Den Anden/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København Den Anden


Harald Kidde - Den Anden.djvu Harald Kidde - Den Anden.djvu/9 35-89

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

II

Eva Kolind sad ved Vinduet i Skumringen. Hun bøjede sig frem mod det svage Lys mellem Begonierne og Glasset med Rosen. Trækken gennem Ruden luftede på hendes Kind.

Inde i den anden Stue sukkede det gamle Ur.

Hun sænkede Sytøjet ned i Skødet og så ud.

Tujaerne svøbte sig stumme i deres Nåledække. Vejen lå tilgroet. Tjørnehækken mørknede bærspættet mod den grå Himmel.

Gennem Udhugget i Hegnet så hun ud i den gulbrune Stubbemark. Kongevejens Kuppelpopler hældede derovre. Globstrup Park rugede bag dem, hentåget i Skumringen. Et Hjørne af Hovedbygningen dæmrede kalkhvid.

Hun sad ubevægelig med Hænderne i Skødet og lyttede. Lyttede som langt inde fra.

Stuen tav om hende, lugtende af Uld fra Tæpperne og Møblernes Betræk, tav fra de andre Stuer derinde. Fra Efteråret i Haven og Skoven.

Hun var ganske ene hjemme. Helge var gået til Byen for at købe Tegnepapir, og Øllegård Farre var sjokket ned gennem Mørkdal Skov til den lille Brugsforening i Højen Landsby.

I over en Time havde kun et Par enlige Skikkelser passeret ad Kongevejen derovre, og en eneste Vogn, med hvid Hest.

Ad Vejen her udenfor Havegærdet kom ingen; der kunde gå Timer hen, uden nogen gik langs Hækken.

Det var jo ved den gamle, længst nedlagte Landevej, hun sad. Kun et Par spredte Huse lå ved den, deres, Skolen og Jagtjunker Crums.

Så svandt den ind i Moserne og Skovene.

Eva bøjede sig over Sytøjet. Nålen gik ud og ind. Uret haltede hen.

Hun åndede Rosenduften og Aftenens Klamhed gennem Ruden.

Ja, nu sad hun her atter i Tysthed fra Skove og tomme Marker, under den grundende Himmel, og lyttede til Urets Ekko gennem de tomme Stuer.

Hendes Hånd gik med Nålen, Blodet mumlede ved Pulsene, men hun svævede, svævede, opad, bort — —

Hun vågnede i et Ryk og stak Nålen fast i Kraven.

Nej, nej, hun vilde det ikke! Hun huskede det nok fra Barndommen, på Strand!

Hvor hun de mørke Vinterdage løsnedes fra Gulvet, hvor Øjnene dyssedes til, og Hænderne lammedes om Legetøjet og Bøgerne, mens Hjærtet i hende langsomt ligesom lænede sig tilbage ind i noget svimlende sødt — til hun vågnede i et Sæt, som var hun ved at rutsje —. Og hun sad dér, med klam Pande og Hænder, famlende som i Blinde om sig, skamfuld og syg.

Å de Eftermiddage på Strand —

Jo, hun kendte den, Stilhedens og Mørkets Gift, Dvalen mellem Liv og Død, uden Livets Flugt, uden Dødens Vægt, Sørgmodighedens Skindød.

Å Helge, Helge — —

Hun havde åndet den ind med Luften på Strand, denne Luft i Slægternes ældgamle Hus, Gården fra Valdemarernes Tid, ved Rind tilgrote Fjord, hvor Vejene randt vidt udenom, hvor Tømmeret sukkede af århundredgammel Ensomhed.

Å Strand Stuer, hvor Lyset svævede sølvmat over ældesorte Stoles Ring om stumme Borde, og Blink af Ridderes Rustninger eller Damers Ærmelin spøgede fra Panelerne — Låsenes Forgyldning glødede i Dørskyggerne.

Strand Korridorer, hvor Fremmede i Blinde løb på, mens Husets egne Folk søvngængersikkert færdedes i det trælugtende Mørke.

Strand Kældre med Spor af Lænkers Rust, med brønddybe Stentrapper, med Gravkulde under alle Husets Gulve, Kulde, der midt i Dansen kunde klamre sine Dødningefingre om ens Ankler, og i de ensomme Timer listede sig om Fødderne, der sky flygtede til de åbne Kaminers Rist.

Strand Lofter under de vældige Bjælker, som under Tidens Ribben, hvor Slægternes Dragkister sov som Sarkofager. Hver Dragkiste gloede i Mørket med runde Øjne: Slægtens Våben og Ejerens Navneslyng i uforgængeligt grønt og rødt.

Hver ung Mand af Slægten, der var blevet skikket til udenlandske Klostre eller Universiteter, hans Rejsekiste hvilte i Spindelvævenes sorte Draperier. Hver ung Kvinde, der var draget ind på Strand som Brud, hendes Udstyrskiste blundede her, med Skufferne fyldte af støvfalden Lin og smuldrede Diarier. Trak det ind over Loftet fra Døren, randt Smuldet fra Ormehullerne som en Hvisken, uhørlig, fra glemte Munde.

Jævndøgnsnætter, når Stormen stod ind fra Storfjorden og Havet, gik der Ånden og Pusten gennem Dragkisterne, som bølgede Linet ungt om levende Skuldre, som vuggede Rejsekisterne på Karme mellem Bjærge og Skove.

Eva lyttede i sin Seng mellem Brokades Gardinerne, Oldemors Brude- og Dødsseng.

Det suste stridt gennem Rind Sivskove, som pløjede de faldne Slægters Snekker de den Gang så åbne, blå Vande.

Huset, Mindernes Kiste, sukkede ud af Længsel mod at falde i Støv som sine Ejeres Knokler.

Dér oppe på Loftet, inde i Selekammeret, mellem Kaneklokker, Geværer og Dragkister, var det, Fader kunde stå i Timevis, med Hænderne i Lommerne, duknakket, og stirre gennem den støvede Rude ud over Engvigen og Fjordstrimen.

Hans rødlige Hår og Skæg hang tyndt, de spidse Knæ rørte sig ikke.

Matte, blegblå bandtes Øjnene i de vindglitrende Sivduske, der for hvert År tættere og tættere lukkede Rind til for Hovedfjorden og Havet derude, Porten til Verden.

Kun sanddybe Biveje listede herned til Strand. Kongevejens Popler øjnedes allerfjærnest mod Horizonten, borte over Rind og Rindgården.

Tyge Flemmings Blik under de lyse Øjenvipper groede til, matblåt, lukt, som Vandet under Sivene.

Men nede i Stuerne, i Stuen mod den velholdte Park, sad Moder, krøben ind i Vinduesnisjen efter Lyset, med Bogen på sine Knæ og det blondtlokkede Hoved sænket over den. Uret stødte og sukkede, sukkede og stødte.

I Formiddagens dybe Stilhed steg pludselig Øllegård Farres ru Stemme op fra Køkkenet i Dybet.

En Vogn larmede over Gårdens Brolægning, rungede ud gennem Porten og svandt i Sandvejen.

Uret stødte og sukkede, sukkede og stødte.

Moder løftede Hovedet, så ud og trak Vejret langt, så Skørtet bølgede om hendes Fod. Med Hænderne flettede i hinanden om Bogen stirrede hun gennem Gitterruden ud over Parkens Graner og Cembrafyrr, Sørgebirke og Lysthusets Rørtag dernede.

Møllen på den hinsidige Kyst over Sivskovene drejede ustandseligt sine Vinger.

Kirken skinnede hvid med sin lange Mur og den lille Tepavillon, letsindige Flemminger en Gang egenmægtigt havde bygget til på selve Kirkegården.

Fru Inger smilte, skælvende sødt, bøjede sit Hoved og hulkede som et Barn i sin sorte Nisje.

Det haltede tungt ude gennem Korridoren, Dump på Dump som af en Hov.

Eva spejdede mod Døren, hendes Ben krøb helt ind under Stolen.

Mørket bevægede sig, og Farfader dukkede op, som et Syn i et Spejl, med Hårskoven forovergrånende, kæmpestor på sin Stok, med de blinde Øjne søgende mod Lyset, med Fingrene fumlende som Orme på Dørkarmen.

„Hå, hå, hå, græder Du, lille Svigerdatter? hå, hå, hvor er Tyge? Hvor har han vor Ridepisk? Ridepisken til vor Slægts Kvinder? Hå, hå, ét Spøg, et andet Alvor. Forlad min Skæmt.“

Moder så op, hun krøb helt ind i sig selv, med hvidnende Øjne.

Farfader slæbte sig over Gulvet, stram af Skæglugt.

„Ho, ho, Tyge, Fjorden gror til, Slægten dør ud — Gertrude, Gertrude, Satan, det er dig! Ram nok fik jeg aldrig på dig!“ han truede rystende med Krykken, Vejret peb af hans Strube.

Det var Farmoder — Farmoder, de ældste på Gården hviskede om, han havde tortureret til Døde, hundset, sultet. Farmoder, der flød en Morgen, opsvulmet, mellem Grødisen i Sivskoven.

„Hæ, hæ, hm,“ den grå Kæmperyg krøb ind i Karmens Mulm.

Stokken haltede bort i en ny Korridor.

Moder stirrede på hende med opspilede Øjne. Eva holdt sin Ånde, ingen af dem talte. Hans Lugt stod endnu i Stuen, muggen og rå.

Moders Ansigt fortrak sig, pludselig spyttede hun, foroverbrudt som i Opkastning. Så røg hun ud af Nisjen:

„Eva, Eva, kom med!“

Hun rev Glasdøren op. så det knagede i det møre Træ, ud på Stentrappen over Haven, sugende Luften i et Åndedrag, helt ned til Hælene.

„Å Eva, kom, kom!“

Hun greb om Skørtet, og fulgt af Eva sprang hun ned over Trinene, de søndrede Stentrin med den blomstrende Vedbend om, ned mod Plænen med Agaven midt på.

Ad de grusede Gange løb de, åndeløse, med blussende Kinder, bort under Grenene, mellem Granerne og Humlestængerne, forbi Lysthuset med Rørtaget, til Fjordstriben blinkede for dem, åben, blå, spejlende Møllen og Agertavlerne og Sommerskyerne.

„Å dog!“ Moder slog bægge Armene højt ud og kastede Hænderne bag Nakken, „å dog, dog!“ hun rokkede fra højre til venstre.

De stod bag Tjørnehækken og hørte Sivenes endrægtige Sus, det tålsomme Knirk fra Møllen derovre og Køernes trolige Græsrusken.

Snippen af Landevejen til Frederits stak op over Markerne og Sivene, solbelyst.

— Om Aftenen, oppe i den sorte Gang, hvor Døren stod åben ind til Moders og hendes Sovekammer, med Aftenblået og Valnøddekronerne, dukkede Faders magre, bøjede Skikkelse op.

Han greb Moders Hånd mellem bægge sine og knugede den mod sin Mund i et Kys, krympende sig over den, som græd han.

Moder så op, hendes Øjne boblede af Tårer, hendes Mund svulmede rød.

Faders tynde, grå Ryg forsvandt ned ad Trappen.

Moder stod ubevægelig, med Hænderne strakt ned, som i Lænker.

