De uden Fædreland 1906/3.2
— Hva’ staar der om? sagde Urmageren til Købmanden, hvem Fru Jespersen havde givet Telegrammet og som, efter at have læst det, rakte det til Forstanderen.
— Det er de nye Bevillinger, som er vedtaget, sagde Forstanderen.
— Det er Lønningerne, som de har vedtaget, gentog Købmanden til Tvillingen.
— Naa, sagde Urmageren og satte sig igen: ja, vi skal nok den Vej.
Men Fru Lorentzen sagde til Forstanderen:
— Det var vel, hvad vi havde haabet.
Købmanden, der havde faaet Telegrammet igen og viklet det sammen og sammen, saa det lignede en Troldkælling, sagde:
— Nu vil de Herrer Københavnere rase! . . Og han begyndte at gaa hurtigere hen over Gulvet, mens Forstanderen svarede Fru Lorentzen: — Naturligvis, naturligvis, vi maatte vel haabe det. Men paa den anden Side, naar man som vi har Føling med Befolkningen … et Forslag som dette, der er nødvendigt, naturligvis, det er nødvendigt, men, sét fra alle Sider, det splitter. Det splitter — — nu, hvor alle gode Kræfter burde være med til Samling — —
— Samling er god, sagde Fabrikanten haardt, men først Landsfjenderne frem.
— Kære Fabrikant, brød Forstanderen ind, De er nu højre Fløj . .
— Er det Bevillingerne, raabte Raabel, der var løbet ind i Stuen med et guldrandet Glas i sin Haand.
— Det er, hvad det er, sagde Købmanden og gik ham forbi, mens Hr. Raabel sagde og lo:
— Saa gaar vi altsaa lige ind i den luende Galskab. Men der var naturligvis ikke andet at vente af d’ Herrer.
Fabrikanten svarede og lod, som talte han til Forstanderen:
— Forsvarssagen er god. Den bringer Landsfordærverne frem, saa man kan sé dem.
— Taler Fabrikanten til mig? raabte Raabel, mens Forstanderen, der stod midt i Kredsen, sagde:
— Ja, her paa Egnen vil der jo aldrig findes Bund for Tanken om et forsvarsløst Fædreland.
— Men vi har vort gamle Program, snerrede Ussing fra en Krog.
— Et Program maa der til for dem, der vil samle, svarede Forstanderen.
Raabel gjorde en Bevægelse med Tungen, som om han havde Opstød:
— Og bagefter kan det bruges som Serviet til at aftørre Fadet.
Urmageren gryntede over sit Glas — og holdt pludselig op.
— Men vi Unge vil ikke samles om at slaa af, sagde Ussing, der stod med Hænderne i Lommen.
Men Raabel sagde:
— Aa, her i Landet er der sat Præmie for at slaa af.
Joan havde pludselig løftet sit Hoved og saá paa de raabende Herrer.
— Hvorom taler de? sagde han til Erik som En, der vaagner.
— De taler, svarede Erik.
— Men om hvad?
— Om at forsvare Fædrelandet, min Ven, sagde Erik og han smilede: det er her i Landet Politik.
Men Ussing, der talte hastigt og rød i sit Hoved, sagde, at ét burde huskes: at de Unge var opdraget i de gamle Grundsætninger.
Fru Lorentzen stansede ham ved at gentage Ordet: Grundsætning, mens Hagen blev bred over Guldkæden og hendes Øjne gik fra Kandidaten over til Fru Raabel, der var kommen frem paa Dørtrinet, hvor hun stod med den haandmalede sammenslaaet i den halvløftede Haand som en Pind.
— Men, raabte Raabel, lad os kun — lad os kun. Idag er det to hundrede Tusind til et Par blaa Bukser og imorgen marscherer vi lige ind i Fæstningen …
— Hørup er død, mine Herrer, og der er sat Præmie paa Forræderiet.
— Ja, talte han ind mod Fabrikanten, jeg er min Mening bekendt.
Tobakshandleren gik om bag Joáns Ryg og sagde grinende ned over hans Skulder, halvsagte:
— Gu’ er han ej, Koncertgiver.
— Det véd vi, at De er, sagde Fabrikanten, der vejede sin Guldkæde i Haanden.
— Det gamle Program, sagde Ussing til Fabrikanten: var Neutraliteten meddelt til Magterne og en Politivagt; medens Forstanderen talte om: at ganske vist ogsaa han i et saa vanskeligt Spørgsmaal (og han udtalte g’et) vilde haabe paa Læmpe; at man, hvorom han ikke tvivlede, vilde læmpeligt forberede Befolkningen.
— Forberede Folkeaanden, sagde Forstanderen: Folkeaanden, som naar den først er vakt, aldrig har svigtet her i Danmark.
Grev Holstein, der stod ret op og ned ad en Væg med Cigaretten mellem Læberne, sagde ud over Stemmerne:
— Og mens De forbereder, Hr. Forstander? Forstanderen drejede sig:
— For os, Hr. Hofjægermester, sagde han og hans Stemme skjalv lidt: har Vorherre altid haft sin Mening med vort lille Danmark.
— Den Mening var i nogle hundrede Aar: Hug en Hæl og klip en Taa.
— Det er maaske, sagde Forstanderen, hvis Adamsæble gik op og ned: ikke alle, der sér, hvad der blev bevaret.
— Nej, Hr. Forstander! — og Erik stirrede paa Skyen fra sin Cigaret: jeg véd det ikke.
— Men, sagde Forstanderen midt i sin Kreds: hvad der først skal styrkes, er Kærligheden til Fædrelandet …
— Og hvad der skal rykke frem, er Kanonerne, raabte Raabel og lo, mens han raabte: Og naar Kanonerne er rykket frem, bygger vi Krudttaarne, og naar vi har bygget Krudttaarne, armerer vi Voldene, og naar Voldene er armeret — — falder vi for Fædrelandet …
Han førte sin Haand gennem Luften, som gav han en Sjover en Lussing.
— Gu’ gør vi saa. Min Herre, husker De Overgangen til Als.
Magisteren havde rejst sig i en Krog:
— Dybbøl kom først, sagde han.
— Det har De, Magister, opdaget meget sent, sagde Doktoren, og henne i Stuen lo de.
Joán var gaaet frem næsten midt i Rummet, og det var Gerda, han spurgte igen og med den samme Stemme som før:
— Men hvorom er det, de taler?
Gerda svarede:
— Det er kun Politik, sagde hun.
— Men hvorom? sagde Joán.
— Her paa Egnen er det altid om Forsvaret, sagde hun som den, der taler om noget, hvorover hun aldrig selv har tænkt.
— Forsvaret? spurgte Joán: Forsvaret af Landet — selve Landet?
— Ja, svarede Gerda og saá paa ham, halvforbauset ved noget i hans Stemmes Klang.
Joán gik fra hende, et Par Skridt, med et besynderlig anspændt Udtryk i sit Ansigt — anspændt maaske for at forstaa alle de danske Ord.
Men til Raabel, der endnu var ved Taarnene, sagde Fabrikanten tværs gennem Stuen:
— Men Forsvaret er ikke Forsvaret. Det er Sagen, som —
— Som? Doktoren rejste sig som en Top.
— Skiller mellem dem, der vil være med os, og dem, som er imod os, sagde Lorentzen.
Der fløj et lille Smil frem fra Lægens Øjne — rakt ind i Fabrikantens Ansigt, før han sagde:
— Hvori Fabrikant?
Det var, som Fabrikanten pludselig var gledet paa sin Støvle; men Forstanderen havde vendt sig mod Raabel:
— Ven Lorentzen har Ret, sagde han: Denne Sag er Mærke i de større Ting.
Tobakshandleren stod bagved Joán:
— Saa, sagde han og grinede ned over Joáns Skulder:
— Der blev Laarentzen Bêt. For ham kan Raabel tuml’.
Og Tobakshandleren blev staaende, midt i Striden, med Hænderne paa sin Ryg, svedende af Fornøjelse.
