De uden Fædreland 1906/2.1
II
Joán blev, lidt forvirret, staaende paa Kupétrinet.
Saa sagde han og kom pludselig til at le ved Synet af det lille Ansigt, der blev rødt og rødt og rødere:
— De er ung, Frøken.
Den halvlille Fader sagde:
— Ja, men én skal jo ta’e Mod til sig, og saa blev det min Datter.
De begyndte at gaa hen ad Perronen. Den unge Pige gik ovre paa den anden Side af sin Fader. Alle hilste, men den halvlille og brede Mand nikkede bare til Svar.
— Men det er jo, sagde han, at Forholdene er kun smaa.
Og Joán, der stadig var en Smule forvirret og ikke vidste hvorfor, sagde og tænkte paa den engagerende Forening:
— Ja, jeg haaber da, der kommer no’en.
Den unge Pige vendte Hovedet og saá paa sin Fader. Men han sagde kun som den, der ikke har skænket det en Tanke:
— Jeg véd saamæn ikke. Men det gør der vel da.
— For ellers bliver det jo et Tab for Foreningen, sagde Joan og talte til Frøkenen.
Frøken Gerda Johansen svarede ikke, men blev kun ved at gaa seende ned i Vejen, hvor hun satte sine Fødder. (Hvor hendes Fødder er nydelige, tænkte Joán.)
Og Faderen gentog kun lidt efter de samme Ord:
— Men Forholdene er smaa, og saá ret ud for sig som vilde han maale, om Telefonpælene stod lige.
Og de tav alle tre, mens de gik videre ad Vejen, og Joán, der ikke vidste noget at sige, vendte sig om mod Hans Haacke, der gik bagved med et Toilet-Etui og en Paraply, der aldrig forlod hans Hænder, fordi de var Gaver fra Kæresten:
— Det er Pianist Haacke, sagde han.
Og da der var blevet hilst, gik de igen videre og igen sagde ingen noget. Men Tjeneren, som kom bagest og som aldrig generede sig, kunde de høre fløjte.
Men pludselig sagde Frøkenen, som fløj det fra hende eller vilde hun give et hemmeligt Puf til nogen:
— Men Kroen er værst.
Den brede Fader vendte Hovedet ganske lidt mod Joán og sagde:
— Det var derfor, vi havde sat et Par Stuer istand ovre hos os saadan ... hvis De og Hr. Haacke vil …
Men Joán sagde og det kom lidt for hastigt:
— Aa Tak. Jeg skal altid hvile mig, inden jeg spiller.
— Det ka’ jeg saa godt forstaa, sagde Faderen i nøje samme Tone som den hele Tid: Jeg vilde osse kun si’e det.
De kom ind i Bygaden, som var lang og opblødt.
— Ja, her er jo ikke brolagt, sagde Hr. Johansen, der havde set ned paa Joáns Kärnthner-Strasse-Støvler.
— Men elektrisk Lys, det har vi, lagde han til.
— Og det er vores Stolthed, sagde Frøkenen og pludselig lo hun og var enten lettet over, at Joán ikke blev deres Gæst, eller vilde skjule sin Skuffelse.
— Ja, sagde Joán: alt er saa fremskredet i Danmark.
— Man kalder det jo saadan, sagde Købmand Johansen.
— Men her er altsaa Grænsen? spurgte Joán.
— Ja, sagde den halvlille Fader og der var som en anden Tone i det ene Ord.
— Dér, sagde Frøkenen og pegede med sin Arm: Dér gaar Grænsen.
— Her er saa Kroen, sagde Hr. Johansen og stansede foran en lang rød Længe, hvor Porten lignede et Gab, der var slaaet ind af Stormen.
— Tak, sagde Joán: Saa sés vi.
— Men vi spiser Klokken halvsyv, sagde Købmanden: hvis man ta’r ’et, som vi har ’et.
Han rakte Haanden og Frøken Gerda rakte ogsaa sin — en lille Haand, følte Joán. Og ved Siden af hinanden, stille, men ligesom begge saa sikre i Skridtene, gik de, Fader og Datter.
Den ene Rude i Gangdøren var blæst ind og da Joán kom ind i den første Stue stod der et laset Billard, forladt midt paa det øde Gulv. Hans Haacke satte sig paa en Stol og holdt Etui og Paraply mellem de skrævende Ben — som den, hvem intet angaar, mens Tjeneren, med sine Berlinerøjne spillende af Skadefryd, i en tjenstlig Tone sagde, fra Døren:
— Skal jeg ringe, Hr. Greve?
Berlineren ringede.
— Der kommer ingen, sagde han og ringede igen — da Døren fløj op og der røg en Mandsperson ind, som, da han saá Joán Ujházy, begyndte at frisere paa et strittende Haar med sine forfjamsket udspilede Hænder.
— Vi havde bestilt Værelser, sagde Joán.
— Jo, ja — og pludselig fór Mandsvæsenets Fingre fra Hovedet ned til et Lommetørklæde, som han bar om Halsen i Stedet for Flip —:
— Men vi troede, at de Herrer var bleven hos Johansen.
Joán sagde:
— Jeg havde ønsket at blive her.
Der blev revet en Dør op i den næste Stue („Hvor her trækker“, sagde Hans Haacke, der altid frygtede Gigt i sine Fingre) og der lød en skinger og rap kvindelig Røst gennem Rummene:
— Jensen, vis de Herrer over i Selskabslokalerne.
Kellneren, der hele Tiden ligesom løftede sig i Hofterne, sagde:
— Ja, hvis de Herrer vil gaa over; og han gik i Forvejen, over en Gang, ind i tre Værelser med brede og hvidlakerede Skydedøre, der var sprukne i alle Sammenføjninger.
— Ja, hvis de Herrer vil vente her, sagde Kellneren og skubbede et Par Stole frem, som var hvidlakerede og skævtsprukne ligesom Dørene.
— Vil De saa sørge for Kufferterne, sagde Joán til Berlineren, der gik med Kellneren. Da de to var ude paa Gangen, sagde Opvarteren og slog med Hovedet, mens han saa ned ad Tjeneren:
— Hvor er De fra, om man tør spørge?
— Jeg er Berliner.
— Ja, den har man jo hørt meget om, sagde Hr. Jensen og begyndte at le uden Grund.
Der kom en Stuepige imod dem med en Bunke fugtige Lagener over Armen. Hun var udringet og bar Koraller. Hun havde faaet sig pandekrøllet, men Baghovedet var i nogen Uorden.
— Her skal Herrerne være, raabte hun og slog Døren op til en Stue paa første Sal.
Men Kellneren løb en Trappe højere op og smækkede en Dør bag sig.
Berlineren stod midt i Stuen, hvor Pigen begyndte at lægge Lagener paa en blaa Seng, bemalet med gule Arabesker.
