Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/8

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 201-220

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.


VILHELM WIEHE.[redigér]

Da Vilhelm Wiehe, tvunget af Sygdom, tog Afsked med det københavnske Publikum, løftede vemodige Stemmer sig overalt for at beklage, at han, der indtil for kort Tid siden havde syntes helt kraftig, pludselig lod Tragediens Sværd glide ud af sine Hænder, som havde svunget det saa djærvt og smukt. Hvor fandtes vel en Efterfølger for den Oehlenschlägerske Helt? Hvorledes skulde vor stakkels Scene, der alt havde lidt saa mange uerstattede Tab, bære dette nye Savn?

Ingen kunde tvivle paa, at Beklagelsen over den højt ansete Kunstners Bortgang var fuldt berettiget, men det forekommer mig, den burde begrundes anderledes. Jeg tror, at det Tab, det kongelige Theater led, beroede derpaa, at Steensgaards og Tjældes Fortolker ikke mere kunde kaldes til at give det nye Dramas nye Roller scenisk Liv, ikke derpaa, at Axels og Hakons Fremstiller ikke længer skulde udslynge det tragiske Vers. Kort sagt, at Jamben mistede meget i Wiehe, det fik endda være, men det var netop Prosaen, som særlig trængte til hans Kunst, hans Stemmes Poesi og hans enestaaende Avtoritet.

Væsenligt faldt Wiehes Repertoire i tre Grupper. Der var, for at begynde med det Uinteressanteste, først en Række almindelige Elskerroller i romantiske Dramaer og franske Komedier (sværmeriske Fyrster, ædle Ingeniører, bagtalte Statsmænd), dernæst en Gruppe tragiske Helteroller og endelig en Del moderne Karakterfremstillinger, desværre ikke synderlig mange i Antal. I de førstnævnte Roller var der kun lidt at spille, og der er heller ikke meget at sige om dem. Der fortælles i Almindelighed, at Kunstneren selv har sat størst Pris paa sin Udførelse af Helterollerne, og hvis Talmajestæten skal gælde i slige Sager, saa havde Wiehe al Grund hertil, thi den almindelige Kritik og det store Flertal af Publikum ydede ham størst Bifald og Beundring, naar han var i Panser og Plade. Men et lille Mindretal, hvortil jeg slutter mig, holdt derimod for, at han vel altid præsterede noget Dygtigt, undertiden endog noget Udmærket i Helterollerne, men at disse dog ikke indeholdt det sandeste og smukkeste Udtryk for Wiehes Natur og store sceniske Evner. Dette maa søges i den tredje Rollegruppe, de moderne Karakterfremstillinger. Jeg maa straks udtale, at jeg ikke er i Stand til at begrunde denne Anskuelse ad psykologisk Vej; jeg har ingen Lejlighed havt til at skaffe mig større Kundskab om Wiehes Livsførelse, end hvad Enhver kan vide. Men han aabenbarede i disse Roller netop den Natursandhed og den Sjælsdybde, som det skortede paa hos Helteskikkelserne, og da en Skuespiller saa lidt som nogen anden Kunstner i det Store og Hele formaar at give andet end sig selv, saa tør man vel slutte tilbage fra Rollen til Fremstilleren og paastaa, at der fandtes en sjælelig Overensstemmelse imellem dem. Der var indre Strænge, Wiehe kunde anslaa for efter dem at stemme den Tone, i hvilken Digterens Ord skulde udtales. Derfor lød hans Tale saa, sand og smuk i De Nygifte. Og der var Lidenskaber, han havde prøvet, og Livserfaringer, han kunde udnytte, ellers havde Tjældes Fortvivlelse ikke været saa gribende og Steensgaards Patos ikke saa ubarmhjærtig ætsende og revsende. Idet Skuespilleren saaledes maa »spille sig selv«, er det et oprivende Liv, han fører. Han søger da let en Lindring i Deklamationens følelsestomme Ordpragt, som det ikke koster Erfaring at lære, ikke Hjærteblod at udtale, og som Publikum mange Gange tiljubler større Bifald, end det alvorlige Karakter-Spil.