Men Raabel havde vendt sig mod Forstanderen igen og — med en oratorisk Kolbøtte — raabte han:
— Jeg kender her i Landet ingen formaalstjenligere Forretning end Forræderiet …
Fru Raabel skubbede med den haandmalede sin Ægtemand ind i hans Rygrad og da han drejede sig, hviskede hun:
— Du er altsaa gal?
— Ja, Madame, hviskede Raabel tilbage: jeg har giftet mig med Dem.
Og han vendte sig som en Vind igen — hen mod Grev Holstein:
— Men, sagde han: vi har, Herren være lovet, Vælgerne tilbage.
— Ja, sagde Erik halvhøjt: Kvæget er foreløbig paa Stald.
Det gav et lille Sæt i Doktoren, men saa fniste han:
— De ka’ s’gu ha’e Ret, sagde han og løftede sine Skuldre: Men Vælgerne er dog Vælgerne, ikke sandt? Og Vælgerne vil tale. Den jydske Bonde har sund Fornuft og den jydske Bonde er radikal.
— Det er han, sagde Kandidaten, som gik op og ned.
— Ja, skød Fru Lorentzen ind: Kandidaten er enig med Doktoren.
— De, Hr. Doktor, sagde Forstanderen og talte venligen som den, der ønsker Afslutning: kender dog næppe vor kære Befolkning som vi, der har Føling saa mangesteds. Der er én Ting, vor jydske Befolkning har — den har Tillid. For den véd, de Mænd, der styrer nu, er dens egne.
— Og de er Jyder, sagde Købmand Johansen og slyngede det ene Ord fra sig som en Sten.
Men Forstanderen havde vendt sig til Sønderjyderne, som han syntes stod ligesom lidt ene, og han talte om Skytteforeningerne, i hvilke han ret som saá en Vej.
— Til den Dag kommer, sagde han: hvor Ret gaar for Magt.
Fru Raabel var svajet over Gulvet (der var to uknappede Hægter i hendes Nederdel) og gled forbi Kandidaten:
— Ussing, hviskede hun: De skulde vare Dem for Fru Lorentzen.
— Man har sin Overbevisning, snærrede Kandidaten.
— Du skal vel osse ha’e Brødet, sagde Fru Raabel: og du kender det Fruentimmer.
— Du skulde tale højere, sagde Kandidaten arrigt.
Fru Raabel gled videre — hen mod Joán:
— Alt dette her, sagde hun venligt — og haabede endnu en Gang paa Skærsommernatsdrømmen firhændigt — forstaar De ikke noget af …
— Nej, svarede Joán, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt:
— Jeg forstaar det ikke.
— Heller ikke jeg, sagde Fru Raabel og saá op imod ham: Virkeligheden flygter vi for — vi af vor Art.
Man hørte stadig Forstanderens jævne Strøm af Ord om Skyttebevægelse og Skytteforbund, hvortil jo nu, sagde han, Drengeforbundene synes at ville slutte sig, hvad der vel kunde blive til Velsignelse, hvis de kunde holdes fri for en usund Indflydelse,
mens Raabel raabte ovre i Hjørnet og tilsidst havde vendt sig til Tobakshandleren og sagde:
— Det glade Vanvid kan dog ikke sejre! og pludselig snoede sig om og sagde til Joán:
— Hvorom taler Madame?
— Vi taler om, sagde Fruen: at alt dette er noget som vi ikke forstaar.
— Nej, sagde Doktoren: det vil jeg tro.
— En Fremmed, kære Greve, og han lo: der slipper ind her i Landet, maa tro, han er sluppet ind i et Galehus …
— Her er den sunde Fornuft jo død, sagde han. En Fremmed vil slet ikke fatte det.
Han tog Joán i Kjoleopslaget og førte ham, mens han blev ved at tale, bort fra Madame:
— Men et Forsvar, kære Greve, har man hørt Mage til Vanvid? et Forsvar af denne Klat Jord — et Forsvar med vore Soldater. Har De sét vore Soldater? Naa ikke? De vilde heller ikke tro Deres Øjne. (Og Doktoren lo) Kære Herre, vi ligger midt mellem to Stormagter. Stormagter, Kære, behag at betragte Kortet. Og vi skulde tænke paa at forsvare os? Hvis de Herrer kan tro paa det, ikke sandt! — burde de belægges med Haandjærn, Kære. Og hvad vi vil, vi, der har Fornuft i Pæren, er ganske klart, klart og simpelt: Vi lader Landet ligge aabent. Og hvis Landet ligger aabent, hvem skulde saa falde paa at besætte det, ikke sandt? Og hvis det blev besat, ikke sandt! — saa reklamerer man, Kære, og det samlede Europa ta’er sig af En …
— Men for saa vidt (Doktoren trak Skuldrene op) for saa vidt har de Folk jo en Undskyldning: Man kan aabne hver Hjernekiste fra Gedser til Skagen — ikke sandt? og der er ikke en Kat, der ta’er den Sag alvorligt. Kære Greve, vi Danske er dog, Gud være lovet, et Folk af Ironikere. Men et Parti skal naturligvis ha’e en Sag.
— Og vi andre, sagde Doktoren og lo, skal have noget at kæmpe mod …
Han lo:
— Forsvarssagen, kære Greve, mellem os sagt, hvis Forsvarssagen døde — — det vilde være et Grundskud paa selve Radikalismen.
Doktoren saá paa Joán, hvis Ansigt syntes træt eller næsten pint, og han sagde:
— Men alt det kender De naturligvis fra Deres eget, kære Fædreland? …
— Jeg har intet Fædreland, sagde Joan langsomt.
— Nej, nej, Doktoren smilede: en Mand som De bliver Kosmopolit, det er klart …
Og som den, der endelig har fundet en Ligesindet, til hvem man kan sige alt, sagde han:
— Men, kære Ven, i vort Hjem og inden vore fire Vægge er vi det vel, Gud være lovet, alle. Tiden glider dog frem, ikke sandt? og havde jeg en Søn — men Madame har kun skænket mig Døtre — vilde jeg … men man kan jo ikke sige den Slags … vilde jeg i fuld Oprigtighed ønske ham, at vi alle var opslugt af Tyskland. Det vilde jo være hans Lykke — et stort Land, ikke sandt? Det store Land byder dog den store Chance …
— Men det vil ogsaa komme, sagde han.
— Vort Slægtled har dog gjort Fremskridt og vore Børn (Doktoren smækkede med Tungen) vil ikke være anlagt for Sentimentaliteter.
— Min Fødeø, sagde Joán og talte som før, er bedækket med Blod.
— Ja saa, ja saa, sagde Raabel, ligesom forvirret ved Joáns Tone.
— Den er dækket med mine Forfædres Blod.
Doktoren lo, men med en usikker Latter:
— Ja, andre Tider og ikke sandt? andre Forestillinger …
— Og en anden Race, andre Racer, bedste Herre.
— Men vi Danske og Blod, kære Hr. Greve, vi Danske og Blodsudgydelse. Vore Evner gaar sandelig ikke i den Retning. De skulde vide, hvor mange af mine Kolleger der opgiver Studiet, fordi de besvimer i Operationsstuen …
— Ja, De ler, sagde han.
— De ler, gentog han og saá paa Joán, der havde let ganske kort.
Og pludselig sagde Doktoren til sig selv — for der var noget ved Joán, som var der ingenting Levende bag hans Londonner Skjortebryst —:
— Han har s’gu ikke forstaaet et Ord.
— Bæstet har ikke forstaaet et Ord.
Og uden at finde noget at sige, stirrede Hr. Raabel paa sin egen Cigaret, til han vendte sig om paa Hælen.
— Han er jo dum, sagde han til Madame, der stod i Døren.
— Det er kun hvad jeg har sét hele Tiden, svarede Fruen.
— Pure dum, sagde Doktoren.
Da han drejede sig, saá han Hans Haacke, der sad halvgemt bag et Gardin og stirrede paa sine egne lidt for store Fødder:
— De er lidt mat, sagde Doktoren, og han lo:
— Ja, saadan en Rejse maa s’gu heller ikke være ublandet morsom.
