De tre Fuldmægtige/3
III.
I tavs Spænding, uhyggelig til Mode, vankede Stam og Klem gjennem de af dvaske Petroleumslamper mat belyste Gader op til Byfogdens Bolig, hvor Krog i mange Aar havde haft sit Kammer paa Kvisten. Der var kun Lys i Byfogdens Spisestue. Der kunde Krog ikke være, thi der kom han kun én Gang om Aaret til en af Principalens officielle Middage, hvor Byraadets Medlemmer og faa andre Folk uden for Embedsstanden bleve bespiste, og den Middag var altid i Juleugen.
"Lad os ringe paa og høre, om Krog er syg", sagde Stam.
"Tør du?" sagde Klem, ".... tør du ..?"
"Om jeg tør? Jeg skal, min Sjæl, vise den Byfogedtamp, at jeg er Amtmandens Fuldmægtig."
"Naa, saa du vil prætendere paa at være mere end vi andre Fuldmægtige. I hvilken Klasse i Rangforordningen staar du, Stam? S'gu ikke en Gang sammen med andre Sekretærer.
"Sludder!"
"Ja, men du tør ikke ringe."
"Hvad? Det skal du, min S'æl, faa at se."
Han fôr hen mod Klokkestrængen, knyttede sin Haand om dens Haandtag til et kæmpefast Greb.
"Det ringer ikke, Stam," sagde Klem.
"Saadan en forbandet Klokke! Strængen maa være gaaet itu. — Prøv du … ring! He … he! Nu er det dig, som er bange."
"Jeg? Jeg har ikke mere med Byfogden at gjøre end med hans Kat."
Klem tog fat i Haandtaget.
"Nej, du har Ret. Strængen maa være sprungen.
"Der kan du se! Hm!"
De saâ først mistænksomt, derpaa forskende paa hinanden, humant tilgivende hinanden Misforholdet mellem deres Mod til Handling og til drabelige Ord.
De gik midt ud paa Torvet. Det skylregnede. Bag Lygteglasset gjorde Flammerne nogle løjerlige Nejninger, som om de vilde bede Himlen om godt Vejr.
Der stod Amts- og Herredsfuldmægtigen hver med sin Paraply over Hovedet. Regndraaberne dundrede imod Paraplybetrækket som Trommestikkernes dæmpede Lyd ved en militær Ligbegængelse. Ja, der stod de to Fuldmægtige, rettende ængstelige og vemodige Tanker mod den forsvundne fælles Ven. Efter nogle Minuters Tavshed sagde Stam:
"Hvad Fa'en staar vi her for?"
Klem svarede:
"Det vilde jeg lige have spurgt dig om."
"Du er et Vrøvl."
"Tak, i lige Maade!"
"Kom!" sagde Stam.
De drev ned i hin Mellemting af Gade og Vej med de levende Hegn, hvor nu Lygteskjæret til Løn for sit mandlige Koketteri fik tusende funklende Øjne mellem Spindelvævenes Slør til Tak. Det agerede dèr en Don Juan med flere Gange tusende og tre at kurtisere.
"Der kunde Krog have sagt noget kjønt, hvis han havde været her", brummede Stam.
"Hold Mund!" svarede Klem.
Fra den nye Theaterbygning skinnede Lys ud. Lyden af fjærne Violiner, en enlig Klarinet og et dito Valdhorn lød ud i den dødstille Aften under sagte, ensomt Akkompagnement af den i Mørke aldeles skjulte dumpt plaskende Sø ved Gydens Ende.
"Hæ — Skulde han være der inde?" sagde Klem næsten hviskende.
"Sludder!" sagde Stam. ".... Men vi kan jo se ad."
"Hm! Tør du klavre over det Gærde! For ellers skal vi gaa helt uden om og ned til den anden Ende af Sankt Olsstræde."
