De tre Fuldmægtige/5
V.
Det gode Forhold mellem de tre Fuldmægtige var blevet gjenoprettet. Champagnestemningen var stærk nok til at bringe dem ind i en Tilstand, der kunde rumme alle tres Kjærlighed til Giovannina Hermansen og deres gamle Venskab. De gik endogsaa Arm i Arm gjennem Hovedgaden, hvad de ellers aldrig plejede.
De gik i Theatret sammen, saâ atter "Den skjønne Helene," trakterede Primadonnaen og hendes Moder med Aftensmad og fulgtes atter ad langt efter Midnat.
Aftenen havde nu egentlig ikke været morsom, thi midt under Maaltidet var den Fejrede bleven søvnig og havde lagt sig paa Sengen. Madam Hermansen havde snakket Fanden et Øre af, var endog bleven gyselig fornærmet, da det bankede paa Døren, og Direktøren, Menelaos's Fremstiller, havde sagt med sin smørbelagte Basstemme:
"Bedste Madam! De maa virkelig faa "Ina" i Lullen; husk paa, at hun ødelægger sin Stemme ved at synge saadan i Privatum. Det kan ingen af os være tjent med."
"Det skal man ha' til, foruden den Gage, man inte faar, og det naar Barnet endda sover," sagde Madam Hermansen.
Skjønt de tre Fuldmægtige var hede af Vin, og Vinen udklækkede mange Drømme og Planer, der tumlede sig i deres Sind som Morgentaager i en Fjældkløft, gik de længe tavse ved Siden af hverandre ned ad Gyden mod Søen. De gik instinktmæssig den Vej. Ingen af dem havde foreslaaet den.
Gaslygten var slukket. Der var ingen Planter, ingen Dug at se paa Hegnet. Søen var ogsaa usynlig, men den klukkede hult op mod dem.
Hans Jensens store Bygning inde i Haven stod kun som en mørkere Sky i det øvrige Mørke. Kun et enligt Lys glimtede gult ned fra første Sal. Krog kunde ikke tie længere. Af hans bespændte Bryst arbejdede følgende Ord sig frem:
"Der oppe … der oppe! … Hun er ved at gaa i Seng."
En hæs gryntende Latter, mere dreven frem paa Trods end af Lyst til at le, var Svaret paa hans lyriske Udbrud. Saa blev alt dødstille i den mørke Gyde.
Hvorfor stod de tre Fuldmægtige der? Ja, de forelagde sig selv det Spørgsmaal og kunde ikke besvare det. Der var noget ved den Gyde, de holdt af. Der havde de i mange Aar endt deres Aftenpromenade. Gyden fik noget af en Kirkes, et Kapels, et Bedekammers Karakter. I Aften tyede de vist derhen, fordi de slet ikke havde det godt. Men der var ingen Leg mellem Lygteskjær og Regndraaber. Der var ingen Stjærner paa Himlen. Der var ingen glad Sympathi, ingen spidsborgerlig Tryghed. De burde gaa hjem, helst hver for sig, og det lige strax. Det følte de alle tre, at de burde, men de gjorde det ikke.
En tør klangløs Lyd hørtes. Stam havde med sin Fod sparket mod en lang Granstamme, der laa langs Grøften.
"Der ligger den endnu," brummede han.
"Det gjør den," sagde Krog.
"Lad os sætte os paa den." sagde Klem.
Saa satte de sig alle tre, dødtavse, forover bøjede med Hænderne for Ansigtet og — tænkte, hvis man kan kalde den smertelige Proces, som foregik i deres Indre, saaledes. Thi de følte en legemlig, en materiel Smerte: Stam nærmest i Hovedet, Krog nærmest i Hjærtet, Klem nærmest i Underlivet.
De havde nu i en lang Aarrække tænkt eller arbejdet med deres Tænkeorganer som en Hest, der gaar i Møllegang. Det, at Tænkningens vante Cirkellinie var sprængt, at de blev tvungne ind i Stemninger og Tilstande, helt forskjellige fra de sædvanlige, pinte og plagede dem.
De kunde ikke se hverandre. Hvis de havde kunnet det, vilde kvalte Suk, Vridninger med Overkroppen, en urolig Flytten sig i Sædet, krampagtige Trækninger i Arme og Ben have forraadt dem for hinanden, vakt den indbyrdes Ironi og hver enkelts Selvironi. Nu blev der kun Selvironien tilbage som kontrolerende Magt, men den var saare svag, sløvet, som den var, at Vindunsternes og Erotikens Forening. Selvironien kunde egentlig kun sige:
"Det er grinagtigt, at saadan en gammel Karl som jeg kan …
Men saa kom den ikke videre.
De sad og rokkede og gned og væltede sig paa den lange Stamme, som var bestemt til Møllevinge, Pumpetræ eller Gud véd hvad. Men i den uhyggelige Nat tjente den til Hjælp for de tre Fuldmægtige.
Stam følte sin Tilværelse sortest. En saadan Kvinde! Det var den første Kvinde, som … Det var for Resten Krogs Skyld med sit Kunstsludder … med de Former … Stam havde nok … det huskede han … sét saadant noget, men at der kunde gjøres saa meget ud af det … det var noget Vrøvl … Hold Mund, Krog!
