Danske Digtere 1904/Edvard Brandes
Edvard Brandes.
Edvard Brandes er født 1847 i Kjøbenhavn. I hans unge år har utvilsomt hans bror Georg Brandes øvet en vis indflydelse på hans udvikling. Til en begyndelse gik hans interesse i to høist forskjellige retninger: teatret og østerlandsk filologi. Han tænkte selv en tid at bli skuespiller, mens hans samtidig med iver og udbytte kastede sig over studiet af østens sprog og kulturer. 1872 tog han magisterkonferens i østerlandske sprog med sanskrit som hovedfag og 1879 doktorgraden med en afhandling over „Ushas og Ushashymnerne i Rigveda“. Men han deltog tillige i syttiårene ivrig i den moderne litterære bevægelse, hvis leder var Georg Brandes. Han var en tid teateranmelder i „Ill. Tidende“, udgav sammen med broren tidsskriftet „Det 19de århundrede“, der spillede en betydningsfuld rolle i den litterære og sociale kamp, og var fra 1875 medarbeider i det daværende frisindede organ „Morgenbladet“, hvor han også begyndte at skrive om politik.
Fra omkring 1880 kom Edvard Brandes’ alsidige og skarpsindige ånd til at søge et større virkefelt. Det er eiendommeligt for dobbeltheden i hans interesse, for hans arbeidskraft og åndssmidighed, at han på dette tidspunkt, mens han skrev politiske artikler i „Morgenbladet“ og teaterkritiker i „Ude og hjemme“, samtidig udgav sit værdifulde arbeide over „Dansk skuespilkunst“ og sit første skuespil „Lægemidler“ og imens optræder i valgkampagnen, hvor han opstilledes som folketingskandidat på Langeland og blev valgt. Som et grundtræk i Edvard Brandes personlighed vil man bemerke hans levende sans for livets kjendsgjerninger, han interesserer sig for den praktiske gjennemførelse af de meninger, han hylder, han har som politiker og som journalist udfoldet en anselig virksomhed. Under det personlige samvær blir man slået af hans overordentlige klarhed, skarpsynethed og hurtige dom; disse praktiske anlæg går i hans digtning igjen som en sund og djerv virkelighedssans, et blik for gjennemsnitsmenneskenes eiendommeligheder, for afskygningerne inden for det almindelige, for livet, som det leves, og ikke som man nu og da håber og indbilder sig, at det leves, Edvard Brandes er i sin digtning manden, der i presse og politik har lært menneskenes svagheder på første hånd og grundig at kjende.
Siden 1880 har hans virksomhed været nogenlunde ligelig fordelt mellem politiken og den sociale journalistik til den ene kant, den digteriske produktion, litteratur og teaterkritiken til den anden, indtil han for nogle år siden trak sig tilbage fra sin stilling som rigsdagsmand, mens han vedblev at deltage i udgivelsen af „Politiken“, det venstreorgan, han i 1884 havde stiftet sammen med Hørup. Efter Hørups død er han blit chef for denne avis, den betydeligste og indholdsrigeste i hele Skandinavien.
Hans litterære produktion indeholder en lang række af verker: flere videnskabelige over østerlandske emner, — på det æstetisk kritiske område, foruden talrige fortjenstfulde artikler i pressen: studier over „Dansk skuespilkunst“, „Fremmed skuespilkust“, „Holberg og hans scene“ — fortællinger: „En politiker“, „Lykkens blændverk“, „Det unge blod“, — en politisk oversigt: „Fra 85 til 91“, — men navnlig et stort antal skuespil: „Lægemidler“, „Gyngende grund“, „En forlovelse“, „Et brud“, „Kærlighed“, „Overmagt“, „Under loven“, „Asgerd“, „Muhammed“, „Primadonna“, „Udenfor loven“ samt endel mindre, der er samlede i ét bind.
Der er et, jeg vil fæste mig ved, fordi det forekommer mig at gi særlig gode bidrag til Edv. Brandes’ karakteristik som digter, samtidig viser hans styrke og hans svaghed. Det er „Under loven“. Dette skuespil er fra 1891, men det kom først for etpar år siden til opførelse. Det er med sin tunge stemning og lidt for store udførlighed et betydeligt verk, noget af det mest indtrængende, Brandes har formået at gi.