"Nu skal jeg vise dig, at jeg ikke er bange for den Lede selv", sagde Klem og satte sin lille tykke Krop i Fart hen mod det levende Hegn. Det rummede ingen kongelig Embedsmand bag ved sig som Byfogdens Hus. Modig greb Herredsfuldmægtigen i Slyngplanternes sejge Kviste, hev sig op, uagtet han fik nogle Neldeblade i Tilgift og brændte sine Hænder; Amtsfuldmægtigen fulgte hans Exempel. Hegnet var overskredet. Gjennem den ravnsorte Have, hvor de sank dybt i Bedenes Jord, hvor vaade Buskgrene slog dem i Ansigtet, hvor Træerne dryssede Draaber ned paa dem, hvor Tornene kom i fjendtlig Berøring med deres Paraplyer, gik de, vaade, tilsølede rundt om Bygningerne og naaede Indgangen til Theatret paa den anden Side. De strænge Kunstprinciper generede dem ikke mere, nu da der var Mulighed for, at deres æsthetiske Ven, Byfogedfuldmægtig Krog, havde kapituleret lige over for Byens offentlige Mening.
"Hvad spiller de Børster i Aften?" spurgte Stam, inden han gik ind.
"Det véd jeg ikke", svarede Klem.
De vidste meget godt begge to, at det var "Den skjønne Helene", thi baade de og den forsvundne Ven læste strax om Morgenen Byens Avis fra Ende til anden; men, naar en af de Gjæstgivergaarden besøgende Borgere spurgte dem om deres Mening angaaende en eller anden Udtalelse i Organet, erklærede de fornemt, at de aldrig saâ det Blad, undtagen om der stod Avertissementer deri fra Amts-, Byfoged- eller Herredskontoret.
En varm Damp slog de to Fuldmægtige i Møde ud i den smalle Forsal, hvor Værten Hans Jensens Kone stod bag Buffeten for at skjænke Drikkevarer ud i Mellemakteme. Sammen med Dampen fôr stærk, skrigende Sang, Strygeinstrumenternes skærende Hvin og en brutal Klappesalve lige i Ansigtet paa de tvende Alvorsmænd.
"Det er Kunstens Tempel!" sagde Stam.
"En nydelig Bule!" sekunderede Klem.
"En intelligent By!" sagde Klem.
"Men se! men se!" udbrød Stam.
Den Gang svarede Klem ikke.
Oppe paa Scenen, var den foreskrevne græske Dekoration erstattet af Sidekulisser med gothiskspidsbuede Vinduer paa skidengrønne Vægge. Et Bagtæppe fuldt af umulige Karyatider med Hovederne oppe mellem sjasket nedhængende indigoblaa Sofitter havde i Midten en raat udskaaren firkantet Aabning, som i Stedet for Udsigt til et sydligt Landskab, leverede nogle grønne Klatter og en Klippe med en totaarnet Ridderborg, ikke ulig et Skrivetøj med Blæk- og Sandhus. Der stod vel omtrent hele Stykkets Personale i berideragtige, pailletblinkende Dragter, trikotbeklædte Extremiteter, Kongerne med rosenkransede Fjerbaretter og Støvler à la Louis Treize. Man var naaet til Slutningen af anden Akt.
Primadonnaen "den skjønne Helene" markerede sin Rang ved at staa paa en med rødt guldgaloneret Sirts betrukken Skammel, klædt i en kort hvid Tunika og et karmoisinrødt, guldpailleteret Draperi. Dragten dulgte saa lidt som muligt af hendes forskjellige kraftige Yndigheder. Det vældige mørkebrune Haar laa som en Manke ned ad den svære Hals og Ryg. Hun stak en ægte kjøbenhavnsk Stumpnæse med store bevægelige Næsebor op mod Sofitternes Indigo. De store Øjne lynede ned gjennem Salen. En stærk, høj, trompetagtig Rest med bedaarende populære Gutturaltoner sang:
Ja hvis med et
Uforberedt
den Mand sig vover hjem igjen.
Jeg siger, han
genere kan —
det lønner sig kun slet, min Ven!
Thi da maaske
han faar at se
en Scene flov og højst fatal —
Nej, skrev han ej:
"Nu kommer jeg
igjen til dig — forglem mig ej!"
ham venter oftest Kvalm og Kval.
Publikum brølede Bravo som Vilddyr og klappede, som havde det Kobberhænder.
