Danske Digtere 1904/Karl Larsen
Karl Larsen.
Karl Larsen tilhører samme generation som Herman Bang og Peter Nansen, men der er ikke i hans første produktion nogen afspeiling af de brydninger, som gjerne iagttages hos ottiårenes ungdom. Han var også henved tredive år, da han debuterede, og en fuldt færdig kunstner. Han er født 1860 i Rendsborg, søn af en officer, der faldt ved Dybbøl 1864, hans mor døde nogle år efter, og han voksede op hos sine bedsteforældre i Kjøbenhavn, hvor han blev student 1877 og drev juridiske og statsvidenskabslige studier, indtil hans kunstneriske interesse fik overhånd. Allerede tidlig havde han gjort flere reiser, og hans ganske langvarige ophold i Tyskland gav ham navnlig et solid kjendtskab til det tyske folk, en varm forståelse af tyske stemninger og forhold, som arbeidede sig frem på trods af hans tunge barndomserindringer. Visse partier af „Dr. X“ belyser dette forhold, dobbeltheden i hans stemninger, som den unge kunstner selv tidlig formåede kritisk at iagtta.
Hans første bog (1889) indeholder to arbeider, hvis tilblivelse dog daterer sig etpar år før udgivelsen. Deres forskjellige karakter er oplysende for arten af Karl Larsens begavelse. I „Kvinder“ havde han samlet indtryk fra Kjøbenhavn, studeret kjøbenhavnske kvindetyper af ulige rangklasser, og hans iagttagelsesevne viste sig at være lige skarp, som hans evne til at føre disse menneskers udtryksmåde levende i pennen var iøinefaldende. I „Ære“ havde han valgt moderne tyske foreteelser til sit emne, forhold og begreber, der dannede en eiendommelig modsætning til de kjøbenhavnske interiører, men også her havde han skabt sikker og god kunst. Debuten var et træffende udtryk for den unge digters åndssmidighed, i hans trang og vilje til at leve sig ind i det menneskelige livs vekslende, forholdsbetingede former. Det samlende, bærende i denne trang, der vendte sig med så forskjellige emner, var øjensynlig en rent kunstnerisk glæde.
Karl Larsens næste arbeide viste, at denne hans glæde var af alsidig natur. Hans kunstnerøie speidede ikke bare rundt i samtidens nærmeste omgivelser. Det søgte med lige stor interesse til en skjønhed, der var fjern i tid og rum. „Den brogede bog“ (1891) bragte en række studier fra middelalderen, som poetisk og sproglig med rette vakte stor opmerksomhed. Dette Karl Larsens verk er betegnende for den nye fase, hvori realismen ved denne tid, begyndelsen af nittiårene, træder ind, for den skjønhedstrang den lidt grå nutidsdigtning havde vakt. Digteren gir sig her helt hen i en romantisk glæde ved fortidens sterke farver. Han øser af den skat, der gjemmer sig i middelalderens poesi, han går tilbage til folkevisernes og ridderromanernes tid. Men han opsøger den med realismens strenge krav til ægthed. Realismen havde skabt det krav, at tidens kolorit måtte bevares. Det er just det, Karl Larsens sprogkunst i „Den brogede bog“ tilstræber. Han gjenfinder, når han fortæller om ridder Tristans og fru Isoldes liv og død, virkelig den vemodige, enfoldig skjønne klang i middelalderens poesi. Han i har git en reproduktion af den gamle kunst, som er beundringsværdig. —
Senere har Karl Larsen valgt sig et materiale, der undertiden danner den sterkest mulige modsætning til emnerne i „Den brogede bog“, men det er den samme glæde ved formen, han føler, enten han så skildrer Kresjan Vesterbro, den kjøbenhavnske bølle, eller Isolde med den hvide hånd, — den samme kunstnerglæde, der besjæler ham, enten han søger at fremtrylle en fjern tid, dens farver og toner, eller at gjengi den tale, der lyder levende i hans nærhed, med dens egen klang.
I de følgende reiseskildringer, „Cirkler“ (1893), kan man på hver side se, hvorledes den iagttagende og reproducerende kunstner er den anførende i ham, altid tilstede, altid vågen. „Hans væsen er stil, og han stemmer denne stil om i skiftende tonarter efter de mennesker, han skildrer, og efter de stemninger, som den sete og hørte virkelighed fremkalder hos ham selv. Han føler sig som ferierende turist på bestandig reise gjennem tilværelsen —“ (C. E. Jensen i „Vore dages digtere“).