Det er et drama fra det moderne samfund, der i hele sit forløb virker ægte, iagttaget på nært hold, grebet af et sikkert øje, gennemlevet af en sterk følelse, der aldrig streifer det blødagtige. Man har bebreidet Brandes, at han er kjølig, og at hans kunst virker kjølig, lidt blodløs. Der er arbeider, hvor denne kritik ikke er ugrundet. Men i det store og hele forekommer dette syn på Edvard Brandes’ kunst mig at være overfladisk og urigtigt. Han er ikke følsom, aldrig sentimental, der er en bevidst og fordomsfri mandighed over alt, han har frembragt. Men han har levet sig med stor intensitet ind i de menneskers følelse og tankesæt, som han skildrer, han gjør det med en lykkelig vilje til at forstå, forklare, vække gjenklang hos læserne. I det nævnte stykke, „Under loven“, har han git et så livfuldt og sandt billede af de menneskesjæle, han har studeret, man kjender dem, således som man kjender mennesker af ens nærmeste omgang. Det rent ydre, det menneskelige kjød, virker undertiden lidt skyggeagtigt i Edv. Brandes’ skuespil, til trods for, at han gir det kjødelige den magt, det har, til trods for, at han i sine sjælelige undersøgelser ikke glemmer det fysiske. Han har ikke i særlig grad evnen til med ét slag at stille et menneske hen for vore øine. Man har derfor ofte fremhævet, at hans kritiske begavelse har overvægten ligeoverfor hans digteriske.
Betegnelsen er her efter min mening uvæsentlig. Den mand, der som Edvard Brandes kan bringe os til at følge, hvad der fra øieblik til øjeblik sker i Helene Bordings indre, hvorledes dette menneske i disse livskår just erblit den hun er, hvorledes der langsomt gror en ny følelse i en sjæl, som skjebnen har lagt bitterlig øde, som den har dækket med et tørt lag af tvil og mismod og bitre erfaringer, — hvorledes denne vågnende følelse er frygtsom og sart modtagelig for lys og skygge, hvorledes omgivelserne, det selskab, Helene tilhører, dets konveniens, arten af dets dannelse, skeptisk og formel, med mere hjerne og smag end blodets fribårenhed, indvirker fra dag til dag, — hvorledes endelig hendes følelse blusser op i en mægtig solskinstrang for tilsidst at trædes under fod og slukkes, som man slukker en ild med et tykt teppe, — den mand er digter, og en ganske betydelig digter. Om Edvard Brandes ikke havde skabt andet end dette ene stykke, „Under loven“, denne ene kvindeskikkelse, Helene Bording, havde hans kunst havt en anselig plads inden den moderne danske litteratur. Og stykket vil tillige historisk beholde sin interesse som et sanddru og indtrængende vidnesbyrd fra en eiendommelig brydningstid.
Der er nogle forfattere, som virker sterkest ved sin koloristiske evne. Deres pen er en pensel, deres poesi er farver, de gjør milieu og mennesker så besynderlig tydelige. Og dog kan det hænde, at man får vide såre lidet om disse mennesker, og at det, man får vide, ingen berigelse er for ens viden, ens tanke eller følelse. Disse forfattere behager især dem, som tror, at digtning er malerkunst i ord.
Der er andre, som først og fremst interesserer sig for livet i menneskets indre, som søger at gjengi dets vækst, skygger og lysskiftninger, vårbrud og sommer og blegnende høst og vinteren, sneen, døden, — dette liv, som har sine egne farver, der ikke har fået navne, der hverken er rødt eller gult eller sort, men dog står i en musikalsk korrespondance med det ydre og kjødelige. Det er en såre vanskelig kunst, og den mislykkes ofte, fordi digteren ikke formår at sætte disse sjælelige klangfarver i ord, fordi denne kunst, den såkaldte psykologiske, der mere er musikalsk tænkning end maleri, så ofte kun blir en tør beretning om sjælelig årsag og virkning.
Her forekommer det mig, at Edvard Brandes, så lidet kolorist som han er, så douce, så grålige de er, farverne på hans palet, ofte har nået høit, måske intetsteds højere end i „Under loven“.
Just fordi Edvard Brandes kunst er sådan, ukropslig, men rig på sjælelige nuanser, ikke blændende, men ærlig, har han, ofte miskjendt af kritiken, formået at byde betydelige skuespillere opgaver af ualmindelig interesse. På scenen har det rent kropslige indfundet sig af sig selv. Navnlig er dette tilfældet med de kvindelige hovedroller i hans arbeider. Jeg har set ikke få fremragende kunstnere i hans stykker, fru Didi Heiberg, fru Håkonsson, fru Constance Bruun Ihlen, fru Johanne Dybwad, fru Betty Nansen. Og just her har skildringens sande menneskelighed gjort opgaven så taknemmelig, den sceniske virkning så ægte. Man glemmer ikke fru Heiberg i „En forlovelse“, endnu mindre fru Betty Nansen som Helene Bording.
