Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 187-200

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.


FRU SØDRING.[redigér]

Hvormange unge Kvinder have vel ved deres Betræden af Scenen straks med fuldkommen Resignation frivilligt valgt sig det Fag, hvorfra Ungdom, Skønhed og Gratie: alt hvad der beundres og elskes hos deres Køn er banlyst? At spille de komiske Fruentimmerroller, det er i Almindelighed den sidste Afsats paa Theaterskraaplanet, hvorfra Kvinderne glide over i Hverdagslivets Mørke, det er det sidste Halmstraa, som endnu rækkes den Ulykkelige, som ikke kan give Afkald paa den aftenlige Kulissefeber. Hvor nedværdigende for en ung Kvinde at være Duenna, det vil sige at maatte opgive ethvert Haab om en Nydeligheds- eller Tækkelighedsvirkning, tværtimod have til Pligt at stille Andres Skønhed i Relief og endnu førend det egentlige kunstneriske Arbejde begynder, sætte hele sit Talent ind paa at bringe den evige Skønhedsfordring fra Mand til Kvinde i Glemme, — selv om der sejres i denne Kamp, saa kæmpes den ikke med Glæde. Derfor kan man rundt om i Theaterverdnen iagttage, at først naar dette Terræn er den sidste Retræte, stride Scenens Amazoner ogsaa dér. Fru Haizinger, Burgtheatrets komiske Talent, der ejede samme Finhed og Overlegenhed som Fru Sødring, var engang den unge straalende Elskerinde, til hvem alle Tysklands Poeter skrev Vers, og hvis Vogn Studenter trak fra Theatret i Triumftog; den Dame, der paa Théâtre-Français indtil for nylig spillede Forpagterkonen i Kamp og Sejr, og Fru Sødrings faa andre franske Roller, Mlle. Nathalie, debuterede som Ingénue, kulminerede som moden Skønhed i de store Elskerinderoller, men da Embonpointeu steg, alt som Aarene gik hen, forvandledes hun en Aftenstund til Anstandsdame og Duenna.

Ikke saaledes Fru Sødring. Straks fra sin Debut af, der fandt Sted i November 1843, var hun sig sit Talents Rækkevidde og Begrænsning helt bevidst. Uden Tøven, uden Forsøgen sig frem, valgte hun sig sin lille Plet i Kunstens store Have, opdyrkede den til Fuldkommenhed, og skønt hun ingenlunde kunde opvise en saadan straalende og duftende Blomsterflora som mange af sine Medsøstre i Thalia, vidste hun altid at interessere Publikum for hvad der spirede paa hendes Jordstykke, jeg kunde af hendes Kunsts huslige Karakter fristes til at sige i hendes Køkkenhave. Sjældent har vel en Kvinde været saa selvkritisk anlagt; aldrig et Fejltrin, i det Højeste et Fejlgreb, som dog snarere skyldtes den herskende Smag i Publikum end Kunstnerindens Misforstaaelse af sine Evners Ejendommelighed — jeg sigter her til hendes Udførelse af Magdelonerollerne hos Holberg, som jeg senere kommer tilbage til.

At Gamle Rosenkildes Datter kunde trække Veksler paa Publikums Gunst, det var naturligt; hun behøvede det imidlertid ikke, som hun i det Hele ingen Hjælp eller Vejledning trængte til. Hun gik straks sin egen Vej paa egen Haand. Faderen syntes da ogsaa den sidste, der kunde lære hende noget. Som den yngre Dumas plejede at sige om sin Fader: det er et Barn, jeg har faaet, da jeg var ganske lille, saaledes kunde Fru Sødring uden Overdrivelse paastaa, at hun var langt ældre i sin Kunst end den gamle Humorist. Rosenkilde forblev hele sit Liv igennem et Barn: et elskværdigt hjærtensgodt Barn, naar han spillede Corfitz eller Trop; en taabelig gabflabet Dreng, naar han spillede Piberen eller Hans Mortensen. Naiveteten, det Ubevidst-Komiske, der paa Theatret aabenbarede sig i Kapricen og Improvisationen, og i hans Prosa snart gav sig Luft i et guddommeligt Indfald, snart endte ude i Barnevrøvlet, vare hans Kunsts fornemste Kendetegn. Derfor var der over ham denne uvisnelige Friskhed og det sprudlende Liv, som gjorde ham og Tilskuerne lige kaade og fornøjede; men Enhver, der har set Fru Sødring, véd, at det ingenlunde er Ord som Naivetet eller Ungdomsfriskhed, der passe paa hendes markerte Talent.

