Danske Digtere 1904/Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902
Svingninger og stemninger i dansk
litteratur 1870—1904.
I.
Den danske litteratur omkring 1870 var en efterhøst af romantiken. Endnu levede nogle af romantikens merkeligste mænd, men de var blit gamle, og ingen af de yngre havde anslået strenge med en sterk eller ny klang. Sproglig levede man endnu paa Oehlensläger. Men den sprogfornyelse, som skyldtes ham fremfor nogen - anden, havde mistet sit salt, det gode danske ord i lød mat og farveløst i digte af Joh. Lud. Heibergs borgerlig velopdragne selskabstone eller i historiske romaner, der manglede baade den historiske virkeligheds djervhed og romantikens glød, en romantisk efterdigtning uden den lykkelige naivetet fra romantikens ungdom. Der fandtes også blandt de yngre navne, som endnu indgyder respekt, således Bergsøe og Kålund, men disse mænd stod underlig usikre mellem to tider, deres poetiske evne savnede den ildnende og frugtbare indflydelse, som en kunstnerisk bevæget tid udøver paa digternes sind, — selv var de ikke i stand til at fremkalde nogen sådan sterkere uro.
Så var Danmark et slagent land. Bitterlig slagent. Det politiske nederlag, tabet af Sønderjylland, var tillige et vældigt moralsk nederlag, der var tabt en kapital af tro og tillid, af virkelyst, af historiske traditioner. Danmark var blit noget helt andet, lidet og forladt, det, som begyndtes, dengang Frederik den 6te afstod Norge, det var nu fuldbyrdet. Der trængtes en hel åndelig nybygning, forat folket kunde rejse sig. De gamle begreber og de gamle idealer havde mistet sin rod i de virkelige forhold. Ingen romantik er blit grundigere revideret af virkeligheden end den danske. Foreløbig merkedes kun slaget: matheden, bitterheden, tvilen.
Der er én redning for et lidet folk, som er blit haardt tilredt, ribbet i sin aandelige velstand, skuffet i sine kjæreste illusioner, fattigt paa alt undtagen paa sorg. Og det er at vende blikket udad, søge fornyelse der, hvor livet leves sterkere. Der var for danskerne kun ny bitterhed at hente af landets egne traditioner. Fortiden kaldte blot det sørgelige billede af nutiden mere levende frem. Den Grundtvigske lære om den nordiske kraft, som skinnede i forfædrenes bedrifter, klang som ironi for den klogere iagttager af nyere dansk historie — en grusom ironi. Enhver revanchetanke, enhver chauvinisme, enhver nokså liden storhedsdrøm havde tyskernes uendelige overmagt kvalt i fødselen. Her var intet at leve paa. Men danskerne havde en anden formue end den nationale. De er i en vis forstand Europas mest civiliserede folk. Ingen nation sidder inde med et sådant fond af alsidig forståelse af det fremmede, af kosmopolitisk kundskab og smidighed. Det er de europæere, som kjender Europa bedst. Efter det store nederlag var der for danskerne en redning i at opsøge det fremmede, som i virkeligheden ikke var dem fremmed, at følge de store brydninger derude i Europa, at studere den europæiske kunst til bedste for sin egen. Det er dette, Georg Brandes har gjort i sine „Hovedstrømninger“.
Dernæst måtte den grundstemning, begivenhederne i 1864 affødte, nødvendig fremkalde en reaktion, ikke blot mod den nationale romantik, men mod selve det romantiske. Virkeligheden havde trængt sig så ubarmhjertig ind paa det danske folk, at det ikke var muligt at lukke øjnene. Det blev ude i Europa særlig den nye energiske realistiske bevægelse i kunsten, som vakte de danskes interesse. En bestemt tidsstemning gik her i forbund med et bestemt karaktertræk hos den danske race, dens sunde virkelighedssans, dens gemytlig kloge skepsis, dens praktiske gemyt, som endog midt i romantiken nu og da havde stukket sit muntre hoved op. Den danske romantik havde været mindre romantisk end nogen anden. Nu fandt det danske lynne et naturligt og kraftigt udtryk i den moderne realistiske digtning. Det var atter Georg Brandes, som fremfor nogen blev det danske folks vejviser. Skjønt hans virksomhed har været af kritisk og ikke af digterisk art, er han blit den centrale skikkelse i den | moderne danske litteratur.
Af hans eget lands forfattere var det fortrinsvis Søren Kierkegaard og Johan Ludvig Heiberg, som først gjorde indtryk paa Georg Brandes. Blandt fremmede tænkere dyrkede han navnlig Spinoza, Feuerbach og vistnok fremfor alle Hegel. Den Hegelske indflydelse er navnlig følelig i den første del af hans forfatterskab.
Brandes’ studier bragte ham efterhånden i intim berørelse med andre åndsretninger end dem, der havde bestemt hans første ungdomsindtryk. I det europæiske åndsliv væbner i disse år den moderne naturvidenskab en kraftig reaktion mod de spekulative systemer og mod en overfladisk og sødladen idealisme i kunsten. Og i det land, hvis kultur har været den mest bestemmende for Europas litterære udvikling, i Frankrige, blomstrer en ny digtning, som endnu ikke var videre kjendt i Brandes’ hjemland. Flauberts mægtige koloristiske begavelse og djerve menneskeskildring, brødrene Goncourts nervøst smidige, skiftende, mangefarvede kunst havde ledet den franske litteratur ind i nye spor. Samtidig gjennemfører Taine i litteraturhistorien, i kritiken en metode, der er helt i den moderne naturvidenskabs aand.
Hos Brandes, den unge lydhøre og rigt begavede forsker, hvis vældige videbegjærlighed snart førte ham i berørelse med alle merkeligere foreteelser i Europas åndsliv, fandt de nye kulturfænomener åben forståelse. Det er fra først af mere' ved sit kjendtskab til moderne tænkning end til moderne digtning, at Brandes kommer til at bli litterær reformator. Han beskjæftiger sig i midten af seksti-aarene navnlig med nyere filosofi. Fra denne tid har vi hans verk: „Dualismen i vor nyeste filosofi“ (1866). Han bevæger sig, som han selv har sagt, efterhånden over fra en æstetisk-metafysisk til en positivistisk verdensanskuelse.
Imidlertid ser vi, at hans interesse for kunstneriske fænomener er i sterk udvikling.
