De tre Fuldmægtige/4
IV.
Blege, rødejede, tilredte, som om de havde været paa Svir, i Stedet for at de havde tilbragt en søvnløs Nat i Raseri, bidt i Lagenerne, sparket mod Sengens Benende og Sider, mødtes Stam og Klem fem Minuter før to. Ellers nikkede de gemytlig til hinanden, idag saâ de op og ned ad hinanden og vidste ikke ret, hvorledes de skulde té sig. Endelig brød Stam Tavsheden:
"Skal vi saa ikke have den Middagsmad?"
"Nej", sagde Klem.
Han syntes, at han blev størst, fordi han ikke havde talt først.
"Naa", sagde Stam, "… ja, jeg er lige glad … Hvor er Krog?
"Ha, ha, ha!" lo Klem med en kunstig fremtvungen Latter, nærmede sig til Stam og sagde:
"Har du læst Avisen i Morges?"
"Har du?" spurgte Stam.
"Nej, nej", svarede Klem.
"Hvorfor spør' du? Vi har jo i mange Aar været enige om, at vi aldrig læste det snavs Blad", sagde Stam lidt hidsig.
"Ja … men …" mumlede Klem.
"Saa … hvad saa? Hvad?" raabte Stam.
"I Dag har jeg alligevel læst det", brummede Klem.
"Saa—aa—aa? ja i Dag har jeg for Resten ogsaa gjort en Undtagelse", sagde Stam.
"Saa—aa—aa? Hvorfor har du det?" spurgte Klem.
"Krog!" brummede Stam.
"Ja, Krog!" brummede Klem.
"Han skriver Vers, det Bæst!" raabte Stam.
"Det er ikke første Gang", sagde Klem sagte,
"Ja, men …"
Stam foldede Avisen ud, knipsede vredt paa den og læste:
Til Giovannina Hermansen.
Der svæver om din hvide Pande
Et Glimt af Sol paa Hellas' Strande,
du Kunstens Datter, Guder lig.
O Giovannina! Du alene
kan vorde denne "Belle Helène",
som hidser hele Verden op til Krig.
Ak, da jeg Giovannina skued,
den glemte Flamme aller lued,
O jeg vil ofre alt for dig.
Thi dine Fulde Guddomsformer
mit Hjertes Ocean bestormer.
Jeg drukner! Bølger overskylle mig.
Under Læsningen blev han hidsigere og hidsigere; Klem lo først smørret, men blev efterhaanden smittet af sin Vens Pathos og fremsagde sammen med ham som i en Recitationsduet de to sidste Linier.
"Hold Mund, og lad mig tale!" sagde Stam.
"Jeg har ikke sagt et Ord", sagde Klem.
"Klem! Skal vi taale det! Skal Krog … skal han have Lov til …?"
"Hvad!"
"Til .... til .... Hvorfor glôr du saadan paa mig?"
"Tak, i lige Maade!"
"Farvel, Klem! Jeg spiser ikke til Middag paa Gjæstgivergaarden i Dag. Det er en aldeles aandløs og dræbende Manér saadan hver Dag at gnubbe sig op ad hinanden."
"Fuldkommen enig med den sidste ærede Taler."
"Ærbødigst Godmorgen!"
"Ærbødigst Godaften!"
De vare begge to nær ved at græde. Men Æren fordrede, at de gik hver til sin Side, og det gjorde de. Klem gik ud ad Stien mod Skoven, Stam ind mod Byen.
Klem gik en halv Times Tid, overvældet, ikke af Afskeden, men for hans Øje stod bestandig Helenes Ben og bengalsk belyste Nakke, da hun mod Slutningen af Stykket gaar om Bord paa Galejen med Paris. Han skjældte Helenes Fremstillerinde Halsen fuld, gav hende de sjofleste Betegnelser, han kunde opfinde, sagde til sidst:
"Jo længer jeg spaserer, desto mere arrig bliver jeg."
Han kunde ikke blive fri for denne Nakke og disse trikotbeklædte Smalben med Tilbehør, spyttede forgjæves ud i Grøfterne paa begge Sider af Spaserestien. Intet kunde bortmane den Djævelinde, som havde besat ham. Pludselig gjorde han Holdt med et Tramp med Hælen, gjorde helt omkring og vendte tilbage.
