De uden Fædreland 1906/1.3
Tjeneren meldte Middagen for anden Gang,
og Joán stod op fra sit Kammers’ Sofa og
gik hen gennem Orienttogets klaprende Vogne.
Hans Akkompagnatør, Henry Collyett, Australeren, stod henne ved Spisesalsdøren og ventede paa ham:
— Véd De det? sagde han: Jens Lund er med i Toget. Han stod ind i München.
Joán drejede over den meget høje Flip sit Hoved lidt for hastigt:
— Ja saa, sagde han, og lidt langsommere:
— Hvor spiller han?
— Jeg véd det ikke, svarede Australeren, og med de runde og blaa Øjne helt aabnede lagde han til:
— Hvor han saá mærkelig ud. Hans Ansigt er snittet som et Stykke Træværk paa en Kirkestol.
Aandsfraværende sagde Joán:
— Det er sandt.
Men pludselig sagde han med et Nik:
— Ja. Hans Vilje har snittet det.
Henry Collyett havde aabnet Døren til Spisesalen:
— Men han er altfor pyntet, sagde han. Men, idet hans Tanker atter skiftede, lagde han til — med Tonefaldet over Joáns sidste Ord i sine Øren:
— Hvor De dog beundrer ham.
Der gled et Smil eller maaske kun en Sitren hen over Joáns Ansigt:
— Ja, sagde han. Og de satte sig.
Joán saá hen over de tomme Borde og han bøjede sit Hoved for Hr. Bizot, der sad henne i Krogen ved Siden af sin Kone. Komponisten, der allerede i ti Minutter havde ventet paa Maden, sagde med en Stemme, der peb af Halskatarrh, som i en Menneskealder var sammensanket i tre Verdensdele:
— Ja, saa er vi der altsaa.
Han kastede det altfor store Hoved arrigt frem og tilbage over den lille Byldt af Klæder, der forestillede hans Krop:
— Og man skal atter gense det kære Publikum, sagde han.
Fru Bizot sagde med sit Smil, der mindede om en bekymret Husmoders — hun havde i syv og tyve Aar forestaaet den daglige Tillavning af Hr. Bizots Verdensry —:
— Min Ven, vi har dog saa mange Venner i Wien.
Hr. Bizot holdt sine altid hvidfrosne Hænder frem over Bordet som varmede han dem forgæves ved Baalet af sin egen Berømmelse, der var ved at ulme ud:
— Venner, Venner, sagde han; ja, Fru Bizot gemmer med Omhu deres Ansigter i sine Albummer, for at kende de Kære igen, naar hun har Brug for dem paany.
— Min kære Ven, sagde Fruen, og holdt spøgende sin Haand ind mod Mandens Mund, mens hun smilte til Joán.
Men bistert — i det Tonefald, der var de udsmidte Intervieweres Henrykkelse og en Del af hans Verdensry — sagde Hr. Bizot:
— Spar dine Mundvige. Vi er der ikke endnu. Fru Bizot behøver først at smile til Drageren.
Da Døren gik op, afbrød Hr. Bizot sig selv og spurgte Tjeneren, der ventede midt i Vognen, om hvorfor man kaldtes tilbords, naar man dog ikke skulde spise.
Joán, der havde sat sig i det modsatte Hjørne, ligeoverfor Australeren, rejste sig paany og bukkede for den meget slanke Dame, som var kommen ind, omslynget af saa lang en Boa, at dens Spidser naaede Gulvet.
— Men er det Dem, Grev Ujházy, sagde hun: Saa vi gør Rejsen sammen. Jeg steg ind i München. Vi har ligget paa Cap Martin.
— Prinsessen boer der hver Vinter, sagde Joán, der i sin Eftermiddagsdress holdt sig meget rank (maaske lidt for rank som altid, naar han mødte Mennesker fra Kredsen, hvori han var født og fra hvilken hans Stilling halvt havde fjernet ham): Cap Martin er ogsaa det roligste Sted paa Kysten.
Prinsessen svarede med nogle Ord og sagde, idet hun gik videre:
— Men jeg glæder mig til at komme hjem til Deres Koncerter. Jeg bestilte Billetter telegrafisk, saa snart jeg havde læst „La Roumanie“.
Joán sagde med en Hovedbøjning, der var saa umærkelig, at han ikke syntes at overkomme mere end netop at sænke Øjenlaagene:
— Prinsessen er altfor elskværdig.
Og Fyrstinden tog Plads ved et af Bordene tilligemed sine to Damer.
Salen var allerede fuld og alle Tungemaal lød, mens Kellnerne ombød Bouillonen i Kopper.
Hr. Haagemester, der var fulgt af sin purunge nordtyske Cellist, hvis Mund lige akkurat var saa stor som et Kirsebær, fandt ingen Plads og bad, om han maatte dele Bord med Joán.
Han sagde, mens han tog det Raasilkelommetørklæde ud af sit Ærme:
— Naa, her er Buret fuldt af de ærede Kolleger (han udtalte Ordet, som var de Herrer Kolleger Genstande, der til hans Beskuelse var udstillede i Spirituosa), og han hilste paa den tyske Gesandt i Bukarest, der var en Bekendt fra Kronprinsens Hof i Potsdam — mens Ministerens Frue, der havde spurgt sin Mand om hans Navn, betragtede Hr. Haagemester i sin Lorgnon, som om han allerede paa Tribunen havde slaaet an til Brahms Variationer over Händel.
Jean Roy fra L’Opéra hørtes over alle de andre. Han sov i en Sovevogn fuldkommen udmærket — brillant. Og han vidste s’gu ikke, hvorfor man ikke sov ganske saa godt i en Waggon-Lit som paa sit Hotel.
Men hvad der irriterede ham — og mer end man si’er, sagde han meget højt — var, at Waggon-lits ikke mere var fransk.
Mme de Stein, hans Akkompagnatrice, hvis Ansigt var dækket af Pudder, som endogsaa sad fast i hendes Øjenbryn, sagde:
— Selskabet boer dog i Brüssel.
Men Hr. Roy svarede:
— Nej, nej, det er netop Tingen — ganske stille, ganske stille er det flyttet til Berlin, som alting, alting flytter til Berlin.
Joán bøjede Hovedet over sin Tallerken, mens den tyske Minister, meget dæmpet, paa Tysk bad Kellneren om to Gafler endnu.
Samtalen bredte sig om Hoteller og Sovevogne, og Mme de Stein sagde:
— Det er mig ganske det samme hvor jeg sover — og hun saa Hr. Roy lige ind i Ansigtet — man kan ha’e ganske de samme Behageligheder paa Jernbanen.
Men da Henry Collyett spurgte Cellisten om hans Sovesengsmening, sagde den unge Mand, der tidligere havde været Vidunderbarn:
— Jeg har været paa Tournée i to Aar.
Joán havde, maaske for undgaa Sengene, rettet et Spørgsmaal til Hr. Haagemester, der med en Guldblyant tegnede Sirater paa sin Serviet. Siraterne gled ud i forborgne Talstørrelser og Engagementstilbud, som han hemmeligt lagde sammen.
Pianisten slap sit Regnestykke og svarede paa Joans Spørgsmaal:
— Nej, jeg spiller aldrig i Jagtsæsonen.
Og han begyndte at fortælle — mens han over Stuen forsøgte at inddrage Ministeren i Samtalen — om sin sidste Jagt i Galizien, hvor han havde været Gæst hos Storfyrst Paul.
Men Gesandten, der med et Smil veg uden om Hr. Haagemester, bøjede Hovedet hen i Retning af Joán og sagde:
— Det er Grev Ujházy. Jeg véd allerede, at vi skal have den Fornøjelse at høre Dem i Bukarest.
Men lidt efter hørte Joán, der sad yderst, Ministerens Frue sige til sin Mand:
— Er han ogsaa Virtuos? i en Tone, som om hun i Stilhed havde anslaaet ham til noget fordelagtigere.
Det var, som Joáns Fingerspidser gjorde ondt, naar de rørte Dugen.
Prinsessen sagde, oppe ved sit Bord, der stod mellem Ministerens og Hr. og Fru Bizots og hvor Samtalen endnu var ved Hotelsenge og Jernbanesenge:
— Ja, sove, Frue, gør jeg egenlig kun godt i Rumænien.