Det er fortrinsvis det jevne liv i danske borgerkredse, den dannede societet, Brandes opsøger. Den kjender han tilbunds. Han interesserer sig især for de konflikter, som både har en social relation, og som fremkalder en krise i en sjælelig udvikling af erotisk grundkarakter. Han stiller med forkjærlighed og fin sporsans det inderst personlige i forhold til det sociale, — undertiden fører han — således i „Under loven“ — det sociale i snevrere forstand, familien, hjemmet, op mod den enkelte og hans følelse, — undertiden skildres — som i „Et besøg“ — en almindelig social vedtægt og dens indgriben i det enkelte menneskeliv.
Grundtonen er sorgfuld. Digteren er grebet af, hvormeget ondt menneskene gjør hinanden, uden at ville det, drevne af magter, som er ster— kere end dem selv. Overalt ser man, at den enes lykke er betinget af den andens lidelse. Og samtidig viser det sig ofte, at den lykkeliges lykke forringes under indtrykket af den lidendes lidelse. Ja, således som nutidsmenneskene er indrettede, så følsomme, nærtagende, afhængige af andres stemninger de er, til trods for deres egoisme, så hænder det mangengang, at lykken i dette sammenstød går tilgrunde, uden at nogen part vinder. Resultatet blir kun negativt.
Gerhard Dahlstrup føler sig i hele sit væsen dragen mod Helene Bording, det er en moden mands langsomt udviklede og fuldt bevidste følelse for den kvinde, der sjælelig og fysisk har bragt de sterkeste strenge i hans indre til at skjælve.
Og Helene Bording, der har spildt det bedste af sin ungdom, mens hun pleiede en forrykt mand, kommer ham imøde. Hans mandige følelse har vakt nyt liv, hvor alt syntes dødt.
Der er en anden kvinde, Marie, Gerhards hustru, også hun elsker ham, og med hele en enkel, sterk, lidt grovslået naturs lidenskab og forfængelighed samler hun alle sine kræfter, bruger hun alle midler for at bede ham, bevæge ham, tvinge ham til at bli.
Så begynder kampen, på liv og død, mellem mennesker, der har alt at tabe, mens gevinsten er uvis.
Gerhard vover ikke at åbenbare alt med én gang. Han taler først om en lang studiereise, til Afrika, på ubestemt tid. Men tilsidst må han si, at han reiser sammen med Helene. Hele den langsomme afsløring af hans hemmelighed, hans forsigtighed, hans mangel på djervhed, er karakteristisk. Den forbereder, hvad der senere sker. Edvard Brandes’ pålidelighed dokumenterer sig også derved, at der sjelden eller aldrig er noget brud i personernes sjælelige udvikling. De træder altid ind i stykket med de muligheder, der senere forekommer som realiteter.
Marie er skildret med stor kraft, forstående, uden uvilje, hun ser alt med *sit* blik, hun tror på *sin* ret, hun husker alt, som taler for hende og mod de andre, hun blir brutal, men det er naturligt, det er hende i det øjeblik naturnødvendigt, hendes smerte er så voldsom, at den vækker den dybeste medfølelse, skjønt man på samme tid merker, at hun er ringere end de to andre. Den følgende scene, mellem hende og Helene, har intet for lidet og intet for meget: er Marie simpel, så er hendes sorg oprigtig, — er hun rå, så er hendes lidenskab blind. Der er en ubønhørlig sandhed i hele denne scene, hvor ingen har gjort noget ondt, og hvor de alle tre er onde imod hinanden, de to, der synes at være den vindende, i hensynsfulde ord, den tabende i ord, hvis voldsomhed maler hendes hjælpeløshed.
Så kommer i tredie akt det afgjørende slag. Da fører Marie alt sit i marken. Da støtter hun sin personlige interesse til en større, hjemmets, barnets. Først prøver Helenes bror, Knud Vinge, at kalde det store samfund til hjælp: „Der gives visse regler og love, som man ikke kan sætte sig udover. Du lever ikke mellem vilde mennesker, men i et ordnet samfund, hvis moral du skal rette dig efter, siden du nyder dets goder. Gør dig så sterk og uafhængig som du vil — jeg er hverken reaktionær eller bigot — der er dog noget, du må lade stå fast som den urokkelige autoritet. Alt kan ikke være flydende, det blev jo almindelig opløsning.“ Her bøjer Gerhard sig ikke. Endnu er ikke graden af hans styrke bestemt. Den bestemmes heller ikke af hans hustrus bønner. Også i de scener, hvor Maries heftighed naturlig går over til ydmyghed, til blød kvindelighed, de scener, hvor hun påkalder minderne, beder ham tænke på barnet, som han skal forlade, — også her er Gerhard fast. Først da Marie vil stille ham ansigt til ansigt med hans barn, gjøre regnskabet op i barnets nærvær — og da barnet, Johanne, den halvvoksne pige, virkelig kommer, og Johanne begynder at bede, — og hun gråter — da svigter modet Gerhard.