Han saâ omkring paa Skovens brogede, tynde Løv, hvorigjennem de brunviolette Kviste og Grene mere og mere borede sig frem; paa Byens rødbrune fugtige Hustage — det saâ altsammen saa underlig fremmed, næsten fjendtligt ud. Naar han tidligere havde ofret slige Fænomener et flygtigt Blik, havde de forekommet ham som gamle Bekjendte, som han ikke stod i nærmere Forhold til, men som det var hyggeligt at affærdige med en løs-gemytlig Hilsen. Men nu, da han var ene …! Det var, som om Skoven rykkede frem mod ham til Flankeangreb fra begge Sider, som om Byens Tage, lig røde Fodfolk fra før 1848, marcherede med Front mod ham. Uvilkaarlig vendte han sig om. Der var jo ogsaa Skov, som faldt ham i Ryggen.
Den midaldrende Flegmatiker stod et Øjeblik stille.
"Det er Løgn alt sammen", sagde han. "Det er den tossede Tøses Skyld."
Han kommanderede sig selv frem. Det røde Fodfolk blev atter til Teglstenstage. De løftede sig mere og mere. Der var ikke Tale om, at de kunde eller vilde hindre hans Indgang i Byen.
Men hvor saâ Byen fremmed ud! For første Gang i sit Liv opdagede han, at Distriktslægens Hus var overmalet med brun Oliefarve.
Han længtes efter Stam og Krog. Men han vilde ikke være ene med nogen af dem. Det paastod han for sig selv. Men bag Paastanden laa noget, som var stærkere end han. Han vidste ikke, hvad det var, eller vilde ikke vide det. Han oversnakkede det ved at fortælle sig selv, at han ikke vilde gaa ned paa Gjæstgivergaarden, for der var Stam naturligvis alligevel gaaet ned, eftersom saadan en Grovæder ikke for nogen Pris i Verden vilde undvære sin Middagsmad. Klem overdøvede den Protest, der rørte sig i hans allerinderste: den, som paastod, at Stam ikke var paa Gjæstgivergaarden. Klem gik til Hans Jensen.
Det første, han saâ i Spisestuen lige efter sin Indtrædelse, var Stam. Han spiste Beefsteak med Spejlæg med en mørk, uheldvarslende Mine ved et Bord i Stuens mørkeste Hjørne. Han sad med Ryggen mod Indgangen og opdagede ikke den indtrædende.
Klem følte Frysefornemmelser i dette ganske nye store Lokale, fyldt af Os fra fugtige Mure, fra Lim- og Oliefarve, med de mange tomme, vidt spredte, af Maling glinsende Smaaborde. Hvor langt hyggeligere var dog den gammeldags varme Stue paa Gjæstgivergaarden! Det sværtede Loft var et ærværdigt Minde om Generationer af brave Borgeres Pibe- og Cigarrøg, Sofaen og Stolene havde oplevet maaske hundrede Aar af Byens Historie og stivet saa mangen Skatteborgers Rus af. Men Hans Jensens store Sal syntes bestemt til Folkemøder, Valgforsamlinger o. desl., bestaaende af Bønder, der tilbrølte en agiterende Taler dundrende Bifaldsraab.
Og hvor tog Amtsfuldmægtigens brede Ryg sig trist ud som et ensomt tilbageblevet gammelt Træ midt paa en øde Mark!
Efter nogen Betænkning gik Klem nærmere hen mod Stams Bord med tunge Skridt. De gjenlød i det store tomme Rum.
Stam vendte sig halvt om, saâ paa Klem med samme Blik som det, hvormed en Hund møder en Kollega, naar den nærmer sig dens Kjødben. Det var dog ikke, fordi Stam frygtede; at Klem skulde gjøre ham den Beefsteak stridig, som han for Øjeblikket styrkede sig ved til Virkeliggjørelse af hemmelige, i en sor Nat udrugede Planer.
"Hvad vil du her?" mumlede han med indædt Harme.
"Ja, hvad vil du?"
"Kommer det nogen ved?"
