Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 221-236

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.


FRU HENNINGS.[redigér]

Almindeligvis ville et Nationaltheaters Hovedskuespillerinder repræsentere de Typer, som i Øjeblikket udgøre Nationens Kvinde-Idealer. Det er mer end en Tilfældighed, naar for Tiden Sarah Bernhardt og Croizette strides om Dronningdiademet ved Théâtre-Français, eller naar for ikke mange Aar tilbage en beslægtet Kamp førtes herhjemme mellem Fru Nielsen og Fru Heiberg, og det er let at se, hvor typisk de tre Skuespillerinder, der nu dele Elskerinderollerne imellem sig ved det kgl. Theater, staa ligeoverfor hinanden.

Fru Eckardt er Damen: moderneklædt, elegant, en Smule koket og dog af uangribelig Dyd, en Skønhed, der er mere blændende end sympatetisk. Den slanke Skikkelse bærer med Ynde den nuværende snævre Damedragt. Kunstnerindens lidt kolde Smil har et saadant Udtryk, som Selskabslivet forlanger: forekommende og éns mod alle, og hendes sikre og harmoniske Bevægelser, der aldrig ganske have tabt Balletdanserindens pretentiøse Sirlighed og derfor vilde være for elegante til at fremstille Husmoderen, svare nøje til Idealet af den københavnske Verdensdame.

Frøken Dehn er den nordiske Jomfru: alvorlig, inderlig, trofast. Hun repræsenterer dem, der vente, som Valborg paa sin Axel, som Synnøve paa Per Gynt. Enhver føler, at en Kvinde af denne Art ikke bærer moderne Dragt men nøjes med en Paaklædning, som i København benævnes grundtvigiansk. Frøken Dehn fremstiller den Kvindetypus, der i hele vor Literatur vandrer om som den alvorlige unge Pige, og af hvilken den nye Poesi vil skabe den emanciperede Kvinde, der fordrer at arbejde som Mandens Fælle. Frøken Dehn, som burde have spillet Oehlenschlägers Valborg, tilfaldt det med Rette at udføre den nye Valborg i Falliten, der sidder saalænge paa Kontoret med Ryggen til Sannæs, indtil de beslutte sig til sammen at indføre deres Kærlighed i den store Hovedbog.

Fru Hennings er den ganske unge Kvinde, som næsten endnu er Barn, ukendt med Livet, ubesmittet af dets Sorger og Smuds. Denne Ingénue er uskyldig i en Udstrækning, som intet Pigebarn over tolv Aar nogensinde i Virkeligheden er, og saa absolut fejlfri, at Hertz i En eneste Fejl maa tillyve hende en saa mikroskopisk Synd som den, at lave Vers, for at hun dog nogenledes skal synes at tilhøre Jorden. Fru Hennings maatte sige disse forbavsende Vers, som Digteren har lagt Petrine i Munden:

Da jeg blev ældre, hørte jeg igen
I Kirken tale højt mod Fejl og Laster,
Hvoraf vi Mennesker blev revet hen.
»Hvor er da mine?« spurgte jeg min Faster,
Men hun — hun lo mig ud og slog det hen.
Oprigtigt talt: Fejl, tror jeg, har jeg ikke.

Naar hun selv siger det, saa er man nødt til at tro hende. Det vilde være urimeligt, om nogen kunde modstaa saamegen Uskyld, og den danske Ingénue er derfor fuldt saa hjærtevindende som sine Kunstsøstre.

Den Kvindeskikkelse, Publikum har yndet og Digterne idealiseret, har Fru Hennings virkeliggjort. Det er interessant at følge den Udvikling, hendes Theatervirksomhed har taget. Fra Balletdanserinden til Nora er Springet ikke lille. Denne sidste Rolle vil være grænsesættende, enten maa den blive Udgangspunktet for en ny Fase i Fru Hennings Kunst, eller ogsaa afstikker den Maalet for hendes Talents Rækkevidde. Det gælder nu, om Kunstnerinden vil drage videre frem mod den store Kunst eller lade sig nøje med den idylliske Genre, i hvilken hun bevæger sig med sikker Teknik, vis paa Publikums Beundring.