Tvertimod, ligesaa flydende og bølgende og impromtumæssigt som Faderens Spil var, ligesaa sikkert, linjestrængt og gennemtænkt gestaltede Datterens sig. Hist brogede Farveskitser, her nøjagtig Radering; hist var Holdningsløsheden Faren, her det Pretentiøse. Faderen kunde boltre sig, hvordan han vilde paa Scenen, tillade sig enhver Grimace og Gebærde, Datteren hverken kunde eller vilde dette; Rosenkilde tog sig det ikke nær, om han igennem en brillant Mimik strøjfede helt ind paa det Pantomimiske, Fru Sødring trak sig sky tilbage for alt, hvad der lignede ydre Karikering. Det er jo i det Hele en sjælden Egenskab hos Kvinden, at have Sans for det Burleske. Men Fru Sødring gik som sagt sin egen Vej; da hun lige straks havde opgivet enhver Fordring paa at bestikke Tilskuernes Øje, kastede hun sig med al sin Kraft over den anden Side af Skuespilkunsten, over Repliken: hendes Roller krævede intet sympatetisk velklingende Organ; altsaa lagde hun Hovedvægten paa indtrængende Tydelighed, der tvang Publikums Opmærksomhed bestemt derhen, hvor hun vilde. Hun vilde illudere Øret, ikke Øjet.

Saa uddannede hun sig da fra første Færd af en særegen Talevirtuositet. Hun bar sig ikke ad som Broderen Adolf Rosenkilde, der morer sig med at vride Ordlegemerne til lattervækkende Monstra, ikke som Phister, der underlagde hver Rolle en hel forskellig Stemme, og saa lod Ordene danse som hvirvlende Dukker paa den stærkt farvede Baggrund — nej, hun forandrede saalidt sin Stemme, som hun udnyttede det enkelte Ords Klangfarve og den symbolsk malende Akcent. Hun brugte hele Sætningen som logisk Bygning til dramatisk Virkemiddel. Enhver, der hørte opmærksomt efter, vil have mærket, hvorledes, naar Fru Sødring havde sagt en af hine smaa Repliker, der udgjorde hendes Styrke, Ens Øre modtog en vis Klang af den samlede Sætning, der svarede til dennes rent logiske Betydning, og at det var denne Talens Rytme, der paa engang henvendte sig til Hoved og Hjærte eller rettere gennem Forstanden til Hjærtet. De unge Kvinder, de ere skønne og indtagende netop ved deres Ulogiskhed, de gamle Koner, de maa være fornuftige, selv i deres Bornerthed. Fru Sødring, der ikke vilde ses paa og beundres, vilde fremfor alt høres og forstaas. For at opnaa den beundringsværdige Klarhed i Repliken, der gjorde den saa skarp og rammende, lod hun i Sætningen, Tankens Dragt, Akcentuationen snart være som det fineste Broderi, snart som dybe grove Sting. Det gjaldt om ikke at spilde et eneste Ord, hvis Betoning kunde knytte Tilhørernes Tanke til hendes. Hvor rig var ikke denne Modulation! Man tænke paa Kobbersmedemadamens slæbende Jargon med alle Æ-lydene, paa Madam Rusts fordærvede københavnske Afsnubben af Slutningskonsonanterne, og man springe saa i Tanken fra dennes skingrende Møjet godt over til Madam Georges rørende, graadblandede Mæle. Kamp og Sejr tarvelige, meget konventionelle Prosa blev igennem Musiken i hendes Stemme, der afvekslende aandede Glæde og Stolthed over Sønnen, Ydmyghed i Kærligheden til ham og Resignation for hans Skyld, til en sand Hymne over Moderkærligheden, jeg ikke véd at sammenligne med andet end Hartmanns skønne Melodi i Moderens Sang i Liden Kirsten. En eneste Gang har Fru Sødring forsøgt en fuldkommen Stemmeforvandling, nemlig i en af hendes sidste Roller, Fruen i Helene, og Forsøget kronedes med Held, men karakteristisk nok, Publikum, der var uvant med dette stærke Spil hos den yndede Kunstnerinde, var yderst sparsom med Bifald og Anerkendelse. Ellers var det altid den samme Stemme, kun et ødselt Væld af skiftende Tonefald.