— Aa, ja, ja, sagde Fru Bizot, og der gled et pludseligt Smil over hendes Ansigt: der har De Ret: skal jeg sove rigtig ud, maa det ogsaa være i Le Bourg.
— Madame Bizot sover allevegne som en Kampesten, sagde Hr. Bizot.
— Ja ja, min Ven, sagde Fru Bizot som i et Ryk; og hun forsikrede Prinsessen for, at naar hun altid sov roligt, var det fordi hun bestandig medførte en Hovedpude, der var fyldt med Urter, hun selv plukkede udenfor deres Villa paa en Mark nede ved Seinen.
Haagemester, der havde rejst sig og havde bragt sig i Erindring hos Fyrstinden, hvem han havde kendt som Æresdame hos Dronning Elisabeth, vendte tilbage til sin Plads og sagde:
— Konen behøver sandelig ikke andet Sovepulver end sin Mands Musik; og han begyndte at tale om nyfransk Tonekunst, som overhovedet var ham Bevis paa den franske Dekadence:
— De mener da som jeg? sagde han særdeles højt til Joán.
Joán svarede:
— Jeg er opdraget i Frankrig.
Og maaske fortørnet over noget i Joáns Tone, sagde Hr. Haagemester lige ind i hans Ansigt:
— Ja, det hører man.
Men Henry Collyett, der stadig havde et Øje ved Døren, sagde til Joán:
— Mon Mr. Jens Lund ikke spiser med?
Jean Roy, der havde hørt Haagemesters Ord og som var blussende rød i sit Ansigt, sagde meget højt:
— Den, Gud vil straffe, skaber han som en Hollænder.
Og Mme de Stein lo, saa hun maatte skjule Guldet i sine Tænder med sin Serviet.
Hr. Haagemester, hvis Pande et Øjeblik trak sig sammen til en Fold, sagde til Joán:
— Og „Operaen“ er selve Gravmælet over Frankrigs Dekadence.
Joán svarede, med samme fjerne Høflighed:
— Den huser dog et Par af Tidens største Kunstnere.
— Som synger Mester Bizots Operaer, sagde Hr. Haagemester, der vedblev at tale ret højt, mens Jean Roy, med Servietten op om Halsen, trommede i sit Bord med begge Hænder og den nordtyske Cellist gav sig til at lé.
Fyrstinden, der vilde tale ligesom for at dæmpe Højrøstetheden, vendte sin Stol halvt om mod Ministeren og sagde:
— Hr. Ministeren kender mig vist ikke igen, og Fru von Benckendorf har jeg aldrig været saa lykkelig at træffe.
Ministeren rejste sig halvt: Han havde straks genkendt Fyrstinden, sagde han og han forestillede sin Hustru, mens Jean Roy stod op af sin Stol og med sit Glas i Haanden gik henimod Ægteparret Bizot.
— Paa Frankrigs Mesterskab, sagde han og stødte sit Glas mod Hr. Bizots, mens to unge Rumænere, der sad gemte i Hjørnet ligeoverfor og som i deres Smokings virkede som var de afklædte, førte deres ringsmykkede Hænder sammen til et Slags Applaus.
Hr. Bizot havde rejst sig, og idet han inddrog de to Rumænere i sin Tak og talte, som besvarede han en Skaal ved en Banket, sagde han med en Haandbevægelse:
— Min kære Medarbejder, vi rejser alle de lange Veje for at hævde vort Førerskab.
Ministeren bøjede sig smilende frem mod Prinsessen og sagde:
— Man befinder sig her omtrent, som ved en Rout i et diplomatisk Korps.
— Dog afsét fra Formerne, sagde hans Frue og de lo alle tre, mens Prinsessen sagde:
— Aa, jeg kunde ikke tænke mig noget frygteligere, end om vi i Længden skulde have tilhørt Karrièren …
— Ikke sandt, blev hun ved: Hjemmet er dog Hjemmet.
— Og saa desuden, naar man saadan uafladelig rejser fra Sted til Sted og paa hvert nyt Sted møder nye Latterligheder, bliver tilsidst hele Menneskeheden En latterlig ...
Joán, der hørte Prinsessens Ord, stirrede et Øjeblik paa hende, og Ministeren sagde, paa én Gang meget alvorligt:
— Det er meget sandt. Det er noget af „Forbandelsen“ ved vor Tilværelse.
— Men, fortsatte han i samme Tone, det Land, man efter Evne tjener, spørger ikke om Prisen, som dets Tjeneste koster os.
Joán sad endnu med sit Ansigt vendt mod Ministerens Bord, mens de fine Rynker om hans Øjne sitrede svagt.
— Det er sandt, svarede Prinsessen: Men jeg er meget lykkelig ved at Paul kan tjene Rumænien ved at oprette Roesukkerfabrikker.
— Aa, Fyrstinde, sagde Fru Benckendorf: Det er ikke saa slemt, som De troer. Og desuden vil vi da dø i Darmstadt. Naar min Mand er tredsindstyve Aar, køber vi et Hus i „Prinsessens Allé“ og dyrker Asparges.
— Det er min Kones Drøm, sagde Ministeren.
— Aa, hvor jeg kan forstaa det, sagde Fru Bizot pludselig bag ved Fyrstinden: jeg har heller ingen Glæde saa stor, som den, jeg har af mine Artiskok i Le Bourg.
Ministerens Frue vendte sig, mens hun slap sin Lorgnon, pludselig om mod Fyrstinden og sagde sagte:
— Men véd De, Fyrstinde, af den unge Mand derhenne har jeg ondt.
Fyrstinden havde fulgt hendes Blik og ogsaa hendes Øjne strejfede Joáns Ansigt, mens Fru Benckendorf sagde:
— Han er altsaa fattig?
Prinsessen svarede:
— Aa, paa ingen Maade. Men jeg tror, han bærer Sorg for sin Fader.
Joán havde hørt sit Navn og med en lidt for brat Bevægelse bøjede han sig mod Henry Collyett, der talte med Cellisten, og han spurgte:
— Hvad fortæller Mr. Collyett Dem?
Cellisten, hvis meget lille Ansigt uafladeligt skiftede Farve, sagde:
— Mr. Collyett siger, at han sér alting, Musæer og Ting, naar han rejser. Og jeg ser slet ikke noget …. for man skal jo dog øve sig, ikke sandt?
Joán smilede:
— Henry ser saamæn heller ikke noget. Han øver sig ti Timer og naar han kommer ned paa en Gade, siger han, han længes efter Melbourne.
Hr. Haagemester, der spiste, sagde over Bordet:
— Og hvad kan man længes efter i Melbourne?
Henry løftede sit Ansigt:
— Efter Solen, sagde han og aabnede sin Mund saa vidt: Den skinner aldrig rigtigt undtagen i Melbourne.
— Saa skulde De blive i Solen, sagde Hollænderen, der talte til unge Kolleger som til en af sine Kronprinsers Jægere.
— Ja, sagde Collyett, det vil jeg ogsaa — naar jeg har sejret.
Hollænderen saa op ved Tonen i hans Ord:
— Og hvem vil De besejre?
— Hvorfor ikke Dem, sagde Joán, der atter stirrede ud for sig.
— Til Lykke, sagde Pianisten og flyttede sin Guldblyant paa Bordet.
Men Henry Collyet sagde hurtigt — og man saá, at hans runde Øjne kunde faa Metallets Farve —:
— Men de, som har sejret, forstaar aldrig, at andre vil sejre.
Joan sagde og hans Stemme lød sagte:
— De Besejrede forstaar det heller ikke, Henry, hverken, at de selv har kunnet ville, eller, at de andre vil.
Cellisten vendte brat sit unge Ansigt mod Joán:
— Sejren er dog Sejren, sagde han og forskrækket over sit eget Tonefald rødmede han helt ned over Halsen.
— Og Penge, brast det ud af Henry, som rystede sit Haar.
Roy havde hørt det og han lo højt:
— Australeren er viis.
Og mens han blev ved at lé, saa det lille Bord rystede, raabte han op gennem Vognen:
— Skaal, Hr. Bizot.
Han lo endnu og sagde frem til Mme de Stein:
— Mutter Bizots Artiskok har s'gu gyldne Blade og Frankrigs Bank har en dyb Kælder.
Men MMme de Stein vendte sin Stol halvt og sagde:
— Men Grev Ujházy, De, som er Ungarer, maa dog — det er sandt — vide Besked med de Papirer.