— Karl Larsens styrke er først hans sjeldne sprogsans, der også har fundet videnskabeligt udtryk i hans interessante arbeider over „Dansk soldatersprog“ (1895). Dernæst viser hans forfatterskab en usedvanlig evne til at kunne belyse en personlighed ud- og indvendig ved små karakteristiske træk, bevægelser, der må være foretagne just af dette menneske, ytringer, der alene kan være hans. Man har talt om hans fonografiske evne. Udtrykket er ikke dårligt, når det ikke mistydes. De indtryk, han samler, det ansigt eller den lyd, han opfanger, bevarer han så spillevende, at hans kunst får udseende af at være et direkte aftryk af livet. Men dette er naturligvis betinget af en høj kunstnerisk kultur, en fint opdraget iagttagelsesevne. Der er ingen kunst så vanskelig at lære som den at se, sier Goncourt. At se er netop Karl Larsens kunst. Han ser det karakterfulde i et hoveds eller en hånds bygning. Han ser også de små sjælelige særegenheder, der kanske tydeligere end noget andet fortæller, hvem et menneske er. Karl Larsen repræsenterer i digtningen en lignende begavelse, som Vilhelm Andersen i kritiken. De har begge en evne til at læse det store og væsentlige ud af de små træk. —
Karl Larsen kjender merkelig mange mennesker. Han omgåes med lige held etatsrådinder og bøller. Han studerer med lige stor fornøjelse fru Departementschef Halck og Hans Peter Egskov, han aflokker dem med samlerens fryd deres hemmeligheder. Han lurer på en dygtig gammel dames små svagheder og på det menneskelige og gode, der gjemmer sig i en tarvelig soutenør. Han har den åbne varme sans for alt menneskeligt. Uden denne interesse blir artisten gold. Karl Larsen er artist i bedste forstand. Hans glæde er at gjøre det menneskelige kunstnerisk levende. Derimod har det mindre at si for ham, om det menneske, han maler, er værdifuldt eller ikke, om det fører et rigere åndeligt liv. Hovedsagen er, at det rører og bevæger sig, at det lever. Og så, at det er malerisk. At det står karakteristisk i sit milieu. Af de to store grupper af digtere, — de, som ser menneskene fra psykologens standpunkt, og de, som ser dem fra malerens, — står Karl Larsen den sidste nærmest. Forsåvidt som han gjerne plejer at spørge, om sujettet er malerisk. Men han ynder just at male de *sjælelige* særegenheder. Og fra „Den brogede bog“, hvor maleren i ham er så afgjort fremherskende, merker man en voksende interesse for det psykologiske, indtil hans merkelige dobbeltverk, „En kvindes skriftemål“ (1901) og „Hvi ser du skæven“ (1902) fremtræder som et eneste psykologisk eksperiment.
Karl Larsens forfattervirksomhed efter „Den brogede bog“ omfatter foruden de nævnte følgende verker: „Ei blot til lyst“ (1894), der har lignende emner som „Kvinder“, den historiske studie „Søster Marianna og hendes kjærlighedsbreve“ (1894), „Udenfor rangklasserne" (1896) og „Kresjan Vesterbro“(1897), der begge bevæger sig i folkelige kjøbenhavnsk kredse, romanen „Dr. X“ (1896), der danner et psykologisk midtpunkt i Karl Larsens digtning, „Danske mænd“ (1898), „Under den sidste krig“, uddrag af danske soldaters breve og dagbøger fra 1864 (1898), „Fra det gamle voldkvarter“ (1899), „Seksten år“ (1900), „De ensomme“ (1903) samt de interessante studier over fremmede lande og kulturer: „Lystfart“ (1896), hvor han behandler det moderne Rusland, „Modet og den blanke klinge“ (1898), hvor han færdes i Spanien, og „Poetisk Tyskland“ (1898).
— — Allerede i „Cirkler“ røber sig Karl Larsens blik for eiendommelighederne ved den danske middelstand og det danske folkeliv. Senere gjorde han rene studiereiser i baggader og blandt bøllerne og vendte tilbage med rigt udbytte. De skikkelser, han har hentet „udenfor rangklasserne“, er ganske pragtfulde, der er et gemyt i skildringen, som på ethvert punkt afvæbner og vinder læseren, en stor medfølelse og stort humør.