1870 udkom hans „Kritiker og portræter“. Samme år disputerer han for doktorgraden med en afhandling over „Den franske æstetik i vore dage; H. Taine“. I Brandes’ udvikling har den støre franske litteraturhistoriker nu taget sin plads véd siden af Hegel. Under den paafølgende udenlandsreise (foråret 1870 til efteråret 1871), hvor Brandes navnlig opholder sig i Rom og Paris, stiftede han personligt bekjendtskab baade med Taine og Renan. Fuldt rustet vender han tilbage til hjemlandet, hvor den hendøende efterromantik og den bureaukratisk snobbede forhenværende liberalisme sad ved roret. Just de mænd, der havde ført det store ord i skandinavismens dage, mændene med de dristige planer, det lyse haab og den klingende lyrik, mænd som Carl Ploug, just de kom efter nederlaget til at repræsentere den golde reaktion. Selv skibbrudne skulde de se sig hadefulde paa en ungdom, der forsøgte at gi Danmark en fremtid paa et helt andet grundlag. Endnu sad de slagne uanfegtede ved roret.
Men så kom der en ung mand, en født høvding, og vakte pludseligt nyt liv. Sjelden har en åndelig fornyelse fundet sted således i få år. Brandes’ ord tændte. De samlede en ung skare, hvor de enkelte gjensidig inspirerede og eggede hverandre. De virkede paa de ældre. De virkede langt udenfor Danmarks grænser. De gik over Sverige og over Norge. De tog hos os heller ikke bare de unge. Ibsen og Bjørnson er vist selv de første til at indrømme, hvad de skylder den unge danske videnskabsmand, som november 1871 begyndte sine merkelige litteraturhistoriske forelæsninger i Kjøbenhavn.
Brandes’ indflydelse har navnlig vist sig i to retninger. Han har virket rent kunstnerisk på den litterære udvikling, og han har virket ved sit livssyn. Han har stået vækkende og veiledende ved en merkelig sprogfornyelse, han har været en overlegen fører for en ung litteratur, der i stil og emnevalg brød sig nyt land. Dernæst har han trofast og uforfærdet gjennnem en hel menneskealder hævdet åndsfrihedens sag i Norden.
Det heder i hans essay over J. P. Jacobsen: „Et sprog er som et instrument, der af og til må stemmes paany. Et par gange i hvert århundrede blir gjerne skriftsproget stemt om. Thi ligesom intet slegtled kan nøies med at tænke det foregåendes tanker, således kan heller aldrig nogen ny gruppe af skriftverdenens mænd bruge det sprog, der skreves af den foregående gruppe. Den skal og den maa lære uendeligt af sine forgjængere, men den må, med eller uden anstrengelse, indenfra selv skabe sig sit sprog, og det første skridt dertil er det, at stemme sproget om.“ Han taler videre om forposterne for den slegt, der omkring 1870 optrådte i dansk skjønlitteratur — de havde et hårdt åndeligt arbeide. Hele deres livsbetragtning var en anden end den, der havde gjort sig gjældende hos den ældre og yngre danske romantik. Og den nye livsanskuelse krævede et nyt sprog som organ, nye toner, nye billeder. „Den unge danske slegt fra 1870 stod i sproglig henseende endda overfor den vanskelighed, at den ikke blot forefandt en uddøende forfatterskole i sit eget land, men ved sin opdukken mødtes med den nye norske digterskoles, Bjørnsons og Ibsens friske, fremmedklingende og dog fuldt forståelige sprog: et nyt sprog, hvori alt kunde voves, et sprog, der med sin fjeldklang efter kortvarig modstand havde vundet den danske læseverden aldeles, og som med sine landsmålsord og kraftord, sine dristige vendinger rådede over former og udtryk, klangfarver og billeder, overfor hvilke de unge danske forfattere med deres nedarvede, afslebne og ved overkultur udmarvede sprog ikke kunde andet end føle, at de vilde have en frygtelig kappestrid at bestå.
Der var da for de tidligst optrædende skribenter intet andet at gøre end at fordybe sig så meget som muligt i sig selv, stræbe efterhånden efter at blive helt sig selv, og så uden hensyn til det overleverede skrive alene paa deres natur. Og de fandt da snart, at de, som var så ganske anderledes anlagte end den ældre slegt i Danmark, som så på sanseverdenen med andre øjne og en anden virkelighedssans, behøvede et langt sanseligere, billedrigere sprog end hine. De var plastisk, malerisk anlagte, følte sig som kunstnere helt ud i fingerspidserne og udstrakte kunstens område videre end den foregående slegt. De betragtede det som deres opgave og pligt at behandle prosaen med ikke ringere omhu end den, som deres fædre og bedstefædre havde anvendt på verset. De leverede ugjerne endog blot en avisartikel fra sig, der ikke i den forstand var et kunstværk, at den havde sin stemning og sin anskuelighed. Det gamle ordsprog siger: ordene har deres værd ligesom mynter. Disse unge forfattere udskjød enhver ordmynt som værdiløs, hvis præg var blevet udslettet ved brug. Han erstattede samvittighedstuldt de virkelighedsfjerne eller filosofiske udtryk, ved hvilke ingen længer tænkte eller følte noget, med friske forestillingsudtryk, der fremkaldte billeder, fremmanede erindringer; man henvendte sig gjennem øiet og øret til tanken og forsømte ikke at underholde læserens sanser og at bemægtige sig hans nervesystem, når det gjaldt at gjøre indtryk paa hans forstand.”
Det er denne formens revolution, som Brandes her så levende beskriver, hvori han selv mere end nogen anden greb betydningsfuldt ind.
Brandes berører ovenfor, at den unge genenation foruden en ny sprogtone ogsaa søgte nye emner: — også her gjorde den store erobringer. Den fulgte i denne henseende ganske den realistiske bevægelse i Frankrige.
Efter Flaubert og brødrene Goncourt var der kommet flere yngre til, de merkeligste var Zola og Daudet. De gjorde nu samtlige sit indtog i Norden. Den første danske oversættelse af „Madame Bovary“ er fra 1875. Det største publikum vinder til en begyndelse Daudet, der af den franske realismes stormænd var den elskværdigste, den lettest tilgjængelige. Senere træder Zola i forgrunden.