Og hun gav sig til at tale om nogle Aktier og Værdier i Galizien.
Paa én Gang talte alle de ærede Kolleger om Penge og Pengeanbringelser og Bonus og Papirer og Procent — mens alle Stemmer samledes om Børs og Transaktion og Joán forblev stum foran Ministerfruens Lorgnon, der forbauset var vendt fra den ene Børsjobber til den anden — hans Kolleger.
Mme de Stein havde drejet sin Stol helt om mod Hr. Haagemester, der anbefalede Montanpapirer eller Opkøb af Russere. Jean Roy skubbede sin Tallerken fra sig, langt ind paa Dugen og sagde over til Joán, at intet, intet i Længden var saa fordelagtigt som Grundkøb i New York.
— Kære Ven, sagde han, Amerika er Fremtiden. Vi vil opleve den Dag, hvor New York er større end London.
Og han talte om Gader og om Avenuer og Tomter og Skyskrabere, som havde han et Kort over New York liggende udbredt foran sig paa Bordet.
Hr. Haagemester opremsede Kurser og tog en Kursliste, han havde liggende i sin Hendschel, frem og slog den op paa sin Tallerken. Mme de Stein troede ham ikke, og hun maatte rejse sig fra sin Plads for at overbevise sig. Hun bredte, mens hun flyttede sig, en ram Sky af Blossom-Duft i den ganske Sal og studerede Listen ved Siden af Hollænderen, der betragtede hendes lidt medtagne Bryst, som skinnede gennem Mellemværket paa hendes rosa Bluse.
Jean Roy blev ved at tale om Amerika. Der var ogsaa dem, der stolede paa New Orleans. Men man burde aldrig anlægge Penge paa et Terrain, hvor man ikke var kendt.
Hr. Haagemester blev ved at oplæse Kurser, mens Mme de Stein kom farende med sin egen Lommebog, der var indbunden i Guld:
— Kære Ven, sagde hun til Hollænderen: De er en Mand med Forstand.
Og hun gav sig til at opskrive Aktier efter Hr. Haagemesters Diktat.
Hele Vognen var fuld af Tal, der svirrede over Bordene som en Myggesværm, mens Hr. Bizot, med rokkende Hoved, uafladelig førte de blaafrosne Hænders udspilede Fingre frem og tilbage paa Bordpladen, som sammenskrabede han usynlige Møntdynger — maaske Maanedslejen af de offentlige Huse, som Komponisten af Cæcilia-Legenden ejede i Sydfrankrigs Smaabyer.
Hr. Haagemester slog Kurslisten sammen og sagde:
— Hele Kunsten at spekulere, Frue, er blot Kunsten at have virkelige politiske Forbindelser,
hvad Ministeren hørte, saa han ikke lagde Mærke til Prinsessen, der sagde til ham:
— Der er ingenting i Verden, som er mig skrækkeligere end Penge. Jeg kan ikke kende Forskel paa en Mark og paa en Franc.
— Grev Ujházy, dér er han.
Det var Australeren, som havde hvisket det og næsten havde rejst sig i det samme.
Joán havde drejet sit Hoved og set Jens Lund: han stod i den aabnede Dør. Hans Haand var stemt mod Karmen. Joán blev ved at se paa den Haand: den var af Form, som var den vant til at ligge om et Greb.
— Han har alligevel intet Ansigt, sagde Henry og bøjede sig helt frem over Bordet.
Joán, der havde flyttet sit Blik fra Haanden op mod Jens Lunds Hoved, betragtede hans Ansigt, som de bestandig voldsomt optagne Tanker efterlod i en ubevæget Stivnen, og han sagde:
— Hans Ansigt, Henry, vender indefter.
— Ja, svarede Australeren.
Og da Jens Lund gik forbi dem hen gennem Vognen — han gik med begge sine Hænder knyttede — sagde Joán:
— Han har Hænder ligesom en Rorgænger.
— Det er rigtigt, sagde Henry, og paany slaaet ved Klangen i Grev Ujházys Stemme, sagde den unge Australer, ligesom før:
— Hvor De dog beundrer ham.
Og med en pludselig Overgang føjede han til:
— Jeg er glad, at der ikke er nogen Pianist, jeg beundrer — — — saadan.
— Hvorfor?
— Jo, sagde Australeren og lo og holdt op med at lé: For saa vilde jeg vel holde op med at spille.
Joán saa paa Henry Collyett med et Glimt, før han slog sine Øjne ned og hørte Mme de Stein sige:
— De, Grev Ujházy, interesserer Dem ikke for Kurser.
Joán sagde og vendte sig imod hende:
— Nej, Frue, jeg har aldrig spekuleret.
— Og jeg har desuden set saa faa Kunstnere dø rige.
Der blev en pludselig Taushed ved alle Borde. Mmede Stein gjorde en Bevægelse med sin Haand som for at slaa noget Haar bort fra sin Pande, skønt der intet Haar var — mens paa én Gang Togets hivende Larm slog op omkring dem og de fornam Vognens og Dørenes og Gulvets klirrende Rysten.
Saa sagde Jean Roy, hvis store og aabne Ansigt, skønt lidt for fedt, spejlede alle Sindsbevægelser:
— Nej, det er sandt — og besynderligt.
Og ved en Tankeforbindelse gav han sig til at tale om en berømt Kammerat, en Sanger, der nylig var død.
— Ja, sagde han: det var et mærkeligt Menneske. Pludselig gik han. Midt under en Tournée i Amerika brød han af — — og satte sig hen.
Han vilde ikke mere.
— Han var vel syg, sagde Haagemester.
— Ikke Spor. Han vilde bare ikke mere. Og saa sad han der i femten Aar i en lille By fem Timer fra New York … bare sad der og stod op og gik i Seng blandt Fremmede.
To Folder hårde skaaret sig ned over Joáns Pande som hos den, der voldeligt vil følge en Tanke.
— Men naar han var død, sagde Jean Roy, vilde han føres til Frankrig.
— For vidt kommer man omkring, men paa Père Lachaise vil man s’gu hvile sig ud.
Mme de Stein sagde — med et Stænk af Følsomhed overfor Kirkegaarde —:
— Min Ven, Père Lachaise er det skønneste Sted paa Jorden. Aa, mit Yndlingsmonument er det med den sørgende Genius . . det er en hel Tragedie … en ung Mand — en ung Mand fra Kejserdømmet — den eneste Søn … jeg har hørt, Faderen var Minister. Og en Dag skød han sig — uden Grund, kære Ven — der var ingen som kendte Grunden og han var tre og tyve Aar.
Joán havde drejet sit Hoved i de støttende Hænder:
— Véd De, hvad han hed? sagde han.
— Nej, men det er saadan en Mand, sagde Mme de Stein, som en Kvinde i sine Tanker længes efter at have kendt.
Jean Roy lo. Men Mme de Stein sagde:
— Aaja, det er saa smukt at turde dø ung.
Jean Roy sagde og blev ved at le:
— Chère, det kan De jo naa endnu.
Mme de Stein gjorde en Bevægelse med sine Skuldre:
— Uh, spot ikke. Jeg kan vaagne om Natten med en Rædsel — for at dø nu og paa et Hotel.
Fru von Benckendorf vendte sig halvt, saa hastigt, at hendes Arm rev hendes Serviet ned paa Gulvet.
— Frue, sagde Jean Roy og lagde den atter op paa Ministerens Bord.
— Skønne Veninde, sagde han til Mme de Stein: De dør som 80 Aar — om fem og halvtredsindstyve Aar.
Mme de Stein vendte sig igen til Joán og sagde:
— Grev Ujházy, naar vilde De helst dø?
Joán kunde, forbi alle de andre, se Jens Lund, der sad og spiste ved de to Rumæneres Bord. Hr. Lund spiste som En, der gør sig Umage for at spise smukt og undertiden glemmer det.
— Jeg? sagde han:
— Paa en Dag, hvor jeg endnu havde min Fornuft.
Mme de Stein gjorde den samme bratte Bevægelse med Skuldrene som før:
— Grev Ujházy … jeg véd ikke … De siger Ting, som var De Spøgelset i en Komedie.