I.[redigér]

Den første September 1863 optraadte Wiehe paa det kongelige Theater, som han havde vendt Ryggen under det Heibergske Regimente i Aaret 1851, fordi han følte sig tilsidesat, og hans Virkelyst ikke tilfredsstilledes ved de faa Roller, han fik. Gaadefuld synes i det Hele den barokke Sløvhed og spidsborgerlige Ideforladthed, der karakteriserer Heibergs Bestyrelse, hvis Traditioner dog i lang Tid benyttedes som et fuldgyldigt Afladsbrev for alle senere Theaterchefers Synder. Man ræsonnerede saaledes, at kunde den store Digter og kritiske Avtoritet ikke udrette mere, maatte man være uendelig nøjsom overfor Efterfølgernes ringere Begavelser. Skønt det til Heibergs Undskyldning kunde anføres, at Wiehes Rollefag den Gang besad dygtige Repræsentanter, saa burde dog Klogskab og sand Kunstøkonomi have paabudt ham ikke at lade et Talent som Wiehes udsættes for Provinstheatrenes Vanrøgt. Han havde da i 8 Aar tilhørt den københavnske Scene og gjort Lykke i ungdommelige Roller; efter Overskous Sigende var han endog »herlig« i den sidste Rolle, han spillede, nemlig Henri d'Albret i Dronning Marguerites Noveller. Men han maa den Gang i alt Fald have været, hvad han paa en vis Maade blev hele sit Liv, et Skuespilleremne i eminent Forstand! Hans indtagende Udvortes og velklingende Organ, hans Utvungenhed, hans Evne til at fylde Scenen og skaffe Figuren Plads og Luft — selve Kærnepunktet i dramatisk Begavelse — alt dette havde det vel været Umagen værd at kæle for og opdrage til bestemte Formaal, i Stedet for at kaste ham ud i den aandsfortærende Theatertjeneste i alle Slags Roller ved illiterære Scener. Og langt senere synes endnu Ordet Skuespilleremne at passe paa Wiehe, fordi der altid fandtes Kræfter hos ham, der ikke fandt Anvendelse, og omvendt, fordi der undertiden lagdes Beslag paa hans Talent rent forsøgsvis — jeg tænker f. Eks. paa hans Optræden i komiske Roller, som Orgon i Tartuffe eller Christen Madsen i Genboerne.

Han rejste saa til Norge og spillede i 9 Aar paa Kristiania-Theatret, hvor han var Publikums erklærede Yndling, fik dernæst 1860 treaarigt Engagement ved Kasino, indtil endelig det kongelige Theater, som sædvanlig, med Tak maatte bede om den Hjælp, det forhen havde vraget; da han saa atter debuterede, viste det sig, hvad der var gaaet tabt. Han havde I Mellemtiden spillet saa talrige og forskelligartede Roller, at han havde vundet en Routine, der tillod ham at optræde i alle Fag, undtagen det komiske, og en Avtoritet, der straks gjorde Publikum ham underdanigt. Men han medbragte intet kunstnerisk Ideal. Han besad kun den samme energiske Lyst til at spille Komedie, som i hans Ungdom uimodstaaeligt havde drevet ham til Theatret, og den var nu ildnet ved en urokkelig Overbevisning om egen Kunstnerstorhed. Det Forsøg, som Høedt og Michael Wiehe netop i Halvtredserne havde gjort paa at bringe den tragiske Fremstilling ind i andre Baner, havde naturligvis ingen Indflydelse havt paa ham. Og nu gik Michael Wiehe paa Gravens Rand og Høedt havde trukket sig tilbage fra Scenen. Kravet paa, at Talens Sandhed gik forud for dens Skønhed, stod da Vilhelm Wiehe helt fremmed for.

Han debuterede som Axel i Axel og Valborg. Da hans sonore Stemme fyldte Theatret med de skønne Oehlenschlägerske Vers i en bred og følt, men karakterløs Deklamation, da kunde Tilskuerne have sagt til ham som Sortebroder Knud til Biskop Erland: »En prægtig Strøm af Ord, ærværdige Herre!« Det var da let at spaa, at vor tragiske Skuespilkunst atter vilde blive skruet tilbage, og det netop af den Mand, der saa kort efter skulde blive Nutidsdramaets dygtigste Bærer, og som mere end nogen Anden har givet Bjørnsons og Ibsens Digtning Hjemstedsret paa vor Scene og derved bidraget sit til at bekæmpe det romantiske Efterslæt, der i halvt pueril, halvt senil Form stræber at blødagtiggøre og beherske Publikums Smag. Jeg skynder mig at tilføje, at Wiehe vakte stort Bifald, og at hans Axel, naar Broderen undtoges, ragede højt op over, hvad der ellers præsteredes i Stykket, men dog er af hans Spil kun et eneste Træk forblevet i min Erindring som meget virkningsfuldt og genialt udtænkt. Det var dér, hvor Axel ender sin Replik til Hakon Herdebred med disse Ord:

Og jeg er her igen og byder Dig
som Thrønder, Kæmper og din nære Frænde,
min højre Haand mod dine stolte Fjender.