For mit vedkommende ved jeg få ting, der har moret mig slig som Hans Peter Egskovs oplevelser. De strålende flygtige udtryk, hvori menneskesjælens snurrige nuanser afspeiler sig i det daglige liv, blandt individer, der hver har dannet sig et livssyn fremvokset, tilpasset, begrænset af deres milieu, har Karl Larsen her indfanget, som man fanger levende sommerfugle. Og hvad er det ikke for fund han har gjort af lystige skikkelser, af friske billeder, af nye ord! Og det merkelige er, at alle disse personer, som Hans Peter Egskov beretter om, dem ser man, ligesom når man hører en malende mundtlig fortælling, i dobbelt lys, på samme tid med egne øine og med fortællerens: således må disse mennesker ha været, og således har de fremstillet sig for Hans Peter. Slig ser man den „gale“ baron Cronenskjold, som med sit farverige kavallerisprog dog er en gemytlig mand, skjønt han vil ha sig frabedt, at Hans Peter udsoner sine „svinagtige bidrag“ i fuldt liberi, og skjønt han i visse henseender, f. eks. når det gjælder at gjemme mavebæltecigarerne, kan være udspekuleret nok, „en rigtig durkdreven rad“. Slig ser vi den gamle enkegrevinde, en „ganske herlig dame“, morderlig gammel, som „piber i høie toner og ryster med kæberne“, når Hans Peter har været ude med den mund, der efter hans egen opfatning er skjænket ham af vorherre til forsvar mod hans fiender. Og vi har et lyslevende indtryk af Peter Egskovs familieliv og de vanskeligheder, som hans tidligere udenomsforbindelser bereder ham, af virkeligheden og af Hans Peters uforgribelige opfatning af denne: „Jeg har aldrig hørt til dem, der ga’ penge ud til pigebørn, det holdt jeg mig dog for god til. Der sku’ man nok lagt og fyldt knapper i den slags, så ha’de man da været godt tosset; jeg har aldrig haft med andet end ordentlige piger at gøre. — Men så er’et jo osse, man har denne re’lighed bagefter med at man ska’ ud med bidrag. Og det er en slem pukkel, ka’ De tro, at slæbe på siden hen i livet, når man vil tænke på at gifte sig og stifte et familjeliv; der ku’ s’gu osse staten godt træde lidt lindrende til, mange gange.“ Vi ligefrem hører tonefaldet i Hans Peters samtale med de to sedelighedsbetjente, der vil aflægge hans tjenestepige et besøg, fordi der „både var en dyrlægeelev og en anden løjser, som ha’de meldt hende, de var nok b’een lidt uenige om’et bagefter" — han „får de to sædeligheder smækket over på et par bajere hos Peter Jensen,“ der „sa’ jeg til disse to menneskeædere, at nu ska’ De alli’evel la’ vær’ a’ gå på hende for denne gang og snuppe hende, for det er synd på pigen, og det er en dygtig pige; men sig De bare til overbetjenten, at jeg ska’ som husfar gi’ hende sådan et pulver, så de ska komme til at undvære hende i skønhedskonkurrencen både i Nansensgade og de andre gader.” Men fremfor alt er den sidste skisse, „Dengang H. P. Egskov mistede det kønneste af sine børn“, et veltalende udtryk for Karl Larsens særegne evne: i billedets umiddelbare livagtighed speiler sig samtidig hans gyldne humør og hans varme deltagelse. „Egskov pustede et øieblik, så sagde han: I morges, da var hun (moren) jo lidt lille ved det, da hun ha’de mistet ham, så jeg måtte jo træde til på bedste måde. Og det ka’ jo ikke nytte at græde sig øinene ud a’ hovedet, for vi får ham ikke igen for det, men det sa’ jeg også, at det er ingen løgn, at Vorherre, han ska’ altid ta’ og gemme de bedste, og det var synd for det barn, at han sku’ gå den vei, det ved Gud, det var. For jeg skal si’e Dem, han var så klog, så klog, som De ikke sku’ tænke Dem. Ikke mere end han var halvfjerde år gammel, så når moren, hun klagede over, at man ikke var kommen hjem og lignende, så ha’de han regnet den ud: fa’er er gået med sadelmager Hansen, og de sku’ ud til den og den, og du ka’ tro, mo’er, de sidder nok nede i Peter Jensens kjælder og drikker bajere, og nu ska’ jeg gå hen og hugge ham, jeg kender vejen. Og tror De ikke, han stod der, lige på en gang: god dag, fa’er! — Men at han sku si’e no’et, om at det var mo’ren der vilde ha’ mig hjem; han var altfor durkdreven! Nej, der var no’en hjemme og vilde købe af de store møbler og hvad han ellers sådan ha’de hørt, at mo’ren hun stak ud, når der var no’en, der spurgte efter mig. Jeg ku’ b’ie så lynende gal, mange gange, når vi kom hjem, og skælde ud på moren, men det var jo morderlig klogt af barnet fundet på, det kan man ikke sige andet; han ku’ få folk til at rende med noget, allerede i den alder!“
— — Kresjan Vesterbro hører til et samfundslag, der befinder sig adskillig længere nede end de kredse, hvor Hans Peter Egskov færdes. Det er den kjøbenhavnske bølle, storbyens vagabond, Karl Larsen her har valgt til model, men det er en af de mere godartede eksemplarer, han har studeret. Det er det menneskelige, det iboende, endnu bevarede menneskelige gemyt, og de naturlige forudsætninger, den undskyldende forklaring, Karl Larsen søger hos manden fra Vesterbro. Og her har det lykkedes ham at fremlægge et dokument af betydelig human interesse, samtidig med at han har nået sit kunstneriske mål, stillet en original type i en intim belysning, skabt et høist eiendommeligt lidet kunstverk.