Hr. Haagemester havde pludselig gnedet sin venstre Haand tre Gange over sin Pande — mens Jean Roy saá lige ind i Joans Ansigt:
— Véd De, sagde han og der kom i hans Øjne et Udtryk af Angst, som han i et Nu atter forjog: jeg var tilstede i det Londoner Theater, hvor Mr. Thomson pludselig blev gal. Han spillede, spillede meget fornuftigt, og pludselig midt i en Scene … midt i en Replik stod han op fra sin Stol og gik ud i Kulissen — — og var gal.
— Jeg vil aldrig kunne glemme det, sagde Jean Roy.
Jens Lund havde hørt op med at spise. Han sad med fremstrakt Hoved og med et Udtryk i Øjnene som en vejrende Mynde.
Prinsessen sagde over til Jean Roy:
— Ja, det skal have været frygteligt. Min Kusine har fortalt mig om det … hun var der.
— Fyrstinde, sagde Sangeren: Det var forfærdeligt.
Og idet han skiftede Tone, næsten med Vold, sagde han, at han kendte meget godt Prinsesse Stourdza — fra Operaen, hvor vi kender alle vore Abonnenter.
— Operaen, sagde Prinsessen, var ikke det eneste Sted, hvor hun havde hørt Hr. Roy. Hun havde hørt hans „Lohengrin“ overalt, hvor det var hende muligt.
Jean Roy bukkede og paa en Gang gav han sig til at le saa hjerteligt, at ogsaa Ministeren kom til at smile. Sangeren sagde:
— De har i England tegnet en Karikatur af min „Lohengrin“. Det er det kosteligste, jeg har sét.
Ogsaa Fru von Benckendorf havde set den engelske Karikatur, og hun kom uvilkaarligt til at le, mens Prinsessen sagde:
— Men min Kusine, Grevinde Greffulhe, har fortalt mig om Deres egne Tegninger, Hr. Roy.
— Aa ja, sagde Jean, jeg kradser jo selv paa Papir.
Fru Bizot, der bestandig sad og smilede til Prinsessen, hvis Navn hun havde hørt, sagde — og det kom lidt plumpende som fra den, hvem ingen har spurgt:
— Hr. Roys Albummer er berømte i hele Paris.
Mme de Stein sagde:
— Hr. Roy har dem i sine Kufferter.
— De maa saamæn gerne faa dem at sé, sagde Hr. Roy uden Formaliteter, og han gik for at hente Albummerne, mens Hr. Haagemester sagde til Joan:
— Ja, Sangere kan altid faa Tid til saa mange Ting … hvis de da selv faar Tid til dem; medens Fru Bizot, der hele Tiden havde det samme lidt forvirrede Smil, begyndte at fortælle Fyrstinde Stourdza, at hendes Mand, Hr. Adolphe Bizot — og hun gjorde en Bevægelse, som forestillede hun sin Mand — hans Tid var nu optaget af at nedskrive Erindringer.
— Men det er det, sagde Fru Bizot: man lader os ikke i Ro. Men det er hvad jeg siger saa tit, man skulde aldrig have begyndt at dirigere …
Prinsessen, der ikke ret vidste, hvad hun skulde sige, svarede:
— Desværre har Rumænien endnu aldrig haft Æren af et Besøg af Hr. Bizot.
— Nej, sagde Fru Bizot, og hun gjorde en Bevægelse med sin bitte Overkrop som trak hun sin Søndagssnøre til sig paa Seinen: Det har vi ikke. Men vi har hørt saa meget, begge, om Deres skønne Land.
— Det dejlige Rumænien, sagde Fru Bizot.
Jean Roy vendte tilbage med alle sine Skitsebøger og rakte en af dem til Prinsessen.
Hun aabnede den:
— Oh, sagde hun: det er fra Rumænien og da hun havde slaaet et Par Blade frem, begyndte hun at le:
— Hr. Roy, det er udmærket, det er brillant. Just det Udtryk har Hendes Majestæt, naar hun læser en af sine Operatekster højt for sine Hofdamer.
Fru von Benckendorf vilde sé med og de lo begge, bøjede over Billedet, hvor Carmen Sylva, bag Gitret midt i den kongelige Slotsgaard, siddende paa en Trefod og i Toga, laurbærkranset, spillede paa Harmonika for Rumæniens Adel, der, henrykt og i Nationaldragter, svang sine Ben, saa den viste Bunden af de saaleløse Støvler.
— Hr. Roy, De burde udstille i Bukarest, sagde Prinsessen og lo endnu højere. Men da hun løftede Hovedet og saa sine to Smoking-Landsmænd, der vendte det lange Øre til — den ene kendte hun: han var Søn af en Brændevinsbrænder i Konstanza — sagde hun:
— De har ganske Ret, Hr. Roy, Hendes Majestæt er ualmindelig musikalsk.
Og hun og Fru von Benckendorf fik i samme Nu nøjagtigt samme Udtryk i deres Ansigt.
Skitsebøgerne blev spredte over Bordene og alle lo ad alle Nationers Latterligheder.
— Aa ja, aa ja, raabte Collyett og slog sig af Latter paa sine Sportsben: om det Billede har jeg hørt … Sé, Grev Ujházy, sé …
Det var Mr. Schürmanns Karussel, hvor Hr. Schürmann var Janitschar og Hr. Strakosch blæste Trompet, mens Englændere og Yankeer og Spaniolere og Tyskere stormede Karussellen. Bagest kom der to Hollændere.
— Se Trommen, raabte Collyett, se Trommen er dansk.
Trommen blev trakteret af en lillebitte Mand, med Haaret ned i Panden og med Sveddraaber under sin Næse. Han trommede med selve sine tynde og halvskæve Ben. Paa Trommen stod: Den danske Presse.
Alle lo, seende hver i sin Bog. Kellnerne, som ombar Slikasparges, blev staaende, skelende ned paa Billederne over de Damers og de Herrers Skuldre.
— Jo, det er syndigt, sagde Mme de Stein, Danmark er charmant. Det er da endelig et Land, hvor Pressen véd at værdsætte Kunsten.
Jean Roy lo:
— Jeg tør sige, sagde han, det er det eneste Land, hvor man har taget Mme de Stein alvorligt.
— Jean …
Men Jean Roy blev ved:
— Saa lidt alvorligt har man at tænke paa dér i Landet … Henry Collyett vendte Ansigtet mod Mme de Stein og var paa én Gang holdt op at le:
— Men er det sandt, sagde han: jeg har nu altid hørt, at man skal tage København lige før Amerika.
— Det er Prøjsere, sagde Ministeren og bøjede sig frem mod Jean Roy, pegende paa en Karikatur, hvor en Række Mandfolk i éns Trit og éns Skrud, med éns Ryg og éns Skæg marscherede efter Næsen som paa en uhørlig Tælling.
Cellisten fra Nordtyskland lo ad en Tegning, der hed Bachbegejstring, og hvor en Logerand af gabende Gentlemen applauderede Hr. Borwick, der spillede saa henaandet, at hans Fingre slet ikke berørte Tangenterne.
Men Jean Roy sagde:
— I Virkeligheden beundrer jeg Tyskerne.
— Uden Blindhed, sagde Ministeren med et Smil.
— Det er saa let at være seende, sagde Jean Roy, til en vis Grad seende, naar man sér alting fra et Hotelvindu.
— Er det ikke rigtigt, Ujházy, blev han ved og han vendte Ansigtet mod Joán: Vi, der altid drager rundt, sér altid Latterlighederne, fordi vi aldrig helt forstaar de andres Art af Følelser.
Joán bøjede Hovedet og Fru Benckendorf sagde til Jean Roy:
— Jeg tror netop, det er saadan.
— Hr. Minister, sagde Jean Roy og hans stærke og glade Ansigt syntes pludselig træt, mens han slog sin Haand ud mod alle de udslagne Skitsebøger: Det, at man kan sé alt det — gør En hjemløs paa Jorden.
— Hver har sit Land, sagde Ministeren, til hvilket vi vender tilbage.
Joán lukkede Skitsebogen foran sig uden at vide det og de var paa én Gang alle blevet tause — da Jean Roy sagde:
— Ja, Mme de Stein er født i Rue de L’Abbé de L’Épée, og hun siger, at hun køber sig et Tag dér i Gaden for at dø dér.
— Kære Ven, svarede Mme de Stein: Det er aldeles ikke latterligt. Rue de L’Abbé de Épée ligger lige ved Luxembourg-Haven og der legede jeg som lille Pige.
Joán havde lænet Hovedet mod Væggen og lukket sine Øjne. De lange Vipper laa under de hvide Øjenlaag som en bred og sort Rand.
