De tre Fuldmægtige/2
II.
En epokegjørende Begivenhed i Byens Kulturhistorie indtraf. Den fik et Theater. Det kom netop til at ligge i Haven til højre bag det levende Hegn i Søgyden. Iøvrigt var Theatret kun Tilbehør til et større Bygningskomplex, bestemt til Gjæstelokale og Logis for Landboere og jævnere rejsende.
Theatret og den dramatiske Kunsts Fremtid i Byen drøftedes af de tre Fuldmægtige paa deres Ture. De vare alle enige om, at Raadstuesalen for evig kunde være god nok til det Gjøgleri, de omrejsende Skuespillere præsterede; det kunde ikke en Gang blive det svageste Gjenskin af, hvad de havde set paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn. Stam erklærede, at det var Synd for den gamle Have, der blev ødelagt ved det nye Byggeri, beklagede de gamle Frugttræers Død for den ubarmhjærtige Øxe og sagde:
"Ikke sandt, Krog? Det maa du, som Poet, da være enig med mig i."
Krog mumlede noget om, at saa store Grunde ikke kunde henligge til ingen Nytte. Klem stødte til Stam, smaalo og sagde:
"Gud véd, hvem der har skrevet Skjødet paa den Grund og besørget Handelen? — Véd du noget om det, Krog?"
"Ne—ej", svarede denne ganske forlegent.
"Skulde det være den gamle Prokurator Bølle?" vedblev Klem.
"Ja det er det nok, brummede Stam og slog kjærtegnende Krog over Benet med sin Stok.
Bag efter gjorde det dem ondt, at de havde drillet Krog. Det var dog for meget forlangt, at han skulde ofre sin Næring for Romantik. Da de ved Aftentid — det var om Efteraaret — blødgjorte af Toddy, gjorde deres Slag ned ad den lille Gade, indrømmede de villig Krog, at Theaterfløjens gule Gavl alligevel "stod kjønt" imod det grønne. Rigtignok var det saa mørkt den Aften, og Lygten blændede saa meget, at man ingen Gjenstande kunde skjelne, end sige Farver.
Sent paa Efteraaret kom et Skuespillerselskab til Byen. Baade Stam og Krog fik i Egenskab af Amts- og Byfuldmægtige Fribilletter, Klem, som var ansat ved Landjurisdiktionen, fik ingen. De to første forærede dem nedladende til deres Principalers Tjenestefolk og gottede sig om Aftenen paa Gjæstgivergaarden over nogle Handelskommis'ers Enthusiasme for Selskabets Primadonna, Frøken Giovannina Hermansen.
En almindelig Ellevildhed greb Borgerskabet. Byens lille Avis erklærede, at Giovannina Hermansen vilde være en udmærket "Akkvisition", endog for Verdens første Scene, at Selskabet "i det hele var godt", at alle, selv de mindst fremtrædende blandt dets Medlemmer havde "adskillige gode Momenter" i deres Spil, at Komikeren, Hr. Sørensen, udstyrede sin Rolle "med mange pudsige Smaatræk."
Fuldmægtigene vare stadig overlegne. Deri mødtes de med højere Embedsmænd og Latinskolens Personale, vare indvendig ikke lidet smigrede over denne Overensstemmelse i ideal Kunstbetragtning, men vare udvendig alle tre enige om, at hos dem var det en virkelig Indsigt, som kom til Orde, mens det, navnlig hos Adjunkterne, var "Hovenskab", og at de stakkels Djævle fandt Rønnebærrene sure, fordi de ikke kunde betale den Stige, de kunde plukke dem ned fra.
Gjæstgiveren med Kalotten nærede ogsaa den dybeste Foragt for Skuespillerne. Thi hans Gjæstestue stod tom. Konditoren, en født Bonde, havde jo sin Beværtning i Theaterbygningen. Derhen søgte nu baade ældre Borgere, Provisoren paa Apotheket, de første Kjøbmænds Kommis'er for i større Nærhed af Aastedet med svælgende Nydelse at drøfte Aftenens Kunstpræstationer.