— — I „Doktor X“ har Karl Larsen henlagt sit menneskestudium til et helt forskjelligt område, til det høit kultiverede nutidsmenneskes komplicerede mekanisme. Han har her med stor sikkerhed grebet og fastholdt det fænomen, at det moderne kulturmenneske fører en dobbelttilværelse. Det ene jeg står udenfor det andet, betragtende, kritiserende. Sterkest kommer dette frem hos kunstneren, hvor det kunstneriske jeg går på vagt om det menneskelige, lever af det, udnytter det, undertiden lammer det. Doktor Falk er kunstner af temperament, kunstner i sit livsforhold, og han blir det tilsidst også i gjerning, han blir det just i det øjeblik, da livet, det umiddelbart menneskelige, kvinden, møder med sit afgjørende krav. Det er logisk rigtigt. Mens kunstneren udøver sit kald, ligger hans menneskelige handleevne ofte brak. Mens hjernen arbeider, kjender hjertet ikke sin besøgelsestid. Men det enkelte tilfælde, Karl Larsen fremdrager, overbeviser mig ikke helt. Eller det griber mig ikke. Doktor Falk er ikke således ilddøbt af kunsten, og Margrete ikke så sterk i sit menneskelige krav, at der blir nogen dybere konflikt. Det hænder ikke sjelden, at betydelige kunstnere i sin skildring af kunstnere ikke formår at gi nogen illusion om betydelighed. Men Karl Larsen, der har tegnet så mange fortræffelige kvindeportrætter, synes mig desuden at ha kommet til kort ligeoverfor Margrethe. Hun er snarere gold end rig, snarere bourgeoise end fornem. Hun er ialtfald ikke den, han øjensynlig har villet, hun skulde være. Stykkets genius, doktor Ix, der er mandens koldt reflekterende ånd, doktor Faust Falks Mefisto, minder lidt for meget om en åndrig titelvignet. Men enhver, der kjender Karl Larsen, vil vide, at bogen indeholder en række ingeniøse iagttagelser. Dens tankegang er klar og skarp. Den er kritikerkommentaren til Karl Larsens digtervirksomhed. Men bogen er inden hans levende skildringer den, der har mindst liv.
— „Fra det gamle voldkvarter“ synes mig at høre til det smukkeste, Karl Larsen har frembragt. Så stille og afklaret, så beskeden og ægte menneskelig en kunst er sjelden. Jeg har litterær respekt for liv- og kunst-teoretikeren i „Dr. X“, — jeg har en sterk glad livsfornemmelse ved den måde, hvorpå han i „Kresjan Vesterbro“, „Fra det gamle voldkvarter“ og „Seksten år“ fører os livet nærmere.
