Danske Digtere 1904/Holger Drachmann i „Forskrevet“
Holger Drachmann i „Forskrevet”.
Der er et digt af Drachmann, et af hans skjønneste, ved Boganis’ død, så karakteristisk for ham selv, at det kunde stå som motto for hans digtning.
Det heder i dette digt, af 28de marts 1895, om den afdøde jægersmand, som selv var en af de merkeligste lyrikere, Danmark har eiet:
»Saa drømmende står den med knoppen i brudd,
skoven, som venter på vår
og nynner sit susende: Aa herregud,
hvornår kommer tegnet — hvornår?
Her står jeg og længes, her står jeg og gror,
og midlertid klædes den grønnende jord
under grenenes gråbrune telt —
men hvor er Boganis, som gik her ifjor,
da den første sneppe blev mældt?
Den drømmende sværmer, med digtet i brudd,
som aldrig blev helt til et blad!
den rigt-fødte junker, som — ak herregud,
aldrig blev rigtigen glad!
Han elsked mig fjærnt, som han elsked mig nær,
jeg var ham som kvinden og friheden kær,
hvoraf aldrig den „trætte“ blir ked.
Jeg nynned ham ind dette livsens begjær —
og nu lægger han livstræt sig ned.
Han hadede den flade, løgnagtige stad —
og hildedes dog i dens næt;
han elsked dens glimmer — som inderst han gad
knap yde den flygtigste ret;
han vidste, at dyderne ikke er alt —
så blev han for svag for den dunkle gevalt
under tusmørkets slørende hvælv:
et menneske var han og derfor han faldt
som menneske over sig selv.
Men gav han, Boganis, sig døden ivold,
det var ej som hykler — å nej!
og ligger den jæger nu livløs og kold.
han faldt på en blomsterklædt vej;
han elsked det liv i dets brogede svøb,
for hvilket hans blussende hjerte gav køb
under lunernes legende vind —
„selv uregelmæssig“ han fulgte dets løb,
til det bugted mod døden sig ind.“
Så stor en forskjel der i visse henseender har været, hvor meget er der dog ikke, som her fører tanken mod Drachmanns eget digterliv! Hvor han har elsket „det liv i dets brogede svøb, for hvilket hans blussende hjerte gav køb“ — hvor det har været ham „som kvinden og friheden“ kjært! Kan digtet stilles i spidsen for Drachmanns hele produktion, gir det i særegen grad stemningen i det verk, hvor Drachmanns ødselt udstyrede digterpersonlighed kommer os intimest imøde, i romanen „Forskrevet“. Der er i denne bog nedlagt en rigdom af stemninger og tanker, af drømt og oplevet, af „Dichtung und Wahrheit“, som gjør den til et midtpunkt i hans produktion, til et af de verker, hvortil man atter og atter vender tilbage.
Det er Drachmanns eget digterliv, som bølger i „Forskrevet“, hos begge bogens mandlige hovedpersoner, Ulf Brynjulfsen, den rastløse sanger, som lever så dybt og voldsomt i sine stemninger, og dog ikke kan komme rigtig i kast med livet, kvindens og kjærlighedens sanger, som ikke kan vinde kvinden for sig selv, og Henrik Gerhard, fuld af skjønhedslængsel han også, af had til det „flade, løgnagtige“ samfund, han lever i, men mere en mand, en kraftigere, mere kampdygtig type, med evne til at tvinge livet.
I en af bogens første scener tegnes Ulf Brynjulfsens skikkelse, hans nervøse abrupte måde at tale på, hans springende tankegang, hans brå indfald, han dirrer af uro, det er som om alle strenge skjælver i ham. Pludselig, midt i en samtale, i en restaurants larm, har han skabt et digt. Han er riddertidens vandrende sanger omplantet i det moderne liv. Hans hjertes dame er Edith, den merkeligste chansonette, der nogensinde har besteget bredderne, en digters skinnende drøm. Det allermerkeligste er, at Edith, saa lys, så faur og fin som nogen jomfru er det i folkeviserne, er sand tillige, et levende menneske.
