Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 168-186

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1952. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1928.


KRISTIAN MANTZIUS.[redigér]

Det er i vore Dage næsten en Umulighed herhjemme at forstaa, at Skuespillere nogensinde have været Pariakaste. De høre nu for Tiden snarest til de priviligerede Stænder, forsaavidt som de fra det ypperste Talent til den ringeste Brugbarhed nyde en uomtvistelig Popularitet. Den, der éngang har moret eller rørt Københavnerne, kan trække uendelige Veksler paa deres Hengivenhed og Beundring. Og til Gengæld bliver den forvovne Kritiker, der ikke som de andre knæler dybt for Idealet, betragtet som en skammelig eller latterlig Fornægter af det Højere: han maa jo enten misunde eller misagte den Forgudede.

Faa Skuespillere have imidlertid nydt saa stor en Popularitet som Kristian Mantzius. Thi til den almindelige, som er fælles for Standen, kom nemlig en særegen, som beroede paa Mantzius' Forhold til Studenterforeningen. Selv Student var han fra først af optraadt i den af Hostrup nyvakte Studenterkomedie, et nøje Venskab knyttede ham til denne Digter og til de mest fremragende Medlemmer af Academicum, og han bevarede bestandig sin Kærlighed til den Vittighed og Form af Morskab, der herskede ved de kameratlige Gilder. Han havde selv bidraget til at give Studenterforeningen dens Karakter, til Gengæld havde han den bestandig i Ryggen, og hans Popularitet ude i Publikum fordobledes atter, fordi han var populær i den Forening, der i lang Tid gav Tonen an herhjemme.

Men han havde og al denne Folkeyndest Behov. Thi han besad et afgjort Talent til at lægge sig ud med alle dem, der vare ham overordnede, ja selv med dem, han skulde virke sammen med. Hans hele Maner gjorde ham temmelig ufordragelig i Omgang for kræsne Naturer, der ikke bestandig skimtede hans gode Hjærte bag hans fede Ord og halsstarrige Bornerthed. Hans Stridigheder med de hinanden afløsende Theaterdirektioner, som han efterhaanden var uéns med, vare yndede Samtaleemner i København, saameget mere som Mantzius gærne søgte den videst udbredte Offentlighed. Selv om den almindelige Mening gav ham Uret, led han ingen Skade derved, thi man morede sig over den eftertrykkelige Maade, paa hvilken han bed fra sig. Desuden have jo vore Theaterbestyrelser i lang Tid ingen Popularitet nydt blandt Publikum.

Man behøvede ogsaa blot at se Mantzius gaa ned ad Gaden for at vide, at han følte sig som en sikker Mand. Han bar sit luerøde Ansigt og sin Proprietær-Embonpoint med en vis gemytlig Værdighed: Holdningen stram, Hovedet kastet tilbage. Bag Brillerne spillede et Par Øjne, hvis Sideblik vare fulde af Skælmeri. Mantzius vidste med sig selv, at han var frygtet for sin skarpe — eller hvad andre kaldte grove Tunge og for sit slagfærdige Vid og at han var anset af de fleste for et Talent og af nogle Beundrere for en stor Kunstner. Jeg tænker, at han selv delte den sidste Mening og at denne Følelse gav ham endnu mere Sikkerhed.

Men dybest inde skrev denne Sikkerhed sig fra, at han ligeoverfor Theaterbestyrelse, Kolleger, Kritikere o. s. v. følte sig som den Dannede, der var berettiget til at ringeagte og spotte de Udannede, Filistrene eller Bureaukraterne. Han stod endnu paa Standpunktet fra Spurv i Tranedans:

Her to forskellige Verdner repræsenterte staa,
dér er den fine Potion og den anden dér
Begge, Filistre, halvtslumrende gennem Livet gaa
begge kun bejle til det, som er uden Værd.

Mellem dem begge Studenten sin skjulte Bolig har,
der han til Sandheden vier sit stille Liv.
Gløder for Frihed og ser gennem Ironiens Glar
rolig og stolt paa Filistrenes Lyst og Kiv.