Georg Brandes har selv i „Det moderne gjennembruds mænd“ git endel livfulde portrætter af de danske digtere, der først satte sit præg på den litterære retning: J. P. Jacobsen, Drachmann, Schandorph, Erik Skram, Edvard Brandes. Det billede, Georg Brandes gir af J. P. Jacobsen, er saa temmelig udfyldende. Den store kolorist, der skjænkede det danske sprog ny farve og ny klang, prosaen nye rytmer, havde allerede dengang afsluttet sin virksomhed. Med al sin særhed, sin syge forkjærlighed for drømmens og dødens poesi er vel han den eiendommeligste digter, Danmark nogengang har havt, vidunderlig klartseende i sjælens vanskeligste hemmeligheder, med en enestående evne til at gjengi dens sarteste melodier. Gjennemtrængt af den nye tids tankegang, selv den første, der bragte os Darwins hovedverk i en udmerket dansk oversættelse, har J. P. Jacobsen som ingen anden fundet udtryk for romantikens stemningsfylde. Hele den danske romantiks drømmeliv går igjen i en bog i som Nils Lyhne. Han er den første store realist i den danske litteratur, der analyserer romantiken. Han indtager her en lignende stilling som Flaubert i den franske, og som Flaubert var han en sprogets virtuos. Samtidig er der i hans digtning noget berusende, narkotisk, en blomsterduft, der tilsidst kan bli bedøvende. Den overvælder således sanserne, at man uvilkårlig søger frisk luft. Den varmeste beundrer af J. P. Jacobsen, særlig den, der ganske ung har åndet den hede blomsterduft ind med fulde lunger, har gjerne nogle år, hvor han helst lader „Marie Grubbe“ og „Nils Lyhne“ hvile. Men senere eller tidligere vender han nok tilbage, atter engang fortryllet af den sære sjælekjenders glødende ordkunst.
Schandorph danner i realismens første kunstner-ensemble en malerisk modsætning til „Nils Lyhne“s digter. Hans muntre djervhed repræsenterede en hel anden side ved det danske folk. Da Schandorph døde, var der få mænd i Danmark, som havde hans popularitet. Hans ægte danske gemyt, hans lune hjertelag og brede troværdighed havde ganske vundet hans folk. Privat og offentlig havde han frisprog. Hans drøie humor var forbundet med en elskværdighed, der virkede ikke bare afvæbnende, men helt indtagende. Kun ved en enkelt leilighed (1895) har jeg mødt ham personlig, men det var ikke vanskeligt at forstå, at denne mand vandt alle. Den tykke joviale faun-lignende herre med de små skøieragtige øine blev i samme grad søgt og feiret af ældre mænd og unge piger. Hans små anekdoter, som altid var pudsige, undertiden virkelig vittige, indeholdt gjerne en grov liden point, ikke sjelden saa grov, at den gik den selskabelige anstand en høi gang. Men når det var Schandorph, så kunde ingen ha noget at si. Det var selvsagt, at han kunde tillade sig alt. Hans gode, runde humør fik altid latteren med. Hans nærværelse bragte uvilkårlig glæde.
De samme egenskaber, hans personlighed i så rigt mon besad, gjenkjender vi også i hans digtning. Det er dem, der gjør, at selv hans svagere arbeider altid vil læses med fornøjelse. En varm menneskelig medfølelse og et djervt lune er hos Schandorph inderlig forbundne. „Latter og tårer kjæmped i hans sange“, siger Jeppe Aakjær i sit mindedigt ved hans båre. Hans varme er uden sentimentalitet, hans frisind er ægte og uforfalsket, hans humor fuldt af menneskekjærlighed. Det heder i samme digt:
Han var vor digtnings djerve fløitespiller.
Fløiten var Pans.
Trindt mellem bøgens midjeslanke piller
bød han til dans.
Junker og pranger, — kammerråden, bonden
— alle var tvungne af hans latters magt,
måtte trampe grunden
pent til hans takt.
Ved Siden af J. P. Jacobsen og Schandorph rager Drachmanns høie skikkelse op, den danske litteraturs største lyriker, den evigunge sanger, hvis poesi endnu har den samme friskhed, som da han første gang slog til lyd, glad og overmodig, overdådig udrustet til livet, lykkelig begeistret for den nye kunst, som just var bebudet og som virkelig kom. Stemningen i hans digtning har senere skiftet, mellem gylden lys og sorgtung, han har skiftet parti også, tilsyneladende, han har undertiden råbt op mod gamle forbundsfæller, han har manet så strengt til at følge livets kald, at han virkede som en gammel moralist — og han har hånet al hverdagslig moral, han har dristig forkyndt en fribytterglæde ved livet, som ingen hensyn tog, — — men under alt dette er han i virkeligheden den samme farende svend, der altid gir sig helt hen i sine stemninger, et stort barn og en stor kunstner, der gjør livet til et eneste vældigt digt. Han har git med ødsel haand, han har ikke valgt, ikke vraget, der er det af Drachmanns digtning, som kun har andenrangs værd, og der er de af hans poesier, som hører til det skjønneste i gammel og ny kunst.
I den litteratur, der samler sig om Georg Brandes førerskikkelse, står disse tre, J. P. Jacobsen, Schandorph og Drachmann, som de fremste af sin slegt, Schandorph mindre som kunstner, men såre karakteristisk som personlighed og som repræsentant for det danske folkelynne. Ved siden af dem havde Georg Brandes i „Det moderne gjennembruds mænd“ nævnt to andre: Erik Skram og Edvard Brandes. Erik Skram har ingen merkeligere rolle spillet. Han var dengang, Brandes skrev, manden af den ene bog, „Gertrude Colbjørnsen“, og det har han egentlig vedblit at være. Fin og forstående, en nobel personlighed af de sjeldne, er hans indsats i dansk litteratur af ringere betydning, og det turde være et spørgsmaal, om ikke hans avisartikler, hans fordomsfri og kloge kritiker, veier næsten lige saa meget som hans digteriske produktion.
Den anden, Edvard Brandes, har derimod udfoldet en betydelig virksomhed. Dommen om hans digteriske evne har faldt forskjellig. Sikkert er det, at det fond af viden, af erfaring, af menneskekundskab, der er nedlagt i hans bøger, er særdeles vægtigt. For mig står han, med sin klare, kjølige stil, der ofte griber så fast om gjenstanden, sin rolige og bitre skepsis, sin dybe interesse for det menneskeliv, der på samme tid sårer og tiltrækker ham, sin smidige og mangeartede evne, der fører ham snart mod politiken, snart mod digtningen, — særlig den dramatiske, — snart mod den kunstneriske kritik, som en af de mere interessante litterære typer fra det moderne liv, en type, som ikke har noget sterkt dansk særpræg, men som er meget karakteristisk for det kosmopolitisk danske, for den alsidig udviklede europæer, der gjør sig sterkt gjældende just i det moderne danske åndsliv.
Inden den slegt, som i ottiårene følger de veie, Georg Brandes havde optrukket, fæster opmerksomheden sig efter de nævnte først og fremst ved Herman Bang. Han hørte til de lidt yngre, han havde været elev hos gjennembruddets mænd, særlig hos J. P. Jacobsen. Det blev ham, fremfor nogen anden, der i den nye kunst fremhævede det impressionistiske element, hos ham går digtningen et skridt videre henimod malerkunsten, han lader sine personer springe frem som af et lærred, et lærred med brogede, undertiden skrigende farver. Sensibel, nervøs, undertiden hysterisk eier han en uomtvistelig koloristisk evne og en stor psykologisk følsomhed. Han er artist, men med sentimentalt anlæg, det objektive i den moderne realisme er aldrig gået ham helt i blodet. Han føler heftig med sine personer, og han lader dette skinne igjennem. Virkeligheden spiller på hans nerver, og det er denne musik, der klinger igjen i hans kunst.