— Navnlig ikke, sagde Fruen, for den, der skal være Nummer to paa Rejsen.
— Men, lagde hun til: det er vel i det mindste heller ikke hvert Sted, der festes mellem Kulisserne som her. Jeg følte for Dem.
— Sie meinen, gnädige Frau, sagde Hans Haacke.
— Jeg beundrer Dem, jeg med mine Nerver vilde aldrig have kunnet spillet til Ende under den — Champagnestøj.
— Man vænner sig til sin Stilling, sagde Haacke, der slet ikke havde hørt nogen Støj, men som følte sig smigret ved at beklages.
— Ja, behageligt maa det ikke være, sagde Doktoren.
Gerda havde skænket igen og kom frem i Døren med en Bakke, da Fru Jespersen mødte hende.
— Gerda, sagde hun halvsagte, hvorfor har du taget de Glas — iaften, hvor Grev Holstein selv er her?
— Fader forlangte det, svarede Gerda uden at slaa Øjnene op.
— Det tænkte jeg, sagde Fru Jespersen, og, henvendt til Joán, fortsatte hun:
— De bliver træt, Grev Ujházy, men naar Mændene først begynder at tale Politik, bliver der altid Storvask.
— Jeg tænker paa saa meget andet, svarede Joán.
— Det samme gør jeg, sagde Fru Jespersen leende.
— Og alligevel var der en Tid — og hun skiftede i Stemmen — hvor jeg var med til at samle ind til Kanoner. Men nu er der talt om den Ting i tyve Aar. Og ja, jeg tror, mon ikke vi Danske har en Evne til at sé en Ting fra alle Sider og give Alle Ret og Ingen Ret? Vi sidder og drejer og drejer Garnet, til Nøglet bliver liggende i Skødet og hele Garnvindet er kommet i Ulave.
— Eller, sagde Fru Jespersen med et Suk, som gav hun det op: det er maaske kun det, at jeg rentud ikke har Kræfter til at tænke paa, hvad der vil ske om halvhundrede Aar.
— Ikke Kræfter? gentog Joán.
— Ja, maaske er det dér, det brister, sagde Fru Jespersen: Der er et Sted hos os Danske, hvor vi har sat Styrken til.
Joán havde holdt Øjnene ret mod Gerda.
Maaske paavirket af hans Tankestrøm slog Fru Jespersen pludselig over og vendte sig om mod Gerda:
— Men Gerda har det saamæn ikke nemmest — hun sidder midt mellem Købmanden og Bestyreren.
— Saa maa Frøken Gerda rejse sig, sagde Joan og vilde le.
Forstanderen var vendt tilbage til Folkeopdragelsen og „Ledet“:
— Hvis vi blot kaldte vort Forsvar Fredsværn, sagde han, og gjorde det til et Led i den sunde og rette Opdragelse …
— Det bliver et dyrt Led, foer Ussing ind.
— Dyrt og dyrt, sagde Forstanderen: naar vort Folk kun fandt Samlingsvejen …
— Det er en Vej, Ungdommen aldrig gaar, sagde Kandidaten.
— Saa maa Ungdommen la’e være, faldt Købmand Johansen ind.
Men Ussing sagde og fulgte med sine Øjne kun uafbrudt Fru Raabel og Haacke:
— Om Dem, Købmand Johansen, véd man, hvor De staar.
— Véd Kandidaten det?
— Ja, raabte Ussing og stadig hidsigere (nu gik Fru Raabel og Haacke til Klaveret):
— At De er en Venstremand, der holder paa Befæstningen.
Raabel havde drejet sig og lo:
— Vor ærede Vært holder paa Befæstningen, sagde han, for saa mister vi Københavnere Dyrehaven.
— Maaske har Doktoren Ret, sagde Købmanden, med et Glimt imod ham.
Forstanderen var ligesom gledet ud fra Kredsen og sin Medhjælper og Fru Lorentzen sagde staaende paa Dørtærskelen:
— Ja, vi paa Fabrik’en mener nu om Kandidat Ussing, at hans Plads var ikke … hvor den er …
Og Fru Lorentzen tog fast om Guldkæden.
— Kære Ven, sagde Forstanderen: jeg tror, at De kender min Mening, hvad jeg personligt mener. Men Ungdommen er vanskelig … den er meget vanskelig at holde sammen. Hvor mange af vore tohundredehalvtreds, ja, vi er i dette Halvaar oppe paa det Tal af Karle og Piger … men hvor mange troer De, vi beholdt, hvis vi ikke tog mange Hensyn?
Fru Lorentzen svarede ikke. Men Forstanderen sagde fastere:
— Det er vor aandelige Styrke, at vi rummer Afskygningerne.
Og da Fru Lorentzen endnu intet sagde, lagde Forstanderen til og saá hende ind i det rødslaaede Ansigt:
— Men det er sandt, fra Doktorens Hus kommer i det Hele intet godt.
Fru Lorentzen slap Kæden. Men Ussing, der bestandig havde Øjnene inde hos Fru Raabel (Blomsten paa hendes Haar ligefrem daskede Hans Haacke paa Kinden) sagde snerrende over mod Forstanderen:
— Vi Unge vil i denne Sag tilsidst forlange et klart Standpunkt.
Forstanderen havde rettet sig og han gjorde med Haanden en Bevægelse, som slog han paa en Klokke:
— Det Standpunkt vil vi tage, sagde han: I en Sag, vi Lægmænd ikke kan overskue, vil vi, naar Tiden er inde, følge dem, der har Ansvaret.
De havde pludselig alle hørt efter, mens ogsaa Tobakshandleren havde rejst sig med sit Whiskyglas.
— Og de som til den Tid, fortsatte Forstanderen, ikke er med os, vil ikke mere være blandt vore.
Der var stille et lille Nu. Saa sagde Doktoren til Magisteren, der havde stukket Hovedet frem:
— Saa, der talte Hovedkvarteret.
Og han sparkede med sin sprukne Lakstøvle:
— Og man smed Ansvaret fra sig! … han spyttede ud gennem Musetænderne.
— Ligesom alle de andre, sagde Magisteren.
— Der fik Kandidaten sin Opsigelse, sagde Tobakshandleren, der var gaaet ind i Spisestuen.
— Faar jeg saa et af Grevens Glas, bad han og bøjede sig over til Gerda.
— Saa, forkyndte Fru Jespersen i et Sæt: Nu er hun der.
Inde fra Klaveret lød Musik.
— Naa, sagde Tobakshandleren og grinede: er hun kommen paa Stolen — naa, hun har ogsaa længe kløet …
Det var Fru Raabel og Hans Haacke, der spillede firhændigt.
— Men det maa jeg sé, sagde Fru Jespersen og gik.
— Sku’ vi sæt’ os, Koncertgiver, foreslog Tobakshandleren, for den’ her bliver nok lang …
Stemmerne rundt om døde hen, mens Doktoren fløj igennem Stuerne.
— Hyss.
— Hør, det her har ikke været saa grinagtigt for en Fremmed, sagde Tobakshandleren og skubbede til Joán med sin svære Albue. Men nu har de vel skændtes til Ende om deres Meninger.
Tobakshandleren lo sagte og tømte Glasset:
— Men jeg siger nu, Meninger og Meninger — hva’ Koncertgiver? Man har sin Disk, lever med sin Disk … der er s’gu Centrummet … saa ka’ de gerne snakk’ …
— Naa, sine Meninger har man naturligvis — Gerda, hvor har du sat den Flask’? — men jeg si’er, Koncertgiver, hva’ kan ’et nu nytt’ og snakk’ og snakk’ om den Fare og den Fare?
— Fare? sagde Joán, og saá frem over Glassene.
Gerda havde sat sig, tæt ved Gardinet lyttede hun til den Beethovenske Sonate.