Mantzius forblev hele sit Liv igennem Studenten fra Kristian den Ottendes Dage. Hans Ideal var en snurrig Blanding af Halvliberalisme, Skandinavisme, Patriotisme, i det Hele alle de -ismer, der beherskede Sindene i Fyrrerne. og han forstod kun daarlígt dem af hans Samtidige, der havde svigtet Fanen, medens han altid var den samme. En ærlig Halsstarrighed udgjorde en af hans bedste Egenskaber og han lærte i Aarenes Løb ikke noget Nyt til det, han havde suget ind i Ungdommen.

Dengang regerede Heiberg i Forening med sin trofaste Achates Hertz Smagen. Det var den æstetiske Dannelses, den selskabelige Finheds Tid. Dannelsen var paa Overfladen, ingen solid videnskabelig Sjælsudvikling, men en lidt fantastisk Skønhedssøgen, for hvilken dog det Skønne nærmest faldt sammen med det Fine eller det Forfinede. Det er mod denne Tidsaand og mod den Samfundstone, der var bygget paa den, at Hostrup reagerer. Mod »Selskabet« opstiller han Studenterlivet (den ideale Dannelse) og mod Forstandslovprisningen hævder han, den senere Grundtvigianer, Hjærtets Dannelse. De simple Folk behandles af ham med en vis Sympati og Studenten forloves med Smededatteren, medens omvendt, parodierende, Skræddersvenden forbindes med den adelige Frøken. Kælderfolkene ere de fine Folks evige Vrængbillede:

Mellem de to Verdener
tror man der er et vældigt Spring,
men dog i Grunden det er
slet ingenting.
Faar man blot det ydre Skin
er der ingen Forskel mer.

Mantzius, der hadede de Fornemme som Pesten, men som ikke besad Udvortes og Naturel til at levendegøre Studenteridealet Klint, var tilstrækkelig rig paa komisk Evne til at kunne latterliggøre »det ydre Skin« i Selskabslivet. Den virkelig Dannede — og dog til en vis Grad kun indbildt Dannede satiriserede over den forlorne Dannelse. Det var dertil Lieutenant v. Buddinge brugtes.

I.[redigér]

Det falder saa naturligt, at det fristede Mantzius at aabne sin Skuespillerbane som Erasmus Montanus og bruge Holbergs hundredaarige Vid til at latterliggjøre Pedanteriet. Han debuterede 23 Aar gammel den 27. September 1842. Jeg har set Mantzius mange Aar senere i denne Rolle, i hvilken han selv troede sig betydelig, og i Virkeligheden var saa svag. Han spillede ikke uden Lune, han sagde Replikerne med Følelse af deres Betydning — men han var ikke Erasmus Montanus, han levede ikke denne udødelige komiske Martyr om igen. Det kom simpelthen deraf, at Mantzius manglede historisk Sans. Den kunstneriske Sjælevandring, som betinger Udførelsen af klassiske Roller, kunde den altid i Nuet levende Skuespiller ikke foretage. Hvad han kunde give som Erasmus Montanus var en almindelig Parodi paa lærd Vigtigmageri og pedantisk Fornemhed. Mantzius havde en egen Maade at sige Ordene paa, som om han smagte paa hvert af dem, inden han udtalte det, ja han yndede endog at ende Sætningen, især hvor den var bidende eller haanende, med et lille Smæld med Tungen. Dog disse Særheder vare ikke egne for denne Rolle, som de klædte, men fulgte tværtimod ofte med, hvor de ingenlunde passede.

Mantzius forsøgte ved sine Debuter at angive sit Talents Omfang. Efter Karakterrollen vilde han præsentere en lavkomisk Figur og valgte dertil Arv i Jean de France. Han slog ikke til som den Holbergske Gaardskarl og det er let at forstaa. Hans Dialekt, paastaar Overskou, var mangefuld, men dette har næppe været afgørende. Vi ere slet ikke forvænte med korrekte Bondedialekter paa vor Scene, hvor man i Almindelighed villigt lader sig nøje med en Blandingsjargon, en Labscaws af alle mulige provinsielle Lyde. Mantzius er næppe strandet paa det Sproglige, saameget mindre som han i alt Fald senere raadede over en bred sjællandsk Mundart, som han talte med flydende Tunge. Arv havde tiltalt ham som den enfoldige Ræsonnør, der gør sig lystig baade over Husbond og Mutter og den forlorne Sons Dannelse, men Arv er naiv og kender ikke selv sin egen Overlegenhed, og det Naive var Mantzius et absolut fremmed Territorium.

