Danske Digtere 1904/Peter Nansen
Peter Nansen.
Peter Nansen er født 1861 af en på fædrene side jødisk familie, hans bedstefar, der indvandrede som gut til Danmark fra Tyskland, var den bekjendte Mendel Levin Nathanson, der blev en foregangsmand på flere områder, den første, der satte den danske manufaktur i direkte forbindelse med England, mens Hamburg tidligere havde været mellemleddet, den første, der i Danmark skabte en stor dagsavis, Berlingske Tidende, en betydelig socialøkonomisk videnskabsmand og en interesseret beskytter af dansk kunst. Tillige kom han til at udøve en afgjørende indflydelse på jødernes stilling i det danske statssamfund. „Det kan uden overdrivelse sies,“ skriver en af hans biografer, „at jøderne, der hidtil faktisk havde levet i et åndeligt og nationalt ghetto, væsentlig ved Nathansons fortjeneste er blevne jævnbyrdige statsborgere og danske.“ I Nathansons hus samledes i en årrække kunstnerisk og litterært interesserede mænd, først og fremst Baggesen, som Nathanson ofte stod hjælpende bi, så Henrik Hertz, der forresten var ham beslegtet, videre skuespilleren Foersom, hvis Shakspeareoversættelse Nathanson gav bidrag til, malerne Lorentzen og Eckersberg og komponisten Kuhlau.
Efterat handelshuset 1831 var gået fallit, kom Nathanson, der allerede dengang havde udviklet et anseligt nationaløkonomisk forfatterskab, til at arbeide i den danske presse. Fra 1838 var han i: mange år redaktør af „Berlingske Tidende“, som under hans ledelse fra en ubetydelighed voksede op til den mægtige og velhavende avis, den senere blev. Konservativ i politik, ofte lidt naiv i sin polemik, var han også i pressen i mange henseender en foregangsmand. Hans hovedinteresse var Danmarks næringsveie.
Peter Nansens far, presten Nansen, var en tid ansat i Aalborg, senere i Næstved. Det er Aalborg, der tænkes på i „Guds fred“. 1879 blev Peter Nansen student. „Fra Rusåret“, de breve til og fra stud. jur. Emil Holm,“ som Nansen senere udgav, synes mig prægede af en umiskjendelig virkelighedstroskab. Den konservativt opdragne unge mand, hvis skarpe intelligens efterhånden emanciperer ham fra hjemmet, bringer uvilkårlig tanken hen på Nansen selv. Det varede ikke længe, før den energiske og skarpsindige prestesøn, der studerede statsvidenskab og samtidig tjente til livsophold ved at gi timer, fandt veien til pressen, hvor han snart lagde fremragende betingelser for dagen, en usedvanlig smidighed og eleganse forbundet med en betydelig kundskabsrigdom.
Han begyndte i bedstefarens organ „Berlingske Tidende“, redigerede desuden sammen med skuespiller Poul Nielsen et lidet theaterblad og leverede nu og da småting til det af Herman Bang redigerede ugeblad „Vor tid“. Samtidig deltog han vrig i studenterlivet, hvor han forholdsvis snart havde sluttet sig til oppositionen. Nansen kom til Kjøbenhavn, efter at det første afgjørende litterære gjennembrud havde fundet sted. Fra 1876 har vi J. P. Jacobsens „Marie Grubbe“. Også Drachmann havde dengang allerede gjort sig energisk gjældende. Nansen hørte til den følgende slegt, som voksede op under indtrykket af de store kunstneriske seire. Det var først og fremst det artistiske, som virkede på ham. Han er i det ganske Norden den digter, der bringer den spirituelle franske kunst mest i erindring. End ikke svenskerne, som af de nordiske folk altid har stået den franske kultur nærmest, og som i den gustavianske tid eiede digtere af en med den galliske beslegtet esprit, har havt nogen forfatter, der behandler farlige emner med den sikkerhed og gratie som Peter Nansen.