Hertil svarer Kongen:

I lang tid, Axel, har du været Ven
af Danmarks Valdemar, min Arvefjende.

Wiehe havde ved sin Repliks Slutning, som naturligt var, strakt sin muskelstærke Arm ud; da Kongen ikke modtog den frembudte Haand, lod han den ikke straks falde, men knyttede først Næven som til Slag og førte den derpaa under Hakons afvisende og bebrejdende Ord, langsomt hen mod Sværdfæstet, idet han med et stort Blik betragtede sin lidet skulderbrede Modstander. Hvor følte man ikke, at han havde personlig Evne til at knuse denne Fjende. Og der luede i hans Løveblik en Selvfølelsens Højhed og en ubegrænset Foragt for Kongen, der ikke aabent kunde modtage hans aabne Haand. Ve Hakon, hvis han skulde vende den lukket imod ham!

Dette lille Træk sagde saa meget, men i hans Tale overraskedes man ikke af saadanne Lynglimt, ved hvilke man kan se ind i Sjælens Skjul. I regelmæssige, brede Bølgeslag flød Ordene fra Wiehes Læber; steg Stemningen, saa kunde vel ogsaa Ordbølgen stige, men taktfast uden et Øjeblik at tabe sin rytmiske Karakter. Lidenskabens Storme piskede ikke dette Hav, der var ingen Malstrømme, hvor Vandene hvirvlede sig med hvide Skumflokke — Talens Farve var ensformig blaa, Wiehe fandt aldrig saadanne Brændpunkter, hvor Livet maatte sættes ind, hele Kraften samles, hvor Ordet forvandler sig til Skrig. Men der var heller intet Sted, hvor han slappedes, blev flov eller lille. Blød og dog kraftig bevægede denne Deklamation sig frem: En prægtig Strøm af Ord!

Den Hovedindvending, man kan fremføre mod den Art Versfremsigelse, er dens relative Uforstaaelighed. Lukker man Øjnene, vil man have vanskeligt ved at opfatte Talens Mening; det er en klingende Musik, der lyder for Ens Øren. Den traditionelle Deklamation bestræber sig i altfor høj Grad for at fremhæve Talens Skønked, og glemmer at karakterisere og individualisere Ordene saaledes, at Tanken bliver klar og Stemningen prægnant. I en af sine Artikler fortæller Francisque Sarcey, at han ved den store musikalsk-deklamatoriske Matinée, der blev afholdt i Trocaderopaladset til Fordel for de Oversvømmede i Szegedin, gjorde følgende Iagttagelse. Da Skuespilleren Dumaine, som af Naturen har en sand Basunstemme, deklamerede, gik hvert andet Vers tabt, og alle Slutningsord flød ud i en forvirret Lydlarm. Derimod blev Saint-Germain fuldt forstaaet, skønt han altid er saa hæs som en Natteravn, og derfor havde al Grund til at frygte, at hans Stemme i det uhyre Rum ikke skulde naa længer end til Parkettets første Bænke. »Han har lært den Kunst at drage Aande i rette Tid, at adskille de Stavelser, det kommer an paa, at fremhæve de Ord, som betegne Sætningens Mening«. Det er Følgen af, at han har gaaet Konservatoriets Skole igennem, tilføjer Sarcey. Sagen er simpelthen den: den ene deklamerer, den anden taler.

Vilhelm Wiehe har altid holdt den akademiske Versfremsigelse højt i Ære, og han støttede sig til en Kunstanskuelse, der af mange anses for den eneste berettigede. Vil man stille sig paa den ældre Skoles Standpunkt, saa maa man straks erkende, at Wiehe inden for denne præsterede noget absolut Fortrinligt. Hans Deklamation af Axels Svanesang ligesom af Digtet i Væringerne, der begynder »Da Herkules paa Vejen stod«, naaede saa højt som det er muligt i denne Genre. Der gives heller ingen Scene i Verden, som ikke til Dels hylder den Kunstskole, til hvilken Wiehe bekendte sig, og paa hvilken han jo vilde anses for en udmærket Repræsentant for denne.

