveds Inkarnation. Og dernæst har han, saaledes som Kunstnere næsten altid formaa, evnet at lægge netop Modsætningen af hin Forstand for Dagen i den Dumhed, som er Mangel paa Kendskab til sine Omgivelser, som kan blive til den pantsatte Bondedrengs Idioti — Phister debuterede i denne Rolle — og som kan forvandle sig til Klokker Links klædelige Naivetet, Atter her er der utallige Nuancer. Phister kunde spille alle dem, der narre de andre, og alle dem, der blive narrede, Intriganten og den Intrigerede.

Ved denne Rollemangfoldighed indeholder Phisters Skuespillervirksomhed en Besvarelse af Spørgsmaalet om hvad København har let af i et halvt Aarhundrede. Næsten hele vort Theaters komiske Literatur passerer Revue i Phisters Repertoire, som naturligt deler sig i Grupper efter klassiske og moderne Roller. Og for vor egen nyere Literatur har Phisters Fremstilling en forhøjet Værdi, fordi man med Sikkerhed kan paastaa, at de skabte Figurer ere avthentiske Fremstillinger, svarende til Digterens Ønske og Tanke. En Klokker Link, en Skriverhans er næsten bleven til under Forfatterens Øje ud fra en nøjagtig Forstaaelse af Tidens Smag. Endelig har Phister i sine Holbergske Roller med stor Pietet bevaret Traditionerne fra Forgængerne.

I.[redigér]

Det forstaar sig af sig selv, at den Skuespiller, som særlig var anlagt paa at fremstille den muntre Kløgt, maatte blive en sand Mester i de klassiske Tjenerroller. Hvad Navn han end bærer, er Tjeneren i de gamle Stykker altid Herren langt overlegen i Vid og Forstand, og det er ham, som overvinder Vanskeligheder, opspinder Intriger, og tilsidst ved sine mange Paafund fører de Elskende sammen. Hans Midler bestaa næsten altid i Forklædninger, ved hvilke han udgiver sig for en anden, han spiller gærne en Komedie i Komedien. For en Skuespiller, der var allergladest, jo tættere han dækkedes af Masken, var dette Dobbeltspil yderst kærkomment. Publikum havde slet ingen Ret til at fordre en dyb Karakteranalyse af den muntre Skælm, som det selv saa' maskere sig paa Scenen. Det komiske Ydre, der vakte Latter, var fuldkommen tilstrækkeligt.

Det er en Mængde Roller af denne Art, som Phister har spillet, men jeg vil kun dvæle ved de klassiske, Holbergs og Molières. Jeg vil under Et benævne dem Henrik-roller, skønt Figuren ikke altid bærer dette Navn. Til denne Gruppe regner jeg foruden Henrik'erne i Pernilles korte Frøkenstand, Det lykkelige Skibbrud, Kilderejsen, Henrik og Pernille og Maskeraden, ogsaa Oldfux i Det arabiske Pulver og Den Stundesløse — derimod hører Henrik i Den politiske Kandestøber ikke herhen, thi Phister spillede denne nærmest som en Arv. Men til Henrikrollerne maa man ogsaa regne hans Scapin i Scapins Skalkestykker, da der, trods Nationalitetsuligheden, ingen væsentlig Forskel var mellem den Holbergske og den Molièreske Intrigant.

Til alle disse Roller havde Phister uddannet sig en ganske særegen Stemme, som frembragtes ved at han trykkede Underkæben og Tungebenet frem og sænkede Strubehovedet; derved blev Svælget større og Munden videre, og Luften gik nu som en stor bred Strøm igennem denne. Paa samme Tid gjordes Tungen bred og bevægedes kun lidt, og Tænderne holdtes tæt sammen, uden at Tungespidsen naaede helt hen til dem. Den Stemme, som herved fremkom, havde en noget mørk Klang, som lignede den saakaldte sombrerede Sangstemme, ved hvilken det udsungne a lyder som et o; heller ikke Phisters a var ganske rent. Den store Fordel, han opnaaede ved denne Mundstilling, var en umaadelig Volubilitet i Talen; den brede Strøm i Munden, som intetsteds stødte paa nogen Hindring, formaaede at lade Ordene med ustandset Hurtighed flyde fra Læberne, medens den paa samme Tid tillod enhver Art af Moduleren i Ordet og Sætningen, fordi Munddelene, saaledes som de vare stillede i Forhold til hverandre, ikke paatrykte Stemmen nogen enkelt ejendommelig Lyd. Tager man til Modsætning f. Eks. Rosenkildes Mæle, saaledes som han anvender det i enkelte Roller, hvor han ved ikke at lukke Næsehulen til med den bløde Gane og trykke Strubehovedet op, giver Ordene en vis nasaliserende Udtale, vil man bemærke, at Replikerne siges med stor Langsomhed, og at Pavser i Sætningen næsten ere nødvendige. Phisters Stemme var en Stræng, som han kunde anslaa i en hvilkensomhelst Tone og Tonart, han lystede; Rosenkildes er en allerede stemt Stræng, som han kun kan forsøge at gøre Saameget ud af, som dens forudgivne Bestemmelse tillader. Kun en enkelt lille Ejendommelighed klæbede der ved Phisters Udtale, paa Grund af at han, som sagt, nærmede Over- og Undertænderne til hinanden, uden at Tungen kom helt hen til dem, det var den, at hans s ofte antog en Klang af et sch (sj). Det var derfor maaske oprindeligt en ham ubevidst fysiologisk Nødvendighed og mere end et blot Indfald, naar han undertiden søgte at opnaa en komisk Virkning ved at udtale s'et paa denne Maade. Saaledes sagde Phister f. Eks. altid »Schkavank« i Henrik og Pernille (Scene 1) og han udtalte for ingen Pris anderledes end »schkubbet« i Repliken i Scapins Skalkestykker: »Det er jo hans Skæbne, som har schkubbet ham ind i det«, hvor det blev saameget mere paafaldende, fordi Argante straks efter i sin Hidsighed kopierer hans Ord. Paa samme Maade efterlignede Pernille ham, naar han i Den Stundesløse sagde: »Men eftersom Magdelone er noget til Alders, kan han maaske ikke fatte Elschkov til hende«, og Teksten har ikke engang her »Elskov« men derimod »Kærlighed« saa Phister, som dog ellers aldrig tillod sig de bekendte Skuespiller-Forbedringer, naar det gjaldt Holberg, paa dette Sted gjorde en lille Omsætning.