Man kan kalde „Forskrevet“ de lyse nætters bog. Ingen har nået Drachmann som juninætternes maler. Man erindre kun den nat, da Ulf og Skyggen er ude at kjøre, og de henter Gerhard, og de henter Edith og hendes veninde og kjører „ligemeget hvorhen — til Roskilde — for at begraves i domkirken.“ Eller hin anden lyse nat, da Gerhard beruset af nattens farlige trolddom hjemfører Annette, — til et egteskab, der kun volder dem begge fortræd.
Denne sommernatsstemningernes bog er tillige en social roman, et opgjør, en undersøgelse af det moderne menneskes sociale tragikomedie. Gerhard gjør op med det selskab, hvor han hører hjemme, og med sin hustru, hans hjems legitime herskerinde, for at kunne ånde frit og følge sit hjertes mening. Det er på flugten fra dette selskab, han træffer Ediths beskytter, grosserer Halvvig, hvis ord kaster nyt lys over Ediths liv og karakter. Denne samtale, der sætter Gerhards sjæl i et vældigt oprør, blir afgjørende for hans holdning.
Der borer sig endnu dybe tvil i hans længsel efter Edith. Giften fra det samfund, han har villet bryde med, først i sin lidt tilfældige, ophidsede bordtale, siden da han forlod sit hjem, sidder ham dog i blodet. Han ræsonnerer, som dette samfunds mænd efterhånden har lært at ræsonnere. Hun lyver dog vist, Edith. „Alle kvinder er født komedianter, bedragere. Vi har gennem årtusinders tyranni og nedværdigelse tvunget dem til at blive det; når de er ærlige, bekræfter de selv, at de bedrager os.“ “Du går forbi det hjem, du selv har skabt dig, og hvor der bor en kurtisane.… hen til et andet hjem, hvor der bor en anden kurtisane! Kun hårfarven — og smilet er forskjelligt.“
„Min overbevisning er mine erfaringer.“ Og nu sætter hans erfaringer det ene spørgsmåltegn efter det andet. Hans tvil jager ham, den blir angst, fortvilelse. Hele den oprørte afskedsstemning går i forbund med hans lidenskabelige længsel efter Edith. Den sterke mand gir sig tilsidst over. Han gjennemgår et af de øieblikke, hvor mennesket står uvis på tærskelen til den evige nat. Summen af dets tvil og lede holder på at vokse dets livstrang over hovedet, der er ikke længer den fornødne spænstighed i dets vilje til livet. En liden tilfældighed kan være afgjørende.
Edith redder ham. Da han midt på natten ringer på ude i hendes havehus, og hun ser hans forstyrrede træk gjennem vinduet, lukker hun ham rolig ind. Hun forstår, at der er noget alvorligt på færde. Venlig og stille søger hun at bringe ham til at fatte sig. Og han gir sin smerte luft: sin tvil og sin kjærlighed, sin mistro til menneskene og til hende, sin lidenskabelige længsel mod ét holdepunkt, ét menneske at tro på, og det menneske er hende.
Eftersom han beroliges, vågner den bundne sorg hos hende; al hendes sårede stolthed vender sig mod den mand, der har trængt sig ind til hende og fordret, at hun, der intet skylder ham, skal aflægge ham regnskab.
Men saa ægte virker de ord, han gir til sit forsvar, saa lidenskabelig følt er den redegjørelse, han møder hende med, at hun lader sig overbevise.
Fra denne nat blir Edith den lyse magt i Gerhards liv. Hendes skikkelse sammenvæves med hans tro på livet. Og hendes øjne følger ham manende, de gir ham mod, nu da han står alene og fattig og „skal tjene sig op gennem de meniges rækker,“ men de lar ham ogsaa føle, at han ikke tør svigte sin sag, at den tilværelse af svaghed og usandhed, det „glimmer“, han just har forladt, må han ikke et øjeblik vende tilbage til.
Og dog sker det, at Gerhard svigter — éngang idetmindste svigter han.