Fremstillingen i Axel og Valborg blev desuden saa typisk, ved at Michael Wiehe samme Aften optraadte som Sortebroder Knud. Ligesom denne udgør den mørke Skygge i dette Stykke, der ligner et gammelt Kirkebillede, malet paa Guldgrund, saaledes lød hans Tale som sylspids Logik overfor den øvrige fantastiske Deklamation. Atter i det næste Oehlenschlägerske Stykke, der blev opført, stredes de tvende Brødre om Prisen, det var kuriøst nok: Erik og Abel. Æstetisk taget blev det Erik, der dræbte Abel. Michael Wiehe spillede den ulykkelige Konge med en sand Helgenglorie om Hovedet, Vilhelm Wiehe, hvis Kunst netop evner det Aabne og Lyse, havde derimod al Umage med at fremstille den mørke, tillukkede Kong Abel. Beundringsværdigt blev derfor hans Spil kun i sidste Akt, hvor Abel helt giver sig hen i Følelsen; fra det Øjeblik hans forpinte Bryst havde faaet Luft i det udpressede Smærtensskrig: »Man lærer meget, naar man bliver ældre, Bisp!« spillede han Slutningsscenen i en ustanselig Hulken, der tog Vejret fra Tilskuerne. Man maa være saa meget Mand af Skikkelse og Indre som Wiehe for paa Scenen at vove en Graad og en Klagen som et Barns.

I den næste Oehlenschlägerske Rolle, som Olaf Trygvason, tog han endelig en glimrende Revanche. Alle hans Evner kom ham til Gode i denne Skikkelse, der har langt mere af en Engel end af et Menneske. Desuden havde han det Held, at han til Partner som Hladejarlen havde Holst, der var tør som Pergament og i sin prægtige Rustning buldrede løs som en tom Tønde. Da fyldte Wiehe anderledes sin. Han havde maskeret sig lys med gult Hovedhaar og Skæg og kunde i Øjeblikke se helt forklaret ud. Han syntes da, netop som tænkt af Digteren, en Lysets Aand, en Erkeengel, hvis Korssværd kristnede i Blod. Denne skønne Skikkelses Tale kunde ikke lyde som almindelige Dødeliges, den turde kun klinge som en brusende Syngen i Harpetoner. Wiehe opnaaede her ved sin Deklamation en lignende Virkning som den, paa hvilken den berømte Skuespillerinde Sarah Bernhardts bedaarende Kunst beror. Hendes Tale er en Elegi, ren som Sfærernes Musik, Wiehes Recitation var netop den rette Blanding af Epos og Psalme. Ingen Tilskuer, der har set ham i denne Rolle, vil kunne glemme den vidunderlige Betoning, hvormed han farvede Olafs Repliker i Samtalen med Thorer Klake:

           Olaf.
Ha, Thorer! Du har gjort min Sjæl urolig!
           Thorer.
Hvad nye Tanker vækkes i din Sjæl?
           Olaf.
Hvad nye Tanker! Ingen nye Tanker
Kun kære gamle Tanker, Ungdoms Drøm
og Manddoms Forsæt.

Wiehe saa stift ud for sig med store Øjne, som om hans Aand fortabte sig langt borte i Fantasiens Lande, og det bløde, dragende Foredrag anskueliggjorde, hvorledes en hel Verden af ridderlige Ungdomsdrømme pludselig dukkede op i den stærke Kæmpesjæl, tog ny Magt, ængstede ham og fortryllede ham. Jeg har aldrig set Erindringens, »det Ubevidstes« Sjælsherredømme udtrykt saa friskt og skønt.

Nogle Aar efter overtog saa Wiehe Hakons Rolle, paa hvilken han anvendte den største Flid, og paa hvis Udførelse han selv satte saa megen Pris, at han netop ønskede ved sin Afskedsforestilling at lade den blive i Publikums Erindring. Men den, der magter Olafs Aabenhed, evner ikke Hakons skjulte Væsen. Man saa' i Wiehes Fremstilling vel Helten, til Nød Afgudsdyrkeren, da han med blodige Hænder traadte frem fra Erlings Drab, men hvor blev Statsmanden, Despoten, Vellystningen af? Skyggesiderne manglede i dette Spil. Hvad der desuden virkede saa stødende, var at Wiehe stadigt befandt sig paa Kothurnen. Hans tragiske Alvor kunde undertiden næsten blive parodisk. Hvor Hakon udbryder i Lovtaler over Gudruns Skønhed, foreholder Thorer ham, at de have Ting af større Vigtighed at forhandle. Hakon svarer:

Fastfrosne Istap! Ulmer ingen Glød
Af Elskovs Lue længer i dit Hjærte,
Ha, føl da mit! Det slaar med Ungdoms Slag.