Hin ejendommelige Mundstilling, Phister saaledes benyttede, egnede sig nu fortrinligt til Forandringer af Stemmen. Mundens Organer stod nemligt i et saa nøje afpasset Forhold til hverandre, at den mindste Indvirkning paa et af dem øjeblikkeligt fremkaldte en fuldstændig Omplaceren af de andre; de laa saa at sige i ét Plan, ligesom Skuespillerens Ansigtstræk. De berømteste Steder i hans Henrikroller bleve næsten altid hans Forvandlinger. Man tænke f. Eks. paa den Scene i Maskeraden, hvor Henrik agerer den hele Tamperet: først læste en brægende, snøvlende, uforstaaelig Retstjener Stævningen op, saa kom Advokaterne: den ene, der hoppede frem som en Skade, havde en tynd og pibende Stemme, hvis Fistel skingrede af Vigtighed og Indbildskhed, den anden brummede med dybe Mavetoner, han var ligesaa dum-stolt som den første var arrig. Endelig satte Henrik sig ned paa Stolen som Dommer og forkyndte nu Kendelsen med en Røst saa søvnig og træg og kedelig, at Tilskuerne lulledes ind i en Døs, hvoraf Phister først vakte dem, naar han som en Raket fór op fra Sædet og var den gamle livlige Henrik igen. Hans Forklædninger i Den Stundesløse fornyede dette Skuespils Scenevirkning og overstraalede enhver anden Fremstilling i Stykket. Han frembragte her Stemmerne paa en noget forskellig Maade: den fordrukne halvtossede Advokats buldrende tykke Mæle fremkom ved, at han pustede Kæberne op og lagde Tungen tilbage i Munden, hvorimod Tyskerens snurrige Tale alene beroede paa, at Phister lod Stemmen stige og synke i meget store Toneintervaller og gjorde de Vokaler til de højeste, som i naturlig Tale vilde blive de dybeste.

Phister lod aldrig i disse Roller nogen Lejlighed gaa ubenyttet forbi, hvor det var muligt at forandre Stemme; det hændte ham aldrig at citere en Person uden at kopiere ham — det hænder ham iøvrigt heller ikke udenfor Scenen. jeg kender kun et eneste Tilfælde, hvor han afveg fra sit almindelige Princip, i Scapins Skalkestykker nemlig, hvor Geronte er skjult i Sækken og Scapin forskrækker ham med forvendt Mæle. Efterat først her to forskellige Matamorer ere fremstillede af Scapin, siger han: »Tag Dem i Agt. der er en seks, syv Soldater paa éngang«, hvortil Molière i Parentes tilføjer contrefaisant la voix de plusieurs personnes, men trods denne Forskrift spillede Phister Stedet som en Dialog mellem de to foregaaende Personer. Hans Grund var sikkert den, at han mente de meget korte Repliker vilde løbe sammen til et Virvar for Publikums Øre. Jeg har imidlertid paa Théâtre-Français hørt Coquelin komme meget godt fra dette Bravursted.

Jeg standser her ved saamange Enkeltheder, fordi de tillade at studere Phisters Teknik med forholdsvis stor Nøjagtighed, og kaste Lys over hans Kunsts Væsen. De ere belærende paa samme Maade, som Penselføringen eller Farveblandingens ejendommelige Art er det hos en Maler. Jeg vil derfor endnu omtale hans Diktion og Mimik i disse Henrikroller, paa hvilke Kunstneren selv har sat den største Pris, og som ved deres upersonlige Karakter havde en betydelig, omend ikke ganske heldig Indflydelse paa hele hans Virksomhed.

Phisters Princip var dette, at bringe saamegen Vittighed og Komik ud af Repliken, som det paa nogen Maade var gørligt, uden at det stred mod den sceniske Individualitet, og uden at lægge en Tøddel ind i Ordene, som ikke, hvis man saa' skarpt til, var der i Forvejen. Han holdt sig strængt til Teksten, men bearbejdede med sit Genis hele Magt Repliken, og atter her var hans Løsen: bestandig Forandring og Vekslen. Det Virkemiddel han anvendte var de smaa Nuancer. Jeg forestiller mig, at Phister indstuderede én af Henriks Repliker saaledes, at han først tog den helt som Stof og lærte sig den saa sikkert udenad, at han kunde fremsige den, opremse den med rivende Hurtighed. Nu var Materialet der. Saa undersøgte han uvilkaarligt hvert enkelt Ord, om det havde noget Komisk eller Særeget i sin Lyd for at fremhæve dette, undertiden vilde det vel og falde ham ind ved en uregelmæssig Udtale at skabe en saadan komisk Virkning. Saaledes sagde han gærne i Henrik og Pernille »Vo͝om͝it︦if« — eller udtalte som Scapin Ordet »maaske« som »máaske« (den samme Betoning brugte iøvrigt ogsaa Vinter i Eventyret i Rosenborghave, hvorfor Phister deler den Ære med Heiberg at være Fader til de saakaldte Máaskebørn). Vare Ordene saaledes undersøgte, akcentuerede og pointerede han dem i det Uendelige, det vil sige, han forandrede hvert Sekund sin Stemme og betonede hvert Ord forskelligt fra det foregaaende, men forenede saa atter de forskellige Lyde, idet han udtalte dem efter hverandre med en Hastighed, der sammensmeltede dem. Man tænke paa det Utal af brogede Farver, der ved Malerens Kunst tilsammen udgøre et harmonisk Lyshele i et Maleri. Endelig lagde han saa afgørende Vægt paa Efterligningen af den almindelige Tale, idet han i denne rivende Ordstrøm trak Aande og standsede ved det Ord alene, som var det vigtigste i Sætningen. Det var en meget skarp kadenceret Diktion, i hvilken man tydelig hørte Interpunktionen. Men undertiden kunde han ligesom for at antyde Henriks kaade Ungdomslivlighed lade haant om den logiske Sammenhæng, more sig med at jage endel Ord afsted, det ene efter det andet, og pludselig gøre Ophold ved ét, der syntes temmelig betydningsløst. Han udtalte f. Eks. omtrent som saa: »H͝ill͝emæ͞nd, s͝aa k͝an F͝org͝yldn͝ing͝en v͝ær͝e g͝aa͝et a͝f h͝end͝e ͝i s͞aa — la͝ng T͝id«.