Efter Herman Bang kom der flere yngre, som hver især viste talent: Peter Nansen, Johannes Jørgensen, Gustav Esmann. Alle fulgte de til en begyndelse „det moderne gjennembruds mænd“. I sin lille novelle „Gammel gæld“ udviklede Gustav Esmann med kræsen stilkunst en behersket og fornem sentimentalitet, en livstræthed, der søger hvilen med skjøn og overlegen ro, i „En fremmed“ berettede Johannes Jørgensen om den unge, der higer livsbegjærlig mod den store by og dens glæder, mod alt det hemmelighedsfulde og nye, og vender tilbage, såret tilblods, skræmt og fuld af skuffelse; i mere muntre og mandige ord gjør Peter Nansen opmerksom paa livets og lykkens mangefarvede blændverk. Men stemningen hos de unge er ved ottiårenes slutning gjennemgående ironisk eller bedrøvet, tvilende og blaseret; den indtrængende analyse, den skånselløse reflektion har brudt deres livsmod.
Saa kommer der i nittiårene en ny strømning, der har andre kilder end dem, hvoraf det moderne gjennembruds mænd øste.
II.
I enhver åndelig fornyelse, et gjennembrud som det, der finder sted i Danmark i syttiårene, er der et polemisk, agitatorisk element. Det blir altid en revision af ældre idealer, det blir et opgjør og en dom. Og just fordi der denne gang var så meget at overvinde, sociale, kunstneriske, litterære fordomme, blandet med personlig uvilje, den ældre slegts instinktsmæssige nag til den seirende ungdom, fik opgjøret en hårdhændt karakter. Den ældre slegts verk blev dømt strengere end rigtigt, men især fordi den måltes lidt for meget efter dens sidste ordførere, mænd som Carl Ploug, engang begeistret frihedssanger, senere hadsk modstander af alt nyt og ungt og levedygtigt i Danmark, og som den tarvelige servitør af bourgeoisiet Erik Bøgh, vaudevilleseminaristen.
Nogle år senere, da de unge definitivt havde seiret, fortonede dette forhold sig noget anderledes. Da udviklede sig den spire til opposition, som en dom, fældet, mens lidenskaberne er i bevægelse, altid vil indebære. Da huskedes alt det værdifulde i den danske romantik.
Der kom andre, endnu vigtigere momenter til.
Realismen havde dels betegnet en sproglig fornyelse, dels var den ensbetydende med, at det moderne naturvidenskabelige livssyn også satte sit præg paa kunsten.
På det sproglige område kunde realismens store verk blot føres videre. Her var det indvundne af uomtvistelig værdi. Men ligeoverfor den naturvidenskabelige betragtning af menneskene reiste der sig ude i Europa ivrige røster.
Realismens alvorsfulde krav var sandhed. Digteren skal skildre menneskene, som de er. Han skal ikke udsmykke deres virkelige natur, pynte den, til den blir ukjendelig. Med stor djervhed havde Flaubert, brødrene Goncourt og Zola, den moderne romans mestere, gjennemført denne grundtanke i sine verker. Og de havde fæstet opmerksomheden ved det fysiologiske, Goncourt sterkere end Flaubert, Zola atter sterkere. Med Zola havde den psyko-fysiologiske videnskabs ånd gjennemtrængt nutidsromanen. I klassisk klarhed fremtrådte denne moderne naturalisme hos en af de yngre, hos Guy de Maupassant. Han afslutter udviklingen. Hans digtnings sjæl er hedensk. I sin form forlader han det udstykkede detajlstudium og de mange farvenuanser. Hans kunst er episk.
Mod realismens sandhedskrav havde der imidlertid reist sig en opposition, som i nye former former varierede gamle romantiske tanker. Indvendingerne samlede sig væsentlig i to retninger. Nogle benegtede, at den psyko-fysiologiske betragtning af mennesket overhovedet indebar sandheden, idetmindste ikke den fulde sandhed. De kræfter, der bestemte et menneskes skjebne, var overhovedet skjulte for menneskets blik. Forholdet mellem sanserne og det sjælelige var høist uklart. Der var en hel verden i mennesket, som ikke lod sig bestemme eller forklare ud fra fysiologiske fænomener. Just den skarpe analyse, der var et særkjende for realismen, førte til en tvil, der virkede opløsende for selve den realistiske kunst. En ny skare digtere fordybede sig i de sjælelige hemmeligheder, hvor den fysiologiske videnskab stod magtesløs, i menneskets sjælelige underbund, sjælens dunkle natside.
Saa var der endel andre, som angreb realismen fra en modsat kant. De mente, at det kunde være ligegyldigt, om realismen indebar sandheden, om den svarede til virkeligheden. I digtningen skulde mennesket nyde sin ånds frihed, skabe sig en uafhængig skjønhedsverden, finde de glæder, som virkeligheden negtede det. Som man ser: den inderste grundtanke i romantiken. Kun var det materiale, digterne forføiede over, den kreds af forestillinger, de beherskede, blit mægtig forøget gjennem realismen. Selv hos de dristigste moderne fantaster merkes det, at de er fødte og udviklede i naturvidenskabens det 19de århundrede.
Endelig var reaktionen mod realismen en naturlig reaktion mod denne retnings særegne svagheder, det undertiden smålige detajlstudium, den udvortes overlæsselse, den overflødige plads, man indrømmede det fysiske. Man betonede ligeoverfor dette interessen ved de store linjer, det samlende billede, symbolet, der fortalte så uendelig meget mere end de mange streger, fortalte det, som stregerne aldrig kunde si.
Til disse kunstneriske ideer svarede der også paa andre områder nye stemninger. Det moderne demokrati havde intetsteds opfyldt de forhåbninger, man stillede til det. Optimisterne led nu under skuffelsen. Nogle søgte videre, til nye drømme, socialisme og anarkisme. Andre fyldtes af mistro og bitterhed. Samtidig fandt de mænd, der åbent udtalte sin foragt for masserne, i sin mistillid til flertallet, mere og mere gehør. Efter læren om folkesuveræniteten og flertallets ret, massernes frigjørelse, kom Nietzsche og hans aristokratiske radikalisme. Også i den danske litteratur havde den politiske frihedsbevægelse spillet en betydningsfuld rolle. Det var de samme mænd, idetmindste den samme kreds, der gik i spidsen for både den litterære og den politiske reform. Nu indtrådte der paa det politiske område skuffelse og stagnation, dels under påvirkning af hele den åndelige atmosfære ude i Europa, dels under indflydelse af de særegne danske forhold: forfatningskampen, som intet resultat vilde gi, og den opløsning, selve venstrepartiet undergik, bondekonservatismen, der gjorde front mod europæerne.