Wiehe gik et Skridt tilbage og udtordnede disse Ord som en alvorlig Bebrejdelse mod Thorer, med en Mine af fornærmet Stolthed og krænket Dyd, der passede ilde til Situationen, uagtet han her burde have været overlegen, en Smule forbavset over den Andens Ligegyldighed, og kaad og varm i sin Bevægelse. Selv de simpleste Ord bleve heroiske i Wiehes Mund. Ingen Mand er jo Helt for sin Kammertjener, og det er ganske urimeligt, at Hakon bevarer sin hele jarlelige Værdighed i sidste Scene med Karker, hvor han kun er en Ruin af sig selv. Men selv en saa vranten og triviel Befaling som den: »Hold Mund og spis!« blev udtalt med en Vægt, som var det en kommanderende Generals Opraab til sin Hær.

Det er imidlertid ingen Nytte til at optrevle en Række Enkeltindvendinger; det Afgørende er, at Wiehe spillede mere traditionelt i denne Rolle end i nogen anden. Det var et Fejlgreb at give ham Hertug Skule — thi med den sygelige Tvivl havde hans Natur ingen Berøringspunkter — eller for at hente et Eksempel fra en anden Sfære, det var urigtigt at tildele ham Kejser Carl i Dronning Marguerites Noveller — thi hans Kunst besad intet Udtryk for den diplomatiske Kulde — men saadanne Roller forhindre ved deres prosaiske Diktion, at Fremstilleren falder hen i ligefrem Deklamation. Det tillader, ja tilskynder derimod det Oehlenschlägerske Vers. Hakon er imidlertid en af de faa dybe Karakterroller, som vor tragiske Digter har skabt. Man kan ikke forlange af Skuespilleren, at han skal gøre Michelangelo til den tavse Jærnmand, han i Virkeligheden var, naar han er skildret som en gammel General i de Scribeske Komedíer, eller at han skal give den jævne Matros i Tordenskjold, naar han taler som en Salonhelt, men Hakon er gennemtænkt og virkelig og stor, og Udførelsen af denne Rolle er til enhver Tid en Maalestok for, hvilke Principer vor Skuespilkunst hylder, og hvor højt den naar i tragisk Fremstilling.

II.[redigér]

Det er alt i det Foregaaende betonet, hvad Wiehe kunde fremstille; det var dels Aabenhed, Sjælsfrejdighed, dels Blødhed, Given sig hen i Følelsen. Han spillede Lidenskab af erotisk eller anden sjælelig Art som en Kraft, man ikke modstaar, han lod sig drive hen ad Strømmen snart i forhaabningsfuld Tro paa, at han vilde naa Havn, snart i Fortvivlelse og Frygt for, at Vandene vilde slaa sammen over hans Hoved. Hans Lidenskab var ikke af den Art, der tager alle Følelser og Drifter i Beslag til bestemte Formaal, den var ikke Energi, men tværtimod Betagethed. Hans kraftige Natur vilde dog midt under Stormen vise sig, men kun rykvis. Hvis Læseren vil tænke paa Wiehes Bevægelser paa Scenen, vil han erindre, at han let slog ud med Armene i altfor store Buer, at hans Gang let kunde blive slængende, men at han saa pludselig kunde samle sig og staa som en Mand, bred og kraftig — for dog lidt efter atter at give sig hen. Og saaledes formedes ogsaa hans Tale i Karakterfremstillinger; han kunde lejlighedsvis udslynge en Sætning eller et enkelt Ord med en overvældende Avtoritet, men den stærke Mandighed opløste sig snart efter i, jeg kan ikke finde mere passende Ord, »en blød Styrke«. Han var ægte ødansk i sin Kunst, en paa en Gang blød og kraftig Natur, omskyllet af et Hav, der altid syntes beredt til at bortrive de Gaver, det selv havde skænket.