"Jeg er vis paa, den Sjaskeline Hermansen ikke ejer to Stykker helt Linnet", paastod Gjæstgiveren. "Og Direktør Snodriksen — ja han kalder sig jo Didriksen, men jeg kalder kam Snodriksen hva' — de Herrer? Ham kjender jeg s'gu lige til hans inderste Klædningsstykker, som han inte har. Hva'? For fem Aar siden logerede han hos mig med alle sine Kanuter. Penge fik jeg ingen af. Men, da de rejste, sagde han, at der var Pant nok i en Kuffert, som han lod blive staaende. Naa — jeg lukkede jo det Hyttefad op; rigtignok tænkte jeg ikke, at der var andet end raadne Fisk i det. Hva'? Der var et Par rede Knæbuxer, som han oven i Kjøbet havde stjaalet Tøjet til af et Par gamle Sirtses Gardiner i min Sal og ladet den tykke Madame sy — det var hende, der gik i Nattrøje og Skjørt til over Middag — ja saa var der to ituslaaede Porcellænspibehoveder, en Svineblære af en Tobakspung, en gammel graa Hat med Fjer og en rød Kappe med noget hvidt Katteskind, som de havde prikket over med Kønrøg, for at den skulde ligne Hermelin. Og Tøjet — ja det havde de sprættet af Gjæstgiverens Sofa i P—, det var noget gammelt Ulddamask. Den Rokkelurre gik Kristian den femte med i Elverhøgen, som de Bæster kaldte Elverhøjen."
De tre Fuldmægtige lo baade paa Gjæstgiverens og Skuespildirektørens Bekostning. Stam sagde pludselig meget alvorlig, efterat Latteren var stillet af:
"De skulde læse Deres Danmarks Historie om igjen. Det var jo ikke Kristian den femte, men Kristian den syvende, der gik til Elverhøgen.
Ironien var for plump. Gjæstgiveren mærkede den strax, kunde som gammel Kortspiller ikke forsvare strax at opgive at faa Stikket hjem og svarede:
"Ja vel, ja vel, Stam; det kjender De bedre fra Deres Latin, og den har jeg glemt."
Svaret naaede sin Hensigt, for saa vidt som det fik Amtsfuldmægtigens Øjne til at sprude Edder og Forgift over Brillerne. Gjæstgiveren havde kjendt ham saa længe, at han godt vidste, hvor han skulde anbringe sin Hæl for at træffe en af Fuldmægtigens Ligtorne.
Tomheden i Gjæstestuen begyndte at kjede de tre Fuldmægtige. Den særegne Holdning, de indtog, trængte til et Publikum, en Baggrund, for at den kunde tage sig ud, for at en interessant Situation kunde komme frem. De blev gnavne og tilbragte deres Aftener i Gjæstestuen med at stikle paa Gjæstgiveren. Da de blev kjede af det, smaaskjændtes de indbyrdes. Det var heller ikke tilstrækkelig morsomt i Længden. Det endte med, at al Samtale døde hen af Mangel paa Næring. Hver sad med Næsen bøjet ned over sit Toddyglas, rørte i det med Skeen, kvalte Sukkene, men gabede højt af Hjærtets Trang.
Saa skete der Noget en Aften. Paa det bestemte Klokkeslæt, præcis syv, mødtes Stam og Klem, men Krog kom ikke. De to ventede stiltiende i ti Minutter, saâ forbavsede paa hinanden, ventede hver med sit Uhr i Haanden tre Minuter til, raadslog, om de skulde gaa hen paa Byfogedkontoret og forhøre sig, om Fuldmægtigen muligvis var bleven syg, men det ømmede de sig ved, da det var ganske imod deres Vane at gaa den Vej paa den Tid af Døgnet. Trods en vis Modstand i deres Indre drev den mangeaarige Praxis's Strøm dem ned til Gjæstgivergaarden. Krog var der ikke, havde ikke været der. De to andre sad en Time, vilde ikke være deres Ængstelse bekjendt, søgte at drille hinanden, men Stemningen var som en slappet Stræng, der ikke havde Kraft til at skyde de tarvelige Vittighedspile ud. Det endte med, at Stam foreslog alligevel at forhøre sig om, hvad der var i Vejen med Krog. Klem samtykkede med en langsom Brummen, og Klokken halv ni forlod de Lokalet. Gjæstgiveren fulgte dem ud af Døren med et vemodigt Blik.
"Nu gaar de vist ogsaa paa Komedie og søger Hans Jensens Bondeknejpe under neden Theatret. Ja Menneskene har s'gu Principer nu om Stunder. Hva'?"
Med ethisk Indignation drak han Resterne af de to Fuldmægtiges kun halv tømte Glas, satte sig paa en Stol i en Krog og halvsov, vækkedes en sjælden Gang, naar solide Sinkestøvletrin paa Gaden udenfor syntes at forjætte Gjæsters Ankomst. Men der kom ingen. Lampen over det runde Bord blev ogsaa kjed af at vente; den osede op mod de gamle Bjælker i Loftet som en uartig, søvnig Dreng, der benytter sin sidste Kraft til at række Tunge. Gjæstgiveren slukkede den og gik i Seng med Had i Hjærtet mod sin Konkurrent, Hans Jensen.