Også på et andet område end det politiske merkedes reaktionen. De store videnskabelige opdagelser havde virket så sterkt på mange svagere hoveder, at de ikke gjorde sig rede for, hvor uendelig meget der endnu var og vel altid vil bli utilgjængeligt for det menneskelige øje. Mange mente, at den moderne videnskab tilsidst måtte kunne løse alle gåder. Eftersom man fik følelsen af, hvor lidet man dog vidste, hvor usikre de solideste videnskabelige hypoteser dog alligevel var, og ikke mindst, hvor den menneskelige viden stod afmægtig ligeoverfor den menneskelige nød, den sociale elendighed, — måtte der komme et tilbageslag. De svage og trætte søgte da uvilkårlig hjem til de gamle skjulesteder. Skuffede i sin tro på videnskaben, i sin tro på demokratiet, enerverede af den subtile sjælelige analyse, mætte af naturalismen, den brede udmalen af det fysiologiske, nærmer de sig til kirken. De hengir sig i religiøse stemninger, der hos de allerfleste kun er stemninger, en afveksling og hvile, tildels et raffinement, eller endog kun en artistisk maske. Den slags sindstilstande indfinder sig ofte i den grad på samme tid hos publikum og forfatterne, og det er vanskeligt at si, hvorfra påvirkningen udgår, hvad der er en naturlig åndelig proces, og hvad der er en mere udvortes mode. Den menneskelige ånds trang til afveksling spiller her en overordentlig vigtig rolle.
Ligesom det var de franske digtere, der viste den danske realisme veien, så udgår der også denne gang en kjendelig påvirkning fra Frankrige. Mænd som Bourget og Huysmans overbeviser unge danske om nødvendigheden af at slå en ny tone an: religiøst-sentimental. Den energiske realist i „En fremmed“, Johannes Jørgensen, går i spidsen for de omvendte, og mens kirkegangen hos de fleste andre kun bevirkede en mild søndagsmine af bedrøvet eller glad alvor, blev den hos ham bestemmende for hele hans følgende virksomhed. I sin letteste form ytrer den religiøse stemning sig i en bog som Peter Nansens „Guds fred", hvor den nærmest betyder verdensmandens længsel mod idyllen, mod den landlige fred, mod hans guttedages hjem: det er hovedstadsborgeren, som træt af byens nervøse liv, dens fornøielser og dens arbeide, dens flygtige erotik, begraver sig derhjemme i den lille provinsflekke, hvor han finder en ren og vakker, fornyende kjærlighed.
— Alle disse foreteelser, den psykologiske og kunstneriske kritik af realismen, kritiken over demokratiet og kritiken over den moderne videnskab samt den almindelige åndelige træthed, er således i første linie europæiske fænomener, der mere eller mindre sterkt afspeiler sig i det danske åndsliv.
Men denne reaktion mod realismen fik i Norden særegne udtryk, overensstemmende med bevægelsens stedegne karakter.
Realismen havde fra først af været fulgt af en stor kampglæde. De unge var begeistrede over de fund, de gjorde. I fælles stolthed samlede de sig om hvert nyt verk, der duede. Ja, de verker, der duede mindre, blev ofte modtagne med venlig overbærenhed. Der var en lykkelig ungdomsfølelse over den hele skare. Den magtfølelse, som griber de unge, når de merker, hvorledes det vokser, deres fond af viden, af forståelse, af erkjendelse, eller hvorledes deres kunstneriske skaben vinder nye seire, eller hvorledes deres sociale arbeide bærer frugt. Under alt dette var selve de emner, de behandlede, ofte alt andet end lyse. De skrev med arbeidets glæde om sørgelige ting. De skildrede nutidslivets konflikter, indre modsigelser og lidelser i dystre farver. Der var sorg og mistro og hverdag i deres bøger, mens der var fest i deres sind. Den fest, arbeidet gir, kunstnerens fest. Hertil kom, at mange af dem var optimister: de troede på en social forbedring, ja, deres bøger var ofte indlæg i den sociale strid, de havde et mål udenfor det kunstneriske, og dette mål føltes ikke sjelden som i det egentlige.
Lidt efter lidt stilnede kampiveren af, begeistringen tabte sin glans. Den sociale bedring udeblev. Den store borgerlige klump lod sig ikke saa let sprænge. Digterne begyndte selv at tvile. Men da først følte de selv rigtig, hvor deres emner var grå og sørgmodige. Deres læsere havde | længe følt det; også mange af dem, der havde havt den kunstsans, at de kunde glæde sig ved de mørke skildringer for deres digteriske værd, var begyndt at gå trætte. Forfatterne og publikum fører hver sit stemningsliv, men der øves uvilkårlig en gjensidig indflydelse. Forfatternes kunstneriske magt kan tvinge publikum, men det hænder ogsaa, at publikum lidt efter lidt, ubevidst, gjør sin stemning gjældende hos forfattere, der mindst af alt vilde gå publikum tilhånde.