— Her maa lægges i, sagde Berlineren, som bagfra tog et Skøn over den kvindelige Betjening.
— Ja, det skulde der, sagde Jomfruen og slog med et Par røde Labber paa Lagenerne: Men Kakkelovnen har de revet ned og Varmen (hun pegede over paa noget Jernsprinkelværk, der løb langs Vinduskarmen) har de aldrig faaet færdig. Men vi ka’ jo slæve Gasovnen derind til Herrerne.
Inde i Selskabslokalet sad Hans Haacke stadig med Toilet-Etuiet paa sine runde Knæ:
— Naar er det? sagde han ud i Luften.
— Vel Klokken otte, svarede Joán, der stod og saá paa nogle blaa Fajancekrukker, der pyntede paa de hvide Hylder langs Væggen.
— Hvor? spurgte Hans Haacke igen og atter ud i Luften.
— Her, svarede Joán igen og saá, at Fajancekrukkerne var af Træ.
Hans Haacke sad lidt, før han sagde:
— Indbød de Folk Dem ikke?
— Jo, svarede Joán og saá igen den lille Formandinde for sig som hun var dukket frem der paa Banegaarden:
— Hun var køn.
— Jeg saá hende ikke, sagde Hans Haacke. Joán kom til at le og vidste ikke selv, om det var ved Tanken om den lille Frøkens røde Ansigt eller ad Hans Haacke.
— Nej, Haacke, sagde han: For De sér aldrig no’et.
— Der er heller ingenting at sé, sagde Haacke og sad som før.
Døren gik og Berlineren kom ind for at sige, at der var færdigt:
— For saa vidt, lagde han til.
Joan og Haacke gik ud og paa Trappen mødte de Kellner Jensen, der, ved Hjælp af meget Vand og mange Voksstumper, var blevet skilt i Panden og saá ud, som havde han et Par Valke i sit Haar.
Jomfruen raabte inde fra et Værelse:
— Jensen, her ska’ den anden være; og Pigen kom frem i Døren til et Rum, hvor Bohavet var en brunbejset Seng med to store Dyner.
— Ja, det er her, Herre, sagde Hr. Jensen, der havde faaet fat i Gasovnen, som han slæbte ind til Joan.
— Ja, Herren ser til Vinduerne, sagde han: jeg plejer saamæn osse at stoppe dem til med lidt Papir … For det er jo rædsomt som Huset har givet sig, Men det blev jo bygget paa en Eng, som man si’er, da Byen kom op. Men saa maatte jo Thomsen gaa fra ’et a’, før det blev færdig mongteret og alle Møbler var tegnet i København.
— Og Olesen sidder jo smaat ved ’et, saa nu er ’et jo li’esom det forfalder.
— Nu ska’ jeg, Hr. Jensen fløj til Vinduet, som Joán vilde trække fastere til.
— Tak, sagde Joán.
Men Hr. Jensen blev ved at snakke, mens han uafladelig fingererede ved sit bløde Skjortebryst, der var saa tyndslidt, at man saá hans nøgne Bryst igennem det.
— Men Salen er nydelig, sagde han: hvor Herren skal spille … For den blev jo færdig, før Thomsen gik fra ’et a’ og det er jo osse Salen, som bærer Forretningen.
— Hvordan? sagde Joán, der gned sine Negle med Cream.
— Gud jo, vi har jo saa mange Slags Forsamlinger her paa Egnen, som man si’er, og Foredrag — mens Hr. Jensen talte, førte han Haarvalkene frem og tilbage i smaa Stød som en kælen Ged — det er jo en oplyst Egn og Landboerne er, ved Gud, med, som man si’er … skønt det er for en anden En svært, naar man er anderledes vant til mer ….
— Jeg er jo fra København.
— Og saa er ’et jo enligt paa alle Maader.
— Ja, sagde Joán, der var færdig med Neglene.
— Og man havde jo osse tænkt sig no’et andet, sagde Hr. Jensen:
— Jeg synger jo Tenor og mine Tanker var jo Teatret.
— Teatret er manges Tanker her i Landet, sagde Joán.
Hr. Jensen smilede:
— Ja, sagde han: og Landet er lille, saa alle kan ikke komme til. Men det ligger vel saadan i Naturen og Befolkningen er jo oplyst.
Joán stod og saá ud af Vinduet. Telefonstang efter Telefonstang strakte sig frem ad den lange Gade.
— Men vi troede jo, Herrerne blev hos Johansens, sagde Hr. Jensen som en Slags Afslutning:
— Det er jo et yndigt Hus hos Johansens … men Hr. Johansen er da osse saadan Ordfører for det Hele.
— Men Herren gaar der vel paa Visit, sagde Hr. Jensen, der endelig bekvemmede sig til at flytte sine stramtindfattede Ben henimod Døren.
Joán vendte sig. Gasovnen oste saa det stank i hele Værelset.
— Ja, sagde han uden at tænke over det.
— Vil De kalde paa min Tjener.
Hr. Jensen gik.
Joán lagde sig paa Sofaen. Det tegnede Møbel egnede sig ikke rigtig til at ligge paa. Og Gasovnen blev ved at ose. Men hvis han slukkede den, vilde der vel blive saa koldt, at han vilde blive stiv i sine Fingre.
Joan laa og stirrede ud i Stuen. Ruden i Døren var itu og klinket sammen med noget Papir, hvorpaa der stod „Folketidende“. Her i Huset hjalp man paa alle Skader med Trykpapir.
Da Berlineren kom ind, satte Joán op fra Sofaen med et Sæt og hans Cheviotsjakke blev hængende i et af Kunstsømmene, med hvilke Betrækket var slaaet paa:
— Nej, sagde han: her bli’er altfor koldt. Gaa over til de Johansens og sig, jeg be’er om at være der en Timestid. Hvor er Haacke?
— Hr. Haacke har lagt sig.
— Naa.
Berlineren stod lidt.
— Her i Huset er der heller ikke anden Maade, sagde han. Her maa Menneskeslægten sprælle mellem Lagenerne for at holde Varmen.
— Ja, saa gaar jeg, sluttede han.
Da Joán lidt efter gik ud af Hotelporten, rullede der ham en Landauer forbi. Der sad en ung sværtbygget Herre paa Forsædet. Joán vendte Hovedet og saá efter Herrens Ansigt, som skulde han have kendt ham.
Saa skraaede han over Vejen til Købmand Johansens røde Hus. Der var intet Navn og intet Skilt. Den store Længe laa bredt og haardt paa Jorden.
Joán gik ind i Butiken, hvor en Svend uden Næse stod bag en lang og ridset Disk, og han spurgte, om det var her man gik op til Hr. Johansen. Svenden havde allerede aabnet en Klap og sagt — Joán havde Følelsen af, at Mennesket blev helt svedt —:
— Jo, De ka’ gaa denne Vej — da der kom en blondskægget Herre ind ad en Dør:
— Bevar’s, nej, vil Herren gaa med mig, sagde han.