Hans Ansigt og Skikkelse fortalte dette saa tydeligt. Linjerne bløde, Kinden fyldig, Haaret yppigt og blødt, Underansigtet, især Hagen, svagttegnet, og saa det næsten ømme Øje, der drog alle Tilskueres Blik ind i sit. Dette Ansigts direkte Modsætning er Lewinskys haarde Energi. Men medens Wienerskuespillerens Legem er svagt og uanseligt, sad Wiehes Hoved paa en muskelkraftig Skikkelse, der vidnede om en enorm fysisk Styrke af den Art, der er alle Drenges Ideal, imedens de drømme om enten at blive Kunstberidere eller Røverhøvdinger. Som Kunstens Stridsmænd have de tre Brødre Wiehe brugt forskellige Vaaben: Michael kæmpede med en Toledoklinge, Johan med en Ryttersabel, og Vilhelm Wiehe tog sig bedst ud med en Stridskølle.

Vil man gaa ud fra de tvende Karaktertræk: Aabenhed og Blødhed, vil man let forstaa, hvilke Roller der egnede sig for Wiehes Kunst. De mange tomme, stereotype Elskerroller, han maatte spille, finder jeg det ikke Umagen værd at dvæle ved. Fortrinlig lykkedes ham enkelte Galningefigurer. Han var prægtig i Bagtalelsens Skole som Charles Surface, den aabne »Overflade« lige overfor den, der kun er Dække og Maske, repræsenteret af Broderen Joseph. Charles har ladet sig forlede til allehaande Ungdomsdaarskaber, har spillet, sviret og gjort Gæld, har aldrig kunnet sige Nej til en Fristelse, men Hjærtet er ikke forhærdet, han er endnu blød og god. For Wiehe passede Rollen, som den var støbt efter ham. Og dog var han maaske endnu ypperligere i En Skavank, fordi Figuren havde et mere dansk Præg. Hasle er sunket dybere end Charles, han er mindre roué og mere »Rod« men paa Bunden lige saa ufordærvet og brav. Der var en saadan Poesi over Wiehes Skikkelse og en saadan rørende Magt i hans Stemme, at det føltes naturligt, at en ung Kvinde kunde have Lyst til at være hans frelsende Engel. I begge Roller udtrykte Wiehes Spil netop det Usammenhængende og Bløde, som Karakterens Svagheder fordrede, men ogsaa den Mandighed, der skulde vække Sympati.

Naturligvis spillede han ogsaa de tvende ensartede Roller: Møller i Embedsiver og Ægtemanden i Ude og Hjemme. Den første er lutter Blødhed og Dovenskab forbunden med en stor Elskværdighed — Michael Wiehe satte paa egen Haand en overlegen Intelligens til. Wiehe var her morsom. Han var som Skuespiller just ikke vittig, men havde Lune og et godt Humør. I Ude og Hjemme var hans Forstillelse i første Akt maaske lidt grovkornet, men Champagnelystigheden i anden Akt klædte ham godt. Mindre hjemme var han i de rene Konversationsstykker. Saaledes besad hans Chavigny i En Kaprice ikke den rette aristokratiske Holdning. Han bevægede sig lidt usikkert i Mussets betæppede Boudoir. Omvendt var han fortrinlig i det lille Stykke En højbaaren Gæst, som den simple Rytter, der ansés for Kongen, og hvis elskværdige, men lidt plumpe Bravhed tilsidst vinder den højfornemme Dames Hjærte. Han saa' saa stærk ud som selve den farnesiske Herkules, og var i sin Glæde — da han beværtedes saa kongeligt — saa lystig som en antik Faun.

Maaske fordi Wiehe ikke frygtede for det lidt Gaminagtige i lystige Roller, gav man ham Giboyer i Augiers Stykke. Det vil være klart, hvad han her kunde spille og hvad ikke. Giboyer, der som Menneske er sunken saa dybt som vel mulig, frelser sig selv`ved sin altopofrende Kærlighed til Sønnen. Denne Følelse har bestemt hele hans Liv og lutrer dets Svagheder og Sletheder. Denne energiske Lidenskab kunde Wiehe ikke fremstille. Det Haarde og Hvasse hos Giboyer, der omsætter sig i Ironi og Persiflage, fandt han ikke Udtryk for. Men de følelsesfulde Steder, hvor Smædeskriveren viser sig som den bløde, kærlige Fader, spillede han, som man kunde vente, meget smukt.