Mod slutningen af ottiårene ser vi da også, at der både i Danmark og Sverige klages sterkt over realismens „gråhed“. Der kaldes høit paa livsglæden. Man er træt af hverdagslivet og de sørgmodige farver. Det er denne stemning, som yttrer sig så sterkt hos Holger Drachmann, at han endog må foranstalte etslags løssigelse fra sine gamle kampfæller. Han synes næsten at ville si, at det er dem, der tidligere har formørket solen for ham. Og nu vil han glæde sig ved den blå himmel. Det er hos os, nogle år efter, den samme polemiske livsglæde, der udtrykkes i Vilhelm Krags „Ouverture“:
„Verden er grå — nej verden er deilig.“
I Sverige var det Verner v. Heidenstam, der først og fremst blev den nye stemnings tolk. Han debuterede 1888 med „Vallfart och vandringsår“ og anslog allerede her en ny tone, af trodsig livslyst, af skjønhedslængsel, af entusiasme for antiken. Og dog bankede der en nervøs uro under ordene, det moderne livs tærende uro. Den stolte idealist var merket af sin tid. Heidenstam har bestemtere og fyldigere end nogen danske eller nordmand givet udtryk for de tanker og følelser, der ligger under det litterære omslag i slutningen af ottiårene. Bortset fra, at han forsøger at hævde en væsentlig uoverensstemmelse mellem realismens ideer og det svenske folkelynne, kan hans ord passe også for de samtidige rørelser i Danmark og Norge. Grundtanken for „Vallfart och vandringsår“ udførte han videre i brochuren „Renässans“ og i det lille stykke, han udgav sammen med Oscar Levertin „Pepitas Bröllop“. Hvor meget der i det enkelte kan være urigtigt i Heidenstams kritik og navnlig i de paralleller, han drager mellem fransk og nordisk realisme, er den meget karakteristisk for den træthed, som den realistiske digtnings objektive detajlskildring havde efterladt i sindene. Den fik svar i Thor Hedbergs lille skrift „Glådje“, hvor digteren betonede, at der endnu var så liden grund for den livsglæde, Heidenstam søgte at fremmane i digtningen, og at denne glæde alene kunde bli en frugt af det arbeide, der endnu var så lidet fremskredet. Georg Nordensvan har på væsentlige punkter truffet det rette i et brev til „Finsk Tidsskrift“, hvor han omtaler denne feide: „Heidenstams opsats har her gjort megen væsen af sig. Af høires kritikere har nogle skyndt sig at række ham hånden, fordi han udtaler sig mod gråmalingen i kunsten, og fordi han spår naturalismen undergang, ganske som om nogen havde troet, at den digtform var udødelig eller den absolut rette, og så lukker de øinene for hans radikalisme, hans beundring for Zola og hans flere steder betonede venskab for den hadede og frygtede Strindberg. I det store og hele er der slet ikke noget nyt i Heidenstams programartede og vel fordringsfulde brochure. Han vil — han som andre —, at forfatteren skal stræbe mod selvstændighed, og at landets litteratur ligeledes skal søge at bevare sit nationale lynne og vogte sig for at bygge på forbilleder fra udlandet. At vi er glade, er nok ønskeligt, og det er i alle tilfælde morsommere at le end at gråte; men selv om en og anden af de forfattere, som følger modens krav, nu kommer til at gjøre en frontforandring, tror jeg ikke, denne vil faa nogen afgjørende indflydelse paa vor litteraturs holdning. — — Hvortil tjener det at agitere for den ene eller den anden måde, hvorpå der skrives? Lad forfatterne skrive så frit og ubundet som muligt, og lad man opmuntre dem, så de kan leve af sit arbeide, — så vil sikkert personligheden komme frem.“
Der var det relativt nye i Heidenstams „programartede“ brochure, at den var udtryk for en ny sterk stemning i sindene. Men ellers har Nordensvan ganske rigtig udtrykt, hvad der var og blev det levedygtige og frugtbare i den bevægelse, der just var vakt: tanken om personlighedens frie udfoldelse. I realismens kritik af den ældre digtning og i visse af dens teorier, der var ifærd med at stivne til dogmer, havde der været et element, der kunde virke fiendtlig mod denne personlighedens frie udfoldelse. Fra omkring 1890 ytrer der sig hos den yngste slegt, der ved den tid begynder at gjøre sig gjældende, et broget mangeartet kunstnerisk liv, hvor de forskjelligste forfatterpersonligheder søger sin egen form, romantisk eller naturalistisk, i drømmen eller virkeligheden, i genren eller symbolet, i en lyrik, der stod tonekunsten nær, eller en prosa, der helt impressionistisk fremtryllede dagliglivets komiske enkeltheder.
Den litterære krise i slutningen af ottiårene fik således en lykkelig udgang. Der havde været adskillig reklame, adskillig grøn teoretiseren, litterært snak og udenlandsk mode i den opposition, som rettedes mod realismen. Særlig uheldig var den måde, hvorpå man vendte sig mod Georg Brandes og syntes at ville fortælle ham, at nu var hans tid forbi, nu havde han gjort sin gjerning, og Gud ved, om den var så fortjenstfuld endda. Det er rigtigt, at der var flere fænomener, som Brandes havde bedømt lidt énsidig. Og ildnet af den kampstemning — der just satte ham i stand til at ildne andre — havde han under sin omtale af historiske forhold undertiden været tilbøjelig til særlig at fremdrage det, der kastede lys over dagens strid: der havde ikke altid været forskerens objektive ro i hans behandling af fortiden. Alt, hvad der var svagt, blev nu fremdraget, navnlig af en enkelt betydelig modstander, svensken Ola Hansson. Denne mand, hvis talentfulde kritiske arbeider sikkert har bidraget sterkt til at udvide de unges horisont, har — mens han med rette atter og atter betonede nødvendigheden af digterens selvfordybelse, af at søge sin egen og sit folks eiendommelighed, — samtidig gjort Brandes megen uret. Han har forsøgt at fremstille den, hvem Nordens ungdom skylder mest, som en fremmed i Norden.
Denne misstemning ligeoverfor Georg Brandes blev imidlertid kun af kortere varighed. (Ganske naturligt, fordi mesterens åndssmidighed lod ham forstå de stemninger, der gjorde sig gjældende hos nittiårenes unge, fuldt så klart og så inderlig som nogen anden. Alt hvad der rørte sig ude i Europa af nyt og merkeligt, fandt fremdeles sin tolk i ham. Han var ikke i nogen henseende stivnet i den idékreds, der bestemte karakteren af det politiske og litterære liv i Danmark i sytti- og ottiaarene. Med al sin sympati for folkenes kamp mod bornerede og tyranniske regjeringer var han ingen forstokket demokrat. Hans glødende frisind reiste sig også mod det tyranni, som det moderne flertalsvælde kan udøve. Det synes også, som om hans erfaringer gjennem årenes løb har berøvet ham adskilligt af hans oprindelige tillid til demokratiet. Uden at der på noget sted kan påvises noget brud i hans anskuelser, vil man, ved at sammenligne hans tidligere og hans senere arbejder, føle, at der her er en ikke ringe forskjel. Hos ingen har Nietzches arbeider mødt en mere åben sympati end just hos Georg Brandes. Og ligesom han, Stuart Mills og Lassalles fint forstående kritiker, var blandt de første, der gjorde Norden bekjendt med den store tyske digter-filosofs aristokratiske radikalisme, således har han på skjønlitteraturens område med den samme glæde og varme, hvormed han engang skildrede den franske realismes stormænd, Flaubert, brødrene Goncourt og Zola, for sit nordiske publikum, senere forklaret kunstnere af helt nye retninger, Maeterlinck f. eks.
