De tre Fuldmægtige/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Sex Fortællinger.djvu Sex Fortællinger.djvu/9 3-11

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

I.

Stam var Fuldmægtig paa Amtmandens, Krog paa Byfogdens og Klem paa Herredsfogdens Kontor i samme Kjøbstad. De vare alle tre examinati juris, alle tre Pebersvende, lidt mere eller mindre over de fyrre. Der var ikke stor Forskjel paa deres pekuniære Vilkaar; de vare rigelige nok for deres Fordringer til det materielle Liv. Der var mange Embedsmænd i den lille Kjøbstad; thi, foruden at den var Sæde for Amtets højeste Øvrighedsperson, havde den en Latinskole. Af sig selv havde der dannet sig mange Lag i det lille Samfund, flere end i en sædvanlig dansk Kjøbstad. I Amtmandens Hus, hvor ogsaa Omegnens Godsejere kom, optoges Byfogden, Herredsfogden, Postmesteren, som var Baron, Rektor, Distriktslægen, et Par Overlærere. En Del af de samme Folk kom vel af og til sammen med Latinskolens Adjunkter, men disse vare for fattige til at kunne holde selskabeligt Hus, og ikkun Herredsfogden og Apothekeren fandt sig i at tage Øl og Toddy hos Adjunkterne til kold Aftensmad som Erstatning for de Middagsselskaber, de bød dem og de to yngste Overlærere. Men, medens der dog var en vis Transfusion mellem disse Lag indbyrdes, laa der et svælgende Dyb befæstet mellem dem og den øvrige Befolkning. Thi, da Byen ikke havde synderligt Opland, fandtes der ikke Kjøbmænd, som ved det Husførelse kunde skaffe sig Agtelse hos Intelligensens Bærere. Kjøbmænd og Haandværkere vare adskilte fra hinanden omtrent paa samme Maade som Embedsmændene mellem sig indbyrdes og med det samme Hang til paa Tid og Sted at flyde jævnt over i hinanden.

De tre Fuldmægtige dannede en trist lille Mellemstab for sig. Embedsmændenes Storagtighed og deres egen skinsyge Mistænkelighed dannede et fast Gærde mod de finere Dele af Byen, og deres egen Storagtighed og Borgerskabets skinsyge Mistænkelighed en tilsvarende Skranke imod de simplere. De kom da ved Omstændighedernes Magt til at hænge sammen som et lille bitte Knippe Ærtehalm. Al deres Frihed tilbragte de sammen; hele deres Dag var inddelt paa samme Maade.

De havde fri om Middagen fra to til fire. Saa gik hver for sig ned paa Gjæstgivergaarden, Stam ad Hovedgaden, Krog og Klem ad hver sin Sidegade. De mødtes paa Torvet, tvære og ordknappe; de vare "madgnavne". Den første Tallerken Formad, som den lille tykke, i et stort rødmusset Smil sammentrængte Gjæstgiver med Kalotten paa sin svedende Isse, øste op fra Bordenden, frembragte den første Blødgjøren af Hjærterne og Løsning af Tungebaandene. Naar saa Gjæstgiveren opmuntrende havde sagt til dem og de tilfældige Gjæster, som spiste ved dette Tabbel d'O (saaledes kaldte man her table d'hôte): "Spis, spis, mine Herrer! det koster lige meget, ha, ha, ha, ha!" og de havde fortæret den anden Portion Skémad, saa kom en livlig Replikvexling i Stand. De drillede da om Kap Gjæstgiveren, sagde, at hans bajerske Øl havde en Bismag fra Kongens Bryghus, paastod, at den Champagne, han serverede ved Fugleskydninger og Klubballer, nok var presset af hvide Ribs i Omegnen af Flensborg, at han tog sin Portvin fra det Vinhandlerfirma i Kjøbenhavn, der forbrugte det største Kvantum Svesker o. s. v. o. s. v. Gjæstgiveren gjorde saa Gjengjæld ved at erklære, at Stam, Amtsfuldmægtigen, den blodigste Satiriker af de tre, nok havde sine Grunde til saa ivrig at inddrive Alimentationsbidragene for at faa vedkommende Piger til at se mildt til sig; at Krog, Byfogedfuldmægtigen, vist hjalp den gamle fordrukne Prokurator Bølle lige saa "gratis" med hans Indlæg for den ene Part som Nabobyens Prokurator med dem for Modparten; og at Klem nok var Højremand i Byen, men Venstremand paa Landet o. s. v. o. s. v. Disse Themaer varieredes i det uendelige hver Dag i den lange Stue med de gammeldags, grenmalede Brædepaneler og tæt siddende Loftsbjælker. Skjønt Beskyldningerne vare af en temmelig nærgaaende Art, bleve de dog udslyngede, opfangede og tilbagekastede i al Velvilje. Kun lo Gjæstgiveren ad sine Vittigheder, medens de tre Fuldmægtige havde en mere fornem Maade at henkaste deres paa.