Uden Held var et andet Forsøg, nemlig hans Optræden i Genboerne. Man opfandt til Forklaring af det sentimentale Svendevæsen, at Wiehe vilde antyde, at Christen Madsen var forliebt i, ja virkelig elskede Mesters Datter. Det er naturligvis bart Opspind; der findes Intet om Christen Madsens dybe Erotik i Stykket. Om man gør Smedesvenden til en blødsøden Elsker eller spiller Mesteren som père noble, det Ene er ikke et Haar bedre end det Andet.

III.[redigér]

Wiehes Roller i nogle moderne, mest norske Stykker, udgøre hans bedste Krav paa at mindes med Taknemmelighed af vort Publikum.

Det var først og fremmest ham, der bar De Nygifte over Scenen. Axel, der, blød af Karakter, kun rykvis gør Modstand mod sine Omgivelser og stadig paany opsætter og giver efter, som efter at have forsmaaet Mathilde er nær ved at blive sin Hustru utro for hendes Skyld, som trods sit mandige Mod knap Lør røre sig i sit eget Hus af lutter Omhu og Varsomhed — denne Figur forstod og gengav Wiehe ud i det mindste Træk. Han var fortrinlig, baade naar han var fangen i »Hensynenes fine Næt« og naar han rev sig løs fra dem. Hvor sikkert var ikke hans Forhold til hver enkelt Person i Stykket tegnet: ærbødig-opmærksom mod Faderen, galant mod Moderen, ubehjælpsom-overlegen mod Laura og kold-ironisk mod Mathilde. Hans kraftige Tale førte En lykkelig ud over den lange, kunstlede Fortælling i anden Akt og fjærnede alt det Underlige ved Bjørnsons Diktion.

Hvor mange Nuancer i Karakterfremstilling han raadede over, fik han dernæst Lejlighed til at lægge for Dagen i Et rigt Parti. Han gjorde her den ulykkelige Ægtemands Skikkelse forklarlig. Først har denne af Kærlighed til et Pigebarn opgivet sit Studium og er mod sin Lyst bleven Købmand, saa omgiver han som gift sin Hustru med al den Luksus, han ønskede at smykke sit Ægteskab med, saa sætter han af ugrundet Skinsyge paa Trods hele sin Formue til, og vil skilles fra Konen — og saa ender det Alt i Fred og Lykke. Som sagt, da Wiehe spillede det, syntes det Altsammen naturligt, han var et Ideal af umandig Mandighed. Paa hans brede Skuldre laa det hele Stykkes Vægt, og han legede med dets Tyngde som en Jonglør med sine Kugler. Maaske var dog hans Fremstillings Nuancer endnu finere i et lille talentfuldt dansk Stykke Helene, som er utrykt og næppe erindres af Mange. Han havde den vanskelige Opgave at skulle fortælle en ung, uskyldig Pige en illegitim Kærlighedshistorie, og skilte sig derfra med en Finhed og en Avtoritet, som gjorde en vovet Scene til et Mesterværk.

Men slige Roller ere endnu halvvejs Elskerroller; som Tjælde og som Steensgaard derimod gik Wiehe helt udenfor sit egentlige Fag. Og det vil ved første Øjekast maaske synes dunkelt, hvad Sammenhæng disse Skikkelser have med de Egenskaber, jeg har antydet, at Wiehe lettest fremstillede.

Men vil man ret se paa Tjælde, vil man hurtig opdage, at denne Karakters egentlige Centrum er det Bløde. Tjælde synes ligesom betaget af en Spekulationens Drift, en Svindelens Passion, derimod har han ingen Laster eller Lyster, som han vil tilfredsstille ved sin Jagen efter Penge. Han ønsker Intet mere end at leve et roligt og lykkeligt Familieliv; den Luksus, han omgiver sig med, er kun Skilt, ikke Formaal for hans Virken; hans Liv har en Gang taget en bestemt Fart, som han er for svag til at mindske eller standse. Men han er ingen Kæltring — der er jo endda rejst Spørgsmaal, om hans Fallit virkelig var nødvendig. Han er heller ikke som Monsen raa og vild, men fin og intelligent. Bjørnson ønsker, at han helt igennem skal bevare Tilskuernes Sympati — ellers kunde Stykket ikke ende som Idyl —, han skildrer ham som en Feltherre paa Retræte, et tilintetgjort Geni. Og Wiehe spillede ham netop efter Digterens Ønske. Han var en Ulykkelig, en Forpint, en Mand i Havsnød, med hvem man havde den dybeste Medlidenhed, og som Alle ønskede at frelse. Dog var der Marv og Ben i Figuren. Hvor Tjælde fører den lange Samtale med Advokaten, udfoldede Wiehe i de bratte Overgange fra Fortvivlelse til nye Forhaabninger, fra Bøn til Trusel den dybeste Sjælekundskab, og som i Erik og Abel vovede han at lade den stærke Mand bryde sammen i en oprivende Hulken, som det næsten gjorde ondt at høre. Muligt, at han kunde have betonet Købmanden mere, men han fik alt det rent Menneskelige frem i Figuren. Han ramte Tjælde paa det Bløde.

