Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Jul. Gjellerup Kjøbenhavn Danske Socialister. Portrætter og Skildringer


Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu/4 16-23

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

J. Jensen.

Hvad er det dog for et Slid at holde Styr paa de Arbejdere, som man selv har vakt til socialdemokratisk Liv! Dette Udraab har sikkert lydt fra mangen Folkefører og Arbejderleder, naar han med Ængstelse har set sin Gærning bære Frugter, som han ikke har tænkt sig. Han rejser Lidenskaben i en Samfundsklasse — og inden han har set sig om, er Lidenskaben langt ud over de Grænser, han selv har sat. Saa følger han enten med, og han beholder sin Stilling som Leder, eller han gør Modstand, og han bliver trampet ned.

Naturligvis er det besværligst med Arbejderne. De er saa umiddelbare. De tænker saa enkelt. De lader saa let Vreden og Harmen løbe af med sig, de tager Agitationens store Ord og Trusler altfor bogstaveligt, med de folkelige Smigreriers Dagblads-Fraser som Grundlag tiltror de sig større Magt, end de har, og de er som Følge heraf uimodtagelige for Fornuftslutninger. Føler de sig forurettede, da ser de absolut kun Sagen fra én Side, de magter ikke at veje Mulighederne, at bedømme Chancerne, de fordrer kun den formentlige Uret hævnet, og de er blinde for, at en Hævnkamp maaske kan blive langt farligere for dem selv end for dem, mod hvem Kampen er rettet.

En Aften kommer de socialistiske Arbejdere i et Fag hjem fra Fabrikerne eller Værkstederne, i høj Grad ophidsede over en Lønnedsættelse, en Overordnets Optræden, et nyt Arbejdsreglement el. lign. Gennem Samtaler under Maaltiderne, paa Hjemvejen, i Knejperne, vokser Vreden, den giver sig offenligt Udtryk i en journalistisk tillavet Udskældning i Social-Demokraten, og en skønne Dag indvarsles de vrede Folk til en Generalforsamling for at drøfte Spørgsmaalet.

Paa Generalforsamlingen møder saa de københavnske Fagforeningers Overpræsident, Maler J. Jensen.

Det er en middelhøj, skikkeligt udseende Borgermand, med rødligt Fuldskæg og et mildt, venligt Ansigt, der under et vindende Smil gemmer en stor Fond af medfødt Snuhed og Behændighed.

J. Jensen har langsomt kæmpet sig frem til en mægtig Plads i Socialdemokratiet. Rejsende Agitator, Folketingskandidat paa forskellige Steder, Journalist ved Social-Demokraten, Overformand for Fagforeningerne — det er hans Løbebane.

Det er J. Jensen, der har med Strejkevæsnets ondartede Socialisme at gøre — og det er paa dette Omraade, han viser sin største Indflydelse.

Og man kan sige om J. Jensen: Gik det efter hans Hoved, saa fik Arbejderne indrømmet alle de Lønfordringer, som de stiller, hvis det kunde lade sig gøre uden Strejk — men saa erklærede de heller aldrig Strejk, uden at Chancerne for Sejr var som 99 mod 1.

Men de vrede Fagforeningsfolk, der møder paa den ekstraordinære Generalforsamling, er vanskelige at styre. Salen genlyder af Klager og forbitrede Beskyldninger mod de fordømte Arbejdsherrer; al den misforstaaede og ufordøjede Socialisme, der findes i de urolige Hoveder, kommer op; de mest forsorne af Fagforeningens Individer farer op paa Talerstolen og slaar i Bordet og forsikrer, at nu skal Arbejdernes Fjender knuses, og ingen Forlig og ingen Eftergivenhed, nu maa det være forbi, nu skal Arbejderne vise, at de vil ikke taale alt, hvad der bydes dem af det Kleresi, der ruger over Guldsækkene og lever højt af Arbejdernes trælsomme Slid!

Hvad der kan siges i en saadan Forsamling —!

Og de hidsige og de stortalende har Bifaldet for sig, og Bifaldsrusen gjør dem blot endnu vildere. De skikkelige og fredsommelige er kede over det hele, medens Urostifterne, Radikalerne, larmer sig op til Herredømmet.

Under saadanne Omstændigheder er det ikke udelt fornøjeligt at være Socialismens Overpræsident.