Og ligeledes altid det samme Ansigt, ingen særegen Maske for den enkelte Rolle. Det er velbekendt, at Fru Sødring satte en Stolthed i aldrig at bruge Sminke; hun forsmaaede de ydre Effektmidler, som den falske Næse eller de malede Rynker skaffe tilveje. Jeg ser ikke rettere, end at der i denne fornemme Foragt for Farven blandede sig nogen Overtro, og vel at mærke blev Fru Sødring ogsaa undertiden sine Principer utro, f. Eks. som den kalkunsk-røde Jomfru i Abekatten: det Afgørende ved al scenisk Kunst bliver dog til syvende og sidst Illusionsevnen og enhver maa vælge sin Vej, naar den blot fører ham til Rom; men det er i hvert Fald højst interessant at lægge Mærke til denne Sky overfor det Theatralske og overfor romantisk Gøgleri og Blændværk ved Lamperækken, som er betegnende for Fru Sødrings hele Kunstretning. Hun vilde mesterligt have spillet Iffland; thi hendes Talent var ligesaa borgerligt som Michael Wiehes var romantisk adeligt. Det kom for hende an paa at have en Diktion, som var ædruelig og ægte og paalidelig, at være en Kunstnerinde, der besad alle en god Husmoders Egenskaber i sin Kunst. Til Simpelheden i Maskeringen svarede ogsaa Ensartetheden af hendes Gestus: ingen Armbevægelser, kun smaa Vendinger af Haanden, og atter her ingen Ilfærdighed i Fingerspillet, men kun en enkelt Knytning af den flade Haand. Overalt et jævnt, naturligt Udtryk.

Naar jeg har sagt, at der var noget Ifflandsk ved hendes Kunst, saa mener jeg kun dermed, at hun i sine Produktioner holdt sig til hvad Hverdagslivet frembød. Hendes Spil beroede helt igennem paa en Række med stor Flid sammenholdte Iagttagelser over hendes Omgivelser, hvilke hun daglig anstillede omtrent paa samme Maade som en Naturforsker, der særlig beskæftiger sig med en enkelt Klasse Dyr, Dag for Dag indsamler en Række Enkeltresultater til Sammenarbejden. Meget betegnende er det derfor, at Faderen opdagede hendes store Begavelse ved den Maade, hvorpaa hun en Dag, hjemkommen fra et Besøg hos nogle gamle Damer, fortalte om disses Samtale, gengav deres Maner og nøje efterlignede deres Talesæt. Den præcise Komik, den skarpe Iagttagelsessans hos den unge Pige slog den Gamle og gjorde ham betænksom, og det var nogen Tid efter dette lille Optrin, at han til Held for dansk Skuespilkunst en Formiddag stak Madam Burmans Rolle ind ad den halvaabnede Dør til Datteren med de faa, fyndige Ord: »Lær den!«

Hun debuterede heri, som Jazintha i Sorte Domino og som Madam Rust i Sparekassen — Roller, som ogsaa en senere Generation har set og beundret. Hun markerede herved straks sit Omraade: den latterlige Pebermø, den brave noget bornerte Husmoder af den velhavende Middelstand og den simple lidt ubehagelige Hovedstadsmadame fra Kælderen, disse udgøre de tre Hjørnestene i hendes kunstneriske Bygning. En fjerde Skikkelse er hendes kunstneriske Ideal, som hun først senere naaede hen til, men som ikke betegner Kulminationspunktet i hendes Kunst, det er den københavnske fine Borgerfrue. Som hendes Bane var begyndt uden Vaklen, saaledes vedblev den at have en betænksom og sikker Gangs Karakter; da Aarene havde givet hende en stor Avtoritet, kunde hun med megen Værdighed i sig inkarnere den overlegne bon sens hos den ældre Kvinde.