— Der er i Gerhards sjæl i rigeste mål udviklet den brogede vegetation, der er så karakteristisk for det moderne menneskes indre, en stor uro af modsigende begjæringer. Der er øieblikke, hvor Gerhard længes efter at kunne se og føle som de gamle flanderske malere, „hans tidligere gode venner blandt nederlænderne“, der vilde lét til hans nervøse reflektioner og talt sålunde: „Sæt kruset for munden — elsk din kone — mal hende — bank hende … mal bare godt og lad fiolen sørge.“ Og der er øieblikke, hvor man aner, at der bor noget af en sådan gammel flandersk kunstner i Gerhard. Uden at Drachmann rigtig vil fastslå det. Det er dette, der har draget Gerhard mod Annette, den sterke sanselige åre i hans personlighed, det røde blod, som undertiden skyller varmt igennem ham og drukner hans kloge tanker og sarte længsler. Det er dette, som tar ham den aften, han ved en halvoffentlig fest møder sin smukke og dristige hustru og bortfører hende i høj grad med hendes vilje. Næste dag er det røde blods rus gået over, og den måde, hvorpå reaktionen kommer hos Gerhard, er ikke videre tiltalende. Men den er naturlig den også, det er under denne reaktion man især gjør sig rede for en anden side af ens væsen, som Gerhard gir dette udtryk: „Vi er moderne naturer, ønsker og trænger til fin forståelse; har vi sat det kropstærke brutale humor til — har vi tabt baade i livsmod og i skildringens djærve kødelige anskuelighed, så har vi vundet i erkendelsen af det sarte skjulte, i anelse om „de ting, som ikke ses“ og som griber os dobbelt i egenskab af halvt usynlige magter.
Både maleren og digteren, kritikeren og videnskabsmanden vil leve deres moderne liv i intim forståelse med disse magter … vi skyr omgangen med det „flanderske kød“ — ikke af snerperi — ikke som vi var blasérte — men fordi vort høje kulturtrin har gjort vort hjerte undséligt, vor smag lutret, vort valg kysk.“
Det er visselig mere end en stemning dette hos Gerhard, det er en sjælelig disposition, men den lever i kamp med andre dispositioner, der er evig splid i det moderne menneskes indre.
Måske er det denne splid, der gjør, at vi dømmer vort samfund så hårdt. Vi gjenfinder i dette samfund, men grovere, ringere, råere de samme magter, der slås inde i os selv, og misfornøiede med vort eget dømmer vi samfundet desto heftigere.
Gerhard vender sig mod det danske samfund. Men også hos vore digtere møder vi atter og atter denne heftige anklage mod samfundet, hvori der gjemmer sig en anklagende sorg over os selv.
I Ulfs sidste brev omtaler han den indre mistro, som nager dem, der skulde hævde dannelsens og frisindets sag. „Vi tror ikke mere på folket, vi som selv har døbt det, dengang vi skulde bruge det mod junkere og præster.“ „Vi, bourgeoisiets affødninger, bygger vore villaer, udvider vore byer, stifter vore banker og aviser, beskytter præsterne, koketterer med junkerne og opelsker soldaterne. Og endda trives vi ikke! Ubegribeligt med denne snigende epidemi … Vi ser blot ikke, at kildespringene er forstoppede; vi bygger på en sump — vort eget værk. Det er vor rasende, hensynsløse egoisme, vor gudløse, kjærlighedsløse materialisme, der langsomt forgifter nedefter — mens junkerne ler i skægget og præsterne toer deres hænder i salvelse.
Men folket er der! og dets kærne er marvfrisk endnu…“
Disse ord kunde digteren lige godt ha lagt i Gerhards mund. De må ha noget at tro på, både Ulf og Gerhard, de har begge Drachmanns brændende troestrang. Det er her de stødes bort af menneskene, det er i kraft af samme krav, de sårede atter og atter vender tilbage til menneskene. Og deres troestrang er blit legemliggjort i Edith. Hun er den skjønhedens drøm, som mennesket vil finde i vort smudsige jordliv. Det er dybt og karakteristisk, når Drachmann illustrerer den voldsomme kontrast ved at henstille Edith just i de omgivelser, han har valgt. Chansonetten Edith er menneskets jordbundne skjønhedsdrøm.