Og han førte Joán ud paa Gaden igen og ind ad Porten, Trappen var fuld af Blomster.
— Værsaagod, sagde den blonde Herre, det er deroppe.
Da Joán kom op ad Trappen, aabnede den lille Frøken selv Døren lige ind til Stuerne:
— Velkommen, sagde hun og gav Joan et Haandtryk lige til Tommelroden.
— Vi tænkte jo nok, der var for slemt paa
vores Kro. Uh, der er saa fælt. Men her er der ingen, som skal forstyrre Dem. Nu lukker vi blot her (og hun begyndte at lukke Fløjdørene til de andre Stuer som den, der gør noget, som længe har været bestemt) og derinde er der et Sovekammer.
Hun saá et lille Nu ud over Stuen og gik. Joán vilde have sagt noget, undskyldt sig. Men hun var gaaet — gennem Fløjdøren, som hun lukkede.
Joán kom til at smile, som han stod: Her kunde man vist være i Fred. Hvor det var rart. Han blev ved at smile (saa kønt sikker hun var, den lille Formand-Frøken) mens han gik rundt om Bordet under Hængelampen. Det var forstørrede Fotografier alle de Billeder, baade over Sofaen og over Klaveret, med graa Kartoner og i sorte Rammer. Nogle stærke Ansigter og Mændene med Landsbyhalsbind lige op til Hagen. Det Ansigt var mærkeligt. Ja, hvad var det dog, det mindede ham om, de Øjne og den Bygning af Panden? Hvad var det, hvor var det dog? Hvem var det? Jo, det var hende, Værtinden i det gyldne Horn, hun i Montreuil … naar hun sad foran Ilden i sit Køkken om Aftenen. Det var de Øjne.
— Fortæl mer, sagde hun altid: fortæl mer.
Og Joán maatte blive ved at fortælle, mens den Gamle sad med de sære Øjne (ja, det var de samme Øjne) vendte mod Ilden.
— Men hvorfor rejser De ikke selv til Paris, Mme Chabou? havde han sagt.
Men den Gamle havde svaret:
— Her rejser man ikke. Her bliver man siddende. Jeg har bygget Hus, hvor jeg var. Men tænke har man Lov til.
Og til langt ud paa Aftenen maatte han sidde og fortælle Mo’er Chabou om de store Byer og de vide Lande.
— Ja, Herre, sagde den Gamle: Verden er stor.
— Stor og lille, Mme Chabou.
Men hun saá paa ham med sine altfor store Øjne:
— Stor for den, som ikke kender den, sagde hun.
… Joán var bleven staaende foran Billedet. Da han vilde gaa videre, var han lige ved at vælte en Flaske Eau de Cologne, som stod paa et lille Bord. Flasken svajede, men han reddede den. Den Stol var magelig. Alle Møbler var egenlig nye men dog saá de ud, som de havde staaet i Stuen længe. Der var tre Hylder under det lille Bord — aa, det var Albummerne.
Joán tog det ene og slog det op.
Dér var hun igen, paa det allerførste Blad. „Bondekonen“ fra Væggen. Ja. Men dette lille Billede var bedre. Hvor de Øjne herskede i det Ansigt. Men Munden lignede en voldsom Streg over Hagen. Joán vendte Bladet. Det var igen de samme Billeder som paa Væggene. Ja. Og alle Øjnene lignede den Gamles. Men Ansigterne blev smallere, den Hage var ikke nær saa bestemt. Og det var, som Øjnene voksede. Hos den unge Pige var det, som var der slet ikke andet end Øjne. Og Munden, den var blevet fyldig med svajede Læber. Joán slog uvilkaarlig om igen til det første Blad. Hun, den Gamle, havde brændt sine Øjne ned gennem Slægten …
Og, det var sandt, den lille Frøken Formand havde haft det samme Blik før, det Nu, hun stod og saá ud over Stuen.
Den Gamle var altsaa — og Joán blev ved at blade i Albummet — Oldemoderen. Og der var Bedstemoderen med Guldbroche og i den Damaskes Kjole. Men det var Moderen, hun, med den lille Udringning og Medaillonen om Halsen.
Jo, Øjnene var nok de samme. Men Udtrykket i dem havde skiftet. Hos den unge Pige (dér var hun igen med Studenterhue) var der ikke blevet andet end Feber tilbage i Blikket …
Hm, alle de næste Billeder, det var nok Faderens Familie. Det var nogle rigtig rare blonde og hyggelige Personer … Han dér lignede den Mejerist, som de for ti Aar siden havde faaet ned paa Øen, da hans Fader vilde indrette Mejeriet. Han klagede altid over, at man aldrig kunde faa et rigtigt Glas Øl og han digtede Vers i en Poesibog — „hvis Hr. Greven maaske vilde læse dem“.
Der gik en Dør i Huset og Joan slog uvilkaarligt Albummet i.
Han rejste sig og gik hen mod Klaveret.
Hvad var det? Det var virkelig en Fotogravure — efter Corot: sørgmodige og mørke Corot’ske Træer.
Og dér i Vindueskarmen hang der ogsaa et Par. Det var sært at tænke, hvordan de var kommet her. Det der, deroppe — og Joán bøjede sig frem for at sé — det var, ja, det var „Le Crépuscule“.
Joan blev staaende og uden at han vidste det, førte han Haanden hen over sine Øjne. Det var mærkeligt, han havde kunnet glemme, at det idag var hans Moders Fødselsdag. Det var dog første Gang, han havde glemt den — alle de Aar …
Han huskede godt, hans Fa’er havde taget „Le Crépuscule“ bort fra dets Plads ved Kakkelovnen straks efter at Mo’er var død, og han havde hængt det op i sin Stue over sit Skrivebord …
Maaske var der noget „dansk“ ved det franske Billede — ved det Tusmørke.
Mo’eren sad saa tit og stirrede paa det — ind i dets Skumring, der lukker sig.
Joán drejede sit Ansigt. Han kunde gennem Kroens sidste Vindu sé lige ind i et Værelse. Kellner Jensen stod midt paa Gulvet og drejede og svajede sin Skabelon — aa, han stod foran et Spejl.
Joán løftede sine Øjne: Kro-Gavlen var blevet lidt vind. „Hotel Danmark“ læste Joán. Det stod med Rødt paa Hvidt. Men et Par af Bogstaverne var blevet en Smule ufuldstændige, fordi Kalken var falden ned. Joán blev ved at fæste Øjnene paa det Rødt paa Hvidt, til han lod dem glide ned over Huset. Kellneren stod stadig og udspejdede sig selv, forfra og bagfra, foran sit Spejl.