"Hvad faler?" sagde Krog. Skal dette ende med Slagsmaal?
I Krogs Sind laa der en lang Lysstribe. Han havde gaaet i Latinskole, havde faaet et Skjær af "klassisk" Dannelse, men var aldrig bleven Student og havde derfor en Slags Forpligtelse til at hade den klassiske Dannelse. I hans Indre brummede det: Giovannina parodierer det hele Vrøvl og de forbandede Adjunkter, som foragter alle andre dannede Mennesker. Naar jeg er forelsket i Giovannina, saa er det en Protest i Aandens Navn mod Formen … og mod Lavsvæsen … mod … ja videre kunde han ikke formulere Protesten.
Klem var den mest rationelle. Han mindedes Primadonnaens Moder, som hans Venner rent glemte. Hende vilde han nødig have med i Tilgift.
— Det Fruentimmer er ikke saa tosset. For … jeg kan ogsaa nok lide Idealer og saadant noget Tøjeri … for, siger man, at man ikke bryder sig om det, saa bliver man jo sat i samme Lag som Slagtere … og Fedtekræmmere og Skomagere … Sludder med deres Kunst og deres Idealer! … Naa, rent sjofelt skal man jo ikke tage Tingene. Men jeg vil nok sige, naar saadant et dejligt Fruentimmer vil forlade hele det Gjøgleri … og jeg kan blive min egen Mand … jeg véd nok, hvad jeg vil, og Herredsfogden har lovet mig …
Han maa have sagt, i det mindste sine sidste Tanker højt, thi han hørte en tostemmig Opfordring:
"Hold Mund, Klem!"
Han svarede:
"Jeg har ikke sagt noget. Det er jer andre, som vrøvler."
Hans Fæller vare maaske ikke sikre i deres Sag. De svarede ikke. De blev siddende paa det lange Stykke Træ, grundende og lidende.
Stam slog i Træstammen. Han havde haft til Hensigt at slaa haardt og imponerende, men der var tyk og ru Bark paa Stammen, og det gik ud over hans Knoer. Hans i Fantasien anlagte myndige Opfordring blev ganske jævn, da han sagde:
"Nu gaar jeg hjem."
Den gjorde ingen Virkning, thi baade Krog og Klem følte sig forpligtede til ikke at lystre. Et Kvarter eller tyve Minuter maatte gaa, før de to andre rejste sig, og saa gik de uden Kommando. De fulgtes op til Torvet. Først da spredte de sig til hver sin Side.
Lyset var for længst slukket i den øverste Etage i Hans Jensens høje Beværtningsbygning.
Formodentlig sov Giovannina Hermansen, mens hendes tre Tilbedere vaagede.
De skiltes ad paa Torvet, gik hver til sit med Ryggen krummet under den for dem uvante Byrde, som den buttede Primadonnas fulde Former, kaade Spil og bestandig-borgerlige Væsen i hendes Stue under den forstandige Moders Opsyn havde lagt paa dem.
Næste Aften sad Krog som sædvanlig midt paa første Bænk, Stam paa samme Bænk yderst til højre. Klem var der ikke.
Om Middagen havde Stam og Krog søgt Primadonnaen paa Hotellet, eller hvad man nu skal kalde Hans Jensens Etablissement, med den noble Hensigt at give et nyt Traktement, men Madam Hermansen havde vist først sin Kartoffelnæse, dernæst sin store Haand med Forlovelsesring paa Langfingeren i Døraabningen, tysset og hvisket:
"Hanne maa sove, hun kan'te taale at være saa længe oppe om Aftningen, som hun var i Gaar. God Morgen!"
"Der er vinket af," sagde Stam.
"Det er der," sagde Krog.
Tæppet gik op. Stam og Krog havde lønlig
spejdet hen mod venstre Side til Klems Plads. Han
var ikke kommen, kom heller ikke.
Efter Forestillingens Slutning gik Krog og Stam ad hver sin Side Bygningen rundt, mødtes i Hôtelkorridoren, saâ et Øjeblik noget fjendtlig paa hinanden under Gasblusset, fandt dog, at foreløbig var bevæbnet Nevtralitet den eneste mulige Situation og bankede endrægtig med hver sin Langfingerkno paa Giovanninas Dør.
Madam Hermansen viste sig igjen og var den samme ubøjelige Moder som i Middags.
"Hvor mon Klem er?" spurgte Krog, da han og Stam gik ned ad Trappen.
"For mig maa han gjærne være i Helvede." svarede Stam.
De skiltes ad ved Udgangsdøren og gik tilbage hver sin Vej, Bygningen rundt.
Dagen efter vakte en Meddelelse i det lokale Blad stor Opsigt. Skuespildirektøren meddelte, at paa Grund af Frøken Giovannina Hermansens pludselige Upasselighed kunde "Den skjønne Helene" foreløbig ikke gives.
Endnu inden de gik paa Kontoret, vare Krog og Stam ved Hans Jensens Hôtel for at spørge til den skjønnes Befindende.