Nansen debuterede høsten 1883 med „Unge mennesker“, og udgav kort efter den dramatiske situation, „Kammerater“, som opførtes våren 1884. Ved denne tid var han medarbeider i „Nationaltidende“. Men da „Politiken“ stiftedes høsten 1884, førte hans kunstneriske og politiske sympatier ham naturlig til dette blad, hvor han gjennem 11 år var en dygtig og anset medarbeider, absolut, som der står om helten i „Guds fred“, en mand, der måtte regnes med, en farlig modstander og en solid ven. Peter Nansens journalistik er kunst. For ham er en liden artikel en kunstnerisk enhed for sig. Omhyggelig komponeret sier den nøjagtig, hvad forfatteren vil si, og bibringer læseren hans opfatning ligeså klart som underholdende. En gratiøs ironi, en munter alvor, — et solid kjendtskab til emnet i en vittig form, — det er Peter Nansens særkjende som journalist. Siden 1895 er det forholdsvis sjelden at møde hans pen i pressen. Fra dette tidspunkt fandt han en anden for den danske og norske litteratur betydningsfuld virksomhed, idet han knyttedes som litterær konsulent til det Gyldendalske forlag.
1890 udgav han „Korte veie“, hvor det bekjendte lille lystspil „En bryllupsaften“ er medtaget, 1891 „Et hjem“, 1892 de tidligere omtalte breve: „Fra rusåret“, 1893 „Julies dagbog“, 1894 „Maria, en bog om kjærlighed“, 1895 „Guds fred“, 1898 „Judiths ægteskab“, 1899 „Troskabsprøven“.
„Julies dagbog“ er i visse henseender Nansens betydeligste bedrift. Det er den bog, som rummer den største sum af menneskeligt liv og poesi. En ung kjøbenhavnerindes udvikling i 18—20 års alderen, hendes stemninger og tanker, hendes livs eventyr, før hun tar fornuften fangen og går ind i den jevne borgerlighed — er skildret med den intimeste forståelse, smukt og varmt og med udsøgt kunst. Julie Mogens er lige blit voksen, hun tilhører et borgerligt kjøbenhavnsk hjem, hvor hun ikke just morer sig. Sine bedste timer, „døgnets oase“, har hun om aftenen, efterat hendes gnavne far er gået tilsengs, og hendes opløbne overgangsfænomen af en bror har trukket sig tilbage til sine lektier eller til sin smugtoddy. Hun sidder da alene med sin elskværdige, gode og beskedne mor, og de to prater om alt og ingenting. Hvor Julie er lyslevende, hvor man ser hende, med hendes skjelmeri, hendes gode hoved og gode humør, hendes pigedrømmes poesi og hendes praktiske sans. En sund og sterk ung kvinde, der er klog i selve sin naivetet, handledygtig i selve sin romantiske uerfarenhed.
Julie meddeler os straks i begyndelsen af dagbogen, at hun er betænkt på at gifte sig, med sin barndomsven Erik, en brav arkitekt, der for tiden er i udlandet. Hun ved endnu ikke, hvad kjærlighed er, hun ved bare, at det ikke er den, som driver hende mod Erik. Men han er den eneste redningsplanke, hun øiner, hun vil ud af hjemmet, og hun holder af sin gamle ven, som hun ved vil bli god mod hende. Og når han nu kommer hjem og frir — for det ved hun, han vil gjøre — så agter hun at slå til. Hele hendes snusfornuftige ungpigeræsonnement er muntert og træffende belyst.
Samtidig ser hun sig om med vidtåbne og nysgjerrige øine. Hun ved jo lidt besked — på afstand — den unge kjøbenhavnerinde. En stor by virker hurtig udviklende. Ligeoverfor hendes hjem — på en anden side gaden — bor der en ung mand, hvis sikkert lidt uregelmæssige liv i høi grad spænder hendes opmerksomhed i hendes mange ledige timer. Der kommer ikke få damer til ham, — og særlig er der en, som har interesseret hende. Af spredte træk kombinerer hun den roman, som her foregår. Hun bivåner en kvindelig seir og et kvindeligt nederlag. Hun lever med i begge, de fylder hende med dyb eftertanke.