"Naa, om Forladelse .... Hej, hej .... Opvarter! Naa, der skal vel ringes paa dette Sted …"
Og Klem trak i Klokkestrængen, saa Metalknæet oppe under Loftet sukkede, bævede og smaahvinede.
"En Boeuf med Spejlæg!" raabte han den indtrædende Opvarter i Møde. Strax efter ærgrede det ham ikke at have haft en fra Stams forskjellig Idé om, hvad han skulde vælge.
Stam blev færdig en god Stund, før Klem var halv færdig. Han ringede, betalte, vexlede et Par hviskende Ord med Opvarteren og forsvandt i en lav Dør under det i Salen anbragte Orkestergalleri.
"Nej holdt! holdt!" raabte Klem, smed sin Gaffel, saa den klirrede mod Tallerkenen og var i et Par lange Spring henne i Døren, men Stam vendte sig om. Klem havde aldrig set hans store brune Øjne se saa glubske ud. De vare som en uvane Tyrs, det hvide blev rødt. Brillerne faldt langt ned paa Næsen. Han skød Panden og Overkroppen frem, som vilde han stange. Klem veg uvilkaarlig tilbage, Stam fôr gjennem Døren og smækkede den i efter sig.
Klem saâ paa Opvarteren, Opvarteren igjen paa ham. Klem havde stor Lyst til at være grov imod ham, søgte efter en Anledning, men fandt ingen. Resigneret gik han hen til sin forrige Plads og gav sig i Færd med den sidste afkølede Halvdel af sin Beefsteak.
Men han kunde ikke tilkæmpe sig den tilstrækkelige Sindsro til at spise den, uagtet dens Sejghed lovede ham en for bevægede Lidenskaber heldbringende legemlig Anstrængelse. Gjennem den ny Bygnings tynde Mure og Mellemvægge lød Sang og Pianofortespil lydt ned til ham. Og det var Toner, han havde hørt hele Natten omsuse sig, mens han søvnløs laa i sin Seng og sloges med Dyne og Lagen.
Vild som en Hjort om Efteraaret lynede Klem hen over det gyngende Gulvs tynde, nyvaskede Bræder, lige bus paa den Der, Stam nys var forsvunden igjennem. Tonerne klang nu tydeligere og stærkere ned ad en temmelig smal Trappe, der viste sig lige for hans Øjne. Uden Plan tog han tre Trin ad Gangen og mere sprang end løb op ad den. Han naaede en halvmørk Korridor, som ved den bratte Overgang fra det stærke Lys nede i Spisesalen blev helmørk. Gjennem utætte Dørfyldinger paa begge Sider tittede hvide Lysstriber ud. De gjorde Klem end mere fortumlet. Klaveret larmede som en Tromme, mens en Mands- og Kvindestemme afvexlende sang:
Hun:
Nu vel, tal du kun frit!
Han:
Den Skulder har ej sin Lige
- nej — og dog —
Hun:
Og dog?
Han:
Og dog maa jeg sige,
endskjønt maaske du ler,
Gudinden, kort og godt — jeg dog beundred mer.
Hun:
Saa Venus overtraf mig?
Han:
O nej!
Men Skjønhed er ikke nok, der maa lidt Ømhed til.
Se, det forstod hun godt,
Gudinden saa fage;
hun tillod mig at tage
tre, Fire Kys.
Hun:
Fire Kys?
Her afbrødes Sangen af Latter og en materiel Illustration til Texten.
Klem havde hidtil lyttet med Henrykkelse. Han gjenkjendte fra Gaarsaftenen denne klarinetsnøvlende Bilyd i Sopranstemmen og den sagte Snorken i Pavserne. Hvad Prins Paris sang, forekom ham noget fremmed, men han havde ikke Tid eller Lyst til at tænke videre derover.
Men sig selv ubevidst var han rykket Døren nærmere med faa og forsigtige Skridt, delt mellem erotisk Lidenskab og sin naturlige Rationalisme. Og, medens han lyttede til Duetten:
Maanen sig hæver,
Dagen slutter.
stødte han paa noget, der var for blødt til at være en Dørfylding, og Udbruddet fra dette noget: "Ih saa gid dog ogsaa …" overbeviste ham om, at hans Ven Stam var uundgaaelig, og han udbrød:
"Hvad staar du her og glor efter?"