Men Joáns Øjne gled videre ned over „Danmark“:
Der var Hængsler i den Aabning, der skulde have været Port — fire store nøgne Hængsler …
Naar Joán kom hjem, vilde han flytte op i sin Fa’ers Stuer. Han vilde stille Flygelet dér, hvor Fa’ers Arbejdsbord stod. De Værelser laa ogsaa mod Nord. Hvor lidt han egenlig havde kendt til sin Fa’er og vidst om ham. Men han havde jo ogsaa altid talt saa lidt, hans Fa’er. Der var de Aar, da han altid læste, tidlig og sildig — alle de brogede Bøger, Lægers Værker og Filosofer og „Erindringer“, læste og læste.
Joán kunde huske en Gang i en Ferie han kom ind i Faderens Stue:
— Her sidder du, Papa, hele Dagen, havde han sagt: Skulde vi ikke rejse lidt? Vi kunde dog tage ud til Constanza …
— Du kan rejse, sagde Faderen.
— Ja, men du? Du sidder her og læser og læser …
— Ja — og Faderen stirrede igen paa sin Bog — Tiden skal jo gaa, sagde han:
— Og desuden kunde man maaske finde en Forklaring.
— En Forklaring? havde Joán spurgt.
— Ja, svarede Faderen: en Forklaring paa Meningsløsheden.
Og Faderen var blevet ved at læse.
Men de sidste Aar læste han heller ikke. Han red og red kun, Morgen og Eftermiddag, om Formiddagen og naar Solen var gaaet ned, red han alene, Øen rundt, som red han i en evig Kreds. Og nu var han død, alene.
Joán vidste ikke selv, at han havde vendt sit Ansigt og atter stirrede ind i Corots Skumring.
Saa højt hans Fa’er alligevel maatte have elsket hans Mo’er. Men Mo’er — hun havde altid været som En, hvem Blodet langsomt, ganske langsomt randt ud af, til hun var død . . den Dag. Hvor han huskede hendes Dødsdag, og han havde dog været saa lille. Han var løbet gennem Huset om til alle og vilde holde dem i Haanden og havde spurgt og spurgt: Hvorfor, hvorfor er Mo’er død?
Joán gik atter bort fra Vinduet — gaaende forbi Møblerne, instinktmæssig og uden at sé dem, som havde han gaaet der længe.
Der laa et Ugeblad. Det var „Illustreret Tidende“ for i Søndags. Det havde han ikke sét.
Joán lukkede Bladet op.
— Aa, dér var hans Billede — det Billede, som Blade altid bragte.
Det bankede.
— Kom, sagde Joán og stod endnu med „Tidenden“ i sin Haand.
Det var den lille Frøken, som bar en Bakke:
— Jeg vilde blot bringe lidt Thé, sagde hun med sin meget rolige Stemme og, mens hun satte Bakken, lagde hun til, med et ganske lille Smil:
— Ja, dér er Deres Billede.
Joán sagde og slap Bladet lidt hastigt:
— Jeg har siddet og sét i Deres Albummer, Frøken.
Frøkenen bredte en lille Thedug over Bordtæppet. Hendes Haar var flettet som en Krans, der var stukket en Sølvnaal igennem.
— Det har ikke kunnet more Dem, sagde hun: det er kun min Familie.
— Tværtimod. Den gamle (Joán søgte et Øjeblik om Ordet og sagde saa) den gamle Dame har et dejligt Ansigt.
Frøkenen saá op et Nu:
— Synes De?
— Men det Billede paa Væggen, sagde Joán, der tog Albummet: det er ikke saa godt …
— Nej — og hun blev ved, med sine rolige Bevægelser at ordne Bordet — det er jo ogsaa kun forstørret.
Joán saa i Albummet:
— Men her er Ansigtet dejligt, sagde han. Frøkenen var blevet ved at ordne Bordet:
— Jeg ved ikke, om Theen skal være stærk, sagde hun og talte stadig i samme stille sikre Tone.
— Jo, Tak, sagde han og kom til at smile: jeg drikker den stærk.
— Det tænkte jeg nok, sagde Frøkenen og ogsaa hun smilede et Øjeblik: Naar den saa bare er god nok. Det er saa svært at faa god The paa Landet, selv om vi selv har Forretningen.
Joán havde sét fra den Gamles Billede op paa Frøkenens Ansigt: det var næsten ubevægeligt i sin rolige Nydelighed:
— Vi Bønder forstaar os forresten ikke paa The, sagde hun.
Men nu, hvor hun skænkede, saa Joán og vidste ikke, hvorfor han følte noget som en pludselig Glæde, at hun skælvede paa Haanden, saa hun næsten ikke kunde skænke.
Og lidt hurtigt sagde han:
— Skal De ikke selv drikke The, Frøken?
— Jeg vil ikke forstyrre, sagde hun.
— Aa, det gør De ikke. Tværtimod — saa har jeg mindre Tid til at være angst …
— Angst?
— Ja.
— For at spille for os, der ikke har gjort andet end glæde os alle de tre Uger.
Joán havde rejst sig, tagen af den Uro, der altid greb ham før en Koncert, naar han tænkte paa at skulle spille:
— Netop derfor, Frøken, sagde han og med et Blik rundt i Stuen lagde han til:
— Jeg vilde virkelig saa gerne spille godt her.
— Ja, saa henter jeg mig en Kop, sagde hun og gik.
Da hun var gaaet, tænkte Joán og vidste ikke selv hvorfor: de Folk maa være meget velhavende.
Da Frøkenen kom ind igen, sagde hun og pegede paa det opslagne Album:
— Det er Oldemo’er, sagde hun og det var som hendes Stemme var blevet højere eller anderledes.
— Og det, sagde Joán og fulgte Billederne, er Deres Bedstemoder.
— Ja, sagde hun og lo.
— Og det er Deres Mo’er …. og det er Deres Søster.
— Ja.
— Deres Søster studerer? Hun er Student … — Ja — og hun tøvede et Øjeblik, mens Stemmen atter skiftede — min Søster er Student.
— Og det er min Broder, sagde hun og det var, som tog hun Vejret: og saa er der ikke fler.
— Deres Broder, hvor er han? spurgte Joán.
Hun drak af sin The:
— Min Broder skal jo ha’e Forretningen … han er i Vejle.
— I Vejle, gentog Joan.
Slaaet ved hans Tonefald sagde hun, hurtigere:
— Aa ja, er der ikke dejligt i Vejle? Jeg synes, det er det dejligste Sted … saa blaat og grønt der er.
— Jeg har aldrig sét det ved Sommer, sagde Joán.
— Ja, men det skulde De … jeg kommer jo saa tit til Vejle. Træerne ved Vejle de holder sig saa længe — og der er saa blankt ved Vejle. Saa ligger vi tit i en Baad, naar vi har spist paa Munkebjerg.
Joán sagde:
— Min Mo’er var født i Vejle.
Der gik et Nu.
— Var det i Vejle? sagde hun og talte sagtere.