Gennem Sovekammerets åbne Rude fløjtede Droslen skumringssødt, og Nattergalen kurede: „Durchlaucht! Durchlaucht!“

En Stjærne svømmede i den lillablå Himmel mellem Valnøddens æbleduftende Skærm. Sengene skinnede så køle og hvide mellem de ældesorte Gardiner.

En Vildand rabbede i Fjorden. Og Frøerne kærede.

Men Moder stod med sammenflettede Hænder — som en Fange, ja, som Marie Antoinette i Fængslet — ved den høje Dørtærskel, Eva havde vaklet så anspændt over som Barn.

— Da Farfader var død, og Fader Halvåret efter — som havde den Gamle befalet ham at følge sig i Graven — da Begravelsesgildet var forbi inde i den ellers altid skoddede og låste Spisesal med den lange Række Vinduer og de tomme Kaminer, hvor de ukendte Fremmede af Slægten havde spist og drukket og talt den sidste mandlige Flemming til jorden, da Præstens og Prokuratorens sorte Skikkelser havde listet og knirket sig bort gennem de halvmørke Stuer — stod Eva og hendes Moder en grågylden Aprilaften på Jærntrappen og så den sidste Karet svinde ud gennem Indkørselsporten.

Dens Hjul druknede strax i Bivejens Sand, og de hørte nu Poplerne suse, frit og bestandigt.

De så på hinanden, undrende, som hørte de for første Gang Vindens daglige Rejse forbi Gården.

Slibestenen surrede dernede mellem Kastanierne, Steffen skramlede langs Hestestaldens salpeterslåede Mur, forbi Brønden, og ind til Dyrene. Ovre på Græspletten foran Fodermesterens åbne Vinduer rappede hans lille, tjørnehårede Pige omkap med de æggeblommegule Ællinger og deres gyngende, hvide Moder.

De mærkede med Et en Duft af oliet Gødning, af Tagenes Strå og, derover, af Græsspirer, Harpix og Fjordvande.

De stirrede på hinanden; de sitrede i deres sorte Kjoler, som ramte af Aftenens skarpe Forår — som så de sig selv og hinanden for første Gang.

Og de løb pludselig ind i Huset, ind gennem alle de skumrende Gange og Stuer for at se, se! Og Ekkoet af deres Fødder sprang opskræmt og forvirret frem fra Kroge og Lofter: Hvem? hvem? hvem?

Ja, hvem? her hvor gamle Hack Flemmings Krykkestok endnu haltede, hvor hans ihjelskræmte Hustrus Skygge endnu flygtede, og deres Søns afmægtige Skikkelse listede hen.

Hvem? hvem? her i denne ældesorte Bolig, hvor herskesyge og grusomme Mennesker havde huseret, formørkende Liv og Lykke for alle andre end dem selv, ondsindede af Blodets Ælde, ulvestærke af Knoklernes Idræt, fra da Krigssnekkerne fløj mod Havet — før Rind groede til, og Tyge Flemming sank i Knæ under Slægtens Læs af Ælde og Synd.

Hvem? hvem? hvem?

Å to små, nyfigne Kvinder, Datteren af den gildeglade Læge i Kolding og hendes trettenårige, brunlokkede Tøs!

— Der kom en Sommer på Strand, den sidste — som hun aldrig glemte!

Som to Føl legede de gennem Salene.

Sommeren grønnedes, blæste og skinnede ad altid åbne Ruder ind i det middelalderlige Mørke. Anerne blinkede rædselsslagne, og Bjælkelofterne gav sig i Støn, så de standsede og lyttede — og fornam Kælderkuldens Greb om deres Ankler og Lofterne knagende over deres Hoveder. Vrede Fødder rømmede bort deroppe —

Strand, der havde båret Århundreders Høststorme og Vintersne, rummet Mishandling, Gråd, Mord og Vanvid, barskt og tilfreds, brast det nu for Julisol, Kvindesang og Barnelatter?

De skottede hastigt ud af Nisjerne til den solgrønne Park. Møllen baskede med Vingerne mellem Løvkuplerne som et Insekt. Sivene suste sommerligt.

I ilsomt listende Trin var de ude på Trappen, i et Par susende Spring nede mellem Blomster, Bier og Fugle.

Og om Nætterne mellem de broncebrune Brokadesgardiner, i de Himmelsenge, hvor Slægterne havde stridt i Elskov og Død, favnet fortvivlede eller vildt lystne Kvinder, skreget og rallet, dér fornam de, små og lyttende, at var de ikke blevet Strands Bytte, ikke omkomne som Fortidens Fanger og Kvinder i dets Fængsler, det havde styrket sig forlænge af Flemmingernes Åndedræt, til at falde for dem. Uberettigede lå de her, Spurve i Ørnerede.

Stormen brød på fra Rind, nu i Efterårsjævndøgn, som skulde Kongefuglenes Rede splittes mod alle Verdenshjørner.

— Men da Strand var solgt, og de sad i deres Par Værelser i Hotel garni'et i Hovedvagtsgade, vidende, at den Formue, de havde troet så selvfølgelig som Strand Gulve under sig, var frønnet hen i Småsmuld, uænsede, her hvor ingen kendte Flemmingernes Pløjedømmer og sogneomspændende Magt, her hvor Mados trak i Gangene, Stemmer og Trin larmede på Trapperne om uvedkommende Glæder, og Vognlarm trommede mod Ruderne — da brast der frem af deres Hjærter en Længsel mod Strand, mod de stille Sale, mod den grønne, tænksomme Park, mod den sivlegende Fjord.

Da så de, ved Vinduet mellem de bencinlugtende Gardiner og med det isnende Lygtelys på Ruderne, de grå Længer og brunrøde Knæktage, de side Enge med Høstakkes Stimmel, de grove Agre med Mejemaskinens blinkende Saxe, og Båden skjult i Sivene.

Og Skovene, af Bøg og Gran og Birk, med den allerældste Borgs Voldrester, med Fæstehusene og Brændestablerne. Og Fiskerhytterne ved Rinds Udløb i Storfjorden gennem den sivkransede Sluse. Højdekysternes hvide Sandbrinker og Bøgeskove.

De fornam Havets Pust og den nøgne Skælven på Bredden, når de badende skulde forsvinde i Blåets Svimlen.

Å — Albuen slap Karmen, og Tårerne pressede i Øjnene — Strand, Strand, Fødested, solgte og stængte!

Ja Fødested — langt tilbage, dybt inde i Århundrederne!

Eva fornam det her ved den høje Rude, mens Lyde trængte ind til hende, hvis Mening hun ikke kendte, og Mennesker ilede hen dernede på de blanksorte Fliser, hvis Ansigter og Færd var hende uigennemtrængelige som en fremmed Races, blege, rappe, kolde — at dybt, dybt inde i Strands og Tidens Mørke, i en Kvinde, hvis Navn hun end ikke kendte, randt hendes første Blodsdråbe. Gennem Hændelser, hvorom ingen mere vidste, af Mennesker, der havde skabt dem for hverandre, lette og knugende, bag de trange Mure, var hun i Blund leden frem til hin Aprilaften for fjorten År siden, da hendes Moder fødte hende under de alvidende Lofter — — —

Fru Inger rejste sig med et Suk, strøg Krøllerne fra sin Pande og knirkede i de højhælede Sko ud i Gangen. Lidt efter hørte Eva hendes Stemme og Latter inde fra Værtindens Stue — hun havde ikke mere kunnet bære Ensomheden her i den store, vinterskumrende, fremmede By.

Men Eva blev liggende ved Vinduets Træk, med rynkede Bryn.

Moder, at hun kunde det! kunde glemme Strand og — Fader! Stakkels Fader, ensom deroppe ved sin Gavlrude mellem Seletøj, Geværer og Slægtskister, ældgamle og vidtberejste. Hans magre Nakke med det tynde, røde Hår, hans krumme Ryg —.

Hvorfor stod han deroppe, altid, når han ikke var i Markerne eller gennemgik Regnskabet med Forvalteren?

Så sjælden han listede ind til Moder og hende. Og neppe mærkede de Trækken fra Døren, hvormed han kom, før Luften om dem trangedes, og de sad som i Hede og skottede til ham, om hans højskuldrede Skikkelse ikke skulde forsvinde dér fra Vinduets Lys, at det kunde skinne frit igen. Brat slap han Krogen, og lydigt listede Ryggen ud.

Altid kun hans Ryg og Nakke!

Havde han frosset dér ved sit Vindue, som Eva nu, med den sorte Rude derovre?

En Latter brast ud derinde — Moders Stemme og nu en dyb Mandsrøst, og så det kvidrende Københavnsk.

Hun sad et Øjeblik, halvtnedskreden på Fløjlstaburetten — hvad mon de lo af? mon det var Kaptejn Arild Krans, der talte til Moder? ham, den høje, flotte med de brune Øjne og det snoede Overskæg.

Å, hun måtte derind, skynde sig og høre, hvad de lo af — —

— De Stemmer og Trin, der larmede på Trappen, de var dem ikke uvedkommende mer. Deres egne Fødder løb nu imellem dem, hjem fra Strøgtimer og Butiker, eller ud til Restaurationer, Variéteer og Teatre — et broget hvirvlende Gnistehjul af aldrig anet Fryd, som det, der svirrede hver Aften over Tivolis Indgang.

Og her i Hotellet, en Skare af Mennesker kom og gik, nye, men ikke fremmede — nej, hun syntes tværtimod, hun kendte dem alle strax, selv Udlændingene, Tyskerne og Franskmændene, der myldrede ind, nu Rejsesæsonen begyndte, og som de traf igen alle Vegne, ude i Byen, i Menneskevrimlen, i det elektriske Lys, i Larm af Koncerter og Stemmer.

Strand, at det havde været til, at det stod endnu med sine dunkle Stuer i den dødstavse Park ved Fjorden, hvorover en ensom Måge flakkede gennem Skumringen!

Godt, godt, at de var blevet reddede — nej, hør dog Hornene, se Menneskenes Ansigter, hvor de vrimlede frem i Fyrværkeriets blå og grønne Sole. Og nu skulde de hen til Koncertsalen og spise til Aften med Kaptejn Krans!

Eva hoppede, så den halvlange Kjole daskede om hende — å, mange Mennesker, Lys og Musik, til Blodet kogte én i Ørene! —

Kaptejn Krans — den Aften, da Moder listede sin Arm om hendes Hals og med sin Kind brændende mod hendes, hviskede hende i Øret, at hun var forlovet med ham, at de skulde giftes nu til Efteråret, hvad Eva sagde?

Hvad Eva sagde? Hun sad stiv, med Knæene på Taburetten, og stirrede mod det høje Vindue derovre, hvor heller aldrig nogen var hjemme, som jo ingen var det her i København.

Kaptein Krans — Moder skulde giftes med ham, med en ny Mand, men Fader da? hans grå Ryg, der listede bort fra deres skræmte Tavshed, hjemløs i sit eget Hjem, altid kun hans Ryg —

Fader! det brast med Et fra hendes Hjærte til Hårrødder og Fingerspidser: hendes Fader, hvis Pande og Hænder hun havde, hvis Navn de bar, hvis Penge de levede af, hans Ryg vilde Moder nu helt lukke Døren bag — for at vende sig mod en ny Mand.