— Naa, ja, Mme de Stein, sagde Jean Roy: mig kommer De nok en Dag og besøger ved Marseille. Der køber jeg mig et Hus — ved Havnen, paa en Skrænt til højre, jeg véd godt hvor …
Han forandrede Tonen:
— Jeg er fra Marseille, Prinsesse, sagde han og bøjede Overkroppen: Og naar jeg synger bedst, er det alligevel, maa De tro mig, altid som jeg hørte en gammel sydfransk Vise …. der souffleres mig inde i mit Bryst …
— Ogsaa i „Lohengrin“, sagde Prinsessen, der lo.
— Paa Ære, ja, sagde Jean Roy: og netop derfor holder jeg ogsaa mest af Don José.
Ministeren og Fruen havde rejst sig og Hr. von Benckendorf rakte Jean Roy sin Haand:
— Paa Gensyn, sagde Hr. Benckendorf og smilede til Joán, der foer sammen, som blev han vækket.
Og Hr. og Fru von Benckendorf gik.
— Han er i Grunden meget indtagende, sagde Fruen om Hr. Jean Roy, da de gik hen gennem Gangen.
— Men af Grev Ujházy, blev hun ved, har jeg ondt. Man maatte jo dog blive ganske forstyrret i det Selskab i Længden.
Prinsessen havde rejst sig og hun hilste til begge Sider, paa én Gang (nu det Maaltid i en Jernbanevogn var forbi) ganske fremmed og som om hun med alle de Damer og Herrer ikke havde vekslet fem Ord. Men pludselig vendte hun sig, da hun allerede havde naaet Døren, til en af sine Damer og sagde:
— Aa, det var morsomt at tage en Plade.
Og i den samme muntre, frimodige Tone som under Middagen sagde hun:
— Mine Damer og Herrer, maa jeg hente min Camera.
Det havde givet et Sæt i Joán.
— Det er saa sjældent, blev Fyrstinden ved, man er sammen med saa mange af Europas Berømtheder …
De svarede i Munden paa hinanden, mens en af Damerne hentede Fotografiapparatet og Prinsessen sagde til Brændevinsbrænderens Søn, til hvem hun talte saa høfligt som til en Drager paa en Perron:
— Hr. Brazzi, naar De staar meget fast, kan jeg holde Apparatet paa Deres Ryg.
Fotografiapparatet kom, mens de alle vendte Ansigtet mod Rumæneren, hvem Prinsessen flyttede og plantede, som var han et Stativ af Jern. Hr. og Fru Bizot maatte flytte sig og satte sig ved Prinsessens forladte Bord, hvor Fru Bizot sad tæt ved Mestren, med begge sine Hænder op paa hans Skuldre.
— Det bliver udmærket, udmærket — højst interessant, sagde Fyrstinden, der saá gennem Apparatets lille Spejl, og vendte sig til den anden Smoking: De passer Lyset, sagde hun, De har vel gjort det før.
Den unge Mand skulde passe Magniumslyset og sitrede paa sine Fingre.
— Udmærket, udmærket, raabte Prinsessen igen.
De Damer og de Herrer var i Stilling.
Ved det øverste Bord havde den unge Cellist bøjet sit i Midten skilte Hoved som en Magdalene, mens Mme de Stein aabnede Læberne i det opadvendte og buttede Ansigt som Munden i den tragiske Maske, og, med den venstre Haand, hun førte op til Skulderen, værgede sig som mod et usynligt Slør.
Men Jens Lund, der ikke var færdig med at spise, var, som tilfældig, stanset midt i Billedet med Hænderne i de udspilede Lommer, som bar han en Todtenschläger i dem begge.
— Udmærket, udmærket, raabte Prinsessen og bøjede sig igen for at se i Spejlet.
Australeren, der havde en Svaghed for at lade fotografere sine Ben (som den Sportsmand, han gjaldt for i Reklamerne), havde endelig faaet dem anbragt over Ryggen af en Stol.
— Men De, Grev Ujházy, De, sagde Prinsessen ivrigt — og holdt pludselig inde.
Joán saás ikke. Kun hans Skulder. Maaske vidste han ikke, at Sportsmand-Australeren skjulte ham.
— Nu, raabte Prinsessen.
Det gav et Sæt i alle, da Lyset glimtede og Mme de Stein skreg.
Den tykke Røg slog hen gennem Vognen og Prinsessen løb med et „Tak, mine Herrer“, der ligesom slog en Dør i efter hende — som havde hun end ikke Begreb om Forstyrrelsen, hun havde voldt.
— Naa, sagde Jean Roy og skærmede sin Tenor med et Kammerdugs-Lommetørklæde: det er man altsaa nødt til, naar man skal holde sig Bukarest aaben.
Og pludseligt rasende (og irriterede af Røgen og Trækken gennem Døren) — rasende over den hemmelige Ydmygelse, de ubestemt følte, og som de havde givet sig i Vold som de Professionals de var, talte de alle i Munden paa hinanden, mens Rumæneren stod og strittede med sine sværtede Fingre.
Mme de Stein sagde saa højt, at Prinsessens Damer, der gik med „Kassen“, kunde høre det: Aa, kunde man blot lære at blive halvt saa uforskammet som de Mennesker.
Men da Jean Roy gik forbi Hr. Haagemester, sagde han til Hollænderen:
— Ja De, min Herre, er vel vant til det — at blive fotograferet … ved Hofferne.
Da Joán og Australeren vendte tilbage gennem Gangen, fløj Impresario Ledock lige paa dem. Han var i Pels og Uldskjorte. Han havde aldrig Tid til at spise. Paa Rejser besørgede han Udklip og sin Korrespondance:
— Kan man faa en Schnitzel i dette forbandede Tog? raabte han og han røg videre.
Hr. og Fru Bizot skændtes højt bag en halvlukket Dør, mens de ordnede Bagagen, som syntes hovedsagelig at bestaa af en Uendelighed af stribede Uldtørklæder, der lignede Mavebælter.
— Men hvad er det, jeg si’er, raabte Hr. Bizot: Var det mig, der væltede mig ind paa hende? Man agter sig selv eller man gør det ikke. De Mennesker behandler En som var man en Krokodille i Jardin des Plantes.
— Kære Bizot … rejser vi maaske for vor Fornøjelse? … Hendes Onkel er Præsident for „Musikens Selskab“.
— Sludder. Hvor véd du det?
— Adolphe, du véd, at jeg husker mig om … jeg hørte hendes Navn og vi førte jo Korrespondance med de Personer ifjor.
Australeren gav sig til at le, mens Joán gik videre. Prinsessen sad med aaben Dør, i et Væld af mørklilla Silkepuder. Hele Kupéen var fuld af Duften af Verveine, hvori hun havde vasket sig, for ikke at være befængt med Lugt af Røgen.
Hun løftede sit Ansigt fra Bogen og sagde, da hun saá Joán:
— Det var ikke kønt af Dem, Grev Ujházy, at De ikke vilde være med paa mit Billede.
Joán svarede:
— Jeg hører ikke hjemme, Prinsesse, blandt Europas Berømtheder.
Prinsessen smilede og sagde — og mente det som en Kompliment:
— Hvor skulde De ellers høre hjemme?
Der gik en pludselig Skælven over Joáns Ansigt og han sagde:
— Det er meget sandt, Prinsesse: intetsteds.
Fyrstinde Stourdza vilde holde ham tilbage, kalde paa ham — berørt af noget i hans Stemme. Men Joan var gaaet.
Han sad med en Bog, da Henry Collyett kom ind. Australeren satte sig, sparkende med sine Sportsben og smidende dem over hinanden.
— Læser De? sagde han og blev ved at sparke.
— Nej.
— Sikken Masse Snak, der blev sagt.
— Ja.
— Men Roy er en storartet Tegner.
— Ja.
— Han vilde kunne leve af det.
— Det kunde han sikkert.
Australeren blev ved at sparke:
— Véd De, hvad jeg tænkte paa, mens vi spiste?
— Nej.
— At De skulde egenlig sidde ved de andres Bord.
— Hvorfor?
— Jo, sagde Australeren, for De er jo dog en Greve — skønt De spiller.
Joan stirrede kun frem for sig.
Saa sagde han:
— Der var vel heller ikke Plads mere.