I.[redigér]

Et Aar efter at Juliette Price havde trukket sig tilbage fra Scenen, indtog Fru Hennings den ledigblevne Plads som første Danserinde. Hun var i meget sin Forgængerinde lig. Uden just at besidde samme tekniske Fuldkommenhed, genkaldte hun Frøken Prices Tækkelighed og Ynde. Hun tog sig i Særdeleshed nydelig ud i Væbnerdragten i Valdemar. De bløde barnlige Træk, med det let smægtende og troskyldige Blik, bleve endnu mere indtagende under Hjelmhuen. Modsætningen mellem det mandlige og krigerske Vaabensmykke og det fredelige Barn, der bar Skjold og Sværd, bragte alle Tilskuerne det Udraab paa Læberne, som har forfulgt Fru Hennings i saa lange Tider: »Hvor hun er sød!«

Naar jeg siger »forfulgt«, udtrykker jeg mig næppe rigtigt. Jeg antager ikke at Fru Hennings har følt denne Art af Beundring fra Publikums Side som en Forfølgelse; men paa den anden Side tror jeg rigtignok, at det ikke har været gavnligt for Fru Hennings Talent, at Publikums Yndest lettest og sikrest har været at vinde ved en stærk Fremhæven af det Barnlige i Væsen og Tale. Dog dette lille Træk, som betegner Tilskuernes Følelse overfor en enkelt Skuespillerindes Optræden, hænger sammen med en hel Side af dansk Karakter og Aandsretning, med den Sky for kvindelig Selvstændighed og Frihed, som kommer tilorde overalt i Presse og Literatur. Er det først slaaet fast — og det er det omtrent — at der intet mere smigrende kan siges om en ung Kvinde, end at hun er et Barn, vil Skuespillerinden ikke let undlade at imødekomme Publikums Smag. Hendes Triumf er hende da vis. Om man end beundrer den kokette og elegante Dame, vil man dog tage noget Forbehold overfor hendes Luksus og Koketteri, om man end viser den nordiske Jomfru al skyldig Ærbødighed, kan man dog let finde hende en Smule kedelig og hendes Paaklædning et Gran latterlig — men det fortryllende Barn vandrer uangrebet ad den gyldne Middelvej, behagesygt uden selv at vide det, trofast af Instinkt, pyntet uden Luksus, og bliver forkælet af alle, som Fru Hennings fra første Færd er blevet det af Publikum.

Fra Balletten medbragte hun Bestræbelsen mod den vidt drevne Uskyldighed. Bournonville havde sine gode Grunde, som jeg i en følgende Skitse kommer nøjere ind paa, til at gøre Balletten saa usanselig, som man ikke skulde have trot det muligt. Han forlangte først og fremmest af sine kvindelige Elever en stræng Kulde i det Erotiske, som ogsaa vor Ballets nuværende Primadonna fuldkommen har tilegnet sig. Han gik saa vidt i sin Frygt for det Lidenskabelige, at han end ikke lagde nogen Vægt paa det Karakteristiske: en neapolitansk Fiskerpige og en norsk Jente gik begge ind under samme Kvinde-Ideal, hvilket Bournonville, kemisk talt, stræbte at fremstille saa rent som muligt. Men Virkeligheden hævner sig altid, naar Kunsten tror at kunne vise den Ringeagt. Den Bournonvilleske Ballet kunde ikke undgaa at henfalde til en Unatur, der frastødte Publikum.

Saaledes havde Fru Hennings ikke lidt at overvinde, da hun skulde debutere. Hun maatte saa at sige glemme alt, hvad hun, den tyveaarige Pige, lige havde lært og var bleven dresseret til hver Dag af en stræng og dygtig Læremester. Heldigvis havde tidligt en anden, ikke mindre despotisk Lærer, faaet Blik for hendes Begavelse, og allerede i flere Aar havde Professor Høedt læst med hende. Han ønskede at drage hende bort fra Dansen, men Bournonville stred haardt imod, og var maaske endda gaaet af med Sejren, hvis ikke Fru Hennings af Sundhedshensyn havde ønsket at opgive den anstrængende Ballettjeneste. Saaledes sejrede det gode Princip over det onde, Skuespilkunsten over Balletten, thi der stikker i Virkeligheden noget af en Principkamp i denne Strid mellem Bournonville og Høedt. Den gamle Balletmester var fortvivlet over sit Nederlag og meget forbitret paa Høedt, som forberedte Fru Hennings til hendes første Optræden, der fandt Sted 13. December 1870. Høedt havde valgt Agnes i Fruentimmerskolen.