Ikke så, at der jo under det mest stilfærdig poetiske hos Karl Larsen ligger en streng kunstnerisk metode. Han har selv i en artikel i „Tilskueren“ git en fremstilling af sin arbeidsmåde, som stiller hans livsverk i en eiendommelig belysning. Sjelden har vel en digter været så klar over sit mål, så sikker i sin plan, dens forberedelse og udførelse. Han har valgt „Det gamle voldkvarter“ som eksempel. Det heder i denne artikel bl. a.:
„Titlen viser, hvad jeg har villet give: ikke de i bogen forekommende menneskers skæbne, men milieuet „det gamle voldkvarter“, et småborger- eller spidsborgermilieu, som i første række hører hjemme i Kjøbenhavn, men hvis videre — selvfølgelig modificerede — gyldighed jeg har haft leilighed til at overbevise mig om også inden for andre, moderne, germanske bysamfund. Et middelstandsmilieu, der har sin særlige holdning og stemning, men tillige synes mig at åbne visse perspektiver ud over menneskers tilværelse og følelsesliv i videre forstand. Kort og godt, en med kunstnerisk anskuelighed fremstillet socialstudie, der tillige rummer noget af en livsfilosofi — i virkeligheden sidestykke til de i enkeltfigurer udførte Hans Peter Egskov, Kresjan Vesterbro, Hopsadrengen, hvori der er tegnet typiske produkter af den moderne store by, struggleren fra de lavere lag, alkoholikervagabonden og sutenørbøllen.
De i den sociale studie „I det gamle voldkvarter“ optrædende personer spiller kun en rolle, for så vidt, og så længe de betyder noget for belysningen af helheden; fortællingen om dem er sluttet i det øjeblik, de har syntes mig i deres fremtidige liv og virken ikke at kunne udfolde nye milieuet bestemmende ejendommeligheder.
Disse mennesker forekommer i bogen sideordnet med så mange af de såkaldte døde ting, huse og gader, kaféer, værelser, spisevarer, brugsgenstande; deres idéindhold har sin betydning; men måden, på hvilken de søger at udtrykke det, sproget, hvori de kæmper for at forme det, gælder overordentlig meget mere; hele „handlingen“ er kun opfundet og lagt til rette for, så vidt muligt, at få alle former, farver og toner i milieuet frem. Hvor bogen ikke er forfattet i en dialog, der med strengt gennemført individualisering gennem ordvalg og diktion maler de forskellige personer, er den skrevet i et sprog, der intet øieblik er „forfatterens“, men altid søger at afspejle netop den persons tanke og tale, gennem hvis intelligens den pågældende skildring eller stemning i bogen går; den hele beretning er endelig holdt sammen ved en gennemført sproglig kadence, som også i sin eiendommelige rytme skal male med på milieuet. Denne takt må læses eller høres ud af bogen eller et af dens større afsnit i sin helhed; som eksempel på, hvad jeg mener med den fortællende stils individualisering vil jeg anføre et par linjer, hvori der skildres, hvorledes bogholder Brodersen går ned ad gaden til sit spisekvarter efter at have set på lejlighed hos fru Redsted. De lyder således: „Så kom han igen ned på i gaden. Tågen havde fået samlet sig rigtig tæt. Alle lygterne stod så tykke inde i den, hovne, som Jørgensen i banken engang havde sagt.“ I de kursiverede ord „rigtig“ og „så“ ligger ægte Brodersenske gjengivelser af hans fornemmelser — vel at mærke, når han, som her, kommer gående i sin dagligdags tummerum og under behageligt hyggelige betragtninger. En mand som han vil netop i normal stemning betegne en betydelig grad af styrke ved det beherskede „rigtig“ (en rigtig uartig dreng, et rigtig kønt slot, et rigtig ubehageligt tilfælde), og når han da atter har brug for en lignende styrkebetegnelse, står kun det barnlige „så“ til hans rådighed; anvendelsen af „hoven“ i den givne forbindelse ligger ganske udenfor hans niveau; men den mere bevidste og kritiske Jørgensen kan bruge ordet, som da ved given lejlighed kan komme frem i Brodersens bevidsthed med en tydelig — og let beundrende — erindring om, hvorfra det stammer. Hvis derimod Brodersen havde været f. eks. i sterkt sindsoprør, da han i tågen gik hen ad Fiolstræde, kunde der fra hans hjertets dyb være kommen andre sjældent opdukkende gloser frem, som vilde have været påvirkede af højtidelig, måske bibelsk eller anden bevæget litterær stil, således som han fra skolen eller gennem stumper af litteratur var stødt på dem.