Alle Samtalestumper fra Middagen flød omkring i Henry Collyetts vimse Hoved. Og idet han atter tænkte paa Jean Roy og det, han havde sagt om de sydfranske Viser, der sang indeni ham, sagde han:
— Men Australien vil ogsaa en Gang faa sin Musik … Musik vokser op af Jorden — af Jorden op i Menneskene, ikke? Men der gaar lang Tid, for Menneskene maa have boet der længe.
Henry Collyett saá paa sine egne Støvler:
— Men, sagde han, før de australske Toner kommer op af Jorden, bliver Australere heller ikke rigtige Musikere — vel? Eller De forstaar ikke, hvad jeg mener?
Joán stirrede ud i Luften:
— Jo, Henry, sagde han uden at røre sig. Australeren slog Hælene sammen:
— Men derfor kan man jo nok blive berømt paa et Klaver, sagde han.
Han sad lidt og, stadig med Middagssamtalen i Hovedet, sagde han:
— Men man burde maaske tænke paa at ta’e København —.
— Jeg har aldrig spillet i Danmark, sagde Joán, der sad som før.
— Hm, det var da underligt, naar De er en Halvdansker.
Der gik et Øjeblik. Saa sagde Joán:
— Det vilde jeg altid gøre — tilsidst.
Henry Collyett sparkede igen med sine Sportsben og, mens hans Tanker løb, sagde han og var ved Fotograferingen:
— Men man er jo ogsaa Gøglere.
Paa en Gang smilede Joán:
— Ja, Collyett, sagde han og stod op.
— Men de andre er det ogsaa, sagde Henry lidt heftigt.
— Maaske nok, sagde Joán: Men de spiller deres Roller bedre og de gør mindre Støj.
Australeren stod lidt:
— Ja, sagde han: det kan nok være.
— Men man bliver vel, hvad man er født til, sagde han.
Joan støttede et Øjeblik Albuen til hans Skulder:
— De er saa viis idag, Collyett …
— Men, Henry, der er dem, som er født vanskabte. Og de skulde hellere ikke være fødte.
Et voldsomt og hvidt Lys faldt ind paa deres Ansigter. Det var fra Standerne paa Perronen i Wien. Konduktørerne løb ud og ind og trak Kupéruderne ned, medens Dragerne kastede Plaider og Tasker og Kufferter og Pelse ind gennem Vinduerne. Passagererne løb ned ad Vogntrinene for at røre deres Ben paa den faste Jord, og Brudstykker af alle Sprog hvirvlede rundt i Trækken fra alle Døre, som stod aabne. Jean Roy stod, med et Lommetørklæde om Halsen og i flagrende Kavaj, barhovedet, midt i Vrimlen, skrællende en Appelsin og raabende til den tomme Luft saa højt som en Lastbærer i Havnen ved hans Marseille — mens Mme de Stein (der nikkede til Joán og sagde: Ah, monsieur, on se promène) satte sine Pariserstøvler med Messinghæle trippende i Asfalten og lod de silkeklædte Ben forsvinde noget højt oppe i sine Skørters Virvar.
Fru Bizot, der var i Galoscher, søgte, mens hun uafladelig smilede, med urolige Øjne de Herrer af Bestyrelsen:
— For de modtager os naturligvis, sagde hun: de er her, min Adolphe, vær vis paa, de er her; medens Hr. Bizot, hvis Pels var sammenbunden med et graat Uldtørklæde, sagde:
— Det er mig fuldkommen ligegyldigt. Lad os komme afsted — hvad hedder vor Kro? saa arrig, at hans Øjne stod paa Stilke.
— Det gyldne Lam, Adolphe, det gyldne Lam. Men de er her, min Ven, de er her.
Impresario løb forbi dem, med sytten Depecher i Hænderne: Gamle Herre, sagde han til Hr. Bizot: der er et Par Personer, som søger Dem; og han rendte videre, tabende Reklamer og Aviser ud af de stoppede Lommer som en Stud sin Gødning.
— Luk Frakken, raabte han til Jean Roy, mens Hr. Bizot blev staaende med knyttet Haand om Uldtørklædet, martialsk og tandløs lignende en Lilleput-Oberst fra et Panoptikon.
— Adolphe, Adolphe, nærmest sang Fru Bizot; hun havde genkendt de „to Personer“, i hvis Nærhed Hr. Haagemester, i en Jagtpels med Snore, vekslede Haandtryk med et fremmødt Medlem af det Bayerske Gesandtskab, der sagde:
— Ja, Hans kongelige Højhed har straks skrevet til Erkehertuginde Valérie ….
Impresario løb tilbage med ledige Hænder og midt i Vrimlen, hvor en sørgeklædt Familie paa syv Slørklædte slog Kreds om en blond Mandsling, der forsvandt under Ankomstkys som var han fanget af en Kværn — bemærkede han, at hans Negle kunde trænge til en Udrensning, og han gav sig til at kradse dem med en Staalkniv. Til han røg videre, nikkende, kendende alle, raabende, som var han Stationsforstanderen, der kommanderede under et Sammenstød; mens de to Rumænere, ubekymrede, Arm i Arm balancerede deres Nøgenhed paa Kanten af en amerikansk Kuffert og Mme de Stein var landet ved Jean Roys Arm, hvor hun svajede sine Kvindeynder som en Venusfigur fra Forfaldstiden.
— Mine Herrer, aa nej, Hr. Bizot er slet ikke træt. Naar man kommer til Wien, er man kun lykkelig, sang Fru Bizot, og man hørte den unge Bayrer fra Gesandtskabet sige:
— Der er intet behageligere end at gøre sine Venner en Tjeneste. Erkehertuginde Valérie vil modtage Dem straks.
Joán havde ikke talt og ikke rørt sig. Med Hovedet støttet til Kupédørens Karm stod han ubevægelig, stirrende ud mod Perronen.
Og pludselig hørte han igen Impresarios Stemme, der lød over alle de andre:
— Kære Herrer, mine Herrer, har den Ære, gaar til Budapest, Hr. Jean Roy. Men man gør altid Forretninger. Mine Herrer, Kunsten er at bemægtige sig Fremtiden. Jeg har fanget ham i Toget, mine Herrer, i Toget. Det nye Fænomen, min Herre, jeg siger Fænomen, for Kunstnere har man nok af … man kan føde Svin med de Herskaber, som viser sig paa Tribunerne. Men Hr. Jens Lund, mine Herrer, vil De se ham? Naar jeg har afleveret Hr. Roy, ofrer jeg mig for Hr. Lund i tre Aar. Men, mine Herrer, han er dyr, han er meget dyr. Vi lever i en Tid, hvor Genierne er blevet Forretningsmænd. Børskurserne, mine Herrer, hænger dem ud af Halsen ...
— Der er han, mine Herrer … der i Kupéen … han sér Dem ikke (Hr. Jens Lund sad ved sit Vindu for optrukket Gardin, studerende i en Courrier universel, der var hans Livs eneste Læsning), han er en læsende, han er en Aand, mine Herrer, en Aand for sig; der venter ham Bogpakker, Bogdynger i hver Hovedstad i Europa.
De to Gentlemen, som tilhørte Pressen, saá pludselig paa Joán og hilste.
— Ja, sagde Impresario, ligesaa højt som før: det er ham; og han gik videre uden at sé paa Joán med saa meget som et halvt Blik.
Joán var blevet blodrød ved Klangen af hans „ham“, som havde en Næve med udspilede Fingre plantet sig midt i hans Ansigt.
Han havde ikke mærket, at Toget rullede bort.
— Skal vi trække Vinduet op? sagde Australeren bag ham.
Og Henry Collyett trak Ruden til, mens Joán satte sig.
— De si’er ingenting idag, sagde Australeren, som altid skulde sige noget.
— Jeg har hørt saa meget efter og tænkt paa saameget i de sidste Timer, sagde Joán.
— Paa hvad? spurgte Australeren og sparkede.
— Paa saa meget, sagde Joán og lukkede sine Øjne.
Døren blev revet op. Det var Jens Lund. Det gav et Ryk i Joan. Saa tænkte han, mens den anden stod der i Døren: Hvor er han egenlig lille.
— De er Ujházy, sagde Jens Lund med et Nik.
— Man tør vel sætte sig?
Haanden rakte han ikke.
Joán sagde:
— Det er Hr. Henry Collyett.