— Ja, Faren og Faren, som de stopper i os i Højre — for jeg er nu, Højremand, Koncertgiver, i mit Hjerte — men man ka’ nu li’egodt ikke gaa rundt og glo paa Faren hver Dag, saa ku’ man jo li’esaagodt gaa rundt og miste sit Livs Fornøjelse ved at tænke paa sin Død og sin Begravelse …
Og som om Ordet Begravelse førte hans Tanker videre, sagde han og drak igen:
— Og forresten saa ka’ man s’gu si’e som min Fætter paa Vesterbro — jeg og min Bro’er vi ta’er jo tit til København, saadan skiftevis … for her er man jo Borger og kan ikke dandere den som man maa, naar man er Mandfolk … Men nu min Fætter, han er Odd Fellow, han si’er saa tit: Naa, si’er han, naar vi er for os selv, naa, si’er han, naa du, naar vi først er lagt i Kareten, ka’ det vel være os det samme, hvem der saa tramper paa Jorden.
Ovre paa den anden Side Bordet stod Fabrikanten og talte med en Sønderjyde.
— Ja, sagde Sønderjyden, vi har sét paa to Gaarde ved Skive.
— Her gøres Musik, hvæsede Doktoren og løb ud igen.
— Ja, vel, hviskede Tobakshandleren over sit Glas; og da han saá, Doktoren var ude, hviskede han over Bordet:
— Hvor er det, du vil købe, Mathiessen? Sønderjyden gentog: „ved Skive“.
— Det er til Nummer to, sagde Larsen, og han blev ved:
— Ja, I faar go’e Priser dér Sønden for Aaen for Jeres Ting og Sager, I Landmænd.
— Hys, sagde Fabrikanten.
— Ja, sagde Larsen og gnubbede med sin Albue: Doktoren ka’ s’gu faa En til at tie stille, Fabrikant.
De tav alle, mens Musiken lød ind gennem Rummene.
Men pludselig bøjede Tobakshandleren sig frem over sit Glas og halvgrinede fortrolig til Joán:
— Det er jo Doktoren, som maa hjælp’, naar Smaapigerne hos Lorentzen er ved at bli’e for svære.
Joán havde ført sin Haand to Gange eller tre Gange hen over sine Øjenlaag, som om hans Øjne sved.
Saa stod han op.
Tonerne blev ved at lyde, men Joan skælnede dem ikke.
Tæt ved Frøken Gerda havde han lænet sit Hoved mod Væggen og stirrede mod Stuens Ansigter. Saa lukkede han sine Øjne. Det var, som skulde hans Hjerte stanses, fuldt af en Bedrøvelse, paa hvilken han ikke kendte Navn.
De blev ved at spille.
Gerda havde vendt Ansigtet opad. Øjnene havde hun lukket.
Joan lod under sine halvlukkede Laag Blikket hvile paa hendes Ansigt.
— Frøken Gerda, hviskede han.
Hun rørte sig ikke og i de stille Træk var der ingen Bevægelse.
— Frøken Gerda, sagde han igen.
To Taarer piblede frem under hendes Øjenhaar.
Men som ved Synet af de Taarer al hans Bedrøvelse flygtede under en urimelig Glæde eller et Haab, sagde han:
— Nu skal De ikke græde.
Gerda rørte sig ikke. Som den, der er bunden og ikke kan rejse sig, lod hun Taarerne løbe ned ad sine Kinder.
— Hvorfor græder De? hviskede Joán.
Men pludselig tav han, som om han havde svaret sig selv paa sit eget Spørgsmaal, og han grebes paany af den samme Smerte, der var uovervindelig og afmægtig.
— Nu har vi vel snart nok af Musik, sagde Købmanden, der gik gennem Stuen paa Vej til sit Kontor.
— Hun la’er sig s’gu ikke stanse, sagde Tobakshandleren og grinede.
— Mon Skive er en givende Egn, sagde Fabrikanten og knyttede atter Samtalen med „Søndenaa“.
Næsten mekanisk havde Gerda rejst sig eller som kaldt paa i Søvne — af Købmandens Stemme.
Joán gik frem. Det var, som hørte han alle de Talendes Stemmer ganske fjernt og alligevel gjorde de hans Øre ondt. Han vidste knap, at han var gaaet hen til Pastor Jespersen, og alligevel havde han maaske søgt til ham som til en klog Ven.
Pastoren stod med Magisteren.
Og Joán, der traadte til, hørte Pastoren sige:
— Det glasdede mig saa meget at sé Deres Udmærkelse.
— Jeg véd ikke, sagde Magisteren, om det tør glæde mig.
— Kære Magister, sagde Præsten, at blive udmærket af det franske Akademi er dog saa sjælden en Æresbevisning.
— Ja, netop derfor.
Og idet hans hæse Stemme slog over, sagde Magisteren og saá paa ingen af dem:
— Jo større mit Navn bliver, des mere Skade kan det gøre.
Han krængede sin Frø-agtige Mund:
— Det er hele Summen af mit Liv.
— Kære Hr. Magister, sagde Præsten, De sér det altfor sort.
— Nej, bedste Pastor — og Magisteren rystede paa sit Hoved, mens han stirrede ud i Luften — jeg sér kun Sandheden lige ind i Øjnene. Skulde vel en Regnemester som jeg ikke kunne gøre mit eget Regnestykke op?
Købmand Johansen vendte tilbage gennem Stuerne og stansede:
— Magisteren er saa taus iaften, sagde han med Haanden i sin Lomme.
— Ja, kære Købmand, sagde Magisteren og lo: Narren finder ingen Grund til at tale, naar Folket selv tager Ordet.
Og han gik ved Siden af Johansen.
Joán fulgte ham med Blikket og spurgte:
— Hvad har dog ramt det Menneske?
Den trætte Smerte i Joáns Stemme lod Præsten vende sit Hoved.
— Ramt, ja, det er han, sagde han og syntes selv bevæget.
Han tav et Nu og sagde saa:
— Og hvad det værste er: egenlig ramt gennem sig selv.
— Gennem sig selv?
— Ja, jeg mener, sagde Præsten, gennem det, han ikke formaaede — det han ikke overkom. Magisteren hørte til dem, der stod fremmest i Rækkerne i alle de Aar, da Raabet var europæisk Kultur og Byggen kun paa Kultur. Og da han var meget nær den berømteste af dem alle, blev han jo naturligvis en Fane i Partiet, der svang og svingede med hans Navn og Berømmelse — det er Matematiker, han er …
— Men saa? sagde Joán.
— Ja, sagde Præsten, saa skiftede han vel Anskuelser om Kulturen, efterhaanden som han saá dens Virkninger. Og jeg véd ikke rigtigt, hvordan det var, for jeg var ikke i København den Gang og jeg er jo ogsaa yngre — men jeg tror, han paa et Møde bekendte sit Frafald, navnlig vistnok i den usalige Forsvarssag. Saa holdt han flere Møder og hans Parti, der maatte vælge det Vaaben, der hertillands slaar hurtigst ned — lo ham ud …
— Og, sagde Præsten: for Latteren gik han. Gik og forlod det Hele.
— Nu boer han her — ude i et lille Hus, han har ladet bygge. Og hans gamle Parti har lidt efter lidt listet hans Navn ind igen og bruger det til Vaaben for alt det, som han ikke mere mener, og han tier — og overkommer ikke mere …
Joán talte ikke og Præsten sagde:
— Latteren har skyllet mange Kræfter bort her i Landet.
Joán, der muligvis ikke havde hørt hans sidste Ord, sagde ud for sig:
— Her er saa mange Ubeslutsomme.
— Det ligger i Blodet.
Og pludselig smilede Præsten og sagde:
— Aa, der er noget, der falder mig ind … en Mand, som De, Grev Ujházy, bliver vist paa Deres Vej overfaldet med mange snurrige Spørgsmaal. Vi almindelige Mennesker sidder jo rundt i vore Kroge og brænder inde hver med sit og saa ryger vi ud med det, naar vi sér en Lejlighed … Det var Hamlet, jeg kom til at tænke paa …
— Hamlet? … Joán kom uvilkaarligt til at smile.
— Ja, han var lidt af et Studium for mig i min Ungdom — det har ikke altid været min Hensigt at blive Præst — og Forholdet mellem Hamlet og Ofelia syntes mig altid vanskeligst atkommeefter …
— Ofelia? sagde Joán og saa paa Præsten — hastigt.