Ved hvad jeg lod passere igennem to småborgerfamiliers hjerne og hjerte ønskede jeg at fremstille knappe livsvilkår, en ejendommelig — og hyggelig — fjernhed fra at spille nogen rolle i det store, bestemmende samfundsliv, sterk afhængighed af barndommens opdragelse, naiv optagen af alle mulige brokker og stumper kultur, uregelmæssige tilbøjeligheders kamp med et enkelt formet og stille ordnet småborgerliv, en resignation, der lader sig trøste ved at opforgylde livet med en beniciaglans, som et højere kulturlag vilde gennemskue o. s. fr. Og „ruden“ ud til den store verden, det, som giver denne skildring af noget ganske specifik, den tone af almen gyldighed, som først rigtig hæver alt det særlige frem, ligger i den lille fru Brodersens evne til at kunne trykke øinene i for alt det bitre, tunge og smudsige i livet og flygte over i et fantasiens rige.“
— Karl Larsens ægte videnskabelige interesse for det psykologiske experiment fejrede nylig en smuk triumf i hans to bøger, „En kvindes skriftemål“ og „Hvi ser du skæven“. Det er i virkeligheden én og den samme bog. Den er bare skrevet af to forskjellige personer. I den første bog lader Karl Larsen den ene part i et ægteskab, kvinden, fortælle *sin* historie. Uden et eneste forfattervink lader han fru Thora Halck gjøre rede for, hvorledes dette ægteskab har været. Sin opfatning begrunder hun dygtig, og hun gjør et retsindigt indtryk. Så kommer i næste bog manden og fortæller det samme om igjen, også han er utvilsom ærlig, men her ser alt anderledes ud. Nu kan læseren selv gjøre op sin mening. Eksperimentet forekommer mig absolut vellykket. Først, fordi digteren virkelig har udført det kunststykke at fortælle det samme om igjen og dog den hele tid at holde interessen vedlige. Men dernæst har han git en belysning af tingenes absolute relativitet, som har betydelig værd både kunstnerisk og filosofisk. Han har demonstreret, hvorledes alt må stille sig forskjellig efter de øine, der ser, hvorledes to, der strides, begge kan ha ret. På flere punkter har de ret både Axel Halck og hans hustru. På andre punkter føler man, hvor den personlige interesse gjør blind, hvor man er dumt afhængig af sine egne øine. Man ser ikke selv det, som andre ser. Det er navnlig tilfældet med fru Halck. Hvor ubevidst hun dog overalt røber sin egoisme! Hvor man af hendes egne ord ved, at slig er hun, mens hun selv mener noget ganske andet. Og intetsteds har digteren brugt sterke midler. Der er meget værdifuldt hos fru Halck, men dog vinder hun ikke ens sympati. Hun er gold, trods den energi, hun kan udvikle. Tora Viums første store lidenskab har været hendes beundring for sin far, den filosofiske professor, den store, frie tænker, der dør, da hun er en ganske ung pige. Hun har den plan engang at gjøre ham kjendt over al verden, oversætte ham på mange fremmede sprog. Til det mål udfolder hun en seig virksomhed. Hun vågner sent som kvinde. Hun vågner egentlig aldrig. En ung mand, der deler hendes beundring for faren, Axel Halck, en fint dannet mand, lidt vek, hvis dybeste interesse i livet er kunst, vinder hendes hengivenhed. Første gang, han beder hende bli sin hustru, virker det kun overraskende på hende. Men under en lang lykkelig reise, hvor de to og Halcks far, i hvis hjem hun efter professor Viums død opholder sig, er alene sammen, vågner der, mens de tar ind de mange skjønhedsindtryk, en følelse hos hende, der ligner kjærlighed, og hun indvilger i at gifte sig med ham. Hendes store plan, at oversætte farens verker, går lidt efter lidt i glemme. Hun har en dyb trang til at fyldes af en sterk følelse, men hun har i sig selv intet at leve på. Hun lytter til, hvad Halck sier, hans varme stemme, når han taler om det, han har kjært, gjør hende godt, vækker en illusion i hende. Og hun er tilsyneladende interesseret for hans samlinger. Men i virkeligheden har hun ingen åndelig selvstændighed, og hendes sans for kunst er grov og usikker. Det er den kunst, hvori der gjemmer sig en eller anden stor begivenhed, som taler til hende. Det er den store begivenhed, hun tørster efter. Men den kommer ikke, således som hun og hendes mand indretter sit liv, et rigt par, der lever stille og standsmæssig, samlende på kunstsager. Det værste, det farligste i forholdet det er at Axel Halck rent mandlig ikke er manden for hende: han har ikke havt magt til at vække; hendes træge sanser, endnu mindre til at fylde hendes sjæls „uudslukkelige trang til at fortabes i en alt forglemmende hengivelse“. Det har han selv frygtet lige fra brylluppet. Og ikke lang tid efter ved han det: „Thora og jeg har aldrig tilhørt hinanden fuldt ud på dette inderlige og farlige område, hvor forskellen mellem mennesker kan være så stor, og så brutalt skjæbnesvanger.