De uden Fædreland 1906/3.3
Da skal du sé dine Sønner staa rede,
og da skal den hvislende, giftige Snog,
som nu tør frækt sig i Solskinnet brede,
flygte for dit Blik til den mørkeste Krog.
Da skal det ældgamle Banner paany
vinke til Sejer de faa mod de mange,
og da skal atter blandt Sværdenes Gny
runge de frejdige Sange.
Doktoren var sprunget op paa en Stol og
raabte et „Danmark leve“ og med sin
løftede Haand førte Forstanderen de nye
Hurraer — mens de alle, Mænd og Kvinder, midt
i den røgfyldte Luft, syntes som en raabende
Flok af Skygger.
Men Fru Raabel, der havde nærmet sig Forstanderen, sagde, endnu mens Hurraerne klang:
— Ja, det si'er jeg jo altid: Forstanderen har dog Gaven.
Doktoren sprang ned af Stolen:
— Ja, sagde han: naar man hører Dem, tror man Dem, kære Hr. Forstander.
— Og, sagde han og løftede sine Skuldre: hvad er det osse egenlig man strides om?
— Nej, sagde Forstanderen: vi vil dog alle det samme.
Og han trykkede Lægens Haand.
— Men store Talere har vi endnu, sagde Raabel.
— Ja, svarede Forstanderen og betragtede uvilkaarligt sig selv i Spejlet: Ordets Evne biev vel ikke os Danske nægtet. Men meget beroer ogsaa her paa Opdragelsen. Vi har altid beflittet os paa Ordets Røgt.
Bestyreren var traadt hen bag Gerda:
— Lad mig bære Vinkanden, sagde han.
— Tak.
Og Gerda havde givet ham den.
— Skal vi saa bryde op fra Gildet, sagde Erik over mod Joán: Det var sidste Akt.
— Ja, sagde Joán og flyttede ikke sit Hoved:
— Nu skal jeg sige Farvel.
Og rank som en Genganger vilde gaa, gik han ind gennem Stuerne. Menneskene saá han ikke og hørte ikke deres Tale. Men Rummene saá han, mens det var, som alt hans Blod havde forladt hans Hjerte. Der stod Købmandens Skab og der var hans Plads, hvor han sad med sine svære Bøger. En Dag skulde Bestyreren føre dem videre.
Der havde de siddet. Det var Festbordet. Nu var Dugene plettede …
Hundrede Aar — hundrede Aar var der gaaet siden da.
Her var Oldemo’ers Stol og der var hendes Skammel … og der hang de, alle Billeder … de fra Vejle.
Der havde „Skumringen“ hængt. Imorgen vilde den komme paa Plads igen.
Imorgen.
Det var, som Joán opspilede sine Øjne: Imorgen.
Men saa rakte han Haanden rundt og saá ikke Ansigterne og talte paa Fransk til dem, der ikke forstod det; og vaktes op, da han stod ved Klaveret og hørte Tobakshandleren, der sad over Tasterne og søgte efter „Ridder Aage“ med én Finger.
— Ska’et nu være, sagde Larsen: ja, det var en herlig Dag.
Men Larsen gav sig til at le, saa de runde Øjne helt forsvandt.
— Men De er en Ræv, Koncertgiver, sagde han og slog atter an paa „Jomfruen“ med sin ene Finger: For paa den Overraskels’ faar De s’gu fuldt to Maaneder, Jylland over.
Joán havde forstaaet ham og en Blodstrøm slog op i hans Ansigt.
— Tror De? sagde han kun og han gik videre.
Der stod hun, ved Døren, hvor han skulde ud …
— Kommer du? sagde Erik.
— Nu kommer jeg, sagde Joán.
Hun rørte sig ikke — han skulde gaa de sidste Skridt.
Nu var han der (og følte, at alt Lyset laa paa hans Ansigt og hun havde gemt sit):
— Lev vel, Frøken.
— Lev vel.
Men saa skød Magisteren op ved Siden af dem og sagde med sin Fuglestemme:
— Ja, vi vil nu længe mindes Dem …
Joán havde vendt sit Ansigt mod Gerda:
— Ogsaa De?
Et Nu (med et Blik som en Hinds, der bløder, skudt i sin Lænd) havde Gerda løftet Øjnene op paa ham.