I teatret har hun en aften havt et glimt af en feiret skuespiller, der spiller en birolle i et stykke ved navn „Suleima“, en ung mørkhåret scheik, der bortfører heltinden. Den unge scheik vækker poetiske forestillinger hos Julie. Hun kan ikke glemme hans mørke øine. Hun er så elskværdig mod sin bror, at gutten er rørt og forbauset.
Imidlertid kommer hendes eventuelle forlovede Erik, hjem. Han er rigtig god, men han er klodset. Og han har ikke fremfærd til at nå en afgjørelse. Han kredser forelsket om Julie og plager hende ved sin ubehændighed.
Men Erik er en ven af selve scheiken, skuespilleren Alfred Mørch. Han foreslår Julie at forestille Mørch for hende, men det vil hun ikke. Det er morsomt og karakteristisk, at den unge pige da indigneret gir tilbedste endel sladderhistorier, hun har hørt om denne mand, der allerede har sat hendes fantasi i den livligste bevægelse. Men i en forunderlig ophidset stemning, et øiebliks indskydelse, som dog er noget mere, skriver hun til Mørch og beder ham om et stevnemøde. Han kommer. Dette møde er fortryllende. Hvor hun er barnslig og dog kvindelig forlegen i sin naivetet. Hun afviser ham, hun gjør nar af ham, hun foregir et dumt væddemål, men hun lar sig dog overtale til muligvis at ville møde ham igjen.
Fra nu af udvikler forholder sig raskt. Til Erik, der beundrer Mørch og ofte taler om ham, svarer hun strengt. Men i stilhed kan hun ikke lade være at beskjæftige sig med den mørkøiede scheik. Hun anskaffer sig en veninde, ubetydelig og ikke smuk, typen på de brugbare veninder, som dog tilsidst blir brysomme nok. Så begynder stevnemøderne for alvor. Fortræffelig har Nansen skildret skuffelsen den første aften, de er sammen, den unge kvinde, der kommer i angstfuld længsel efter eventyret, og den lidt ældre, forfarne herre, der optræder høflig, veltilfreds og smilende — så det sidste indtryk blir dette: er han så honnet, så overbærende mod mig stakkars lille pige? — eller er han blot en smule dum. Imidlertid forstår hun af en ny kuriøs indbydelse, som bringes hende gjennem Erik, og af småting, som Mørch har sagt, at hun alligevel har gjort indtryk på den „træfigur“.
Det følgende møde er malet med stor omhu, rigtig nydelig. Nu er eventyret kommet, og hvor hun er strålende, Julie! Alle forelskelsens tegn er i det følgende skildret con amore: den evige uro, den hastige vekslen mellem had og længsel. Hun vokser under dette, hun blir en anden, ja det forekommer hende selv, at hun skifter ansigt: „han digter mig smuk og så blir jeg smuk.“
„Mit sind er som en forårshimmel: snart jublende dansende solskin, snart skytungt, knugende sig sammen i mørk kold angst.“
Hun fører en dobbelt tilværelse i denne tid, én hjemme i det grå hverdagshjem, hvor alt blir endnu gråere, efterat hun har git Erik en kurv, — én eventyrtilværelse hos ham. Hun kjæmper med alle mulige små løgne for sin lykke.
Imidlertid viser der sig snart en, snart en anden sky på himmelen. Hun blir jaloux, og vistnok ikke uden grund. Hun har en ond forudfølelse af, hvad der vil komme. Hendes frygt og ængstelse afbrydes af store solskins-øieblikke, hvor hendes lykke er heftigere, lidenskabeligere, større, just fordi angsten er gået forud. Så blir Mørch syg. Vi følger hendes sindsbevægelser under denne sygdom. Hvor vakker er ikke den scene hos hendes bedstemor, da den gamle taler mildt og godt med hende. Vi er vidne til hendes skuffelse, da de første gang mødes. Og så de lykkelige dage efterpå, da hun er blit modigere, har sin daglige gang i hans hus, da hun føler det ganske som om de var mand og kone. Endelig idyllen i skoven, deres landtur, hvor deres lykke når sit højdepunkt.
Men så kommer tilbageslaget, under hans fravær fra byen, hvor hun pines ved tanken på de kvinder, han er sammen med, hvor hun lider ved ikke at kunne være ham nær, hvor hun gjennemgår de krydsende stemninger af håb og mistvil og venten.