De tre Fuldmægtige havde oprindelig ikke lignet hverandre i Udseende og Temperament. Stam var lavstammet, sortsmudset, glat barberet og bar Briller, hvorvel hans svaje Næse daarlig kunde holde fast paa dem; Krog var højere, havde været slank, men var nu lidt duknakket af aarelangt Slid i den bøjede Stilling; han bar Over- og Fipskjæg à la Kristian IV, Skjæggets rødblonde Haar vare stærkt graasprængte; Klem var bredest og fedest, ganske blond, med et tyndt og uregelmæssig groende Helskjæg. Stam var egentlig en hidsig Koleriker, Krog en livlig Sangviniker, Klem en lun Flegmatiker; deres aldeles ensformige, begivenhedsløse, af aandløst Arbejde udfyldte Liv havde derimod hindret en Karakter at voxe ud af Temperamentet, og den nu femtenaarige daglige Omgang havde endog afslebet dette Grundpræg, ligesom den daglige Skvulpen af Vandet driver Stenene mod hinanden og sliber dem runde.

Efter Middagen havde de endnu en god Tid til en Spaseretur, før Kontortiden begyndte igjen. Egnen om Byen var skovrig, der var en Sø tæt ved. En Del af den havde i Tidernes Løb forvandlet sig til et stort Mosedrag, hvor Vandet stod i Bunden mellem højt og vaadt Græs, smaa Elle og Piletræer, Padderokker og Siv. Over Egnen var der noget roligt hendøsende, og Byen forandrede sig heller ikke gjennem de rullende Aar. Skovene lukkede af for Stormene om Efteraaret, fangede Snefoget om Vinteren, gav bekvem Skygge om Sommeren. Over Mosedraget laa en afgrøftet Dæmning i Form af en bred Spaseresti, der begyndte lige ved Byen og udmundede i en Skov paa den anden Side Mosen. Ad denne Gangsti gik de tre Fuldmægtiges Middagstur efter Maden hver evige Dag, til alle Aarstider, hvorledes end Vejret var, og standsede ufravigelig tyve Skridt inde i Skoven. Saa gjordes efter stiltiende Overenskomst Holdt og Omkring, og Vandringen gik ad samme Vej. Jo nærmere de kom til Byen og den atter begyndende Kontortid, des mere sørgmodige blev de, des mere standsede den indholdsløse Samtales svagt rindende Strøm, sivede i enkelte Draaber, til den ganske hendøde, før de skiltes paa Byens Torv for at gaa hver til sit.

I ondt Vejr, i Høstslud og Vintersne, naar Gangstien var halv ufremkommelig, mærkede man, at Amtsfuldmægtig Stam var den stærkeste. Naar Herredsfuldmægtig Klem tavs og langsomt sakkede agterud fra Tremandsgeleddet, maaske med den lumske Bagtanke at vende om, sagde Stam vredt:

"Vil du se, du kommer med i Række."

Saa lystrede Klem, smaabrummende.

Om Sommeren, naar Stam svedte om Panden, saa Baandet om hans graa Hat fik mørkebrune, flammede Pletter, og han bandede Heden, fik Klem Overtaget. Han ytrede:

"Det er noget Snak; Sommer skal være Sommer, hvis der skal være nogen Orden i Naturen, Det er heller ingen Nytte til, at rende Væddeløb, som du gjør, Stam. Lad os bare gaa jævnt!

Klem vilde helst gaa jævnt til enhver Tid, men kun paa denne Aarstid satte han sin Vilje igjennem.

Krog satte sin Vilje igjennem om Foraaret. Han var den mest romantisk anlagte af de tre danske Jurister. Han interesserede sig for Lærken, der sang sine dirrende Arier højt oppe i Luften over den blaalige Mose. Han interesserede sig for Vandet, der sivede op fra Grøftebunden helt op til Stiens Rand, for Frøerne og Tudserne, der klumpede sig sammen nede i Vandet. Han sagde til de andre, naar de spurgte hvorfor han stod stille, og hvad han gloede efter:

"I er, min Sjæl, de to mest prosaiske Tørvetrillere, jeg har kjendt i mit Liv."

Saa meget af deres Ungdoms herskende Tone i de civiliserede Kredse havde de alle opfattet, at det at være prosaisk var noget af det værste, man kunde være. Saa var man ikke alene udannet, men lige ved at være moralsk slet. Og da de ikke havde stor Sans for den nyere Literatur, saa bestod deres æsthetiske Nydelse i at drøfte de faa Theaterstykker, de havde set i deres Ungdom, mens de læste til dansk juridisk Examen i Kjøbenhavn for nogle og tyve Aar siden. De citerede Vers af Studenterviser, som den Gang sivede ud i videre Kredse fra Foreningen: Rigsdagsmanden ved Kongens Taffel, den svenske Konstabel, der skød sig med en Kanon, Prins Ferdibrandt, Kejseren af Brasiliens Søn, Landmandsmødet i Kasino. Denne Bøtte vendtes ligesom de gamle Præsters Prædikenstabel og maatte holde ud Aaret igjennem. Klem havde mindst Sans for den Art aandelig Glæde og leverede de færreste Bidrag til en saadan Underholdning.