Paa Grund af sin Tales særegne Volubilitet var da Phister aldrig bedre faren, end naar der i Rollen forekom en eller anden Opregning eller Remse. Var den kort, nøjedes han med den komiske Kraft, der laa i den blotte Hurtighed, hvorved Ordene forfulgte hverandre — var den længere, maatte han have Forandring og steg da i en rivende Fart op til et enkelt tilfældigt Ord, som han faldt ned fra ligesaa hurtigt. Hvor saaledes Oldfux forklædt som tysk Pedant har den lange Optælling af alle de Byer, ved hvilke han har studeret, gjorde Phister en pludselig Standsning ved Frankfurt an der Mavse (ɔ: Mose), idet han samtidigt vakte Latter ved den betegnede Udtale. Og hvor Scapin opregner de mange slemme Ubehageligheder, der følge med at føre Proces, laa Phister meget længere paa Ordene »maaske Sættedommerere« end Sammenhængen egentlig medgav.

Ogsaa i Phisters Minespil træffe vi de smaa Nuancer. Han tillod sig aldrig store Grimacer eller voldsomme Fordrejninger, men der var en bestandig Sitren, Glimten og Spillen i hans Miner. Blikket var ikke stærkt, det var de fine Bugtninger af Læberne, der forandrede Ansigtets Udtryk. Ligesaa ilsom og vekslende som Tale og Mimik var endelig hans Gestikulation. Phister brugte Haandens forskellige Gestus saaledes, at han saavidt muligt efterlignede eller afmalede enhver Bevægelse, der udtryktes i Repliken. Naar Scapin siger til den knælende Leander: »Rejs Dem!« sænkede Phister Pegefingeren og hævede den atter med et Sving, saa den stod lodret i Vejret, eller naar Scapin fortæller sin Herre om det lille Anker spansk Vin, i hvis Bund han gjorde en Sprække og som han slog Vand ind under for at bilde ham ind, at Vinen var løbet ud, anskueliggjorde Phister med sine Fingre ganske tydeligt, hvor behændigt Scapin havde baaret sig ad. Talte Henrik om, hvorledes Uhret nok vilde »avancere efter«, hvis Leander kunde stille Solen tilbage, saa efterlignede de hurtige Fingre Solens Bevægelse. Af større komisk Virkning, blev dog Fingerspillet, naar det svarede til en i Talen udtrykt aandelig Bevægelse, eller naar det kun støttede sig til et Ord, der kunde tages i forskellig Betydning. Hvor Scapin gør Argante opmærksom pa, at hans Søn har indviklet sig i en fatal Sag, viklede Phisters Fingre sig uvilkaarligt om hinanden, og hvor Henrik siger, at Leander »véd Grebet« paa at fri, undlod han ikke at svinge med Haanden, som om han greb om noget. Undertiden kunde han med en enkelt Gestus give den morsomste Karakteristik af Personen. Jeg kan nævne det Sted i Henrik og Pernille, hvor Henrik, der agerer Herre i de fine Klæder, i Samtalen med Arv siger: »Der har Du min Haand, Arv!« Denne rækker som Følge heraf sin plumpe og snavsede Næve frem; Henrik tager om den med en noget mistænksom Mine, ryster paa Hovedet og lader derpaa med imponerende Rolighed og fornem Overlegenhed til Arvs uskrømtede Forbavselse sin — Albu synke ned i hans Haand.

Det var disse vekslende, aldrig standsende Bevægelser, som gjorde hans Henrik saa livlig og ildfuld. Han fremstillede den klassiske Tjenerskikkelse. Han lod sjældent Henrik blive til et Menneske af Kød og Blod; selv hvor denne mest alvorligt i Maskeraden klagede over sin haarde Skæbne, klang Ordene i Phisters Mund kun som en maskeret Spøg. Der var en Ynde over Phisters Fremstilling, som jeg ikke ret er vis paa om Holberg og Molière havde ønsket. Man kunde altid mærke hos Phister, at han var bleven opdraget paa Danseskolen; derfra medbragte han en lidt foroverbøjet Stilling, runde Arme og dansende Trin. Naar han i Pernilles korte Frøkenstand løb ud af Scenen med smaabitte Skridt, saa' det meget gratiøst ud, men det er dog et Spørgsmaal, om Henrik er saa velopdragen og ikke snarere vild og fri i sine Bevægelser. Der kunde tænkes en anden Opfattelse, efter hvilken Henrik fremstilledes som mere ubevidst, som halv Dreng, kaad istedetfor vittig, snild og uregerlig istedenfor fin og beregnende. Det er sikkert, at Scapin paa Théâtre-Français ingenlunde som herhjemme er den elegante Gavtyv, blank og pyntet i sin Fløjelsklædning, med røde Baand paa Hatten og et Væsen som en Straajunkers. Det er derimod vanskeligt at vide, hvorledes Holberg vilde have sin Henrik opfattet. En bekendt Historie fortæller imidlertid, at Holberg, da han engang traf en lille Pige læsende i sine Komedier, spurgte hende, hvilken af Personerne hun syntes bedst om, og da hun svarede, at hun bedst kunde lide Henrik, gav hende Ret med disse Ord: »Ja, det er ogsaa en Fandens Skælm«.

Ordet passer ganske paa Phisters Henrik, Han var den egenlige Herre i det Jeronimus'ske Hus, Familiens gode Hoved, og hans Overlegenhed bestod deri, at han altid spurgte sin Forstand tilraads, hvor de andre gav efter for deres Temperament og Følelse, og at hans bøjelige og smidige Natur fandt sig tilrette i en hvilkensomhelst Situation. Hvor han var, var han altid i sit Element. Paa denne Maade laa det for Phisters ejendommelige Geni at fremstille ham, og siden Londemanns Dage havde vel ingen saadan Henrik været set paa vor Skueplads. Tænk paa ham, naar han traadte ind som Oldfux med det hastige, taktfaste Trit og den erkeforslagne Mine: det var, som i samme Nu hele Vielgeschreis Hus hørte ham til. Eller husk ham, naar han førte sit Forsvar for Maskeraderne, hans Øjne lyste af Lystighed, i hans satiriske Smil laa en Overlegenhed, som knuste den bornerte Jeronimus og den sølle Leonard, og dog var der paa samme Tid noget Ydmygt og Hensyntagende i hans Holdning, paa hvilket man mærkede den stakkels Tjener, der maa være forberedt paa at modtage tørre Hug som Argumenter. Eller genkald ham ved hans Indtrædelse i Scapins Skalkestykker, der var som lysende af Geni. Octavio og Silvestro staa triste og nedslaaede samtalende om alle de Ulykker, der vente dem, da kommer Scapin ind, nynnende paa en munter Melodi med et Ansigt, der straaler af Kløgt, og staar pludselig imellem dem som Intrigens frelsende Engel.