Døren til hendes Værelse stod paa vid Gab. Ingen Kuffert — Kun den endnu uredte Seng havde efterladt et Aftryk af Madam Hermansen i dybere og af Datteren i fladere Relief. Vinden fejede ind ad de aabne Vinduer. Gardinerne vajede afvexlende langt ind i Stuen og langt ud af Vinduet. Da de gjorde den første Bevægelse, forekom det de to Fuldmægtige, som rakte Gardinerne lang Næse ad dem.
Paa Trappen mødte de Hr. Sørensen, Fremstilleren af Kalkas, ham, om hvem Byens Avis altid sagde, at han udstyrede sin Rolle med mange pudsige Smaatræk. Det var en lille, fedladen Mand. Over sin Skallede Isse bar han en Mellemting af en Hue og Kalot af falmet sort Fløjel, om næsten hang helt ned i Øjnene. Han saâ surøjet og morgengnaven ud.
"Hvor er Giovanni … Hvor er Frøken Hermansen?" spurgte Krog ham.
Hr. Sørensen tog lidt i Kalothuens Overdel og mumlede:
"Abgestochen! Kan De erindre Visen om Kätchen Renz?"
Han søgte at undgaa videre Forhandling. Krog betvang Hjærtet, som bankede helt op i hans Hals, og spurgte videre:
"Men hvorfor?"
"Ved'et inte. Vilde vel have flere Penge. Det vil jo alle saadanne raa Tøse, som bare bliver engagerede for deres Bentøjs Skyld. Men det er dem, som trækker Hus."
"Hør véd De hvad?" sagde Stam med en truende Mine.
"Ja, jeg skal ikke disputere om den Ting, brummede Hr. Sørensen, for jeg er akkurat lige glad, naar jeg faaer, hvad jeg skal have."
"Og De er Kunster!" sagde Krog.
"Har jeg sagt det?" sagde Sørensen. Men jeg har to Børn at holde i Skole inde i Kjøbenhavn.
"Og De er endda Komiker."
"Man maa være, hvad man har lært. Det maa De vel ogsaa. Jeg har nu lært at vride Ansigter."
"De er ikke lykkelig."
"Har jeg sagt det?"
"De har aldrig troet paa Kunsten?"
"Hvad … om Forladelse … men hvad rager det Dem? Jeg kunde i mine unge Dage være bleven en Elsker, som der var noget at tjene paa, hvis jeg bare havde været tre Tommer højere og ikke havde havt Opstoppernæse …"
"Hm! De ved ikke, hvor Frøken Hermansen er rejst hen?"
"Jeg er lige glad … Nej Gu' ved jeg ei."
"Direktøren maa vel vide det."
"Han! Nej, naar han ikke kan tjene mere ved hende, saa véd han saamænd ikke, om hun er paa Bloksbjerg, eller om hun har hængt sig. Ja undskyld, jeg vilde gjærne forbi paa Trappen. God Morgen!"
Stam og Krog gik paa Kontoret.
Ved Middagstid stod de uvisse midt paa Hovedgaden. Hvor skulde de gaa hen? Til Hans Jensen eller til den gamle Gjæstgivergaard?
Saa opdagede de Klem. Han skraaede ganske ugenert over Gaden, rakte Haanden ud imod dem som i gamle Dage. Klem blev Fører, Stam og Krog fulgte ham. De gik ned paa den gamle Gjæstgivergaard.
Fra nu af syntes Forholdet mellem de tre Fuldmægtige at være det gamle — ud ad til. Men de spaserede ikke sammen mere. De mødtes kun Middag og Aften paa Gjæstgivergaarden. Og de saâ saa alvorsmandige ud, at Gjæstestuens Borgerskab ikke turde indlade sig med dem.
Gjæstgiveren sukkede, naar de gik. Thi deres Toddy blev aldrig dubleret, tripleret eller kvadrupleret som i de gode gamle Dage.
"Her er ingen Gemytlighed mere i Gjæstestuen," sagde Gjæstgiveren, naar han havde slukket den sidste Petroleumslampe. — Naa, ja … ja … men se, Gemytligheden, den bringer Fortæring; for ellers … saa mener jeg, at Gemytligheden … muligen … er en gammeldags Ting. Aa … ja, saamænd … ja! Jeg bliver aldrig gemytlig mere! Skidt er'et!
Nogle Maaneder sneg sig hen.
En Morgen læste Stam og Krog som sædvanlig det lokale Organ paa Sengen. Blandt Udnævnelser fandt de, at Exam. jur. Herredsfuldmægtig M. E. V. Klem var bleven udnævnt til Branddirektør i Æ…
Som de siden fortalte hinanden, var de komne op af Sengen i en rygende Fart. De ilede begge ned til Herredskontoret for at lykønske deres gamle Ven. Han var der ikke. Han var afrejst Aftenen forud.
Derefter kunde Stam og Krog ikke udholde at se hinanden. Stam spiste paa Gjæstgivergaarden, Krog hos Hans Jensen.
Et Aar efter blev Stam Forvalter paa Universitetets Godser og Krog Prokurator i en Kjøbstad, og Krog fik i Tilgift Bestilling som Kæmner i samme By.