— Ja, man kan jo leve saa længe med en digterisk Figur, at man ligesom vil vide alt om den. Og jeg mener, om det ikke var Hamlets største Nederlag, at han ikke (Præsten søgte et Øjeblik om Ordet, som om han var blevet skræmt) tog Ofelia …
— Hvis hun lod sig tage, sagde Joán.
Men da han havde sagt Ordene, lyste der et pludseligt Smil over hans Ansigt.
— Døde hun mon ikke, fortsatte Hr. Jespersen, fordi han ikke havde taget hende?
Og paa én Gang lagde han til, lidt forvirret og som om maaske Præsten maatte gøre en Slags Undskyldning:
— Ja, det er en gammel Æstetiker, der spørger. Vi er alle Æstetikere paa Bunden her i Landet.
Da Joán endnu intet svarede, vendte Præsten sig og sagde, maaske for helt at vinde bort fra Hamlet og Ofelia:
— Fru Raabel har megen Færdighed.
— Ja, sagde Joan, der pludselig hørte, at de spillede endnu: jeg har egenlig ikke hørt efter.
Og hastigt lagde han til:
— Skal vi ikke sætte os? og han gik frem mellem Damerne, der sad i en Halvkreds under Hængelampen.
Doktor Raabel havde hørt Joans Ord og forlod sin Dørstolpe.
— Der burde være Grænser, sagde han til Ussing, selv for en Salon-Zigeuner.
— Deres Mand og jeg, sagde Joán, der satte sig ved Siden af Fru Jespersen, har talt om Hamlet …
— Om Hamlet og Ofelia.
Gerda stod lænet til en Stol.
— Skal De ikke sidde, Frøken? spurgte Joán og hun satte sig.
De spillede endnu, da Fru Jespersen sagde bøjet frem og sagte:
— Grev Ujházy, De kunde gøre Gerda en uhyre Fornøjelse.
— Hvilken?
— At lade hende sé den Ring, sagde Fruen og pegede paa Joán Lillefinger: hun er rent vild efter Stene og Ringe.
— Fru Jespersen dog, hviskede Gerda.
Joán lo, lidt for højt, saa Fru Raabel strammede sin Ryg ved Klaveret.
— Blot vi er i Kolding, sagde Fru Jespersen, er hun ikke til at drive fra Guldsmedevinduerne.
— Her er den, sagde Joán og rakte Gerda Ringen.
— Hvor den er dejlig! … Og Gerda stirrede paa Brillanten, men Ringen selv holdt hun mellem sine Fingre som noget fremmed eller som om den var for tung.
— Ja, den er dejlig, sagde Fru Jespersen.
— Holder De saa meget af Ædelstene? spurgte Joán, der kun saa Gerdas Ansigt.
— Ja.
— Hvorfor?
— Aa, det har hun fra Romanerne, lo Fru Jespersen.
— Sé, Henrik, sagde hun til sin Mand, der tog Ringen og betragtede den som en glad Kender.
— Ja, den er ren i sit Spil, sagde Joán.
— Sjælden, sagde Præsten.
— Jeg har faaet den af en Ven, der nylig døde.
Og pludselig sagde han, lidt højere og som den, der forfølger en Hensigt:
— Han faldt i en Duel.
Gerda havde løftet sine Øjne.
— En Duel? sagde Fru Jespersen.
— Ja, han blev dræbt, han var den sidste Hertug af Monthieu.
— Dræbt? udbrød Gerda.
— Men af hvem? spurgte Fru Jespersen.
— Af en stor Maler, sagde Joan, hvis Stemme kun kaldte paa Een: Maleren Adelskjold, hvis Hustru han elskede.
Fru Lorentzen havde faaet Ringen og holdt den foran sig som et Løg.
Men Joan blev ved og det var, som om hans halvhviskende Stemme fulgte Klaverets Toner:
— Det var en Spaadom i François’ Slægt, at den sidste Monthieu skulde betale Livets Lykke med Døden.
Fru Lorentzen gav Løget fra sig til Forstanderen, som var traadt til.
— Hvor gammel var han? spurgte Fru Jespersen halvsagte og fremadbøjet.
— Saa gammel som jeg, sagde Joán og saá kun Gerda, hvis Øjne var fæstede paa Rummet, som vendte hun Bladene i en Bog, hvori hun læste.
Forstanderen, der havde set paa Ringen, gav den fra sig og sagde:
— Ja, vort lille Land kender jo ikke saadanne Kostbarheder og de Forhold.
— Nej, sagde Fru Jespersen og smilede med et Smil, som Forstanderen ikke saá: det er lidt langt herfra.
— Det er vel i Paris, sagde Fru Lorentzen, som om hvert af Byens fem Bogstaver stinkede.
Men Joán, hvis Stemme stadig lød som om den sagte kaldte, vedblev i en besynderlig Higen efter at sætte sin døde Ven eller mulig sig selv i Ramme:
— Monthieu var det fineste Menneske, jeg har kendt. Han var Guy de Maupassants Ven …
— Har De ogsaa kendt Maupassant? spurgte Fru Jespersen.
— Guy de Maupassant? ja, jeg har set ham et af de sidste Aar, han levede.
— Har De læst hans Bøger? spurgte han Gerda.
—Ja, jeg nar læst dem, sagde hun, med det samme fjerne Udtryk i sine Øjne.
Købmanden, der havde set paa Joáns Ring, gav den tilbage og sagde — med noget af Pengemandens Vrede over en urentabel Værdi:
— Ja, man sætter jo mange Penge i den Slags Sager i Udlandet.
— Vi har ikke Blikket derfor, sagde Forstanderen.
— Frøken Gerda holder dog meget af ædle Stene, sagde Joán og smilede. Han havde sét hendes Øjne følge Ringen, der atter gled over hans Finger.
— Det er noget i hendes Natur, sagde Købmanden med den samme halvvrede Stemme.
Musikens Toner lød stærkere, mens Fru Jespersen sagde og havde støttet Hagen i sine Hænder:
— Det er besynderligt at saa mange af de store Romanforfattere mister deres Forstand.
— Det kommer maaske ogsaa af deres Liv, sagde Fru Lorentzen, hvis Mund lignede den sammenrimpede Ende af en Pølse:
— Man hører dog, hvordan der leves i de udenvæltske Samfund.
Fru Jespersen havde vistnok ikke hørt det, for hun nævnede kun med den samme ærbødigt stille Stemme Dostojewskys Navn.
— Det har staaet i en Føljeton, sagde den ene sønderjydske Frue:
— Fra København.
Men Fru Lorentzen sagde fra sin Plads ved Siden af „Søndenaa“, hvor Damerne havde vendt sig og dannede ligesom en Front:
— Det er jo kendt, at i Kapellanboligen har man Smag for alt.
Forstanderen greb ind:
— Vore Skjalde er heldigvis sunde. Og jeg tilstaar, jeg stifter ikke Bekendtskab med ret meget af det, som for Tiden sendes ind over Grænsen. Det er vel andre Sæder der udenvælts, og aandeligt set er der lidet Nyt.
Men Fru Jespersen, der vilde bøje af, slog pludselig Gerda paa hendes Knæ og sagde leende:
— Sover du, Gerda?
— For Gerda har det, blev hun ved til Joán, med at falde i Søvn ligesom Tornerose.
Joáns Ansigt sitrede et Nu:
— Bag de høje Hække, sagde han.
Musik’en var pludselig hørt op og alle tav som i et Ryk, saa man hørte Fru Raabel, der rejste sig fra Klaveret, sige til Hr. Hans Haacke, der var overdrevent svedt:
— Ja, man føler, hvor den ægte Musikværdi sidder,
og da hun kom hen i Døren, sagde hun med et Smil, der dirrede en Kende:
— Men for Tilhørerne var det for langt.
Alle havde rejst sig og stimlede sammen og takkede meget højt, med mange Ord — Fru Lorentzen i Spidsen. Deres Lovtaler slog ligefrem Kreds om Hans Haacke og Fru Raabel, mens Fru Lorentzen trykkede Hænder som ved et Vennemøde og de to Søndenaas-Rygge var vendt mod Joán som to sorte Stænger.