— Ja, i Vejle, gentog Joán og hans Stemme var meget lav.
Og smittet af noget i hans Stemme sagde hun næsten i samme Tone:
— Og saa kom hun til at rejse saa langt?
Joán saá paa én Gang paa hende:
— Ja, langt, sagde han.
Men maaske for at ændre Stemningen, sagde hun og talte lidt afbrudt, men muntert:
— Men der er nu ogsaa dejligt om Vinteren. Der er, synes jeg, saa levende altid i Vejle … og Folk, de saadan træder til og taler højt i Gaderne … Jeg holder nu næsten mer af Vejle end af København.
— End af København?
— Ja, det er maaske fordi København er for stor for saadan En fra Landet … eller jeg véd ikke, ikke stor nok.
— Ikke stor nok?
Joán saá paa hendes lille Ansigt, der pludseligt blev rødt og rødere — som paa Stationen:
— Ja, jeg har da aldrig sét en større …. Men man tænker sig dog saa meget, naar man tænker: En stor By …
— Ja.
De tav og hendes Ansigt var atter blevet blegt.
— De har sét alle Byer, sagde hun.
— Mange, sagde Joán: Og alle Byer ligner hinanden.
Hun vendte sit Ansigt:
— Gør de?
Hun bøjede atter Hovedet:
— Men De har dog sét dem, sagde hun og hun føjede til, med et Smil, der sitrede lidt om hendes Mund: De fleste faar dem aldrig at sé.
Men atter skiftende sagde hun:
— Men min Broder har sét meget — de Aar, han var tilsøs.
— Har han været tilsøs?
— Ja, tre Aar. Men saa skulde han jo ha’e Forretningen og maaske havde han heller ikke rigtig Mod, jeg véd ikke, til at blive ved paa Søen.
Der var stille lidt, til Joán spurgte, blot for at sige noget:
— Hvor var han da?
— Han var i Kalifornien — hun udtalte Navnet saa langt, saa det blev som saa meget fjernt — og i Shanghai.
— Der skal være meget smukt i The setlement i Shanghai, sagde Joán.
Og pludselig spurgte han:
— Hvad hedder De egenlig, Frøken?
— Hvad jeg hedder — og hun lo mens hun gjorde nogle smaa Bevægelser med sine Hænder op i Luften — jeg hedder Gerda.
— Gerda, sagde Joán og gentog det: Det er nemt at sige.
— Ja — og Gerda blev ved at lé —: og Deres Navn er der ingen, som kan sige. Vi har øvet os og øvet os paa det. Men vi vidste jo slet ikke, hvordan det skulde siges.
— Joán, sagde han: Joán, sig det.
— Joán.
— Joan, gentog Frøken Gerda.
Men han gav sig til at le:
— De siger det li’esom Ane.
Frøken Gerda lo:
— Ane, hvem er det?
— Det er min gamle Pige … hun er ogsaa fra Vejle.
— De er alle fra Vejle, sagde Gerda og smilede.
— Ja.
Og pludselig strakte Joan Haanden frem og slog an paa Klaveret:
„I Vejle er jeg født,
dér har jeg hjemme …“
— Aa, at De kan vore Sange, det er dejligt …
Joans Hænder faldt bort fra Tangenterne:
— Den sang jo min Mo’er, sagde han.
Gerda havde rejst sig.
— Ane fulgte med Moder derned, sagde Joán.
— Til Deres Fædreland.
Joán sad stille.
— Det er Ungarn, sagde Gerda og talte lavt ligesom han: der skal være saa smukt i Ungarn. Jeg havde en Fætter, der havde været i Ungarn.
Joan havde flyttet sig over paa Klaverstolen:
— Hvad vilde De da helst sé af Verden? sagde han.
— Helst? hun gentog Ordet meget langsomt, og gennem Skumringen, der var begyndt at falde i Stuen, saá han hendes altfor store Øjne, der ligesom søgte gennem Rummet.
— Helst Bjergene.
Joán sagde:
— Ved mit Hjem er der Bjerge.
— Er der?
Det hørtes knap.
Joán vendte sig paa Klaverstolen:
— Og naar De saa ikke er i Vejle eller i København, saa sidder De her?
Gerda havde sat sig, lidt langt borte fra ham, i en Stol ved Vinduet:
— Ja, nu maa jeg jo være hos Fa’er, nu, han kun har mig.
— Men saa kommer Deres Søster hjem i Ferierne ...
Der var stille et Øjeblik. Saa sagde Gerda:
— Min Søster er død.
— Død? Det havde uvilkaarlig givet et Sæt i Joán.
— Ja, ifjor.
Hun rejste sig igen:
— Men nu skal jeg vist ha’e Theen ud.
— Hvorfor?
Hun svarede ikke, men samlede kun Thetøjet sammen:
— Skal jeg ikke tænde Lampen?
— Aa nej, jeg sidder gerne i Mørkning. Mørkningen er lang i Danmark.
— Ja. Aa, det er min den bedste Tid.
Og hun lo igen:
— For saa skal man ikke bestille noget.
— Hvad bestiller De da, Frøken Gerda?
— Jeg, Grev Ujházy — og hun lo paa Navnet, som hun ikke kunde sige.
— Ujházy, rettede Joán.
— Ujházy, stavede Gerda.
Joán lo:
— Nu var det næsten rigtigt.
— Ja, næsten, sagde Gerda, der stod med Bakken.
— Men hvad bestiller De saa, Frøken Gerda?
— Jeg bestiller meget. Jeg har jo Husførelsen — hun skød Munden lidt frem — og saa skal jeg føre noget af Bøgerne. Det er Bestyreren, der siger, al jeg for Fa’ers Skyld skal ta’e Del i Forretningen . .
— Bestyreren … hvem er Bestyreren?
— Det er den Herre, som viste Dem herop.
Pludselig sagde Joán, med en Slags Mandfolke-Inkvisition:
— Han var net.
Gerda svarede:
— Han har været her to Aar. Fa’er kan jo ikke ha’e med Butiken at gøre, naar han har baade Trælasten … og Vinhandelen.
Hun aabnede Døren. Inde i den anden Stue var der tændt, saa Lyset faldt ind over Joán som han stod, og Frøkenen sagde og saá paa ham i Skæret:
— Jeg kan slet ikke tænke mig, at De virkelig er kommen …
— Jo, sagde Joán: nu staar jeg her.
Paa én Gang nejede Frøken Gerda:
— Ja, sagde hun hastig og igen blev hun rød: Tak for nu.
Og hun lukkede Døren.
Joán blev staaende lænet til Dørstolpen: Saa blødt dog Dansk var, Tonefaldet. Det havde saa tit, i de Aar, syntes han, ligget inde i hans Hoved som en Melodi, han ikke kunde komme rigtig paa, en Visemelodi, han halvt havde glemt.