Debuten var glimrende, den vidnede paa éngang om Fru Hennings medfødte Begavelse og gjorde hendes Lærer den største Ære. Den unge Kunstnerinde overraskede ved en Diktion, der faldt naturlig og følt, og ved en mosaikagtig Behandling af Repliken. Hvert Ord levede sit eget Liv og hver Scene var arbejdet ind i sin Stemning og Tonart: det var Høedts gamle Principer, der kom tilorde gennem Begynderindens rene men spinkle Talestemme. Fru Hennings Billede af Agnes havde en Ynde, der mindede om et Greuze'sk Hovede: et fint lille Ansigt med Næsen svagt opadbøjet, med et blødt og lidt vagt Blik; Stykket mellem Næse og Overlæbe stærkt spændt, hvad der giver et noget knibsk Udtryk. Glanspunktet i Fremstillingen var Oplæsningen af de berømte Regler for Konens Pligter i Ægtestanden. Agnes læste i Begyndelsen ganske troskyldigt og andægtigt, som om det var en Remse, der ikke vedkom hende, efterhaanden som hun kom længere frem, blev hun uhyggelig ved Indholdet, skønt hun slet ikke forstod det; hendes Forbavselse over alle disse Forbrydelser, Konen kan begaa, steg til Sorg og Frygt, og tilsidst blev den stakkels Pige saa tung om Hjærtet, at hun for Hulken og Taarer knap kunde faa Ordene frem. Høedt havde indset, at den slette Oversættelses smagløse Indhold snarere burde skjules end fremhæves ved Recitationen, og havde derfor indrettet Oplæsningen saaledes, at den kun afspejlede Agnes' egne Stemninger og hendes forgæves Forsøg paa at forstaa Molières Filippika mod Galanteriet. Dertil kom, at man virkelig illuderedes ved Oplæsningen og maatte tro, at den unge Pige paa Scenen møjsommeligt stavede sig igennem Versene, uøvet som hun skulde være med at foredrage sligt; at Fru Hennings kunde dem udenad paa sine Fingre efter en hundredgange gentagen Indstudering, glemte man ved dette velberegnede Foredrag. Det er en stor Ære for Fru Hennings, at den Skuespillerinde, der for Tiden udfører Agnes' Rolle ved Théâtre-Français, nemlig Mademoiselle Reichemberg, ingenlunde kan maale sig med hende i Kunstfærdighed ved denne Oplæsning, som i Paris slet ingen Karakter har. Iøvrigt holdes Rollen i en ganske anden Stil. Der er noget Kælent og katteagtigt Glat i den Maade, paa hvilken den franske Kunstnerinde tager Rollen, og dette gjorde Arnolphe's Frygt for, at hans Plejebarn skulde glide ham ud af Hænderne, yderst forstaaelig.

Det var vel i det Hele næppe den Agnes, Molière har tænkt, som Fru Hennings fremstillede. Vi saa' en artig lille Pige, et blidt og ærligt Barn, som opvakte vor dybeste Medlidenhed, naar hun angst undveg Arnolphes grove Haand. I dette jævne danske Spil manglede Flammen: Agnes' vulkanske Natur kom ikke frem. Vi kunde ikke tro om denne Agnes, at Elskoven var hendes Mester og Lærer. Da Arnolphe ydmyger sig for hende med brændende Erklæringer, da han fortvivlet spørger om han skal bevise hende sin Kærlighed ved at græde, slaa sig, udrive sit Haar, ja dræbe sig, da svarer den forelskede Pige disse henrivende Ord:

Tenez, tous vos discours ne me touchent point l'âme,
Horace avec deux mots en feroit plus que vous.