II.[redigér]

Phister vidste nøjagtigt, hvordan dumme Folk se ud, te sig og handle, og jo mere de saa at sig udleverede sig selv, des bedre kunde han faa Greb paa dem. Det var ham bekvemmest, naar de slet ingen Værdighed eller Alvor skulde besidde, ikke engang en latterlig. Han vilde næppe have kunnet spille Jeronimus, fordi denne dog, trods sine komiske Sider, bevarer en vis Kraft og Holdning som Husfader; men han formaaede fortrinligt at forvandle sig til den dumme Tjener. Harlekin og Pierrot vare ham lige kære: den smidige Forstand og den dumtfiffige Dorskhed opfattede han lige klart. Han ramte dem begge i det Tjeneragtige, hvor ingen personlig Værdighed turde fremtræde.

Det er sikkert et enestaaende Fænomen i vor Theaterhistorie, at en Skuespiller med samme Virtuositet har fremstillet baade Henrik og Arv. Phister udførte dette Kunststykke. Hans uovertrufne Færdighed i at tale alle danske Dialekter kom ham her til Gode. Han havde studeret Folkesproget paa Stedet. Man véd, at han er istand til »at rejse« Jylland igennem fra Nord til Syd, som han kalder det, det vil sige, at tale alle de i meget fine Nuancer forskellige Dialekter, som her findes. Men det var dog ikke alene den fortrinlige jargon, som gjorde hans Arv saa kostelig: det var Udtrykket for den godmodige Dumhed, som her var tildannet med saadanne Elementer, som Arvs Bondenatur og hans Stand maatte frembringe. Thi dette var det Store ved Phisters Kunst, at han aldrig lod sig nøje med det ab- strakte Karaktertræk, men gjorde det konkret ud fra sin rige Erfaring. Hvorfra vidste Phister, hvorledes en Bondekarl som Arv vilde klæde sig paa til en Nattevagt, hvorfra kendte han Arvs Dragt til de mindste Enkeltheder, hans Tørklæde og uldne Handsker, hvorfra havde han lært hin træge Maade at stoppe sin Pibe paa og ryge den ud? Han havde set alt dette ude i Livet, gemt Tusinder af saadanne Smaatræk i sin Erindring og brugte dem sidenhen som troværdige og illuderende Egenskaber ved sine Fantasiskabninger. Man maa tænke sig, at først den dramatiske Personlighed stod ligesom lyslevende for hans Øje: altsaa her Arv i legemstort Portræt, og saa naar Personen kom til at agere og til at befinde sig i forskellige Situationer indfandt sig halvt ubevidst hine tidligere Smaaiagttagelser fra blot delvis lignende Personligheder ude i Livet. Denne Sammenknytning af livfuld Fantasi og nøgtern Iagttagelse gav hans Spil udenfor Henrikrollerne et sjældent Virkelighedspræg. Lad mig her nævne en lille moderne Rolle som Tokkerup i En Spurv i Tranedans, hvor Fremstillingen virkede saa genialt, fordi Phister syntes Skomager hver Tomme. At han ganske mestrede det af Brændevin sløvede Udtryk og den hæse Stemme, det havde endda mindre at sige, men Billedet af den lille skutryggede og vindøjede Skoflikker borede sig fast ind i Hukommelsen, fordi Spillet intetsomhelst »Lavet« eller Traditionelt havde ved sig, men alt var Selvsyn.

Til en vis Grad er det Arv, der gaar igen i nogle af de moderne Dialektroller, Phister har spillet. Jeg tænker paa den overtroiske Niels i Kjøge Huskors og den skikkelige Mikkel i De Danske i Paris. Heiberg har kun løseligt skitseret disse komiske Skikkelser, Phister havde næsten Lov til at handle efter eget Tykke. Han var udmærket morsom som Mikkel. Hans stive Holdning var just den, som den bravt indexcercerede Bondekarl faar, og denne Dressur forlod ham ikke et Øjeblik. Phister stak aldrig Hovedet frem bag sin Maske. Husker man hans stumme Spil ved Indtrædelsen i Palais-Royals Have, hvordan han bukkede for Opvarterne, og hvorledes han læste i den franske Avis, vendte og drejede den og tilsidst krøllede den sammen med Foragt. I slige Vaudevilleroller var Phister iøvrigt ikke bange for at være mere logisk eller vittig end Forfatteren. Heiberg lader Mikkel sige: »At være i Paris er det Samme som at falde i Vandet og drukne«, men Phister rettede Repliken saaledes: at være i Paris er det samme som at være i Vandet og skulle til at drukne. — Mikkel, som ikke kan et Ord af det Sprog, som tales omkring ham, som er yderst forlegen ved de Hverv, der gives ham at udrette, fordi han mangler enhver Mulighed til at opfylde dem og som ikke forstaar det Mindste af hele Stykket — han besad netop den Dumhed og det Ubekendtskab med Verden, som Phister, paa Grund af dens Modsætning til hans egen Intelligens, havde saa klart et Blik for.