Moder, ja, det kunde hun, som ikke var fra Strand.

Strand, i Sivene, som Fader havde stirret så bundet over!

Moder var en Fremmed, flyttet derind fra Kolding og atter flyttet derfra til ny Lejlighed. Men, Eva, Gårdens Datter, hun bar dens Luft i sit Legeme, den Luft, der var mættet af deres Åndedræt, hvis Kød og Blod var hendes, gennem ham, som havde været hendes Fader, men kun Moders Mand.

Aldrig kunde hun få en anden Fader, men Moder kunde få en anden Mand.

Hun så pludselig Moders Øje tæt ved sit, spejlblåt i Lygteskæret, ængsteligt og bedende —

Og da vågnede i hende ligesom et langt og træt Smil: Ak, lille Moder, ja lille! som Fremmed kom du ind på Strand, og en Fremmed blev du altid dér, krøben ind i de tykke Mures Nisje efter det svage Lys.

Men hun selv, de Nætter derhjemme i de dybe Himmelsenge — Husets Knagen, truede den ikke også ad hende: Bort, bort, du Fremmede!

Hun knugede sine Hænder sammen. Var hun hjemløs? her i dette københavnske Hotel garni, på Strand, ja hos sin Moder nu!

Å Moder og hun, som de havde leget og spøgt sammen — skræmt og i Skjul på Strand, truet af Anernes blege Ansigter, Dumpet af Farfaders Krykkestok og Faders stumme, frysende Skikkelse — løssluppent og kækt her i Københavns Lys!

Lod hendes Legekammerat hende nu ene ved Ruden?

„Å Mo'r,“ hun slyngede sine Arme om Moderens Nakke, hed af Ve, „å Mo'r, Fa'r, Fa'r dog?“

„Ja, din Fa'r,“ Moderen gemte sit Ansigt ind i Datterens Hår, „din Fa'r, vi — tænkte altid kun på os selv.“

„Ja, Mo'r, ja!“

Og hun brast i Gråd, rystende, inderligt.

Stakkels Fader og — stakkels Moder!

Hvordan vil han nu handle med dig?

Å alle Mennesker, som de var givet hinanden i Hænderne, alle, alle afhængige af en Anden! Ingen ene.

Var det Syndefaldet?

— Ude på Gården ved Frederiksborg Landevej, i de små, skimmelgrønne Værelser, bag Rudefelterne og de ustandseligt raslende Popler, drog hun sig i Stilhed tilbage fra de andre to og op på sit eget lille Værelse i Gavlen.

Moder, hvad havde hun vundet? spurgte hun sig selv. mens hun sad her ørkesløs, med Hovedet mod sin Hånd, og stirrede over mod Gartneriets Drivhusrude og den kulbrune Røgtåge inde over Nørrebros Skorstensskov, mens de talrige Vogne nede på Vejen rystede hendes Rude og hendes Spejl.

Sad hun nu ikke her, atter på en Gård på Landet, tilmed en lille og halvtforfalden Gård med udstykkede Jorder, overtaget for hendes sidste Penge? mens Arild Krans, pengeforpint, tumlede med det ham ukendte Landbrug eller travede om inde i Byens Gader, på forgæves Jagt efter nye Lån — eller gamle Glæder.

Ja, i Nærheden af København kom du!

Automobilerne bruser os forbi, Flyttevogne og Fragtvogne ryster Murene, på Vej ind til Byen. Men vi sidder her og ser Lysene skinne inde på Nattehimlen, Lysene fra hint snurrende Ildhjul, i hvis Skin du første Gang så Arild Krans —

Og Eva spurgte sig selv, om Moderen var lykkelig nu?

Forleden, var hun da ikke kommet op til hende i Skumringen for at få sig en Sladder som i gamle Dage? og havde glemt sig selv et Øjeblik og ladet Tungen løbe som i fjærne Aftner på Strand — til hun pludselig blev vakt op ved Skridt nede i Stuen og havde rejst sig fra Stolen med det besynderligste Udtryk i de blå Øjne, af Skuffelse, af Fryd, af Angst.

Moder, Moder, hvad var Kærlighed?

Eva strakte sin nøgne Arm over Bordet og lænede sin Kind mod dens Køling.

Fader, hvorfor elskede han Moder og hun ikke ham — og ægtede ham dog? Krans, hvorfor elskede Moder ham og han hende, og var hun dog ikke lykkelig, heller nu? og han ikke mindre ustadig end før, bestandig higende fra Moder og Gårdens Fortrædeligheder ind til Ungkarlelivet i Byen, og i Anger og Længsel hjem igen til hendes tårefyldte Velkomst.

Med halvt lukkede Øjne, med Blodet bankende trangt i Halsens Pulse lå hun over sit Bord, overflakket af Lysskæret fra de rumlende Vogne, og lyttede til Arild Krans' urolige og elegante Officerstrin dernede og Moders nervøse, løbende Barnefjed, til de blandedes og tav, og hun sansede deres Stemmers Mumlen.

Talte de om Pengesorger eller om Elskov? sad de ved Lys og gennemgik, bægge med rynkede Pander og rystende Fingre, Gårdens håbløse Regnskaber og Arild Krans' mangehånde Forpligtelser? eller blussede de sammen i Sofakrogen, sunken ned i Hvisken og Glemsel — som forleden Aften, da Eva var kommet ind, og de var tumlet fra hinanden, Krans genert overfor den store Pige, han jo under andre Forhold kunde have gjort Kur til, og Moder synkefærdig overfor sin voxne Datter og første Husbonds Barn.

Og Eva selv, hun havde rystet på sin Fod, af Forladthed, af prikkende Hede, af Blu.

Ja, dér, en Gang, hos en Mand, dér fik hun vel Hjem, fik Ly igen, fik Fader og Moder og —

Hendes Kind brændte mod Armen, Læberne pustede kort, det stak hedt under Knæene — å, hun måtte have Vinduet op!

Rå som af Jærn og Sod bed Luften hendes Ansigt. Ildskæret fra Nørrebro glødede over Poplerne. Vognkørslen rumlede, tættere og tættere, Lygteskæret kryssedes over Heste og Kuske, nu i den stærke Færdsel ved Femtiden.

En Automobils Horn gjaldede; som en Bold af Mørke fjedrede den frem. Benzinen stank. Cykelklokker kimede.

Alle de Vognes Travlen mod Byen, den rørte hende ikke, Stedfaderens og Moderens Lykke og Sorg dernede, de angik hende ikke.

I Strand Stuer, dér færdedes nu Fremmede.

Når kom den til hende, som kun var hendes?

Hun klemte Hænderne sammen, stakåndet. Kun min, som jeg kun hans!

Fader, hvorfor havde Moder ægtet ham?

Hun havde spurgt Moder en Gang, Konfirmationsdagen, da Mindet om Fader under Orglets Pres sprang frem, mens den lange Kjole tyngede så ansvarsfuldt.

Moder havde blusset og flakket hjælpeløst med Øjnene. Men Eva havde blinket, hård i sin Følelse af egen Skyld og bidt Læberne fast sammen.

Hun måtte vide om Menneskenes Færd mod hinanden!

„Å Barn,“ Fru Inger havde værget for sig med den lille, fyldige Hånd, „den Gang, jeg vidste ikke, hvad — Kærlighed var. Jeg var jo kun atten År, og — Fader syntes, det var så god en Stilling; Frue på Strand. Og jeg selv, fra lille var jeg jo løbet til Vinduet, når Herskabskareten fra Strand rumlede gennem vor Gade med de sorte Heste, med Plumager og Våbenskjolde. Å lille Eva, du kan tro, det var ikke nemt! Fader var så god; så glad og god! du véd det nok, der var aldrig Penge i Huset, han passede ikke sin Praxis, men sad på Hotellet, og — der var Vinkælder hos os. Og Moder, hun røg halvtredsindstyve Cigaretter om Dagen og brændte Hul på sin Silkekjole, og pyntede sig foran Spejlet. Moder var så smuk, jeg holdt Krølleapparatet og Pudderæsken. Men Pigen kom ind og skældte ud og vilde have sin Løn, og så græd vi alle. Og Moder måtte have en ny Kjole, og Fader hentede en Flaske Vin op fra Kælderen. Å, som Fader og Moder holdt af hinanden; de kælede hinanden fordærvet! Og — Eva, din Fader, han havde sådan blide Øjne, så blege, de bad ligesom et Barns eller — en Hunds, og så hvide, magre Hænder: „Hjælp mig, kun du kan!“ Og jeg vilde godt hjælpe ham; det var så underligt, jeg kunde! Og jeg vilde gerne til Strand, hvor der ingen Patienter og Kreditorer kom, jeg havde set Parken en Gang, og Huset — og køre i Karet som Frue, når Veninderne så på det! Hans Frue, for han var så bedrøvet og sær og havde mig saa nødig. Det kunde have gået, hvis ikke din Farfader —“ hun gøs om de runde Skuldre som for et Spøgelse, „han regerede aldeles over din Fader, og han hadede mig, ja alle Mennesker. Og desuden — Eva,“ hun var nu sunket helt ned i Stolen og plirrede frem for sig med de blå Øjne, rød i Kinderne, med fugtige Læber, „han var — ikke et rigtigt Menneske, din Fader, ikke som vi andre, han var ligesom — ikke — selv til —“

Eva mindedes pludselig sin Faders rystende, kolde Hænder, hans gultplettede Tindinger under det røde Hår, hans stammende Stemme — at han aldrig kunde fordøje sin Mad.

Og hun gøs som Moder, af ét Kød, for et fremmed, koldt Væsen — hun, der den Aften ved Vinduet i Hovedvagtsgade, fyldt af sin Slægts Blod, havde frosset ensomt ved sin Moders Glød — —

Arild Krans — hans spillende brune Øjne, hans røde Læber, hans varme, hvide Hænder.

Å, af hvem var hun? hvem hørte hun til?

Hun strakte Armen ud fra sig: Hos sin Elskede hørte hun til, ene i Verden!

Vognlarmen var stilnet nede på Vejen. En fuld Mand hujede.

Poppelgrenene skurede mod Muren. Musene gnavede bag Tapetet.

Syndefaldet? Å, så vilde hun Synden!

— Til hun vågnede en Dag, og Øllegård sad dér, ved hendes Seng, i Kammerets Morgensol.

„Ja nu er de så henne,“ hun glattede med Hænderne over sine Knæ og så med fremskudt Underlæbe ret ud af Ruden.

„Hvem?“ Eva stirrede ind i Soltågen, mod et forvirret Minde fra Natten om en bortrullende Vogn, en Vogn, hvis Hjul kom fra hendes Hjærte, og som hun måtte standse, men som svandt og svandt, og som Søvnen lukkede sig om, som om hende.

„Henne?“

„Ja, ja endda,“ Øllegård glattede sindigt over sine Knæ, „jeg tænkte det jo nok, det endte sådan, med hende, Fruen. Det kommer igen, alletider. Det er Herren, der hævner. Den første, mener jeg, Evas Fader. Ja, ja endda, nu fik hun hans Lod.“

„Øllegård!“ Eva fløj op i Sengen, på sine Knæ, „Mo'r, er Mo'r borte?“

„Ja, med den nye Herre begribeligvis. De kunde ikke klare den længere med Gården, de absolut skulde ha' for at hamle op med Evas Fader. Og Herrens alle de gamle Forbindelser — og nye med — hun mener vel, hun kan ha' ham mere for sig selv derude. Lad se, lad se en Gang, det kommer alt igen, til én selv.“

— Hun havde forladt hende, Moderen, hun, hun havde været hos fra før Fødslen! forladt hende for ham fra i Går, forladt hende, som hun forlod Fader, med hvem hun undfangede hende!