Joán havde staaende hilst Fru Raabel med et Buk.
Og Doktoren, der havde sét det, sagde ret højt:
— Ja, hvad man ikke har hørt, gør man jo klogt i ikke at udtale sig om.
Men Fru Lorentzen, hvis ubevidst opsamlede Galde flød ud som Kvæder og Honning over Fru Raabel, sagde:
— De skulde dog oftere slutte Dem til os paa Fabrikken.
Fru Raabel, der virrede beskedent med Levkøjdusken frem og tilbage, sagde:
— Ja, maaske kan vi Stakler herhjemme ogsaa vort.
— En Smule, sagde hun.
Forstanderen, der et Øjeblik havde været lidt fortumlet over Fru Lorentzens Hjerteligheder med Fru Raabel, skyndte sig at sige:
— Det herhjemme fra er jo det, som vi forstaar med Hjertet … Og han var i samme Nu saa inderlig glad ved den pludselige Tanke om, at Samarbejdet med Ussing, ved Forstaaelse, kunde bevares.
Men Joán, der hastig havde sat sig og vilde tale, nu, alle de Folk var gaaet, spurgte Gerda:
— Hvorfor siger De aldrig Deres Mening?
— Hvordan?
— Deres Mening? gentog kun Joán.
Gerda, der bestandig sad med fremstrakt Hoved — men Skikkelsen gled ligesom ind i hendes Stol — sagde:
— Mening … jeg har vel ingen … kun saadan hvad jeg tænker …
— Tornerose, lo Fru Jespersen, med en Latter, som ikke var helt glad: Tornerose.
Men saa sagde hun:
— Ens egen Mening, Grev Ujházy, tror De ikke, den døer hen?
Og idet hun saá hen for sig, sagde hun:
— Her i Landet tror jeg kun, vi har fem eller seks Meninger — — — der er ikke Plads til flere. Og alt det andet kommer der ikke Vækst i.
— Nej, sagde Præsten, der havde stillet sig ved Siden af sin Kone: Her i Landet tier mange af de Bedste og alle de næstværste ler — —
— Ler?
— Naa, sagde Præsten, i denne Egn smiler man kun. Men Smilet kan udrette det samme.
Fruen havde rakt sin Haand op over sin Skulder:
— Min kære Ven.
Og de to mødtes i et Haandtryk.
Joán havde med Øjnene fulgt deres Hænder. Og som om han i et Spring satte ud i sine egne Ord begyndte han at tale om François de Monthieu og Guy de Maupassant og Paul Hervieu, hans Ven, hvis Tale han havde hørt i Akademiet; og om Mme Vardot, til hvem Turgénjew havde sunget: Hun var firsindstyve Aar og skøn endnu — en Garcia.
Og han talte om Versailles, hvor han havde elsket at gaa med Monthieu og den yngste Mac Mahon. Der var saa skønt i Kastanjealléerne, i Oktober, Kastanjerne, hvis Blade dufter, naar de falder.
— Dér boede Fru de Monthieu, saa længe François han levede.
Joan fortalte om Festen i Hertugindens Hus, hvor Medicæerne havde levet for en Nat og Fru Adelsskjold i sit vinrøde Fløjel, bedækket med Rohan’ernes Ædelstene, blev hilst, med løftede Klinger, af al Firenzes Ungdom.
Joán blev ved at tale, hastigt, som vilde han med sine Ord, som med en gylden Stav gennem Luften, pludselig tegne alt det Liv, alt det Liv derude, som var de Størstes og hans …
Fru Jespersen havde bøjet sit Hoved.
Gerda sad som før. Kun hendes Skuldre sank sammen som blev hun mindre, mens Joán ikke tog Blikket fra hendes Ansigt.
Og han blev ved at tale. Han talte om Berlin, hvor alle Livets Døre stod aabne og Vest mødtes med Øst; og Asiens Mænd saá man og Kvinder, som kom over Atlanterhavet …
Han talte hastigere, blandende Sprogene, uden at finde Ordene, blivende ved — og saá kun hendes Ansigt, der blev som fjernere og fjernt for hans Øjne. Og dog blev han ved. Og inde i ham, inde et Sted i ham, spurgte han pludselig sig selv: hvorfor taler du om alt det, du afskyer? og han vidste hvorfor; og vidste, — vidste paa én Gang sikkert, at det var forgæves; forgæves, helt forgæves. Og dog blev han ved: foran hende (og hun lignede et sammensunket Barn) blev han ved at tale og fange. Til han stansede et Nu og hørte Erik sige — som En, der vilde afbryde:
— Det er nu langt borte, alt det.
Joán havde pludselig flyttet sine Øjne rundt paa dem, der hørte til, mens han snublede over sine egne sidste Ord … og Erik gav sig til at le enten for godmodigt at dække ham eller for at stanse ham.
Joán saá Forstanderens Ansigt, der hvilede med et Smil tæt over den nedarvede nationalliberale Festflip; og Tobakshandleren, der skævede med en optrukken Mund, saa hans Øjne blev væk; og Kandidaten, der vrængede halvt over mod Fru Lorentzen — mens Doktoren lo og sagde frem i Stuen:
— Tal Tysk, Hr. Greve, den gaar bedre.
I ét Nu, i mindre end et Sekund, var det ved denne Latter, som om hans Minder og alle hans Erindringer, hans Barndoms, hans Ungdoms og hele hans Livs Erindringer slog ned over ham, ham, Joán Ujházy — udsmilet, udlet, hujet af; ham, Joán Ujházy, her midt mellem Fremmede.
Og som om Smerten endnu en Gang gav ham tyve Øren, hørte han Fru Raabel sige til Hans Haacke, mens hun lo kort:
— Nu vil han pace forbi os — — os to Stakler,
medens Forstanderen sagde ud over sin Flip til Fabrikanten:
— Ja, alt det er vel Europa, som det kaldes; men Ussing havde trukket Skuldrene i Vejret og sagde til Fru Lorentzen:
— Disse Ungarere har altid rigeligt med Broderier paa deres Frakker.
Men Fru Jespersen, der intet havde hørt, havde løftet sit Hoved og sagde:
— Det er alt det, som vi to, Gerda, aldrig faar at sé.
Gerdas Øjne var lukkede.
Men paa én Gang havde Johansen løftet sin knyttede Haand (gættede hans stærke Hjerne pludselig Spindet i dette Rum, Spindet mellem to Mennesker?) og han sagde vredt:
— Nej, vi trænger ikke til saa store Hjul.
Da paa én Gang alle tav, hørte man Fru Lorentzen saa mindeligt bede Hr. Hans Haacke, om han dog ikke vilde spille lidt endnu, før vi alle skal gaa — —
— Ja, nu skulde vi vel gaa, sagde Erik.
Det ene Ord havde ramt Joán som et Stød.
— Ja, sagde han og forsøgte at staa op.
Doktoren stod paa Dørtærskelen og saá paa ham ved Siden af Urmageren.
— Hvad har Manden drukket? sagde han.
— Jeg véd det s’gu ikke, sagde Urmageren og fniste: Men Johansens Bryg er altid stærkt — hva’?
Hans Haacke var gaaet til Klaveret. Det var Mazurkaen, han begyndte at spille.
De sad alle stille, maaske fordi de vilde vise, at nu hørte de efter. Johansen stod fremme i Stuen. Den knyttede Haand hvilede i hans Ærmegab.
Men dreven frem og næsten uden at høre eller at fatte sine egne Ord talte Joán igen, om „Øen“ — om de Forbandedes Ø, hvor han vilde skabe Lykke …
Og han talte om, hvordan den skulde blive et Fristed for de Pinte; og de ulykkelige vilde de modtage og Forbryderne, der var flygtede, og de Mange, som Livet havde slaaet med Saar, de skulde tage imod dem …
Han talte og vidste ikke selv, hvorfra han fik sine egne mange Tanker — om et Hospital, de vilde bygge ude ved Moders Mølle og Munkebjerg vilde de kalde det …
Gerdas Øjne hvilede stumme paa hans Ansigt.