En dag er det forbi. Ugjenkaldelig. Han sier hende varsomt, men dog bestemt, at hans følelse er forbrugt, færdig. Med megen intensitet er det skildret, hvorledes bruddet virker på hende, hendes feberfantasier, hendes fortvilelse, og så matheden efterpå — alt dette, hvori dog én tanke stedse skinner igjennem: jeg må se ham endnu engang. Hun tilstår, at hun er istand til enhver ydmygelse. Men alt det kraftige og stolte i hende samler sig tilsidst, og hun sender ham et ridderligt brev, hvori hun gir endeligt afkald.
Der blir tilbage en tung, ensom høstfølelse: hun fryser. I denne sindstilstand er hun modtagelig for den trøst, Erik byder hende. Smukt og hensynsfuldt, lidt klodset kanske lader han hende forstå, at han har fattet alt. Han ved, at hun har elsket, men at hun ikke kunde andet.
Julies eventyr slutter naturlig og sandt. Hun blir Eriks borgerlige hustru. Men forinden har hun beskikket sit hus. „Jeg har iaften taget afsked med alle mine små erindringer om ham. Jeg har brændt hans breve, for sidste gang har mine tårer i vædet dem. Jeg har også brændt hans billeder, værst var det at slippe det, hvor han var en lille dreng. Nu er det altsammen borte.”
Af „Julies dagbog“ vil man kunne danne sig et rigtigt og fyldigt begreb om, hvad der er Peter Nansens særegenhed og hans styrke som kunstner.
Formelt er det hans gratie, hans evne til at gi menneskelivets sorg og glæde, lykke og lidelse, krav og skuffelse et udtryk, der vistnok oftest er ægte, rummende det væsentlige, det inderste i disse følelser, men dog tillige virker afdæmpet, med et mildt forsonligt skjær. Han elsker en bestemt skjønhedslinje, som han ikke gjerne overskrider. De sterkeste, mest lidenskabelige, mest brutale udslag af menneskets kamp med livet — de hører ikke hjemme i hans digtning. Han går forbi den store smerte. På samme tid: det, som rå, ufine eller fordærvede mennesker tilsmudser eller andre, der ikke er rå, men har en forkjærlighed for det drastiske, gjerne omgir med en atmosfære af kynisme, — det søger Nansen at fremstille i billeder, der er lige så smukke som de er tydelige. Han kan fortælle om alle en elskovsnats hemmeligheder uden et øieblik at støde an. Hans behændighed leker med ilden. Han sier de dristigste ting med et sikkert smil, som afvæbner. Der gives selskabsmænd, hvis taktfølelse er udviklet til en sådan fuldkommenhed, at de kan tillade sig snart sagt alt. Peter Nansen minder om disse. Det er hans styrke, det er også det, hvori enkelte vil finde hans svaghed. Der er dem, som mener, at den selskabelige taktfølelse i kunsten altid vil virke uheldig. De forlanger, at der i denne skal tales uden omsvøb, jo kraftigere og nøgnere, desto bedre. De irriteres over det lekende, selskabelig smidige, den formelle ynde, der præger Nansens kunst. Ligeoverfor „Julies dagbog“ forekommer deres kritik mig at være uberettiget. En digter er den eneste til at bestemme sin form, — det gjælder kun, at denne form er én og hel, det kunstneriske udtryk for hans personlighed, og at hans gjengivelse af livet virker tilforladelig, d. v. s., at vi forstår og tror på de mennesker, vi møder i hans bøger. Dette er naturligvis atter afhængigt af læserens egen begrænsning. Mig forekommer det, at det liv, der leves i „Julies dagbog“, virker umiskjendelig ægte. Så behagelig og smilende formen kan være, gjemmer der sig en dyb alvor i skildringen. Der falder et stort lys ind i Julies sjæl. Sådan er hun, denne unge kjøbenhavnerinde, i de år, hun fra nysgjerrig ungpige i sorg og glæde vokser til moden kvinde. Julies portræt er bogens virkelige bedrift, det er måske også Nansens største bedrift. Lad så være, at bogens øvrige skikkelser interesserer en mindre og er mindre fyldestgjørende bestemte, både skuespilleren og arkitekten har dog sin hovedsagelige betydning ved den rolle, de spiller i Julies følelsesliv. Og her ved vi alt, hvad vi ønsker at vide.