De vanskeligheder, vi kjæmper med, mens vi forfølger dette billede, ligger dels i det samfund, Gerhard sier sig løs fra, håbende, at der kan opstå et nyt, dels hos de fiendtlige magter, han i sin længsel efter en sartere, mere følsom, mere sjælelig skjønhed end „det flanderske kjød“ paatræffer hos sig selv. Selv en merket mand dømmer han forfaldet. I ulykkelige stunder tænker både han og Ulf: „Mon ikke hele tiden har forskrevet sig til de onde magter?“ Og i stemninger af selvfornedrelse føler Gerhard sig selv som forskrevet. Den gjæld, han står i til sin hustru, de 12,000 Kr., han skylder hende, benyttes her som symbolet. Disse penge, som han har så vanskeligt for at få betalt, de er ensbetydende med hele hans afhængighed af den kreds, de skikke og forestillinger, det liv, han har forladt.
— — Gerhard og Ulf er et dobbeltmenneske, digteren indrømmer det, ligesom smilende, de er begge af Drachmanns kjød og blod. Men selv om de går sammen i sin inderste sympati, sin dybeste stræben, selv om deres længsel og deres skuffelse tilsidst er fælles, så skiller de sig kjendelig ud, digteren har både formået at gjøre dem ydre levende og at vise deres særegne åndelige struktur.
Ulf er det kvindelige hos Drachmann, det bløde, det svaiende. Ulf er i al sin livslyst lidende: en idealist, en sværmer, der gir sig selv de utallige blottelser. Det er også sådan, Gerhard husker ham, da han ser sig vred på det selskab, der er samlet hos Ulfs far, etatsråd og teaterchef Brynjulfsen, han ser alt det hos disse mennesker, som har såret Ulf, — „dem allesammen syntes Ulf at pege på, mens hans blege aflange ansigt udtrykte hvad han led — hvad der havde drevet ham fra dette hjem, hvor blomsten af byrd, autoritet, smag og intelligens var samlet.“ Ulf, den sårbare, gode Ulf, kjærlighedssangeren, der hos kvinderne kun finder medfølelse eller smil og hos verden forøvrigt brutal uforståenhed, sier selv, da han ligger der brudt, syg, ventende, at døden snart skal komme: „Jeg er træt, ebben løber ud. Jeg er født på den gale side af århundredet. Jeg skulde heller have ventet til ind i næste trækning. Nu består jeg af sentimentale brokker —“
Ulfs længsel er så sterk, hans krav til idealet så sværmerisk, hans magtløshed ligeoverfor virkeligheden så barnslig, at han øiebliksvis er lige ved at udstrække sit håb til et liv udover livet, til trods for, at hans hjerne negter et sådant. „Å, men Gerhard, hvad skal jeg gjøre med evigheden? Blot jeg dog var mystiker! Undertiden er jeg lige ved at være det … jeg er fanden ikke tilsinds at skrive under paa vort århundredes videnskabelige kapitulation. Jeg vil have en evighed … må jeg be’ om at kunne mødes med — med hende.“
Ulf er sværmeren i Drachmann, det store sorgfulde og livslængtende barn, der vandrer rastløst den lange juninat under „lindetræernes lyse søvntunge løv“. Ulf er selv som det digt, han rabler ned på et kafébord og skjænker en ven. Det er gjennem Ulf, at Drachmann er beslegtet med Bellman og med Johannes Ewald.
Gerhard er derimod det positive, det maskuline hos digteren, den seige livsenergi, som til trods for alt driver Drachmann altid fremad, under alle omskiftelser holder hans hoved højt, manden, som nok kan falde sammen i gråt en nat ude hos Edith, men som altid reiser sig igjen. Drachmann har i virkeligheden altid holdt sit krudt tørt.