Og dernede stod Stuerne, rømte, med de døde Møbler, Stuerne, hun hørte Kreditorerne tømme, som de tømte Stald og Lade, under hede Forbandelser.

Men inde hos Moders Broder, Overretssagføreren, stod Evas lille Kapital urørt. —

Og hun begyndte det nye Liv, det, der blot kunde drømmes, men aldrig leves: Livet uden Moder.

Og levedes tilsidst, som var hint andet blot Drøm.

Tilbage var kun den lille Lap med den nedjagede Skrift, Ord, som kastede tilbage fra hin bortrullende Vogn:

„Tilgiv! tilgiv! tilgiv! jeg gør det for Kærligheds Skyld. Måtte du aldrig erfare det selv!“

Og Brevene derudefra, ustadige, med halve Års eller Dages Mellemrum, i Lykke, i Gråd, i Fortvivlelse.

Og Eva lærte det: Moder gjorde det for Kærligheds Skyld, måtte hun aldrig selv erfare det — — —

Den Kærlighed, som er uden Vilje og aldrig slipper sin Vilje, den Uselviskhed, der er Mordet og Selvmordet i Et.

For af hvert Brev læste hun det jo, af de lyksalige som af de fortvivlede: hun ejede ham bestandig ikke, så lidt som han ejede sig selv. Så viljestærk hendes Kærlighed var, så viljeløs hans, faldt snart på Lilje, snart på Nælde, uansvarlig som Duggen i sit Fald, men en Dug af Blod.

Og hvad blev vel så Moders Kærlighed for ham som for hende? Og hvad Faders for hende? En Lænke om den Andens Fod slæbtes den ad Veje uden Mål.

Moder, lille Barn — —

Og Eva tænkte på Lyset fra Haregårdens Ruder, når hun og Moder og han mellem de bladløse Popler kom kørende tilbage fra Restaurations- eller Teateraftener i København, der havde kostet dem Folkeløn og Kreaturfoder for næste Uge. Hun tænkte på de små og skimmelgrønne Stuer, hvor Resterne af Strands Bohave svulmede truende, og hvor man faldt over Fløjlsgardinerne og Moders Silkeslæb; hvor de dyre Vine syrnede, og de fine Cigarer blødtes, mens Omegnens Herregårdskareter stolt rullede forbi de faldefærdige Længer, og Møddingvandet, som eneste Gæst, steg helt op til Hovedtrappen.

Flygtede Blæsten endnu bestandig gennem Poplerne derude, som da Moder og han gik og ventede på Besøg, på Besøg af Lykken, de nu så trygt havde troet at skulle eje, men som fløj dem forbi som Fuglene forbi Børns bønlige Hænder, mens hun selv sad og lyttede til Blæsten og spurgte, om hvilken Mands Hus den en Gang skulde synge for hende, ikke sin Vandrevise, men sin dybe Hjemmesang — Hjem kun for ham og for hende!

En, der var, ikke Barn som Arild Krans, men heller ikke Mand som han, én at beundre, men også at værne, én at brænde for og græde over, én — ja Fader og Moder i én.

Ak Længslen mod den Anden, Ofret for og Ejet af den Anden!

Givet fri fra Kærlighed var hun — til Kærlighed.

Ak Moder — og du, Arild Krans, som gennem al din Brøde mod hende forgæves søger din Anden!

Hvorfor fødtes man ene, når man vilde leve to?

Var det, som hun troede en Gang, Synden, Syndefaldet, Menneskenes Lod på jorden?

„Det kommer alt igen, til en selv,“ sagde Øllegård Farre, hun, som bar Møller Markus' elendige Drikfældighed på det Hjærte, hun tog fra ham og gav til Eva.

Eva vidste det kun: hun fødtes til ham, den kommende.

Men endnu slog Timen ikke for dem, da de to skulde blive En og i hinanden vende hjem til Haven.

Syndefaldet? Ja, og Syndens Bod.

„I skulde vorde ét Kød — — —“

Som Kvinden toges af Mandens og fristede ham med sit, men skulde vende tilbage i hans, under Livets Træ.

Men hvo, der fejler i Loven, skal dø under Dødens.

Ti én er Synden og dens Bod. —

I tre År havde Eva boet i den højloftede Lejlighed på Vesterbrogade, midt i Byens muntreste Forretnings- og Forlystelsesliv, fuldt vis på, at her i København skulde hun leve sit Fremtidsliv, her hvor Menneskene var muntre og rappe, hvor Luften, ung og lys, gnistrede af Elektricitetens Ild, og Automobilerne hastede ad åbne Gader.

Hun var de År gået på Kursus til Studenterexamen. Men i Fritiden levede hun muntert blandt Bekendte, unge Mænd og unge Kvinder, hun traf hos sin Formynder, den stærkt arbejdende og stærkt levende Overretssagfører.

Fjærnt var både Strand og Haregården svundet de År. De havde været, hun havde levet der, men tilbage did skulde hun aldrig.

Øllegård Farre, hun bar jo Hjemmets Duft i sine Klæder, hendes Hænder kogte Barndommens Retter, Øllegård, hendes Livegne og — Tyran.

Et Efterår lå gamle Øllegård på Hospitalet af Tyfus, den første og eneste Magt, hendes tykke, strinde Nakke havde måttet neje sig for, så hun havde sluppet Eva af sine Hænder — hvem hun da også i Feberfantasierne så vildfaren og ihjelkørt.

Og mens Øllegård lå der, mødte Eva ham, hun skulde give sig selv til; som Øllegård havde givet sig til hende, uden Tvivl og uden Tøven, efter det Bud, der var i hendes Kød og i hendes Hjærte:

„Se Adam, din Eva! Se Herre, din Tjenerinde!“

— Hvor huskede hun ham den første Aften, da hans hvide Ansigt dukkede frem af Stuen i Fiolstræde ­— —

De sad, hun og den unge, kvindelige Studenterkammerat, der havde anbefalet hende dette Pensionat, på Forhøjningen ud mod Strædet, hvor Holbergs Træ fjærnt nede blundede over sin gamle Mur, og som et Næt holdt Larmen fra den nye By borte.

En Vogn larmede enligt i Gaden, en Stjærne prikkede frem af Sodblået om de stejle Skorstene og Gavle. Og fra Stuens Præstegårdsmøbler løsnedes en Duft af Tobak og Marker.

Evas Hjærte, der så længe havde slået i Bylivets Formiddagssol, dunkledes langsomt hen, som i Røg fra landlige Skumringer, hen i høstede Skoves og Markers Søvn, i Em af Muld og Mos ­— —

Da pludselig Trin brød ud af Dvalen, tungt trædende på Trappen.

Hun foer sammen, kvalm i Mund, som fordum på Strand eller Haregården, halvt afmægtig, som var hun fanget af Naturen, lænket til Midjen af dens ældgamle Dynd.

Å Slægternes, de tusinde, ørkesløse Vinteraftner bag Strand Mure, de sugede i hendes Hjærte som en arvet Sot!

Og nu Skridtene, hun syntes, det var Farfaders, at hun vågnede som lille Pige, skælvende af Søvnkulde, i den nattesorte Stue og hørte hans Krykkestoks Dump vandre frem gennem Korridoren.

„Hvem går dog så tungt?“ spurgte hun med et nøgent Gys.

„Å,“ den unge Piges Øjne smilte i Lygteskæret, Foden trommede en Dansemelodi mod Forhøjningen, „det er ham, Helge Kolind, Bibliotekar, Dr. phil. Kolinds Søn. Moderen døde, da hun fødte ham. Det er måske derfor, han er så sær,“ hun spændte Armene bag om sin Nakke, Guldkæden blinkede over hendes runde Bryst.

Eva så på hende, mødig.

Å du Grossererbarn, med Fader og Moder, frejdig og rodløs!

Men han, der kom — ak ene, med en Æt af Boggrublere, her i dette trange, sodetrøde Latinerkvarter, som hun med en Slægt af Jorddyrkere og Skovhuggere og Landevejsherrer fra det sivstængte Strand.

Og hans Moder var død, da hun fødte ham — hun smilte svagt — ak, uden lille Moders Latter og Fugleflaxen — å, så tunge Trin — —

Døren gik op derovre, og hun så hans Ansigt, langt og hvidt i Mørket, som vågnet af det, hendes Minders og Mørkets Ansigt.

I et krampagtigt Skælv jog det gennem hendes Hjærte: Angst, Ensomhed, Sorg, og det var ham, alt: forældreløs som hun, Arving til Mørket som hun — men Mand!

Hendes Hjærte slap pludselig løs, jublende, lyksaligt, hengivent:

Du ensomme, se her er jeg, og jeg har længtes! —

Forvirret, og sikker, som i Søvne, kom hun ned ad Forhøjningen, hørte sit og hans Navn nævnes og smælte sammen, som deres Hænder nu — hans store og kolde Hånd.

I Gadens Lygteskin så hun hans brede Skuldre og ludende Ryg, og hedt rislede det hende ned i Skødet, at hun var hans.

Ja, han var kommen, hun havde født ham, til sig selv — —!

— Eva lænede sig tilbage i Stolen, hun slap Sytøjet, der alt længe havde hvilt i hendes Hænder, og smilte. Og hun skælvede, om Knæ og Skød og Ryg — ja, Helge, han, hendes Mand!

Hun bøjede sig lidt frem. Smilet svandt. Med Hånden under Hagen stirrede hun ud af Vinduet, hvor nu ene Markhegnet svulmede op i Mørket.

Den evige Lampe i Globstrup stirrede som en Øjeprik.

Ja, her sad hun nu, fangen inden dette Hegn, med ham, som hver hendes Blodsdråbe gjorde til hendes Husbond og som — hun ikke ejede som Hustru.

De sov sammen, de talte sammen, men hans Hu boede i hans Bryst så ensomt — som hun i denne Stue.

Alt den Gang, hvor sent han forstod det, at hun var hans! som så og hørte han hende end ikke, som var det ham så givet, at han skulde vandre ene, som det stedse havde været hende givet, at hun skulde følges!

De så det, alle, uden han. De gamle i Pensionatet smilede, de unge rødmede og spejdede.

Men hvad agtede hun det? Hvad vidste de om, hvad dette betød for hende, hvor skæbneforlangt det var?

Tilsidst, den Aften, da hun kunde ikke mere, men slap sine Tangenter og bares om hans Hals, mod hans Bryst, i en Hvirvel af Kys — ja da, efter et Sæt, som vågnede han brat af Søvn og så fortumlet den vågne Verden, da var han hendes, som hun hans, ét Væsen, i Favntag, i Kys. Og hun vidste det, jublende på hans Skød: som hun kyssede han første Gang, de undfangede Elskoven sammen.

Men siden, å siden — hun lukkede Øjnene.