“ Det bedste, hun kan finde i ægteskabet, er en øm fortrolighed. Samtidig føler manden mere og mere, hvor lidet hun kan gi ham, også han blir undertiden bitter, så godt han behersker sig. De får et barn, en gut, og Thora kaster nu al sin sterke utilfredsstillede følelse på ham. Her begår manden i god tro den eneste virkelige uret, han gjør hende, idet han forsøger at hindre, at hun fortaber sig så vildt, så sanselig i barnets pleje. I disse barnets første år har Thora megen skjult lykke. Men gutten vokser til, han har farens sind og interesser og slutter sig tæt til ham. Så oplever hun også den skuffelse. Hun blir mere og mere led ved det hele, sjælesyg af utilfredsstillethed. Tilsidst finder hun i religionen det indhold, hun har søgt så forgjæves hele sit liv. Hun, den store frie tænkers datter, der altid har havt sin fars anskuelser, blir i kraft af sin utilfredsstillede kvindelighed lidenskabelig religiøs. „Fuldt og fast bilder hun sig ind, at hun er blit kristen. En i missionsprest har ført hende gjennem angeren og underkastelsen under Gud til nåden.
Det vil sige, hun er gjennem lidenskabelig beskjæftigelse med sit eget liv og sin egen person bleven ført til følelsen af lykkelig sønderknuselse under en usynlig overvældende styrke.“
Begivenheden er kommet. Hun har ad anden vej nået det, som hendes mand ikke kunde gi hende, og som kun „mænd med en svøbes lidenskab“ kunde git hende.
Hun interesserer mest, han er et bedre menneske. Han er en ret fin natur, og dog er der over ham et svagt skjær af snobbethed, eller om man vil: en let egenretfærdighed. Det merkes i forholdet til hans første kvindelige forbindelse, Betty. Thoras egoisme er af råere art. Men med al sin golde fordringsfuldhed er hun betydeligere end han. Betydelig ved sin sterke livstrang. Hun er af de kvinder, der lidenskabelig søger den mand, de oftest ikke når: manden, der kan tænde den ild, de ikke selv eier, ligegyldig hvordan det så sker.
— — Karl Larsens sidste verk, „De ensomme“, en liden bog på 78 sider, er et nyt vidnesbyrd om hans utrættelige trang til kunstnerisk fornyelse. Han anfører selv som et væsentligt kjendetegn, for at man blir gammel, den følelse, at livet synes at gjenta sig. Det passer også, omvendt, om kunstneren: ham begynder, uanseet sin alder, at gjenta sig, når han blir gammel som kunstner. Gjentagelsen — det er livet, kraften, som udtømmes. Netop her er Karl Larsens lille studie, over de to gamle, „de ensomme“, et strålende vidne om hans kunstneriske ungdom. Neppe nogengang har han ydet dybere og eiendommeligere kunst.
Det er to ældre mænd, som tilfældigvis kommer i berørelse, de bor i samme hus. De har intetsomhelst tilfælles undtagen det, at de er ensomme, at de hver især i sin uendelig forskjellige forestillingskreds søger at vedligeholde en livsinteresse, en livsforbindelse med fortiden. Den ene er en dannet mand, en forfatter, han er vel blit stående isoleret, han har havt den store sorg at miste hustru og barn, han har med tungt sind set den by og det hus forsvinde, hvortil hans ungdoms minder er knyttede, livet har intet nyt mere at byde ham, han er ikke mere en vandrer og erobrer, — hvad der blir igjen for ham, er at slå sig ned og ordne, „samlende, katalogiserende, erindrende.“ Men hvor meget er ikke allerede dette! Denne mand sidder dog „inde i sin barndoms by, mellem møbler, hvoraf hvert eneste havde sin historie knyttet til hans, blandt bøger, papirer, billeder på væggen, der dannede en uovervindelig hær i kampen for at bevare alt det, som ikke mere var.“ „Hans døde omgav ham bestandig.“ Da er den anden ensomme, som han lærer at kjende, anderledes og værre stillet. En gammel slider, en almuesmand, som har kjæmpet hårdeligen i en menneskealder over i Amerika for at samle sig en spareskilling, — nu er han vendt i tilbage til sit hjemland, men han har ingenting fundet igjen, og der er ikke engang spor af hans forældres grave, og hans slegt er flyttet bort, ingen ved hvorhen, — han går forgjæves sin søgende gang. I den dagbog, forfatteren lader ham holde, fortæller han: „Jeg begyndte nu i zigzag at spasere gjennem alle kirkegårde for om mulighed skulde være til at finde nogle døde, som jeg i tidligere tid havde kjendt som husbonde eller bekendtere …” Denne mand er tilgagns ensom. Han ejer jo ikke, „kulturmenneskets rigdom på idéforbindelser,“ hans liv har været „de håndgribelige ting,“ og nu har han „ikke så meget som en eneste lille anskuelig stump kirkegård, hvorfra minder om hans døde kunde svinge sig i veiret.“
Den gamle slider er den virkelige gjenstand for Karl Larsens interesse. Den anden er kun melemmand. Hans ensomhed er kun en målestok for hins frygtelige tomhed.