Fru Hennings formaaede ikke at spille dette, thi det Erotiske ligger udenfor hendes Rækkeevne. Det føltes ikke i den Mængde af danske Ingénueroller, som hun sidenhen udførte, fordi der kun fordres et Minimum af erotisk Følelse hos Ingénuer i vore Lystspil, naar blot Fremstillerinden besidder den Ynde, der forklarer Elskerens Indtagethed. Er det ikke Petrarca som har sagt: amor che a nullo amato amar perdona — Kærligheden skaaner ingen elsket for at genelske. Denne Sætning gælder næppe for de unge glade Piger paa vort Theater, som ere altfor velopdragne til at lægge deres Kærlighed for Dagen. Men det gælder for de franske unge Piger, ligefra Agnes i Fruentimmerskolen op til Jeanne i Lady Tartuffe. Fru Hennings glimrede i denne Rolle ved den store Fortælling om den gøende Hund, som er et staaende Eksamensstykke ved det franske Konservatoriums Aarsprøve, Men hendes Jeanne var fem Aar for uskyldig. Man misforstaa ikke dette; ingen vil fordre en voldsom Lidenskabelighed, en mægtig Længsel hos den unge Pige, kun en rigere Given-sig-hen i Følelsen, en Spillen af fuldt Bryst, der ikke forsigtigt klipper Ordene til, men lader dem flyve fra Læben med ustækkede Vinger. Vi kunde ønske i Ingénuen at se mere af en Kvinde, mindre af et Barn.

II.[redigér]

Saasnart den daværende Theaterbestyrelse var bleven overbevist om, i hvor høj Kurs Fru Hennings Talent stod hos Publikum, uddelte den en Mængde ensartede Roller til hende, i hvilke man forud mente hende vis paa Sejren. Dette Repertoire blev for Kunstnerinden ligesom en Række over hinanden kalkerede Figurer, og som naturligt var maatte det Billede af den unge Pige, som Fru Hennings skabte som sit Ideal, ved hver ny Optegning løbe Fare for at faa grovere Konturer og svagere Nuancer. Man frygtede ikke, at hendes Talent skulde blive manierert, fordi det besad en sart Ungdommelighed. Desuden var det dengang den økonomiske Bestyrelses Princip at udspille ethvert Stykke og udnytte ethvert Talent.

Fru Hennings fik Judita i Valgerda, Petrine i Den eneste Fejl og Antonie i Sparekassen: i hendes Fremstilling smaa kloge Høns alle tre. Muligvis havde hun kunnet betone det Heltemodige hos Judith og det Smaaborgerlige hos Antonie noget stærkere, men hun gengav saa korrekt netop det Ingénueagtige, Digterne havde ønsket, at Fremstillingen forsaavidt kunde kaldes fuldkommen. Andre Roller afstak tydeligere Grænserne for hendes Begavelse. Hun havde saaledes til sin anden Debut valgt sig Nancy Hardcastle i Fejltagelserne, og man erindrer maaske, at denne fine Frøken, for at prøve sin undselige Elsker, der siges mindre forknyt overfor Piger af lavere Stand, udklæder sig som Kælderpige og koketterer stærkt med den unge Mand, som viser sig at svare til sit Rygte. Fru Hennings omskabte sig med Lethed til en engelsk Frøken, der syntes skaaren ud af en keep-sake, men da hun skulde forvandles til en Kælderpige i Fieldings Stil, manglede hun baade Bredden, Lunet og Koketteriet.