Jens Lund nikkede igen:
— Klavér, sagde han, er Verdens værste Instrument. Jeg er meget utilbøjelig til at tro, at selv et Geni kunde vise Talent paa et Klavér. Man maa være glad til, at man er født paa et Skib. Der var ikke Plads til noget Klaver.
— Læser De? sagde han og saá ud over Joáns Bøger, som laa over alt.
— Ja, man maa beskæftige sin Hjerne med noget, sagde Joán.
Jens Lund havde lagt Armene over Kors:
— Der er meget faa, som har Hjerne, sagde han og enten vilde han altid være uforskammet eller han vidste aldrig, at han var det: Jeg læser aldrig. Naar Mennesker læser, er det, fordi de føler sig tomme. Jeg trænger ikke til Bøger. Jeg har mig selv.
— Jeg taler forresten heller ikke med nogen.
Hr. Jens Lund talte i et besynderligt Stakkato, der ligesom afhuggede hver Sætning og stillede den hen for sig:
— Jeg véd oprigtig talt ikke, hvem man skulde tale med. De fleste Mennesker, der lever, hørte jo op at leve for en Menneskealder siden.
— Hvor skal De hen? spurgte han paa én Gang og saá paa Joán.
— Jeg skal til Bukarest, svarede Joan.
— Og De ogsaa? vendte Jens Lund sig til Collyett.
— Ja.
— Ja, sagde Jens Lund, der stadig havde Armene overkors: jeg har aldrig hørt Dem spille — — saa jeg kan ikke komplimentere Dem.
— Det behøves heller ikke, sagde Joán og vidste, at Lund løj.
Og mens han blev ved at sé paa Jens Lunds Ansigt, følte han — og saa stærkt, at han næsten blev svimmel — paany, som en kold Strøm, Dønningen af den Angst uden Sans, han havde fornummet den Aften i London, da hans Impresario havde sagt:
— Véd De, hvem her er? Jens Lund har gemt sig i en Loge,
og Joán havde følt sine Fingre, som var de sammenfiltrede med Klister, og sin egen Sjæl, som sad den magtløst kneblet i hans Hals …
Uden at høre blev han ved at sé paa Lunds Ansigt, hvor Tænderne lyste, som bed de glubsk i Ordene, han sagde.
Joán tænkte paa den anden Aften, Aftnen i Brüssel. Da han, bidende sine Knoer tilblods, kørte hjem fra Jens Lunds Koncert. Paa sine to Knæ havde han ligget i sin Vogn og vidste — at nu var han slagen. Hulket havde han, mens han dunkede sin egen Nakke. Og fortumlet og midt under sin egen Sanseløshed havde han sagt:
— Saa vil jeg ikke spille mer.
Men i tre Døgn havde han været som en drukken Mand — drukken af Ydmygelse …
Drukken af Visheden: at han var ikke den største. At han blev aldrig den største.
Hvor det var besynderligt, at Kunsten, der aldrig havde bragt ham Glæde — — kunde bringe ham saa megen Smerte.
Og dog var han blevet ved at spille — —
Joán hørte Jens Lund tale til Collyett og Jens Lund sagde:
— Melbourne, Melbourne, Fædreland — Fædreland, jeg bliver gal, naar jeg hører tale om Fædreland. Hvorfor mon jeg er den største? Fordi jeg intet Fædreland har. Ja, undskyld, Hr. Klavérspiller, at jeg taler om mig selv, men jeg er saa oprigtig, at jeg tilstaar, at det er det eneste, der interesserer mig. Hvad interesserer Dem? Fruentimmer? Naa, om Natten. Men hvad spiller man om? Om sig selv.
Og idet han slog tilbage i sin Tanke sagde han og lo kort:
— Fædreland? Mine Forældre var behageligere. De gav mig ikke noget. Den Fædrelandsløse er den frie, og jeg blev født paa Havet, der forbinder alle Verdener. Fædreland — hvad er det? Trav om samme Bord, hvor vi drager Tommelen frem som i en Ridse, der gravedes af Fædrenes Tommeler. Jeg har et Fædreland. Det hedder jeg min Herre. Og dér er jeg baade Konge og Folk og raadgivende Forsamling og Lovgiver. Jeg er mit Fædreland, hvor jeg har Regeringen.
Jens Lund drejede pludselig sit Ansigt om mod Joán:
— De har det ligesom jeg — De hører aldrig efter.
— Jo, sagde Joán: jeg hører.
— Det sér ikke ud til det, sagde Jens Lund og lo igen.
— Jeg holder ikke af Europa. I hvormange Sogne er det delt? Lad os rystes sammen efter Racer. Jeg spiller for de Hvide. Det skal jeg paatage mig. I Kinesien har jeg maaske en Ligemand, som spiller op for de Gule og raaber til dem: Hør efter, for Satan, her spiller jeg, min egen Konge og min egen Gud, mit eget Rige og mit eget Liv — jeg.
— Naa, for Fanden, De si’er ikke noget . .
— Nej, fordi jeg hører, sagde Joán, og han tænkte bestandig paa det samme:
— „Nu vil jeg høre op at spille“ — — og han var blevet ved at spille.
Jens Lund havde tiet et Øjeblik. Saa sagde han:
— Forresten blev jeg forbauset. Ved Bordet før. Jeg troede ikke, mine Kolleger var saa kloge, at de kunde frygte for at blive gale.
Joán svarede ikke. Han saá endnu en Gang Spisesalen foran sig med sine Medbrødre, som Prinsesse Stourdza fotograferede, og Perronen, som just var forladt og hvor de Damer og de Herrer viste sig for aabent Tæppe for et Parterre af to Journalister.
— Nu vil jeg ikkes spille …
Men Jens Lund, der bestandig gentog de samme Ting, sagde til Collyett:
— Fædreland, Hr., hvad er det, De hedder? Fædreland — mit Jeg er mit Flag og mit Maal — og hvis Menneskene er latterlige, er det mig ligegyldigt …
Og for første Gang lo han langt og hjerteligt:
— For maaske er de ikke latterligere end jeg selv.
— Men Fædreland? Min Moder fødte mig under Ækvator og min Fader var Jordemoderen, der hjalp. Et Fædreland? — og Jens Lund rejste sig og paa en Gang var det, som om en Maske gled af hans Ansigt og Aarerne sprang frem af hans levende Pande, mens hans Mund krummede sig og blev bred under hans Spot —: Et Fædreland? Det er ti Sæt Lænker, som vor Forfædre splejsede sammen om vor Hals og vore Fødder. Et Fædreland — det er Love, der river vore Knæ tilblods og gør vore Øjne blinde. Fædreland — Fædrelandet er et Fængsel og en Brønd. Fædreland — ja, det er Manègen, hvor vi løber Spidsrod med Strimer paa vor svulnede Ryg. Fædrelandet, føj for Satan. Fædrelandet er bare det Sted, hvor vi alle er Spedalske og Puklede.
— Ujházy, klatr op paa Bjergene. Klatr derop og Grænserne sés ikke og er viskede ud og Staterne, de er ikke. Og Lovbøgerne er ikke og Forbrydelsen er ikke Forbrydelse og Vanæren er ikke Vanære og Skammen ikke Skam, der er ingen Lovbøger og der er ingen Paragraffer. Men jeg er — og ingen uden jeg …
Jens Lund tav et Øjeblik:
— Jeg er og Stjernerne er.
— Spil for dem, Hr. „Hvad er det nu, De hedder“? de hører s’gu li’saa godt som Menneskene. Over os er Stjernerne og Døden. Men nu lever jeg og er fri og spiller baade Stjerner og Død mit Liv op i Ansigtet …
— Men De, Grev Ujházy — og Jens Lund drejede sig om paa Hælen — De er s’gu fra forrige Aarhundrede.
— Ja, sagde Joán, i hvis Tindinger Blodet slog.
Jens Lund lo igen:
— Og hvad jeg si’er, er noget Vrøvl, men hvad jeg tænker, er sandt.
— Ja, sagde Joán og talte sagte: sandt for den, der kan tænke det.
Jens Lund stod lidt. Saa sagde han pludselig til Joán:
— Véd De, hvad De tror om Dem selv, — at De er en Smertens Adelsmand.
— Men, min gode Herre, at bære Smerten adler ingen. At turde adler … vort Aarhundrede …
— Naar spiller De i Bukarest? spurgte han uden Overgang.
— Paa Mandag, sagde Joán ud i Luften.