Af intens energi er stykkets sidste scene, mellem Helene og Gerhard. Helene har nu gjennem sin tvil kjæmpet sig frem til større og større tro og glæde og mod, — er blit ung i dette øieblik, hvor hun skal lægge den grå hverdag bag sig og gå ind i solskinnet. Gerhard, som var den modige, den villende, har nu git tabt. Fru Betty Nansens tolkning efterlod her det indtryk af legemlig sorg, som kun den store kunst kan efterlade. Men digteren bør her ikke glemmes for kunstnerinden.
— — De vil af Brandes’ øvrige skuespil kanske især erindre to, som jevnlig har været opførte, både i Danmark og Norge, „Et besøg“ og „En forlovelse“, der udmerker sig ved den samme ærlighed, den samme sikkerhed i tegningen, den samme hverdagslige virkelighed som „Under loven“, uden at billedet har fået en lignende fylde og rigdom, — navnlig interesserer kvindeskikelserne i disse arbeider knapt såmeget som Helene Bording.
En særstilling indtager sagadramaet „Asgerd“, hvor stoffet er taget fra Njåls saga, og hvor slegtskabet med „Hærmændene“ er tydeligt, uden at der kan spores nogen direkte indflydelse — tværtimod er det påfaldende, hvor meget bedre sagaens enkle, klare, upyntede stil er bevaret i Brandes’ stykke, der er udgået af en realistisk periode i litteraturen, mens Ibsens drama tilhører romantiken. Til gjengjæld er der jo en mægtigere fantasi hos Ibsen, større poetisk kraft. Brandes har holdt sig så nær som muligt til sagaen, men det er dog lykkedes ham at skabe et selvstændigt kunstverk. Opførelsen på det kgl. theater i Kjøbenhavn var meget svag. Opført i Norge, hvor stykket merkeligt nok endnu ikke er nået frem, turde det sikkert ha virket sterkere. Også i et andet verk, „Muhammed“, har Brandes forladt det moderne liv, men her skinner dette ret tydelig igjennem.
For at røre ved svaghederne ved Brandes’ skuespil: der er flere arbeider, hvor den kunstneriske energi har forladt ham, hvor klangen er | tør og træet. Det er f. eks. delvis tilfældet i de små skuespil, som er samlede i ét bind, samt et af hans sidste stykker, „Primadonna“, hvor det lidt spinkle vid ikke formår at skjule det grove teaterstillads, hvorpå handlingen er optømret.
— Som novellist er Brandes let og livfuld, han har der bedre end i sine skuespil formået at gjøre menneskenes kjød levende. Mig har den første af hans romaner interesseret mest. I „En politiker“ er de tre, den brave retlinjede arbejdsomme og ikke videre kløgtige lærer Johan Gerner, der tilfældig kommer til at spille en rigtignok såre beskeden rolle i politiken, hans elskværdige velklædte mere materielt anlagte og mere erfarne ven, Tage Schrøder, og Johans hustru Margrete, passelig klog, passelig smuk, passelig forfængelig og passelig sanselig, men fremfor alt lad — skildrede med solid kjendskab og godt humør. Det hele forhold ordner sig efterhånden på bedste måde, idet Johan vandrer sin gang gjennem politikens krogveie, hvor han ofte snubler, mens de to andre finder hverandre, og Tage, uden vanskelighed og uden skandale, velvillig erstatter fru Margrete gemalens mangel på omsorg. Der kan ikke findes en mere velindrettet menage. Her som i sine skuespil har Brandes ramt den kjøbenhavnske borgerstands typer ganske fortræffelig.
Edvard Brandes’ kritiske virksomhed har været særdeles omfattende. I hans teateranmeldelser er nedlagt et stort fond af viden og teatererfaring, han har en sikker og omhyggelig udviklet smag og et sundt omdømme. Hans studier over det Holbergske repertoire viser hans høie kunstneriske kultur og hans store pietet for virkelig værdifulde traditioner. Han kjender sin Holberg tilbunds, og man forstår, at Holbergs klare ånd har talt til hans hjerte. I det hele taget har Brandes ydet værdifulde bidrag til den danske teaters historie. Han har tegnet en række levende portrætter af scenens kunstnere, som er af desto større interesse, fordi indtrykkene intetsteds forflygtiges hurtigere end just på dette åndsområde.
I sine litteraturanmeldelser er Brandes klar, fyndig, ofte vittig, undertiden lidt stereotyp. Og det hænder, som nu nylig ligeoverfor et storverk af Knut Hamsun, at han stanser uforstående op, — der er lande i poesien, hvor hans kloge kritik blir rådvild.
Alt i alt interesserer Edvard Brandes mig som en kraftig selvbevidst personlighed, af betydelig åndssmidighed og grundig viden, som digter mere undersøgende end malende, mere iagttagende end begeistret, en solid kjender af en bestemt kultur og bestemte kredse.