— Munkebjerg skal det hedde og Havnen kalder vi Vejle — —
Joán havde stanset et Nu.
— Til Minde om Deres Mo’er, sagde Fru Jespersen, saa sagte som han.
— Ja, til Minde, sagde Joán pludselig — og han fornam det, som havde han med sine Hænder afbladet et helt Træ.
Men Fru Jespersen trak paa én Gang Skuldrene sammen i en Frysen (fornam ogsaa hun, at her skete noget, her, hvor intet skete?)
— I den Mazurka, sagde hun, danser Genfærdene.
Præsten, som stadig stod bag ved sin Hustru, sagde langsomt:
— Ja, hvor Kunsten dog er rig. Jeg synes, det er, som vi i Aften havde faaet til Givende et helt Liv.
— Maaske De ogsaa har det, Hr. Pastor, sagde Joán, og han var staaet op.
Købmanden havde ikke taget Øjnene fra sin Datter.
Mazurkaen var endt.
Johansen havde kaldt paa sin Bestyrer.
— Skænk et Glas rundt og lad Gerda hjælpe Dem.
Der skulde skænkes det sidste Glas.
Et Nu havde Joán støttet sig til Eriks Skulder.
— Du har s’gu talt for meget, sagde han, da han fornam Joans Legeme saa tungt.
— Og man skal stikke Fingrene i Jorden, før man giver sig hen, sagde han og lo.
Og ved hans Latter lo ogsaa Joán — højt, et Nu.
Doktoren hviskede til Johansen, i hvis Ansigt en Flamme var brudt ud:
— Nu griner de Herrer Grever af Pøbelen.
— De gør maaske det, sagde Købmanden og førte pludselig den knyttede Haand kort gennem Luften som en Hammer.
— Men der er vel dem, som kunde tage Vejret fra dem, sagde Hr. Raabel smigrende.
Johansen svarede ikke mere, men gik kun, mens hans Øjne stadig fulgte hans Datter, hen over Gulvet mod Damerne, der stod i en Klynge, som om de beredte sig til Opbrud.
— Vil Damerne allerede bryde op? sagde han.
Damerne talte om en Aften-Syskole som Fru Lorentzen havde stiftet for Arbejderskerne.
Men Fabrikanten sagde haardt gennem Stuen:
— Ja, vi har Foreninger nok og lige galt gaar det …
— Foreninger sagde Forstanderen og ligesom glattede Luften med sine Hænder, er dog af megen Gavn i det stille og gode Arbejde.
Men Sønderjyden Hr. Mathiessen havde spurgt, hvordan det gik med Arbejdsforholdene paa Spinderiet, og Hr. Lorentzen svarede med en Stemme, der pludselig lignede Købmandens:
— Hvordan det gaar? Vi flyttede ud paa Landet for at ha’e Arbejdsfred — men Landsfordærverne flytter efter os. I Kolding er Pakket snart værre end i København.
— Ja, sagde Johansen og det var som hans ulmende Harme, der hverken kendte hvad eller hvem, pludselig brød sig Vej og slog ud over det ene Ord København: Købstæderne er ikke andet end Københavner-Aflæggere … Smaa-København …
— Men vi ka’ vel nok faa knækket dem, sagde han og førte Haanden op og ned, mens hans Ansigt blev rødt: Stanset de smaa Hjul og det største med og faa en Tap sat i ’et, saa det ikke napper mer …
Ansigtet havde han vendt mod Erik og Joán, mens et underlig usikkert Glimt skiftede i hans Øjne:
— Men det hjælper vel, sagde han og pludselig lo han med en Latter, som Joán aldrig havde hørt: det hjælper vel nok, naar vi først faar en Jernring lagt om dem. Vi ku’ vel nok faa Fæstningen, og det kunde blive Jyderne, der byggede den.
— Saa, nu snurrer Johansen, sagde Raabel til Ussing og han svang om paa sin Hæl.
— Naa, sagde Urmageren til Holstein, nu er vi ved København, Hr. Hofjægermester.
Men Sønderjyden, der med Fabrikanten var bleven ved at tale om Arbejdsforholdene, sagde:
— Ja, hos os er jo Haanden stærkere, det kan ikke nægtes.
Og mens, idet Samtalen bredte sig som Branden i det tørre Ved, alle Stemmer lød klingert og i et sært højt Stemmeleje — sagde Fabrikanten:
— Maaske vil der komme den Tid, hvor vore Børn vil indsé, at de hørte hellere til … der hvor Styret er stærkt og de oprakte Snuder faar de Smæld, de skal ha’e.
Men Fru Lorentzen sagde hastigt og som for at mildne:
— Naar man endda ikke havde Bladene.
Og mens de pludselig slog ned over Bladene, sendende deres Vrede ud over Aviserne og Aviskrapylet,
talte Købmanden over de andre med det samme sælsomme Udtryk i sine Øjne som før:
— Ja, Aviserne, det Skidt, gyder Olien paa Aksen, saa Hjulet kan løbe og snappe, sagde han, uimodstaaeligt blivende ved det bestandige Hjulets Billede, der sygt havde rammet og taget hans stærke Hjerne fra Sønnens Forlis og Datterens Død.
De blev ved at tale om Bladene, mens Raabel sagde til Grev Holstein:
— Saa, nu rejser Jyderne sig. Men, kære Hofjægermester, hvad skulde vi stakkels Udliggere gøre, hvis vi ikke havde vort Morgenblad, der hver Dag holder Latteren frisk …
Men Urmageren sagde til Joán, der syntes, at han hørte alle Røster og hvert Ord som i en Fonograf:
— Nu har vi Johansen ... sé nu. Ja, han er en Negl. Men mod København er han nu for haard — for det ka’ gerne stikk’ ham — for han er en Negl, at vise en Københavner ud og købe af en Tysker, naar de rejser her …
— Men, sagde Larsen, jeg mener dog, at saa ska’ man heller hold’ paa sit eget … naar de sælger til samme Priser da … og hold’ sig patriotisk …
Gennem Stemmen hørte man Ussing, der sagde:
— Men vor frisindede Presse er ubestikkelig …
Magisteren dukkede frem ved Siden af Grev Erik:
— Jeg vilde ønske, sagde han og hans Ord lød, som kastede han en Haandfuld Sten mod en Mur: at den var bestikkelig. Saa vilde den dog maaske kunne købes til at tjene et stort Maal.
— Og hvem skulde rejse det Maal, Magister? fløj det ud over Eriks Mund.
Men Forstanderen sagde og hævede Stemmen:
— Vort lille Folk er et Folk i Stilhed. Ogsaa de store Maal, Hr. Hofjægermester, naa’r vi i det Stille.
— Men Strømningerne udefra, sagde Forstanderen og hans Øjne strejfede Magisteren, har bragt mange Ukrudtsfrø til Spiring. Dog, vi er vel nu paa Veje til at lære at lukke til i vort gode danske Hus og være trofaste mod vort eget.
Ovre i Raabels Hjørne havde Samtalen vendt sig og var paany hugget ned over Forsvar og Provisorier, og Doktoren sagde til Ussing:
— Faren, kære Ven, Faren — bliv os fra Livet med Faren. Vi er dog et lille Folk, som beviser sin Ret til at være til … hvor er der flere Evner, kære Ven?
Pludselig gav han sig til at le.
— Og Faren — Faren … har De læst det, Kandidat? kolossalt. Jeg læste det forleden … en Pokkers Fyr, hvor han skriver: Døden er ikke, skriver han. Ikke sandt, kære Ven, man sætter sig paa Enden: Døden er ikke — godt og kort … Men Manden har jo Ret. Det er et Spørgsmaal løst. Og Faren, kære Kandidat, Faren er heller ikke, naar vi ikke sér den.
Urmageren talte stadig til Joan, hvis Øjne fulgte kun Frøken Gerda: alle Farver var som slukte over hendes Ansigt, mens hun, ved Siden af Bestyreren, skænkede Købmandens Vin mellem de talende Mænd.