Og Joán var gaaet og Døren lukket. Og Joán, han vidste, at de to Ord „Ogsaa De?“ vilde han angre at have sagt og være lykkelig ved at have sagt — hele sit Liv.
Erik og han kom ud paa Vejen, der var mørk, og pludselig hørte de Hurlumhej fra Vinduerne. Det var Gæsterne, der var strømmet til Ruderne. Fru Raabel havde grebet de halvvisne Blomster fra Spisebordet og, lænet over Hr. Ussing, kastede hun dem ned over Joán, mens Raabel, oppe paa en Stol, raabte et Hurra ud over Gaden og ovre i „Danmark“ alle Folk løb til Ruderne.
— Skynd dig, sagde Erik og som om han gylpede noget Væmmeligt op i sin Mund, sagde han:
— Huh, hvor er dette Land et forbandet Theater. Og det er Gemenheden, som sidder i Sufflørkassen.
Bag dem blev de ved at raabe, mens Erik og Joán gik ind gennem Hotel „Danmark“s aabne Gab. I Gæstestuerne var der fuldt endnu.
Ovre i Bagsalen var der nogle, der dansede. Gennem Ruderne saá man Parrene, hængende ind i hinanden, køre hen over det støvfyldte Gulv.
— Ja, sagde Hr. Jensen, der svajede foran Erik op ad Trappen og hvis Klæder sad paa ham, som havde de i Aftenens Løb været af og paa ti Gange:
— Det er Afholdsfolkene. De maa jo osse ha’e no’et og saa ta’er de’et dér.
Hr. Jensen vendte sig igen og lo:
— Trappen gynger, det er ved den mejen Bevægelse. Det kommer af Grunden.
— Vær saa god, sagde han og slog Døren op til Joáns Værelse.
Hr. Jensen gik og Erik havde sat sig paa Sofaen. Støjen i Huset slog op gennem det slet sammenføjede Gulv som Larmen fra et Marked.
Joán stod ved Vinduet.
— Hvad sér du efter, sagde Erik og rejste sig træt.
Joán havde stirret mod Købmandens nedrullede Gardiner.
— Efter Skyggerne, sagde han.
Violinkassen stod paa Bordet og Joán lukkede den op:
— Saa har jeg spillet, sagde han.
— Hvad skal det si’e?
Joán blev ved at sé paa Violinen, men i hans tomme Øjne var der ingen Sorg:
— At jeg skal ikke spille mere.
— Men Mand, du skal jo spille imorgen i Esbjerg, sagde Erik, der ikke vidste, om Mennesket ikke var blevet forstyrret.
Men Joán rystede stille paa sit Hoved:
— Nej, her blev Rejsen forbi.
Erik, der ikke begreb et Ord, tav et Øjeblik og sagde saa:
— Men hvad vil du da?
— Nu rejser jeg hjem, sagde Joán og han lukkede Violinkassen.
Der var stille i Værelset. En Vogn kørte frem i Porten.
Erik sagde og havde sat sig igen:
— Og hvad vil du dér?
Joán svarede ikke og Holstein spurgte igen og skød Læberne frem:
— Vil du bygge dine „Hospitaler“?
Joán rystede paa Hovedet:
— De bliver aldrig byggede.
Han stod lidt. Saa sagde han:
— Skal vi ikke gaa et Øjeblik. Luften herinde er daarlig.
Da de kom ned i Porten, rullede Vognen lige bort. Det var en Char-à-banc med mange Mennesker. Henne paa den mørke Vej begyndte de at synge, saa det lød gennem Mørket:
Det Land endnu er skønt,
ti blaa sig Søen bælter,
og Løvet staar saa grønt.
Og ædle Kvinder, skønne Mø’er,
og Mænd og raske Svende,
bebo de Danskes Øer.
— Det er dem fra „Søndenaa“, sagde Erik.
— Ja, sagde Joán, og mens selve Sangen paa én Gang naaede helt til hans Bevidsthed, saá han pludselig Ane for sig, naar hun sad dernede, derhjemme, syngende over hans Moders Grav.
— Ja, sagde han sagte: det er den Sang.
Men for overhovedet at sige noget og tale noget sagde Erik, der stadig var tilmode, som havde Vejen slaaet en pludselig Revne:
— Og nu synger de lige til Grænsepælen og saa bli’er det hørt af Gendarmen — — og saa chikanerer han dem … en anden Gang.
Joán svarede ikke.