Ligeoverfor denne alsidighed er det helt mislykket at ville gjøre Georg Brandes til partimand. På ét område virker han måske relativt streng og umedgjørlig. Hans frisind på det religiøse felt er af så lidenskabelig natur, at ethvert tilløb til kirkelighed, til religiøst påtryk vækker hans varmeste uvilje. Og den lette religiøse sentimentalitet, der har smittet endel af nittiårenes novellelitteratur, er ham heller ikke synderlig smagelig.
Jeg har sagt, at den litterære krise omkring 1890 væsentlig havde det gode resultut, at den bevirkede en større frihed i formen, en dristigere udfoldelse af digternes personlighed, deres særegne evne. Forøvrigt blev der, som Nordensvan spåede, ingen mere afgjørende frontforandring. Det er dog ikke helt rigtigt: på ét punkt, og et ikke uvæsentligt, foregik der virkelig en frontforandring. Dengang Georg Brandes kaldte til nyt liv i Danmark, havde han sagt: forlad de gamle aflagte idealer og opsøg virkelighedens problemer. Så intimt forbundne som den sociale og litterære bevægelse dengang var, kom ganske naturlig den lange række af sociale problemer til at gjøre sin gang gjennem skjønlitteraturen. To store norske digtere — Ibsen og Bjørnson — viste her veien. Nu er det jo meget muligt, at der kan opstå god kunst, selv om kunstverkets skelet er et samfundsproblem. Det har de to nævnte digtere hyppig vist. En fare er der altid: når digteren samtidig skal løse eller i hvert fald belyse problemet, kan dette virke hindrende for hans kunstneriske frihed, og det kan forlede ham til at gjøre vold paa livet.
Men ottiårenes problemdigtning gik endnu videre, navnlig i Sverige og Norge, kanske mindre i Danmark. Problemet blev ofte det væsentlige, og digtningen fik et stedse mere udpræget aktuelt formaal, en bestemt tendens. En betragtelig del af ottiårenes realistiske litteratur tilhører denne tendensdigtning. „Man forivrede sig,“ skriver en svensk kritiker, som nylig har behandlet denne periode, David Sprengel, „man gjorde tendensen til et grovt formet løsen og begyndte tilsidst at glemme, at al denne drøftelse af forskjellige spørgsmaal, denne reformiver, denne lyst til at bære strå til det almenes store høstak dog ikke i og for sig kunde gjøre en bog til et kunstverk. „Det verk, som ikke i og for sig indebærer en bestræbelse, en nyttig hensigt, er et unyttigt verk, et dødt produkt,“ erklærede en forfatterinde i denne periode, og hun udtrykte manges mening.“
— I Sverige var det navnlig endel forfatterinder, som tumlede med problemerne, og problemet par excellence var naturligvis kvindesagen, kvindens sociale stilling, samfundets uret mod kvinden. I Norge fik tendensdigtningen sin mest ukunstneriske form i sedelighedsstriden, hvor Bjørnson gik beklagelig i forveien med „En hanske“. I Danmark tog forfatterne gjennemgående lidt forsigtigere på problemerne, men også her virkede den aktuelle hensigt nu og da forstyrrende. Selv hos en forfatter som Edvard Brandes, der har en så ærlig og nøgtern virkelighedssans, kunde man imellem merke, at han havde et sideblik til den sociale nytte, at der ikke bare skulde forklares, men ogsaa belæres.
Her var det, at der omkring 1890 forekom et virkeligt omslag. Ved den tid blir tendensdigtningen, som i sin oprindelse kun var et forsøg på at overføre den franske sociale roman til Norden, at gi en skildring af vore sociale forhold, med et aktuelt problem som rygrad, men som siden tog så ukunstneriske afveie, — lykkelig skrinlagt.
I Sverige vender i løbet af nogle få år den ene efter den anden af litteraturens betydeligste mænd, Heidenstam, Levertin, Ola Hansson, sig energisk mod tendensdigtningen. Det er sandsynligt, at deres ord også har været medvirkende til at bestemme de unge norske forfatteres holdning. Så dårlig den åndelige samfærdsel mellem „broderlandene“ havde været, kan man fra ottiårene merke, at forbindelsen blir livligere, og det er utvivlsomt, at just de nævnte svenske forfattere — og naturligvis ikke mindre Strindberg — har øvet en ganske betydelig indflydelse på unge nordmænd. I Danmark, hvor tendensdigtningen aldrig har antaget den grovt udvortes karakter, og hvor den artistiske sans var langt finere og sikrere udviklet end i det øvrige Norden, forsvandt den socialt belærende litteratur uden synderlig larm. Drachmann forrettede ved begravelsen.
III.
— Den danske litteratur, som er spiret frem efter 1890, gir et livfuldt og broget billede: en række af personligheder, der har udfoldet sig frit, kunstnere, der hver følger sin individuelle opfatning i dyb ærbødighed for kunsten. I kunstnerisk syn, i smag og kunstform, i temperament er de unge digtere hinanden så ulige som vel muligt. De har tilfælles den artistiske interesse, en intens glæde ved formen, ved sprogets hellige dyrkelse. Ved siden af Helge Rodes alvorlige og tankefulde ansigt, grublende over menneskesjælens gåder, ser man Gustav Wieds lystige træk, en dristig og fantasifuld karikaturtegner, der under al sin spas har gjort dybe greb ind i menneskehjertets løndomme. Der står Peter Nansen, den sikre skildrer af det mondæne Kjøbenhavn, hvis digtning på samme tid eier det 18de århundredes lette sentimentalitet og dets sirlige frivolitet, en poet, hvis gratie er hyrdetiden værdig. Der er Johannes Jørgensen, den moderne katolik, hvis skjære stilkunst forvandle helliggjørelsens orden og andre trosproblemer til en behagelig underholdning. Der er Sven Langes kloge, indsigtsfulde ansigt. Der er Karl Larsen, hvis vittige glæde over det menneskelig særegne forbinder sig med en dyb forståelse af det alment menneskelige, hvor det så forekommer. Der er Valdemar Rørdam, som har skabt en moderne kjærligheds epos af streng antik skjønhed. Der rager han høit frem Danmarks merkeligste stilkunsteer siden J. P. Jacobsens dage, Johannes V. Jensen, jydernes første mand. Der ser vi ved hans side de unge jyder, den sidstkomne gruppe i den danske realisme, som repræsenterer den alvorligste hjemvenden til det nationale, vi kan iagttage, siden Georg Brandes førte danskerne ud i Europa, bort fra deres syge minder. Nu har de fået modet tilbage, og med en ganske anden selverkjendelse og sikkerhed end i romantikens dage kan de gjøre regnskabet op med sig selv. Jyderne har i den sidste tid stillet sig i bevidst modsætning til den kosmopolitiske kjøbenhavner. De vil have „landluft“ ind i litteraturen, de reagerer mod den digtning, hvis „mandstype er grubleren, der om natten tungsindig og åndfuldt grubler, der længes uden at eie længslens drivende energi.“ Deres devise er „mod, kraft og ungdom“. De håber, at „der fra den jyske digtning, som endnu kun er i sin begyndelse, skal gå et friskt pust ud over det hele land.“
— Denne individuelt mangfoldige digtning har havt den lykke at kunne støtte sig til en kritik, som vistnok står højere end i noget af Europas øvrige lande, Frankrige undtagen. Georg Brandes er fremdeles den centrale skikkelse. Men ved siden af ham er der dukket op ikke få yngre kritikere af rang, hvoriblandt man vel fortrinsvis fæster sig ved Valdemar Vedel, Vilhelm Andersen og Poul Levin. Det har sin interesse et øjeblik at sammenstille de to første navne, der repræsenterer to sterkt forskjellige retninger inden kritiken og dog mødes i sin fornemme alsidighed og fordomsfrihed. Disse to, der hver har sin dybt særegne art af kritisk begavelse, danner en merkelig kontrast, mens de supplerer hinanden. De hører begge til de mest interessante skikkelser i moderne dansk åndsliv og gir et udtryk for, hvilket høidemaal af kultur de sidste tredive års udvikling har frembragt i Danmark.