Endelig valgte Mantzius til sin tredje Debut en Anstands-Rolle, Giulio Romano i Correggio. Han vilde give sit Ideal: den overlegne Finfølelse og kunstneriske Smag, som Oehlenschläger meget imod Malerens virkelige Egenskaber har inkarneret i denne Theaterfigur. Den unge Skuespiller, der var smal og kantet af Skikkelse med skarpe Ansigtstræk, passede daarlig ind i Ridderdragten. Han naaede senere hen til at fremstille en vis Værdighed — der dog altid for mig havde noget Lavet og Theatralsk ved sig — men det Sart-Fornemme og Adeligt-Fine egnede han sig bedre til at parodiere end til at virkeliggøre.

Han kunde ikke finde nogen Plads ved det kongelige Theater, hvor dengang saa mange Store holdt Kunstens Skakbræt besat paa alle Felter. Bonde vilde han jo ikke være. Han tog til Kristiania og medførte i Lommen sit Kunstnerbrev Hostrups Genboerne, det komiske Heltedigt om Lieutenant v. Buddinge, hvem Mantzius skulde have i sin Magt at levere Skikkelse til paa saa gennemført en Maade, at han aldrig helt kom bort fra det Sæt af Manerer og Ejendommeligheder, hvormed han havde udstyret si Mesterstykke. Det hænder undertiden meget betydelige Skuespillere, at de saaledes inkarnere sig i en Rolle, at de næsten ikke kunne blive af med den igen. Saaledes gik det den franske Skuespiller Got med Giboyer. Aarevis efter hans Triumf i Augiers Stykke hørte han ved hver ny Rolle, han fik, bestandig gentaget, at det var Giboyer om igen.

Det forekommer mig, at Mantzius paa lignende Maade aldrig blev Lieutenant v. Buddinge kvit. I hvert Fald naaede han aldrig til samme Inspirationens Højde, samme Friskhed og Lune som i denne hans lystige Ungdoms burleske Fantasiskabning. Og rent materielt baseredes hans Kunstnerløbebane paa denne Rolle.

Han læste Genboerne op i Kristiania, han spillede v. Buddinge Aaret efter i de danske Provinsbyer, endelig fik han Lejlighed til at præsentere ham for det kgl. Theaters Publikum ved en Sommerforestilling, men trods den Lykke, han gjorde, vilde han dog ingen Vej være kommet, hvis ikke Frederik den Syvende, der i høj Grad yndede den drøje Spøg, havde moret sig fortræffeligt baade ved Stykket og Skuespilleren. Ved hans Protektion gik Genboerne over i Repertoiret og Mantzius fik fast kgl. Ansættelse.

Mantzius havde samlet alt hvad han besad af Erfaring, Ironi og Lune paa denne Figur. Hans Fader var Officer og Schandorph fortæller, at »han havde et skarpt Øje for det Pudsíge i det militære Pedanteri og dets daværende Hovedrepræsentanter, de gamle holstenske Officerer. Kristian Mantzius kunde mange karakteristiske Anekdoter, som han skyldte sin Fader, om disse Rester fra Frederik den Sjettes militære Regime«. Det er sandsynligt, at Ungdomserindringer hos Sønnen fra de Garnisonsbyer, i hvilke Faderen havde ligget, efterhaanden havde affødt Billeder af snurrige Militærfigurer, som kun ventede paa en Lejlighed for at omstøbes til en Type. Men v. Buddinge, hvor direkte Ætling af Jacob v. Thyboe han end er, optræder dog ikke som nogen Karikatur af Militærstanden. Han er af Hostrup opfundet som en Parodi paa Selskabsdannelsen og som saadan blev han spillet af Mantzius. Hans Karaktermærke er Forlorenhed. Alle de fortrinlige Egenskaber, han tillægger sig, ere netop saadanne, som udgøre »den Dannedes« Særkende. Han kommer til »de Store«, han har været »i Selskab hos en Baron, hvor der er den fineste Konversation« og han synger om, hvorledes der lægges Beslag paa ham:

Ak ja, man bliver bedt jo saa mange steder om —
man trækkes i Høflighedens Lænke,
man bliver bedt til Selskab, til Løjer og til Spil,
saa nødes man.