Men han havde handlet dumt nu, hvor han alligevel havde villet til Danmark. Han skulde straks fra den første Dag have været sammen med rigtige Mennesker. Og han havde bare været sammen med Kunstnere, som lignede alle andre Verdens Kunstnere. De var bare fattigere og mere slidte i Kanterne, og deres Koner gik med skraaede Kjoler. Joán kom til at smile — hans Tanker sprang saadan som altid, naar han var lidt glad — og han tænkte paa Festen i København. Det havde været saa venligt af de Folk at indbyde ham til den Fest. Mændene sad, med deres Halvlærreds skæve Skjorter, som de, der sjældent kommer til Festbords, og var de kommen der, vilde de skam spise for Pengene. Men Fruerne sad, med hule Øjne og Granatbaand om de udpinte Halse, aandsfraværende og krammede om de vaskede Handsker. „Aa ja, Hr. Greve,“ havde Joáns Dame sagt straks, de kom tilbords (hun lignede en Seniliakaktus i Hovedet, saadan flød hendes Isse med Haartotter), „man bliver saa forvirret og saa forvildet i Øjnene, naar man først skal ha’e sine Fem tilsengs og saa i Tøjet.“ Kunstnerfruerne havde lignet Garnisonsdamerne i Orsówa i de Aar, Regeringen ikke udbetalte Officerslønninger. Men hun var blevet ved at tale, hans Dame: „Ja, undskyld, undskyld, jeg véd det saa godt, at jeg bomrer i mit Tyske. Man har dog studeret i Leipzig, men man glemmer, og gør man først den Dumhed at gifte sig, gaar jo Ens Kunst og det bliver Huset det Hele, skønt nogen, der takker, er der saamæn ikke“ …
Og pludselig havde hun gnedet sig ned over begge de udstaaende Kindben og sagt:
— Ja, hvad mener nu egenlig De, saadan en Berømthed, om Livet?
.… Joán blev ved at smile, mens han gik hen over Gulvet:
— Nej, saadan i Sprog havde de egenlig ikke deres Styrke i Danmark. De rejste vel ikke. Man blev hjemme, her i Danmark. Hans Moder havde heller aldrig rigtig kunnet lære Ungarsk. Hans Fader havde altid talt Dansk med hende. Hvor godt han huskede hendes Stemme. Den var ogsaa saa ganske stille og ligesom halvbange.
Joán havde sat sig ved Klaveret. En Melodi gled langsomt frem under hans Hænder …. hvordan var nu Ordene, de Ord? Hans Mo’er sagde dem saa tit, naar Joán, han sang dem, alle Melodierne, foran den sorte Kakkelovn med Fødderne:
Og Maanedsdagen …
Maanedsdagen …
Joáns Hænder slap Tangenterne ...
De havde tændt et Par Lygter paa Gaden. Deres Skær faldt gennem Vinduernes Blomster ind over alle Billeder. Saa stille her var. Han hørte Fodgængernes langsomme Skridt paa Gaden. Nu gik de vel hjem fra Arbejdet og fra Markerne.
Joán blev ved at søge om de Ord:
Men Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.
Hans Mo’er havde saa tit sat sig hen ved Vinduet om Aftenen, med Hænderne op under Hagen, og stirret ud.
— Hvad sér du dog efter, Maria? havde hans Fa’er spurgt.
— Jeg sér hjem.
Nej, nej, han fandt det ikke …. hvordan det var:
Men det var sig Ridder Hr. Aage,
Det var Ridder Hr. Aage …
Men den lille Frøken maatte vide det. Hun vidste det naturligvis.
Joán rejste sig og bankede paa, før han aabnede Døren. Der stod en Dame inde i den inderste Stue, under Lampen. Hun vendte sig, hun havde saadan et benet Ansigt.
— Undskyld, sagde Joán: Men er Frøkenen her ikke?
— Nu skal jeg kalde, svarede Damen og flyttede sin knoklede Figur.
— Aa, Frøken, sagde Joán, da Gerda kom ind — Døren lod hun staa, saa Lampernes Lys faldt ind over Klaveret —:
— Det var en Melodi, der faldt mig ind … men jeg kan ikke komme paa Ordene …
Og han slog atter an:
Det er Ridder Aage.
— Det var Ridder Hr. Aage, sagde hun.
— Ja.
— Aage, rettede hun og lo et Nu.
— Aage, sagde Joan, og der kom som et Smil over Navnet: det har jeg aldrig kunnet sige.
— Aage, gentog hun og aabnede Munden vidt:
Det var Ridder Hr. Aage,
han red sig under Ø.
— Ja, sagde Joan, der fulgte hendes langsomme Stemme paa Tasterne:
Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø.
Joan blev ved at spille, mens Frøken Gerda halvsang:
Fæsted han Jomfru Else,
alt med hin røden Guld.
Maanedsdag derefter
laa han i sorten Muld.
Der var tyst et Nu. Saa sagde Frøken Gerda:
— Det er en sørgelig Sang.
— Ja, sagde Joán.
Hans Hænder laa endnu paa Tasterne. Fodgængernes Trin lød op fra Vejen.
— Hvor der er stille her, sagde Joán.
—Ja.
Joán spillede igen.
— Det var min Mo’er, der sang den saa tit.
Gerda svarede ikke og ingen af dem talte.
Saa sagde Frøken Gerda og hendes Stemme lød højere:
— Nu skal jeg tænde Lampen.
Joán rejste sig og saa paa hendes Hænder, mens hun tændte. Saa sagde han og stirrede ind i Lampen — og han talte i samme Tone som før —:
— Det er min Mo’ers Fødselsdag i Dag.
— Det var underligt, at jeg netop idag …. skulde komme her.
Hun holdt Kuplen i sin Haand:
— Ja, sagde hun i samme Tonefald som han: det var underligt.
Hun satte Kuplen paa — og maaske ved en Tankeforbindelse, maaske ogsaa blot for at sprede hans Sind — sagde hun muntert:
— Nu skal De se Stedet, hvor jeg er født … det er ikke stort.
Og hun lo.
Hun tog et Fotografi ned af Væggen — med et meget lille Hus: kun fire Fag og en Gadedør.
— Og de to Vinduer var Butiken, sagde hun.
Hun pegede paa Billedet:
— Det er min Mo’er, sagde hun: og det er mig, hun har paa Skødet.
— Og dér er Deres Søster, sagde Joán.
Lidt hastigt svarede hun:
— Ja, det er min Søster. Og hun blev ved:
— Min Mo’er var jo saa ung, da hun døde — lige, da vi var kommen herover i det nye Hus. Hun havde længtes saadan efter at komme herover, siger Fa’er. Men saa døde hun — bare fire Maaneder efter.
Joán talte ikke.
— Og Bedstemoder var ogsaa død som ung. Men Oldemoder, hun levede dem alle over. Hun levede, til jeg var ni Aar.