— Nansens forfatterskab før „Julies dagbog“ lader vistnok ingen tvil om hans formelle evne, men intetsteds trænger digteren tilnærmelsesvis så dybt ind. Det er først med „Julies dagbog“, at Nansens talent kommer til fuld udfoldelse.
De dramatiske situationer, „Kammerater“ og „En bryllupsaften“ udmerker sig ved en frisk og naturlig dialog. Den er aldrig søgt, aldrig sterkere farvelagt, end dagligtalen pleier at være det, og den er aldrig udglattet, banal. Den bevæger sig i små muntre vendinger, der falder de talende ganske ligetil i munden, og samtidig fortæller ikke så lidet om, hvem de er. Mest bagatelartet er „En bryllupsaften“. Den største tiltrækning ved de to små stykker er deres vid, ganske så let, om anlægget kræver det, og den ynde, som Nansen med etpar pennestrøg kan skjænke sine kvindeskikkelser.
Af de tidligere novellistiske arbeider er brevene fra rusåret et fortræffeligt lidet tidsbillede, der maler os ottiårenes ungdom i brydningen mellem hjemmets borgerlig konservative traditioner og tidens urovækkende magter. I „En forelskets dagbog“, indtaget i „Korte veie“, fremtræder Nansens lyriske evne mere ubunden, mere dristig i sin form end nogetsteds før. I „Et hjem“ beskjæftiger han sig med den sociale konflikt, der fortrinsvis interesserer ham, den kloge og overbærende kvindekjender, nemlig den ægteskabelige trekant. Han ser på denne, på de erotiske forviklinger, på kvindens snuhed og mandens indbildske godtroenhed med et venligt smil. Det er til og med en ideal trekant de lever i, Mogensen, fru Nancy Mogensen og Jermer. De har det rigtig bra alle tre, især Mogensen, hvis kone, der tidligere kunde være lidt grætten, er blit så snil, efterat Jermer er begyndt at vanke i huset som den daglige og kjære gjæst. Rent ud sagt vilde det være mest synd for Mogensen, om Jermer trak sig tilbage. At åbne hans øine vilde nærmest være en forbrydelse. Da imidlertid Jermer opdager, at fru Nancy heller ikke skåner hans priviligerede elskerpande, at hrr Martins skikkelse dukker truende op i baggrunden, så redder han sig i tide. Afløsningen er rede: han kan uden samvittighedsnag opsi sin stilling i Mogensens hus. Nu er det hrr Martins tur at holde fru Nancys humør vedlige, mens ægtemanden fremdeles altid stråler af sundhed og tryg lykke.
I Nansens senere verker, i „Julies dagbog“, „Maria“, „Guds fred“ og „Judiths ægteskab“ har to elementer i hans begavelse, hans varme lyriske åre og den gratiøse ironi, hvori han har omsat sin menneskekundskab, indgået en virkningsfuld forbindelse. Snart kommer der en øm og myg klang i hans stemme, en varm glans over ordene, snart går der et klogt og underfundigt, eggende smil over forfatterens ansigt. Men grundstemningen er gjennemgående alvorligere end i „Et hjem“.
„Maria, en bog om kjærlighed“ gjenkalder i ikke ringe grad det 18de århundredes elegante hyrdepoesi. Den har denne ubestemmelige blanding af frivolitet og sentimentalitet, som udmerkede hin digtning, den har den samme ynde som de bedste af den tids verker, den har ovenikjøbet en lignende skyldfrihed eller mangel på skyldbevidsthed i selve letsindigheden. Men denne skyldfrihed var hos det forrige århundres forfattere mere naiv, mens den hos Nansen er reflekteret.