Lignende Indvendinger kunde rejses mod hendes Fremstilling i Hertz' Amanda af Titelrollen, som er en dansk Efterdannelse af den Molière'ske Agnes. Amanda er en ung Bondepige, opvokset paa sin Faders Forpagtergaard, fjærnt fra al Dannelse og Kultur, hos hvem alle ædle Følelser, med Undtagelse af en halv ubevidst Sympati med Naturen, endnu slumre, og hvis Vilje og Forstand ere saa lidt udviklede, at hun efter igennem en gammel Hofmand og en sladderagtig Duenna at have modtaget en Smule ydre Politur, med automatagtig Lydighed giver sit Minde til at ægte sin gamle Beskytter. Hun holder meget af Syltetøj, mindre af Medicin og mest af at klatre i Træer; hun begriber ikke, hvad en Forskel i Alder mellem Ægtefolk kan betyde, ja hun aner end ikke dunkelt, at der gives noget i Verden som lyder Navnet Kærlighed — før Prins Julian viser sig og Fortryllelsen er hævet. Dette himmelblaa Uskyldsklædebon passede Fru Hennings fortræffeligt. Det maa siges til hendes Ære, at hun forstod at give denne luftige Fantasiskabning troværdigt Kød og Blod. Kun hvor det gjaldt det for Bondepigen Karakteristiske, slog hendes Talent ikke til. Ingen kunde tro, at denne yndefulde Skikkelse nogensinde havde vogtet Geder og malket Køer. Man saa' det troskyldige og belevne Barn, ikke den vilde Natur, der ved kunstige Midler var bleven tæmmet.

Jeg kan i denne Sammenhæng nævne en af Fru Hennings sidste Roller i Gnisten af Pailleron, hvor hun spiller Toinon, et fattigt Bondebarn, som er blevet opdraget af en fornem Dame. Det gjaldt atter her at vise noget Usammenhængende mellem Natur og Opdragelse. Thi Toinon er ikke bleven nogen Dame. Hendes knoppende Yndigheder friste rigtignok Stykkets Elsker, den elegante Baron og Kaptajn Raoul, hun lokker ham derude paa Landet som den friske Frugt, men det er dog kun par dépit, at han frier til hende, alene fordi hendes smukke Plejemoder forsmaar hans Kærlighed. Han kan i Virkeligheden ikke gifte sig med en Toinon, der ikke hører til Selskabet.

Fru Hennings Ydre staar i skær Modsætning til, hvad Rollen fordrer. Toinon er fyldig, rødmusset og uelegant, Fru Hennings er spinkel, hovedstadsbleg og sirlig. Den franske Skuespillerinde Jeanne Samary, der udfører Rollen i Paris, er ligesaa svulmende og yppig, som den danske er net og graciøs. Netop fordi Fru Hennings føler, at hendes Udvortes ikke kan illudere Tilskuerne, søger hun ligesom at narre dem ved snarere at fremstille Toinon som en Skolepige fra Hovedstaden, end som et Landsbybarn. Hun kommer herved i saa haj Grad til at bestræbe sig for at være naiv, at man efter det gamle Ord mærker Hensigten og forstemmes, og hun er derfor ikke ret i Stand til at betone Kulminationspunktet i Rollen, da »Gnisten« bryder frem. Ved Gnisten forstaas naturligvis den Omglødning af en Kvindes Væsen, som Kærligheden bevirker.

Jeg nævner disse Roller, hvor Fru Hennings Spil ikke helt har gjort Fyldest, ikke for at nedsætte den begavede Kunstnerinde, men for des sikrere at tegne hendes Kunstnerportræt. Det er desuden en Ulykke ved al dramaturgisk Kritik, at det er ulige lettere at pege paa enkelte Mangler ved en Fremstilling, end at give et blot nogenlunde ligt Billede af en scenisk Præstation. Det er mig saaledes umuligt nøjagtigt at betegne, hvorfor Fru Hennings i en ganske tom Rolle i De hvide Roser spillede saa fortrinligt, at jeg vilde vove Ordet genialt derom. Hun havde en Maade at gaa paa, bevæge sig paa, tale og le, som paa én Gang mindede om tyve unge danske Piger og dog var mærkelig individuel. Hun gjorde her et Forsøg, som, gentaget, muligvis kunde have affødt et helt Galleri af Kvindeportræter, hvis blot Digterne havde hjulpet hende noget mere og ikke altid præsenteret hende den samme fade Skikkelse til Levendegørelse.