Men J. Jensen er Manden. Han har en Ævne, som vistnok ingen anden har i tilsvarende Grad: han kan snakke Folk til Tavshed. Det er ingen Sag at snakke, men Jensen snakker med Forstand. Og naar han med sin godmodige og ustandselige Snaksomhed har faaet Ro i Salen, saa tager han fat med en Veltalenhed, der gør Virkning. Saa taler han til Hjærte og Forstand, saa taler han indtrængende og formanende, han er ikke bange for at skænde, han har saa megen Avtoritet og saa meget Mod, at han kan sige: »Er I splittergale, at I vil have Strejk nu, hvor I kun kan være sikre paa én Ting, nemlig paa Nederlag? ...« Det er slemme Ting, der skal siges, naar der fra Ledernes Side skal gaas frem mod en opdukkende Strejk. Det maa naturligvis indrømmes, at de kære Arbejderes Fordringer er billige og retfærdige, men det skal med overbevisende og indtrængende Ord, med Tal og Sammenligninger gøres dem begribeligt, at det gaar sandt for Dyden ikke altid til her i Verden, som Præsten og Social-Demokraten præker. Med andre Ord: Paa en saadan privat Generalforsamling maa den rene og usminkede Sandhed frem, om den saa skal frem mellem Ribbenene. Naar det gælder om at afværge en dum Strejk, som kan komme til at koste Partiet Tusender og atter Tusender, og som for lange Tider kan virke ødelæggende og lammende paa Organisationen, saa maa intet Middel lades uforsøgt.

Og J. Jensen er en Mand, der forstaar at male Fanden paa Væggen. Sulten og Elendigheden i Arbejderhjemmene, de i Forvejen halvtømte Strejkekasser, de daarlige Tider, Umuligheden af at holde ud mere end en ganske kort Tid, fuldstændigt Nederlag som den visse Udgang paa Strejken — med største Virtuositet bringer J. Jensen disse Forestillinger og Argumenter i Marken.

Saa ender Mødet med, at der nedsættes et Udvalg, der skal forhandle med Arbejdsgiverne. J. Jensen er Udvalgets selvskrevne Formand.

Og overfor Arbeidsgiverne optræder atter J. Jensen som den Mand, der maler Fanden paa Væggen. Men nu har Sagen rigtignok faaet et andet Udseende. Indtrængende og med Overbevisningens Varme udvikler J. Jensen, hvilken Ulykke en Strejk paa Aarets bedste Tid vil være for Arbejdsgiverne, hvilke store Fordele de vil have af at være imødekommende. Og han opruller et glimrende Billede af den vidtforgrenede Organisation, der staar parat til at hjælpe, af de overfyldte Strejkekasser og af de øvrige store Hjælpemidler. Og han glemmer ikke med Tal og Sammenligninger at godtgøre, at Arbejderne vil kunne holde ud i lange Tider.

Saa ender det gærne med Indrømmelser fra begge Sider og Overenskomst og Arbejdets Genoptagelse.

— — — Man vil af det foranstaaende have faaet Indtryk af J. Jensen som en klog, en snu, en behændig Mænd. Indtrykket, er rigtigt — J. Jensen er alle Dele. Han er tillige en dygtig Agitator, en snild og vindende Foredragsholder, der altid véd at sige det, som paa ethvert Sted gør bedst Virkning. Paa en københavnsk Talerstol er han Radikaleren og Samfundsstormeren — staar han ude i Landet overfor en uvillig Forsamling, optræder han derimod som den moderate og besindige Socialdemokrat, som den rolige og jævne Udviklings Ven.

Han er en flittig Mand, der med Iver sætter sig ind i Sagerne. Hans Personlighed er vindende, elskværdig og besnærende. De Modstandere, han kommer i Berøring med, gaar fra ham i hovedrystende Forbavselse over, at en Socialist kan besidde saa tiltalende personlige Egenskaber.

I Partiet er han afholdt som ingen anden.

Alt i alt er han en af de farligste Socialdemokrater herhjemme. Det er ikke Skraalerne og Frasemagerne, der bærer den revolutionære Arbejderbevægelse og gør den til en Magt i Samfundet — det er de Mænd, der som J. Jensen med Snille og Behændighed skaffer de socialdemokratiske Læresætninger Udbredelse og fæstner de faglige Organisationer — det er saadanne Mænd, der gør det revolutionære Arbejderparti til en virkelig Magt i Samfundet.