Han har ført dagbog, den gamle, en mellemting af dagbog og regnskabsbog, og digteren meddeler brudstykker af denne. Det er vel det ypperste stykke kunst, Karl Larsen endnu har skabt, så forunderligt troværdigt, så snurrigt og ubehjælpeligt og rørende, så mesterlig malende. Der ruller forbi en et liv, et trøstesløst ensformigt liv, i hårdt arbeide, et liv for skillingen, indtil skillingerne er blit såvidt mange, at der kan tages et hvil, før døden kommer.
Men også til denne mand rækker lykken et halmstrå. Og han griber det. Han er gjenstand for et grovt bedrageri. Gamlingen reflekterer på et avertissement, „en middelaldrende enke med et smukt hjem.“ Det er et dårligt fruentimmer, rigtig dårligt, — der blir heller intet giftermål af, men han trækkes dygtig op, de skillinger, som hans sure slid har git værd, får rask afsætning. Ti der er et lidet barn, og den gamle tror, det er hans, de sier også, både den ene og den anden, at det ligner: „Håret, der var lyst og tykt og med lidt til at reise sig op ligesom en lille top på forhovedet oven panden, lignende som — jeg ved ikke, om De kan se, det kan somme tider reise sig sådan på mig,“ — dette barn har den gamles hjerte, det blir hans alderdoms eneste tanke, eneste lykke. „Livet havde dog været nådigt og skænket ham erindring. Menneskene havde dog atter en gang i deres lavhed og løgnagtighed måttet tjene det skønne fromme bedrag.“ De optegnelser, hvori den gamle med en amerikansk bønnebog som støtte og tilknytning udtrykker sine følelser for barnet, er af en forunderlig naiv skjønhed, fuldkommen kunst. Der er et øieblik, hvor man uvilkårlig spørger: Er det muligt, at dette ikke er den gamle mands egne ord? — Hans sidste plan, hvorom han rådfører sig med forfatteren, er den at anvende sine sidste penge som „en slags gave for fattige og syge børn,“ der kunde „hedde efter mit barn, fordi gravstedet kan kun købes for visse år, og efter den tid har jeg jo set, de sløjfer navnet væk og alting. Og så kunde mine penge jo blive ved at gjøre godt til evig tid.“
„De ensomme“ forener med særegen styrke de betydeligste egenskaber i Karl Larsens kunst: dybde i reflektionen og troværdig friskhed i menneskefremstillingen. Det er lige meget en tænkers som en malers studie. Jeg har forsøgt at gi et hastigt indtryk af denne studies indhold, men hvad der er ugjengiveligt, er den skjære poesi, der står som en vemodig aftenhimmel over dens ensomme verden.
— — Karl Larsen er par préfèrence artisten blandt de danske digtere. Hans temperament og hans samvittighed er lige gjennemtrængte af artistens tro, — han har den religiøse artists lykke og hans sorger.
„Det har nu altid gået mig som forfatter således, at når som helst jeg har „skrevet“, er det sket under fornemmelsen af, at tilværelsen med sit kundskabens træ på godt og ondt sank i jorden, og mit livs hændelser og iagttagelser, glæder og sorger var blevne til et rent og skært fantasiforhold og arbeidsstof, hvoraf jeg formede mine skikkelser og stemninger i en verden, fuldkommen fremmed for ondt og godt. Dér hersker kun én stræben, som bærer arbeidet og går ud på, indenfor den valgte form, at nå det udtømmende og færdige.“