Han optræder derfor i Særdeleshed som en fortrinlig Selskabsmand, behagelig og vittig, deklamerende og agerende, men han skriver ogsaa i Aviserne og udgiver »videnskabelige Digterværker«. Hans stramme Underofficersholdning og Forsøg paa at tale Tysk satiriserer over det samme som Fruens aristokratiske Tournure og slette Fransk i En Spurv i Tranedans.

Det var intet Under, at Mantzius, hvem personlige Oplevelser kom til Gode, kunde fremstille den falske Selskabstone i dens Karikatur. Han var lidt for plumpt anlagt til at give et fint satirisk Billede; det saa' man allerbedst, da han spillede Konsul Varbjerg, den falske Liberale, som er saa ynkelig en Hofsnob. Mantzius fandt ingen passende Maade at fremsige Replikerne paa og stødte dem blot frem paa sin almindelige abrupte Maner, som han havde erhvervet sig til komiske Roller. Men Lieutenant v. Buddinge var fuldkommen. Ydre, Tale, Manerer, alt stod i nøjeste Harmoni med Figuren. Desuden blev denne i Aarenes Løb ligesom oversukret med et Lag af komiske indfald og Løjer, under hvilke Stykkets Tekst undertiden helt forsvandt. Mange af disse Indfald vare næsten vilde. Man erindrer maaske, hvorledes Mantzius, medens Fru Sødring saa henrivende sang Visen om den ihjelfrosne Soldat, tildels fordærvede Virkningen af hendes geniale Foredrag ved sit stumme Spil. Han holdt jo nemlig et Lys for Smedemadamen for at hun bedre skulde se den trykte Vise, og Mantzius lod da, som Lieutenanten faldt i Søvn under Sangen. Lysestagen gled nu ganske langsomt ned imellem den Sovendes Fingre indtil han pludselig brændte sig paa Flammen og med et Ryk fór op. Det var umuligt ikke at le, skønt Skuespilleren rigtignok benyttede sig af Midler, der gik langt over det Sandsynliges Grænser. Mantzius vakte dog mest Latter, hvor han deklamerede Rosen blusser alt i Danas Have. Det beroede ikke fortrinsvis paa de kostelige Omsætninger, der skyldtes Hostrup, nej det kom af at Mantzius' Foredrag var en fuldendt Parodi paa affekteret Deklamation og Ha-Stil og kunde taale en Sammenligning med Wessels Satire i Kærlighed uden Strømper. Mantzius vibrerede paa R'erne, tremulerede paa Vokalerne og udtalte ofte Endestavelserne med et saftigt Eftersmæld — Ordenes Mening forsvandt næsten helt i deres Lyd. Det var mesterligt gjort.

Desværre overførte Mantzius denne Diktion til ikke-parodiske Versfremsigelser. Jeg husker endnu, hvor forfærdet jeg blev, da jeg første Gang var Vidne til at han besteg Kothurnen.

II.[redigér]

Det var en Aften i et Gymnastiklokale. Der var kvælende varmt. Entréen var ogsaa yderst ringe, især naar man tog Hensyn til, at Mantzius vilde oplæse forskellige større Digte samt de Falstaffske Scener af Henrik den Fjerde. Mantzius kom ind, modtaget af en Bifaldsstorm fra de talrige, staaende Tilhørere, han tørrede Sveden af den glinsende Pande, bad med en Spøg om det ærede Publikum vilde lade være at røge og tog fat:

Højt imod Nord og fjærnt mod Øst,
Dybt i Siberiens Klippebryst,
Hvor kulden som en mægtig Last
Om Jordens Sider knuger fast,
Hvor dækket til af Is og Sne
Den lange Vinter er at se.