Fru Hennings store Repertoire tæller ikke mer end et mislykket Arbejde. En urimelig Theaterchef faldt engang paa at tildele hende Jessica i Købmanden i Venedig. Det er ikke vanskeligt at forstaa, at Fru Hennings stod fremmed overfor det vilde Pigebarn, der løber fra Hus og Hjem, og oven i Købet lystigt plyndrer sin Faders Kasse til Fordel for en Elsker, hvis Moral synes temmelig tvivlsom. Naar man er vant til at legemliggøre den reglementære Dyd og den elskværdigste Uskyldighed, kan man ikke indlade sig paa en saa problematisk Eksistens, som Shakspeares Jødepige. Fru Hennings gode danske Talent følte sig berøvet sin Jordbund i Renæssancens Venedig.

Hun havde imidlertid vundet saa stor Værdighed i sin Fremtræden, saa sikker Avtoritet overfor Publikum, at hun turde binde an med en Rolle som Zoë i Kammeraterne, der laa udenfor hendes Fag. Hun spillede denne superkloge Dame paa en vis raffineret Maade, der ikke fuldtud var fransk, men var overmaade klædelig. Det var ligesom hendes spinkle Vækst forbød hende at fremstille Verdensdamen. Jeg erindrer, at hendes Lærer i Skuespilkunsten under en Samtale om hendes Talent, som man paastod manglede Bredde, henkastede denne Sætning, som den afgørende Dom: »Hele Ulykken er, at hun ikke er to Tommer højere!«

Det syntes da en Tid, som om Fru Hennings ikke skulde komme udenfor København i sin Kunst. Heldigvis har den nynorske Digterskole, som sætter Grænse mellem Gammelt og Ungt i vor Literatur, ogsaa havt en udviklende Indflydelse paa vor Skuespilkunst. Det er to Roller i norske Stykker, som have brudt den Kreds, til hvilken Fru Hennings Talent var bundet: Signe i Falliten og Nora i Et Dukkehjem.

III.[redigér]

Mærkeligt nok betegne begge disse Roller Reaktionen mod Ingénuen. Angrebet er ikke stærkt akcentueret i Skildringen af Signes Karakter, men dog mærker man tydeligt, at Digteren vil det gængse Ideal af den unge Pige tillivs. Falliten udmærker sig i Modsætning til de fleste Lystspil, hvis Opløsning bestaar i den lykkelige Forening af to Elskende, derved, at det begynder med en fuldfærdig Forlovelse, som Katastrofen sønderbryder. Heiberg havde, fuldt saa moralsk og med lysere Vid, ment, at det var tilstrækkelig Straf for Malle og Klister, naar de til Slutning bleve gifte med hinanden. Han svang den komiske Svøbe over Forlovelsesparret, Bjørnson har tugtet Signe og hendes Lieutenant med Skorpioner. Man husker hans Kærlighed til den smukke Hest, hendes Skinsyge paa »Brunen«, deres Skænderi, bestandige Slaaen op og forliebte Forsoning, Ringen, som kastes og sættes paa igen — hele den ubarmhjertige Satire over deres Legen med hvad der er alvorligt i Livet. Da alt er forbi, da klager den unge Pige over, hvorledes hun »skammer sig«. Hun indser pludselig, i hvilket modbydeligt Forhold hun har levet.

Fru Hennings Spil i denne Rolle er endnu i Alles Erindring. Hendes første Akt var fortrinligt. Hun var saa ganske den ørkesløse og forvænte lille Dame, der hverken er god eller slet, kun absolut uskikket til at føle redeligt og tænke alvorligt. Signe véd om sig selv, at hun er det »forkælede« Barn og tillader sig derfor alt: ethvert Lune bør af de andre opfattes som en Ynde mere. Da Fru Hennings ved Tæppets Opgang laa henstrakt i Gyngestolen, syngende paa en Melodi fra Den skønne Helena, vrissende og næsvis, var hun netop saa utaalelig en lille Tingest, som Bjørnson havde tænkt. Hvis ikke noget meget Alvorligt hændte hende, vilde denne kønne Flane blive den tommeste Dukke, kun god til at hænge moderne Klæder paa og til automatagtig at gøre Honnørs i Selskabslivet. Senere hen i Stykket har Digteren glemt Signe; da hendes Sjælsudvikling foregaar i Mellemakten, forundres Tilskuerne noget ved i de sidste Scener at se hende optræde som den personificerede køkkenvante Huslighed. Fru Hennings var derfor ikke istand til at markere Forandringen ved sit Spil, men maatte nøjes med hint Vrangbillede af en Ingénue i første Akt.