Naar Klokken var syv om Aftenen, mødtes de midt paa Byens Hovedgade, oprømte og forventningsfulde, med et stille Haab om, at den lange Fritid fra syv til elleve absolut maatte bære noget mærkeligt i sit Skjød og gjøre denne Aften til en Festaften. De drøftede forskjellige Muligheder om at tilbringe den paa en usædvanlig Maade: Stam foreslog f. Ex. en lang Spaseretur helt igjennem Skoven henover Mosedraget til en Kro ved Landevejen, Klem, at de skulde prøve den nye Konditor i Stedet for at gaa ned paa den evindelige Gjæstgivergaard. Diskussionen kunde endog blive temmelig hidsig for ikke at sige uvorn, men de naaede aldrig hverken til den fjærne Kro eller ud paa Søen. Det endte med, at de smaabrummende søgte ned til Gjæstgivergaarden, hvor de spiste samme Slags Smørrebrød, drak to Dramme af samme Slags Akvavit, to Karlsbergere og to Toddyer af samme Art, som de havde gjort i deres Venskabs femten Aar. Kun om Søndagen om Sommeren foretoges Roture. Men de gik altid i Land ved det samme Ledvogterhus, nød altid Tykmælk og opvarmede Maven med den samme Slags Sherry, som de selv havde ført med og havde kjøbt hos samme Kjøbmand i samme lange Aarrække.

Dog deres egentlige Tumleplads havde de tre Fuldmægtige paa Gjæstgivergaarden om Vinteraftenerne, thi midt i Gjæstestuens Publikum, bestaaende af Haandværkere og mindre handlende, dannede de en aristokratisk Oase. De indlod sig kun med dette Publikum paa en fornem Maade, blinkede og smilede til hverandre, naar Kjøbmand Hansen junior sagde "Pólemik" i Stedet for Polemîk, naar Sadelmager Kruse ytrede om Venstreførerne: "Det er de værste Bæster, Jorden existerer", eller naar Garver Lem, som var Venstremand, erklærede "alle Burovkrater for no'ne Avvekatte". Af og til hidsede de disputerende de Andre op ved lun Anerkjendelse og fik Striden til at nærme sig til Slagsmaal, mens de selv sad i stolt vederkvægende Storhedsfølelse og traadte hverandre paa Benene. De tog kun Borgerskabets Tale alvorlig, naar de revsede Embedsmændene og specielt "de forsultne" Adjunkters Storsnudethed. Saa kom den ene eller den anden af dem med Anekdoter, der bekræftede disse Ytringers Sandhed, og fortalte, hvorledes en af disse Adjunkter kun gav sine Kostgængere Svinefedt paa deres Mellemmad og lod deres aflagte Klæder sy om til sine Børn. Derefter kunde godt et gjensidigt Traktement udvexles mellem Oasen og Ørkenen. De tre Fuldmægtige vare vel ikke forfaldne, men drak dog lidt mere, end de burde. Naar de forlod Gjæstgivergaarden, strejfede deres Tilstand en Kjende ud over det normale.

I denne Situation var det poetiske Medlem af Triumviratet den, der stadig førte sine Fæller ned i en lille Gade. Den løb lige ned til Søen og gik over i en ubrolagt Kjørevej med levende Hegn af Kaprifolier, Hyld, uvorne Klematis, der brød ud af Haverne indenfor, Brombær og Nælder i den regelløseste Blanding. Og Stam og Klem maatte om Sommeren dele Krogs Beundring af det brogede Flor, der kikkede frem gjennem det vildt slyngede grønne, om Efteraaret af Duggen, der blinkede i Gadelygtens Skin, af de lange Skygger, der løb langs Gærdet, om Vinteren af den bævende Ildstribe, som Lygten kastede over Vandet. Klem havde rigtignok tit en indre Protest i Form af "Jeg er s'gu akkurat lige glad" svævende paa Læberne, men han kom kun enkelte Gange frem med den, naar Aftenens Nydelse havde svækket hans Selvbeherskelse; Krog var da godmodig nok til at kalde ham en uforbederlig Humorist.

Alle tre bekjendte de, saa længe de havde omgaaedes, en dyb Foragt for Kvindekjønnet. Selv Idealisten Krog blev Sjofel, naar dette Æmne kom for i Samtalen.