»Lieutenant v. Buddinge som Deklamator« sagde jeg til mig selv. Tremolo paa vokalerne, Smæld paa Endekonsonanterne, snurrende R'rer — hele den kendte Melodi fra Rosen blusser, hvilken nu skulde betegne den højeste Patos. Og det blev ved paa samme Maade hele det Paludan-Müllerske Digt igennem. Det var som om man hørte Stormskjoldbulder i egen Person. Man misforstaa ikke dette som om Mantzius manglede Følelse eller Sans for Poesi, han besad blot intet selvpræget Udtryk for Alvor og Lidenskab og maatte hjælpe sig med traditionel Deklamation. Hans Liv og hans Dannelse havde intet lært ham om, hvorledes Slaven hos Paludan-Müller lider eller om hvorledes en venetiansk Jøde hader og hævner sig.

Derfor var hans Shylock saa miserabel. En lang sommelig Prædiken hele fire Akter igennem. Han vilde efter adskillige tyske Skuespilleres Eksempel lægge Hovedvægten paa det Patriarkalske. Dette er sikkert én Side af Figuren, men langtfra, den vigtigste. Imidlertid var det desværre den eneste, som Mantzius' Ansigt og Skikkelse tillod ham at fremstille. Jeg har hørt Høedt oplæse enkelte Repliker af Shylocks Rolle, og der var mere af den virkelige Shylook i en Sætning udtalt af Høedt end i alle Mantzius' Tirader. Hvorfor? Fordi der laa et Menneskeliv bagved Høedts Tale, fordi hans dæmpede Tone var som fortættet med alt, hvad Shylock havde tænkt og lidt, medens Mantzius' Retorik var flad og tom: en lydende Bjælde, et klingende Malm.

Det er en Kendsgerning, at den komiske Skuespiller næsten altid nærer den Tro, at Verden har mistet en Tragiker i ham, og Mantzius var i saa Henseende ikke gaaet Ram forbi, Ligesom han ved sine Oplæsninger foredrog mange alvorlige Poesier, saaledes yndede han at fremstille det Ophøjede paa Scenen. Han gjorde Lykke som Byrge i Svend Dyrings Hus, som Knut Algotsøn i det skrækkelige Brylluppet paa Ulfsbjerg, et sandt Repertorium for falsk Patos, og som Kold, Bergthor og Bjørn hos Oehlenschläger. Han spillede paa én og samme Maade disse Roller og de Biskopper og andre Højærværdigheder, der undertiden blev ham til Del. For mig var det Messesang altsammen. Hvorlidt han ogsaa forstod, hvad det gjaldt, kan man dokumentere af hans egne Ord. Det er bekendt, at han unddrog sig for at spille John Knox i Bjørnsons Maria Stuart. I den Artikel, han i den Anledning offentliggjorde, skriver han: »Hr. Bjørnson har ladet Knox tale i saa mange ordret anførte Bibelsprog, og navnlig i Scenen med Darnley været saa nærgaaende i sin Omtale af det Kristelige, at min Følelse oprørtes ved at sige fra Theatret Ord, som kun forekom mig at høre Lønkamret til. Og da nu, naar undtages dette, Knox' Rolle slet ikke forekom mig mere mærkelig eller karakteristisk end de mangfoldige andre Erkebisper i andre Tragedier — undtagen at han siger: Kom! istedetfor: Kom ind! — saa gjorde jeg mig slet ikke nogen Betænkelighed ved at bede mig fri for den.«

Jeg skal ikke opholde mig ved de religiøse Skrupler, som tage sig lidt komiske ud ved denne Lejlighed. Men at Knox' Rolle ikke forekom Mantzius karakteristisk, er ganske sikkert et æstetisk Fejlsyn, der ikke alene vidner om, at han manglede Sans for Bjørnsons Poesi, men viser, at han overhovedet ikke forstod det Patetiske. For ham var Knox en Erkebisp som alle andre, fordi han altid ufortrøden gengav det Biskoppelige i travende Deklamation.