Sjelden eller aldrig har en digter git et dybere indblik i just en digters personlighed end Drachmann i „Forskrevet“. Han har lagt hele sit rige stormende liv åbent. Han har aflagt den stolteste bekjendelse om hvem han er. „Forskrevet“ ligner den maimåned, digteren selv etsteds beskriver: „Maimåned var langt fremme. Uro, gæring, drift og duft i naturen … Koldt og varmt efter hinanden — — — Sommeren syntes at vågne af narkotisk luft, — af sterke drømme … Fuglene sang, som var de forrykte om dagen — og sov blødt ud på aftenen.“
Der er stille glade stunder i denne bog, det kan en juninat hænde, at Gerhard føler som „et væld af nedstemt farve, hvori hans inderste væsen næsten opløstes.“ „Han følte, som om vemod lå sovende i hans sjæl på et leje af rosengyldne erindringer. Han følte absolut, som om noget var stedet til hvile i ham og nu vuggede sig i sorgløse drømme, uden at savne, uden at fortryde, uden at begære.“ Og der er udbrud af en smerte, så dybt oprevet, så lidenskabelig, så bundløs, at den snører også vor strube til. Bogen er et menneskeliv, der er blit poesi, et menneskeliv i vældig bølgegang, der er trængt ind i en kunstnerisk form.
Igjennem denne bog, der er så menneskelig sund i sin realisme, så strålende sand, går der en ideal længsel, der undertiden slår sig dristig løs som i digtet „Vi vil guder“, men undertiden alene virker som en lydløs bøn.
Af bogens realistiske scener er ingen pragtfuldere og djervere end skildringen af Gerhards tilfældige møde med sin hustru — den raske bortførelse, der ender så uskjønt. Og ingen scene har en mere beåndet skjønhed end skildringen af den aften, da Edith, beseiret, omsider falder i Gerhards arme, og af morgenen, der følger, Gerhards lykke, en lykke, hvor han endnu går i drømme.
„Døren på gartnerboligen åbnedes, og en mand trådte ud, smøgede frakkekraven op, idet han lempelig trak døren til igen; smilede, slog kraven ned — drog veiret dybt, som åndede han for første gang i verden gryets rene, stærke, kølige luft. Han ligesom kunde ikke bekvemme sig til at tage de to, tre trin ned — holdt i hånden en nøgle, som han mekanisk gemte uden at gøre brug af den — steg ned, så’ op imod huset, bevægede læberne som under bøn — hørte den besvaret af en fugls svage stemme — følte tårer ifærd med at dugge de øine, som han ikke fæstede nogetsteds … og hastede hen ad havegangen til lågen, som faldt i bag efter ham, medens han med elastiske, korte, faste skridt skyndte sig til den første omdrejning af veien ind mod byen — og var borte uden at se sig tilbage.“
I det følgende maler så Drachmann modsætningen, Gerhards tvillingbror, Ulf, den sorgfulde:
„Ved den modsatte drejning af sidevejen stod en høi foroverbøiet skikkelse, ubevægelig, hovedet ludende lidt frem, hænderne knyttede bag på ryggen. I det blege magre ansigt fulgte et par udhvælvede øjne, blodskudte, anstrengt stirrende gennem det svage morgengry, bevægelsen af lågen og af den borilende.
Skikkelsen stod således en stund, knejsede pludseligt, slog ud med den knyttede hånd, truede — syntes at svingle — rettede sig og gik med varsomme skridt hen til lågen, igennem den og ned ad havegangen — op til gavldøren, hvis greb han sitrende omfattede. Et øjebliks spænding … døren var ikke låset; — et glimt som af triumf i de udhvælvede øjne — en dyb rødmen over de gulblege kinder …. og lydløs, omklamrende gelænderet, steg Ulf Brynjulfsen opad husets indre trappe til Ediths entrédør. Han ringede et sagte slag — endnu et — lyttede; ingen lyd indefra; ingen stemme; Ulf hviskede sit navn og slog med knoen varsomt mod døren; den forblev lukket. Han satte sig som sønderbrudt på trappeafsatsen — bøjede hovedet — dybere og dybere.“
— — Gjennem al bogens sorg klinger denne tanke: „Hvad om man engang kunde tage livsglæden, morskaben i sin hånd — synge den ud blandt et træt, men endnu ikke livstræt folk — skænke den ud til tørstige gemytter — selv om „udskænker“ skulde blive hængende ved ens navn.“ Det er det, Drachmann er blit: livsglædens, skjønhedsglædens store „udskænker“ blandt sit folk.