Stam svarede:
"Du kan faa Klø, hvad Øjeblik du vil. Hvad vil du her?"
"Vi banker paa Døren," sagde Klem.
"Vi!" snerrede Stam.
"Ja, for du er ogsaa … Du er ogsaa …"
"Hold Mund! Jeg er ingen Ting, og du er et Fæ."
"Ja, men jeg banker."
"Ja, men saa bliver du banket."
Nu lød det atter:
Maanen sig hæver,
Dagen slutter,
Natten er skjøn, gjør Sjælen om,
Nyder da flux de glade Minuter,
Lykken er kun en stakket Drøm.
Døren gik op med Brag; om det var Stam eller Klem, som havde brudt paa, kan ingen, ikke engang Stam eller Klem selv sige. Men de kom ind gjennem Døren med en saa uceremoniel Fart, at det saâ ud, som om de vare ved at falde paa Næsen; dog var Farten ikke stærkere, end at de kunde faa rejst sig og bukke.
I det ret rummelige Værelse, med de raa, endnu ikke afpudsede Mure, stod en stor Tospænderseng, et Bord, et Klaver og faa Rørstole. Krog og den skjønne Giovannina Hermansen sad foran Klaveret. Hun havde en blomsterbroget Kattuns Slaabrok om sine bedaarende Former, en hæklet Tingest, nærmest lignende en "Antimakassar" om sit brune, balstyrige Haar, blodrøde Strømper stukne i et Par røde Saffiansslæber. Lige foran hende paa Klaviaturets Diskantside, oven paa den gjennembrudte Træhylde laa et halvt spist Stykke Surbrød med Oxetunge og Sennep.
Krog sad i Skjorteærmer med opknappet Vest, men havde en Galaskjorte paa, en kalvekrøsagtig Strimmel løb langs det stramt stivede Bryststykke, og mægtige "Neglemanchetter" løb midt ned paa de røde Hænder.
De Følelser, der vare i Færd med at gjennemlyne de to andre Fuldmægtige, bleve fangne af en Afleder i Form af en fed Madam, som sad bagved den store Sengs Hovedgærde foran Vinduet og stoppede paa et Par lange kjødfarvede Trikothoser. I det ubarmhjærtige Dagslys saâ dette romantisk-intime Kostumestykke ikke mere poetisk ud end en sædvanlig Skaftestrømpe.
"God Morgen!" sagde Stam.
"God Morgen!" sagde Klem.
Men saa blev de staaende, blussende røde, inderlig forlegne. De to Minuters Pavse, som opstod, benyttede Stam til sagte at betro Klem for fjorten hundrede Gang, at han var et Fæ. Men der blev ikke Tid for Klem til Ripost. Thi Krog var faret op fra Stolen og sendte udfordrende Blikke til sine to Venner. Primadonnaen borede sin Hals ned i Slaabrokken og søgte at trække sine Ben op under den. Kun den fede Madam lod sig ikke forstyrre, hun havde nikket gnavent ad de to indfaldende Fuldmægtige og blev ved at stoppe paa de lange Hoser.
"I bryder ind … og …" sagde Krog, men Resten af, hvad han vilde sige, døde i hans Hals.
"Ja, for du gaar her … og prostituerer dig," sagde Stam.
Under denne langsomme Replikvexel trak Klem i Klokkestrængen som et galt Menneske. Hans Ringning maa have være usædvanlig energisk, thi mod god Provinssædvane paa Gjæstgiversteder mødte en Pige strax.
"En … to … tre … fire … fem," talte Klem i en Fart … Fem Dusin Østers og to Flasker Enkechampagne[1].
Den korpulente Madam saâ anerkjendende ud over sit Arbejde paa den sidst talende. Hun rejste sig endog op og fejede Klaveret rent for de Klædningsstykker, som laa ophobede paa det.
"Er den Herre Musikker?" spurgte hun, mens hun blidt afdæmpede sin skrattende kjøbenhavnske Mundart.