Ja Aftenen efter, da han kom op til hende, på hendes Værelse, hun som gik ham skælvende af Fryd i Møde, og han skræmt løftede sin Hånd og hans Øjne stirrede på hende, stivnende, og hans store Mund stred om Ordene:

„Eva, Eva, vi må ikke! i Går, jeg var ikke mig selv. Men nu, for os kan det aldrig ske!“

Hun var standset, hendes Fod, hendes Hjærte —: „kan aldrig ske.“ hvad mente han? det var jo ham — og hun skulde jo ikke dø — —

Han var gledet ned på hendes Stol ved Hjørnevinduet og med Hånden over sin Pande stødte han det frem, i korte Ryk: sin dulgte Hemmelighed, sit flygtede Selv, for en Andens lyttende Øre:

„Eva, du kender mig ikke — nej, nej, sig det ikke! du gør det ikke! Du kender ikke mit Sind fra Fødslen, ikke Moders, ikke Faders! Du kender ikke min Barndom hos Fader, i den mørke Lejlighed heromme i Nørregade, siden på Sanatoriet ovre i de østjyske Skove, da han havde tvunget Moders Sygdom over sig, som — for at nå hende ved sin Bod. Du kan ikke vide med min Erindring, ikke leve efter min Lov. Du og jeg —“ han jog sammen, som i Bånd. „Hvad er det, du har tvunget ind over mig! Jeg kendte det ikke, men nu —“ hans Hoved sank ned på hans Arm i et Hulk.

Eva stirrede. Og det vågnede, skælvende, som fra Undfangelsen i Går, i Andagt, i Angst: Den Anden!

:Jeg følte din Ånde, dit Kys, men du følte mit. Du er Du, som Jeg er Jeg.

Men, i Går, i Kysset, da var vi En — Vi?

Ja. i hinandens Favn skal Du og jeg dø for at fødes i Vi!

— Han så op, sky, og strakte Hånden ud:

„Eva, jeg skal love dig det: aldrig skal en anden Kvinde tage min Hånd. Jeg kan love dig det let,“ han smilte sårt.

„Jamen det er mig ikke nok!“ hun jog sammen, vis i sin Anen: først i hinanden skulde de se sig selv! „jeg vil tage den!“

Og hun fløj hen imod ham, på Knæ for ham, med Armene om hans Hals og Ansigtet løftet bævende mod hans.

Klokkerne på Frue Kirke rungede mod Ruden. som rokkede Malmhænder vildt i Vånde og sloges jamrende i hinanden. Rudefelterne klirrede, det lave Loft over dem rystede af Klokkehændernes Vådeslag.

Og hun stred med sine Øjne i hans, med sine Hænder om hans Nakke, for nu kunde han og hun dø i sit Jeg, eller leve i den Anden.

„Helge, Helge, leve er kun at være to!“

En Lytten åbnede hans brune Øjne.

„At være to — at leve, siger du? Nej, nej! at være to er Døden!“

„Døden?“

„Ja, Fader vilde Moder — og han dræbte hende derved og hun ham. Og jeg — jeg dræbte dem bægge. Nu dræber de mig — og jeg dig!“

Han sank sammen, med Ansigtet i Hænderne.

Hun svælgte.

Nej, nej, ikke ham ind i sig! Han var Døden!

Hun vilde bort, hun vilde leve!

Leve — å kun ved at dø i ham, så han kunde leve i hende! Den Anden Døden? ja, for en selv, at man skal vinde den Andens Liv!

„Ser du! ser du!“ hendes Blik klyngede sig i hans, „vi er to, du forstår ikke mig, og jeg ikke dig, men netop derfor skal vi blive én.“

Han jog sammen, som blottedes han.

„Nej, nej, ikke det! Jeg vil det ikke! ud af mig selv og du ind i mig!“

Hendes Hænder slappedes om hans Hals: ikke du ind i mig. — Han lukkede for hendes Jeg, for hendes Gave. Nej, nej, han lukkede for „den Anden“, for Livet selv!

„Nej, Helge, nej!“ hun pressede sit Bryst mod hans, „jeg slipper dig ikke!“

Hans Øjenbryn løftede sig, han gjorde en Bevægelse som i Trussel —

Så sank han ned mod hende.

Han greb om hende, så det brød af Smerte over hendes Arme og Ryg.

Men hun jublede, jublede op under Klokkernes Jammer:

Frelst! Frelst! de var frelst bægge to — — fornam hun det ikke i hans Hænders Greb?

Han slap hende brat. Hans Hoved faldt tilbage mod Karmen.

„Eva, Eva, hvad er det, du har bragt over mig? Jeg kendte det ikke før. Hvor kan det ske? Å,“ der skar et Gys igennem ham, „blot — blot at sige det! slippe det over sine Læber — slippe sig over i en Anden!“

Hun sank mod hans Knæ.

„Helge, så elsker du ikke. Jeg vil jo kun forsvinde i dig.“

Han så ud over Tagene. Skumringsluften tav nu efter Klokkebuldret, dobbelt vid og tom.

„Eva, du sagde det jo selv: Vi er to. jeg er ikke som du. Men, jeg kan ikke undvære dig, nu,“ hans Hånd skælvede i hendes, „ikke dine Øjne, ikke din Mund, ikke at høre dig om mig. Og,“ han krøb sammen, „jeg tør ikke.“

„Tør ikke — hvorfor?“

„Det — det véd jeg ikke.“

„Jo Helge, fordi det er Gud.“

Han rystede end en Gang, som i Træk, så bøjede han, lydig, sit Hoved mod hendes.

„Ja, Eva, ja, jeg — skønt jeg ikke fatter: hvordan.“

„Hvordan? blot elske. Så gives os det altsammen.“

Hun hørte sin egen Stemme, barnespæd, i den lavloftede Stue.

— Han fattede det ikke, men han lød. Fra den Aften var han hendes, ikke af Lyst, men af Nødvendighed, tro som en Hund, men med så fjærne Øjne og med så bøjet Ryg.

Som en Meteor, uberegnet, var hun faret ind i hans Livs Himmelsystem. Nu kresede hun med dér, helt hans, og han skred videre ud mod sit Væsens Måne.

Hvor megen opblussende Stolthed og Krænkelse, hvor mange Tårer af Undren og Skam — før hun havde lukket sine Øjne og vandrede tavs ved hans Side, med hemmeligt knyttede Hænder lovende sig en Gang at skulle riste en sådan Ildrune for hans Øjne, at han skulde glemme al Måne for hende — nej, for den ny, der var dem bægge! —

— Og nu, hvem havde nu vundet Magt med den Anden, hun eller han?

Her, hvor hun sad, ene i Mørket, vidste hun det ikke? Mørket, der havde født ham til hende, havde suget hende ind i sit Dyb, hun havde givet sig hen til ham, og det tog hende — ti de var én.

Det stred i hendes Mundvig. Nej, nej, Enden var ikke endnu! Til Lyset higede alt levende, til Lyset skulde de, i Gud, som var Elskov, skulde de slutte. „Sorg är synd — ty lifvets mening är ljus“ , stod der i en af hans mange Bøger. Og Ensomhed var Graven.

Og som hun sad her, ene, skjult i Mørke, følte hun, at inde i hende tindrede et Lys, uslukkeligt i dette Mørke, et Lys, som var Gud.

Helge, det Lys skal stråle mod dig, Dag og Nat, til du vågne og se i hvad Mørke, du bor, og se i Lyset mig!

Hun lukkede Øjnene, som vilde hun glemme Mørket om sig, glemme, hvor hun sad, her ved den ubetrådte Vej, bag den vildene Skov, hans Hustru — og hans Fange.

Og pludselig var det, som gled der frem for de lukte Øjenlåg et Syn.

Som steg der frem fra Stuens sovende Skumring et Væsen, en Kvinde, en aldrig set og inderlig kendt.

Bleg, med det lyse Hår, med de blege Øjne, i Stuens grønne Klæde fra Møbler og Tæpper, med Kranse af Grønt fra Krogenes og Karmenes Planter, med Hjærteslag af det gamle Ur derinde.

„Jeg er Stuens, Hjemmets Ånd,“ hviskede en Stemme.

Og to lette Hænder strøg over hendes Bryn med Lise, som Moders Hånd.

Hun skælvede, men åbnede ikke sine Øjne:

„Ja, Hjemmets Ånd, vi er én. Hjemmets Ånd mod Kvinden derude i Skoven og Natten. Hjemmets Ånd, slut os i din Favn! Dig søgte jeg fra lille!“

Å — hun jog sammen — den Hvisken i det visne Lav, den Snigen af lette Trin, som listede selve Efteråret og Døden sig fra Skoven til deres Hjem —

Men — nej dér — dét var virkelig Trin — ind gennem Lågen!

Hun greb om Sybordet. Hvem kom her, nu hun var ganske ene hjemme?

Helge, det var ikke Ret af ham at gå, når Øllegård ikke var hos hende! Hvor var han fjærnt fra hende, hvor tænkte han lidet på hendes daglige Vel, så øm han end kunde være, når han vågnede og blev sig hende bevidst!

Hun lyttede.

Var det kun Løvets Dødslisten, hun havde hørt — eller var det virkelig Trin, som hin første Aften? da var det de samme, neppe hørlige, svævende — af en Kvinde.

I det samme hamrede en Banken gennem Stilheden, ind gennem Stuernes uldlugtende Blund.

Eva fløj op, med bægge Hænder gribende for sig.

Helge! Helge! Kom det nu og tog hende, Mørket, Døden, fordi hun havde vovet sig herind, taget dets Barn og Bytte fra det?

Det gamle Ur stødte og sukkede, sukkede og stødte, alt for dybt inde i sine Minder til at agte på det nuværende, til at hjælpe hende, der skælvede ene.

En Dunken, brat, hård — luk mig ind! du skal!

Nu vågnede Stuerne og lyttede. De så ind gennem Døren derhenne: Hvem er det, der vækker os?

Hun stod nu midt på Gulvet — Gorm, Hannibal Gorm — —

Dødsstille hang Loftet over hendes Hoved, som hele Aftenen, men hun vidste det jo: han sad dog deroppe, som alle Aftener før, sammensunket i sin udskårne Armstol og stirrede gennem Kvistvinduet ud over Skovene mod det fjærne Fyrblink. Helge havde sagt, hun skulde kalde på ham, hvis —

Men nej! det gav et Stød frem gennem alle hendes Årer: det var hendes og Helges Stuer, det var hende og Helge, det gjaldt, de eneste levende her i Skovene! Selv skulde hun møde Døden og vise ham bort fra sin Dør. Her herskede hun over Ilden.

Som båret gled hun gennem Portiéren ind i Helges Værelse, forbi den store Globus og Bogskabets Spejl, ud i Gangens Murkulde.

Hendes Hånd vred om den stålkolde Nøgle, hun drejede til og drog Døren op —

Et Pust slog ind af Væde og Mug fra Halmtaget derovre, og dér i Mørket — Ansigtet, Kvindens fra Skovstien, stort, hvidt under Hårkransen, med spejlstore, stumme Øjne.

Regnkulde sivede, med Lugt fra Løvet i Havens Bede og ovre fra Skoven, fra Murens Kalk og Vedbenden, hvis Blade flappede og flappede.

