Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Jul. Gjellerup Kjøbenhavn Danske Socialister. Portrætter og Skildringer


Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu/4 65-72

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Socialismens Bekæmpelse.

Der gaar et reaktionært Pust gennem Verden. Luften er mættet af den mest trangbrystede Reaktion. Militarismens mørke sabelklirrende Tidsalder afslutter med en voldsom Tilbageskridtets Forfølgelseskamp, der indledes under Raabet: Socialismens Bekæmpelse.

Vi har alle været Socialister. Der har været en Tid, i vor grønneste Ungdom, hvor det har flimret for vore Øjne med de revolutionære Begrebers Fakkellys, hvor vi har sunget og jublet for Frihed og Lighed og ned med Tyrannerne og væk med de gamle Fordomme, der spærrer Vejen for Fremskridtets store Kamphær! Da har vore Øjne lyst af fanatisk Jubel, og vi har været parate til den mest revolutionære Stordaad, naar vi efter hidsig Diskurs har rejst os og følt os ophedede af lutter indre Ild og Revolution. Da har vore Hjærter glødet af Harme og Had. Da har hver Nerve i os dirret af Begejstring og Stolthed, naar vi har set de røde Faner udfolde sig og flagre i Vinden, og overmodigt har vi sunget med i Sangen om Arbejde, Liv eller Død, og vore Hjærter har banket i Takt med den simple, jævne Arbejdsmand med de barkede Næver og de troskyldige Øjne i det skæggede Ansigt. Lykkelige Dage! Stolte Timer! Vor Ungdoms skønneste!

Vi har alle været Socialister og Revolutionære — i hvert Fald alle vi, som duer noget, alle vi, som der er noget Hold i, hvilke Skavanker og Dumheder vi ellers kan rende gennem Livet med. Det er kun de rene Dødbidere, der opvokser i Slutningen af det nittende Aarhundrede uden at fange en Gnist af Revolutionens Ild. Vi har været Socialister og været med til alle de Galskaber, som man bagefter halvt fortryder, halvt med længselsfuldt Vemod skuer tilbage paa.

Men vi glemmer det saa hastigt. Et Aar eller to — og vi er skudte ud i det praktiske Liv med alle dets Gøremaal, og Socialismen er som en mørk Baggrund, den vi kun lejlighedsvis stirrer ind i, og nu med helt andre Øjne, end da vi var ganske grønunge. Vi er ude af Socialismen, og naar vi atter faar med den at gøre, saa kender vi den næppe igen. Saa foragter vi Ungdommens Drømme, saa ser vi med Haan paa de fantastiske Billeder, som i sejsten Aars Alderen henrev os til Begejstring, og saa er der for adskillige af os ikke noget i Vejen for at sympatisere med den mest ondartede og brutale Forfølgelse mod de Mænd, som vi i sin Tid tilbad.

Saa lyder Raabet for vore Øren: Bekæmp Socialismen, denne skændige Lære, der undergraver Religionen og Moralen og Familielivet og Samfundets vise Indretninger. Saa render Folk i Kirke for at bede Ild og Svovl ned over Socialisterne, saa præker Præster og Degne deres bestilte Ak og Vé over Socialismen og alle dens Gærninger, og saa bliver det pludselig endog for de allerbedste Liberale en god og fin Politik at være med til de mest reaktionære og frihedsfjendske Foranstaltninger, forsaavidt det gælder de fordømte Socialister.

Bekæmpe Socialismen — det var rart at faa at vide, hvorledes denne Bekæmpelse vel egentlig skal gaa for sig. Det begynder med Kamp i Skrift og Tale, og det ender med Fængsel og Straffedomme og Domstolenes Forfølgelse. Og Erfaringen viser, at begge Kampmaader er lige umulige, saa man maa nok spørge: om ikke den Frase om Socialismens Bekæmpelse er den rene skære Humbug? Hvert Aar sender Landenes Millioner af bekymrede Forældre en Millionstrøm af konfirmerede Børn ud i Verden — hvert Nytaar spyer Værksteder og Fabriker hele Verden over en evig Strøm af unge Haandværksmænd ud i Livets Tummel, og alle disse Mennesker møder Socialismen paa deres Vej, og deres Sind gribes af den, og de slutter sig til den, og den udsaaede Had og Misfornøjelse fæster god og ærlig Rod i dem. Den tætte Fylkning øges med hver Dag, der gaar, den uhyre Skare vokser som en rullende Lavine, og det er ikke en død Masse, det er levende Mennesker, spredte i Værksteder og Fabriker, paa Bygninger og Arbejdspladser. Her er Socialismen! Og den vil man bekæmpe! Nuvel — men hvorledes? En Præst, tilstrækkelig bornèrt og tilstrækkelig indbildsk, taler i sin politiske Forening eller fra sin Prækestol strængt revsende Ord mod den fordærvelige Lære, der præker Kødets Lyst og Livets Hoffærdighed — og ikke en eneste Socialist faar nogen Sinde at vide, at Hs. Højærværdighed har ladet et udmærket smuktformet antisocialistisk Foredrag løbe af Stabelen. Eller en flittig Mand udgiver Bog efter Bog, fyldte allesammen med den kraftigste og mest kompetente Socialistbekæmpelse. Bøgerne ere gode — men ikke en eneste Arbejder læser dem, Arbejderne læser deres eget Blad og hører deres egne Talere — de lever et Liv paa Samfundets Bund, kun udsatte for de Paavirkninger, Socialismens Agitatorer besørger. Hvad nytter saa Bekæmpelsen?