De københavnske Kredse tilførte Fru Sødrings Iagttagelser et rigt Stof, naar det gjaldt om at genfremstille de Kvindeskikkelser, mod hvilke Digterne i Almindelighed pleje at være lidet galante. I den danske Komedie, der handler om Tiden før Forlovelsen, er den syttenaarige Pige Heltinden, i den franske, der foregaar efter Ægteskabet, den trediveaarige Dame, i begge Lande ofres tidt den Fyrretyve aarige paa det Komiskes Alter. Men med Hensyn til denne Alder, fra hvilken Fru Sødring hentede sine Figurer, var som sagt Lejligheden god til at anstille Observationer. Det er en Iagttagelse, som de Fleste have gjort, at de ugifte ældre Damer ere meget talrigt repræsenterede i vort Selskabsliv; man besidder i Udlandet en langt større Ihærdighed for at faa Døtrene i Overgangsalderen gift end herhjemme, hvor man hurtig resignerer paa dette Punkt. Fru Sødring behøvede blot at kaste et Blik omkring for at træffe saadanne snurrige Personer, som netop høre hjemme i en Købstad — og stort mere var København da ikke i Fyrrerne. De gamle pæne Jomfruer saavel som de gode kaffesladrende Madamer, de maatte alle holde for, Fru Sødring lurede dem alle deres mer og mindre elskværdige Smaasvagheder af. De dannede tilsammen et kosteligt lille hollandsk Galleri.

Imidlertid, saaledes som Fru Sødring havde uddannet den egne Personlighed til komisk Figur, var hun ikke istand til at skabe meget forskelligartede Skikkelser. Tilskuerne vare altid sikre paa under en hvilken som helst Forklædning at genfinde den Fru Sødring, som de saa godt kendte og hvis blotte Indtrædelse lokkede Smilet frem. Desuden, hendes Iagttagelser strakte sig ikke ud over Arten og til de enkelte Slægtsmærker; hun havde Vanskelighed ved paa éngang at fremstille Individet og Arten. Der var ingen Væsensforskel paa de fleste af hendes Borgermadamer, og det var heller intet særligt Karakteristisk ved en Tjenestepigerolle som Jomfru Margrethe i En Spurv i Tranedans, hvor morsomt end Kupletterne bleve sungne; det lykkedes hende ikke at skabe et tydeligt Billede af den stakkels dumme Jomfru i det adelsgale Hus. Jeg behøver næppe at bemærke, at ligesom der intet som helst Spansk var ved Jacintha i Den sorte Domino, ligesaa lidt var der noget Eksotisk over Negerinden Mary i En Kurmetode; men det var netop i denne Rolle en stor Nydelse at høre Fru Sødring variere Tonefaldet i den stakkels Gamles sørgmodige Fortælling om Johns Død. Hvor mesterlig denne Kunstnerinde overhovedet forstod gennem Stemmens Klang at male Stemningen i den enkelte Situation, det vil være Enhver uforglemmeligt, der erindrer den halvt berusede Fru Bøgedals sløve Tilstaaelser med den tilslørede Stemme i Mester og Lærling, men netop her var det Individuelle i Figuren slet ikke fra Begyndelsen fremhævet saaledes, at man forstod Fru Bøgedals Hang til de vaade Varer. Hun skiftede helt Karakter i den nævnte Scene, og Tilskuerne burde dog straks fra første Scene af have set ligesaa klart som Aage, naar han faar Tryllesalven smurt paa Øjnene.