„Jeg vilde gærne spørge, om Hr. Maler Kolind er hjemme?“

Kvindens Øjenbryn steg, ubevægelig stod hun, mod Halmtaget.

Det suste i Evas Hoved, som sugedes hendes Blod sammen med en Blæsebælg; hun stod med Et påny på det fælles Hjems Tærskel.

„Min Mand? Nej, han er ikke hjemme.“

De spejlmørke Øine stirrede, Overlæben skælvede mødig.

Vedbendbladene flappede som mørke Sommerfugle.

„Ikke? det var slemt. Nå, så kommer jeg igen en anden Gang.“

Kvinden bøjede Hovedet, en lang, hvid Hånd greb om Skørtet, og hun gik ned ad Trappen, lydløst, uden Farvel.

Eva blev stående og så hende, let, foroverbøjet under den sorte Pelshue forsvinde ud af Lågen i Stakittet, ind i Vejens Mørke.

Et vissent Blad fløj hen på Evas Sko. Vedbenden flappede og flappede.

Hun lukkede Døren til, gik langsomt ind i Helges Stue, standsede foran Globen med Hænderne i Siden — vendte sig om og fløj ud i Gangen.

Hun rev sin Trøje ned fra Knagen, snappede sin Hue, pressede den over Panden, jog Nålen fra Spejlet ind gennem Håret, kom ud på Trappen i Regnstænkene, knirkede Nøglen om og løb gennem den åbne Låge ud på Vejen, til højre, mod Blæsten, ind mod Byen.

Huset ilte hende forbi, bag Hækken, Markerne dybede sig ind mod Skovens Skyggerand langs Himlen. Hendes Sko smuttede i Vejens Dynd og Grøftekantens våde Græs. Hun holdt Hånden op om sit flagrende Hår.

Forude, hvor Møllen tegnede sin Tumling, dæmrede Lysbuen fra Byen dybt nede. Regndryppene ramte hendes Øjne, hun pustede.

Helge, han vilde komme ad den stejle Fodsti op ad Bakken.

Ovre på Kongevejen klaskede en Hests Hovslag. Lys skinnede ud fra Huset ved Fattigjorden og Granplantagen.

Hun stødte lige mod Helge, mellem Hækkene, mod en stor Pakke, han bar under Armen.

„Helge!“

Hun slyngede Armene om hans Hals, vaklende i Hjulsporet.

„Helge!“

Hun borede Hovedet ind mod hans Skulder.

„Helge! Helge!“

Hun vuggede ham og sig selv frem og tilbage, med Hænderne bag hans Nakke.

„Helge!“

Hun brast i Gråd, foroverbøjet, med Hovedet i hans våde Frakke.

„Men Barn — Elskede dog.“

Hun hørte hans dybe Røst over sig, og hun gøs ned i Knæene. Mand — hendes Mand — —

„Barn. hvad er der dog? jeg bliver jo helt bange.“

Hun hørte hans Pakke knitre, og hans Hånd greb støttende om hendes Hofte.

Hvad er der? Ja, hvad var der?

Hans spørgende Øjne mod hendes, hans forundrede Ansigt under Wagnerhuen. Ja, hvad var der? Hun var hos ham, men —

„Helge,“ hun jog sammen, som med alle Knokler ind i Hjærtet, „nu er hun kommen indenfor!“

„Hun? hvad for en hun?“

Eva så hastigt op. „Hun“ i hans Mund. Han måtte ikke sige det! Hun vilde ikke tåle det, at hun, den Fremmede, fra Skovstien, kom i deres Hus, kom og vilde tale med Helge! Ingen „hun“ måtte tale med ham, ingen, ingen uden hun selv!

„Å Helge.“ pustede hun kort, „det var så mørkt, jeg var ene, og du — og så — bankede hun og —“

„Hvem?“

„Ingen!“ hun gyste, „ingen!" gentog hun forvirret og strøg Håret fra Panden.

Nej, han måtte ikke vide, at hun havde været der, ikke vide om nogen „hun“ ; hun skulde nok sørge for, at hun aldrig kom „den anden Gang“!

Jamen Eva, jeg synes, du sagde —“ han stirrede undrende på hende, løftende hendes Hage i sin kolde Hånd.

Hun vred Hagen rundt i dens Skål — å, så stor og fast!

„Nej, nej,“ hun rystede ivrigt på Hovedet, „du véd — det var bare Indbildning. Du véd, de Trin, der lister om Huset, Løvet mener jeg — jeg var så ene, og du blev så længe borte —“ hun standsede brat og stirrede på ham, med Øjnene fulde af Tårer. Hvor kunde du?

„Ja, lille Eva, ja,“ han hev Pakken op under Armen, med den anden holdt han hende om Livet, „det var Uret; jeg tænkte slet ikke over det.“

Tænkte ikke over det. Hun så på ham. mens de gik tilbage ad Vejen, langs de nattesusende Hække. Tænkte ikke over det? tænkte han da ikke på hende hvert Sekund af Dagen? hvad var der da ellers at tænke på, når man havde fundet sin „Anden“?

„Men du kunde jo bare være gået op til Hannibal Gorm, når du blev bange. Lille Barn som du er.“

Lille Barn, var hun nu også så meget Barn, som han troede? eller hørte hun ikke de onde Trin liste, dér hvor han troede, det tavse Mørke sov? hvem var mon mest Barn, mindst seende? Og, Hannibal Gorm? Nej aldrig! — Vidste Helge da ikke, det gjaldt dem, de to? hvor kunde så en Tredje hjælpe, værge, møde hende i Døren?

Hvem var hun dog? hvem var hun?

Vidste Helge da slet ikke, hvad det vilde sige, at have „en Anden“, at være ene to i Verden?

O, hun skulde lære ham det! Men, hun, hvordan skulde hun hindre hende i mere at komme til deres Dør?

O, at hun ikke slog hende ihjel, så at Helge aldrig fik hende at se, ja aldrig at vide om hende — kvalte hende dér på Trappen, begravede hende i Haven, under Buskene, i det visne Lav!

De drejede om Hækkens Hjørne, ind ad Lågen til deres Hjem.

Hun klemte Helges Hånd i sin. Jeg hentede dig, jeg hentede dig! og her er du hjemme, trods Mørket derude, trods alle de listende Trin! Aldrig skal de nå herind, hvor jeg ejer dig! —

— „Eva, nu skal du se her,“ han stod ved Spisestuebordet, bøjet under Lampen, og bredte Tegnepapiret ud, „nu fandt jeg det endelig dernede i Boghandlen. Og nu skal jeg ordentlig tegne!“

Eva standsede ved Buffeten med Temaskinen i Hånden. Lampelyset skinnede på hans blanke, sorte Hår. Den venstre Hånd støttede mod Dugen, den højre kresede med Blyanten, som fødte den alt en Vrimmel af Syner af det mælkehvide Papir.

Blodet sang hende til Tindingerne. Tegningerne, ja dem kunde han tænke på, hele Vejen herop naturligvis, og så snart han nu var kommen indenfor Døren, men hende —

„Å, kan du da aldrig tænke på mig!“

De mørke Øjne så op i Lampeskæret. Hun skælvede — å han — og som han så på hende —

„Hvad mener du, Eva? skulde jeg ikke tænke på mine Tegninger? Jeg forstår dig ikke. På dig? Ja, du skal vel også leve af mit Arbejde.“

Hun klemte Hænderne om Temaskinen. Leve? ja, ja, det var jo det, hun skulde, men — han forstod det ikke, fik hun kun Mad, så — for nu var de jo gifte!

Ja, den Gang, tilsidst, da han heller ikke vilde det, for Pengenes Skyld. Og hun havde jo dog sine fra Strand, og han tjente jo da mere end til sit, ved sine Bogillustrationer, og industrielle Tegninger.

„Nej, Eva, men du har aldrig brudt dig om mine Tegninger,“ han rullede Papiret sammen, hastigt, som skjulte han det for hende, „jeg forstår det ikke, de er jo da min Gerning.“

Hun lukkede Øjnene, Munden kæmpede. Aldrig brudt sig om dem — at han kunde sige det! dem, af ham skabte! men — altid så forvredne og skumle, altid om Sorg og Nat! Når han sad over dem, da var han ikke hos hende, men dybt, dybt inde i Mulmet hos sin Fader og Moder.

Hans Gerning? ja, hans Dyrkelse af dem, af sine Minder og sin Sygdom. Og hun færdedes herinde, og han så hende ikke, hørte kun højest hendes Trin. Hans Gerning? men hans Elskov da?

Hendes Gerning, det var ene hendes Omhu for ham, Stuen her — som han ikke så.

Det bankede, brat som sloges Hul.

„Helge!“ hun slap Temaskinen ned på Buffeten, „Helge, gå ikke ud, du må ikke! der er hun!“

„Hun! hvad er det for en „hun“, du taler om?“ han vendte sig fra Skabet med Tegnerullen.

„Å jeg mener — de Trin, jeg har hørt, og Løvet, der —“

„Hvad er det dog med dig, Eva? Det med Løv og Trin, det ligner dig jo slet ikke! Lad mig nu se!“

„Helge, Helge, lad så mig! du må ikke!“

„Vist ikke. Nu kan du jo få at se, hvem det er.“

Han skød hende til Side og gik ud gennem Portièren.

Hun lyttede, ene i den lampelyste Stue, ret op og ned, med Hænderne foran Skødet. Nu var hun der; hun kunde ikke mere, nu kom hun ind.

Hun hørte Kvindens Stemme derude, fjærn, kold, spørge, om Hr. Helge Kolind; hun havde set, der nu var Lys, hun tænkte nok, han var kommen hjem.

Og Helges Svar, forundret:

„Vil Frøknen ikke komme indenfor, at vi kan se hinanden. Her er jo helt mørkt.“

Se hinanden, hvad skulde de se hinanden for? Evas Øjne fløj hastigt Stuen rundt, en sidste Gang, som den var, før hun kom ind, og som den aldrig blev mere.

Portièren raslede til Side, og den fremmede Frøken dukkede ind, slank, silkeklædt, med Hænderne i Muffen, med Pelshue om det sorte Hår.

Helge bag hende, løftende Forhænget over hende.

Eva rørte sig ikke, midt i Lampelyset, med knyttede Hænder.

Den Fremmede hilste ikke, kun en svag Blinken med Øjelågene, som i Søvne.

Helge trådte hen til Bordet og så fra Siden på hende, spørgende. Hans Blik var tæt, iagttagende, som når han tegnede.

Frøkenen vendte langsomt Ansigtet mod ham, i det sorte Hår. Brynene løftede sig som Vinger over de blålige Øjne.

„Mit Navn er Riborg v. Crum, Datter af Jagtjunker v. Crum herinde ved Skoven. Jeg så Dem forleden Eftermiddag stå og tegne inde ved Mosen. Jeg vilde gerne spørge, om De vil modtage mig som Elev?“

Som Elev? skulde hun komme dér daglig, skulde de sidde sammen i det, hun var udenfor, hun ikke brød sig om, som Helge sagde, og skabe sammen? Forleden Dag? hun havde set ham allerede én Gang —

„Tegner Frøken Crum da?“ spurgte Helge, hans Blik dvælede forskende på hende.