Det var ogsaa denne Uerfarenhed, som Phister kunde omdanne til Klokker Links elskværdige Naivetet, der stod En klart for Øjnene, naar blot Klokkerens glade, rødmussede og runde Ansigt kom tilsyne i Døraabningen. Hele Provinsens Aand aabenbarede sig gennem hans gammeldags Paaklædning med den røde Nattrøje og de store Støvler, gennem hans umulige Buk med de krydsede Ben, gennem hans Maade at pynte sig paa ved at stikke Stropperne i Støvlerne før Sophies Indtræden, og den Grundighed, hvormed han undersøgte Hammers Kjole. Links Hjærtelighed blev i Phisters Fremstilling næsten til Barnlighed. Saaledes var det med en Art barnlig Vrede, at han slog ad Sophie med Hatten, da hun erklærede ikke at kunne elske ham, og dernæst fornærmet vendte hende Ryggen. Phister holdt Link uforstyrrelig godmodig. Man tænke paa hans forbavsede Mine og aabne Mund, da han ved Justitsraadens Hjælp har gjort den Opdagelse, at Hammer er den Foretrukne; der var ikke Skygge af Vrede eller Misundelse at opdage i hans Ansigt. Det genialeste Træk i Phisters Opfattelse var hans Latter i Slutningsscenen, da Link og Justitsraaden komme ud fra Sideværelset, hvor de have lyttet sig til, at Sophie med alle sine Nej'er har givet Hammer sit Ja. Der lod Phister Link være i en voldsom, næsten krampagtig Latter, der slet ikke vil høre op. Han lo, saa Taarerne trillede ham ned ad Kinderne, indtil han forpustet og træt sank sammen paa en Stol. Phister lod den uheldige Frier kun more sig over det Komiske i en Situation, over hvilken det dog var naturligt, at han følte nogen Ærgrelse.

Phister vilde ikke have spillet Rollen saa fortrinligt, hvis den havde været i mindste Maade sentimental. Saasnart det Hjærtelige skulde komme stærkt frem, blev Skuespilleren let affekteret. Jeg tilstaar, ikke at kunne dele den almindelige Beundring over hans Ole i Abekatten. Alt var udført med største Virtuositet, men i selve det Følelsesfulde manglede det Ægte. Naar han sang Visen om Oles Kærlighedssorg farvede han sin Stemme præcist saaledes, at Ordene betog En, men man ærgrede sig næsten derover. Rent teknisk udtrykt, anvendte han her et Stakkato af forbavsende Virkning — det samme han brugte saa fortrinligt ved Skriverhans' Sang:

Mine Trængselsaar er endte,
Snart skal min Lykke jeg hente.

Men hvilken Forskel er der ikke paa Hostrups fortrinlige Karakter og Situation og den smægtende Stemning i Duftvaudevillen! Man burde derfor heller ikke bebrejde Skuespilleren, at den falske Karakter affødte falsk Kunst, hvis ikke Phister i det Hele havde havt en Svaghed for det Sentimentale. Jeg vilde saaledes nævne hans Ole Kaninstok i Capriciosa, hvis uægte Patos og theatralske Sømandsmanerer faldt En for Brystet. Jeg har aldrig kunnet forsone mig med Phisters Matroser: Anders i De Fattiges Dyrehave og Jacob i Sparekassen, fordi de lugtede saa urimeligt lidt af Tjære. De mindede mig om de Opvartere, der findes rundtom paa Svømmeanstalterne ved København: det er fordums Matroser, der for at behage det fine Publikum overdrive den Tale og Maner, som engang er falden dem naturlig. — Disse Sømænd i Hertz' Stykker ere iøvrigt til en vis Grad deres Omgivelser overlegne, omend ikke i Dannelse, saa dog i Kløgt. Det er Ræsonnører, der instinktmæssig ane, hvad der er rettest at gøre, saaledes som Jacob Baadsmand, der meget fornuftigt fraraader Hr. Reiersen at udgive sig for fattig.

Men jeg vender tilbage til de Skikkelser, hvor Phister sammensmeltede Uforstanden med Godheden. Der var i Overskous Repertoire den skikkelige Sladderhank Winge i En Bryllupsdags Fataliteter og Peder Quit i Pak, der saa geskæftig farer rundt med sin Bogpakke. Herhen hører ogsaa Souffløren i Kean, og jeg vilde ligeledes regne Lord Hastings i Ninon og den døve Bertelsen i Valgerda med til denne Gruppe, skønt de tilsyneladende ere saa vidt forskellige. Men hin engelske fine Lord i Hertz' Drama, der med den uskyldigste Mine foreslaar at sætte Scarron sammen igen, hvis han gaar i Stykker paa Overfarten til England, var konciperet i samme Aand som den stakkels døve Huslærer, der tror det nødvendigt at fortælle sin Udkaarne, at han lider af Tunghørighed. Naar den Ene bejler til Ninon og den Anden frier til Judita, er Situationen i Virkeligheden den samme: den naive Skikkelighed knælende for den medlidende Skønhed. Men som altid hos Phister fandt man naturligvis en Mængde individuelle Træk, der skarpt holdt selv ensartede Figurer ud fra hinanden. Tag endnu til Eksempel den gamle Englænder i Slægtningene, den tommeste og taabeligste Vaudevillefigur! Hvormange Gange har man ikke mødt denne Type af den rejsende Lord med det magre, fine Ansigt, det halvt forbavsede, halvt intelligente Udtryk: iøvrigt kun Skind og Ben og Korrekthed.

Men nogle klassiske Opgaver have vi endnu tilbage. Fuldt saa højt som i Henrikrollerne stod Phister der, hvor Dumhed og Fiffighed var parret sammen. Efter min Mening var Henrik i Den politiske Kandestøber hans bedste Holbergske Rolle, som han endnu tredsindstyve Aar gammel spillede lige friskt og ungdommeligt. Han gav os her den fineste Udvikling af Drengens Væsen, han viste os, hvorledes hans Forstand steg sammen med hans Herres Ophøjelse. Rollen faldt i to Afdelinger: Henrik i Skødskind og Henrik i Liberikjole. Man hørte længe Træskoene klapre udenfor, inden han kom ind i første Scene, solidt tilsnavset fra Arbejdet med sorte Pletter i Ansigtet og en uforstyrrelig sløv Fiffighed i det brede Grin. Et Billede, der var Marstrand værdigt. Modsætningen var hans Indtrædelse i fjerde Akt med vasket Ansigt og rene Hænder og Haaret vandredt og skillet midt i Panden — en Søndagsudgave af Taaben. Phister havde de kosteligste Indfald her i Stykket; husker man, hvorledes han forberedte Repliken: »Nu slog Klokken tolv«, som afbryder Collegiet, ved pludseligt at staa stille og paa Fingrene optælle Slagene fra »Postmesterens Værk«. Henrivende var ogsaa hans Oplæsning af Aktstykkerne, naar han stavede sig til de vanskelige Ord og fordybede sig i Urimeligheden af Forskellen i Udtalen af ca og ci.