Vedel har sin styrke i evnen til at trække de store linjer; han kan lægge et mægtigt materiale således til rette, at det fortoner sig i karakterfulde hovedtræk, det kommer til at virke som et stort åndeligt landskab, hvor konturerne er klare og dog bløde, hvor farverne står virkningsfuldt mod hinanden, hvor luften er varm og lys. Han er fortræffelig skikket til at gi en tids kolorit. Han gjør tidsånden levende dels i kraft af sin maleriske, dels i kraft af sin psykologiske evne. Han er en fremragende kritisk digter, hvis viden og skarpsindighed, hvis omhyggelige studium stiller sikkerheden for, at det kunstneriske billede, han opruller, tillige er historisk sandt.
På samme måde som Vedel malerisk og psykologisk gjør en tid og dens ånd levende, således tegner han med stor kunst det enkelte individ. Han er en fortræffelig portrætmaler. Også her gir han de store linjer, han søger ansigtets sjæl, personlighedens grundakkord. I hans skildring af den svenske romantiks udvikling kan man iagttage både hans evne til at trække en karakterfuld historisk linje og til at tegne de enkelte personligheder, ansigternes sjælelige linjer.
Der er i Vedels kritik som sagt et sterkt poetisk element, jeg vil næsten sige et romantisk. Han er efter hele arten af sin kunst nødt til at stole paa sin kritiske intuition. Han sammenstiller, kombinerer, han går på opdagelsesreise. Han synes mig hyppigst at gjætte rigtig. Der er naturligvis i al historisk videnskab denne gjætning. Jo dristigere den er, jo længere slutningsrækkerne blir, jo større tidsrum der overspændes, desto mere tages kritikerens seerevne i beslag. Det er i denne mening ordet *romantisk* falder mig ind, når jeg tænker på Vedels kritiske begavelse.
Der er også noget andet, som virker med. Der går gjennem Vedels kunst en ideal trang, gjennem al hans erhvervede viden lyser der et idealt syn. Han har en iøjnefaldende interesse for de etiske værdier. Og til trods for hans store kjendtskab til menneskene, således som de har levet i forgangne århundreder, og som de lever nu, er der en vis virkelighedsfjernhed i hans karakteristik. Hans domme er vel begrundede, prægede af almenmenneskelig forståelse, af en overlegen hjernes selvstændighed, og dog savner man undertiden det sidste afgjørende lyskast over det rent menneskelige. Man kjender de personligheder, Vedel skildrer, bedre som hoveder, som hjerner, som kunstnere end som mennesker. Jeg har undertiden ligeoverfor Vedels bøger den følelse, at jeg befinder mig i et kjøbenhavnsk embedsmandshjem, af en høi, omhyggelig overleveret kultur, der er en skat af viden og dannelse og god smag, og der findes alle de bøger af værd, hvormed nutiden har skildret sit eget liv, selv de dristigste, men alligevel er dette hjem lidt bortgjemt og beskyttet, man aner ikke det liv, der kanske lige ved går i høie bølger, temmelig grumsede tildels, og den væsentlige forbindelse med udenverdenen, den mest betydningsfulde, har været bøgerne. Også i denne mening er der en grundklang af romantik i Vedels forfatterskab. Vilhelm Andersens kritiske metode er en helt anden. Han er udpræget realist, en detaljernes realist, med en genial evne til at lytte ud af disse detaljer. Han griber en bemerkning, en situation, et af litteraturens eller livets dokumenter, og underkaster sit fund en analyse så indtrængende og så praktisk, så anskuelig og så skarpsindig, at han tilsidst har fravristet sit dokument en verden af hemmeligheder og git læseren de mest uventede oplysninger. Han er typen for den empiriske forsker i litteraturen, han bygger sin dom og sit verk op på de mange små iagttagelser. Hans gjætteevne går fra det små til det store. Han lader den åndelige personlighed stige frem af det kjødelige. Også hos ham blir de store linjer tydelige, men det er, som om man først lidt efter lidt får øje på dem gjennem iagttagelsernes vrimmel. Når det gjælder, kan han forresten teoretisere djervt over bøger, hvor forfatteren knapt har anet halvdelen af den tankerigdom og de æstetiske forudsætninger, Vilhelm Andersen aflytter dem. Den unge Oehlenschläger var således neppe så dybsindig indforlivet i den tyske romantike idékreds, som Vilhelm Andersens fortolkning af hans verker lader formode! Også den empiriske gjætteform har sine farer, selv for den skarpsindigste forsker. Ikke alt, som kan læses ud af en bemerkning eller en bog, fremgangsmåden være aldrig så logisk og nøktern, forekommer der tilsigtet eller med fri vilje.
Vilhelm Andersens fremstillingskunst er overordentlig livfuld og farverig. Han er en artist af høi rang, han tumler sit sprog på en fantasifuld og lunt overlegen måde, han virker fremfor alt dramatisk, situationer og mennesker springer virkningsfuldt frem. Han er med sin fuldkomne beherskelse af stoffet, sin omfattende viden og sikre metode, en gemytlig kunstner, der dyrker det danske sprog for dets egen skyld. Hans afhandling om den sirlige stil er at ligne med et videnskabeligt lystspil, af et humør, så frodigt og smittende, at man glæder sig længe bagefter. Vilhelm Andersen er den fuldt rustede videnskabsmand, som gir sig en på samme tid djervt folkelig og udsøgt kunst frygtløst ivold.