Altsaa, hvor Rollen krævede Lidenskab og Højhed, der hjalp Mantzius sig med de traditionelle Effektmidler. Derimod har jeg allerede sagt, at han magtede at fremstille en vis borgerlig Værdighed. Amtmanden i De Nygifte var vist hans smukkeste Præstation i denne Retning. Denne besad hele den Fornemhed, der beror paa et ulasteligt Kalvekryds af skinnende Hvidhed, og hans Noblesse hævedes ved det Stænk af Ironi, der var kastet paa Figuren. Naar Mantzius med urokkelig Alvor sagde: »Mo'r har hostet to Gange i Nat«, var Tonen netop den rette filistrøse, som gjorde denne Kendsgerning til en Begivenhed af verdenshistorisk Interesse. Saamegen Harcelleren over Kancelliværdigheden hos Amtmanden var det netop Mantzius medbragte fra sin Ungdoms Demokratisme. Gennem denne Selvironi kom han til at spille de overlistede kloge Hoveder: Advokaten i Advokaten og hans Myndling og Doktoren i En Kurmetode, hvor han med en saa snurrig Geskæftighed kredsede om Fru Heiberg, hvis Blik fulgte ham med det gladeste Koketteri. Selvgodhed kunde han fremstille. En af hans bedste Smaaroller var den egoistiske Pebersvend Rouvière i Feuillets I Landsbyen, skønt han især i de første Scener overdrev det Vindige i Ægteskabshaderens Væsen. Jeg nævner endnu i denne Sammenhæng Prokurator Severin i En Skavank — hvis Karakter kan betegnes som den usikre Sikkerhed — og Daniel Hejre. Mantzius forstod dennes Drilleri og Spot over det fine Selskab, men det Hadefulde manglede. Alt det Lave hos Snyltegæsten kom ikke frem, og det beroede paa, at Mantzius i det Hele var ude af Stand til at fremstille menneskelige Fejl og Laster paa anden Maade end i latterligt Skær. Han besad ikke en Analytikers Tilbøjelighed til at gaa tilbunds i Menneskesjælen.

Derfor var hans Falstaff mislykket. Man saa' kun den larmende Skændegæst, der var til Nar ved sin Fedme. Den tykke Ridders grænseløse Immoralitet fandt intet Udtryk. Og det skortede ogsaa Mantzius paa Lune i denne Rolle, hvor han mange Gange nøjedes med at fremsige Repliken uden Spor af Karakteristik, idet han øjensynligt troede at Tilskuerne lo af hans fortrinlige Spil, naar de i Virkeligheden morede sig over Shakspeares Vittighed. Jeg husker den første Gang Mantzius optraadte som Falstaff. Det var paa Kasino. Frederik Madsen spillede den uforbederlige Drukkenboldt Bardolph, hvis Rolle var saa stærkt beskaaret, at den knap bestod i andet end at uddrikke forskellige Krus under Falstaffs Tale. Men Madsen vidste saa genialt ved sit stumme Spil at skildre den forhærdede Dranker, at der var mere af den Natur, Shakspeare forlanger, i den rystende Haandbevægelse, hvormed han førte Bægeret til Munden, end i hele Mantzius' Spil. Dennes Talent slog ikke til, fordi hans Dannelse aldrig havde ført ham til at gøre Studier hverken af historisk eller psykologisk Art.

III.[redigér]

Fortrin og Mangler viste sig tydeligt i hans Holbergske Roller. Han spillede i lang Tid Jeronimus'erne paa vort Theater, og man vil forstaa, at den dumstolte Værdighed lykkedes ham, hvorimod Fremstillingerne manglede den skarpe Karakteristik, der kunde adskille de forskellige Skikkelser, som bare samme Navn. Højest stod den devote Hykler i Pernilles korte Frøkenstand. Hans lidt skelende Sideblik kom ham her til Gode. Han havde en Maade at sige: »Min smukke jomfru!« med et Tryk paa »smukke«, som viste, at den gamle Skælm endnu lod sig friste af kvindelige Yndigheder.

Udenfor Jeronimustypen lykkedes Jakob v. Thyboe ham bedst. Han glimrede ved et latterligt Kavallervæsen, som dog maaske snarere efterlignede en moderne Laps end den rigtige Thyboe, Bondesønnen, der vil udgive sig for Krigshelt. Mon ikke i det Hele denne Rolle opfattes fejlagtigt? Det beror, saavidt jeg sér, paa en blot Tradition, at Jakob taler et tyskfordærvet Dansk med udpræget tysk Akcent. Og dog er dette ganske urimeligt, da han jo ingenlunde er en Tysk, der bestræber sig for at tale Dansk. I det Højeste kan det forsvares med, at han søger at efterligne en almindelig Officersjargon, hvorimod rigtignok strider, at den Officer, der forekommer i Stykket, taler ganske rent Dansk. Desuden kan man læse hele Jakob v. Thyboes Rolle igennem. uden at finde et eneste fejlagtigt dansk Ord, medens Forsøgene paa at tale Tysk som bekendt falde temmelig uheldigt ud. Det maatte være interessant engang at se Rollen spillet paa hel anden Maade end den vedtagne og Skikkelsen for Alvor gjort til den plumpe Bondekarl, der vil optræde som uimodstaaelig Kavaller.