Jeg sætter denne Henrik højere end Udførelsen af Jeppe paa Bjerget, skønt den langtfra er bleven saa berømt. Opfattelsen af Henrik var absolut paalidelig, der kunde ikke rejses Tvivl om, at Holberg netop havde ønsket Opgaven løst paa denne Maade. Ikke saaledes med Jeppe. Den Hovedindvending, jeg vilde rejse mod Phisters geniale Spil, er den, at han ikke gengav Drankeren. Han var ikke den forhærdede Drukkenbolt, som ikke kommer nogen Dag ædru i Seng eller rettere som hver Dag maa lægge sig hen og sove Rusen ud, og som, hvis Nille ikke passede paa, drak alting op fra de tolv Skilling til Sæbe til selve den brogede Hest. Phister akcepterede uden videre Jeppes Selvanskuelse, at han er en »vittig Mand« og slog sig til Taals med det »hvorfor«, som Jeppe selv angiver som Grunden til sin Drikken, nemlig at han har Nille til Kone. Derfor gjorde Phister Skikkelsen helt igennem sympatetisk. Jeppe saa' vel noget sløv og fugtig ud, men havde ikke engang en rød Næse. Han var, naar han havde gjort Toilette, en pæn Mand at se i ordentlige rene Klæder — langt mindre snavset end Kandestøberdrengen. I hans almindelige Tale røbede heller ikke Drankeren sig paa en stødende Maade — det lød ganske urimeligt, at høre Jeppe udtrykke sig i sin dumpe og sagtmodige Tone, naar Jakob Skomagers Ølbas skingrede ved Siden af. Af de to maatte en uindviet Tilskuer antage Værten for den Forfaldne og ikke Gæsten.

Følgen af hele denne Opfattelse var, at Jeppe blev en tragisk Skikkelse. Phister lagde ligefrem an herpaa ved sin Afskedstagen i fjerde Akts Slutning; man fik den dybeste Medlidenhed med denne arme Karl, som Folk, der vare langt ringere end han i Hjærte og Forstand, vovede for plumpe Løjers Skyld at behandle paa den mest oprørende Maade. Allerede ved Scenerne paa Slottet var man bleven ilde berørt ved den Frækhed, hvormed Herremandens Lakejer drev Leg med Staklen, men nu gik det for vidt, man oprørtes. Og Beviset herfor var, at man slet ikke lo hjærteligt eller længe i de sidste Akter, man kunde for den Sags Skyld fuldt saa gærne have grædt. Den Virkning vilde Holberg næppe frembringe; hvis man vil læse Jeppes Farvel igennem, vil man se, hvor lidt Alvor det rummer og hvor mange komiske Effekter tværtimod Holberg her har lagt an paa. Og det var ud fra dette Sted, at Phister havde bygget hele Rollen.

Paa hvis Standpunkt stod Holberg, paa Baronens eller Jeppes? Fandt han, at Herremanden havde Ret eller var han den første danske »Bondeven«? Slutningsverset er absolut aristokratisk-konservativt, men selve Komediens Anlæg synes os nu demokratisk revolutionært. Maaske dog vi nutildags med vore helt forandrede Anskuelser om »Bonden som Regent« ikke mer kunne forstaa, at Moralen af Jeppe paa Bjerget kan udtrykkes saaledes:

Af dette Eventyr vi, kære Børn, maa lære,
at ringe Folk i Hast at sætte i stor Ære
ej mindre farligt er end som at trykke ned
den, der er bleven stor ved Dyd og Tapperhed.

Jeg kunde tænke mig en hel anden Opfattelse af Jeppe, efter hvilken han fremstilledes, som hørende til Menneskehedens Bærme, usympatetisk i Ydre og Manerer, og ikke som godmodig, skikkelig og rar, men sløv til Dagligdags og despotisk i Rusen. Hans komiske Sider maatte saa forsone det Hæslige i Karakteren, ligesom de nu tilsløre det Tragiske, men rimeligvis vilde man i vor Tid kun daarligt skatte en ny Spillemaade af jeppe, efterat man med Rette har faaet den gamle kær i Phisters Fremstilling; thi jeg behøver jo ikke at sige, at den var et Mesterværk. Der er meget faa flittige Theatergængere, som ikke indvendigt formaa at reproducere de vekslende Betoninger og Overgange i de berømte Repliker, som ere fæstede i vor Erindring netop i den af Phister skabte Form.

Den inderlige Forknythed, som betegnede Jeppe, brugte Phister ogsaa i nogle moderne Roller, som f. Eks. Skolelærer Sørensen i Intrigerne, og det samme Karaktertræk fremtraadte tildels i hans Per Degn. Han kunde ikke ret faa Hold paa denne Figur — skønt Enkeltheder som Sangscenen vare fortrinlige — fordi Per Degns Dumhed har dobbelt Bund, idet den, for Omgivelserne og for ham selv undertiden, staar som Klogskab. Phister yndede saadanne Taaber, som alle kunde se vare Taaber og som i det Højeste momentvis kunde være fiffige. Men Per var dum for Erasmus og klog for alle de andre, og han selv troede atter halvt paa sig selv — denne fine Nuanceren glippede for Phister. Han vidste ikke ret, fra hvilket Synspunkt han skulde tegne Figuren. Desuden har altid det Skrydende eller Broutende faldet Phister vanskeligt, maaske fordi han selv i sit Liv var lige langt fra Praleri og falsk Beskedenhed. Visse Militærroller syntes derfor mindre heldige. Man troede ikke ret paa Phisters Martialskhed, f. Eks. som Dragonofficeren i Tonietta, endog her mærkede man, at Skuespilleren, der hele sit Liv igennem havde trængt sin Personlighed tilbage, kun daarligt formaaede at fremstille den kraftige Personlighed. Overhovedet laa det Liv, der mere er Handling end Tanke, udenfor Phisters Kunst, der nøjedes med Skildringen af de klogt Betænksomme og de dumt Forbavsede.