Noras Rolle skulde give hende Lejlighed til at lade det Omslag i Opfattelsen af det Kvindelige, som Falliten antyder, træde frem i fuld Klarhed. Ibsen har villet vise os hvad Skæbne der venter Ingénuen i Ægteskabet, saasnart dette ophører med at være »et Dukkehjem«, og de traditionelle Komediemasker falde fra Elsker og Elskerinde, Mand og Hustru. Han har ligelig fordelt Sol og Skygge over Nora, ikke karikeret hendes Skikkelse paa et eneste Punkt.

Hun er opdraget i et rigt Hjem, forkælet af sin Fader, der systematisk har afskaaret hende fra ethvert Indblik i Omverdnens virkelige Liv. Hendes Standpunkt er den franske Prinsesses, som under Hungersnøden, da det sagdes hende, at de Fattige manglede Brød, spurgte, hvorfor de da ikke spiste Kager. Selviskhed er som med Flid næret i hende. Det akcentueres to Gange i Stykket, at hun ikke bryder sig om »Fremmede«. Hun har intet lært, aldrig gjort nogen selvstændig Erfaring, kun været Legetøj for sin Fader. Hun bliver det ogsaa for sin Mand, hvis modbydelige Affektation giver hende som Kælenavne Ordene Lærkefuglen, Egernet. Hun modtager sine Meninger villigt fra ham; men de samtale ikke med hinanden, thi hun er kun hans villige Slavinde, hans underdanige Maitresse, aldrig hans Veninde og Hustru. Hun hopper rundt som en Fugl i det gyldne Bur, barnagtig lystig og hugger Næbet i alle de søde Sager, som bydes hende.

Jeg skal ikke gaa nøjere ind paa Noras Karakter og Skæbne, som kun vedkommer os her, forsaavidt som hun betegner Reaktionen mod et tidligere Kvindeideal. Fru Hennings havde fortrinligt grebet det Flagrende og Barnagtige, Bestræbelsen efter at opfatte Livet som Leg. Saalænge det var muligt, at Nora ikke troede sig saar, betegnede Skuespillerinden hendes Barnesinds fjederboltagtige Stigen og Synken ved den bestandige Skiften Tempo i Dialogen: et fuldkommen springsk og løbsk Talesæt. Fortræffeligt var det, naar hun jog Ordene frem i Galopade, som ved Udbruddet til Børnene: »kasted I med Sneboldt, der skulde jeg have været med?« Man vil ikke glemme hendes pjattede: »Vaas, Vaas, Vaas« eller hendes: »Lystig, lystig«, som saa skærende betegner Noras Hang til at snakke Alting bort. Ved Fru Hennings hele Naturel, ved hendes fine Ansigtstræk med den lidt stillestaaende Mimik, beholdt Nora selv i Slutningsscenen sit barnlige Væsen. Man fik Indtrykket af et forskræmt Barn, paa hvis Uforstand og Uerfarenhed alle Bebrejdelser prelle af, og denne Fortolkning er maaske netop den rigtige, thi Nora vokser vel ikke fra Barn til Kvinde i en eneste Nat. I denne Scene, hvor Nora saa pludseligt forvandler sig til Dommer over sig selv og sin Mand, aflagde dog Fru Hennings hin karakteristiske Diktion og talte roligt, afmaalt og stille. Man kunde muligvis tænke sig Noras Fejl mindre tilslørede i de første Akter, ved Læsningen synes hun raaere og mere tøseagtig end Fru Hennings Elskværdighed paa Scenen lader forstaa; men Fru Hennings Spil havde en svulmende Fart, som hun aldrig før har naaet, og derfor sætter som sagt denne Rolle Grænse i hendes Kunst.

Det forekommer mig. at hun ved Udførelsen af Nora er vokset de to Tommer, som Høedt ønskede lagte til hendes Vækst.