Jakob v. Thyboe stod langt højere end den politiske Kandestøber og Jakob Skomager. Begge disse savnede Studier af den Stand, de tilhøre. Hos Kandestøberen saa' man intet af Haandværkeren og fulgte ikke Forandringen fra den opblæste Uvidenhed til den forvirrede Højhed; Jakob Skomager fremstilledes med en hostende Ølbas, der var saa traditionel som muligt. Af den uhyggelige fedtede Bondeslyngel, som Holberg har fremstillet, intet Spor.

Til alle sine Roller medbragte Mantzius samme Stemme og Udseende. Det hedder sig, at han ikke yndede Maskering. Sagen var snarere den, at han ikke besad nogen frodig Fantasi. Han saa' ikke en Skikkelse for sig med ejendommeligt Ansigt, Manerer og Gang, saaledes som Phister gjorde, men nøjedes med at iklæde sig Kostumet og læmpede saa Figuren, der skulde reproduceres, efter sit eget Naturel. Alle huske ham som Præsten i Deklarationen. Mantzius havde beholdt sit eget Ansigt og Organ, og hans maniererte Udtale stemmede fortræffeligt med Præstens Salvelse. Saadanne Repliker som: »Der er faa Huse, hvor man lever saa godt og saa kristeligt som her« eller det berømte: »Hvorfor ikke?« hvormed Pastor Jensen besvarer Forpagterens Forslag om at tage en Dram — klang netop saa morsomt, fordi de udtaltes med en Vægt, som formelig gjorde Ordet »godt« fedt.

I saadanne Roller, hvor det kom an paa med Intelligens og Lune at fremhæve en komisk Diktion, der vil man se, at Mantzius fejrede sine største Triumfer. Saaledes var han fortrinlig som Skalholt i Besøget i København. Hans snurrige og tro Dialekt klæbede sammen med den uforstyrrelige Godmodighed og Enfoldighed, der ikke forlod ham i nogen Situation. Hans Svensker og gale Mand i Soldaterløjer spilledes med et ungdommeligt Humør; ved en ganske lille Betoningsforandring opstod den morsomste jargon. Det samme var ogsaa Tilfældet med Grønholt i Mester og Lærling. Atter her gjaldt det for Mantzius at satirisere over den forlorne Dannelse, kun i en fra Lieutenant v. Buddinge forskellig Stil. Han lagde her Hovedvægten paa Diktionen. Den fordærvede københavnske Udtale, der drævede og lukkede Vokalerne og slugte alle Endestavelser, symboliserede Grønholts forlorne Politur.