Var det den skjønne Giovannina Hermansens solidt-folkelige Yndigheder? — var det Folkets Stemme, der blev Guds Stemme? eller hvad var det, som fik baade Stam og Klem til i opspilet Henrykkelse at rette deres Øjne som sigtende Bøssepiber op mod Scenen — ja til at nynne Korets Melodi med — til at glemme, hvorfor de vare komne, til at glemme deres tidligere idealistiske Kunsttheorier? Nok er det, at de sidste skylledes bort som tyndt Kalkpuds af en raa Mur i Hagl eller Regnstorm. De klappede som besatte, brølte som Tyre. Tungen blev tør i deres Mund. Stams Øjne lynede højt over de paa den fugtige Næse nedglidende Briller. Klem spilede sig op i al den stille, gloende Henrykkelse, en Flegmatiker kan rumme.
De vare begge drevne tilbage til deres Tyveaarsalders Standpunkt, da de læste til dansk juridisk Examen og om Søndag Aften paa Schweizerpavillonen i Frederiksberg Allé sang deres Yndlingssangerindes Omkvæd med og samtidig rakte hende et Glas svensk Banko op paa Tribunen.
De skiltes ad, de stod hver for sig, hver med sin Henrykkelse: Giovannina Hermansens Former og Stemme, Offenbachs Halløjmusik, den danske Oversætters daarlige Vers gjorde med et rent Bord med tyve Aars Dvaletilstand. Ingen af dem tænkte paa Krog, og Krog tænkte ikke paa Nogen af dem. Ingen af dem saâ Krog, og dog stod Krog i aller forreste Række og vakte baade Skinsyge og Forargelse ved fra sin Plads at vexle Nik og Øjekast med den skjønne Helene, saa at endog en ung Sadelmagermester sagde op til Primadonnaen, mens han pegede paa Prins Paris.
"Se paa Kjæresten, Prins París, Sjovanni, inte paa Byfogedfuldmægtigen!"
Og da Publikum ikke ænsede eller hørte det for lutter Henrykkelse, sagde han til Krog:
"Tror De kanske, at De er alene paa Komedie her i Aften?"
Han kunde lige saa godt have tiltalt den til en Saltstøtte forvandlede Loths Hustru. Men, da ved Aktens Slutning Helene falder om i sine Damers Arme, faldt Krog, betagen af Illusionen og i Kraft af en magnetisk Sympathi, til Siden, saa Sadelmageren maatte fange ham i Faldet og bringe ham til sig selv ved at hviske:
"Husk paa, De hører til Øvrighedspersonerne, Hr. Krog! Naa, det var Ret … Skal vi tage en Pommerans ude hos Madam Jensen i dette herre Frikvarter.
Stam og Klem havde spredt sig hver til sin Side. Krog sad midt i første Række; Stam og Klem havde boret sig frem, den første til højre, den anden til venstre, og nu stod de hver paa sin Side yderst i Rækken. Men ingen af de tre tænkte paa hinanden. De tilbragte Mellemakten med Forsøg paa at fordøje de stærke Indtryk for helt at segne under dem i tredje Akt.
Fortumlede, uden Sans for Omverdenen, den, de saâ som drukne Mennesker gjennem et fjærnende taaget, dirrende Medium, blev Stam og Klem instinktmæssig staaende en rum Stund, mens Publikum nynnende og trallende de iørefaldende Dansemelodier, bølgede ud af Salen, mens Dunsterne boltrede sig om Lysekroner og Lampetter. Ogsaa Krog blev siddende. Men hans Tilværelse røbede sig først for hans Venner, da de saâ et Par lange Ben voltigere først over Orkestrets Rækværk, saa op paa Scenen, saâ en Haand stryge Tæppet til Side og smutte ind paa den mørke Scene. Med det Samme erindrede ogsaa Stam og Klem deres gjensidige Tilværelse, mødtes i den halvmørke og næsten tomme Sal midt foran første Rækkes Bænk. De tog hinanden i Haanden. Stam pegede efter den forsvundne Krog og sagde med en harmdirrende, næsten rallende Røst:
"Det Bæst!"
Klem nikkede og sagde dybere og lavere efter en Pavse:
"Det Bæst!"
Han vilde egentlig have sagt noget stærkere eller pikantere for at overbyde Stam, men maatte give tabt, da intet mere karakteriserende Udtryk vilde give Made for hans Tanke.