Men Erik fortsatte:
— Men forhaabenlig døer de med de danske Hjerter i Behold og bliver ikke stillede overfor „Afstemningen“ — —
— Forhaabenlig? sagde Joán og vendte sit Hoved.
— Ja, sagde Erik og vilde le: For de fleste er jo Agrarer.
Joán havde vist ikke forstaaet ham. Mens Sangen døde hen over Marken, gik de tavse.
— Lad os gaa op paa Bjerget, sagde Joán.
De gik hen over Stien. Himlen var endnu blaa og mange Stjerner var der fremme.
— Det er næsten som en Efteraarsnat, sagde Erik.
Joán svarede ikke. Maaske huskede han de tusinde Ting; eller han havde maaske allerede begravet det alt.
De kom op paa den lille Bakkes Rand. De saá kun saa kort i Mørket.
Erik, der bestandig gerne vilde tale, kun for dog at bryde den døde Tavshed, sagde:
— Hertil gik en Gang mine Jorder.
— Gik, sagde Joán og hørte pludselig efter.
— Ja, før jeg maatte begynde at sælge fra …
— Hvorfor maatte? spurgte Joán og havde glemt sit eget. Er det daarlig Jord?
— Næ, sagde han: Men det er daarligt med mig.
— Ja, Erik, men hvorfor?
Det var kommet hurtigt, men Joán stansede atter — saa brat som den, der har spurgt om noget, han véd.
— Hm, sagde Erik, det véd du vist godt. Her i Landet er man ikke sammen tre Timer med en Vens Venner uden at man faar Besked.
Han stod lidt. Saa sagde han og hans Stemme dirrede gennem Luften:
— Jeg gad gerne vidst, om der her i Landet er en Ryg, som ikke bløder efter en Vens Hug.
Og som om Joáns tavse Ansigt, der var vendt imod ham, spurgte, sagde Erik:
— Det er Landets Sæd.
— Vi er spøgefulde her i vort Danmark sagde han: og spøgefuldest ta’er vi paa Næstens Rygte og Liv …
— Men du holder jo dog saa meget af hende, sagde Joán, der bestandig tænkte paa Eriks Hustru.
— Ja, … og hun maaske ogsaa af mig.
— Men, blev han ved: det er altsaa gaaet galt.
— Ja, hviskede Erik, og begge betragtede Mørket.
De tav igen, til Joan sagde og brød Stilheden:
— Hvem købte din Jord?
— Købmanden.
— Han?
— Ja, sagde Erik: han har en stærk Haand og … ta’er vel ogsaa Stumperne. Vi fra Gaardene, du, hænger kun ved Hovedbygningerne af Bondekøbmandens Naade.
Han tav et Nu. Saa sagde han:
— Og saa en Dag skal Bestyreren føre Forretningen videre, men først skal han tjene — de syv Aar.
— Det har jeg forstaaet, sagde Joán ud i Mørket.
Erik vendte sit Hoved ved Klangen i hans Stemme. Men han talte ikke straks. Over Markerne hørtes en fjern Brusen.
— Men du, Joán — vi er jo ikke gamle — hvorfor søger ikke du dig en Hustru?
— Jeg? sagde Joán.
Begge saá de mod Nattogets Vej og Lokomotivets Lys — som et Ildøje, der betragtede dem gennem Mørket.
— Jeg? sagde Joán og hans Stemme var saa bleg som hans Ansigt:
— Erik, jeg maa dø alene.
— Men hvorfor dog?
— Øen har ingen Kvinder. Hvem skulde jeg saa elske?
Og stigende, som i en uudgrundelig Smerte, sagde Joán:
— Og hvis jeg elskede, hvorledes skulde jeg saa kunne tale? Jeg har jo intet Modersmaal.
Erik havde strakt sine Hænder frem imod ham:
— Joán.
Han fandt ingen Ord, kun hans Navn. Men en Stund efter sagde han sagte:
— Og spille vil du ikke mer?
— Nej, sagde Joán og talte atter roligt: dette var min sidste Rejse og idag er den forbi.
— Men hvorfor?
— Fordi jeg har hørt en Større.
Erik saá paa ham:
— Og du vilde være „den Største“?
— Nej, men den anden spiller om det Større.
— Om hvad?
— Han spiller en ny Jubel.
Erik blev ved at sé paa ham — som den, der ikke forstaar.