Fabrikanten sagde med sin skærende Stemme over til Forstanderen:
— Alle de Ukrudtspirer er det, som skal kvæles … Og i samme Nu snurrede Doktoren rundt og lo lige ind i Fabrikantens Ansigt.
Fru Jespersen var traadt hen til Joán.
— Nu maa vi gaa, sagde hun, min Mand og jeg.
— Og, sagde hun og saá ud for sig … og saa sés vi maaske aldrig mere.
Joán kunde ikke svare. Men Fru Jespersen fulgte hans Blik:
— Ja, ja, nu skulde alle bryde op. Stakkels Gerda sér virkelig ud, som kunde hun ikke rumme mer.
Hun drejede Hovedet og saá paa Joán:
— Men De er ogsaa træt, Grev Ujházy, nu maa De hvile Dem.
— Ja, sagde Joán, nu vil jeg faa Tid til at hvile.
Han tog Præstefruens Haand:
— Og gid De maatte være lykkelig, sagde han.
— Lykken er saa stort et Ord, sagde hun:
— Godnat og sov vel, Grev Ujházy.
Rundt om lød de stridende Stemmer endnu og over dem alle hørte man Kandidat Ussing, der raabte:
— Et Folks Liv beroer paa dets moralske- Ret.
Men Forstanderen, der de sidste Minutter havde svajet saa besynderligt paa sine Hjulben, som stod han paa et rullende Dæk, slog paa sit Glas — én Gang og to Gange, mens Fru Lorentzen og Damerne hyssede og der blev stille.
— Ja, kære Venner, jeg véd det vel, sagde han, her skal jo ikke tales. For Købmand Johansen, vor kære og gode Vært, er ikke Ven af Ord. Han hører, vi véd det alle, til dem, der slaar til uden den megen Talen, og Mænd som han bør æres. Men vi har vel idag alle følt vort Sind i mange Slags Svingning, ogsaa fremmed Svingning, som vi skal vogte; Svingning ved den store Kunst, som idag er bragt os der udefra, fra det, man gerne vil kalde en større Verden — alle de fremmede Toner, som den kære Gæst (Forstanderen vendte sig mod Joán) bragte os, og for hvilke vi takker, hjertevarmt takker vi ham.
— Og maaske, blev Forstanderen ved, mest netop for de fremmede Toner. De er ikke vore.
Men ham ligger de nærmest. Og vort eget lille Hjerteeje af Sang og Tone, det er saa helt vort eget og det naaer vel det danske Sind bedst fra den gamle danske Strengeleg …
Forstanderen løftede halvt sit Glas. Men Joán havde ikke sét det. Et efter et var Forstanderens Ord faldet i hans Øren, som Draaben efter Draaben.
Fru Raabel havde nærmet sig med sit Glas.
— Ja, sagde hun og smilede varmt op i Joáns Ansigt, det er jo ogsaa, hvad der stod derinde i „Illustreret“ til Deres Billede: Fremmed Haand bør bringe fremmed Gave …
— Men, Tak, sagde Fru Raabel og holdt sine Øjne lige ind i Joáns — som to Klingespidser.
Men Forstanderen havde fortsat:
— Ja mange Tanker er vel idag vakt — og nu kalder Ven Ussings gode Ord paa mig, det Ord, der nylig blev sagt. Det var et godt Ord og det bør mindes: Den moralske Ret … ja, Venner, og det Ord vendte først og fremmest mine Tanker mod Jer, I Kære, Trofaste fra Søndenaa, Vundernes Aa — —
De fire Sønderjyder traadte frem som foran en Front.
— Ja, I Kære og Tro ... det er Jeres Ret, som giver Jer Modet, saa I holder ud paa Jeres Vagttjeneste for det gamle Land — holder ud trods Vold og Tyskerlov, der spærrer; og holder den danske Tunge rén paa Jeres Børns Læber. Og I gør vel. Retten giver Sejr tilsidst — ti kun hvor Retten er, der er Han deroppe, som aldrig slap sit Danmark, som vi ikke vil slippe ham.
De fire fra Sønderjylland stod ranke, ret op og ned i Lampens Lys, mens Doktoren hviskede til Ussing og blinkede med det ene Øje:
— Vagten staar s’gu storartet.
Men Ussing, hvis Ansigt var forandret og som holdt sine Hænder let foldede ved Randen af sin Vest, sagde halvhøjt:
— Hvad mener De?
Medens Forstanderen havde fortsat:
— Ja, vi er kun et lille Folk og de, der med fremmede Tunger vil præke om fremmed Sæd, der ikke er os i Blodet skaaret — de har kaldt vort gamle Land for et Husmandsbrug. Men Navnet er vor Ære. Fremmedfolks Kunster kender vi ikke. Overfor hvad der ikke er vort men kun Vælskmands Sæd og Vælskmands Tale, der har vi vort gode danske Smil. Og, Venner, der er Værn i vort Smil. (Forstanderen talte med en vis halvtvungen Harme, opsparet i ham enten mod noget, der i disse Timer havde hidset ham, eller mod noget, han ikke havde mægtet at forstaa). Lad os Husmænd bevare det, det sunde og det lune danske Smil.
— Rigtigt, sagde Doktoren og traadte frem.
Forstanderen havde vendt sig, meget hurtigt og han gjorde med Haanden sin Yndlingsbevægelse, som slog han en Kreds i Luften:
— Kære Raabel, sagde han, ogsaa vi to, og det vil glæde alle, vil kunne forstaa hinanden. Ti det er en god Gave, som vi, der er danske, ejer — vi ejer Evnen til at mødes. Og hvis vi strides, er det dog kun Ordstrid — — Strid om Ord, og den naa’r ikke Hjertebunden.
De var alle traadt tættere sammen og Fru Lorentzen havde lagt sin svære Arm ind i sin Mands.
Fru Lorentzen nikkede over Guldkæden, mens Søndenaa’ernes Øjne flakkede ud, som om de syntes, at Forstanderen svævede en Smule ud fra „Emnet“.
— Men endnu et Ord, sagde Forstanderen og han stirrede ud i den røgopfyldte Luft, vilde jeg sige, og det Ord skal være om Drømmene.
Joáns Ansigt lyste hvidt, som et Marmor, fra Væggen, hvor han stod.
— Om Drømmene og om Evnerne. For, Venner, de to Ord hører sammen. Om Drømmesiden i Danmark skal vi værge, ti Drømmesiden er kostelig og bunder dybt. Og de gode Drømme giver stærke Evner, og Drømme maler de skønne Billeder paa vor Væg. Drømmesiden — ja, med Digtertale og med Skjaldesange vil vi lune Huset og tække Reden i vort lille Danmark. Og da skal vort lille Hus ogsaa nok samle. For der er jo dem, der gerne vil bryde ud, og der er dem, som vil rive ned. Men Danmark fanger og de, som vilde ud — de vender hjem, og de, som rev ned, de giver sig til at bygge med og de samles om det lille gode danske Hus, Fædrehuset, som vi alle vil tjene.
— Fædrehuset, Venner, med danske Mænd og ægte danske Kvinder — det vil vi værge.
Forstanderen vendte sig igen og med en lidt anden Stemme sagde han:
— Ja, Doktor, skal vi saa raabe: det lille Fædreland leve.
Doktoren og Ussing og Forstanderen satte i med et Hurra, mens de fire Sønderjyder, pludseligt og paa én Gang fra de otte Læber satte i med Sang:
Lad os da vente og ikke forsage,
agte paa de varslende Tegn under Sky,
Forstanderen havde biet et Øjeblik.
Men nu sang han med og Fru Lorentzen fulgte:
bære de tunge Forsmædelsens Dage,
atter skal i Danmark en Morgen der gry.
Ussing slog Takt, mens Fru Raabel sang med:
Kommer da Luftningen frisk over Strand,
ruller da vældig den vækkende Torden,
da skal du atter, mit Fædreneland,
løfte din Nakke fra Jorden.
Haand. Hendes Læber bevægede sig, uden Lyd, efter Ordene, som hun havde sunget fra sin Barndom.