„Tegner? Ja lidt,“ hun trak en Rulle Papir ud af Muffen, „hvis Hr. Kolind vilde se; jeg har taget min sidste Tegning med, men — jeg har aldrig lært noget.“

Helge rullede Arket op, hurtigt, hans Bryn spændtes over Øjnene. Han så på hendes Tegning, hendes

Eva trådte pludselig et Skridt frem. Hun vilde med i det, tage sin Part af den Tegning, hun havde vel Ret —

Helge rakte den åben hen imod hende, han så atter op.

Det var jo Mosen! Mosen, hvor hun havde mødt ham. Det Vandblink dér, de store, optrækkende Skyer, de dukkende Enebær, det — det var jo helt som på Helges Tegninger!

„Ja Frøkenen kan jo tegne, det vigtigste, men —“

„Fra Barn har det været min eneste Vilje. Jeg vil være Dem taknemmelig, om De vil lære mig noget ordentligt,“ sagde hun, hendes luftige, blå Øjne svævede hen under Loftet.

Helge vippede lidt med Arket i Hånden.

„Frøkenen tænker ikke på at gå til en af Skolerne i København?“

„Nej,“ hun rystede på Hovedet, Hænderne gemte sig i Muffen, „jeg vilde ikke kunne undvære Skoven her, og Mosen.“

„Nej, de er vidunderlige,“ nikkede Helge, „så dybe og tavse. Ja, ja, Frøken Crum, kan jeg hjælpe Dem lidt, så gerne.“

„Hvor meget tager De Timen?“ spurgte hun, de blå Pupiller gled hen mod ham, det Hvide lyste dødt.

„Hvor meget? Ja, herovre kan man jo ikke tage som i København. Skal vi sige — to Kroner Timen?“

„Når må jeg begynde, Hr. Kolind?“

„Ja—a, Fredag? Klokken otte? Vi må jo arbejde ved Lys alligevel, på denne Årstid.“

„Tak.“

Hun stod ubevægelig med Muffen hævet mod Brystet og Øjnene svævende gennem Loftets Skygger.

Så gav det et Ryk i hende, som vågnede hun.

Hun bøjede Hovedet svagt mod Eva, det første Tegn på, at hun overhovedet ænsede, hun var til, og forsvandt ud gennem Portièren.

Helge stod et Øjeblik, besindede sig så, og gik hastigt ud efter hende

Eva trak Vejret kort. Nå, nu var hun altså kommen, nu vidste hun, hvem hun var, og nu —

„Helge, hvorfor tog du imod hende? hvor kunde du?“ hun gik stakåndet imod ham.

„Hvor jeg kunde? men Barn dog,“ han slap forundret Portièren, „vilde du, jeg skulde sige Nej til den Fortjeneste?“

„Fortjeneste? å, at du blot vil nævne —!“

„Ja, ja, vi kan da nok trænge til den! Desuden, hun kan jo virkelig tegne, den Mose, den var opfattet inderligt. Hun har set på den mange Vinteraftener, ved sin Faders Hus. Å ja, det kommer, når man er født på Landet.“

„Det er jeg også!“

„Jo, hun hører hjemme her, hun ligner jo selv Mosen og Skoven,“ sagde han uden at høre; han begyndte at gå frem og tilbage over Gulvet.

Skoven — Eva løftede Hovedet.

Ja, hun havde jo set hende derinde på Stien, den Nat. Og hendes Trin listede som Løvet langs Murene. Og Duften af Kulde og Mos og Fugles Fjer, hun havde båret med sig, den åndede derhenne fra Portiéren endnu, kold og ram.

Var hun Skoven, der kom herind i Stuen, Skoven, Helge havde søgt herover til, Skoven, han elskede?

Han standsede, med Armene over Kors, og så lavt grundende hen i Lampelyset.

„Hm, af en Baggrund af Stammer kunde hun komme frem, med de opspærrede Øjne og —„

Eva svimlede. Hans Hoved, Lampen, Billedet derovre, alt det elskede, kendte sluktes. Hun druknede. Skoven, svulmede den fra Haven ind over Huset, slugende det i sit Mulm? Å Stuens, Hjemmets Ånd, som var her før!

„Ja, de Skove, her går Sti på Sti ind i dem. Men både Simon Tave og jeg er ukendte her, vi forvilder os kun. Hun kender dem, jeg ser det på hver Streg i hendes Mose. Jeg var jo selv henne og tegne den forleden Dag. Og de Skove, jeg kiggede mod dem som Barn fra Sanatoriets Vindue histovre. Jeg ind i dem, finde Råen, som forleden Aften.“

Helge drev og drev, ud og ind gennem Lampelyset, ad den grønne Løber, bort fra den lille Stue, bort fra hende, ind i Barndommens Skove om Faderens Død, ind i de blodigtsorte Høstskove — — Skridtene listede, Råens Blod stank — —

Hun jog pludselig sammen.

„Helge, skal — skal I også tegne derinde?“

Borte fra Stuen, ene i Arbejdet og Skoven, da —

„Tegne dér? Å nej, en Kende Stregføring er jo alt, hvad jeg kan lære hende. Stien derind, må hun snarere vise mig. Og dog — Nej, nej, ingen uden en selv kan finde Stien derind, den vi alle må vandre.“

„Helge,“ hun rev Hænderne fra hinanden, hun spilte Øjnene op, „du må ikke, må ikke følge hende! ser du da ikke — hun — hilser mig ikke, hun lader, som jeg ikke findes —“

„Å, hun ser jo ingen.“

„Ingen? å, du kan tro, hun ser nok dig!“

„Men Eva —“ han standsede i et Ryk, „hvad er det dog med dig?“

„Å jeg — jeg —“ hun løftede Hænderne mod sin Mund, som brændt.

„Men Barn dog,“ han tog hende om Skulderen, „du har vist været altfor ene i Aften?“ hans brune Øjne smilte blødt.

Hun så op, med Tungen mod Tænderne. Forstod han det da ikke, hendes Had, hendes Frygt mod denne Fremmede? Fordi hun var Kvinde og var kommet her, i Stuen. — Å, han så hende end ikke, kun Skoven! Og — nej, nej, ikke et Ord! Kendte hun ham ikke? Hun var jo hans Hustru; der gaves ingen anden Kvinde, selvfølgelig! Nej men — men Skoven —

„Lille Eva, har du været for meget ene?“ hans Hånd klappede hende, Blikket søgte ind i hendes, ynksomt, som i Råens den Aften.

„Ene, Helge, å altid, altid,“ hun brast ud i hans Arme, i Gråd.

Alt det, hun så og han ikke! Ja, fik han ondt af hende, var han øm; men var hun glad, ænsede han hende ikke. Men hun vilde ikke græde sig til ham, hun vilde smile ham til sig! I Glæde, i Gud skulde de blive En!

„Helge, enten er du ude, eller også tegner du herhjemme, og jeg — jeg —“ hun hulkede ved hans Bryst; han havde set på den Fremmede, som nu på hende før, så — medvidende, som vidste de det sammen, hun var udenfor — undtagen når hun græd.

„Eva,“ hans Øjne gled lavt mod Døren, „du vidste jo, hvem jeg var. Jeg varede dig nok mod min Vej, den Aften,“ han gøs, som rørtes et Sår, „men du vilde dog med mig, du Kære, og nu fatter jeg slet ikke, du ikke altid har fulgt. Men, vil du mig, så må du også ville mine Tegninger, for de er mig. Havde jeg ikke kunnet forklare mig det ved at tegne, hvor tror du så, jeg kunde have båret de ensomme Timer i Gården i Nørregade eller i Sygeværelset derovre i Skovene, hvor kun det elektriske Lys brændte, og Varmeapparatet sydede, Vinteren igennem, når ikke de syges Hoste rullede gennem Bygningen fra Værelserne ovenpå eller nedenunder, og jeg standsede mit Blyant og lyttede og gættede, hvem det var. Når så Stilheden blinkede om mig påny fra den elektriske Krone, og kun Faders Skyggeprofil sov på Væggen, bøjede jeg Hovedet over Papiret og tegnede den, som i Drøm.“

„Ja, Helge, ja,“ hun klappede blødt hans Kind, „å Helge, jeg ved det,“ hendes Mund svulmede af Tårer.

Hans Barndom, bøjet over det hvide Blad, ene med hans Faders sovende Profil — som de hundrede Profiler nu sov på de dunkeltgrønne Vægge rundt i det store Dødens Palads i Skovene — han tegnede dem, tegnede sig selv ind i dem, i Glemsel, sig selv — ja, og hende.

Ja, den Gang, men nu? Tænkte han da slet ikke på sig selv nu, og på hende?

„Jamen Helge,“ hviskede hun, strakt på Tåspidsen for at klappe, for at lytte, „nu?“

„Ja nu“, han strøg Hånden tungt hen over Panden, „— jeg undrer mig, Eva, over dig og over mig selv, hvad der er hændt os! De Timer derovre, jeg var jo kun en fjortenårs Dreng, og det var jo kun lidt over to År, men min Fødsel, min Barndom i Nørregade skyggede bagved, og de voxede for mig til Evigheden. Jeg drak deres Luft ind til Mættelse for altid. Stuen her, jeg aldrig drømte om, den synes mig tit en Drøm. Jeg levede et Liv derovre blandt de billedløse Vægge, i den sovende Stilhed — og jeg tegnede i Faders Portræt Livet færdig. Nu har jeg næppe Kraft til et nyt Liv, når du vil, at alt skal være anderledes. Eva, jeg sidder stadig i Sanatoriet og tegner. Ja ikke, Barn,“ han greb uvilkårlig hendes vigende Hånd, „at du ikke er med, du er mig jo uundværlig som Luften selv —“ han sænkede grundende den store Hage.