Men Joán sagde kun:
— Han sprængte over Tjørnehækken.
Mørket laa over dem som Kaaber, der skjulte deres Skikkelser.
— Men hvad vil du da nu?
Joán svarede frem fra Mørket:
— Vi maa blive paa Øen og dø paa Øen — alle vi, der hedder Ujházy.
Men Erik sagde og hans Røst sitrede:
— Men her, Joan, her var dog din Moders Hjem — find dig et Fædreland her.
Joáns Stemme lød haardere, mens han svarede langsomt:
— Hvis dette er et Fædreland, er det ikke mit.
Og smerteligere, mens han stirrede ud i Natten, sagde han:
— De elsker det ikke, fordi de endnu har det. Og hvis der var En, som elskede det, da vilde de stene ham.
Han stod lidt.
— Vi skal gaa, sagde han.
— Lad mig føre dig, sagde Erik og tog hans Arm.
De gik tavse. Begge følte, at den andens Legeme skjalv — som af Kulde.
De kom forbi Kirkegaardsmuren.
— Det er Kirkegaarden, sagde Erik.
— Ja.
— Mon de har faaet Fred? sagde Erik.
Joán svarede ikke og de talte ikke mer.
Men da de stod foran „Danmark“s Port, sagde Erik og Ordene brast frem:
— Joán, jeg synes, dette er altfor sørgeligt.
— Hvilket? sagde Joán.
Og mens han smilede, sagde han:
— Naar jeg nu tier, som jeg saa stridt har ønsket, er kun det Lidet tabt. Hvad gav jeg vel Menneskene, som vil mindes?
— Men Livet, Joán, Livet?
Joán havde løftet sine Øjne mod Købmandens slukkede Hus:
— Saa dansk var jeg dog maaske, Erik, at ogsaa jeg kun kunde drømme om Lykken — og drømme om at skabe den for de andre.
Det trak i Eriks Ansigt:
— Og ses vi aldrig mer?
— Maaske.
Han bøjede Munden frem mod Eriks Kind:
— Godnat, sagde han og han gik.
Støjen i Huset var døet hen. Kun i Baghuset larmede nogle Mandfolk endnu.
Da Joán kom ind i sit Værelse, sad Hans Haacke paa en Stol.
— Er De ikke gaaet i Seng?
Hans Haacke blussede op i hele det runde Ansigt.
— Nej, sagde han: fordi der var en Ting, jeg vilde sige Dem straks, Grev Ujházy. Fordi man er en Akkompagnatør, kan man vel være en Kunstner, og jeg la’er mig ikke mer Deres Forhaanelser byde …
— Forhaanelser, bedste Hr. Haacke.
— Ja, Forhaanelser … man holder ikke Sold, mens jeg spiller …
Joán trak paa Skuldrene:
— Kære Haacke, De er blevet helt forstyrret her i Landet.
— Ja, sagde Hans Haacke: fordi man her finder Venner, der siger En Sandheden om, hvordan man bliver behandlet.
Joán havde smilet.
— Ja, sagde han langsomt: de Danske siger Sandheden. Deri har De Ret.
Han havde ringet.
— Men vi, bedste Haacke, sagde han: tales ved imorgen.
Hr. Hans Haacke vilde sige noget, men gik.
Da Berlineren var kommen ind, sagde Joán:
— Det er halvotte, vi skal rejse.
— Halvotte? sagde Berlineren: halvotte … det er Toget sydpaa.
— Ja.
— Skal vi da … sydpaa?
— Vi skal bort, sagde Joán.
Berlineren havde tændt de to Vokslys ved Sengen.
— Godnat, sagde han og gik.
Joán Ujházy klædte sig af. I Huset var der tyst. En sidste Vogn rullede frem oppe over Gaden. Det var de sidste Sønderjyder og de sang.
Joán laa paa sin Seng. Vokslysenes Skær faldt gult over hans Ansigt:
Og husker I saa i denne Nat
før vi af Fæstningen drog,
og alle Røster forstummed brat
mens Midnatsklokkerne slog.
Da raabte han: Børn, før Klokken igen
slaar tolv, i Kolding vi staa.
Vi sejret har, men ikke derhen
idag, ej imorgen vi naa …
Sangen gled bort.
Joán havde strakt sine Arme frem mod Sengens Hovedgærde. Haandfladerne var vendt opad, i Lysenes Skær.