Der er efter min mening et rigere indhold i „Julies dagbog“, som forøvrigt rummer de fleste elementer til „Maria“, men Nansens stilkunst i „Maria“ er mere fuldendt end nogensinde. Maria er iøvrigt nær beslegtet med Julie, men hun er fra begyndelsen mere udviklet, modigere og heldigere. Det er Julie på et lidt senere stadium, en Julie, der ikke resignerer, ikke lægger op i den borgerlige havn, fordi hun har gjort et sådant indtryk på sin elsker, at han tilsidst ikke kan la være at gifte sig med hende, så store hans betænkeligheder er ved ægteskabet overhovedet. „Jeg“ i Maria er utvilsomt en nær pårørende af skuespilleren i „Julies dagbog“, men han fremræder med ulige større klarhed. Ganske mesterlig er skildret de sindsbevægelser, han gjennemgår, da tiden for Marias giftermål nærmer sig, og han mere og mere blir sig bevidst, hvor dårlig han kan undvære hende, og hvor umulig han kan unde den anden hende.
Slutningskapitlerne i „Maria“ indeholder partier af stor skjønhed. Afskeden er særlig smuk: „Din lille varme hånd, Maria, den hvilede så forsigtig i min, rørte sig ikke, frygtede sagtens at bryde stilheden.“ Og lidt senere: „Så hørte jeg, langt borte fra, Marias stemme. Den kom til mig som båren fra den store stilheds blide bølger. Hun sagde: „Sådan er det vist at være død.“
— Men denne afsked blir ingen død, den blir tværtimod for de to elskende indgangen til livet. Den lille kjærlighedshistorie, som begyndte i letsind, ender i den store kjærlighed, der er livets alvor, det alvorligste af alt.
Ligesom Maria gjenkalder det 18de århundredes erotiske hyrdedigtning, gjenkalder „Guds fred“ den tilbøjelighed, som datidens selskabstrætte mænd nærede for den landlige uskyld og ro. Som de 18de århundredes hofmænd i poesien opsøgte den ideale bondepige, således finder helten i „Guds fred“, der kjed af storbyens uro har søgt hjem til sin beskedne fædreneby, en ung pige, som er ganske ideal, i sin merkelige intelligens uberørt og ædel. At hun tilsidst må dø, er ganske naturligt. For det hele har i virkeligheden kun været en udflugt. Forfatteren skal dog engang tilbage til den storby, han forlod, og da han ikke vil, at den elskede kvinde skal lades i stikken, er det den eneste udvei, at hun omkommes deroppe i den gamle mølle. Trods mange smukke enkeltheder står „Guds fred“ efter min opfatning ikke på højde med „Julies dagbog“ og „Maria“.
Derimod er den følgende bog „Judiths ægteskabet“ meget interessant arbeide. Skildringen af de to mennesker, Judith og Paul, der glæder sig en stund sammen for senere at gjøre det trist og ondt for hinanden, indeholder en række fine og oplysende træk; ikke mindst udmerket er den måde, hvorpå forfatteren viser, hvordan krisen forlænges, den endelige afgjørelse skydes ud gjennem små lykkelige afbrydelser af den hverdagslige uhygge, korte solglimt i gråveiret, hastige stemninger af medfølelse, gammel opvågnende sympati, sensuel beruselse; kanske især det sidste. Nansen illustrerer os denne følelsens dødskamp på en naturlig, overbevisende måde. Og han antyder smukt og varlig, hvorledes følelsen vel egentlig kun er død hos den ene, hos ham, den kloge og selvgode herre, hvis velvære er blit altfor krast forstyrret af fruens små forseelser, af pengesorger og andre vanskeligheder. Hun holder i virkeligheden endnu af ham, og det falder hende langt hårdere at opgi hjemmet, men da hun først har indseet det håbløse i kampen, er hun for stolt og hæderlig til ikke at gjengi ham friheden. Netop stolt og hæderlig er hun, denne uregelmæssige unge kvinde, som bedrager sin mand i så mange småting, som da de forlover sig ikke er fri for at medvirke ved en høist ulovlig intrige, og som senere fører ham slemt bag lyset i pengeaffærer. Alt dette er for hende ligesom biting; hun foretar disse tvilsomme manøvrer uden at gjøre sig klart sit ansvar, for det væsentlige er jo, at hun elsker ham, at hun her, i sin varme myge kjærlighed, i sin næsten barnlig glade beundring for den mand, som engang har vundet hende, er ærlig og tro. Det øvrige glider lidt ud for hende, hendes begreber er lidt løse og usikre. Men der intet løst og usikkert i hendes følelsesliv, og da hun ser, at hun har tabt slaget, da hun står der ene, sørgende over det barn, hun ikke fik sætte levende ind i verden, berøvet sin mands kjærlighed, så går hun rank og smilende hen og handler som den stolte og hæderlige kvinde hun er. Der er en organisk forbindelse mellem de tre kvinder, Julie, Maria, Judith, det føles undertiden, som om de er den samme kvinde, under forskjellige vilkår og på et forskjelligt udviklingstrin. Judith er den, som har vundet og atter taber. Hun er såre sympatisk og vistnok i den betydeligste.