Fordi hendes Kunst saaledes holdt sig til den daglige Iagttagelse, og fordi hendes Fantasi ikke var mægtig nok til at tilskyde det Manglende, naar hendes Erfaring slog Klik, var det, at hun efter min Mening ingenlunde stod i Højde med sig selv i et betydeligt Rollefag, som hun havde faaet Hævd paa, de Holbergske Magdeloner. Enkelte af dem vare absolut mislykkede, som f. Eks. Koblersken i Henrik og Pernille og Fruen i Det lykkelige Skibbrud, men i det Hele taget gik hun ud fra den fejlagtige Forestilling, at alle disse Personer, der bære det samme Navn, burde spilles omtrentlig som den samme Karakter. Allerede hos vor ældste, og næsten vor dygtigste Dramaturg Rosenstand-Goiske finder man, at Traditionen overfor Magdelonerollerne, saaledes som den gennem meget betydelige Skuespillerinder var nedarvet fra Holberg selv, gik ud paa den størst mulige Variation. Magdelone i et Stykke kunde være meget forskellig fra Magdelone i et andet, det samme gjaldt iøvrigt om Jeronimus; det var kun de traditionelle Navne paa tildels bestemte Rollefag. Men Fru Sødring holdt Magdelone i Det lykkelige Skibbrud i næsten samme Tone som Navnefællen i Den Stundesløse, og dog er den første en ung og smuk, pyntesyg og koket Dame (som Fru Eckardt nu for Tiden burde spille), medens den anden er et halvfjollet gammelt giftesygt Fruentimmer, over hvilken Fru Sødrings ubetalelige Komik med Rette gjorde sig lystig. Og saaledes blev heller ikke Kandestøbermadamen, hvor dygtigt den end var tænkt og gennemført, et Væsen for sig selv, idet der netop her skortede paa den Fantasi, der sammensmelter Standsejendommelighederne og de individuelle Træk til et lyslevende Menneske; det var først og fremmest en Magdelone. Fru Sødring tilhørte for meget sin Tid og havde for lidt Fantasi til ret at leve sig ind i Holbergs Tidsalder; da hun ikke havde set saadanne Mennesker, kunde hun heller ikke reproducere dem.

Der var desuden Stueluft i hendes Talent. Det viste sig slaaende, uhyggeligt slaaende, da hun optraadte som Ammen i Romeo og Julie. Skulde man ikke tro, at denne Opgave maatte være en sand Lykke for en komisk Skuespillerinde! Der er en ustanselig Strøm af Latterlighed udbredt over dette gamle sladdervorne Fruentimmer, der som altid hos Shakspeare paa engang er en Type og dog tillige en enkelt og sluttet Individualitet. Hvad enten hun sejler frem med Peter paa Slæbetov eller fremvrøvler hin berømmelige Historie om Julies næsegruse Fald, Læseren ser hende for sig i hele hendes velgørende Raahed. Men Fru Sødring havde aldrig studeret slig kraftig Natur ude i det virkelige Liv og følte sig ilde tilmode over disse brede Penselstrøg, da hun selv kun satte Pris paa smaa Vermehrenske hyggelige eller nøjagtige Virkelighedsbilleder.