"Jeg er det, jeg skal være," svarede Klem med dvask Fornemhed.
"Naa saadan?" sagde den korpulente og nikkede mildt til ham.
Primadonnaen saâ sig om fra den ene til den anden. Krog, hvis Frakke under Madammens Oprydningsproces var gleden ned paa Gulvet, tog den op og trak den langsomt paa. Saa faldt det ham ind, at han ogsaa burde ringe.
"Hvad vil Du bestille?" spurgte Stam.
"Det .... det .... Agerhøns!" raabte han.
"Det findes ikke paa denne Beværtning" bemærkede Stam.
Krog sænkede Hovedet resigneret og mumlede:
"Nej, desværre! … Giovannina! Gid jeg sad paa en vild Hest paa en af Ruslands Stepper, havde Dem foran mig … og …"
"Saa blev du Græsrytter, sagde Klem. "
Krog fôr op:
"Nu faar du Prygl, Klem!"
"Det vil jeg sé, førend jeg tror det" bemærkede Herredsfuldmægtigen.
"Ja, men du faar dem, Stam!" raabte Krog rasende, da han saâ Amtsfuldmægtigens Arm nærme sig den brogede Kattunsslaabrok.
I det samme rejste Slaabrokken med samt dens Indhold sig op i en Fart, flyede hen i Vinduet mod den korpulente Dame. Ud gjennem Tøjet og Vatteringen, som holdtes op for Ansigtet, lød:
"Gud! … Jeg synes aldrig, at jeg giver Anledning til Slagsmaal."
Madamen rejste sig op igjen og stillede sig foran Stridens Gjenstand og sagde uden at sætte Dæmper paa den kjøbenhavnske Trompet, hun ejede i sine Lunger:
— Maa jeg spørge De Herrer — hvems Datter er Hanne? Og jeg siger, lige som det er, at, hvis ingen af De Herrer mener noget med det hele, og hvis ingen af De Herrer er Musikkere, saa har jeg set saa mange Slags Herrer, at jeg nok skal vise dem, at de er det, de er. For den Slags Musikkere som den Herre, (hun pegede paa Krog) skal jeg ikke have mere af, om ogsaa han gjør det gratisk, for han siger, at Hanne barestens skal lægge mere Følelse i sin Sang, og det er noget Sludder i de mere nymodens Tider. For min salig Mand — han var kuns Bendrejersvend, da han fik sin fø'ste Charmering i mig — han sang for mig: Du, som svøbt i Skjønheds Rosenkjæder, gaar i himmelsk Dragt en jordisk Aand — nej — Sludder, gaar i jordisk Dragt en himmelsk Aand — for, jeg siger, at det var den Tids Genre, men nu skal det være pikant, og den Herre (hun pegede atter paa Krog), han vil bare have hende til at synge saadan, som hendes salig Fader sang, og det kalder jeg ikke at følge med Tiden. Maa jeg spørge Dem dér (hun pegede med Albuen hen mod Krog) — hvorfor tror De, at Hanne spiller Komedie? Hva'? Ja værs'artig, De skal inte genere Dem! For hvad tror De, at Hanne spiller Komedie?"
I det samme kom Pigen og hilste fra Hr. Jensen og Madammen, "at Østerser havde de ikke, men de kunde faa dejlige henkogte Muslinger."
"Nej, lad os saa faa noget Kjødmad," raabte Stam.
"Vi har jo nylig spist Boeuf," svarede Klem.
"Hvad vil De have, Frøken?" spurgte Krog.
"Tag du Flæskesteg, min Pige"! sagde Madamen.
"Fem Svinekotelletter," raabte Stam. "Saftige og gode og med mange Rødbeder til!"
Madamen lønnede Stam med et endnu dybere Nik, end hun havde ofret Klem, da han bestilte Østers. Men hun havde ikke sluppet sin Tankegangs Traad. Hun spurgte atter, mens hun henvente sig til Krog:
"De der, med Følelsen! Hvad tror De, Hanne spiller Komedie for, hva'?"
"For Kunstens Skyld," sagde Krog.
"Naa, saa det tror De? Tror De, salig Hermansen drejede for Benets eller Hornets Skyld? Hva'?"