Det er derfor let at forstaa, at Phisters Udførelse af Sganarel i Molières Don Juan blev et Arbejde af højeste Rang. Havde han spillet Rollen saaledes paa Fransk i Théâtre-Français, var han bleven verdensberømt alene paa den. Han gav Ræsonnøren med en Tilsætning af Fejghed, som fortolkede enhver af Tjenerens Tanker. Sganarel vakler bestandigt imellem Beundring og Frygt for sin Herre paa den ene Side og sin jævne Forstand paa den 'anden. Han forstaar godt, at Don Juan bærer sig galt ad, han forsøger ved en Række Syllogismer, der ere glimrende Parodier paa den saakaldte sunde Menneskeforstands Bevisførelse, at overtyde ham om hans moralske og religiøse Kætterier. Men han løber sig fast og er desuden for fejg og lad til at drage Konsekvensen af sine egne Sætninger. Rollen spilles i Frankrig, maaske efter Tradition, som den almindelige Scapinfigur. Phister havde gjort Sganarel til en middelaldrende Fyr, en duknakket Fiffikus, der havde noget af Sancho Pansa i sig, naar han ledsagede Don Juan paa hans gale Elskovseventyr. Det kan ikke nytte at gentage Ord som »fuldkommen« og »genial«, og dog er der til syvende og sidst intet andet at sige om et saadant Kunstværk, som Phisters Spil her var. Han naaede i ingen anden Molièresk Rolle saa højt. Mod Sganarel i Doktoren imod sin Vilje kunde man netop gøre de samme Indvendinger som mod Per Degn. Rollen var uden Helhedsvirkning; Phister følte, at det ikke var nogen Scapin, og han turde dog heller ikke spille den som Brændehugger; Sganarel skulde imponere som Doctor og dog være let gennemskuelig for de Kløgtige. Overfor denne meget kombinerede Opgave stod Phisters Kunst raadvild.

III.[redigér]

Phister var aldrig ret paa sin Plads, naar han skulde spille i »sort Kjole«, som det hedder. Den stærke Maskering var bleven ham til Vane, hans Manerer toge sig underlige ud, naar det gjaldt at fremstille Hverdagsmennesker, der kun frembød faa Latterligheder. Selv en saa ubetydelig Rolle som Poulsen i Besøget i København, der optræder som ironisk Ræsonnør i Leonard-Stilen, gled ham ud af Hænderne. Dertil kom, at det Borgerligt-Værdige, som f. Eks. den velstaaende Købmand kan besidde i sin Optræden, ikke ret passede for den smidige Skuespiller. Derfor lykkedes ham kun halvt den hollandske Pengemand i Tilfældet har Ret. For at en saadan Figur kunne falde heldigt ud, maatte den ganske høre ind under Phisters Specialitet, saaledes som Grossereren i Rosa og Rosita eller Birch i Hr. og Fru Møller gjorde det. Begge disse falde ind under de Narredes og Intrigeredes Kategori. Grossereren vandrer hele Stykket rundt i Kattepine over ikke at kunne finde ud, hvem af de to unge Piger der er den rige og hvem den fattige, og Glanspunktet i Phisters Spil var det Sted, hvor den Nysgerrige endelig tror at være Hemmeligheden paa Spor, og efter Læsningen af det længe ventede Brev, som skal indeholde Gaadens Løsning, staar endnu mere slukøret end far. Den ivrige Embedssøger Birch bliver narret baade af sin Vens intrigante Hustru og af selve sin sløve Ven mod dennes Vilje, kommer bestandig forsilde selv med sine fiffigste Planer og er dog altid paa Springet, ængstelig og ulykkelig over, at han ingen Medbør kan faa. I den Scene, hvor Birch søger at formaa Møller til at aftræde ham Embedet, og trænger ind paa ham med et sygeligt, næsten afsindigt Begær, opnaaede Phister den store Virkning, han altid var sikker paa, naar han kunde vise noget aandeligt Kuet, en sjælelig Forknythed bag den komiske Lyst. Det var Karaktertrækket fra Jeppe, der her gik igen i den Uforstandiges Kvaler over sin Afhængighed af den egne Last eller Lyst. Man fandt den samme Baggrund i den ulykkelige Kurer Babiesa i Dronning Marguerites Noveller: han holdes bestandig for Nar, men han er saa afhængig og underdanig, at hans hidsige Jalousi ikke tør komme til Orde. Det var denne næsten tragiske Forknythed, som Phister satiriserede over.

Han kunde rigtigt give sin Lystighed Tøjlen, naar han fik fat paa saadanne Figurer, der selv tro sig uhyre snedige og dog narres forholdsvis let. Han var fortrinlig som Politimanden Desaunais Michel Perrin. Han saa' ud som lutter Skarpsindighed og Snarraadighed, var hastig, kort og bestemt i Udtryk og Manerer, havde et Øje paa hver Finger, bestandig Uhret i Haanden — og denne uhyre Kløgt lod sig alligevel tage skammeligt ved Næsen. Maaske husker man bedre en beslægtet Rolle i et dansk Stykke, Prokurator Barding i Soldaterløjer, hvor Phister havde givet Provinsprokuratorens Fiffighed det morsomste Udtryk. Der var næppe en Replik, som man ikke lo af, og der var næppe en Betoning eller Gestus, som ikke var individuel. Uden i mindste Maade at karikere havde Phister skabt et lyslevende Menneske af de ringe Antydninger, Hostrup havde givet, og havde, som det faldt ham naturligt, anlagt sin Opfattelse med Fremhævelse af Bardings bestandigt narrede Fiffighed.

Henrik og Scapin ere store Gavtyve, hvis Pudserier efter deres eget Udsagn undertiden bringe dem i ubehagelig Berøring med Politiet; alligevel falder det Ingen ind at anlægge en moralsk Maalestok paa deres Karakter. Man føler uvilkaarligt, at man bevæger sig indenfor et fantastisk Omraade, hvor der ikke kendes Forskel paa Ondt og Godt, og Phisters ejendommelige Opfattelse af Scapin drev netop denne saa langt ud i Fantasteriet som muligt. Det kom af at Skuespilleren i det Hele nødigt indlod sig paa saadanne reelle og moderne Skikkelser, hvor Skælmen bliver en Slyngel, Gavtyven en Forbryder. Phister vilde være sympatetisk, han følte ingen Trang til at spille saadanne Skurkeroller, som indbringe Skuespilleren en Dragt Prygl fra Galleriets Publikum, naar han gaar hjem fra Theatret. Og dog har han store Triumfer at opvise ved de faa Excursioner, han har foretaget paa dette Gebet. Maaske gaar det næppe an at regne Robertson i De Deporterede herhen, skønt han er en ligefrem Tyveknægt, thi Phister fremhævede overvejende hans komiske Sider, hans flotte Væsen og Uimodstaaelighed overfor Kvinden; men én af hans genialeste Præstationer, August i Sparekassen, var fra Digterens Haand mere end en Skælm, og spilledes ogsaa af Phister som en temmelig uhyggelig Slyngel.