— Saa var hun gammel, sagde Joán og smilede uden at vide hvorfor.
Ogsaa Frøken Gerda smilede:
—Ja, hun var tre og halvfems Aar, sagde hun: Og hun gik i Forretningen til den sidste Dag.
Hun hængte Billedet hen:
— Men saa kom Faster i Huset.
— Det er Deres Faster, sagde Joán og bøjede Hovedet hen mod Stuerne.
— Ja, det er Faster.
Joán lo:
— Hun ligner Ane, sagde han.
— Gør hun? Faster er saa rar.
Men Joán blev ved at le, næsten som vilde han drille hende:
— Men hun ligner Ane, sagde han.
Og et Nu efter sagde han:
— Aa, jeg vil telegrafere til Ane. Saa glæder jeg hende.
— Hvor er Telegrafstationen?
— Den er ved Banen, men Karlen kan gaa med det.
— Nej, jeg vil gaa selv.
— Det er lige ved Banen, sagde Frøken Gerda: Men jeg kan følge Dem.
— Vil De?
— Ja, saa gerne.
— Men først vil jeg sprøjte. Hun tog en Refraichisseur og sprøjtede Eau de Cologne rundt i Stuen, mens Joán lo:
— Hvorfor gør De dog det?
— Jo, for Luften bliver saa daarlig.
Hun blev ved at sprøjte:
— Det gør den altid i et Hus, hvor der er Butik.
— Faster, raabte hun ind i Stuerne: vi skal paa Banen.
Og en Hat tog hun paa og en Kaabe og Joán kunde ikke komme til at hjælpe hende.
De kom ned ad Trappen og hun aabnede en Dør og raabte ind:
— Jeg gaar kun ned til Banen.
— Det er til Fa’er. Han vil altid vide, hvor jeg er. Han er blevet saa ængstelig i det sidste Aar …
De var kommen ud paa Gaden. Joán vendte sig et Øjeblik: det var Bestyreren, der stod i Butiksdøren.
— Dér stod Bestyreren, sagde Joán.
— Saa? sagde Frøkenen og de gik til.
— Det er den samme Vej, De kom, sagde Frøken Gerda.
— Men nu er den kønnere, sagde Joán.
— Ja, sagde hun og saá op i Lamperne, der var spændt over Vejen: for nu er her elektrisk Lys.
— Det er vores Stolthed, det elektriske Lys.
Hun saá rundt paa de røde Huse langs Vejen og hun lo igen:
— Men der er næsten ingen, der bruger det, for de har ikke Raad.
— Og vi bruger det heller ikke. For vi kan ikke ha’e det i Stuerne, uden vi ogsaa skulde ha’e det i Butikken … Og Fa’er vil ikke ha’e det i Butikken.
— Men hvorfor? sagde Joán.
— Nej — og hun blev ved at le — for han si’er, at saa billige Varer som dem, vi maa sælge her, dem skal Kunderne ikke sé for godt.
— Deres Fa’er er klog, sagde Joán og lo.
— Ja, sagde Frøkenen og nikkede, pludselig alvorlig.
Der blev mørkere paa Vejen og et Par Vogne kørte dem forbi.
— De skal til Koncert, sagde Frøken Gerda og uvilkaarligt hviskede hun.
De Kørende saá, i Halvmørket, ud som store og sorte Støtter.
— De er derovre fra, sagde Gerda.
— Derovre fra?
— Ja, fra Grænsen, hviskede hun.
De kom ind paa Stationsvejen:
— Her er det, sagde hun.
De gik over en lille Bro, lagt over en bred Grøft:
— Den gynger, sagde Gerda og blev staaende midt paa Broen.
— Ja, sagde Joan og trampede i Træværket.
Da de kom ind i Kontoret, sagde Frøkenen:
— Grev Ujházy — hun tog som et Tilløb til Navnet — skal telegrafere.
— Ja, vær saa god, sagde Assistenten, der havde sét op paa hende, og han rakte Joán en Blanket.
Joan gik hen ved en lille Pult og skrev. Apparatet talte med sin korte og rappe Prikken.
Frøken Gerda sagde:
— Herindefra kan man tale med hele Verden.
— Ja, sagde Joán:
— Og her talte De første Gang til mig.
Frøkenen smilte:
— Ja — — at jeg turde.
Joán viste hende Blanketten, paa hvilken han havde skrevet.
— Er det rigtigt? spurgte han.
Gerda tog Blanketten og læste:
„Ane Jensen. Château Ujházy. Orsówa. Serbie. Jeg senner dig, gamle Ane, en hjertelig Hilsen fra Danmark. Din Joán.“
— Ja, sagde Gerda, men sender er med d.
— Nej, jeg kan ikke stave Dansk, sagde Joán og det kom næsten heftigt.
Han rev Telegrammet i Stykker og skrev igen — langsomt som den, der staver hvert Ord.
— Er det nu rigtigt? spurgte han og rakte hende Blanketten igen, som Gerda læste: Jeg sender dig, gamle Ane, en hjertelig Hilsen fra Danmark. Din Josse“.
— Ja, sagde hun og lo: nu er det rigtigt.
— Josse, sagde Joán: det vil glæde hende.
Joan betalte og de gik ud.
Frøken Gerda blev et Nu staaende paa Broen:
— Det var dyrt, sagde hun:
— Men det er jo ogsaa langt — — — og hun saá frem i Mørket.
Saa sagde hun:
— Men jeg holder ikke af at faa Telegrammer.
— Hvorfor?
Hun begyndte at gaa igen:
— Nej, for jeg har en Gang faaet et, der var altfor sørgeligt.
De kom forbi Stationen og Joán sagde:
— Mon alt mit Tøj er kommet op? (hvad han vidste det var).
— Vi kan da spørge, sagde Gerda.
Joán gik ind gennem Vestibulen ud paa Perronen. Frøken Gerda fulgte efter. Der var ingen, alt var stille. Kun Telegraftraaden sang over dem. De stod ved Perronens Rand. Skinnernes Staal tabte sig derude i Mørket.
Frøken Gerda sagde og talte sagte:
— Jeg gaar saa tit herned — — om Natten (hun vilde lé).
— Om Natten?
— Ja, naar Iltoget kommer forbi … Jeg maa ikke … Men jeg sidder jo oppe alligevel. Og det er saa smukt — alle de lyse Vogne og alle de Mennesker derinde, som man aldrig skal faa at sé …
— De har da sét hundrede Tusind Mennesker, sagde hun.
Og som for at afbryde sig selv pegede hun paa en Gang ud i Mørket:
— Det er Bjerget, sagde hun.
— Bjerget?
— Ja, den Høj kalder vi for Bjerget — hun lo.
— Kan man komme op paa det Bjerg, sagde Joán og lo ogsaa.
— Ja, det kan man … og hun begyndte at gaa:
— Men vi skal spise Klokken halvsyv.