"Madam Hermansen! Der er stor Forskjel paa Kunst og Haandværk."
"Ja det synes jeg da med," sagde Stam.
"Forskjellen er .... hm! .... væsentlig," sagde Klem.
"Gu' er'en ej," sagde Madammen. Det er lige ét og ét. Alt, hvad man gjør, gjør man for at tjene først til Føden og saa til Klæderne og saa til det, man ellers har Lyst til."
"Materialisme," mumlede Krog.
"Ja, det siger jeg ikke noget imod," sagde Madamen; i de senere Aar er der mange Materialister, som tjener godt, og det er, fordi Apothekerne vil tjene for meget. Men Hermansen er død for over ti Aar siden, og han var ikke andet end Svend, for i sin Tid vilde han deklamere i Kalkeballen i Stedet for at gjøre Mesterstykke og blive det, han kunde blive til. Og saa sad jeg med salig afdøde Julius og hende dér paa en Kvist i et Baghus i Adelgade. Da hun dèr voxede til, saâ jeg jo, at Hænderne sad snavs paa hende, men hørte hende gaa og tralle og agere for de andre Unger i Gaarden. Og da hun blev konfirmeret, saa raadede Urtekræmmersvenden i Forhuset mig til at lade hende synge paa en Sangerindebeværtning. Saadant Noget drives man til, naar éns Øjne bliver daarlige, og man ikke kan taale at lave fint Sytøj, og naar éns Datter er en Dovnemalene. Naa, det Stads maa hun vel have Talanger til, for Direktør Didriksen har jo nu i et Aar givet hende et halvt Hundrede Kroner om Maaneder, men han skylder os for tre Maaneder … og her kan De se, hvad for noget Tøj han leverer."
Madamen stak tre Fingre gjennem Hullerne paa et unævneligt Sted paa de Trikots Unævnelige … Naa, der kommer Maden. Jeg er, ved Gud, sulten … Hanne, du kunne gjærne ta' dig lidt af Tingene.
Primadonnaen var sur og blev siddende henne i Vindueskrogen. Moderen maatte servere. Trods den nylig indtagne Kjødret, lod baade Stam og Klem den ny vederfares al Retfærdighed. Giovannina fik sin Humørsyge overstaaet, og, da den første Flaske Champagne var drukket, og en Afløser havde bragt Glæden til Højdepunktet, sang hun, akkompagnerende sig med én Finger paa Klaveret:
Hver Kvinde tro sin Mund beskytter
og ser at vogte hans Honnør,
men al vor Omhu intet nytter,
naar Skæbnen vil en Mands Malheur.
Min Moder selv er et Exempel.
"Aa Vrævl, Tøs!" sagde Madam Hermansen og lo.
Datteren gik videre:
Den Gang hun saâ den Svane hist,
der nærmed sig med Uskylds Stempel,
"Ja, Hermansen var i sin Tid en rigtig durkdreven Rad," sagde Madammen nikkende hen for sig, med Glædens Blus paa de tykke Kinder og i de smaa Øjne. Men det næste … ti stille Hanne!…"
Saa sang Madam Hermansen med en vældig, skingrende Røst; de høje Toner led som en Lokomotivpibes Hyl:
Hvad nytter det, vi Troskab sværge,
vor Skjønhed volder vor Fortræd.
mod Mennesker vi man os værge
og værge os mod Guder med.
Jeg kæmper vældigt, ser jo Alle,
men Guderne vil min Ruin,
jeg føler godt, at jeg maa falde,
men Saa er Skylden ikke min.
"Ja en Kone i min Alder og med min Erfaring kan synge saadant noget, men jeg har altid ærgret mig, naar Hanne sang det. Lærerigt er det, men en ung Pige burde aldrig lære saadant noget."
Stam saâ paa sit Uhr.
"Kontortid," sagde han.
Hans to Venner rejste sig. Klem gik sidst ud. Madam Hermansen kneb ham let i Armen og sagde:
"Dem kan jeg bedst lide af de tre. De sidder saa rolig paa Stolen. Det er Tegn paa en solid Mand."
- ↑ Veuve Cliquot.