— Hm, jeg skal hen og gi’e min Sjæl i Pest.
— Den nye Sjæl, sagde Joán.
— Nej — og Jens Lund klappede i de oprakte Hænder — min evige Sjæl skal jeg servere for Bankierernes Fruer i Pest.
Der blev tyst et Øjeblik. Saa sagde Joán:
— Men De havde dog en Mo’er, som fødte Dem under Ækvator.
— Og en Fa’er, der befrugtede hende ved Archangelsk. Men bedste Ujházy, er det ikke fuldkommen ligegyldigt? Maa jeg spørge, hvem husker Hr. Bonaparte senior? Historien begynder med Hr. Napoleon. Min Fa’er var fra Løgstør og giftede sig med en Bark fra Rudkøbing. Til Besætningen hørte Jensine Jensen, som besvangret i Ishavet bragte mig til Verden under Ækvator.
— Rudkøbing? sagde Joán.
— Ja. De kender det ikke.
— Jo, sagde Joán og talte sagte som før: det er i Danmark.
— Ogsaa Danmark, sagde Australeren og saá fra den ene til den anden, som vilde han maale dem.
— Ja, det kaldes Danmark, sagde Jens Lund: Rudkøbing er paa Langeland og Langeland er en Streg i Havet. Fra Langeland kom Elektriciteten og jeg. Ujházy, Mennesket har intet Udspring. Jeg blev til og er. Hvem skulde have Ret til at kalde paa os? Jeg adlyder ingen. Jeg er, som den jeg er. Og jeg er født om Formiddagen under lykkelige Stjerner …
— De tror paa Stjernerne? smilede Joán.
— Hvem véd, hvad han tror? For den, der lever, er Døden ikke. Men hvad der er for den, som er død, véd De det, Hr. Ujházy, undskyld, Grev Ujházy. Jeg har læst, at Jorden er den mindste af Verdenerne, og at hver Stjerne er en Verden. Der var Plads til mange Døde fra en lille Jord ….
— Og naar De en Gang er død, sagde Joán og talte med et halvt syngende Tonefald, vil De lade et Skib opsøge Ækvator og lade Deres Aske som Støv spredes over Oceanet.
— Nej, sagde Lund.
— Ikke?
— Nej — han blev rød mod sin Vilje over den forunderlige Modsigelse, han inderst og ubevidst fornam: Nej, ligge vil jeg ved min Mo’er og hun ligger paa Langeland.
Der var gledet et Smil hen over Joán Ansigt:
— I Danmark, sagde han.
Og maaske for at komme bort fra sine egne Tanker sagde han lidt efter:
— Fruerne i Budapest er skønne, Hr. Jens Lund.
— Kvinderne, sagde han og han sparkede i Gulvet, akkurat som Australeren: jeg kender dem ikke. Naar jeg lærer dem at kende, vil jeg sandsynligvis elske dem.
— Saa vil jeg elske mange for ikke at blive kvaset af én.
Joán lo:
— Hvad De dér si’er, sagde en Gang en Inder mig.
— Saa er det altsaa sandt, at Inderne er vise, sagde Jens Lund.
— Han var viis. Han talte om den Dag, da de Gule vilde komme som en Bølge og lægge sig over os som Sand.
Jens Lund stod op:
— Aa, det skriver de om i Aviserne. Forresten læser jeg aldrig Aviser. De Gule? De vil komme over dem, som lever da. Og vi lever nu.
— Godnat, Hr. Grev Ujházy.
— Godnat, Hr. „Hvad jeg ikke kan huske“.
— Collyett, sagde Henry.
— Collyett, ja. Ligger De med Handsker?
— Med Handsker?
— Ja, om Natten. Det gør jeg. Jeg gnider Hænderne ind med Cream og ligger med Handsker. Det skulde De ogsaa gøre — for Fingrene.
— Godnat, Ujházy. Véd De, hvad jeg tror, De hører til dem, der husker for godt og for meget. Man skal ikke huske — man skal gaa videre. Nu gaar jeg til Budapest.
— Godnat.
Jens Lund nikkede og gik.
De to andre sad en Stund tause. Saa sagde Henry Collyett:
— Han var mærkelig.
— Ja.
De tav igen, til Australeren sagde:
— Han talte saa meget. Men jeg kan ikke huske det.
Der var Stilhed igen:
— Men maaske, sagde Henry, vil jeg kunne huske det om et Aar.
— Maaske.
Australeren tændte en Cigaret:
— Men, hvordan spiller han da? sagde han og saá paa Joán.
Joán, der sad med lukkede Øjne, svarede ikke straks:
— Spiller? sagde han saa.
— Han spiller fra Bjerget, hvor han staar — med Udsigt over Jorden.
Lidt efter rejste han sig:
— Nu vil jeg lade ham gøre istand for Natten.
Medens Konduktøren kom ind, stod de i Gangen og saá ud i Mørket:
— Nu er vi vist i Ungarn, sagde Henry.
— Ja, sagde Joán: Nu er vi i Ungarn.
Deres Cigaretters Ringe formede sig og løste sig op.
— Hvor sært de slynges, sagde Australeren og fulgte Ringene med Øjnene.
— Ja.
— Jeg har saa tit forsøgt paa, sagde Henry, at danne dem, som jeg vilde. Men det kan man alligevel ikke.
Joáns Øjne fulgte Røgen:
— Det kan maaske Hr. Jens Lund, sagde han.
Men Henry Collyett lo og sagde:
— Han kan vel ikke alt — for Fanden.
De skiltes og Joán gik ind til sig selv. Han tændte de to Vokslys, som han altid havde med paa Rejse, og stillede dem paa Bordet i to smaa Stager. Saa slukkede han den elektriske Lampe og gik i Seng.
Han laa længe — længer end to Timer, da det bankede paa hans Dør.
Det var Australeren:
— Sover De? sagde han: Jeg véd ikke, men jeg kan ikke sove. Maa jeg sidde her en lille Tid?
— Det maa De gerne, svarede Joán.
De hørte intet uden Togets Støj — nu over en Bro, nu over en Mark, nu forbi en ukendt Stad.
Joan rørte sig ikke. Skæret fra det gule Lys faldt hen over hans stille Ansigt.
— Jeg synes, sagde Australeren sagte, medens han stirrede op mod det røde Loft: at det har været saadan en mærkelig Dag. Og dog er der ingenting sket.
Joán sagde uden at aabne sine Øjne:
— Hvad kalder De at ske, Henry? At vi drukner med Orienttoget i en Flod eller at vi plyndres for vore Checks af en Røver.
Han laa stille igen. Saa sagde han og aabnede Øjnene:
— Nu rejser jeg til Danmark.
— Til Danmark? sagde Henry med et Sæt.
— Ja. Der, hvor jeg vil spille — sidst.
— Joán, sagde Henry og havde aldrig kaldt ham ved Fornavn før.
Men Joán talte ikke mer. Og ogsaa Australeren tav.
Ret op og ned blev han siddende foran de to Vokslys — som paa en Vagt.
— — —
— — —
Joán Ujházy drejede atter Hovedet paa de danske Statsbaners røde Puder. Akkompagnatøren havde talt til ham.
— Hvad er der? sagde han.
Hans Hoved var tungt. Det var ham, som havde han foran disse flade og regnfyldte Marker genoplevet sit hele Liv.
— Vi er der straks, sagde den lille Pianist, der, præcis som Uret, var i Gang med at ordne og lukke, nu som hver Dag.
— Allerede? sagde Joan og saá Stationsbyens første Huse.
— Hvor er det, vi spiller her?
— Det er i den Kvindeforening.
— Naa.
Joán stod op:
Og det regner lidt endnu, sagde han og betragtede Husene, som blev fler.
Saa holdt Toget.
Joán fik Kupédøren op:
— Er dette „Grænsen“? spurgte han Konduktøren, der ikke hørte det, og han kunde ligesaa godt have sagt „Vesten for Maanen“.
En halvlille Mand stod ret ud for Kupéen med Pelshue paa sit Hoved.
— Ja, dette er Grænsen, sagde den halvlille Mand og han tog Huen af:
— Og det er maaske Hr. Ujházy?
— Ja, det er mig.
— Jeg er Formanden, sagde pludselig en lille Ungpige, der traadte frem bag den halvlille Mand, mens alt Blod gød sig op over hendes hvide Ansigt:
— Og det er min Fa’er.