Kun i det danske Husliv eller i det ideale Hjem (le village af Feuillet) følte hun sig helt tilpas. Der kendte hun hver Fuge og Fold i Tanken og Følelsen. Og fordi hun var den hjemligste af alle vore Skuespillere, blev hun ogsaa elsket som Faa. Naar vort Hovedstadspublikum saa' hende, var det som man havde hele Hjemmet, Fader, Moder og alle Rollingerne med i Theatret. Man kom til at tænke paa den snurrende Temaskine, naar hun talte dæmpet og mildt. Hele den dagligdags Pludder, den mest filistrøse Kaffesnakkerads kunde hun fremstille i en sympatetisk Form, selv om den var ganske sanddru efterlignet. Naar hun i Besøget i København udførte den simple, lidet poetiske Idræt at aftørre det ved Aftenselskabet benyttede Porcellæn og Sølvtøj rigtig omhyggeligt og pakke det ned paa det Varsomste og Behændigste, var der ikke en Husmoder, som ikke kendte Situationen og havde Sympati med den geskæftige Huslighed, og naar hun dækkede Bord og lagde for i De Fattiges Dyrehave, var hele Skovturens Poesi udbredt over den hvide Dug med den uundgaaelige Kalvesteg. Det var mer end at se sine egne Vindver. Det var at se sin egen trivielle Gerning idealiseret som et Sindbillede paa Hjemmet og Husligheden. Man var forbavset over at Sligt kunde bringes paa en Scene og blive morsomt og kønt, men maatte indrømme Præstationens fotografiske Nøjagtighed, som man fuldkommen kunde bedømme. I saadanne Roller talte og handlede Fru Sødring Tilskuerne lige til Hjærtet.

Idet hun saaledes halvt forskønnede, halvt satiriserede over Hverdagslivets Figurer og Begivenheder, undtog hun som sagt ganske fra sin Satire Husmoderen i den fornemme Middelstand. Den Sørensenske Madamme, Udannethedens Repræsentant, tugtede hun med Svøber, men Fruen kærtegnede hun; for Halvdannethedens Komik havde hun intet Blik, hun havde knap engang kunnet spille den kostelige Fru Varbjerg i En Spurv i Tranedans. Hendes Personlighed havde udelukket hende fra at fremstille det Erotiske; hendes hele Naturel havde afspærret hende fra Lidenskabens Omraade; selv for Maüoneværdigheden og det Dronningagtige slog hendes Kræfter ikke til. En Dronning Elisabeths, en Paulinas Lidenskab og mægtige Værdighed var Københavnerinden fjærn. Saa blev da den lidenskabsløse Godmodighed og Forstandighed hendes Ideal.

Hun spillede en Del af de overlegne ældre Damer, der have saa sikkert et Blik for alle det unge Hjærtes Farer, der se Folk lige igennem, der forstaa at rede alle en Sags indviklede Traade taalmodigt og roligt fra hinanden og ligesaa roligt vinde dem op igen til et pænt Garnnøgle. Den gamle Dame, hvis Poesi Marstrand har givet i Et Besøg, hvor hun træder Synaalen, tilsyneladende helt optaget af denne ubetydelige Gerning, men i Virkeligheden med Moderøjets hele Ængstelse vaagende over den Elskovsscene, der spilles i Stuen, hende var det, som vi alle bevare som vort Billede af Fru Sødring. I Engelskmænd i Indien udførte hun en saadan Rolle med stor Virtuositet, og i et Par Stykker, der vare skrevne for hende (Ægteskabspolitik, Grøns Fødselsdag), kunde hun ret hengive sig til sin Kærlighed til disse Skikkelser, der i Lystspillet gøre samme Nytte som de frelsende Riddere i Melodramaerne. Man glemte hendes Tale og lille uanselige Figur over den store Kraft, hvormed hun her talte, afgjorde, dømte.

Fru Sødring repræsenterer i sin Kunst en Side af det kvindelige Ideal, som har hersket her i Landet i den største Del af dette Aarhundrede lige op til vor Tid. Kvinderne ere aldrig før nu, og næppe nok nu, blevne berørte af Emancipationens friere Ideer, ikke engang Karikaturen, Baronesse Mille, er synderlig dansk. I vor æstetiske, dannede Nation dømmes Kvinden efter Skønhed og Talenter, den unge Pige er smuk, den ældre Dame er forstandig og dannet eller hun er en latterlig grim gammel Jomfru eller en dum borneret Madame. Fru Sødring har nøjagtig reproduceret de herskende Tanker. Hun har med Finhed og godmodig Spot harcelleret Pebermøen og Kælderkonen, og hun har sat hele sit sjældne Talent ind paa at forherlige Husfruen som Moder og som Hjemmets gode Genius.