Hun næsten løb.
De gik langs Skinnerne og hun sagtnede sin Gang:
— Jeg bliver helt forpustet.
Men Joán sagde og talte meget mildt:
— Naar De nu en Gang skal ud at sé hundrede Tusind Mennesker.
— Det kommer jeg aldrig til, sagde hun og hun rystede paa sit Hoved: Fa’er, han si’er, at Theodor — Theodor, det er min Broder — at han har fartet for os alle.
— Her er det, sagde hun, og de bøjede fra Skinnerne ind over en Mark.
— Da vi var Børn — hun vendte sit Hoved og Joán saá hendes Smil gennem Mørket — legede vi altid „Verdens Lande“. Det var i Gaarden — for den er saa stor — og saa var Tønderne alle Byer og Vognporten, det var Rom. Men Engen, det var Asien.
— Har De været i Asien?
— Nej, svarede Joán.
De begyndte at gaa op ad Bakken og de naaede dens Rand. Foran dem laa Markernes Mørke. Kun de enkelte Træer stod rundt omkring som en Vagt af Skygger.
De stod tause foran det stille Mørke … tæt ved hinanden …
— Men, sagde Joán og talte langsomt og kun halvhøjt:
— Naar De sidder oppe, hvad bestiller De saa, Frøken Gerda?
Hun talte som han:
— Jeg sidder ved Lampen. Det er saa dejligt, naar de sover alle og der ikke er Lys i et eneste Hus. Saa er man da alene og kan tænke …
— Paa hvad?
— Aa, jeg véd ikke. Paa hvad der vil ske …
Joán smilede:
— Er der da skét noget? sagde han.
Hun vendte sit Ansigt imod ham:
— Næ, aldrig, sagde hun og rystede paa sit Hoved.
De tav et Øjeblik foran det tyste Mørke.
Saa sagde Joán:
— Hvordan har De faaet „Skumringen“ hjemme paa Deres Væg?
— Jeg har købt det, svarede Frøken Gerda, i et lille Sæt.
— Det Billede havde min Mo’er ogsaa.
— Havde hun? hviskede Gerda.
— Ja … det hang ved Kakkelovnen. Den var kommen fra Danmark.
Joán tav paany. Saa sagde han, som var han draget en Vej gennem uudtalte Tanker:
— Men Musik hører De?
Og som om de havde tænkt sammen, sagde Gerda, saa nøje med samme Klang:
— Ja, en Gang imellem.
Men hun skiftede pludselig Tonen:
— Det er i Musikforeningen. Men den er jo Fru Raabels.
— Fru Raabels?
— Ja, Lægens … Men ifjor spillede Hr. Green her. Det var dejligt.
— Hvem er Hr. Green? spurgte Joán.
— Det er vores første Violinist. Aa, han spillede Mendelsohn. Det var det dejligste, jeg har hørt.
Joán knipsede pludselig med sine Fingre frem i Mørket:
— Var det saa dejligt? sagde han og hun saá ikke, at han smilede.
De stod tause igen. Saa sagde Frøken Gerda med ét:
— Hvad er Josse?
Joán svarede og havde vendt sit Ansigt:
— Det var mit Navn, da jeg var lille. Ane har jo været hos os altid.
— Ja, sagde Gerda.
Fra de tyste Marker hørtes ingen Lyd. Bag dem skinnede Smaahusenes Lys. En Vogns Rullen tabte sig, fjernt, paa Vejen. Joán havde vendt sig og stirrede paa Træernes tyste Skygger.
— Her er Danmark, sagde han.
Frøken Gerda løftede sin Haand — hun vidste ikke, hvorfor hendes Stemme skælvede:
— Og dér er Sønderjylland, sagde hun:
— Det er Sønderjyllands Marker.
— Saa nær? sagde Joán.
De tav igen, til Joán sagde:
— Synes ogsaa De, det er saa sørgeligt?
— Hvad er sørgeligt?
— Med Sønderjylland …
— Ja (og hun nikkede). For de er saa trofaste — alligevel.
— Alligevel? . .
Hun svarede ham ikke, men sagde:
— Og saa er det sandt, hvad Fa’er siger, at vi er jo saa faa …
— Men — hun talte lidt hastigere — det forstaar man ikke, naar Ens Fædreland er saa stort.
Joán sagde:
— Mit Fædreland er mindre end Danmark.
— Ungarn? sagde Gerda.
Joán rørte sig ikke:
— Ungarn er ikke mit Fædreland. Mit Fædreland er kun Øen.
— Øen?
— Ja. De kalder den „De Forbandedes Ø".
Gerda vendte sit hvide Ansigt. Men Joán førte Haanden over sine Øjne:
— Alt det skal jeg fortælle Dem en Gang.
— En Gang, sagde hun.
Joán vilde tale igen og tav — under den samme Tanke.
— Nu maa vi hjem, sagde hun og hun begyndte at gaa — foran ham og hastigt. Han naaede ned til hende. De gik en anden Vej, som var kortere. Den førte langs en Hæk:
— Det er Kirkegaarden, sagde Frøken Gerda.
— Hvad er væn? spurgte Joán pludseligt.
— Væn? sagde Gerda med et hastigt Ryk: Det er … væn.
Og idet hun smilede, sagde hun:
— Det er vist køn.
Men pludselig forvirret uden at vide, hvorfor, sagde hun:
— Hvor vi har været længe borte.
— En halv Time, sagde Joán.
Hun saá frem for sig:
— Ikke mér?
Og de tav igen.
De bøjede ind i Gaden, hvor de elektriske Lamper hang:
— Er det Klokken halvsyv, vi skal spise? sagde Joán og talte muntert.
— Ja.
— Mange, Frøken?
— Nogle.
Hun lo:
— Det har De godt af. Saa faar De ikke Tid at være bange.
— Saa klæder jeg mig om nu.
— Ja, sagde hun.
De var ved Hotel „Danmark“.
— Farvel saa længe, sagde Joán og gav hende Haanden:
— Og Tak for Vejen.
— Til vores Bjerge, sagde hun og lo som han:
— Farvel, Grev Ujházy.
Hun gik. Men Joán han raabte:
— Det var næsten rigtigt. Farvel, Frøken Johansen.
— Det var galt, svarede Frøken Gerda tilbage.
— Farvel.
Joán blev staaende i Kroens Port, da Kellner Jensen pludselig sagde bag ham:
— Ja, Frøkenen er nydelig.
Joán havde vendt sig rapt og vilde svaret ham.
Men han gik ham kun forbi og op.
— Hvor har Du dog været? sagde Tanten, da Frøken Gerda kom ind i Stuen.
— Vi har været langt, sagde Gerda.
Og pludselig løftede hun sine Hænder og klappede Fastren paa begge Kinder.
Bestyreren kom frem i Døren. Han gik i Spisestuen og trak Flasker op.