Og saaledes ramte han Steensgaard paa det Aabne, saa underligt det lyder. Er Løgneren og Slyngelen Steensgaard aaben? Ja han er, thi hans hele Væsen og Virken, hans Intriger og Politik, forstilte Kærlighed og frasefulde Begejstring er kun paa Overfladen, lette at gennemskue for Enhver, der vil se. Man kunde maaske bebrejde Ibsen i Anlæget af Steensgaard den Uforenelighed, i hvilken hans Dumhed staar til den Begavelse, han dog skal tros i Besiddelse af: der er ingen, som ikke narrer ham, fra Lundestad til Daniel Hejre. Wiehes Spil bødede paa denne Uklarhed i Karakteren, han udstyrede den med en saa tommetyk Indbildskhed, at man begreb: dér igennem kunde ingen Forestilling trænge om, at Andre holdt ham for Nar. Wiehes Steensgaard havde Steder af saa dyb Psykologi, at den naaede Ibsens. Man følte, at han havde set saadanne Folk, lyttet til deres Tale, taget dem paa Kornet og husket dem. Den Frejdighed, hvormed han udslyngede Frasen, stod i en mageløs Samklang med den Raahed, hvormed han begegnede dem, han følte sig overlegen. Finest var for mig den Maade, hvorpaa han søgte at indynde sig hos sine Omgivelser, f. Eks. hos Daniel Hejre, da han ønskede hans Hjælp hos Madam Rundholmen. Beundringsværdigt var da det bævrende Smil om hans Læber, den hele usikre Famlen ved Personen. Maaske Tilskuerne vilde have følt alt for stor Modbydelighed for Steensgaard, der i Stykkets Løb sætter al Retskaffenhed til, hvis Wiehe ikke havde frelst Rodhuggeren ved en vis ydre Elskværdighed. Han gav denne Slyngel noget af et Barns Egenskaber. Hans Steensgaard løj og pralede som et Barn, næsten uden at vide det, han kendte slet ikke Forskel paa Godt og Ondt, men gik blind igennem Alt, lige bus paa sit Maal. Wiehe serverede det danske Publikum Karakteren saa »raa«, som Digteren netop havde forlangt.

Saaledes var det da de norske Forfattere, der ydede Wiehe hans smukkeste Opgaver. I den danske Poesi synes jo den dramatiske Gren visnet, de dygtigste af de yngre Digtere drages alle Vegne hen undtagen mod Scenen. Det var højst uheldigt for Wiehe, som netop trængte til den Spore, der ligger i den friske, Ens egen Tid tilhørende Karakter. Hans Evner, der maaske vare rigere end nogen af hans Samtidiges ved vor Scene, have ikke faaet deres fulde Anvendelse. Man brugte ham til at gøre den gamle Saga om igen og kun sjældent til at skabe den ny.

Hans Virksomhed gik parallelt med vor nuværende Skuespilkunsts Udvikling. Der findes ved vort Theater en behagelig Routine, som tillader det at holde et staaende Repertoire af alskens gamle Komedier og Vaudeviller. Men Tragedien er i Forfald, de store Karakterroller mangle Fremstillere. Imidlertid begynder det moderne Drama at vinde Fodfæste; for hvert nyt Digterværk, der opføres, rykker En af de Spillende ind i den moderne Kunsts Lejr: Emil Poulsen med Bisp Nicolas, Johan Wiehe med Bothwell, Fru Hennings med Nora, Vilhelm Wiehe med Steensgaard. Langsomt, som det sømmer sig et dansk Theater, skrider Udviklingen frem, Stykkerne komme i tættere Geled, flere Fremstillere indrulleres under Fanen, og Publikums faste Fæstning undermineres og erobres tilsidst. Vilhelm Wiehe kæmpede med som en Helt ved de første Batailler, og hans tidlige Bortgang har gjort Striden haardere og Sejren mere fjærn.