Nej, den nytter intet. Naar von Zedlitz i den prøjsiske Landdag udtaler sit: Den altfor megen Folkeoplysning driver Befolkningen over i Socialismen — saa er disse Ord kun et Udtryk for det blinde Raseri, der griber Magthaverne ved at sé, at ingensomhelst Foranstaltning formaar at rive det arbejdende Folk ud af de socialistiske Vrangforestillinger. Men tro ikke, at det er muligt at skrue Tidsaanden tilbage i Middelalderens Mørke! Det er Taabelighed, og det er uberettiget Pessimisme at tro, at der er ingen anden Udvej.

En lille Smule godt Humør i Betragtningen af Socialismen vil ikke være at foragte — hvor mørkt man saa end ellers synes, at det ser ud. Med Rette kan man blive betænkelig ved at følge den Udvikling, der gaar for sig i Folkedybet. Man fristes til at sige: Hvad skal Enden blive? Men selv om man personligt har følt det raa Pust af den Hadets og Skændighedens hæslige Virksomhed i offenlig Forhandling, der er fulgt med Socialismen, bør man ikke tabe Humøret, men bevare den usvigelige Tro paa, at Udskejelsen og Usselheden nok løber Linen ud uden at gøre større Fortræd end den, der rækker over den Tid, i hvilken den øves. Og med denne Tro som Grundlag tør man dristig sige sig løs fra den modsatte Sides Udskejelser — Forfølgelsen, Aandstvangen, Samvittighedsfrihedens og Ytringsfrihedens brutale Underkuelse — og anbefale en anden og bedre Socialistbekæmpelse — en Bekæmpelse paa praktiske Omraader. Ved en saadan Bekæmpelse, der er besværlig og utaknemlig, kan der maaske udrettes adskillig Gavn. Ved at fremme god jævn Udvikling, ved oprigtig Imødekommenhed, hvor en saadan lader sig praktisere, og ved en fornuftig Konservatisme, hvor en saadan er fornøden, ved en god Administration og ved folkelig Lovgivning og endelig ved sund og nøgtern Kritik af Socialismens Lærdomme og dens Personer udrettes der adskilligt mere end ved de barbariske Forholdsregler, som nu ligger og venter paa at jage Socialismen ud af Verden. Disse barbariske Forholdsregler staar ganske vist i højere Kurs i den af Socialismens Virkninger irriterede og fortrædigede Befolknings Øjne. Det har altid været Menneskene kært at se deres politiske Modstandere hængte og flængte, og det vil vedblivende være dem kært, hvor ofte end Erfaringen lærer, at Hængningen og Flængningen er tarvelige Midler i Kampen mod aandelige Rørelser. Der vil altid være villigt lyttende Øren overfor Raabet om Socialismens Bekæmpelse ad Kættervejen, men kun de rene Taaber kan tro, at f. Eks. Arbejderne herhjemme vilde vende sig med Afsky fra det socialistiske Uvæsen, hvis dansk Lov blev saa bestialsk, at det var muligt at sætte saa skikkelige Folk som P. Holm og J. Jensen i Tugthuset for Livstid. Socialismen er det umuligt at bekæmpe, thi Socialismen er ikke af Træ eller Sten; hvor to eller flere Mennesker er samlede i en fattig Baggaardsstue, der er Socialismen, og den er der uden Hensyn til, om der sidder flere eller færre Socialistagitatorer i Tugthuset. Socialismen kan ikke bekæmpes — lad os være tilfredse, hvis vi kan mildne dens Fremtidsvirkninger blot en lille Smule! Her er Virkeomraadet for dem, der ønsker Socialismens Bekæmpelse sat paa Dagsordenen. Ikke ved at udfordre eller haane Arbejderne og den Bevægelse, der er rejst blandt dem, men ved, saa vidt gørligt, at tage Brodden af de hadefulde Følelser mod Samfundet, der ligger til Grund for Bevægelsen, skal man nu om Dag søge at bekæmpe dette afskyelige Uvæsen... Socialismen!


Danske socialister - dekoration s72.png