De store komiske Karakterroller laa ham fjærnt. Han har spillet tre, der ere meget ensartede, skønt de ved første Øjekast synes forskellige, nemlig Sir Peter Teazle i Bagtalelsens Skole, Corfitz i Barselstuen og Arnolph i Fruentimmerskolen — den gamle Mand, der elsker den unge Kvinde. Mantzius fulgte i sin Opfattelse en Tendens, der i vore Dage gør sig gældende paa alle Scener, og som gaar ud paa at vække Tilskuernes Sympati med den gamle Elskers Ulykke. Der kan ingen Tvivl være om, at for Molière var Arnolphe en virkelig komisk Skikkelse. Selv om der muligvis laa bitter personlig Erfaring til Grund for Satiren over Oldingen, der tror at kunne bevare sin Elskede mod Fristelser, ønskede han dog, at Tilskuerne hjærteligt skulde le af Arnolphe, der med alle Kort paa Haanden alligevel taber Spillet. Hans Skinsyge bruger endog saa odiøse Midler, at Tilskuerne maa føle Antipati imod ham. Alt dette forhindrer ikke, at Got for Tiden spiller Rollen halvt tragisk, næsten som en Don Silva, der er forelsket i en Donna Sol. Got betoner, hvor hæftig Arnolphes Elskov er og hvorledes han lider under at se sine Følelser uigengældte. Den samme Tendens udviste ogsaa Mantzius' Spil, kun at han i ringere Grad var i Stand til at udtrykke det Erotiske. Derfor lykkedes Sir Peter ham bedst, hvor det fornemligt kom an paa at give det Godmodigt-Værdige, den opfarende Skikkelighed, Bulderbassen ɔ: Mantzius selv som han gik og stod. Sheridan havde allerede borttaget en Del af Originalfigurens lavkomiske Sider, thi Bagtalelsens Skole er jo for en stor Del kun en Bearbejdelse af et af Wycherleys talentfuldeste, men mest uanstændige Stykker: The country wife. Hvad endelig Corfitz angaar, saa kan der næppe være Tvivl om, at Holberg har ønsket ham spillet som en halvfjollet gammel Stakkel, der end ikke kan gøre det berømte Maanedsregnestykke op. Mantzius fremstillede istedenfor en kraftig Gubbe, en Patriark, der har taget sig en ung Medhustru. Som sagt, han fulgte Tidsaanden paa disse Punkter, men samtidigt skød han ogsaa sin egen Skikkelse ind under den nye Opfattelse.

IV.[redigér]

Mantzius har udfoldet en lille literær Virksomhed, der karakteristisk nok bestaar i lutter Polemik: Skænderi med Theaterdirektioner og Udfald mod Kritikere afveksle med hinanden. Af de to Brochurer, han har udgivet, er den ene en meget morsom Satire over en forlængst forsvunden Recensent, og den anden omhandler Mantzius' sidste Strid med det kgl. Theater. Der kan vel næppe tvivles om, at Mantzius dengang havde Uret, da det dog ikke vel gik an, at en Skuespiller offentlig ønskede sin Direktion »mere Ben i Næsen«.

Mantzius kunde ikke tilbageholde en saadan overmodig Ytring, fordi han bestandig følte sig som den Overlegne, der i æstetisk Dannelse stod højt over Direktører og Kritikere. Og dog vil man forgæves lede efter en Udtalelse af ham om hans Kunst, der kunde tyde hen paa stor Overlegenhed, eller en kritisk Bemærkning om de Digterværker, han oplæste, der røber en fin og original Forstaaelse. Han var intet aandfuldt Menneske, men det var engang blevet Mode at skatte hans Kunstsans — ligesom det var bleven Skik at prise ham som Bellmanssanger paa Høedts Bekostning, der vel ikke raadede over saa bredt et Lune, men til Gengæld besad uendelig mere Smag. Den Kreds, der omgikkes Mantzius, havde vanskeligt ved at adskille Skuespilleren fra Mennesket. Man holdt saa meget af hans gode Hjærte, at man ikke nænnede at kritisere hans Talent. Desuden var han lidt vanskelig at strides med. Paa ham passede Titlen paa et af Goldonis Stykker: Il Burbero benefico, paa Dansk Den butte Velgører, ligesom han ogsaa fortrinligt havde kunnet fremstille Titelrollen.

I vor Skuespilkunsts Historie indtager Mantzius en særegen Stilling. Han udgaar fra en Gruppe af Mænd, der besidde en stærkt begrændset Liberalisme og Dannelse, og som meget tidligt blive uproduktive, fordi deres Studium ikke svarer til deres Talent. De finder hurtigt selv, at de ere naaede saa vidt som de kan og bør. Der er en tæt Sammenhæng mellem Hostrups tidlige Ophøren som Skribent og Mantzius tidlige Stagneren i kunstnerisk Udvikling. Det gode Humør og den overlegne Satire fra den Tid, da de Unge havde Medbør eller i alt Fald mærkede, at Vinden snart bar med, tegnede sig i Mantzius' Kunst, som en lidt borneret Arrogance gav sit yderligere Præg. Men Enhver, der skaber en typisk Skikkelse, fortjener at nævnes med Ære i Kunstens Historie, og Mantzius' Lieutenant v. Buddinge vil blive reproduceret af vore komiske Kunstnere saalænge de Hostrupske Vaudeviller hævde deres Plads paa vor Nationalscene.