Hertz har med August villet vise os, hvad han forstaar ved et slet Menneske. Hovedbestemmelsen for ham er det Tillukkede. Han lukker til for sine Penge som for sit Hjærte og sine Tanker, og narrer ved sit rolige Hykleri Stykkets andre aabne og ærlige Personer. Det Store ved Phisters Udførelse var den ejendommelige allegoriske Maade, hvorpaa han havde karakteriseret Augusts Hovedegenskab og ladet hans Ydre afspejle hans Indre. Han havde skabt sig et Ansigt, der fuldstændigt var en lukket Bog. Man saa kun et Par blaa Briller, som skjulte Blikket; Stemmen var tynd, undertiden falsk, næsten altid tilsløret. Han lagde ikke megen Vægt paa Enkeltheder, nuancerede kun svagt de længere Repliker og lagde saaledes ved en ensartet, noget monoton Fremsigelse et vist Præg af Glathed eller Slebethed over Talen. Ligesom denne aldrig blev hastig, saaledes vare hans Gestus kun faa og smaa. Han var rolig, afmaalt og afpoleret; han løftede næsten ikke Fødderne fra Jorden, naar han gik; han var platfodet. Han var kedeligt klædt, men meget pænt, og hans Frakke var tilknappet. For blot at tage et lille Træk: hvem husker ikke, hvorledes Phister udstrakte Armen og Haanden horisontalt og sagde: Adjøs — hvilket Indtryk af Kulde og Klamhed ved denne Haand!

Til Slynglerne maa endvidere regnes Bazile, hvis Hymne over Bagtalelsens Magt Phister gengav lige fuldendt i Skuespillet og Operaen, og endelig hans Mesterrolle: Skriverhans. Hvis Hostrup har skrevet Stykket med Phisters Begavelse for Øje, maa man beundre Digterens sikre Blik. Den udbrudte Tugthusslave er et godt Hoved, der er kommet paa Afveje, men Bunden i ham er ikke fordærvet, og han lader sig omvende af et Par teologiske Talemaader. Han er inderst inde forknyt og melankolsk over sin forfejlede Tilværelse, og bevarer dog under Frygten for at blive grebet og puttet i Hullet et saa godt Humør, at han er istand til at paatage sig og gennemføre en meget vanskelig Forklædningsrolle. Han skal helt igennem være Publikum sympatetisk, baade ved sin overlegne Intelligens, ved hvilken han narrer Birkedommeren og Studenterne, og ved sin halvskjulte Sjælfuldhed, der røber sig i Samtalen med Eibæk. Paa ét Kort vare her alle Skuespillerens Specialiteter samlede. Han havde Lov til at forvandle sig paa Scenen, hvad der altid har tiltalt ham, fordi Publikum herved fik den bedste Lejlighed til at beundre hans Evne i denne Retning — og han omskabte sig ogsaa i et Nu fra den forslagne Københavner til den dumme Bonde, hvis Dialekt var saa kuriøs og hvis langtrukne Vise havde en ægte Blichersk Kulør; han skulde dernæst være det gode Hoved, som ved sine dristige Intriger fik alle Personerne til at løbe med Limstangen, og endelig skulde bagved Masken og Intelligensen hin Forknythed komme tilsyne, som havde sin Grund i, at han dog selv følte sig som den mest narrede. Han talte med den samme dumpe og sørgmodige Tone, som han brugte i alle slige Roller, og ved hvilken han straks vandt Tilskuernes Hjærte. Jeg nægter ikke, at jeg atter her kunde tænke mig et forskelligt Spil, ikke saa blødt og indsmigrende, ved hvilket man blev mindre venligstemt mod Tugthusfangen; vi ville sikkert i Fremtiden se Skriverhans fremstillet i et mindre rosenrødt Lys. Phister gav imidlertid netop, hvad Hostrup ønskede, idet han saalidet betonede Lasten og Lidenskaben hos den dristige Tyv.

Men det Ord: Lidenskab, har i det Hele ingen Anvendelse fundet paa Phisters Kunst. Jeg kender kun et Par Roller, paa hvilket det kunde passe, hvis man ellers vil bruge Ordet om den laveste Drift. To grundkomiske Figurer har Phister udstyret med den halvt afmægtige Sanseligheds Maske. Den ene er Vinter i Eventyr i Rosenborghave, den gamle Ungdomsforfører, som endnu forsøger at stramme sig op til et galant Eventyr. Phister var ubetalelig, naar han med Rosen i Munden rejste de bestandigt nedfaldende Flipper og svingede med de aldersslagne Ben. Men her druknede den Gamles Lystenhed næsten i lutter Komik. Derimod gav han som Olifur i Brama og Bayaderen den dyriske Lyst i den krasseste Form, saaledes at man kun daarligt kan beskrive, hvor vidtgaaende egentlig Fremstillingen var. Aubers glade og lette Musik kastede et Slør over denne aandeløse Lidenskab.

De Par Gange, Phister forsøgte sig i det alvorlige Skuespil, helst i ædle Gammelmandsroller, var han mere uheldig end man skulde troet det muligt for en Begavelse som hans. Hans Kold i Tordenskjold var absolut slet — lutter hul Theaterpatos. Den Hjærtelighed, han kunde aftvinge sit Talent i Vaudevillen, kunde han ikke omforme til ædel Mandighed i Dramaet.

Han havde anlagt altfor mange Masker til at han kunde fremstille saadanne Skikkelser, hvis Bestemmelse er det Umaskerede. Han var desuden nøje knyttet til en Literaturperiode, der ikke fordybede sig i »det Ethiske« og »Sædelige« som man gør det nutildags, men fandt Tilfredsstillelse i en hurtig Intelligens og et uimodstaaeligt Vid. Der hører ikke meget Skarpsyn til for rundt om i vort Samfund at se Scapin stikke Hovedet frem blandt Poeterne og Advokaterne, imellem Politikerne og Journalisterne, i Studenterforeningen og i Selskabslivet. Det gode Hoved, der i lang Tid har været Idealet herhjemme, fandt paa Scenen sin glimrende Repræsentant i Phister,