Der er i forholdet mellem hende og Paul en svag lighed med Noras og Helmers forhold; men Judith har intet af Noras eventyrlige uvidenhed, hun finder sin mands misfornøjelse naturlig og elsker ham ikke mindre for hans hårdhed; hun indlader sig ikke på at bestemme ret og uret, hun er fremfor alt kvinde, hun elsker og dømmer ikke den elskede. Da har Paul flere berøringspunkter med Helmer, men han er mere interessant, rigere nuanseret. Vi gjenkjender uden besvær helten fra „Maria“, men han har nu forladt sit elegante fribytterliv, der er faldet Guds fred over ham. Han er samtidig blit af med flere af sine mest tiltrækkende egenskaber, sin elskværdighed, sin skøieragtige bonhommie, der let og behændig glider imellem alle moralske skjær, den fine ironi, der er lige vågen, lige spøgefuld og lige overbærende, om det gjælder egne eller andres svagheder. Helten er nu kommet i havn og har anlagt en sat alvorsmands manerer. Marias kjælne hyrde, som havde sine lam græssende både her og der på lysegrønne enge, har nu fået andre toner i sin fløjte. Lidt af hyrdestilen er bevaret, også i „Judiths ægteskab“ er der øieblikke, hvor man „græsser“, men hyrden har indrettet sig en komfortabel enebolig, og hans hyrdemoral har undergået en kjendelig forandring. Alt hvad Paul meddeler sin hustru, er præget af den solide tankegang, af den udviklede sans for mit og dit, som ikke er ualmindelig hos velstillede ægtemænd med en broget fortid. Med urokkeligt alvor meddeler han sin frue, at han „kun vil lykken ved honnette midler“, og han „til syvende og sidst ikke har havt anden rettesnor for sit liv end sin temmelig sikre sans for hvad godt og ondt er.“ Han meddeler videre, at han har meldt sig ind i „et ustiftet religionssamfund, som passende kunde kaldes de karske sjæles broderskab. Hans henrivende unge frue er altfor forelsket i ham til at kunne forklare ham den misforståelse, han her gjør sig skyldig i. Det samfund, hvori Paul er vandret ind, det samfund, hvor hans hår nu kan gråne i retfærdighed, er stiftet for længe siden og kunde passende kaldes „de forhenværende glade drenges aldershjem.“ Begge de menneskestudier, Peter Nansen har gjort i „Judiths ægteskab“, gir et dybt og interessant indblik i menneskehjertet.
Novellesamlingen „Troskabsprøven“ indeholder endel fortællinger, der for det meste allerede var trykte før, i „Dagens krønike“, „Tilskueren“, „Hver 8de dag“ og „Juleroser“. „Fru Beate“ er en forstudie til „Judiths ægteskab“. Størst interesse har „Troskabsprøven“, der er af ny dato. Den anslår ved sin muntre og overlegne skepsis, sit lyse og klare vid, en tilbagevendende grundakkord i Nansens forfattervirksomhed. Den mand, der har et så lystigt blik for mandens evige naivetet, taber ikke let ligevægten. Der blir altid mellem det følsomme, det bløde, det erotisk betagne i hans digtning og den tidlig udviklede skepsis, den kjølige hjernes overlegne iagttagelsesevne, en sikker balanse.