Uundværlig som Luften? Ja, og så selvfølgelig — —

„Jamen Helge,“ hun klappede hans Pande med dirrende Hånd — Helge, dybt sårer du, at du er let at tilgive, „hvad søger du så i de Skove, hos Råen?“

„Å Eva, hvad jeg søger!“ han smilte fjærnt og sødt, „— Om Nætterne sov jeg kun lidt og tåget efter de lange Indendørsdage. — Jeg travede jo kun den ordinerede Tur ad Granstierne op til Pavillonen over Fjorden, imellem de andre, raskere Patienter — å du kan tro, vi var en stum, tungtfodet Skare! Vi så vist alle kun vor blågrønne Stue om os! ­— — Lagenerne og Tæppet var mig krassende tørre, jeg selv svedes hul af Voxværk og Nattemørket hvidprikkedes. Men jeg rystede af Kulde fra Vinduet, der jo slet ikke kunde lukkes, og åndede Duft derudefra af Mos og Muld, som lå jeg under åben Himmel, midt i Skoven. Jeg grublede og grublede over Fader og Moder og over mig selv, over os tre, som hørte sammen og derfor voldte hverandres Død. Fader tog Moders Liv for sin egen Skyld, men nu måtte han give sit for hendes. Og jeg — jeg havde taget bægges Liv, nu måtte jeg give mit for dem bægge. Lægen sagde: „Smittet af Fader og Moder“ men det var jo slet ikke derfor: det var, fordi vi tog fra hinanden, hvad der var hver isærs eget. Jeg stirrede hen over Tæppet, og jeg så det forvist: Menneskene tog hinandens Liv, når de blev flere end én. At både Fader og Moder og jeg selv skulde dø, var mig så helt selvfølgeligt, jeg vidste jo, hvad vi havde gjort. Selv om Fader var ængstelig for mig og undertiden spurgte Lægen, om det ikke var bedre, jeg kom herfra, så så jeg dog i hans Øjne, at også han mente, vi bægge måtte følge efter Moder. Jo, vi skulde til Moder, vi to. Og jeg var slet ikke bange. Jeg så jo mere til, at Mennesker døde, end at de levede. Og alle vi her i Huset ventede jo at dø. Men alligevel — jeg var skyldig imod Moder, der måtte dø for min Skyld, og derfor, når jeg efter længe at have lyttet, hørte Løvet ånde derude, hvor Natten sov stumt, da klemte jeg Hænderne sammen om Kamelhårstæppet og vidste, at det var Moder, der kom, fra Skoven inderst inde, hvor jeg aldrig måtte løbe ind, bag alle Stammerne — for at hente Fader og mig, fordi vi ikke lod hende ene, men tog hendes Liv. Jeg hørte hendes Trin og hendes Kjole puste over Havegangen dernede under Muren. De visne Blades Gys frem og tilbage i Gruset rislede over min Hovedhud, gennem alle Årer. Nu hørte jeg Moders Hænder søgende på Muren i Vinløvets bundne Sus — — Da Luften pludselig sprang om mig for et Hostedrøn dybt under Gulvet, rullende op gennem Væggene, svaret i Ekko eller af andre Hostebyger fra andre Kamre, til det igen huggede ene i Dybet. Jeg sad oprejst i Sengen og lyttede, det var ikke Fader — nej, nej, jeg vidste nu, hvem det var. Nu puslede der Liv gennem Gangen dernede, som et Sandskorn smuttede det hen gennem Natten, ind til den Syge. Jeg hørte grant Døren knirke dernede, tyst som et Rids i Glas. Men nedenfor Vinduet hørte jeg Moders Hænder klappe og kalde i Vinløvet. Lugten af Mos og Muld steg kvælende. Og jeg vidste det, isnet i mine Puder som i Sne, men stum og rolig. Moder vilde ikke gå, før hun fik ham med, der hostede. Ja, nu, da alt var blikstille dernede, og jeg fornam det: at her var blevet mere tomt i den store Bygning, som var et Blodkar bristet i mig selv, hørte jeg det lydløse Løv ile. Vinduet knagede svagt, og Nattekulden åndede hul og stum. Om Morgenen behøvede de ikke at skjule for mig som for de andre Patienter, at én var død i Nat. Jeg vidste det jo. Moder havde været at hente ham. Men altså endnu ikke Fader og mig. En for en kom Moder og hentede. Jeg hørte ikke deres Hoste mere om Natten. Men altid afløstes de af nye nede ved Bordene i Spisesalen. For alle havde taget fra en Anden, og alle måtte give igen. Ja, alle skulde herhen, at Moder kunde hente dem til Skoven. Fader sagde det til Lægen en Gang, jeg hørte det godt: „Vi siger, at vi elsker — ja, vi vil den Andens Liv. Vi siger, vi vil skabe Liv — ja, vi fostrer Død. Se nu min Hustru og se Drengen der.“ — Men så en Nat, omsider, kom Moder og tog Faders Liv som sin Ret. Jeg sov så tungt den Nat, men nu begyndte en Puls at arbejde i mit Hoved, Bloddunk for Bloddunk — til jeg pludselig var vågen og havde en Hoste drønende i Ørene og vidste, det var Faders. Og midt i Hostebuldret en isnende Rislen af Løv. Moder listede dernede og klappede på Muren: „Min Elskede, min Morder, kommer du nu?“ Jeg foer op i Sengen, Moder var her, efter os! Jeg måtte med! Hør, hør, hvor Hosten kaldte, hør, hør, hvor Moders Hænder klappede! Ja, ja, nu er det Tide, nu kommer jeg! Jeg jog på nøgne Ben ud af Døren, men jeg nåede ikke halvt ned i den nattedunkle Korridor, før Overlægen greb mig i sine Arme og bar mig bort. Jeg følte hans skælvende Kys på min Pande — ak, du kender ikke Doktor Højen! — jeg hørte uhørlige, flygtende Trin derude, og jeg vidste, stivnet, ubegribende, at jeg ikke skulde med. Og jeg begriber det ikke endnu.“

Han bøjede Hovedet i Skyggen, udenfor Lampens Lysring.

Hun sad ubevægelig, med sin Hånd over Armstolens Læn. Hendes Øjenvipper rørte sig ikke. Endelig, endelig lærte hun ham at kende — og sin Skæbne.

„Og derfor, Eva, derfor må jeg ind i Skoven, inderst ind, til alles fælles Grav for at spørge Moder, hvad Meningen var? Om det Liv, jeg er skyldig, om det er dig, jeg skal give det til.“

Der strøg et Lys gennem Eva. Hun løftede Hovedet.

Talte han? eller hviskede kun hendes Hjærte højt?

„Helge,“ stammede hun, „Helge.“

„Ja,“ hans brune Øjne glimtede ind i hendes, han bøjede sig over hende, med bægge Hænder om hendes Kinder, „men Eva, da må jeg lære helt fra ny. Jeg lærte fra min Fødsel kun dette: Gennem den Anden til Døden for mig og for ham. Nu vil du lære mig: Gennem den Anden til Livet for ham og mig. Eva, jeg lærte: Ved Kravet: den Anden, går vi bægge til Grunde.“

„Ja, Helge,“ hun stirrede op i hans Øjne, bævende, „for at opstå i en ny, en tredje: os.“

Han gøs — så dybt befæstet i sig selv, han, hvis Barnesjæl i ét kort År havde levet et Liv ind i hver Blodsdråbe. Men det trak om hans Mund, som af en anden Blodets Vilje, den medfødte, ukendte.

„Helge, der står: I skulde blive ét Kød!“ hun blussede.

„Helge, Helge,“ hun klemte sine Hænder om hans, „bliv her hos mig i vor Stue, og du vil lære det. Gå ikke bort, og tegn dig ikke bort! De Skove — de var jo dog kun Barnesyner.“

„Barnesyner?“ han smilte svagt, „de er min Barndom, Eva. De blev mig Et med Døden — ja, eller Livet! Og Eva, vexler de ikke også Løv, som Menneskeslægterne skifter, skjuler de ikke, inderst inde, alle Somres Løvfaldsgrav? Ja, alle Slægter og alle År, fra den første — —“

Døden og Livet . . Alle Somre?

Hun så op.

Ja, Skoven blev en Gang grøn, havde hun glemt det? Der gryede en Gang en Sommer, selv efter denne Høst.

Og når Helge havde nået Graven der inderst inde, dér hvor han var født, og han løftede sit tunge Hoved, vilde han da ikke se Løvet bølge grønt over sine Øjne, mens Fugle klukkede og kaldte, og hun, hun lå på Knæ i Græsset for at rejse ham og lede ham ind i Bøgeskoven — som han forleden ledte hende gennem Blodskoven?

Vilde han kende Skoven igen? Histovre i hans Barndom, var den blevet ham Livet selv, ti Livet var Døden. Men nu, på denne Kyst, skulde han da se, at Døden var Livet? Se sig spejlet i hendes Øjne, bøgegrøn?

„Og du selv, lille Barn,“ han så smilende på hende, „hører du nu ikke selv Trinene liste om vort Hus, nu du bor ved Skoven?“

Hun skælvede, med Hænderne foldet under Hagen.

Jo, jo, fjærnt lå Vesterbrogades åbne Strøg med alle de klarøjede, muntre Mennesker. Nu svulmede Skoven om dem, Livet og Døden. Skovens Sus af Storhed blandede sig evigt i deres Fjed.

„Lille Eva,“ han havde sat sig hen bag Bordet og foldede sin Hånd om Lampens broncerede Fod, „det aldrig beregnede hændte mig, fordi du vilde, eller — ja, måske fordi det — skulde, for jeg turde, og jeg — kunde ikke skyde det fra mig den Gang. Men nu må du give mig Stunder til at føle mig frem mod, hvad der er Ret, og til at føle mig ud — ja, ud af min Skæbne.“

Hun klemte Fingrene sammen. Ja, ja, han havde dulgt sig for hende indtil denne Dag, fordi hun kun slet havde fattet Budet om den Anden, fordi hine Frue Kirke Klokker kun havde ringet hende ind i hende selv og Livet, ikke ind i — den Anden.

„Ja, Helge, ja, jeg skal vente,“ hviskede hun, bævende.

Han nikkede fraværende.

Og hun lyttede.

Og det randt og randt i Stilheden om Huset, ingen Kvindetrin, men selve Skovens Trin fra visne Blade, der en Gang var grønne, og Pust fra store Grene, der skulde grønnes igen, ad Åre — —

Det skramlede ved Køkkendøren.

Eva foer sammen.

Låsen braldrede op mod Muren. Tunge Trin traskede ind. En Kurv dumpede mod Køkkenbordet, og en forpustet Stønnen:

„Å, den Satans Skov!“

Eva smilte. Øllegård, løft ikke din Hånd mod den! Den er nok stærkere end selv du, som Tyfus'en.

Døren knirkede derhenne. Dens Skygge foldede sig, som en Vinge, ud over Loftet.

Øllegårds Ansigt stak ind, vrantent:

„God Aften, skal vi ha' Te?“

Evas Hænder slap hinanden. Te, ja de skulde jo drikke den her, hun og Helge, bag de nedrullede Gardiner, her i deres Hjem, i den vildene Skov.

„Helge,“ hun så over på ham.

„Ja,“ han nikkede, „dæk kun om De vil, Øllegård, jeg er også træt nu.“

Øllegårds grøngrå Øjne under de dunhvide Bryn vandrede fra den ene til den anden.

„Hm“, det er et fæle Mørke udenfor. Men her sidder I jo godt ved jer Lampe.“

Hun trak Døren lempeligt i.

Kedlen sang mod Komfurets Ring derude.

Øllegård, forsonede Lampen hende med Mørket og Helge? så hun i dens Skær sin Yndlings Lykke?

Ak Øllegård, jeg er din Lykke. Men du er ikke min.

Du må se mig finde den i en Anden, og i den finde din.

Men Helge, i hinanden skal vi finde vor, ti vi er ét Kød: én Lykke!

Men tilgiv mig: min Hånd var for hård og for rap! Jeg glemte, du var også en Anden, end den jeg elskede: mig selv.

Og se; denne Anden er først mig selv!

Hun krøb op på Sofaarmen, med Kinden mod hans.

Hans Hånd klappede let hendes Knæ.

Ja, Helge, find nu dig selv, som jeg har fundet mig.

Husk, at er Skovens halve År Mørke, så er dens anden halve Lys. Og at det er i Skoven, vi bor.

„Helge, når vi har drukket Te, skal vi så se alle dine Tegninger?“

Han så hende ind i Øjnene i et Smil.

„Ja, hvordan er det? du bryder dig om dem?“

„Helge, spørger du? de er jo om Skoven, hvor vi lever. Men —“

„Men?“

„Men ikke om — mig.“

„Vent,“ hviskede han som i Drømme, „vent til Skoven bliver grøn.“